Danske Commodities – sådan gør man inklusion

Jeg kunne have været skyld i, at en stor kontorbygning i Aarhus var brændt ned til grunden.  Jeg var nemlig i overhængende fare for at selvantænde af begejstring, fra jeg trådte ind ad døren for at deltage i et event, til jeg stod ved min cykel og lagde en goodiebag og mit fornyede håb for en neurodivergent fremtid i cykelkurven sammen med resten af en æblejuice fra REBÆL, jeg ikke havde nået at drikke. Helt uvant kørte sætningen ”din forbandende, rebelske kværulant” ikke på repeat i mit hoved, som ellers er kutyme, når jeg selvevaluerer efter møder, hvor jeg aldrig kan holde min kæft. Jeg havde været tom for ord en hel eftermiddag, optændt af den hellige, inkluderende ild.

Vil du tænde, må du brænde. Jeg brænder for at medvirke til at skabe bedre rammer for os med anderledes hjerner, og jeg forsøger at tænde jer med ansvar for vores og andres arbejdsliv. Så lav en kop kaffe eller hæld et glas rødvin op, sæt dig godt til rette og hør så, hvordan det skal gøres. Ikke kun for min og andre neurodivergentes skyld, men for samtlige af dine medarbejderes trivsel og i sidste ende for bundlinjen. Fik jeg din opmærksomhed nu? Tak. Here we go!

Et event om diversitet og inklusion

Jeg har været til et event med titlen ”Diversity and Inclusion in Tech”. Eventet blev afholdt hos Danske Commodities i Aarhus. Det var min datter Silke, der gjorde mig opmærksom på eventet, som hun selv skulle deltage i. Én af oplægsholderne var Lise Lystlund fra Co-coders, hvis arbejde for at fremme inklusion i tech-branchen, er undersøgelsesgenstanden i Silkes kandidatafhandling, der har fokus på køn. Jeg beskæftiger mig med et andet aspekt ved diversitet og inklusion, nemlig af forskellige typer af hjerner. De seneste år har jeg gravet mig dybere og dybere ned i et kaninhul omkring neurodivergens, og for ikke at fare vild i et ekkokammer, så jeg eventet som en mulighed for at få udvidet mine perspektiver på diversitet og inklusion.

Indrømmet, jeg havde aldrig hørt om Danske Commodities, som jeg stod der foran Jægergårdsgade nr. 118 og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle komme ind til arrangementet. Der var ingen skilte, og døren levede ikke op til mit indre billede af en hovedindgang. Jeg var som altid en halv time for tidligt på den. Den autistiske del af mig obsesser med tid. Der foregår konstant en indre kamp i mit hoved, og hvor min ADHD var fyr og flamme over det forestående event, trak min autisme mig tilbage mod min cykel for at slippe for ubehaget ved det ukendte.

Illustration af Elllie Hopley, Instagram: shuturp

Netop da kom tre yngre, engelsktalende personer hen mod døren. Jeg var ikke i tvivl om, at de skulle til samme event, så jeg koblede mig på dem. De var modige. De tog i døren, som gik op, og vi fortsatte op ad en trappe. Ingen adgang uden et personalekort. En mand passerede os på trappen, og med et adgangskort åbnede han døren. Vi smuttede med ind. Vi trådte ind i et enormt kontorlandskab i store, højloftede og lyse lokaler. Det summede af aktivitet. Vi betragtede scenariet, mens vi kiggede efter skilte, pile eller en reception, der kunne guide os til lokationen for eventets afholdelse. Ingen tog særlig notits af os, så vi bevægede os fremad. Overalt i rummet var der rullet, ikke en rød løber, men en beige løber ud. Et vidunderligt, blødt og lyddæmpende gulvtæppe, som dækkede midten af det lyse trægulv. Ingen klik klak fra hæle skulle forstyrre stedets ansatte, der bag rumdelere eller i lydisolerende kabiner holdt møder og samtaler i dyb koncentration. Hvad var det her for et sted?

Vi slog os ned i Casual sofa-area

Mine medsammensvorne fortsatte mod midten af rummet, til et område med betegnelsen ”Casual sofa area”. Et skilt over den indbydende sofa gav tydelige instruktioner i ord og piktogrammer for forventet adfærd. Sofaen var til korte pauser, her måtte samarbejdes og samtales, inklusive samtale af mere privat karakter. Satte man sig, måtte der forventes nogen støj. Det var til at forstå. Der slog vi os ned. Endnu havde ingen løftet et øjenbryn eller spurgt til vores ærinde.

To oplægholdere fra ReDI School for Digital integration Aarhus indtog den bløde sofa

ADHD-himlen åbnede sig

Jeg sad i vanlig, hyperaktive stil ikke ned længe men blev draget tilbage til det åbne kontorlandskab. Noget her var anderledes. Det var selve den fysiske manifestering af de tilpasninger og indretning af arbejdspladser, jeg, som neurodivergent, efterlyser og drømmer om. Jeg hvirvlede som en tornado rundt om mig selv, op og ned ad gangene i fuldt sving med at åbne døre til kabiner for at tage billeder. Imens bemærkede jeg diskrete blikke rettet mod mig fra kontorlandskabets arbejdsstationer. Blikke, der hurtigt blev dirigeret tilbage til skærmen eller til et teammedlem og til optagethed af en opgave. Reaktionen fra de ansatte ledte mig på sporet af, hvad der var sket: Jeg var død og kommet i ADHD-himlen. Indretningen og den arbejdskultur, der sad i væggene, skreg inklusion. Hvorfor fandtes neurospicy-paradisets have i en kontorbygning i Aarhus?

En velkomst med væske

Jeg kom det ikke nærmere, før en kvinde ledte os op til næste etage. Her skulle eventet afholdes. Det viste sig, at vi havde taget bagindgangen. ”Det sker hyppigt, det er ikke jeres skyld”, sagde kvinden og aflivede på stedet min følelse af at være komplet idiot. Vi var knapt trådt ind i lokalet, før jeg var monteret med tre slags væske”; en kop kaffe, en Pepsi Max og en lille, buttet flaske med æblejuice. Var det her intentionelt? Kendte de virkelig til begrebet the ADHD-trio?

“The neurodivergent urge to get three drinks”, billede fra tiktok: lil_miss_adhd84

Der var ikke en flaske kildevand i miles omkreds. Jeg kunne ikke tro mit held. Der tegnede sig et billede af et helt særligt, inkluderende miljø. Jeg er ikke ligefrem den neurodivergente lille havfrue. Jeg hader vand. Det er et særkende ved mange i min flok. Vi bryder os hverken om at bade i det eller om at drikke det. Jeg har dog af bitter erfaring lært, at det er socialt uacceptabelt ikke at gå i bad, så det gør jeg. Men det er mange år siden, jeg har drukket et glas vand. Til gengæld er det optimalt med tre slags drikkevarer i min nærhed. Noget varmt, noget koldt, noget koffeinholdigt og forskellige smage stimulerer mine sanser og holder mig vågen og fokuseret. Det kaldes stimming, en forkortelse af det engelske begreb ”self-stimulating behavoir”. Ud over at klikke med kuglepenne og ryste mine ben, er the ADHD-trio min foretrukne tilpasningsmekanisme til situationer, hvor jeg skal sidde stille og lytte. Selvstimulering med forskellige drikkevarer er den ting af alle mine ADHD-relaterede særheder, der oftest udløser kommentarer; på arbejde, i toget, i fitnesscentret. Til dette event var det et tilbud til alle, og der faldt ingen undrende kommentarer. Ohhh heaven

Hvem er Danske Commodities?

Vi blev budt velkommen, og endelig fik jeg en forklaring. Danske Commodities er en virksomhed, der opererer i energibranchen, og som har diversitet og inklusion som et fundament i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Ud over at skabe en kultur, som tiltrækker ansøgere til tech-branchen, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er den begrænsende faktor for vækst, har diversitet tilsyneladende en positiv indvirkning på bundlinjen. Hos Danske Commodities er målt en øget performance hos teams med stor grad af diversitet på op til 30%. At skabe store resultater kræver ifølge virksomheden stor diversitet, da flere og forskellige perspektiver skaber bedre løsninger på komplekse problemstillinger. Virksomhedens kultur beskrives således på hjemmesiden:

We continuously work on strengthening a culture where everybody belongs and diverse teams thrive. That´s what creates the best and brightest ideas and enables us to build a viable energy future. Together.

Kristian Majland, CIO i Danske Commodities indledte sit oplæg med, hvad der for ham var at state the obvious: ”Her står jeg som hvid mand og skal fortælle jer om diversitet og inklusion. Det er jo i sig selv et paradoks.” Fra min korte rundtur på virksomhedens etager virkede det helt modsat. Kvinder i farvestrålende Joseph Copenhagen-kjoler havde taget imod mig og fået mig til at føle mig velkommen og værdsat. Kontorbåsene var fyldt med unge mænd i sneakers, i sorte skjorter eller t-shirts med print, og der var en mangfoldighed i hud- og hårfarver. Beviset på virksomhedens ”walk the talk” på diversitet og inklusion var i mine øjne Kristian. Tænk, at en virksomhed er så insisterende på diversitet, at de har en hvid, midaldrende mand i en lyseblå skjorte som CIO og dagens oplægsholder.

Ingen ironi, tak

Hov hov, Bea, stop lige dig selv! Hører jeg tyk ironi serveret på en sprød bund af sarkasme? Du af alle burde vide bedre. Ironi og sarkasme har intet at gøre i en kommunikation, der skal inkludere forskellige kulturer, køn, aldre og typer af hjerner. Ironi, som vi danskere er så glade for, kan give usikkerhed om kommunikationens indhold. Mener vi, hvad vi siger, eller er det bare for sjov? I en organisation præget af diversitet og inklusion er der ryddet ud i den type sproglige greb, ligesom corporate language har fået et grundigt eftersyn. En eventdeltager med amerikanske rødder bød ind med eksempler på oversættelser af danske udtryk, der ikke umiddelbart giver mening for udlændinge; som ”et vink med en vognstang” og ”rosinen i pølseenden”. Det giver mig lyst til at supplere med udtryk, som personer med autisme kan have svært ved at forstå, da ord og vendinger ofte opfattes meget bogstaveligt, som f.eks. ”Lets circle back” eller ”Can we park that one?”. Der er tale om udtryk, der er gledet ind i forretningssproget, og som uden besvær afkodes af neurotypiske, medarbejdere men som neurodivergente kan have svært ved at forstå. Udtrykkene kan med rette smides på ordkirkegården, og må jeg bede om, at de får følgeskab af bullshit-vendinger som ”vi bygger broen, mens vi går ud af den”, ”eksekverende agilitet”, ”på sigt” (mener du på kort sigt eller lang sigt, så sig hellere det) og ikke mindst mit favorit business-bullshit-billede, ”Kom med på rejsen”. Jeg har som autist allerede pakket kufferten, før det går op for mig, at der er tale om en metafor. Arghhhhhhh jeg går amok!

En tur i skammekrogen

Det er godt set, det med ironien, dér dummede jeg mig. Big time. Tak for at gøre mig opmærksom på mine egne blinke vinkler. Jeg følger mig selv ud til en af Danske Commodities kabiner. De findes i stort antal, de er lydisolerede og nogle har vægge af matteret glas. Det giver diskretion uden mindelser om en fængselscelle. Ifølge Kristian er kabinerne tiltænkt ro og fordybelse om arbejdsopgaver, men de har også en funktion som bederum. Så jeg tænker, det er indenfor virksomhedens code of conduct, at jeg bruger den som skammekrog. I´ll be back.

Værdier giver retning

Kristian Majland gav os et indblik i de værdier, virksomheden arbejder ud fra, i visionen om at skabe en kultur, der bygger på ”Diversity, Equity and Inclusion”: Respekt, tilhørsforhold og psykologisk tryghed. Der er tale om ord, der figurerer i mange organisationers værdigrundlag, inklusive i virksomheder, jeg selv har været ansat i. Jeg har dog på egen krop oplevet, at der i praksis ofte er tale om hurra-ord, der findes frem ved festlige lejligheder, men som på ingen måde gennemsyrer kulturen. I mit seneste lederjob blev jeg sågar advaret mod at sige min mening og gå meget stille med det, jeg havde svært ved, i en institution, der havde psykologisk tryghed som en del af værdigrundlaget. Jeg er derfor i udgangspunktet skeptisk, når ledere beskriver kultur. Men jo mere, Kristian beskrev de praktiske implikationer af værdigrundlaget, jo mere stod det klart, at i Danske Commodities gør man diversitet og inklusion på daglig basis, i alle arbejdsgange, i systemer og politiker. Det hele udgår fra ledere med uddannelse, træning og løbende sparring i inkluderende lederskab.

Inklusionsagendaen mærkes overalt

Kristian fortalte, at Inklusionsagendaen er til stede i alle hjørner og afkroge; i surveys hvor der er fokus på den enkeltes egen oplevelse af at være inkluderet, i ansættelsesforhold, der giver mulighed for at arbejde på deltid, i artefakter, hjælpemidler og indretning af lokaler, til de kommunikative koder og de dominerende fortællinger om virksomheden . På billedet ses Kristian iført personalekort i en blå snor. Som deltager i eventet fik vi udleveret et lignende kort, og der var frit valg mellem to udgaver, et lyserødt og et blåt. Jeg følte mig set, hørt og forstået, og den flinke arrangør fra HR måtte vriste den lyserøde snor ud af hånden på mig på vejen ud.

En inkluderende ansættelsesprocedure

Vi havde siddet ned i over en time uden pause, og min koncentration sivede ud af mig – men der var mere. I processen mod at gå fra at være en mandsdomineret techvirksomhed til et mål om en arbejdsstyrke med 30% kvinder, måtte selve rekrutteringssystemet opdateres. Ord skaber virkelighed. Kristian og de øvrige ledere var derfor helt nede og pille ved selve ordlyden i stillingsopslag. Der anvendes nu formuleringer, kvinder tænkes at reagere positivt på, og som i sidste ende vil afstedkomme ansøgninger. I udvælgelsen af kandidater tages der desuden hensyn til, at neurodivergente ansøgere ofte er udfordrede, når det kommer til en ansættelsessamtale. Det er én af mine kæpheste, som jeg rider så ofte, det er muligt. En vellykket jobsamtale kræver normalt egenskaber, der hører neurotypiske, ekstroverte medborgere til, som at give et fast håndtryk, holde øjenkontakt mens man smiler, virke engageret, kunne fortælle levende om sig selv, stille gode spørgsmål og undgå at blive distraheret. Det er alt det, en autist kan have svært ved, og af den grund kan en leder, bevidst eller ubevidst, vurdere, at ansøgeren ikke passer ind i virksomheden. Begge udfordringer håndteres i DC. Ledere får løbende sparring om de bias, der gerne skal undgås. At vedkende sig egne bias medvirker til at overkomme fordomme og begrænsende grundlæggende overbevisninger. Derudover tilbyder ledere at afholde samtaler i ansøgeres foretrukne venue, hvilket kan være af afgørende betydning for oplevelsen af tryghed. Kristan fortalte om en ansættelsessamtale, han havde deltaget i, og hvor en neurodivergent ansøger havde en ven med til samtalen, som kunne støtte og hjælpe. Sådan kan den kasse for normal ansættelsesprocedure ikke blot udvides men smadres.

Energy like no other

Tiden var gået, og vi gik glip af dagens tredje oplæg. Lise fra Co-coders slap fri af en trafikprop lige, da klokken ringede ud for sidste time. Jeg var klar til at skrive en check, hvor meget skulle jeg betale for en time mere? Men eventet var slut, og jeg tumlede ud på gangen. Her blev jeg næsten væltet omkuld af nogle mænd, der hastede afsted iført træningstrøjer med virksomhedens slogan trykt over brystet: Energy like no other.

Hvor skulle de lycraklædte medarbejdere hen? Til Firma Padel? Til spinning? Eller til et træningscenter i kontorbygningens kælder? Min lyst til at løbe efter var stor. Men jeg stod med det lyserøde adgangskort om halsen, og hviskede som én af The pink Ladies i filmen Grease;” Tell me more, tell me more, was it love at first sight?”

Love at first sight

Danske Comodities har sikkert mere at fortælle. Men jeg er allerede forelsket, det var love at first sight. Jeg havde oplevet og lært om praktiske løsninger på flere af mine særlige behov, og mødt en kultur, der rummer sådan nogle som mig. Jeg har stadig mange spørgsmål til procedurer og politiker og gode råd til inklusion af neurodivergente medarbejdere at dele ud af. Men det vigtigste udbytte, jeg fik ud af at deltage i ”Diversity and Inclusion in Tech” er et fornyet håb om, at det ikke kun er muligt, men helt nødvendigt, at skabe en arbejdskultur, der møder alle ansatte der, hvor de er. Det er good for business. Er du i en branche, der skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det her måske en vej at gå. Med ny viden, indsigt og inspiration forlod jeg Jægergårdsgade med

” Energy like no other”.

See y´all out there.

Læs mere om Danske Commodities arbejde med diversitet og inklusion her:

https://danskecommodities.com/diversity-and-inclusion

En neurospicy skifter karriere, del 4

Ro på settet, der gøres status

Dette er sidste indlæg i en række på fire, som alle handler om at skifte karriere i en sen alder og med en ny identitet som neurospicy. Jeg gør status over processen mod et være- og bæredygtigt arbejdsliv, og til sidst får du et par råd til det gode arbejdsliv med en diagnose. Jeg vil undervejs anvende begrebet ”det neuronormative samfund”, som jeg oplever er det egentlige bespænd for os med neuropsykologiske diagnoser. Det neuronormative samfund er indrettet af og for mennesker, der har hjerner, der regnes for normale eller gennemsnitlige af kulturen i den tid, de lever i – ofte betegnet neurotypiske. Jeg påstår ikke, at alle neurotypiske er ens, ej heller at neurotypiske ikke kan opleve arbejdsmarkedet som udfordrende. Men der er nogle fællestræk hos neurodivergente, som gør at vi kan have sværere ved at trives i de rammer, som det neuronormative arbejdsmarked foreskriver.

De massive udfordringer, jeg mødte i arbejdslivet, havde en negativ indvirkning på både selvforståelse og selvværd. De forstærkede og akkumulerede en følelse af at være forkert. For at beskytte mig selv, udviklede jeg en nultolerance overfor tæsk i arbejdslivet. Det gjorde mig til the queen of quitting jobs. Når kritikken gik på min person mere end på det ledelsesfaglige; når bestyrelsesformænd og samarbejdspartnere søgte at slibe kanter af, så jeg kunne passe i kassen for normal lederadfærd, ja så begyndte jagten på et nyt job – and repeat. Den vane er jeg i fuld gang med at ændre. I foråret brændte jeg meget offentligt sammen på job. Efterfølgende havde jeg et møde med min chef med det udfald, at jeg græd hele vejen hjem i frustration over igen at føle mig forkert. Automatpiloten fløj mig ind på Jobindeks. Men så besindede jeg mig; bad om et møde med chefen og stod fast på, at jeg ved ansættelsen var blevet lovet rammer, der tog hensyn til mine særlige behov. De rammer, havde jeg ikke fået. Min chef forsynede the queen of quitting jobs med et nyt narrativ om løsninger, der ikke indebærer et jobskifte. Jeg fik en undskyldning og blev lovet de aftalte rammer for kommende skoleår.

Er jeg kommet i mål?

Så her er jeg nu. Det er sensommer, og jeg er vendt tilbage fra ferie. Først var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at holde fri i 4 uger. Så blev jeg usikker på, om jeg kunne finde ud af at vende tilbage til et arbejdsliv igen. Ingen af bekymringerne gik i opfyldelse. Sommer er normalt ikke min årstid. Jeg har haft ikke brug for lange, lyse nætter til at understrege mit ensomme og miserable liv. Jeg har haft brug for at krølle mig sammen i mørket i min seng under dynen gemt væk fra især den sociale verden.

Sommeren 2024 blev anderledes, for jeg traf et valg om at fodre den overbevisning, at jeg har venner. Det blev en vidunderlig sommer med en slags Danmarksturné, hvor jeg besøgte vigtige relationer. For de er der, og de har egentlig altid været der. Min selvfortælling, om at være ensom og uden venner, fik et seriøst skud for boven. Ulempen ved at have smurt sin karriere i et tyndt lag ud over hele Danmarkskortet er, at mine relationer ikke er i nærområdet. De er forståeligt nok ikke flyttet med mig rundt i landet på jagt efter nye arbejdsmæssige udfordringer. De personer, jeg regner for min flok, bor i bl.a. Vordingborg, København, Aarhus og Aalborg. Alle fik et besøg, og med et fuldt opladet socialt batteri begyndte jeg at glæde mig til at komme på arbejde. Det tog jeg som et tegn på, at jeg er godt på vej mod et vellykket karriereskifte. Mod et arbejdsliv, hvor jeg som neurospicy, har rammer, som gør, at jeg trives og har opgaver, som har min interesse. Kan jeg påstå, at jeg er kommet helt i mål? Det ville være at indløse en check, der ikke er dækning for (hvis du er ung så never mind, checken tjekkede ud i 2017, og du får ikke brug for at vide, hvad det er). Jeg har stadig områder, jeg bøvler med og en foredragsvirksomhed, der skal sparkes i gang. Men jeg er godt på vej. Jeg er fortrøstningsfuld en stor del af tiden, og sejler rundt på et hav af modløshed på dårlige dage. Alt er, som det plejer; ups and downs i en rutsjebanetur mellem to poler: Impossible og I´m possible.

Væltet bagover af kærlighed og anerkendelse

Vinder af kategorien ”Årets ansatte på Samsø Efterskole” er….(trommehvirvel)… Bea. Sådan lød det til gallafesten for elevhold 2023/24 i juni måned. Eleverne kårede mig som årets ansatte. Det var anerkendelse fra øverste øverste hylde, og det meget synlige bevis på, at jeg var kommet i mål med ønsker og behov til et fremtidigt arbejdsliv.

I et tidligere indlæg om passion citerede jeg Kierkegaards opfattelse af kærlighed som værende en egenskab, hvori du er noget for andre. Jeg udledte heraf, at jeg ønskede et job, hvor jeg kunne gøre en forskel, som andre ville elske. Var det foreneligt med et arbejdsmæssigt ”do what you love”, kunne jeg næsten ikke bede om mere. Den aften følte jeg mig svøbt i et tykt tæppe af kærlighed. Ikke at forglemme anerkendelse. Jeg havde tilsyneladende gjort en forskel for eleverne, som de elskede. Jeg var blevet en person, jeg ville ønske, jeg selv havde haft i mit liv, da jeg var barn og ung, og det fik jeg en ordentlig røvfuld anerkendelse for. Det føltes godt. Hvis du har læst mine øvrige indlæg om at skifte karriere, vil du vide, at anerkendelse og det, at gøre en forskel, er de vigtigste behov for mig. Udover autonomi, at være kompetent og en del af et fællesskab. ”Så hvad er status for de sidste tre behov”, tænker du måske. Jeg ville næsten ønske, du ikke havde spurgt, for det er vanskeligt for mig at navigere de tre behov i mit nuværende job. Jeg skal nok vende tilbage til det, men først noget om manglen på diversitet og inklusion i den neuronormative arbejdskultur. Inklusion er forudsætningen for at føle sig som en del af et fællesskab. Min form for ADHD har for øvrigt efternavnet ”men først….”.

Diversitet og inklusion på arbejdspladsen

Inklusion på arbejdspladsen betyder, at alle ansatte har mulighed for at bidrage værdifuldt. Diversitet betegner forskellighed i medarbejdergruppen. En virksomhed med diversitet har en mangfoldig medarbejdergruppe, mens inklusion først er til stede, når alle føler sig som en del af fællesskabet. Man kan sige, at diversitet er at blive inviteret med til festen, mens inklusion er at blive budt op til dans. Føler jeg mig budt op til dans på min nuværende arbejdsplads? Eller deltager jeg i festen som bænkevarmer, utilpas og uvant med måden, dansen foregår på? Og skal musikken i grunden være så høj? Sagen er, at jeg ofte enten føler mig som bænkevarmer eller oplever at danse på en måde, der er for voldsom, og som vælter de andre omkuld. Jeg er inviteret med til festen, men festen foregår på præmisser, som er tiltænkt ansatte uden diagnoser. Et eksempel på en præmis er, at telefoner og pcér ikke er fremme til lærermøder. Det gør det svært for mig at holde min opmærksomhed i rummet, mens det forventes, at jeg sidder helt stille i de 1,5 timer, mødet varer. I sådan en situation tyes til gamle strategier. Jeg dagdrømmer og får intet ud af mødet. Telefonen er for mange med ADHD et vigtigt værktøj i dagligdagen. Før mit karriereskifte, da jeg havde mit eget kontor, var post-it-sedler mit foretrukne visuelle huske-værktøj. Uden en fast lokalemæssig forankring tyer jeg til noteværktøjer på telefonen i stedet. Der gik nogle måneder, før jeg fandt modet til at forklare baggrunden for et ønske om at have min telefon fremme til møder. Det blev godt modtaget, og udbyttet af møderne er blevet væsentligt højere. Det er et eksempel på, hvad der skal til, før en arbejdsplads kan inkludere neurodivergente medarbejdere. Vi skal inddrages. Det vender jeg tilbage til, men først…

Forhistorisk supermenneske

Hvis du har ADHD eller autisme, genkender du glæden ved at beskæftige dig med noget, der virkeligt interesserer dig. Fanger et emne vores interesse, hyperfokuserer vi i utroligt lang tid. Det betyder, at vi bliver vældigt kompetente indenfor emnet. Måske var neurodivergente fortidens ”High Achievers”. På et gruppeniveau er det en fordel at have individer med specialiserede kompetencer, med evnen til at få ideer og med impulsivitet og risikoadfærd nok til at teste dem. Jeg har kun to knapper, en tænd og en sluk. Enten er jeg interesseret i en grad, hvor jeg brænder for sagen, eller også er jeg helt uinteresseret. Det var med garanti blevet hyldet i urtiden, men i et moderne samfund er det svært i samme grad at opnå anerkendelse for den interessedrevne adfærd. Jeg er heldig som efterskolelærer med et skema fyldt med fag, der udgør mine særlige interesser. Det er et stort privilegie. Det opfylder behovet for at føle mig kompetent. Tjek ved det. Men det at have specielle interesser er også en ensom arbejdstilværelse, da jeg sjældent indgår som en del af et team. De lærere, der underviser i f.eks. dansk og matematik, har et fællesskab om fag, og de er ofte optaget af faglige diskussioner på lærerværelset. Jeg står imens ved kaffemaskinen og føler mig udenfor – som en bænkevarmer, ingen byder op til dans.

At varedeklarere sig som neurodivergent

Jeg er ofte alene om synspunkter og holdninger, som jeg insisterende moser på med. Selv om jeg kan mærke, at andre bliver småirriterede, kører jeg på. Jeg kan ligesom ikke stoppe mig selv i nuet. Det er som om, jeg opfatter verden på en anden måde end mine kollegaer, og det afstedkommer en tvivl om min tolkning af meningslandskaber. Mødelederen bruger vendingen ”for at det ikke skal blive Bea mod resten, så…”. Det er en velkendt egenskab ved mange neurodivergente, at vi er meget direkte og insistrerende i vores kommunikation.

Jeg har gennem mit arbejdsliv prøvet og prøvet at tilpasse mig det neuronormative arbejdsmarkeds regler, normer og systemer. Jeg fejlede gang på gang. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er neurodivergent, blot at jeg havde svært ved at passe ind. Jeg havde ikke en erkendelse af og et sprog for mine særlige behov og særlige måde at arbejde på. Det har jeg nu. Da min nuværende chef kontaktede mig om et job, gjorde jeg mig umage for at varedeklarere mig som neurodivergent. Det var første gang, jeg så eksplicit fortalte om min diagnose, og det føltes sårbart og risikofyldt. I en kronik, bragt i Politiken, om diversitet og inklusion, opfordrede jeg andre med neuropsykologiske diagnoser til at stå frem og hjælpe med at bøje regler, normer og systemer, så vi sammen kan skabe et arbejdsmarked, hvor vi kan bidrage og levere resultater uden at brænde sammen eller stikke af. Et stort antal kvinder skrev efterfølgende til mig om at maskere diagnoser. De frygtede de konsekvenser, det kunne have, hvis det blev kendt, at de havde ADHD med på arbejde. Det tabu bliver vi nødt til at adressere, på samme måde som det nuværende arbejdsmarked trænger til at blive tilpasset en arbejdsstyrke, hvor op til 20 % er har et eller flere ben i kategorien neurodivergens. Vi neurodivergente har, så vidt jeg er orienteret, ikke haft indflydelse på den nuværende arbejdskultur, vi er kun blevet bedt tilpasse os kulturen og den tilhørende måde at arbejde på. Jeg har en del ideer til en opdatering og modernisering af arbejdskulturen og vil gerne deltage som repræsentant for sære hjerner, skulle nogle have lyst til et møde. I den ideelle verden er det ikke nødvendigt at varedeklarere sig, fordi diversitet og inklusion præger arbejdsforhold på alle arbejdspladser i en grad, hvor alle typer af hjerner kan trives.

At være en del af et fællesskab

Jeg var i biografen for at se ”Meter i sekundet”. Efter en del år i højskolebranchen er det let at relatere til det meningslandskab, bogen skriver sig ind i. Jeg var meget begejstret for bogen om at ville fællesskabet og de tætte relationer, men at komme skævt ind på andre og at føle sig udenfor. Filmen ramte mig lige i hjertekulen, med skildringen af ensomhed og udfordringer med at kode det sociale landskab. Jeg tudede mig igennem den, og så mig spejlet i min oplevelse af at stå med næsen trykket mod ruden, mens jeg iagttager andres sociale liv. Samme følelse rammer mig ofte i mit nuværende job. Jeg hører ikke helt til i nogle af de uformelle grupper, der opstår på en arbejdsplads. I vores opstartsmøder for det nye skoleår holdt jeg et oplæg for lærergruppen, hvor jeg bl.a. fik mulighed for at fortælle om livet på spektret, og om hvordan jeg ofte oplever at føle mig udenfor. En skarp kollega tolkede mit narrativ ved det billede, at jeg maler mig selv op i et hjørne, hvorfra jeg iagttager mine kollegaer som én stor masse. ”Men vi er ikke ens, der er en stor mangfoldighed i lærergruppen af alder, køn og holdninger”, sagde den skarpe kollega. Det er frugtbart at blive konfronteret med egne blinde vinkler. Jeg har været så fokuseret på at skelne mellem neurotypiske og neurodivergente, at jeg nok har været lige lovlig frisk til at presse mine kollegaer ned i den samme kasse. Og så alligevel. For faktum er, at når jeg er sammen med andre neurospicy, føler jeg mig aldrig forkert eller udenfor. Der kan jeg være for meget, for højlydt, for springende i mine fortællinger og for optaget af mine særinteresser, uden at nogen kommenterer eller på anden måde signalerer, at jeg er for meget. Mit behov for at være en del af et fællesskab er derfor ikke en K3 men en UN (undersøges nærmere). Jeg er i proces, og den bliver muligvis livslang.

Det gode arbejdsliv

Jeg erkender at være i en privilegeret situation, når det kommer til at skifte karriere. Jeg har kun mig selv at tage hensyn til, da mine børn for længst er flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Det giver en handlemæssig og økonomisk frihed. Det er knapt så risikofyldt at afprøve og undersøge muligheder, når det kun er mig selv, det går ud over. For ja, det var da sjovere at få en lønseddel som chef end som efterskolelærer på deltid. Og ja, det var tilfredsstillende at have magten til at skabe forandringer. Men den pris, jeg betalte, i form af hyppige mentale sammenbrud, er jeg ikke længere villig til at indløse en check for. Min løn er gået ned. På plussiden er anerkendelsen og følelsen af at gøre en forskel steget voldsomt. Det udgør en stor del af min generelle arbejdsglæde i et arbejdsliv, der overordnet set er godt. Og hvad kan du så bruge det til? Du står i en anden livssituation og har muligvis nogle helt andre behov. Det er sagens kerne. Vejen mod det gode arbejdsliv kræver kendskab til netop din diagnose og dine særlige behov. Du skal gå undersøgende til værks, og det har du nok brug for hjælp til. Det er vanskeligt at stille nysgerrige og overraskende spørgsmål til sig selv. Men det er nødvendigt. Jeg var heldig at komme i kløerne på en dygtig erhvervscoach, uden hvis hjælp jeg nok var et andet sted i dag. Hun blev katalysator på et karriereskifte. Men selve arbejdet, afklaringen af dine ønsker og behov, kan ingen gøre for dig, det skal du selv levere. Så start der og ryk videre til nedenstående.

Når du har et overblik over behov og ønsker til et arbejdsliv, skal du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Tør du stå frem og fortælle om din diagnoser og særlige behov?
  • Diskriminerer din arbejdsplads neurodivergente medarbejdere og hvis ja, på hvilken måde oplever du det i din hverdag?
  • Hvad er dine største udfordringer i dit nuværende job? (f.eks. måder, kommunikation forgår på, arbejdstider og evt. mangel på fleksibilitet, støj, lys, indhold i arbejdsopgaver, krav om deltagelse i sociale arrangementer mm)
  • Er der på din arbejdsplads en kultur, hvor det er trygt at bede om hjælp?
  • Hvilke succeshistorier om medarbejderes præstationer og personlighed hyldes på din arbejdsplads?
  • Er der kollegaer, der kan tænkes at have lignende udfordringer med arbejdskulturen?

Når du er kommet overstående spørgsmål nærmere, er det tid til at overveje, hvordan du bedst kan påvirke kulturen i en retning, hvor dine arbejdsmæssige behov kan opfyldes og i hvilken, du kan få de rammer, der er nødvendige for at trives. Start med at tale om emnet, både om hvad der motiverer dig og hvad der stresser dig, med kollegaer. Væn dig til at tale om konkrete udfordringer i et mindre forum, inden du tager emnet op med en arbejdsmiljørepræsentant, HR-afdelingen eller din chef. De færreste arbejdspladser opnår diversitet og inklusion over natten. De skal skubbes til, og det er os der bøvler med den neuronormative arbejdskultur, der skal skubbe. Hvis ikke, du selv har mod på at sætte gang i de første puf, så foreslå at emnet tages op, enten i bestyrelsen, i chefgruppen eller på en medarbejderdag. Jeg kommer gerne og deltager i processen med oplæg og workshop. Gå i toppen af bloggen, tryk på ”Booking” og send mig en forespørgsel. Jeg både skubber på og sparker i gang.  Og ellers; Good luck, jeg hepper på dig!