50 shades of passion
Mig: Hej jeg hedder Bea.
Person x: Og hvad laver du så?
Mig: Jeg er …. hos ….
Person x: Er du glad for det?
Mig: Det er lige mig, jeg trives så godt med…. Vi er i gang med spændende ….
Confucius skal have sagt, at hvis du har et job, du elsker, kommer du ikke til at arbejde en eneste dag i dit liv. Det fik mig til at tænke på, hvor mange jeg kender, der ligefrem elsker deres job. Har jeg selv haft job, jeg elskede? Ovenstående, fill in the blanks, har udfoldet sig utallige gange i mine mange år som leder, og jeg har talt begejstret og passioneret om mine opgaver, på trods af, at jeg blev slidt ned, kørt over og direkte mistrivedes i flere ansættelser. Har jeg accepteret tvivlsomme vilkår, fordi jeg lavede noget, jeg elskede? Har jeg haft behov for at fremstille min karriere i et rosenrødt lys, eller troede jeg selv på det, jeg lavede og det narrativ, jeg kreerede omkring det?
Do what you love vs love what you do
Jeg kan virkeligt godt lide at have noget at lave, så ideen om aldrig at arbejde en dag i resten af mit liv tiltaler mig ikke. Men det gør ideen om at arbejde med noget, jeg elsker. Confucius´ læresætning om at elske sit job, fik mig til at overveje forskellen på at arbejde med det, man elsker og at elske det, man arbejder med. Det minder mig om min fars kommentar til mit teenage-jeg, når jeg var ulykkeligt forelsket, hvilket jeg var tit. Jeg blev grænseløst irriteret, når han sagde: ”Hvis ikke man kan få den, man elsker, må man elske den, man får.” I min optik var det en uambitiøs tilgang til livet, som rimer på at nøjes. Jeg vil ikke nøjes. Jeg vil have store følelser og helst i store mængder. Så selv om jeg muligvis har lært at elske aspekter ved tidligere job, vil jeg undersøge, om det er muligt at tilrettelægge et arbejdsliv, så jeg laver det, jeg elsker. I mit netværk er det kunstnere, musikere eller fitnessinstruktører, som jeg med sikkerhed ved, beskæftiger sig med noget, de elsker. Men hvad er det egentlig, jeg elsker at beskæftige mig med?
På jagt efter min passion
I 2022 blev jeg udredt for ADHD. Det har betydet et nyt narrativ om mig selv og en ny forståelse af mine unikke styrker og udfordringer. Jeg har altid haft en følelse af at være anderledes. En bestyrelsesformand italesatte det meget præcist med en kommentar om, at jeg jo ikke er et dusinmenneske. Jeg har kørt anderledes end de øvrige ledere i feltet, og det har føltes som ét langt og til tider trættende udbrud over mange kilometer. Jeg har vundet mange etaper, men måske fordi jeg har opnået resultater med alternative metoder, har jeg sjældent fået en guldmedalje hængt om halsen. Jeg er på bagkant og mere indirekte blevet tilskrevet æren for resultaterne. Diagnosen har givet et forklarende billede på en særlig måde at være i verden på: I´m a hunter in a farmers world. Og på jagt skal jeg. Jeg skal opstøve og nedlægge min passion. Det er et afgørende skridt i en afsøgning af et fremtidigt arbejdsliv, hvor jeg vil ”do what I love”. Alt peger i retning af et liv med mulighed for at freelance eller som en del af et hold iværksættere. Vis mig en iværksætter, og du har med stor sandsynlighed en person med ADHD. Jeg skulle nok være sprunget ud som iværksætter for mange år siden, men skal det ske, er nu det helt rigtige tidspunkt. I praksis betyder det, at jeg bevæger mig mod ukendt territorie med et postnummer, der rimer på frygt og usikkerhed. Jeg fik hjælp til opgaven via et outplacementforløb, der så venligt blev smidt efter mig, da jeg blev fyret . Helene Aalling fra Lederne har holdt mig i hånden igennem et afklaringsforløb, men i sidste ende er det ensomme og grusomme mig, der skal træffe et valg, tage chancen og nyde turen.
Hvem er jeg, og hvad kan jeg?
Turen mod et nyt arbejdsliv skal ske på ryggen af personlige og faglige kompetencer, og outplacementforløbet begyndte med netop de temaer. Det viste sig at være en udfordring for mig at beskrive de to slags kompetencer og især at skille dem ad. Hvor jeg præcist ved, hvem jeg er og hvad jeg står for, er det sværere for mig at beskrive mine faglige kompetencer. Jeg har flere uddannelser, men vanskeligt ved at nævne metoder eller systemer, jeg er superbruger i. Jeg har ikke særlige certifikater, andet end at jeg har papir på et bestået kursus i ”Vandkvalitet for livreddere” og et hygiejnebevis, begge erhvervet mens jeg var direktør i et DGI-Hus. Jeg kan således varetage salg af fødevarer fra en café på en dokumenteret forsvarlig måde, og jeg kan følge en procedure, hvis en bruger i en svømmehal har haft et uheld med noget afføring. Derudover er mine faglige kompetencer mindre konkrete og et resultat af både uddannelse og erfaring; jeg kan bl.a. undervise og instruere, holde oplæg og præsentationer, lede møder, formulere en virksomhedsplan og jeg kan skrive artikler, klummer og opslag på SoMe. Altså et stort kludetæppe af kompetencer vævet af tråde, der stikker lidt i alle retninger. Helene foreslog at sætte kompetence-afklaringen på pause, da det i vores samtaler blev klart, at temaet ”vigtige behov” pressede sig på. Som beskrevet i del 1 af denne indlægsrække om at skifte karriere, kom jeg i mål med at erkende og beskrive de behov, jeg skal have opfyldt på job. Så langt så godt. Så er der blot tilbage at få øje på min passion, og her må jeg i stedet for research dykke ned i tanker og følelser i en me-search.
Passion, passion! Hvor er du?
Jeg kastede mig ud i de indledende overvejelser om, hvad der gør mig glad. Hvad gør jeg “for the fun of it”, og hvad jeg gerne vil have mere af?
Slutmålet, at samle refleksionerne og formulere min passion, udeblev. Jeg ramte en mur, der ikke var til at kravle over eller vælte, efter at have stillet ellers oplagte spørgsmål som:
”Hvad vil det sige at være passioneret?”
”Er jeg et passioneret arbejdsmenneske?
”Hvori består min passion, og kan jeg gøre den til en forretning?”
Svaret blæste i den storm der ramte, og som indstillede færgeafgangene fra Samsø i flere dage, mens jeg gik i cirkler om mig selv i min stue og forsøgte en musepåkaldelse; ”Passion, muse, besyng”. Ingen passion greb mig. Det lykkedes dog at fylde nogle post-it med områder, jeg er interesseret i og nyder at beskæftige mig med, f.eks. træning, dans, madlavning, genbrug, sårbare unge, menopausen som kulturelt og fysisk fænomen, feminisme og mode. Men ligefrem at kalde det en passion føltes ikke rigtigt. Jeg tyede til flere podcast om startups og iværksætteri. Ud over den nedslående opgørelse over antal startups, der fejler de første forsøg, efterlod det mig med det indtryk, at en bærende idé, en klar vision og et strategisk narrativ er lige så afgørende som at være en passioneret og dynamisk iværksætter. Og så timing; vigtigst af alt er timing, så du rammer et behov, lige når det indtræffer hos målgruppen for dit produkt, så du kan disrupte branchen. Branchen? Jeg havde nul idé om hverken narrativ eller en branche at folde det ud i. Jeg skrev til Helene, at jeg til næste møde ønskede hjælp til kompetencer og passion. Og så blev det jul, og nytåret oprandt.
Hvad fire dage i opvasken lærte mig
Nytåret 2022/23 blev tilbragt i køkkenet under et nytårskursus for gospelsangere på Gerlev Idrætshøjskole. Kursusleder Julie havde spurgt, om jeg ville hjælpe i opvasken de sidste dage af 2022. I efteråret, da Julie tilbød mig tjansen, var jeg mere end fyldt op af en work-life-balance uden life-delen. Men da min fyring var en realitet, var der pludselig tid til at hjælpe. Så jeg iførte mig et forklæde og gik i gang.
Da jeg tjekkede ind i køkkenet til tre dygtige kokke, kunne jeg fornemme, at deres begejstring over at se mig, var begrænset. Julie indrømmede senere, at de var decideret modvillige ved udsigten til en medhjælp, der hverken var kok eller havde køkkenerfaring. De forudså en kæmpe klods om benet. Der gik knapt en time, så havde jeg bevist mit værd. I løbet af fire dage fik jeg testet mine kompetencer, både de personlige og de faglige, mod nogle erfarne professionelle, som lod mig tage del i alle typer af opgaver. Lige der i et køkken, som ufaglært medhjælper og i udgangspunktet lavest i hierarkiet, gik det for alvor op for mig, hvad det er, jeg kan. Der var kontant afregning i form af anerkendelse, både fra kolleger og kursister. Det sidste var en overraskende oplevelse. Kursisterne mødte mig som køkkenassistent, uden at kende til min baggrund som højskoleforstander og direktør. Den anerkendelse, jeg fik, gik på min person, min energi, mit humør og evne til at løse de udfordringer, der opstod. Jeg blev set som den, jeg er. Wow. Her havde jeg jagtet titel, prestige og magt i forsøget på at bevise mit værd, og så fik jeg den mest direkte anerkendelse nogensinde i mit arbejdsliv, blot ved at være mig.
Der har du din passion
Til næste møde med Helene berettede jeg om oplevelsen. Helene bad mig beskrive, hvad det var, jeg havde gjort for at lykkes, og imens jeg fortalte løs i øst og vest, noterede hun på den store tavle. Da jeg tav, stod følgende ord og blinkede:
God energi, opadgående spiral, stemningsskabende, overblik, høj eksekveringsevne, overskuer ukendt område, processere information, skaber mening, organiserer og leder, opfatter hurtigt hvad der er brug for i situationen, opfatter og mærker andres behov, etablerer følgeskab, duracell-energi, gennemskuer hvad der er på spil, skaber og deltager i en anerkendende feedbackkultur, finder på løsninger i pressede situationer.
”Der har du dine kompetencer”, konkluderede Helene. ”Det her er i punktform det, du kan, og så er det i udgangspunktet underordnet om de tilhører gruppen af personlige eller faglige kompetencer.” Helene bad mig formulere ordene i sammenhængende sætninger. Det blev til følgende:
Min hjerne processerer lynhurtigt store mængder af information, som jeg kan skabe mening ud af i komplekse sammenhænge og under ændrede konditioner, og omsætte til adækvate handlinger. Jeg kommer med nye løsninger på udfordringer, og jeg eksekverer under pres. Via min evne til at skabe mening kan jeg etablere følgeskab.
”Der har du din passion” sagde Helene. ”Din passion er ikke en idé eller et område, din passion er en arbejdsmetode. Din passion handler om at komme ind i et ukendt område, danne dig et overblik, skabe mening og omsætte det til handlinger, der giver synlige forandringer og skaber resultater, der gør en forskel for andre.”
De forkerte jagtmarker
Jeg havde ledt det forkerte sted; jagtet på de helt forkerte jagtmarker. Jeg troede, en passion skulle være en konkret idé, et produkt eller et område, som jeg ville elske at arbejde med. Men det er en måde at arbejde på, som er min passion. Reelt har jeg udfoldet min passion i årevis, det har blot været i nogle rammer og med nogle vilkår, som jeg ikke har lyst til at vende tilbage til. I virkeligheden har jeg i store perioder lavet det, jeg elsker, men der har været en høj pris at betale for at udfolde min passion. Det har været på bekostning af mine vigtigste behov, og det har slidt mig ned og gjort mig usikker på mit værd.
Hvor kan jeg gøre en forskel med min passion?
Min passion er at bruge min særlige evne til at opfatte og tænke anderledes til at skabe mening og se noget vokse. Det skal ske i en kontekst, hvor jeg kan få lov at være den, jeg er, og blive set som den jeg er. Når jeg arbejder med noget, som ikke giver mening, falder mit engagement og energi. Som når jeg skal eksekvere strategiske beslutninger ovenfra, der ikke er i overensstemmelse med det værdigrundlag, jeg er funderet på, så er jeg meget lidt passioneret.
En værdifuld indsigt af ovenstående er koblingen af en passion – en arbejdsmetode – med nogle rammer og omstændigheder, som skal være i overensstemmelse med mit værdigrundlag. At have en arbejdsmetode som passion giver på et teoriplan mulighed for at virke indenfor mange områder. Men for at en opgave skal være meningsfuld for mig, skal jeg have mulighed for at være tro mod mine grundlæggende værdier. Jeg skal altså aspirere efter at tilrettelægge et arbejdsliv i en branche/område/virksomhed, som har værdier, jeg kan knytte an til, og hvor jeg kan få opfyldt mine vigtigste behov, f.eks. at gøre en forskel for andre.
Søren Kierkegaard forholder sig til at være noget for andre: ”Kærlighed er ikke en forsigværende egenskab, men en egenskab, ved hvilken eller i hvilken du er for andre.” Jeg ønsker at have et arbejdsliv, hvor jeg kan gøre forskel, som andre vil elske. Det er nok en illusion, at man ligefrem kan elske alle delelementer og arbejdsgange i sit job, men måske en større bevidsthed om at elske den forskel, mit arbejde gør for andre, kan bringe mig tættere på meningsfuldhed og bidrage til en følelse af ”Do what you love”. I en gennemgang af mulige kontekster for et kommende arbejdsliv vil jeg gå undersøgende til værks omkring den forskel mit bidrag vil kunne gøre for en potentiel kollega, organisation, kunde, elev eller gæst.
At finde sin plads på et neurotypisk arbejdsmarked
Behov; tjek. Kompetencer; tjek. Passion; tjek. Særlige vilkår og rammer som forudsætning for et produktivt arbejdsliv; ikke helt tjek. For at mit arbejdsmæssige bidrag vil kunne gøre en forskel for andre, må jeg finde en kontekst, der efterspørger det, jeg kan. Og så er der lige den lille detalje med de særlige rammer, jeg trives i. Jeg arbejder på en anden måde end andre, neurotypiske personer. Der er brug for nogle reflektioner over, hvordan det egentlig er, jeg som neurodivergent arbejder og leverer en arbejdsindsats. Det er temaet for næste indlæg, det tredje i rækken, som skal lede hen mod at finde min plads på arbejdsmarkedet. Der er desværre ikke reserveret en plads til mig på nogen arbejdspladser, som der – for sjov – er på Lilleøre, færgen jeg tager fra Samsø til Aarhus. Jeg har en fast plads, gid det var ligeså på arbejdsmarkedet.
