Jeg har et handicap – og det er større, end jeg troede. Langt større. Kan du overhovedet gætte, hvem jeg er, sådan som jeg render rundt og maskerer? Kan jeg selv? Det er på tide at lægge maskerne, så både du og jeg kan få øje på det, der er inde bagved. Hvis du også maskerer, så læs dette indlæg til ende. Der venter nogle spørgsmål, der måske gør avs, men som du skylder dig selv at reflektere over. Ja dig!
To grimme spørgsmål
Jeg var på besøg hos min lillebror i Ry, og det blev lidt en øjenåbner. Han stillede to grimme spørgsmål:
Har du det værre, end du foregiver?
Har du det værre, end du fortæller mig?
Det blev et gigantisk JA til begge spørgsmål. Et JA til, at jeg i praksis og på daglig basis stadig maskerer og kompenserer, selv om det er blevet min livsmission at stå ved mig selv og at hjælpe andre neurodivergente til et liv, hvor de ikke skal maskere. Jeg er åbenbart så god til at bluffe, at jeg selv og mine nærmeste ikke opdager det. Lige nu har jeg ramt bunden af et stort, sort hul, og jeg bliver nødt til at se mit handicap i øjnene, og uddrage de nødvendige konsekvenser heraf.
Hvad et CV afslører
Jeg er i proces, som man siger på djøfsk. En proces, der handler om at skabe et liv, hvor jeg kan trives. Et liv hvor jeg kan bruge mine ressourcer til at gøre en forskel, i en kontekst, hvor der er efterspørgsel på netop det, jeg kan. Det, jeg kan, kan bruges mange steder, men det er blot ikke alle steder, jeg kan trives. Det kan ses af mit CV. Problemet er, at jeg er meget dygtigere og mere ressourcestærk, end mit CV antyder. Når mine øjne glider ned over mit CV, synes jeg, det skriger ADHD. Hyppige jobskifte, mange uddannelser og kurser, flere brancheskift, et par fyringer. Men også job på et særdeles højt niveau med udfordrende lederstillinger, hvor jeg ved, jeg har leveret resultater. Jeg kan sagtens selv få øje på den røde tråd i mine uddannelser og ansættelser, og det kunne karrierecoachen, jeg havnede hos, sidst jeg blev fyret, heldigvis også. Men jeg kan også få øje på det kæmpestore bluffnummer, der gemmer sig bag mit CV.
Det store bluffnummer
Nu, hvor jeg er nået langt med en kortlægning og afprøvning af, hvilke rammer, jeg kan trives i, går det stille og roligt op for mig, hvor stort et blufnummer, jeg har sat op hver eneste dag. Et bluffnummer, hvis formål var at skjule alle de ting, jeg havde svært ved, som andre tilsyneladende havde let ved. Det har jeg betalt en høj pris for, i form af mistrivsel, misbrug, dårligt selvværd, en kronisk forkerthedsfølelse og en million mentale burnouts. Jeg vil ikke udsætte min hjerne, krop og mit nervesystem for den form for mishandling, det krævede at fungere på et arbejdsmarked indrettet til og af neurotypiske. Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt ud for at være forkert, fordi jeg har en hjerne og et nervesystem, der er wired anderledes end hos mine neurotypiske kollegaer og chefer. På den anden side er jeg for ressourcestærk til at stå udenfor samme arbejdsmarked.
Er inklusion virkeligt så svært?
Er det virkeligt så svært at indrette en arbejdsplads med inklusion for øje, så alle fordelene ved diversitet i arbejdsstyrken kan opnås? Så nogen får glæde af min brillante hjerne, min energi og mit kæmpestore engagement? Når jeg er god, er jeg overdrevet god, og kun få kan følge med i mit tempo og tankegang. Kunne man forestille sig et arbejdsmarked, der kan rumme, at jeg er piveffektiv og kreativ, når jeg rammer hyperfokus, men helt til rotterne, når hypofokus banker på? Som tilbyder fleksibilitet, så et effektivt hyperfokus over mange timer i træk kan veksles til et par kortere dage, hvor jeg kan lade mine batterier op.
Et arbejdsmarked, hvor chefer og ansatte har kendskab til og kan navigere i, at jeg har svært ved at kontrollere mine følelser, som ofte sidder udenpå tylsskørtet. Som er ok med, at jeg kommer på arbejde med en uendelig mængde af smittende begejstring, alle gerne vil have del i, men at jeg også viser min vrede og frustration. En frustration, der selv hvis jeg var i stand til at holde min kæft, kan ses af alle, da mit ansigt leverer tydelige undertekster. Jeg mestrer absolut at argumentere fagligt og sagligt, men er jeg presset eller oplever uretfærdighed, kan jeg komme med udbrud, som er følelsesladede. For nylig førte sådan et udbrud til, at en chef kaldte mig uprofessionel. Jeg er forkert, var budskabet. Selv om jeg propper mig med den maksimalt tilladte dosis lisdexamfetamin hver dag, så kommer min ADHD til udtryk bl.a. ved emotionel dysregulering. Bevares, medicinen gør en vild forskel, og jeg har ikke været rasende og spyet ild, siden jeg kom i medicinsk opstart. Men jeg kan stadig få besøg af vrede og frustration. Det er en del af mit handicap.
De forbudte følelser
Der har åbenbart været et møde blandt kulturbærerne på det neuronormative arbejdsmarked, hvor det er besluttet, at følelser må blive hjemme, når medarbejdere tager på arbejde. Men det kan man ikke, når man har ADHD. Tro mig, hvis det var muligt for mig at lære at kontrollere mine følelser, så havde mit liv set anderledes ud. Og lad mig endelig ikke gå ud af det spor, der gemmer mine erfaringer med, at mandlige chefer og bestyrelsesformænd godt må vise vrede uden, at de opfattes som forkerte. Mine følelser er derimod forkerte, og de diskvalificerer mig. De bliver en fribillet for andre til at overfuse og udskamme mig. Det kaninhul orker jeg ikke at grave mig ned i længere.
Nye erkendelser
Så jeg må grave mig ned i nye erkendelser i stedet. Jeg har allerede erkendt, at jeg har særlige behov, men åbenbart ikke erkendt omfanget af mit handicap, siden jeg stadig maskerer og kompenserer i min dagligdag for at skjule det. Erkendelse kommer før beslutning og handling. Så jeg må ned og rode i min egen navle igen.
Det er udmattende med al den selverkendelse, og jeg ved ikke, hvor jeg kan tanke mere erkendelsesbenzin, I am running low of fuel. På den anden side er det også udmattende og ubehageligt at være i en tilstand, hvor ens hjerne er på kronisk overarbejde. En tilstand hvor jeg konstant afsøger mine omgivelser for feedback om, hvordan jeg forventes at opføre mig, og om jeg nu igen var for meget, for forkert. Kan du genkende noget af ovenstående?
Så er det din tur
Hvis du kan, så lad mig bruge det som afsæt til at slippe for at tage mig af mig selv, og gøre noget, jeg er pissegod til, nemlig at hjælpe andre og sætte gang i andres erkendelser. For i hvilken grad maskerer du selv i din dagligdag? Og er du klar over, at du gør det, og hvor meget det dræner dig for energi?
Spørg dig selv:
Er jeg udmattet og drænet for energi, når jeg kommer hjem fra skole/uddannelse/arbejde eller når jeg har været i sociale sammenhænge?
Har jeg monologer og dialoger med forestillede samtalepartnere i mit hoved før møder/telefonsamtaler/middage med venner eller dates?
Har jeg et konstant fokus på at regulere min adfærd og de ting, jeg siger, for at forhindre at andre synes, jeg er for meget/for mærkelig/for underlig?
Ligger jeg hver aften, inden jeg skal sove, og tænker over, hvordan jeg mon blev opfattet af andre? Og martrer jeg ofte mig selv med ”hvorfor sagde jeg også” og ”hvorfor gjorde jeg også”?
Er mine nærmeste klar over hvordan, jeg har det? Eller lader jeg som om, jeg fungerer bedre, end jeg reelt gør?
Kan du nikke genkendende til det meste i ovenstående spørgsmål, så er det på tide at komme ud af skabet, tage masken af og stå ved dine styrker og udfordringer. Fortæl andre om dine behov og bed om det du har brug for. Jo flere, der bryder ud af skabet, jo lettere bliver det for os alle. Måske er det bare det, der skal til for at sætte gang i en forandring af arbejdsmarkedet i retning af mere inklusion og diversitet; at vi er mange på én gang, der har fået nok af at rådne op i de lorteskabe. Jeg har kæftet op om det her i årevis, og jeg kunne efterhånden godt bruge et større råbekor, så vi kan trænge igennem. Sammen er vi mere højlydte!
Lad maskerne falde
70-80 % af voksne med ADHD står udenfor arbejdsmarkedet. Jeg møder en del af dem både online og til de foredrag, jeg holder. Ingen af dem, jeg har snakket med, er dumme eller dovne, nærmest tværtimod. De vil, som du og jeg, bare gerne have lov at bidrage til samfundet, men i rammer, der ikke er på bekostning af vores trivsel. Er det for meget at forlange?
Misk, mask, maske af!