Måned: marts 2023

Disorder, superpower eller et sted midt imellem?

Da nogen første gang antydede, at jeg kunne have ADHD, var min reaktion at blive voldsomt fornærmet. Dels var jeg fuldkommen fuld af fordomme om ADHD som en diagnose forbeholdt drenge og mænd, og dels var der noget ved definitionen, som bød mig imod. ADHD regnes for en impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse og er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactive Disorder. Smag på ordet ”Disorder”. Der var meget langt fra ”disorder” til min selvforståelse som en succesfuld, intelligent kvinde med krævende lederjob – naturligvis på en bund af udfordringer men ligefrem en disorder?

Det betød, at jeg længe ikke talte højt om en diagnose af frygt for at blive stigmatiseret og få indskrænket mine muligheder på arbejdsmarkedet. Hvem ville ansætte mig på en betydningsfuld post, hvis de vidste, jeg kom med en ”disorder”? Min bevæggrund for nærværende blog er vokset ud af netop den følelse, og jeg ønsker at medvirke til aftabuisering, til at fremme inklusion og diversitet på arbejdspladsen og at bidrage med en positiv fortælling om, at livet kan leves stærkt med en diagnose.

Disorder=forstyrrelse?

Da jeg i 2022 fik tilsendt udredningsdokumenter, var det umiddelbart en lettelse at læse en rapport over mine udfordringer og få en psykiaters validering af, at oplevelsen af et liv, der havde været noget op ad bakke, ikke var indbildt. Den havde et navn, ADHD. Samtidig blev jeg ramt af en stor sorg over at være et menneske med en ”disorder”. Jeg opfatter ”disorder” som langt mere alvorligt end ”forstyrrelse” eller ”tilstand”, som er betegnelser, der anvendes på dansk i den hidtidige oversættelse af ”Mental, behavioural or neurodevelopmental disorders; autismespektrumforstyrrelse, opmærksomhedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse, obessiv-kompulsiv tilstand m.fl.

Oversættelse af ICD11

I Danmark anvendes WHO´s klassifikationssystem af sygdomme og andre såkaldte helbredsrelaterede tilstande. Den seneste version ICD10 kom i 1989 men blev først taget i brug i 1994, og således har jeg været præsenteret for ICD9 som lærerstuderende og senere for ICD10 som psykologistuderende. Men det er først nu, hvor jeg er indehaver af en tilstand, der findes i klassifikationssystemet, at jeg har interesse for den nye udgave. Den nye version, ICD11, er officielt trådt i kraft fra 1. januar 2022 og bliver i de kommende år udrullet i det danske sundhedssystem. At den ikke anvendes omgående og simultant på alle områder skyldes dels, at det kræver forberedelse og omstilling af IT-systemer, f.eks. til patientregistrering, men også, at det indebærer et større oversættelsesarbejde fra engelsk til dansk.

Ord skaber virkeligheden

Den nye version, ICD-11, skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse. En kernegruppe af fagpersoner samarbejder med Sundhedsdatastyrelsen om en oversættelse af kapitel 6, de psykiatriske diagnoser. Og hvorfor er det så vigtigt, tænker du måske?

Ord skaber virkeligheden og påvirker selve måden, vi forstår og tolker andre mennesker og situationer. Da jeg var barn på Frederiksbjerg i Aarhus i 1970érne, boede vi tæt på en Åndssvageanstalt. Der var hegn omkring, men når jeg gik i skole, kunne jeg se ind til de indespærrede og isolerede åndssvage på legepladsen. Jeg fortabte mig ofte bag hegnet. Jeg vidste kun, at de var ”åndssvage”, og det afspejler meget godt den begrænsede viden, vi danskere har haft om anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet. Gennem de senere år er der kommet fokus på børneforsorgen, båret frem af nogle kritiske indslag i pressen om hårdhændet behandling af psykiatriske patienter i en kedelig periode i Danmarkshistorien. Tidligere anbragte er stået frem i medierne og har berettet om tiden på børnehjem som Godhavn, hvor tvangssterilisation, ”det hvide snit” og isolation af åndssvage var en del af behandlingen. I øjeblikket kan du se filmen ”Ustyrlig”, om de uregerlige piger, der i mellemkrigstiden blev sendt på bl.a. Sprogø, fordi de blev anskuet som farlige for samfundet.

Også Jussi Adler Olsen har anbragte piger som tema i bogen ”Journal 64”. De ord og begreber, der i perioden blev anvendt om de anbragte, var, ud over ”åndssvag”, ”vanfør”, ”skadelig arvemasse”, ”underlødige”, ”defekte” og ”minusindivider”. Forestil dig, at man slyngede den slags begreber ud om andre mennesker i 2023? Det ville virke stærkt stødende og nedværdigende at benytte disse ord. Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og i stedet har ”udviklingshæmmet” fundet indpas, med et fokus på at sikre en behandling forankret i udvikling og ligeværdighed, fulgt op af rettigheder, støtte og hjælp. Nye tider betyder nye skikke og nye begreber. ICD11 skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse og derfor bliver valget af ord og begreber afgørende.

Vi står med et problem – vi er ved at finde en løsning

Overvej forskellen i ovenstående. Det første udsagn er en negativ fortælling, mens det andet er en positiv framing af samme indhold. Framing er en måde at fremhæve noget og gemme noget andet væk ved hjælp af et bevidst valg af ord. Du vil med stor sandsynlighed være mere indstillet på en operation, hvis du får at vide, at 90% af patienterne overlever, end hvis du bliver fortalt, at 5% dør. Indholdet er det samme, blot framet på to forskellige måder. De to begreber, disorder og forstyrrelse, er negative fortællinger om ADHD. Personer med ADHD kan have meget forskellige symptombilleder, da ADHD er et spektrum af symptomer. Langt fra alle symptomer er forbundet med begrænsninger i funktionsniveau. Der er en stigende erkendelse af, at nogle personer, der opfylder diagnosekriterier for ADHD, er ”High-functioning ADHD” med succes indenfor det akademiske uddannelsesområde, den sociale arena og på arbejdsmarkedet. En krøllet ADHD-hjerne kan have positive egenskaber som evne til hyperfokus, højt energiniveau, evne til at finde innovative løsninger og kreativitet. Der er tale om evner, som hvis de understøttes er en styrke og en kilde til succes i mange sammenhænge. Vis mig en iværksætter og du har med stor sandsynlighed en person med ADHD. Måske er tiden kommet til at frame aspekter af adfærd og kompetencer associeret med ADHD i et mere positivt sprogbrug og i en styrkefokuseret framing. Måske er tiden også kommet til flere undersøgelser og mere forskning i, hvilke rammer, copingmekanismer eller terapiformer der skal til for at opnå et funktionsniveau som ”High-funktioning-ADHD”.

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet tilbyder en positiv eller neutral tilgang til personer med f.eks. autisme og ADHD. Der er tale om en positiv framing af personer, som opfatter og interagerer med verden omkring dem på en anderledes måde end de neurotypiske, hvis hjerner har udviklet sig normalt og derved ikke opfylder diagnosekriterier. Ordet normal er værdiladet, mens neurotypisk er neutralt. Neurodivergent betyder, at en hjerne har atypiske karakteristika, hvilket gælder for personer med ADHD, autisme, epilepsi mm. Ordet neurodivers er en samlet betegnelse for variation i hjerner. Ordet dukkede op i løbet af 1990érne som et resultat af den australske sociolog Judy Singers arbejde for at fremme diversitet og inklusion af mennesker med mentale lidelser. Begrebet er fri for den normative bedømmelse, der ligger i ordene lidelser og forstyrrelser, og gør det muligt at omtale personer med diagnoser mere respektfuldt og i et neutralt sprogbrug. Begrebet finder stille og roligt indpas i hverdagssproget, og jeg er selv stor fortaler for begrebet. Psykiateren, der stod for min udredning, sendte mig ud i verden for at klare mig selv med den udmelding, at det ikke er min ADHD, der i sig selv udgør et problem. Problemet er, at jeg skal fungere i en verden til og for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Det kan psykiateren bestemt have ret i. Men jeg er optimistisk, for jeg oplever, at kassen er ved at blive bygget om og udvidet. Selv min bank, Danske Bank, har som formål at være førende i branchen på diversitet og inklusion. For flere organisationer har det mest været defineret i forhold til køn og alder, men lur mig om ikke neurodiversvenlige arbejdspladser bliver det nye sort.

Superpowers? Går vi for langt?

Da jeg fik mistanken om at have ADHD, hyperfokuserede jeg på emnet for at lære så meget som muligt. Det gør jeg stadig, for der er mange afkroge at inspicere ved den krøllede hjerne. Jeg er færdigudredt og velmedicineret, og det betyder, at jeg er i stand til at koncentrere mig om at læse videnskabelige artikler. Jeg har dog stadig en præference for podcast, fordi jeg kan dimse rundt, samtidig med at jeg lytter, og fordi jeg bedre lærer og husker under bevægelse. I 2019 opdagede jeg podcasten ”ADHD for Smart Ass Women”, startet i 2018 af Tracy Otsuka. Jeg har lyttet til samtlige, i skrivende stund, 220 episoder. Her hørte jeg første gang udtrykket ”superpower” om ADHD. Det var i den grad en positiv framing af de særlige egenskaber en ADHD-hjerne tænkes at være i besiddelse af. Jeg vil gerne medvirke til en mere positiv fremstilling af ADHD, men begrebet ”ADHD-superpower” har jeg et blandet forhold til. Jeg opfatter ikke min ADHD som en gave, jeg fik ved fødslen, og der fulgte bestemt ikke en superheltekappe med. Du behøver derfor ikke være misundelig, hvis du til daglig ikke oplever udfordringer med koncentration, følelsesregulering, hyperaktivitet, hukommelse eller hang til overspringshandlinger. Min hjerne fungerer på en anderledes måde end hos neurotypiske, og jeg tilskriver nogle af mine største arbejdsmæssige resultater og succeser min hjerne og dermed min ADHD. Det kræver særlige arbejdsmetoder og rammer, før min ADHD kan foldes produktivt og kreativt ud. Det har jeg skrevet et indlæg om, ”To be consistently inconsistent”, som er på bloggen i kategorien worklife. Jeg har sandelig været periodevist succesfuld. Til gengæld har en stor del af mit liv været op ad en stejl bakke som et resultat af f.eks. manglende følelsesregulering, hyperaktivitet, sensitivitet overfor materialer og teksturer, og en følelse af at være anderledes og forkert, som stadig påvirker mig negativt. Derfor anvender jeg ikke ordet superpower. Jeg er mig bevidst, at det giver håb, særligt til forældre til neurodiverse børn, men jeg synes, det er at gå lidt for langt i den positive framing.

Neurospicy

Medicin dæmper symptomer, men det betyder ikke, at jeg har udviklet en neurotypisk hjerne. Kendskab til og viden om mine særlige udfordringer, redskaber til at håndtere disse samt en realistisk forventning til mig selv udgør ved nærmere eftertanke min superpower. Det vil dog ikke være et begreb, der finder vej til mit personlige sprog. Det gør derimod det federe begreb ”neurospicy”, som lægger navn til denne blog. Der findes vist ikke en entydig definition af ordet, men i min udlægning beskriver det en person med et ”high strong nervous system” – og den definition passer jeg perfekt i. Jeg har fundet en cute broche hos firmaet ”Sugar & Sloth”. Tippet er hermed givet videre i fald du vil flashe dit tilhørsforhold til den neurodiverse del af befolkningen. Da pakken ankom med brochen, var der en lille gave, et klistermærke med ordene ”I tried”. Det er faktisk altid det, jeg gør!

Disorder, forstyrrelse, ADHD-superpower, neurodiversitet eller neurospicy? Jeg går med de to sidste. Går du med?

Broche og klistermærke fra Sugar&Sloth (ikke-sponsoreret)

Din ADHD-hjerne elsker træning

Jeg er dårlig til at lære, hvis jeg skal sidde stille samtidig. Jeg lærer bedst under bevægelse, og jeg er konstant i bevægelse. Jeg har dyrket idræt, så længe jeg kan huske. I år fejrer jeg et flot 50-års jubilæum som aktiv i den organiserede idræt. Inden, jeg som 5-årig blev sendt til gymnastik og svømning, havde jeg hoppet, klatret, snurret rundt og stået på hænder i møblerne og på legepladsen. Det var gymnastikken, der trak, men da min mor først havde lært at svømme som voksen for at kunne tage sine børn med på stranden, ja så var svømmeundervisning et krav og adgangsbilletten til det forjættede gymnastikcenter.

40 år som instruktør, og det gør mig stadig helt lykkelig. Her dans foran turistkontoret på Samsø.

Det farlige liv som risikosøgende

Jeg fik lært at svømme i AGF hos Susanne Nielsson, som dengang var the shit indenfor svømning. På Svømmestadion på Ingerslevs Boulevard var et udspringsbassin med 4 meters dybde, og der tjekkede jeg ind til børnesvømning. Det var midt i sæsonen, og ingen havde noteret sig, at jeg var ny og ikke før havde været på dybt vand. Da de andre børn sprang i bassinet, sprang jeg med. Min mor sad på tribunen og skreg af forskrækkelse, men jeg flød som en korkprop til overfladen og plaskede afsted. Susanne fik mig dog hevet op og iført et korkbælte, mest for at få min mors nervesystem i vater. Normale børn på 5 år havde måske vægret sig eller kravlet forsigtigt ned i bassinet, men impulsivitet og risikosøgning er almindelige mellemnavne for os neurodiverse. Af samme grund havner personer med ADHD oftere i trafikulykker og i fængsel. Nye tal fra Trafikforskningsgruppen på AAU viser, at personer med ADHD har en forsøget risiko på chokerende 62 % for at blive involveret i en trafikulykke, med en forøget risiko for soloulykker på 50 %. Hver gang, jeg læser om unge mænd, der med alt for høj fart kører galt i trafikken, tænker jeg: ”Åh nej, han havde med garanti ADHD”. ADHDére har derudover fem gange højere risiko for at begå kriminalitet, der ender med en fængselsstraf. Av av. Men fortvivl ej, træning kan muligvis hjælpe dig til en lavere risiko, og ellers kan jeg anbefale, at du undlader at have bil. Jeg har dog vurderet, at det er bedst for alle, at jeg holder mig til cykel og offentlig transport.  Læs videre for forklaringen på hvorfor træning er en vigtig ingrediens i et ADHD-liv.

Tilbage til svømmebassinet

At ligge med snuden i vandoverfladen i halve og hele timer, holde fokus på den hvide streg i bunden af bassinet og samtidig forsøge at holde styr på antal baner, blev aldrig min favorit. Men gymnastikken holdt ved, indtil jeg opdagede det magiske, ADHD-venlige boldspil basketball. I et kommende blogindlæg vil jeg forklare dig, hvorfor du skal sende dit neurodiverse barn til basketball. Jeg har snurret rundt i højt tempo i så ufatteligt mange timer af mit liv. Højintensive træningsformer med elementer af koordination og koreografi, gerne til musik der er upbeat and happy, har fået et varigt tag i mig. Mine yndlingsaktiviteter er dans/step og basket. Det gør mig direkte lykkelig, og jeg har altid fornemmet, at mit funktionsniveau er markant bedre i perioder med en regelmæssig dosis af netop den type aktivitet. Men jeg vidste ikke hvorfor. Det er jeg blevet klogere på, og der findes en forklaring og en god grund til, at du skal beskæftige dig med lige netop højintensive idrætsgrene. Det handler om hjernens struktur og kemi, og her er en koncentreret og forenklet gennemgang. Du er velkommen til at springe direkte til de gode råd om at optimere din ADHD-hjerne med træning, som findes i slutningen af indlægget.

ADHD-symptomer kort fortalt

Hjernen er sammensat af milliarder af nerveceller, der tilsammen udgør et kompliceret netværk til overførsel af information. For at vi kan bevæge os, tænke og føle, kræver det, at nervecellerne kan kommunikere med hinanden. Dette foregår gennem et system, hvor beskeder sendes og modtages via kemisk overførsel gennem de såkaldte neurotransmittere, f.eks. dopamin. Hos personer med ADHD er transmitterne i den forreste del af hjernen begrænset i deres evne til at kommunikere med andre dele af hjernen. ADHD viser sig som en række vanskeligheder med eksekutive funktioner, som er nødvendige for at kunne fungere i stort set alle arbejds- og hverdagssituationer, hvor der besluttes, planlægges og overvejes. Personer med ADHD har altså en forstyrrelse i frontallapperne, der styrer og kontrollerer opmærksomhed, motorisk aktivitet, følelsesregulering og impulsivitet. Det betyder ikke, at én med ADHD ikke kan være opmærksom, men mere at hn er opmærksom på alt i omgivelserne på samme tid og derved kan have svært ved at fokusere på en enkelt opgave. Tanker flyver rundt i hovedet, og hn er let afledelig og urolig, en uro som kan være både mental og fysisk. De områder, der dæmper impulser, er hæmmede, og derved kommer hn ofte til at gøre ting, hn fortryder efterfølgende, eller som udløser skæld ud.

En manglende evne til følelsesregulering medfører vredesudbrud, hn havner i konflikter, og der ses en tilbøjelighed til at løbe risici, som f.eks. at køre for hurtigt. Transmitterne er ved ADHD ikke kun begrænset i deres evne til at kommunikere. Selve niveauet af dopamin tænkes at være ustabilt hos personer med ADHD. Denne ustabilitet kan forklare, hvorfor ADHD ofte viser sig ved skiftevis manglende motivation og vedholdenhed afløst af perioder med hyperfokus. I det tilfælde, hvor basalniveauet er for lavt, reduceres motivation og evne til fokus. ADHD-hjernen belønner søgen efter ny stimuli med udløsning af dopamin, hvorved motivation og fokus forøges, måske endda til en tilstand af hyperfokus. Men da dopaminen hurtigt klinger af, mistes motivation og interesse, og interessen dirrigeres mod en ny opgave – i en endeløs række af ikke-færdiggjorte projekter og opgaver. Adfærd præget af høj grad af impulsivitet kan forklares herved, da impulsivitet er en tilbøjelighed til at søge den umiddelbare belønning ved en handling i nuet, uanset konsekvenser. Den lave dopaminkoncentration opleves som en følelse af utilfredshed eller manglende tilfredsstillelse, som forsøges opnået ved et quickfix, der kan tage form af shopping, brug af rusmidler, tyveri og ja, træning.

Det handler om kemi

Flere og flere studier peger på, at træning kan forbedre opmærksomhed, koncentration og motivation; aspekter personer med ADHD har udfordringer med. Træning kan indgå som en del af den ikke farmakologiske behandling af ADHD (læs mere uddybende i f.eks. Berwid & Halperin, ”Emerging support for a role of excercise in ADHD-intervention planning”). Under bevægelse udløses der kemiske stoffer fra din hjerne, i form af endorfiner som indgår i reguleringen af humør, giver følelse af velbehag og som dæmper smerter. Men også serotonin og dopamin frigives ved træning. Disse stoffer er i restordre hos folk med ADHD, og det viser sig som manglende evne til at styre opmærksomhed og koncentration. Når koncentrationen af dopamin forøges i frontallapperne, forøges evnen til at regulere og fastholde opmærksomhed, mens behovet for at søge ny stimuli dæmpes. Derudover påvirker træning en vækstfaktor (BDNF) i Hippocampus, som er en del af hjernen, der spiller en central rolle i lærings- og hukommelsesprocesser. Undersøgelser viser, at koncentrationen af BDNF stiger ved fysisk aktivitet (Læs mere i Luders ”Sprækker i ADHD-Diskursen”). Effekten af fysisk aktivitet ses derudover ved en forøgelse af receptorer til neurotransmittere i dele af hjernen. Med flere receptorer vil kommunikationen mellem cellerne forbedres, hvorved de eksekutive funktioner forbedres.

Hvilken type træning er bedst?

Fysisk aktivitet har en afgørende, positiv indflydelse på de kognitive udfordringer hos ADHDére, gennem en forøgelse af neurotransmittere og af vækstfaktor. Men nogle former for aktivitet virker bedre end andre, og det afhænger af dine symptomer og selvfølgelig af dine interesser (Ratey, ”Build your mucles, build your bran” i ADDitude) . Her er en miniguide:

  • Højintensiv aktivitet som løb, cykling og svømning udløser endorfiner, der giver velvære og modvirker tristhed.
  • Teknisk betonede aktiviteter som pilates, yoga og redskabsgymnastik styrker og udvider det neurale netværk i hjernen, hvilket forøger din evne til at lære og at tænke.
  • Højintensive aktiviteter, som samtidig er komplekse og indebærer elementer af teknik og koordination, som boldspil, dans, mountainbike og skateboarding udvider neurale netværk og udløser både endorfiner og dopamin, hvilket har en positiv indvirkning på de eksekutive funktioner. Komplekse aktiviteter med krav til teknik øger vækstfaktor-niveauer (BDNF), og aktiverer dele af hjernen, der styrer timing, konsekvensberegning, fokus og koncentration.
  • Højintensive aktiviteter, der er komplekse og som indebærer, at du skal holde øje med og forholde dig til en andens bevægelser, f.eks. pardans og kampsport, giver alle de ovennævnte fordele og forøger derudover særligt evnen til koncentration og opmærksomhed.

Hvad skal du vælge?

Træning er stor gryde fuld af ingredienser, der giver velvære, koncentration, hukommelse og højt humør. Med regelmæssig træning og fysisk aktivitet kan der tilsyneladende opnås et forhøjet basniveau af bl.a. dopamin. Der er også en vis enighed om, at et stabilt niveau af dopamin i den kemiske hjernesuppe er værd at skaffe en opskrift på. Én af opskriftens bedste ingredienser er træning. Ved deltagelse i højintensive, komplekse og tekniske aktiviteter lader det ovenikøbet til, at udfordringer med impulsivitet og risikosøgning kan mindskes, idet en forøgelse af funktionsniveau i Hippocampus påvirker evnen til konsekvensberegning af egne handlinger. Jeg har ikke tilstrækkelig baggrund for at konkludere, at træning, der forbedrer evnen til konsekvensberegning, er direkte overførbar i forhold til risikoadfærd, men alt andet lige må en forbedret evne til konsekvensberegning tænkes at have en effekt på mortalitet.

Symptombilledet for ADHD varierer fra person til person, og derfor vil de forskellige typer af træning have forskellige grader af effekt og appellere forskelligt. Jeg håber, dette indlæg har fået dig til at overveje om mere fysisk aktivitet og/eller en ny træningsform vil gavne dit liv og din ADHD-hjerne.

Og så er der ellers kun tilbage at teste, afprøve og finde noget træning eller bevægelse, du virkeligt godt kan lide. Men husk, fællesnævneren er, at det skal være højintensivt, altså give dig høj puls og sved på panden. Hermed ikke sagt, at du skal droppe gåturen. En gåtur er en vigtig del af din hverdagsbevægelse for din overordnede sundhed. Det er blot et andet formål. Så for din ADHD-hjernes skyld; op med pulsen, frem over stepperne.

Du kan finde mig på basketballbanen eller på stepbænken, ses vi?

I kampdragten for Aalborg Vikings, marts 2023. Vi vandt, som mit ansigt afslører.

Da jeg kom i reparationsalderen og fik en ny hofte

Thinking back to when “a new hip joint” meant someplace I wanted to go on a Friday night.

I dag for præcist to år siden vågnede jeg op fra en operation, monteret med nye reservedele i form af et hofteimplantat. I slutningen af 40´erne kom de første symptomer, men der gik år, før jeg fattede, at jeg havde brug for en ny hofte – og før jeg fik samlet viden og mod nok til at lægge mig på operationsbordet. D.19.marts 2021 tjekkede jeg ind på Silkeborg Sygehus, hvor to kirurger brækkede min hofte af led, savede lårbenet over og bankede titanium- og silikoneimplantatet på plads. 23 minutter tog det, så var jeg udstyret med et styk kunstig hofte, klar til at komme op at gå.

Hip Hip Hooray! Sådan ser min kunstige hofte ud:

I månedsvis havde jeg himlet op om de problemer, jeg havde opfundet til lejligheden. Så jeg græd af glæde over især to ting, da jeg vågnede på opvågningstuen:

-At jeg overhovedet vågnede igen fra operationen var en lettelse og kom som en overraskelse, da jeg har de vildeste katastrofetanker og dødsangst i forhold til narkose og anden bedøvelse. Det er det største kontroltab, jeg kan forestille mig.

-At jeg kunne bevæge mine tæer. Mit worst case senario – ud over at dø –  var at proceduren med epiduralbedøvelse skulle gå galt og gøre mig lam. Men alt var forløbet planmæssigt og jeg havde udsigt til at opnå fuld førlighed igen. Oh happy day.

Jeg vågnede op efter operation i sulten tilstand.

Smerter ledte til diagnosen

Længe havde smerter i lysken præget dagligdagen, men jeg dansede en del og gik ud fra, at der var tale om overbelastning. Så skulle man jo tro, at jeg holdt en pause fra træning eller opsøgte noget professionel hjælp, men det gør jeg generelt ikke så meget i. Min krop har en mesterlig evne til at helbrede sig selv. Det siger min grundlæggende overbevisning i al fald, og det passer som regel, men sandheden er nok også, at jeg ikke følger de råd, jeg får. Så hvorfor betale 400 kr. for en konsultation hos en fys, for så at tage direkte i træningscentret og gå amok. Det er ikke fordi, jeg altid er et monument af dårlig dømmekraft. Min diagnose kommer med et stort H, og hvis jeg ikke kan træne, hænger jeg i gardinerne, eller også viser hyperaktiviteten sig som en mental overaktivitet. Og du skulle prøve at være i mit hoved under mental hyperaktivitet – tro mig, det har du ingen lyst til. Så jeg træner videre uanset.

Af en note på min telefon fremgår det dog, at jeg har taget den til 10 i bekymring over den lyske med en note om at google ”lyskekræft”. Det var nu så slemt, at jeg næsten ikke kunne køre bil, jeg kunne knapt vende mig i sengen om natten, og at gå ture var et smertehelvede. Da klagede jeg min nød til Charlotte, som er fysioterapeut. ”Det lyder som en ny hofte”, sagde hun. Ny hofte? Moi? Et røntgenbillede bekræftede, at jeg led af en seriøs omgang hofteartrose. Slidgigt, som ikke har så meget med slid at gøre. Hofteartrose ses lige hyppigt hos inaktive som hos f.eks. eliteløbere. De væsentligste årsager til slidgigt i hoften er alder eller overvægt, men jeg faldt udenfor de to kategorier. Gentagne fald kan give skader på brusken og deraf følger typiske symptomer som bevægeindskrænkning, smerter i lysken, foran på låret og på siden af låret. Tjek til det. Som gymnast, boldspiller og snowboarder var det altid den højre hofte, jeg landede på, og nu var der en regning at betale.

Men en ny hofte? Så var mit liv som badutspringer vel slut, og ville jeg egentlig hellere have ondt end opgive de sjoveste af mine fysiske aktiviteter? Jeg rådførte mig med Dr. Google men fandt ikke de svar, jeg var ude efter: Hvor meget ville en kunstig hofte kunne holde til? Hvor mange år kunne den holde? I hvilken grad kunne jeg forvente at opnå fuld bevægelighed og styrke efter en operation? Var det muligt at steppe og danse med et hofteimplantat? Kunne jeg køre på snowboard?

Jeg talte med flere hofteopererede og med sundhedsprofessionelle. Der lød ikke klare svar, heller ikke om holdbarhed. De fleste patienter, der får nye hofter, er over 70 år, så derfor er det usikkert om implantater holder 15 eller 30 år, for der er patienterne ligesom døde. Fair nok.

 ”Vi laver jo ikke en ny hofte på dig, for at du kan springe rundt, men for at du kan leve et almindeligt liv. Du kan sagtens gå tur”, var en hyppig kommentar til mine spørgsmål. Gå tur? Jeg er sådan én, der kan træne solen sort, og at være spændstig, stærk og lynhurtig er en afgørende del af min identitet. Desuden gør intet i verden mig mere lykkelig end at steppe og danse til høj musik i et rasende tempo. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne det længere?

Da operationen er irreversibel, var jeg nødt til at være sikker i min sag, så jeg opsøgte al den viden, jeg kunne få adgang til. Jeg ledte efter nogle levede erfaringer fra professionelle dansere, som var vendt tilbage til dansescenen med en ny hofte. De fandtes, mest i USA, og der var evidens for, at jo yngre danserne var ved operation, jo bedre prognose, og ved hoftedysplasi frem for artrose, var succesraten høj. Samstemmende var dansernes erfaring, at en kunstig hofte ikke føles på samme måde som ens medfødte hofte, og at der vil være begrænsninger i bevægelsesudslaget. Det med en anden feel kunne jeg godt leve med. Jeg ignorerede det med alder og hoftedysplasi, og lod min læge indstille mig til en vurderende samtale med en hoftespecialist på Silkeborg Sygehus.

Fra forundersøgelse til operation på Silkeborg Sygehus

Jeg mødte op bevæbnet med step- og dansevideoer og 1000 spørgsmål. Kirurgen så tålmodigt med på videoerne. ”Ja, det der kan du sagtens efter fuld hoftealloplastik. Det vil jeg med 99% sikkerhed love dig. Du bliver 25 igen, og du kommer til at have vild og voldsom sex.” Okay? Lovende besked at få, både det med løftet og det med udsigten til sex, som det havde været småt med siden min skilsmisse i 2018. Jeg tog fortrøstningsfuld fra samtalen og lod mig henvise til operation.

I månederne op til operationen, optimerede jeg på de parametre, jeg selv havde kontrol over, f.eks. drak jeg ikke en dråbe alkohol, jeg fik mere søvn end sædvanligt, og jeg intensiverede min styrketræning. Dagen oprandt, og jeg fik tildelt en seng på en stue med tre andre kvinder. I nabosengen lå en 83-årig tidligere hospitalslæge, og hun var så fuld af nysgerrighed og livslyst, at hun indgød en vis portion mod og tillid i mig. Som 80-årig var hun blevet enig med sin mand om at leve på en anden måde. De er nu Colaér, couples living apart. Huset er solgt, og de bor i hver sin lejlighed. Deres samliv består af dates, han kommer med blomster, og det er meget romantisk. Det var så inspirerende at få et indblik i, og jeg glemte helt det forestående og hoppede i min seng af begejstring. Alder er aldrig en undskyldning for at prøve noget nyt.

Helt eventyragtigt blev det dog, da én af lægerne, der skulle forestå indgrebet, kom forbi til en snak. Jeg havde en yndlingspodcast, ”Her går det godt”, i ørerne og whats the odds? Lægen viste sig at være Peter Falktofts gode ven, som ofte nævnes i podcasten. Han er lige så tosset med træning som Peter og jeg. Det fik vi en lang snak om, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge til muligheden for så lille et ar som muligt. Min mave er skåret op på kryds og tværs efter en del operationer for tarmslyng, jeg har ar efter en operation på det ene bryst, og mine håndled ligner regulære selvmordsforsøg efter carpaltunneloperation. Min røv var stort set det eneste på min krop fri for operationsar, og jeg tillod mig at være en lille smule forfængelig. ”Jeg lover, vi gør det ypperste, så du får så god en bevægelighed og så lille et ar, som muligt”, sagde lægen, og overlod mig til en portør. Jeg var dagens sidste patient.

Fra operationsstuen til de første skridt

På operationsstuen herskede en rolig og munter stemning, mens alt blev gjort klar. Vi hyggesnakkede om træning og udvekslede tip om gode podcast. Anæstesilægen ankom, og jeg gik direkte i panik. Hun tog sig god tid, aede min hånd og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Jeg fik en beroligende sprøjte, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede på opvågningen. Jeg blev kørt tilbage til stuen, hvor de andre tre kvinder allerede havde været oppe at gå, og nu var det min tur. Jeg blev hjulpet til et gangstativ, og tjuhej det gik mod toilettet. Move over, I´m a woman on a mission, I need that toilet. Da jeg satte mig for at tisse, blev jeg dårlig, nåede lige at råbe op, og blev grebet i faldet af to sygeplejersker, da jeg besvimede. Det kunne ellers have været festligt at falde ned på en nyopereret hofte, bare fordi jeg gik for hurtigt til makronerne. Jeg blev smidt i seng, og der gik et par timer, før jeg blev gennet op igen, nu assisteret af to sygeplejersker med et fast tag i mig og besked om at sætte tempoet ned. Ydmygende, men lesson learned. Afsted til røntgen for at se om implantaterne sad korrekt. Det gjorde de.

Dagen efter var der samtale hos en fysioterapeut, som instruerede mig i den vigtige start på genoptræningsforløbet. Hun kunne godt fornemme, at det handlede om at sætte bremsen i og sikre, at jeg ikke gik for hurtigt frem. Det lovede jeg, blev udstyret med krykker, afhentet af min datter og fragtet hjem til Samsø Jeg lignede Quasimodo, blot med puklen placeret på hoften.

Forvent hævelse den første tid efter operationen.

Hurtigt var jeg selvkørende og i fuld gang med genoptræning efter det udleverede program. I dag, to år efter, er jeg fuldt genoptrænet; cykler, danser, stepper, styrketræner og spiller basket.

Den vigtige genoptræning

Hvordan, det lykkedes at opnå fuld bevægelighed, er temaet for et kommende indlæg om det gode genoptræningsforløb efter fuld hoftealloplastik. Læs med, hvis du står foran en operation eller kender nogen, der gør. Genoptræning er altafgørende; der skal en stor og tålmodig indsats til, og det nytter ikke at springe over. Du får det resultat, du er villig til at arbejde for. Jeg ser desværre nogle i mit netværk, der ikke får optimal glæde af en ny hofte, fordi de ikke får genoptrænet godt nok. Det er så ærgerligt.

Herunder får du et kig til dagens fødselsdagsbarn, min nye hofte. Jamen HOV, tænker du måske? Er stadig den blå og sort to år efter en operation? Ja, den er blå og sort, men det siger mest om, hvor langt jeg er kommet på to år, og også lidt om hvor lidt jeg tænker mig om, når kampen er fløjtet i gang. Jeg spillede en basketkamp med mit hold fra Aalborg Vikings, på hjemmebane mod Odder. I første periode smed jeg mig efter en bold, og samme tanke fik Odders store, ukrainske spiller. Jeg landede direkte på hoften med ukraineren ovenpå. SMAK, sagde det. Så lå jeg der med bondeanger og koldsved ved tanken om at have ødelagt implantatet. Jeg spillede naturligvis videre, og først da jeg måtte af banen, fordi jeg havde næseblod – samme ukrainer havde også en albue – fik jeg tjekket hoften. Stor bule og blodansamling, men det var heldigvis kun slaget. Jeg er stadig 25, og det er imponerende, hvad en ny hofte kan holde til.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal ringe til kirurgen på Silkeborg Sygehus, for han gav mig et løfte om vildt og voldsomt sex. Man skal holde, hvad man lover. Så må han selv tage én for holdet. Wish me luck.

Jeg spiller ikke golf, men kan lære dig om golffitness

Jeg spiller ikke golf, men har undervist i golffitness. Det har jeg skrevet en artikel om og der er link i indlægget

Jeg spiller ikke golf. Jeg har mange undskyldninger; det er for lavintensivt, for tidskrævende og for dyrt. I virkeligheden er forklaringen, at jeg er helt vildt dårlig til det.

Golfkøller er udmærkede at støtte sig til under bevægelighedstræning.

Jeg er udpræget grovmotorisk begavet, ja faktisk kan jeg ikke skrive de tre bogstaver i mit fornavn, så nogen kan læse det. Jeg kan knapt holde på en kaffekop uden at tabe den. Hvis der ikke inden kl. 10 er kommet kaffepletter på mit tøj, så er det fordi, jeg ikke har fået tilbudt kaffe. Møgirriterende, og det var årsagen til enorme frustrationer, indtil jeg opdagede, at det er almindeligt forekommende sammen med ADHD og har et navn: Dyspraksi – i gamle dage kaldet ”fumler-tumler-syndromet”. Jeg er på den ene side en gigantisk fumler-tumler, der fejlbedømmer afstande, går ind i ting og falder op ad trapper. På den anden side er jeg kropsintelligent og god til mange sportsgrene. Da jeg var 5 år gammel, var mine forældre så trætte af at se på mine fødder, fordi jeg konstant stod på hænder og lavede badutspring i møblerne, at jeg blev sendt til gymnastik. Reelt sendte de mig til al sport i hele verden, og det meste af mit liv har jeg benyttet træning til selvmedicinering. Jeg vidste blot ikke, at det var det, jeg gjorde. Som klassisk ADHD har jeg kastet mig over et utal af discipliner, hvoraf de fleste kun holdt min interesse i en sæson. Nyt, nyt, nyt og dermed afsted på nye eventyr i alle afarter af idrætten. Jeg kan bedst lide fart over feltet og høj intensitet, og jeg skal ikke rigtigt bede om lange perioder med tekniktræning eller indøvelse af spilsystemer, jeg alligevel ikke kan huske, når det gælder. Jeg freestyler mig igennem det meste, og hvis musikken og tempoet er højt nok, bliver jeg decideret lykkelig af fysisk aktivitet.

Men golf! Not so much. Første gang, jeg fik en golfkølle i hånden, var i forbindelse med et bestyrelsesarrangement, mens jeg var forstander på Aalborg Sportshøjskole. Flere af bestyrelsesmedlemmerne var garvede golfspillere, og kun få var, som mig, novicer. Jeg havde forestillet mig, at det var til at lære, men jeg stank til det. Det var tydeligt for alle, at jeg manglede tålmodighed og vedholdenhed, og bare at lære at holde rigtigt på køllen var for stor en udfordring for mig. Jeg smeltede nærmest sammen i raseri og skam. Aldrig siden har jeg haft lyst til at udfordre min golfskæbne.

Men jeg ved en masse om fysisk træning, og fik tilbudt at stå for holdtimer i Golffitness i en lokal forening og i et fitnesscenter. Det har jeg, sammen med Mette Kramer, golftræner i Samsø Golfklub, skrevet en artikel om til Golfmagasinet.

Træningssession med Mette Kramer, Samsø Golfklub

‘I’m a golfer, not a bodybuilder’

… lød Rory McIlroy´s svar til nogle golfkommentatorer, som bekymrede sig over, at han tilbragte lige rigeligt med tid med tunge vægte i fitnesscentret. Golfeksperter har længe spekuleret i, om styrketræning i sidste ende skader golfspillet. Du har muligvis fulgt Tiger Woods, som var den første golfer til at inkorporere store mængder vægttræning som en del af sin samlede træningsrutine. Siden 2005 har Tiger mindet mere om en atlet, der med lethed kan tackle igennem som linebacker på et amerikansk fodboldhold i stedet for at trække i en polo og gå på golfbanen. Når kommentatorer vurderer mængden af skader, der ramte Tiger Woods, var det nærliggende at skyde skylde på styrketræning. Årsags- virkningsforhold er blot ikke så lette at fastslå uden grundige analyser. Så inden du med lettelse pakker dit fitnesstøj ud igen, så tyg på denne: Når du svinger en golfkølle, er kraftudviklingen enorm, og hvis dine muskler omkring bækken, mave og lænd ikke er stærke nok, så er risikoen for skader stor. Skal du bekymre dig, så bør bekymringer om din fysisk være dit fokus. Du vil gerne så meget som muligt på golfbanen, nu foråret er på vej, ikke sandt?

Læs resten af artiklen fra Golfmagasinet her:

http://monobuggy.dk/wp-content/uploads/2020/03/GOLFmagasinet-Marts-NR-40-lowres.pdf

Hvordan jeg opdagede, at jeg har ADHD

Da jeg fik diagnosen ADHD, kunne jeg ikke lade være at undre mig over, hvorfor jeg ikke tidligere havde opdaget, at jeg passede perfekt ind i kriterierne for de fire larmende bogstaver. Det tog mange år at nå frem til en erkendelse af netop den diagnose.

It´s time to Neurospiceupyourlife – and it´s about damn time!

I 2022 fik jeg nogle afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg har ADHD, og det er den type, der har et ”G” foran. Jeg har nemlig galoperende ADHD. Jeg er sendiagnosticeret og nåede at fylde flotte 55 år, før der lå en udredningsrapport med tilhørende recept på vidunderlig, livsforandrende ADHD-medicin. Selv om jeg stadig er den samme person, er det alligevel et afgørende lag i min selvforståelse og identitet. Jeg er kvinde, jeg er midaldrende, og jeg er neurodivergent. Jeg foretrækker at bruge betegnelsen neurospicy, for det er der mere swung over. Ordet fungerer samtidig som et billede på, at jeg ønsker at leve livet stærkt på trods af en diagnose. Jeg er optaget af at undersøge, hvordan jeg kan anvende mine styrker og komme omkring mine udfordringer i bestræbelserne på at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Der skal fart på, jeg vil skabe, udvikle og gøre en forskel for andre – og ikke mindst vil jeg have det sjovt imens. ADHD påvirker på godt og ondt de fleste aspekter i mit liv; mine relationer, mine interesser, mit arbejdsliv, mit helbred. Derfor vil jeg i denne blog brede mig over mange emner og jeg garanterer, at det stikker af i alle retninger – præcist som jeg selv gør, og som mine samtaler med andre har det med at gøre. Så spænd sikkerhedsselen og tag med mig på en tur med mange afstikkere, og ikke mindst, lad dig inspirere i disciplinen neurospiceupyourlife.

Hvordan det lykkedes mig at leve nærmest et helt liv, før tiøren faldt, er mig stadig en gåde. Jeg er textbook classic ADHD, men hverken jeg selv eller mine omgivelser havde samlet puslespilsbrikkerne. Eller måske var jeg faktisk den eneste, der ikke havde fået øje på det helt åbenlyse. Da jeg fortalte om ADHD-diagnosen, blev jeg uden undtagelse mødt med et ”det kunne jeg da godt have fortalt dig” – men det var der ingen, der gjorde. Først i 2018 nævnte min fysioterapeut som en sidebemærkning, at jeg nok burde testes for ADHD. Jeg blev rasende. Rasende!! ADHD? Pfffff!

Jeg har dog altid haft en mistanke om, at der var noget helt galt med mig. Under mit psykologistudie på Aarhus Universitet, var jeg fast besluttet på at finde en diagnose og en forklaring på min anderledeshed. Jeg var ekstra opmærksom i faget ”Klinisk psykologi”, hvor diagnosekriterier havde min fulde opmærksomhed. Jeg havde længe mistænkt, at der kunne være tale om personlighedsforstyrrelsen Borderline, da kaos og impulsivitet var kendetegnende for mit liv. Men der var alligevel en del i diagnosekriterierne, der ikke stemte overens med mine oplevelser. Så fik jeg den skrækkelige tanke, at jeg kunne have en dyssocial personlighedsstruktur, bedre kendt som psykopati. Mine følelser var anderledes end andres, jeg brugte charme og manipulation til at få min vilje, og jeg løb flere risici, end godt var. Men psykopat alligevel? Heldigvis kunne jeg hurtigt aflive den mistanke, for samvittighed og empati er jeg i overflod i besiddelse af. Ikke på noget tidspunkt i gennemgangen af autisme-spektret genkendte jeg symptomerne. Vi så endda en film, som var klippet på en særlig måde for at illustrere, hvordan verden opleves af én, som ikke kan filtrere lyde og indtryk, og derfor har en hjerne, der er på overarbejde. Som min hjerne har været altid. Men intet vækkede genklang, muligvis fordi det handlede om små drenge med indlæringsvanskeligheder, og som, jeg syntes, var møgirriterende. Jeg var jo i stand til at lære og fungere med job og studier, og jeg var kun middelsvært irriterende.

Ikke før fyssen placerede en mental post-it-note direkte i min bevidsthed, kom jeg på sporet.  Min lyserøde hjerne opfangede alt, der handlede om ADHD, og pludselig så jeg artikler og indlæg om ADHD alle vegne. Jo mere jeg læste, jo mere gav det mening at jeg kunne have ADHD.

En dag læste jeg om en kvinde, der selv var psykolog, og som sent i livet var blevet diagnosticeret. Den artikel beskrev nogle udfordringer og et liv, som var identisk med mit. Jeg måtte overgive mig og erkende, at det nok var ADHD, jeg havde danset med hele mit liv. Herefter fulgte nogle år med at undersøge og blive klogere på opmærksomhedsforstyrrelser.

Da jeg først fordybede mig i emnet, blev det tydeligt, hvor meget af vores italesættelse af og viden om ADHD tager udgangspunkt i drenge og mænd. Det viser sig, at symptomer er anderledes hos piger og kvinder, og at diagnosen ofte overses hos piger og kvinder, præcist som i mit tilfælde. Det betyder, at færre piger og kvinder får diagnosen, og at diagnosen først stilles senere end det er tilfældet hos drenge. Men jeg opdagede også, at der er en stigende bevidsthed om kønsbias i forskningen, og der findes et stigende antal udgivelser omhandlende kvinder og ADHD. Dog var den mest værdifulde opdagelse, ud over artikler og vidunderlige podcast om emnet, at der eksisterer flere, lukkede grupper på facebook for kvinder med ADHD. Her fandt jeg et fællesskab at dele erfaringer med og nogle kvinder at spejle mig i. Her delte kvinder oplevelser, sejre og udfordringer, som repræsenterede alt det, jeg havde bøvlet med helt alene i så mange år. Det var aha-oplevelse på aha-oplevelse, og som en opdagelsesrejsende udforskede jeg nye områder. Alle mine særheder, underlige præferencer og ting, jeg er sensitiv i forhold til, var en del af andre kvinders narrativer. Ting, jeg aldrig havde fortalt en levende sjæl, kunne jeg dykke ned i og grine af via andre kvinders ofte morsomme fortællinger om at være anderledes. Alt, fra det faktum at jeg ikke kan drikke vand og hader at tage bad, at jeg ikke kan tåle tøj af uld, ikke kan tage mig sammen til at ringe til nogen eller besvare telefonopkald, ingen retningssans har, taber ting og går ind i ting konstant, til daglige mentale burnouts, viste sig at være helt almindeligt blandt neurodiverse. Halleluja, jeg er en helt almindelig opmærksomhedsforstyrret kvinde, og ikke som jeg havde troet, et uintelligent, dovent og dårligt menneske. Hvilken lettelse. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor meget det ændrede mine konstante negative tanker om mig selv.

Efter at have fået adgang til en stor gruppe kvinders meget blandede erfaringer med medicin, indså jeg, at der måtte et udredningsforløb til for at få afprøvet om medicinsk behandling var en del af vejen mod et bedre liv. Jeg opsøgte egen læge, som henviste mig til udredning i psykiatrien. Henvisningen blev afvist, da der manglede ressourcer i psykiatrien. Men jeg skulle være velkommen til selv at kontakte en privat psykiater med aftale med det offentlige, så det gjorde jeg. Det var over 3 års ventetid. 3 år. Jeg var efterhånden ivrig efter at komme i gang med en udredning, så 3 år føltes som en evighed. Jeg var på det tidspunkt ansat i et lederjob i en organisation, der var i økonomisk krise, og hverdagen var stressende og utryg. Jeg kæmpede med negative tanker, der tog mit fokus, og jeg lå om natten og ruminerede. Et destruktivt tankemylder og en enorm kropslig uro påvirkede min trivsel negativt, og jeg genkendte både de mentale og fysiske reaktioner fra tidligere pressede arbejdsperioder i min lederkarriere, men jeg var ikke i stand til at stoppe den nedadgående spiral. Men i modsætning til tidligere, var jeg nu klar over at mine reaktioner havde en årsag, og at der kunne gøres noget. Jeg var ikke i tvivl om at der skulle noget nyt til, for at jeg kunne få mit liv til at fungere. Jeg havde brug for hjælp omgående.

Hos private psykiatriske klinikker kan man være privat kunde, og dermed komme udenom henvisninger og ventelister, der bliver længere og længere. Den mulighed var jeg heldigvis så privilegeret, at jeg kunne benytte mig af. Jeg var i stand til at finde pengene af egen lomme til betaling for et udredningsforløb. Jeg fik anbefalet Hejmdal Privathospital, kontaktede dem og blev indkaldt til en vurderende samtale. Her skulle det afklares, om der var behov for yderligere udredning og behandling. Det var der. Et udredningsforløb blev sammensat. Udredningen tog knapt et halvt år, og hvad det lærte mig, er temaet for et selvstændigt indlæg. Forløbet var nemlig både en vej til en diagnose og medicin men også en vigtig læringsproces.