Jeg har et handicap – og det er større, end jeg troede. Langt større. Kan du overhovedet gætte, hvem jeg er, sådan som jeg render rundt og maskerer? Kan jeg selv? Det er på tide at lægge maskerne, så både du og jeg kan få øje på det, der er inde bagved. Hvis du også maskerer, så læs dette indlæg til ende. Der venter nogle spørgsmål, der måske gør avs, men som du skylder dig selv at reflektere over. Ja dig!
Mine elever har lavet fastelavnsversionen af en lærer, kan I gætte hvem det er?
To grimme spørgsmål
Jeg var på besøg hos min lillebror i Ry, og det blev lidt en øjenåbner. Han stillede to grimme spørgsmål:
Har du det værre, end du foregiver?
Har du det værre, end du fortæller mig?
Det blev et gigantisk JA til begge spørgsmål. Et JA til, at jeg i praksis og på daglig basis stadig maskerer og kompenserer, selv om det er blevet min livsmission at stå ved mig selv og at hjælpe andre neurodivergente til et liv, hvor de ikke skal maskere. Jeg er åbenbart så god til at bluffe, at jeg selv og mine nærmeste ikke opdager det. Lige nu har jeg ramt bunden af et stort, sort hul, og jeg bliver nødt til at se mit handicap i øjnene, og uddrage de nødvendige konsekvenser heraf.
Hvad et CV afslører
Jeg er i proces, som man siger på djøfsk. En proces, der handler om at skabe et liv, hvor jeg kan trives. Et liv hvor jeg kan bruge mine ressourcer til at gøre en forskel, i en kontekst, hvor der er efterspørgsel på netop det, jeg kan. Det, jeg kan, kan bruges mange steder, men det er blot ikke alle steder, jeg kan trives. Det kan ses af mit CV. Problemet er, at jeg er meget dygtigere og mere ressourcestærk, end mit CV antyder. Når mine øjne glider ned over mit CV, synes jeg, det skriger ADHD. Hyppige jobskifte, mange uddannelser og kurser, flere brancheskift, et par fyringer. Men også job på et særdeles højt niveau med udfordrende lederstillinger, hvor jeg ved, jeg har leveret resultater. Jeg kan sagtens selv få øje på den røde tråd i mine uddannelser og ansættelser, og det kunne karrierecoachen, jeg havnede hos, sidst jeg blev fyret, heldigvis også. Men jeg kan også få øje på det kæmpestore bluffnummer, der gemmer sig bag mit CV.
Det store bluffnummer
Nu, hvor jeg er nået langt med en kortlægning og afprøvning af, hvilke rammer, jeg kan trives i, går det stille og roligt op for mig, hvor stort et blufnummer, jeg har sat op hver eneste dag. Et bluffnummer, hvis formål var at skjule alle de ting, jeg havde svært ved, som andre tilsyneladende havde let ved. Det har jeg betalt en høj pris for, i form af mistrivsel, misbrug, dårligt selvværd, en kronisk forkerthedsfølelse og en million mentale burnouts. Jeg vil ikke udsætte min hjerne, krop og mit nervesystem for den form for mishandling, det krævede at fungere på et arbejdsmarked indrettet til og af neurotypiske. Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt ud for at være forkert, fordi jeg har en hjerne og et nervesystem, der er wired anderledes end hos mine neurotypiske kollegaer og chefer. På den anden side er jeg for ressourcestærk til at stå udenfor samme arbejdsmarked.
Er inklusion virkeligt så svært?
Er det virkeligt så svært at indrette en arbejdsplads med inklusion for øje, så alle fordelene ved diversitet i arbejdsstyrken kan opnås? Så nogen får glæde af min brillante hjerne, min energi og mit kæmpestore engagement? Når jeg er god, er jeg overdrevet god, og kun få kan følge med i mit tempo og tankegang. Kunne man forestille sig et arbejdsmarked, der kan rumme, at jeg er piveffektiv og kreativ, når jeg rammer hyperfokus, men helt til rotterne, når hypofokus banker på? Som tilbyder fleksibilitet, så et effektivt hyperfokus over mange timer i træk kan veksles til et par kortere dage, hvor jeg kan lade mine batterier op.
Et arbejdsmarked, hvor chefer og ansatte har kendskab til og kan navigere i, at jeg har svært ved at kontrollere mine følelser, som ofte sidder udenpå tylsskørtet. Som er ok med, at jeg kommer på arbejde med en uendelig mængde af smittende begejstring, alle gerne vil have del i, men at jeg også viser min vrede og frustration. En frustration, der selv hvis jeg var i stand til at holde min kæft, kan ses af alle, da mit ansigt leverer tydelige undertekster. Jeg mestrer absolut at argumentere fagligt og sagligt, men er jeg presset eller oplever uretfærdighed, kan jeg komme med udbrud, som er følelsesladede. For nylig førte sådan et udbrud til, at en chef kaldte mig uprofessionel. Jeg er forkert, var budskabet. Selv om jeg propper mig med den maksimalt tilladte dosis lisdexamfetamin hver dag, så kommer min ADHD til udtryk bl.a. ved emotionel dysregulering. Bevares, medicinen gør en vild forskel, og jeg har ikke været rasende og spyet ild, siden jeg kom i medicinsk opstart. Men jeg kan stadig få besøg af vrede og frustration. Det er en del af mit handicap.
De forbudte følelser
Der har åbenbart været et møde blandt kulturbærerne på det neuronormative arbejdsmarked, hvor det er besluttet, at følelser må blive hjemme, når medarbejdere tager på arbejde. Men det kan man ikke, når man har ADHD. Tro mig, hvis det var muligt for mig at lære at kontrollere mine følelser, så havde mit liv set anderledes ud. Og lad mig endelig ikke gå ud af det spor, der gemmer mine erfaringer med, at mandlige chefer og bestyrelsesformænd godt må vise vrede uden, at de opfattes som forkerte. Mine følelser er derimod forkerte, og de diskvalificerer mig. De bliver en fribillet for andre til at overfuse og udskamme mig. Det kaninhul orker jeg ikke at grave mig ned i længere.
Nye erkendelser
Så jeg må grave mig ned i nye erkendelser i stedet. Jeg har allerede erkendt, at jeg har særlige behov, men åbenbart ikke erkendt omfanget af mit handicap, siden jeg stadig maskerer og kompenserer i min dagligdag for at skjule det. Erkendelse kommer før beslutning og handling. Så jeg må ned og rode i min egen navle igen.
Det er udmattende med al den selverkendelse, og jeg ved ikke, hvor jeg kan tanke mere erkendelsesbenzin, I am running low of fuel. På den anden side er det også udmattende og ubehageligt at være i en tilstand, hvor ens hjerne er på kronisk overarbejde. En tilstand hvor jeg konstant afsøger mine omgivelser for feedback om, hvordan jeg forventes at opføre mig, og om jeg nu igen var for meget, for forkert. Kan du genkende noget af ovenstående?
Så er det din tur
Hvis du kan, så lad mig bruge det som afsæt til at slippe for at tage mig af mig selv, og gøre noget, jeg er pissegod til, nemlig at hjælpe andre og sætte gang i andres erkendelser. For i hvilken grad maskerer du selv i din dagligdag? Og er du klar over, at du gør det, og hvor meget det dræner dig for energi?
Spørg dig selv:
Er jeg udmattet og drænet for energi, når jeg kommer hjem fra skole/uddannelse/arbejde eller når jeg har været i sociale sammenhænge?
Har jeg monologer og dialoger med forestillede samtalepartnere i mit hoved før møder/telefonsamtaler/middage med venner eller dates?
Har jeg et konstant fokus på at regulere min adfærd og de ting, jeg siger, for at forhindre at andre synes, jeg er for meget/for mærkelig/for underlig?
Ligger jeg hver aften, inden jeg skal sove, og tænker over, hvordan jeg mon blev opfattet af andre? Og martrer jeg ofte mig selv med ”hvorfor sagde jeg også” og ”hvorfor gjorde jeg også”?
Er mine nærmeste klar over hvordan, jeg har det? Eller lader jeg som om, jeg fungerer bedre, end jeg reelt gør?
Kan du nikke genkendende til det meste i ovenstående spørgsmål, så er det på tide at komme ud af skabet, tage masken af og stå ved dine styrker og udfordringer. Fortæl andre om dine behov og bed om det du har brug for. Jo flere, der bryder ud af skabet, jo lettere bliver det for os alle. Måske er det bare det, der skal til for at sætte gang i en forandring af arbejdsmarkedet i retning af mere inklusion og diversitet; at vi er mange på én gang, der har fået nok af at rådne op i de lorteskabe. Jeg har kæftet op om det her i årevis, og jeg kunne efterhånden godt bruge et større råbekor, så vi kan trænge igennem. Sammen er vi mere højlydte!
Lad maskerne falde
70-80 % af voksne med ADHD står udenfor arbejdsmarkedet. Jeg møder en del af dem både online og til de foredrag, jeg holder. Ingen af dem, jeg har snakket med, er dumme eller dovne, nærmest tværtimod. De vil, som du og jeg, bare gerne have lov at bidrage til samfundet, men i rammer, der ikke er på bekostning af vores trivsel. Er det for meget at forlange?
Jeg er skinken i en sandwich. Jeg er mast ind mellem to stykker hvidt brød; mellem to forståelser af forandring. Skal jeg ændre fortællingen om mig selv, eller skal jeg ændre Verden?
Mit liv har forandret sig de seneste år. I 2022 fik jeg en forklaring, som forandrede min selvopfattelse. At få diagnosen ADHD er ikke en undskyldning for min opførsel, men det er en forklaring. ”Nu skal du passe på, at ADHD ikke kommer til at udgøre hele din fortælling om dig selv. Du ER jo ikke din ADHD”, sagde min chef til mig en dag. Samme chef har besluttet, at narrativ teori og praksis skal være det pædagogiske ståsted i vores daglige arbejde med efterskoleeleverne. Målet er at få øje på og udvikle alternative selvfortællinger, der gør eleverne i stand til at ændre måden, de lever deres liv på.
Hvad min chef nok ikke er opmærksom på er, at før jeg fik stemplet neurodivergent, var min egen og andres fortællinger om mig ladet med betegnelser som ”noget af en mundfuld”, vanskelig, drama queen, hidsigprop, aggressiv, speed-talker, overgearet, energisk og med krudt i røven, påståelig, rebelsk og speciel/mærkelig. Nu er de ord erstattet af ”Autisme og ADHD”. Fanden til forskel. Når min chef opfordrer mig til at se på alternative fortællinger, så ER diagnosen ADHD en alternativ og positiv fortælling, der er meningsskabende og livsforandrende for mig. Det har dæmpet den grimme følelse af fiasko, givet mig et nyt sprog for mine oplevelser og erfaringer samt delvist befriet mig fra gamle, gemte, negative historier om mig selv. Jeg er sammen med min psykiater nået frem til en forståelse af, hvad der et mit problem (ADHD), hvordan problemet er opstået (arv og miljø), og hvordan det kan behandles (medicin). Samtidig er min psykiater helt klar i mælet om, at det ikke er problemet (ADHD), der er problemet, men det faktum at Verden er skabt af og til dem med hjerner, der regnes for normale. Hvis Verden var indrettet med diversitet og inklusion som bærende værdier, så var mit problem (ADHD) ikke et problem.
Glasloftet er problemet
Over mig er et glasloft. Normalt bruges metaforen til at beskrive den usynlige forhindring for, hvor højt kvinder kan komme i forhold til job med høj status og høj løn. Jeg har taget turen op og knaldet hovedet direkte ind i det loft. Selv om jeg lykkedes med at tiltuske mig prestigefyldte lederstillinger, så oplevede jeg gang på gang, at jeg tjente mindre end mænd i samme stillinger. Jeg er med på, at nogle brancher, stillinger og løntrin kan være svære at sammenligne. Men en forstander på en idrætshøjskole i Aalborg og en forstander på en idrætshøjskole i Brønderslev svarer vel til at sammenligne pærer med pærer, bananer med bananer. Jeg har fået mange bovlamme, idiotiske forklaringer på løngabet af bestyrelsesformænd, som selv havde fuld plade i privilegiebingo; hvide, midaldrende, protestantiske, heteroseksuelle mænd, ja du fortsætter bare remsen, du kender den til hudløshed. Jeg er ikke længere optaget af, om glasloftet forhindrer mig som kvinde i at opnå magt og prestige. Jeg er i fuld gang med et karriereskifte på baggrund af to begivenheder, der indtraf simultant i 2022; en fyring og en udredning. Jeg blev måske ikke ligefrem genfødt, men jeg lever et helt andet liv nu som efterskolelærer med fire flotte diagnoser, herunder ADHD og autisme. Jeg støder blot stadig hovedet mod et glasloft. Det har jeg ved nærmere eftertanke gjort hele mit liv, og i en grad hvor min signatursang burde være ”Min hat den har tre buler”, men hvor hatten er erstattet af mit hoved. Sagen er den, at der er et glasloft af hærdet, brudsikkert glas, som forhindrer en særlig gruppe mennesker i overhovedet at få et job. For slet ikke at tale om at beholde jobbet og den varige tilknytning til arbejdsmarkedet. Glasloftet er det neuronormative samfund og det dertilhørende arbejdsmarked lavet af og til neurotypiske. Os, der hamrer hovedet mod glasloftet, er neurodivergente, altså mennesker med neuropsykiatriske lidelser som ADHD, autismespektrum forstyrrelse og OCD. Under et oplæg, jeg holdt i regi af ADHD-foreningen, fik jeg den tanke at spørge salen, som var fyldt til bristepunktet af kvinder i alle aldre, om deres jobsituation. Fire af kvinderne var i job. Fire! Fire ud af en stor gruppe, helt åbenlyst intelligente, engagerede og nysgerrige kvinder. Jeg var i chok, men den er god nok. Næsten halvdelen af 18-årige med ADHD er ikke i gang med en ungdomsuddannelse (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2019), under 10 % voksne med ADHD har en videregående uddannelse (Sundhedsministeriet 2019) og mere end 70% af voksne med diagnosen ADHD står udenfor det danske arbejdsmarked (Sundhedsministeriet 2018). Har du brug for yderligere et skud gys og gru kan du læse mere på ADHD-foreningens hjemmeside, link her: https://adhd.dk/
One size does´nt fit all
Hvorfor tillader vi det her? Hvordan kan det danske samfund undvære vores bidrag, blot fordi vi har ADHD? Vi er ikke freaks, vi er ikke farlige, vi er ikke dumme- vi har ADHD! Et fællestræk, som jeg oplever hos mennesker med ADHD, er et alenlangt CV. Vi har taget livtag med arbejdsmarkedet igen igen igen og så atter en gang. Vi har prøvet at skifte branche, at forlade store virksomheder til fordel for små, og vi er gået op og ned ad karrierestigen. Vi har i forskellige grader knækket halsen eller brækket benene i forsøget på at tilpasse os arbejdsmarkedets ”one size fits all”. Vi kan ikke skrue os ned i den størrelse. Lykkes det, går der ikke længe, før uniformen revner og sprækker. Kvæstede tuder vi over endnu et nederlag, og vi hulker i frustration over igen at fejle med det, andre tilsyneladende har let ved. Samtidig VED vi, at vi er talentfulde på forskellige områder, at vi er intelligente, kreative og kan arbejde hurtigere end lynet – hvis vi har de rigtige rammer og vilkår. Det har vi bare ikke. I stedet dør vi af skam over at være så dårlige forvaltere af talent. Guess what? Det er ikke os neurodivergente, der er dårlige forvaltere af talent, det er samfundet!
Hvad kan erstatte one size?
Jeg har fået en ny fortælling om mig selv. I samme periode er Verden forblevet den samme, i al fald når det kommer til inklusion af mennesker med anderledes hjerner. Du tænker måske, at det ikke kan passe, det store fokus på især ADHD taget i betragtning. Men tro mig. Accept og forståelse er endnu ikke omsat til handling, der kan mærkes. Det har jeg lyst til at gøre noget ved. Det er ikke nok, at jeg nu ved, hvorfor jeg trives dårligt i de normales Verden. Det er ikke nok, at jeg dagligt indtager medicin, der dæmper symptomer og adfærd, som i vores kultur regnes for afvigende. Hvis der for alvor skal være plads til sådan én som mig, så skal Verden forandres.
Jeg er skinken i en sandwich, individuelt tilpasset de normales Verden med hjælp fra medicinalindustrien men med en stigende lyst til at sætte ild til samme Verden.
Jeg har et lyserødt badge med ordene ”Rebel Rose”. Det passer godt til mig; en rebelsk djævel klædt i lyserødt. Jeg har en sag at vende min lyserøde trefork og aktivisme imod: Død over det ekskluderende arbejdsmarked. Jeg har lyst til at smadre, sætte ild til, overhælde med gift og råbe ad den usynlige, men altid tilstedeværende barriere af gældende normer og indretning af et arbejdsmarked, som gør hverdagen til en uoverskuelig forhindringsbane for sådan nogle som mig med en funktionsnedsættelse som ADHD. Her er, hvad jeg ønsker i stedet: Et inkluderende arbejdsmarked præget af (neuro)diversitet og viljen til at skabe rammer, hvor den enkelte kan trives, udvikles og virke. Til gavn for den enkelte og for bundlinjen.
Det er aldrig for sent at få en god barndom
Jeg er skinken i en sandwich. Den ene skive brød udgøres af strukturelle aspekter, jeg gerne vil ændre. Den anden skive brød er det forjættede land, det narrative univers, som er det pædagogiske Motherland på min arbejdsplads. Målet med den narrative praksis er at hjælpe vores elever med at skabe en anden, mere positiv forståelse af dem selv og deres muligheder i livet. Ved at opdage alternative måder at forstå sig selv og egne udfordringer på, hjælpes den enkelte elev til at ændre identitet og adfærd og til at handle anderledes. Identitet opfattes i det narrative univers som en foranderlig størrelse. Anvendt pædagogisk handler det om, at vi som efterskolelærere skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til de mangefacetterede fortællinger om og af de elever, vi arbejder med. Fortællingerne kan åbne for nye måder at leve på. Det er lærerens opgave at være fødselshjælper for en mere positiv tilgang. Positive historier tænkes at fungere som ballast, der kan trækkes på, når et bestemt problem trænger sig på eller angriber. Som sådan er den narrative tilgang ikke interesseret i løsninger på problemer. Det er ikke efterskolelærerens opgave at komme med løsninger.
Den narrative teori låner socialkonstruktivismens grundantagelse, at et menneskes identitet er en social konstruktion. Identitet skabes af og gennem egne og andres fortællinger om os. Målet, med det pædagogiske arbejde indenfor den narrative ramme, er at skabe alternative fortællinger, som kan danne modvægt til eksisterende problematiske fortællinger. Således støttes opbygningen af en anden identitet end den problematiske. Ved at adskille problem fra person, og at have fokus på, at det er problemet, der er problemet og ikke personen, er det muligt at arbejde med at løse problemet.
For at tilslutte sig den narrative praksis og terapi, må man forlade ideen om essens, om personlighedens kerne: Alt er fødder, intet er rødder. Tidligere var den enkeltes identitet givet på forhånd i og med et tilhørsforhold til og rødder i en bestemt slægt og familie, en egn, et religiøst tilhørsforhold og en social klasse. Sådan er det ikke længere. Det enkelte individ er frisat til selv at konstruere sin identitet og skabe en mening med livet.
Men enhver er vel dannet af et eller andet. Dannelsen sker i en bestemt kontekst og indenfor bestemte kulturelle normer. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved de gældende kulturnormer eller samfundsstrukturer. Den søger i stedet individuelle løsninger og tilpasninger på de problemer, individet støder på i mødet med disse normer og strukturer. Selv om et problem har rødder i en bestemt samfundsstruktur, er det på egne, individuelle fødder, løsningen skal findes. I samtalen med en elev udforskes, hvad der er vigtigt for eleven. Elevens fortælling om en bestemt handling tilskrives mening på en måde, hvor eleven tolker effekten af det, der skete, men på en ny og mere positiv måde, der understøtter elevens positive selvopfattelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom. Du kan fjerne smerten for altid, hvis du omskriver de negative oplevelser fra din barndom og giver plads til de positive, men ufortalte oplevelser og erfaringer. Det er lærerens opgave at lytte efter de vigtige begivenheder, der ikke får plads i historien, men som det kan være frugtbart at få plads til. ”Der kan du se, det var ikke så slemt med den barndom.”
Individuelle eller kollektive løsninger?
Her forpasser vi muligheden for at stille mere grundlæggende spørgsmål ved den herskende samfundslogik. Efterskoleelevernes problemer og vanskeligheder sættes i en individuel kontekst, uden at samfundsnormers betydning for problemets opståen overvejes. Vi rejser ikke tvivl om det bestående, vi finder ikke på kollektivt bedre løsninger eller nye måder at indrette samfundet eller efterskolen på. Vi opfordrer ikke til revolution. Den narrative praksis tilbyder, uanset problemets karakter, altid det samme svar: At det er muligt at arbejde med problemet gennem en ny forståelse og nye fortællinger. Der tages altid udgangspunkt i individets egne oplevelser af et problem. Individet har med baggrund i sine erfaringer den nødvendige viden til at skabe løsninger på problemer, og kan på ryggen af en ny identitet foretage andre valg for sit liv end tidligere. De samfundsmæssige betingelser, som individet er forankret i, hvorfra handlinger kan foretages, tages for givet.
Den narrative praksis stiller i mine øjne store krav til lærerens evne som reflekterende praktiker. Lærerens forforståelse, adfærd, bias og erfaringer påvirker relationen til eleverne og er afgørende for det, der høres, når eleverne fortæller. Sprogbrug må tilpasses den enkelte elev og dennes evne til at sætte ord på sin livsverden og tænke abstrakt. Den enkelte lærers egen sprogbrug og måde at udtrykke sig får ligeledes indflydelse på metodens anvendelse. Når jeg støtter en elev i at få øje på sine værdier og positive personlige egenskaber, sker det gennem min tolkning og med ord, jeg foreslår eleven. Dermed har jeg magt til at styre elevens nye, alternative fortællinger; jeg har definitionsmagten. Det har vi på efterskolen ikke rigtigt talt om i introduktionsmoduler til metoden.
Elefanten i rummet
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser tegn på ADHD/autismespektrum forstyrrelse hos personer i min omgangskreds. Jeg ser det naturligvis også hos vores efterskoleelever. Min radar fanger især de piger, der kæmper en daglig kamp for at fungere i en skoleform, der ikke er tilpasset elever med en opmærksomhedsforstyrrelse. Piger, der er udmattede, føler sig forkerte, oplever afvisninger, og som er frustrerede over, at de har svært ved det, de andre har let ved.
I samtaler med pigerne forventes jeg at hjælpe dem med at eksternalisere deres problemer og frigøre dem fra deres negative identitet og selvforståelse. Men jeg må ikke nævne elefanten i rummet; jeg må ikke nævne ordet ADHD. For vi diagnosticerer naturligvis ikke vores elever. Det er ikke en efterskoles opgave. Men jeg spotter med det samme de tydelige tegn på neurodivergens. Jeg oplever f.eks., at pigerne er fastlåst i gentagelser af dysfunktionelle mønstre i relationen til andre. Pigerne skal støttes til bedre relationer via en ny selvfortælling. Men som én af vores elever, ”F”, fortalte mig, er det opslidende at skabe sammenhæng mellem mange parallelt eksisterende identiteter og sociale roller: ”Jeg ved snart ikke, hvem jeg er længere, jeg er aldrig mig selv. Jeg prøver at være den, de andre forventer jeg er, og jeg kan ikke huske, hvem jeg egentlig er indeni. Nogle gange ved jeg ikke engang, hvem de gerne vil have, jeg skal være, og det er trættende”. Min opgave som efterskolelærer er at være katalysator for en mindre belastende fortælling. De fragmenterede historier fra nutiden og fortiden skal tolkes og indgå i en samlet og større fortælling om den enkelte piges liv og selv. Jeg ønsker, at pigerne skal have en styrkefokuseret selvforståelse i en omverden, der gennem hele deres liv har kritiseret og påpeget fejl hos dem. På samme måde som jeg hele mit liv er blevet fortalt, at jeg oplever verden forkert og agerer forkert. Da jeg fik diagnosen ADHD, gik det op for mig, at jeg ikke er forkert og ikke er et dårligt menneske. Jeg har nogle udfordringer på den sociale arena, som jeg bliver mødt mere positivt i, når jeg er åben og kommunikerende omkring mine vanskeligheder. Gennem en undersøgende tilgang til netop min form for ADHD er jeg mindre tilbøjelig til at agere som en social nomade, der tilpasser hvem, jeg er, til skiftende sociale kontekster. Det har jeg i lighed med ”F” gjort det meste af mit liv. Jeg har fået et mere sammenhængende selv og flere positive historier at hænge min identitet op på. Jeg har samtidigt fået en stigende lyst til at påvirke samfundets syn på sådan én som mig, og til at medvirke til at skabe bedre vilkår for neurodivergente. På den måde påvirker mine egne erfaringer og forforståelse naturligvis de fortællinger, jeg gerne vil skubbe pigerne i retning af. Men det må jeg ikke.
Det er umuligt at være fødselshjælper for en grundlæggende forandring af pigernes narrativer, når jeg har valgt et upopulært perspektiv. Jeg tolker deres udfordringer ind i en kontekst af en opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD, et ord, der er funktionelt Lord Voldemort på min arbejdsplads. Så jeg sætter et plaster på et brækket ben. Taler om hvornår, panikanfaldet kommer på besøg, så pigen kan være opmærksom på ikke at blive for udmattet eller mentalt overbelastet. Men den underliggende årsag, som en forståelse for har potentiale til fjerne panikanfald, den lader jeg ligge. Det vil sige, jeg lader den ligge på efterskolen. Jeg tager derimod rundt i landet og holder foredrag om de oversete piger med ADHD. Sammen med psykiater Charlotte Jokumsen, der har skrevet bogen ”At leve med AD(H)D som kvinde”, forsøger jeg at formidle viden til piger/kvinder, studievejledere, psykologer, pårørende og andre med interesse for emnet. Så piger og kvinder ikke sendes til psykolog, der skal hjælpe dem med at cope med et liv, der gør ondt. Så piger og kvinder ikke får tilbudt angstdæmpende medicin eller antidepressiver. Så symptomer som angst, depression, udmattelse, misbrug, frafald på uddannelser og på arbejdsmarkedet, søvnproblemer mm., tolkes som det, det ofte er: En underliggende ADHD. Først der kan pigerne og kvinderne få den nødvendige hjælp, både medicinsk og i forståelsen af og fortællingen om dem selv.
Know better to do better
Når flere ved mere, kan vi sammen rykke på kulturnormerne. Vi kan skubbe til de nødvendige forandringer af samfundet. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved den herskende kulturs syn på neurodivergente. Den narrative praksis giver ikke den herskende arbejdskultur en lussing for at være ekskluderende og skyld i, at en større og større gruppe mennesker fejler og falder udenfor. Den individualiserer problemer og søger individuelle løsninger på disse. Et problem, der burde være fælles, og som i sidste ende handler om, hvordan alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv og bidrage til det fælles. Spørgsmål om, hvordan vi får plads til alle på arbejdsmarkedet, er i øjeblikket reduceret til individuelle tilbud til neurodivergente om støtte, vejledning og coaching. Så personer med et kaotisk ADHD-liv kan lære redskaber og udvikle ”Workarounds” – det nye sort i ADHD-værktøjskassen – der gør det muligt at tilpasse sig det neuronormative samfund.
Den narrative tilgang og den narrative terapi tilbyder individualiseret selvforandring. Det er jeg som sådan ikke imod. At det kan fungere som en universel, magisk løsning på menneskers problemer via et nyopdaget handlingspotentiale udløst af alternative historier, køber jeg ikke. Narrativ praksis har potentiale til at hjælpe individer med at fungere i bestemte omgivelser og give en bedre livskvalitet, som et resultat af bedre valg for eget liv. Men vi skal huske på, at den narrative tilgang selv er en fortælling, der fungerer i en særlig vestlig kulturel kontekst og periode. Narrativ praksis er en fortælling om psykologiske aspekter som identitet, menneskelige udfordringer og behov. Tilgangen tilbyder en forståelse af den menneskelige psyke uden at rejse kritik af det samfund, mennesker lever i. Narrativ praksis er ikke objektiv sandhed, men en forståelsesmodel, der i bedste fald er handlingsanvisende. En grundlæggende filosofisk forståelse af, at mennesker, og i min dagligdag efterskoleelever, har svar på løsninger af problemer. Efterskoleeleverne er eksperter i eget liv, men ikke bevidste om de ufortalte historier og alternative selvfortællinger, der kan rumme disse løsninger. Det skal vi hjælpe dem med. Men i mine øjne skal vi have større ambitioner end at reproducere kulturnormer og samfundsordenen. Jeg kunne ønske mig, at dannelsesarbejdet med eleverne plantede en lyst til at forandre den gældende samfundsorden. Jeg ønsker, at eleverne tager fra Samsø Efterskole med nyt udsyn og nye indsigter, og en lyst til at gøre Verden til et bedre sted at leve i. Det kræver forandringer, af både af den enkelte og af samfundet.
Selvforandring OG revolution
Jeg er skinken i en sandwich. På den ene side arbejder jeg med den enkelte elevs selvforandring, og på den anden side opfordrer jeg til revolution. Kan det forenes? Det vil vise sig. Jeg giver det et skud. Som Ghandi vist har sagt; Be the change you wish to see in the world. Men glem ej, som Hella Joof vist fortrød, hun fik sagt; at brænde hele lortet ned for at starte forfra. Hvem smider den første tændstik?
Jeg er på foredragsturné sammen med psykiater Charlotte Jokumsen og moderator Fadime Turan. ”Turné” er måske et stort ord at bruge, men det, der startede med et enkelt event, har bragt mere med sig. Fordi interessen for piger og kvinder med ADHD er stor. Heldigvis. Selv om medierne bugner med historier om neurodivergens, ja så er der stadig en overraskende mangel på viden om ADHD. Alle har tilsyneladende holdninger og synsninger, men få har reelt en viden. Synsninger som ”alle har jo ADHD i dag” og ”ADHD er en modediagnose” er både forkerte og så provokerende at blive mødt med. Det adresserer jeg i foredraget. Jeg mødes selv dagligt med den slags kommentarer og udsagn, som tidligere havde fået mig til at åbne min dragemund og spy ild. I dag er jeg en sendiagnosticeret, velbehandlet, neurodivergent kvinde med erfaringer fra og indsigt i et liv med ADHD. Selv om jeg muligvis får et opgivende drag om munden over de ofte fordomsfulde og nedladende kommentarer, er der ingen, der rammes af 3. grads forbrændinger i mødet med mig. ADHD-medicin er det mest effektive af alle typer medicin fra psykiaterens medicinskab. De få gange, jeg har glemt tage min pille, inden jeg er taget på job, har med al ønskelig tydelighed vist, hvor stor en forskel der er på Bea + Elvanse og Bea uden Elvanse. Det er nærmest skræmmende.
Billede (taget af Katrine Dybdal) fra foredrag i Union, Nørrebro d. 28. november
Fra fyring til foredrag
Det hele startede med en fyring i 2022. Fyringen kom 14 dage før, jeg forlod en psykiatrisk klinik med en udredningsrapport og dertilhørende recept på ADHD-medicin. Lad mig undlade at blive for dramatisk og blot kalde det en middelsvært kaotisk periode. Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu? You bet! Med én dags varsel blev jeg stemt ud af mit arbejds- og hverdagsliv i Aalborg og flyttede retur til Samsø til et liv uden job, kollegaer og det fællesskab ved basketball, jeg lige havde genopdaget glæden ved. Fyringen var vedhæftet en venlig hilsen fra den fyrende part i form af et outplacementforløb hos en erhvervscoach hos Lederne. Helene Aalling fik til opgave at hjælpe mig videre til et nyt lederjob. Det kom bare ikke til at ske. For Helene blev fødselshjælper til en ny måde at leve og arbejde på. Helene stillede alle de grimme spørgsmål til min selvforståelse, mine vigtigste behov og ønsker til et kommende arbejdsliv. Det skrev jeg om. Hvert besøg hos Helene på Østerbro blev til et essay. Helene mente, de essay var gode og burde udgives. Derfor oprettede jeg en platform til udgivelser; bloggen Neurospiceupyourlife.dk. Fadime faldt over bloggen, erklærede sig som fan og inviterede mig til at være én af tre oplægsholdere til et event i regi af ADHD-foreningen med titlen ”Kvinder, hormoner og ADHD”. En fyldt sal med åbne, højlydte og spørgelystne kvinder i alle aldre gav mod på mere. Det afstedkom et event for FOF København/Nordsjælland med titlen ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?”. Alle pladser blev solgt til foredraget, som vi derfor gentog i november måned, og som vi gæster Aarhus med i foråret. Kan man ikke godt kalde det en turné?
Charlotte Jokumsen og undertegnede, foredrag 22.oktober (billede taget af Pia Frimann)
Stjerner og vandbærere
Det er ikke mig, der er stjernen i showet. Stjernen, Charlotte Jokumsen, er bogaktuel med ”At leve med AD(H)D som kvinde”.
Charlotte er psykiater og har klinik i Silkeborg med speciale i ADHD og kvinder. Charlotte møder alle typer af kvinder i sin klinik, og udover at være ekspert på området er hun dejligt empatisk, pragmatisk i sin tilgang til behandling og utroligt imødekommende. De fleste, der køber billet til foredraget, kommer for at høre Charlotte. De har læst bogen og vil gerne tale med Charlotte om alle aspekter af det neurodivergente liv. Det forstår jeg godt. Jeg er vandbæreren; jeg er med som det tynde øl. But they are in for a surprise! I know shit! Ud over at have hyperfokuset på området i årevis, og tilegnet mig al tilgængelig viden, så har jeg på egen krop erfaret konsekvenserne af en ubehandlet ADHD. Jeg har oplevet det livsforandrende i at være velbehandlet. Via mit job på Samsø Efterskole har jeg kontakt med de piger, der overses og som kæmper med skole, venner, aftaler og selvopfattelse. Læg dertil en feministisk optagethed af kønsdiskrimination på sundhedsområdet, og det giver sammenlagt en god bund at holde foredrag på. Jeg sætter ild til salen. Jeg kan vist godt tillade mig at påstå, at jeg giver tilhørerne noget, de ikke vidste, de havde brug for at høre. Det kan jeg læse ud af de anmeldelser, der kommer i forlængelse af mine oplæg, og af alle de mange henvendelser jeg får fra kvinder, der selv har udfordringer, og hvis børn har udfordringer.
Men jeg er stadig vandbæreren. Og jeg har aldrig tid nok til alt det, jeg har på hjerte. Jeg arbejder derfor på at holde foredrag i andre sammenhænge, hvor min viden og erfaring kan bære et helt foredrag. Jeg kan godt afsløre, at der er flere i støbeskeen. Jubiii.
Hjælper det at kæfte sådan op?
Det er over ti år siden, jeg begyndte at kæfte op om den manglende viden om og behandlingstilbud til menopausen. Mine opslag blev i høj grad mødt med en rungende tavshed. Klip til 2024 hvor jeg i lighed med andre kvinder i aldersgruppen er inviteret til at deltage i en undersøgelse af, hvilke udfordringer og oplevelser, danske kvinder har i forbindelse med menopausen. Endelig noget forskning på området, der har båret præg af, at alt blev sat på pause i 2002. Her viste en undersøgelse fra WHI, at der var en sammenhæng mellem hormonerstatningsterapi (HRT) og brystkræft. Det fik betydning for medicinsk praksis de næste 22 år, hvor HRT blev frarådet, uden at erstatninger blev tilbudt. Kvinder i hele Verden har lidt i stilhed siden 2002, for det er først i de seneste år, der igen er taget initiativer til videnskabelige studier af menopausen. Kunne man forestille sig, at noget så indgribende i mænds sundhed og dagligdag bare blev skudt til hjørne pga. af et tvivlsomt fortolket studie fra 2002? Ville mænd have fundet sig i det i 22 år? Hey, det er snart 2025, hvornår er der nyt? Det er der, når der tildeles forskningsmidler til undersøgelser af kvinders helbred og sygdom. Sorry ladies, men de penge har vi spejdet forgæves efter lige så længe, som der er forsket i (mænds) sygdomme og sundhed. Men så begyndte nogle kendte kvinder fra hele Verden at råbe op. Det førte til tv-programmer, bl.a., på BBC, til nye bogudgivelser og masser af instagramprofiler og podcast om emnet. Nu sker der endelig noget, der kan indhente den manglende forskning. Invitationen i min Eboks til undersøgelsen fra KU er et eksempel herpå. Det sundhedsmæssige omsorgssvigt, som jeg redegør for og giver eksempler på i foredraget ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?” stopper kun, når vi nægter at flyve under radaren og begynder at kræve svar. Tilsyneladende hjælper det at kæfte op. Også når det handler om kvinder og ADHD. Det har tidligere heddet sig, at kvinder i gennemsnit får diagnosen ADHD 11 år senere end mænd. Nye tal fra den svenske psykiater Lotta Borg Skoglund – hun er et need-to-follow, hvis du interesserer dig for kvinder og ADHD – indikerer, at det går fremad. Nye tal (ikke-publiceret, kilde: Charlotte Jokumsen i Lægens bord 4. dec. 2024) viser, at piger og kvinder nu får diagnosen ca. 5 år senere end drenge/mænd. Det er en pæn fremgang, men det er ikke nær nok. Jeg skal bede om ligestilling, også i forhold til neuropsykologiske lidelser. Så hjælp mig med at kæfte op!
Hvad kan man lære af at holde foredrag?
Jeg forsøger i mine foredrag at formidle viden, som jeg kobler på hverdagserfaringer. Jeg fortæller om egne diagnoser og om et før og efter diagnosen. Jeg bruger eksempler fra min efterskolepraksis, og jeg giver bud på en pædagogisk metode til at arbejde med de oversete piger. Jeg viser tilgange og metoder til at støtte dem i deres udfordringer, uden at skulle udrede dem eller opfordre til udredning. Det er ikke min opgave. Jeg håber, tilhørerne går derfra med ny viden og indsigt. En sidegevinst er, at det gælder også undertegnede. Jeg lærer en del af de foredrag. Til eventet ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?” indleder moderator Fadime Turan med at spørge de fremmødte til deres baggrund, altså en slags frivillig varedeklarering af tilhørerne, så vi ved hvilke interessenter, der er til stede.
Moderator Fadime inden eventet i november. Så fik jeg da lige ødelagt den selfie. I´m all over the place, gæt en diagnose.
Der er kvinder med ADHD, kvinder der har mistanke om diagnosen, men som ikke er udredt, der er mødre til døtre, der viser tegn på ADHD, og så er der personer med sundhedsfaglig interesse. Det kan være psykologer, læger, uddannelsesvejleder, lærere og pædagoger. Kendetegnende for tilhørerne er en stor spørgelyst og lyst til at blande sig i debatten. Det lærer jeg utroligt meget af. Spørgsmålene afslører, hvad I bøvler med derude i forhold til ADHD – og det er ikke så lidt. Flere deler oplevelser med at blive afvist af egen læge eller psykolog med begrundelser som at være for struktureret, for veluddannet eller for lidt hyperaktiv til at kunne have ADHD. Selv læger og psykologer mangler viden om ADHD.
Pårørende udtrykker ønsker om at lære, hvordan de bedst muligt støtter i en relation, hvor ADHD fylder. Der er mange fortvivlende beretninger om at falde igennem på arbejdsmarkedet, om at tvivle på sig selv, at føle sig forkert og at have bivirkninger ved medicin. Temaet RSD, Rejection sensitivity Dysphoria, optager mange. Charlotte er mesterlig til at forklare begrebet og komme med bud på, hvordan man kan arbejde med det, både som pårørende eller som én, der er ramt af denne smertefulde dysfunktionelle følelsesregulering. Til vores næste foredrag har jeg lovet mig selv VIRKELIGT at høre efter, når der kommer spørgsmål til RSD, for det er den ting i mit liv, jeg helst så brænde op i helvede. Jeg er f.eks. lige et smut i helvede efter hvert foredrag, hvor jeg piner og plager mig selv med ”hvorfor sagde jeg også, og hvorfor sagde jeg ikke, og hende på første række blev vist sur på mig, da jeg sagde…”. Men så er I så søde at sende mig nogle rosende ord eller anmelde mig positivt på LinkedIn mm. Det hjælper alt sammen, så bliv ved med det. Og kom til vores foredrag, eller book mig til dit næste personalearrangement eller morgensamling på din højskole. Du vil ikke fortryde – er jeg overbevist om på en af mine gode dage.
Katja Ørnen, aka Den lyttende Pen, tegnede referat af et af mit oplæg i oktober. Her er hendes fortolkning af min oplevelse af RSD samt på mit svar, da jeg blev spurgt om jeg ville vælge den neurodivergente hjerne fra, hvis jeg fik muligheden.
Der kommer ny opsætning af bloggen
Jeg har en ekspert på området, Sandra Mago Nielsen, til at lave en helt ny opsætning af Neurospiceupyourlife.dk. Da jeg startede bloggen i 2022, var formålet at have en platform til artikler. Men pludselig er der dukket andre behov op, som hjemmesiden skal kunne opfylde. Stay tuned, det bliver godt.
Alle gode ønsker til jer, her er min All I want for christmas, 2024
Hør podcast med Charlotte Jokumsen i Lægens bord, find det her:
Dette er sidste indlæg i en række på fire, som alle handler om at skifte karriere i en sen alder og med en ny identitet som neurospicy. Jeg gør status over processen mod et være- og bæredygtigt arbejdsliv, og til sidst får du et par råd til det gode arbejdsliv med en diagnose. Jeg vil undervejs anvende begrebet ”det neuronormative samfund”, som jeg oplever er det egentlige bespænd for os med neuropsykologiske diagnoser. Det neuronormative samfund er indrettet af og for mennesker, der har hjerner, der regnes for normale eller gennemsnitlige af kulturen i den tid, de lever i – ofte betegnet neurotypiske. Jeg påstår ikke, at alle neurotypiske er ens, ej heller at neurotypiske ikke kan opleve arbejdsmarkedet som udfordrende. Men der er nogle fællestræk hos neurodivergente, som gør at vi kan have sværere ved at trives i de rammer, som det neuronormative arbejdsmarked foreskriver.
De massive udfordringer, jeg mødte i arbejdslivet, havde en negativ indvirkning på både selvforståelse og selvværd. De forstærkede og akkumulerede en følelse af at være forkert. For at beskytte mig selv, udviklede jeg en nultolerance overfor tæsk i arbejdslivet. Det gjorde mig til the queen of quitting jobs. Når kritikken gik på min person mere end på det ledelsesfaglige; når bestyrelsesformænd og samarbejdspartnere søgte at slibe kanter af, så jeg kunne passe i kassen for normal lederadfærd, ja så begyndte jagten på et nyt job – and repeat. Den vane er jeg i fuld gang med at ændre. I foråret brændte jeg meget offentligt sammen på job. Efterfølgende havde jeg et møde med min chef med det udfald, at jeg græd hele vejen hjem i frustration over igen at føle mig forkert. Automatpiloten fløj mig ind på Jobindeks. Men så besindede jeg mig; bad om et møde med chefen og stod fast på, at jeg ved ansættelsen var blevet lovet rammer, der tog hensyn til mine særlige behov. De rammer, havde jeg ikke fået. Min chef forsynede the queen of quitting jobs med et nyt narrativ om løsninger, der ikke indebærer et jobskifte. Jeg fik en undskyldning og blev lovet de aftalte rammer for kommende skoleår.
Er jeg kommet i mål?
Så her er jeg nu. Det er sensommer, og jeg er vendt tilbage fra ferie. Først var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at holde fri i 4 uger. Så blev jeg usikker på, om jeg kunne finde ud af at vende tilbage til et arbejdsliv igen. Ingen af bekymringerne gik i opfyldelse. Sommer er normalt ikke min årstid. Jeg har haft ikke brug for lange, lyse nætter til at understrege mit ensomme og miserable liv. Jeg har haft brug for at krølle mig sammen i mørket i min seng under dynen gemt væk fra især den sociale verden.
Sommeren 2024 blev anderledes, for jeg traf et valg om at fodre den overbevisning, at jeg har venner. Det blev en vidunderlig sommer med en slags Danmarksturné, hvor jeg besøgte vigtige relationer. For de er der, og de har egentlig altid været der. Min selvfortælling, om at være ensom og uden venner, fik et seriøst skud for boven. Ulempen ved at have smurt sin karriere i et tyndt lag ud over hele Danmarkskortet er, at mine relationer ikke er i nærområdet. De er forståeligt nok ikke flyttet med mig rundt i landet på jagt efter nye arbejdsmæssige udfordringer. De personer, jeg regner for min flok, bor i bl.a. Vordingborg, København, Aarhus og Aalborg. Alle fik et besøg, og med et fuldt opladet socialt batteri begyndte jeg at glæde mig til at komme på arbejde. Det tog jeg som et tegn på, at jeg er godt på vej mod et vellykket karriereskifte. Mod et arbejdsliv, hvor jeg som neurospicy, har rammer, som gør, at jeg trives og har opgaver, som har min interesse. Kan jeg påstå, at jeg er kommet helt i mål? Det ville være at indløse en check, der ikke er dækning for (hvis du er ung så never mind, checken tjekkede ud i 2017, og du får ikke brug for at vide, hvad det er). Jeg har stadig områder, jeg bøvler med og en foredragsvirksomhed, der skal sparkes i gang. Men jeg er godt på vej. Jeg er fortrøstningsfuld en stor del af tiden, og sejler rundt på et hav af modløshed på dårlige dage. Alt er, som det plejer; ups and downs i en rutsjebanetur mellem to poler: Impossible og I´m possible.
Væltet bagover af kærlighed og anerkendelse
Vinder af kategorien ”Årets ansatte på Samsø Efterskole” er….(trommehvirvel)… Bea. Sådan lød det til gallafesten for elevhold 2023/24 i juni måned. Eleverne kårede mig som årets ansatte. Det var anerkendelse fra øverste øverste hylde, og det meget synlige bevis på, at jeg var kommet i mål med ønsker og behov til et fremtidigt arbejdsliv.
I et tidligere indlæg om passion citerede jeg Kierkegaards opfattelse af kærlighed som værende en egenskab, hvori du er noget for andre. Jeg udledte heraf, at jeg ønskede et job, hvor jeg kunne gøre en forskel, som andre ville elske. Var det foreneligt med et arbejdsmæssigt ”do what you love”, kunne jeg næsten ikke bede om mere. Den aften følte jeg mig svøbt i et tykt tæppe af kærlighed. Ikke at forglemme anerkendelse. Jeg havde tilsyneladende gjort en forskel for eleverne, som de elskede. Jeg var blevet en person, jeg ville ønske, jeg selv havde haft i mit liv, da jeg var barn og ung, og det fik jeg en ordentlig røvfuld anerkendelse for. Det føltes godt. Hvis du har læst mine øvrige indlæg om at skifte karriere, vil du vide, at anerkendelse og det, at gøre en forskel, er de vigtigste behov for mig. Udover autonomi, at være kompetent og en del af et fællesskab. ”Så hvad er status for de sidste tre behov”, tænker du måske. Jeg ville næsten ønske, du ikke havde spurgt, for det er vanskeligt for mig at navigere de tre behov i mit nuværende job. Jeg skal nok vende tilbage til det, men først noget om manglen på diversitet og inklusion i den neuronormative arbejdskultur. Inklusion er forudsætningen for at føle sig som en del af et fællesskab. Min form for ADHD har for øvrigt efternavnet ”men først….”.
Diversitet og inklusion på arbejdspladsen
Inklusion på arbejdspladsen betyder, at alle ansatte har mulighed for at bidrage værdifuldt. Diversitet betegner forskellighed i medarbejdergruppen. En virksomhed med diversitet har en mangfoldig medarbejdergruppe, mens inklusion først er til stede, når alle føler sig som en del af fællesskabet. Man kan sige, at diversitet er at blive inviteret med til festen, mens inklusion er at blive budt op til dans. Føler jeg mig budt op til dans på min nuværende arbejdsplads? Eller deltager jeg i festen som bænkevarmer, utilpas og uvant med måden, dansen foregår på? Og skal musikken i grunden være så høj? Sagen er, at jeg ofte enten føler mig som bænkevarmer eller oplever at danse på en måde, der er for voldsom, og som vælter de andre omkuld. Jeg er inviteret med til festen, men festen foregår på præmisser, som er tiltænkt ansatte uden diagnoser. Et eksempel på en præmis er, at telefoner og pcér ikke er fremme til lærermøder. Det gør det svært for mig at holde min opmærksomhed i rummet, mens det forventes, at jeg sidder helt stille i de 1,5 timer, mødet varer. I sådan en situation tyes til gamle strategier. Jeg dagdrømmer og får intet ud af mødet. Telefonen er for mange med ADHD et vigtigt værktøj i dagligdagen. Før mit karriereskifte, da jeg havde mit eget kontor, var post-it-sedler mit foretrukne visuelle huske-værktøj. Uden en fast lokalemæssig forankring tyer jeg til noteværktøjer på telefonen i stedet. Der gik nogle måneder, før jeg fandt modet til at forklare baggrunden for et ønske om at have min telefon fremme til møder. Det blev godt modtaget, og udbyttet af møderne er blevet væsentligt højere. Det er et eksempel på, hvad der skal til, før en arbejdsplads kan inkludere neurodivergente medarbejdere. Vi skal inddrages. Det vender jeg tilbage til, men først…
Forhistorisk supermenneske
Hvis du har ADHD eller autisme, genkender du glæden ved at beskæftige dig med noget, der virkeligt interesserer dig. Fanger et emne vores interesse, hyperfokuserer vi i utroligt lang tid. Det betyder, at vi bliver vældigt kompetente indenfor emnet. Måske var neurodivergente fortidens ”High Achievers”. På et gruppeniveau er det en fordel at have individer med specialiserede kompetencer, med evnen til at få ideer og med impulsivitet og risikoadfærd nok til at teste dem. Jeg har kun to knapper, en tænd og en sluk. Enten er jeg interesseret i en grad, hvor jeg brænder for sagen, eller også er jeg helt uinteresseret. Det var med garanti blevet hyldet i urtiden, men i et moderne samfund er det svært i samme grad at opnå anerkendelse for den interessedrevne adfærd. Jeg er heldig som efterskolelærer med et skema fyldt med fag, der udgør mine særlige interesser. Det er et stort privilegie. Det opfylder behovet for at føle mig kompetent. Tjek ved det. Men det at have specielle interesser er også en ensom arbejdstilværelse, da jeg sjældent indgår som en del af et team. De lærere, der underviser i f.eks. dansk og matematik, har et fællesskab om fag, og de er ofte optaget af faglige diskussioner på lærerværelset. Jeg står imens ved kaffemaskinen og føler mig udenfor – som en bænkevarmer, ingen byder op til dans.
At varedeklarere sig som neurodivergent
Jeg er ofte alene om synspunkter og holdninger, som jeg insisterende moser på med. Selv om jeg kan mærke, at andre bliver småirriterede, kører jeg på. Jeg kan ligesom ikke stoppe mig selv i nuet. Det er som om, jeg opfatter verden på en anden måde end mine kollegaer, og det afstedkommer en tvivl om min tolkning af meningslandskaber. Mødelederen bruger vendingen ”for at det ikke skal blive Bea mod resten, så…”. Det er en velkendt egenskab ved mange neurodivergente, at vi er meget direkte og insistrerende i vores kommunikation.
Jeg har gennem mit arbejdsliv prøvet og prøvet at tilpasse mig det neuronormative arbejdsmarkeds regler, normer og systemer. Jeg fejlede gang på gang. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er neurodivergent, blot at jeg havde svært ved at passe ind. Jeg havde ikke en erkendelse af og et sprog for mine særlige behov og særlige måde at arbejde på. Det har jeg nu. Da min nuværende chef kontaktede mig om et job, gjorde jeg mig umage for at varedeklarere mig som neurodivergent. Det var første gang, jeg så eksplicit fortalte om min diagnose, og det føltes sårbart og risikofyldt. I en kronik, bragt i Politiken, om diversitet og inklusion, opfordrede jeg andre med neuropsykologiske diagnoser til at stå frem og hjælpe med at bøje regler, normer og systemer, så vi sammen kan skabe et arbejdsmarked, hvor vi kan bidrage og levere resultater uden at brænde sammen eller stikke af. Et stort antal kvinder skrev efterfølgende til mig om at maskere diagnoser. De frygtede de konsekvenser, det kunne have, hvis det blev kendt, at de havde ADHD med på arbejde. Det tabu bliver vi nødt til at adressere, på samme måde som det nuværende arbejdsmarked trænger til at blive tilpasset en arbejdsstyrke, hvor op til 20 % er har et eller flere ben i kategorien neurodivergens. Vi neurodivergente har, så vidt jeg er orienteret, ikke haft indflydelse på den nuværende arbejdskultur, vi er kun blevet bedt tilpasse os kulturen og den tilhørende måde at arbejde på. Jeg har en del ideer til en opdatering og modernisering af arbejdskulturen og vil gerne deltage som repræsentant for sære hjerner, skulle nogle have lyst til et møde. I den ideelle verden er det ikke nødvendigt at varedeklarere sig, fordi diversitet og inklusion præger arbejdsforhold på alle arbejdspladser i en grad, hvor alle typer af hjerner kan trives.
At være en del af et fællesskab
Jeg var i biografen for at se ”Meter i sekundet”. Efter en del år i højskolebranchen er det let at relatere til det meningslandskab, bogen skriver sig ind i. Jeg var meget begejstret for bogen om at ville fællesskabet og de tætte relationer, men at komme skævt ind på andre og at føle sig udenfor. Filmen ramte mig lige i hjertekulen, med skildringen af ensomhed og udfordringer med at kode det sociale landskab. Jeg tudede mig igennem den, og så mig spejlet i min oplevelse af at stå med næsen trykket mod ruden, mens jeg iagttager andres sociale liv. Samme følelse rammer mig ofte i mit nuværende job. Jeg hører ikke helt til i nogle af de uformelle grupper, der opstår på en arbejdsplads. I vores opstartsmøder for det nye skoleår holdt jeg et oplæg for lærergruppen, hvor jeg bl.a. fik mulighed for at fortælle om livet på spektret, og om hvordan jeg ofte oplever at føle mig udenfor. En skarp kollega tolkede mit narrativ ved det billede, at jeg maler mig selv op i et hjørne, hvorfra jeg iagttager mine kollegaer som én stor masse. ”Men vi er ikke ens, der er en stor mangfoldighed i lærergruppen af alder, køn og holdninger”, sagde den skarpe kollega. Det er frugtbart at blive konfronteret med egne blinde vinkler. Jeg har været så fokuseret på at skelne mellem neurotypiske og neurodivergente, at jeg nok har været lige lovlig frisk til at presse mine kollegaer ned i den samme kasse. Og så alligevel. For faktum er, at når jeg er sammen med andre neurospicy, føler jeg mig aldrig forkert eller udenfor. Der kan jeg være for meget, for højlydt, for springende i mine fortællinger og for optaget af mine særinteresser, uden at nogen kommenterer eller på anden måde signalerer, at jeg er for meget. Mit behov for at være en del af et fællesskab er derfor ikke en K3 men en UN (undersøges nærmere). Jeg er i proces, og den bliver muligvis livslang.
Det gode arbejdsliv
Jeg erkender at være i en privilegeret situation, når det kommer til at skifte karriere. Jeg har kun mig selv at tage hensyn til, da mine børn for længst er flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Det giver en handlemæssig og økonomisk frihed. Det er knapt så risikofyldt at afprøve og undersøge muligheder, når det kun er mig selv, det går ud over. For ja, det var da sjovere at få en lønseddel som chef end som efterskolelærer på deltid. Og ja, det var tilfredsstillende at have magten til at skabe forandringer. Men den pris, jeg betalte, i form af hyppige mentale sammenbrud, er jeg ikke længere villig til at indløse en check for. Min løn er gået ned. På plussiden er anerkendelsen og følelsen af at gøre en forskel steget voldsomt. Det udgør en stor del af min generelle arbejdsglæde i et arbejdsliv, der overordnet set er godt. Og hvad kan du så bruge det til? Du står i en anden livssituation og har muligvis nogle helt andre behov. Det er sagens kerne. Vejen mod det gode arbejdsliv kræver kendskab til netop din diagnose og dine særlige behov. Du skal gå undersøgende til værks, og det har du nok brug for hjælp til. Det er vanskeligt at stille nysgerrige og overraskende spørgsmål til sig selv. Men det er nødvendigt. Jeg var heldig at komme i kløerne på en dygtig erhvervscoach, uden hvis hjælp jeg nok var et andet sted i dag. Hun blev katalysator på et karriereskifte. Men selve arbejdet, afklaringen af dine ønsker og behov, kan ingen gøre for dig, det skal du selv levere. Så start der og ryk videre til nedenstående.
Når du har et overblik over behov og ønsker til et arbejdsliv, skal du stille dig selv følgende spørgsmål:
Tør du stå frem og fortælle om din diagnoser og særlige behov?
Diskriminerer din arbejdsplads neurodivergente medarbejdere og hvis ja, på hvilken måde oplever du det i din hverdag?
Hvad er dine største udfordringer i dit nuværende job? (f.eks. måder, kommunikation forgår på, arbejdstider og evt. mangel på fleksibilitet, støj, lys, indhold i arbejdsopgaver, krav om deltagelse i sociale arrangementer mm)
Er der på din arbejdsplads en kultur, hvor det er trygt at bede om hjælp?
Hvilke succeshistorier om medarbejderes præstationer og personlighed hyldes på din arbejdsplads?
Er der kollegaer, der kan tænkes at have lignende udfordringer med arbejdskulturen?
Når du er kommet overstående spørgsmål nærmere, er det tid til at overveje, hvordan du bedst kan påvirke kulturen i en retning, hvor dine arbejdsmæssige behov kan opfyldes og i hvilken, du kan få de rammer, der er nødvendige for at trives. Start med at tale om emnet, både om hvad der motiverer dig og hvad der stresser dig, med kollegaer. Væn dig til at tale om konkrete udfordringer i et mindre forum, inden du tager emnet op med en arbejdsmiljørepræsentant, HR-afdelingen eller din chef. De færreste arbejdspladser opnår diversitet og inklusion over natten. De skal skubbes til, og det er os der bøvler med den neuronormative arbejdskultur, der skal skubbe. Hvis ikke, du selv har mod på at sætte gang i de første puf, så foreslå at emnet tages op, enten i bestyrelsen, i chefgruppen eller på en medarbejderdag. Jeg kommer gerne og deltager i processen med oplæg og workshop. Gå i toppen af bloggen, tryk på ”Booking” og send mig en forespørgsel. Jeg både skubber på og sparker i gang. Og ellers; Good luck, jeg hepper på dig!
Far til 10-årige Bea: ”Du kommer ikke ud at lege, før du har sat tingene på plads og tørret bordene af. Du gør alting halvt, gør det nu ordentligt for en gangs skyld. Du er så rastløs, koncentrer dig nu lidt.”
Den højtbesungne vedholdenhed
Vedholdenhed, eller mangel på samme, har været et gennemgående tema i mit liv. Det er blevet en negativ del af min selvforståelse fra en ellers succespræget karriere. Et outplacementforløb hos en fantastisk erhvervscoach, Helene Aalling hos Lederne, fik mig til at realitetsteste de grundlæggende overbevisninger om mig selv og mit arbejdsliv. Efter to indlæg om behov og passion, er turen nu kommet til et indlæg om et tema, jeg har udpræget svært ved; vedholdenhed. Lad mig give et eksempel på, hvad jeg mener med manglende vedholdenhed:
Jeg starter, som højskoleforstander, på en arbejdsopgave, men afleder mig selv med tanken om kaffe. Jeg går ned efter en kande kaffe i kantinen, drøfter en personalesituation med køkkenchefen, tømmer en overfyldt skraldespand, udveksler et par gode ideer med en elev på vejen tilbage, går retur til kontoret, for at opdage at jeg har glemt, hvor jeg kom fra. Alle andre i administrationen har i mellemtiden været vedholdende fordybet ved hver deres pc. Dybt suk.
Coffee isn´t enough today, I need to be struck by lightning
Den manglende evne til at sidde limet til en stol har hele mit liv givet anledning til kritiske kommentarer og skæld ud. Det har efterladt mig med en følelse af at gribe (arbejds)livet forkert an. Consistency equals succes, påstås det. Og hvem vil ikke gerne være succesfuld? Utallige gange har jeg martret mig selv med det faktum, at andre med lethed kan sidde 8 timer i træk hver eneste arbejdsdag, optaget af excellark og mødereferater, mens jeg har svært ved det. Men hvis vedholdenhed er vejen til produktivitet og succes, hvorfor oplever jeg så at være mindst lige så produktiv som mine kolleger? Hvordan er det muligt for mig at nå det hele og lidt til, når jeg er consistently inconsistent? I dette indlæg vil jeg undersøge, om jeg har skammet mig unødvendigt i forhold til arbejdskulturnormens hyldest af begrebet vedholdenhed, og jeg vil forsøge at argumentere for, at inconsistency er det suverænt vigtigste for min produktivitet og succes. Og muligvis også for din!
Som du nok har bemærket, har jeg lånt det ofte humoristisk anvendte begreb ”consistently inconsistent” fra engelsk. Googl det og du får masser af hits og tips til at blive mere consistent, da det, som du nok er klar over, er forudsætningen for at opnå gode resultater i livet. Udtrykket fungerer ikke helt på dansk; vedholdende uvedholdenhed, googl det og intet brugbart dukker op. Det engelske ord consistency fanger i min optik bedre den målestok, vi anvender i arbejdslivet end det danske ord vedholdenhed. Beklager, hvis mit valg af et engelsk udtryk byder dig imod. Uanset, lader det til, at der har været afholdt et møde, hvor alle blev enige om, at consistency fører til succes i arbejdslivet, og der er konsensus om at stræbe efter netop dette. Jeg deltog ikke i mødet og fik vist ikke læst referatet.
Jeg tog et kursus i vedholdenhed
Eller måske fik jeg både læst det referat og internaliseret indholdet. For 10 år siden deltog jeg i al fald på kurset ”Effektivitet og succes” hos Optica. I den tilhørende arbejdsmappe beskrev jeg en vane, som modvirkede min effektivitet: ”Jeg afbryder mig selv og render rundt. For at få mere succes skal jeg have mere fokus og være mere vedholdende på den lange bane.” Kurset tilbød hjælp til en analyse i modulet ”Tidsstyring og effektivitet”. Her skulle man notere sine tre væsentligste interne og eksterne tidsrøvere og herefter indsætte arbejdsopgaver i kvadranten Haster/vigtig – du kender sikkert den øvelse. Min kvadrant er gabende tom, og jeg er gået videre til næste opgave, at tidsregistrere alle aktiviteter for en typisk arbejdsuge i 15 minutters intervaller. Min mappe afslører et ubehjælpsomt forsøg på tidsregistrering. Til sidst skulle man vurdere sig selv mod nogle normative udsagn, f.eks. ”Jeg laver tidsestimering for mine opgaver”, ”Jeg løser opgaverne på den rette måde”, ”Jeg samler mine opgave i moduler”, ”Jeg bruger tid på uformel snak”. Den opgave gav ild fra min kuglepen, men mest i form af kritiske kommentarer til udsagnene. Kommentarerne afslører en modvilje mod at skulle passe i en bestemt kasse for at være succesfuld. Kassen havde jeg åbenbart allerede for 10 år modstand mod, men det er først nu, jeg tør sige højt, at consistency ikke er den hellige gral for alle mennesker. Når jeg ser tilbage på de resultater, jeg leverede i jobbet, jeg varetog under kurset, er det helt ude i hampen, at jeg var i tvivl om min effektivitet og succes. Jeg var på mange parametre en succes, men det var nul procent et resultat af consistency. Nu kribler det i mig for at afsløre, hvad jeg lærte om consistency og produktivitet i et job, hvor alle andre end jeg excellerede i at være consistently consistent. Men først en uforbeholden undskyldning. Hvis du genkender dig selv i beskrivelsen af den konkret arbejdssituation, er det vigtigt for at mig at slå fast, at mit ærinde ikke er en kritik af tidligere kolleger, men af det system, der prædiker consistency som mål for alle slags hjerner på kontoret.
Hvad jeg lærte på kontoret, hvor alle var vedholdende
Den mest markante oplevelse af at falde uden for normen om consistency og at være ude af stand til at maskere det, fandt sted på et storrumskontor med seks ansatte. Det var mit første og forhåbentligt sidste 8-16 job. Efter indledende høflighedsfraser ved arbejdsdagens begyndelse kl. 8.00 forløb dagen med opgaveløsning i en kontinuerlig klikken fra tastaturer, kun afbrudt af nødvendige telefonsamtaler og en fælles halv times frokost i frokoststuen. Selv frokosten var den samme hver dag. Det var første gang, jeg direkte kunne sammenligne min måde at arbejde på med andres. Jeg havde tidligere været ansat som leder med eget kontor, hvor ingen blev generet af mig. Det var således min første erfaring med at tilbringe en hel arbejdsdag på tålt ophold med kolleger – og jeg mener tålt ophold. 14 dage inde i min ansættelse blev der indkøbt noice cancelling headphones, så ingen blev forstyrret af min manglende evne til at sidde stille og være på lydløs i 8 timer. Jeg blev utroligt bevidst om, at jeg arbejder på en fundamental anderledes måde en neurotypiske, og om hvilke omstændigheder, der modvirker min produktivitet. Her er lidt blandede skud fra hoften:
Jeg har brug for sensorisk stimulation, som at pille ved ting, tygge tyggegummi, drikke store mængder rygende varm kaffe, lytte til musik eller at bevæge mig for opnå en tilstand af fuld koncentration. Skal jeg læse, er brugen af overstregningstusch med til at holde mit fokus på teksten, og har tuschen indbygget duft, er det dobbelt op på succes. En sensorisk snack beskæftiger således mit nervesystem, så min hjerne kan levere optimalt output. Metoden kaldes ”redirect your attention” og anvendes bl.a. i ADHD-coaching.
Der er en vis evidens for, at fysisk aktivitet forøger dopaminindholdet i hjernen, hvilket øger evnen til at fastholde opmærksomheden på en arbejdsopgave. Af samme grund står jeg altid op bag et skrivebord, hvilket jeg vil anbefale alle at gøre. Din krop vil takke dig for det.
Et kontor med total arbejdsro er alt andet end optimalt for min evne til at fokusere. Den ene halvdel af min hjerne skal distraheres, før jeg kan arbejde, og helst med en podcast, musik eller lignende. Når en del af min hjerne er beskæftiget, kan den anden del arbejde uforstyrret og producere i høj kvalitet og med stor kreativitet.
Stilhed er den sikre vej til dagdrømmeri. Hvis intet distraherer min hjerne, så leverer den selv underholdningen. Jeg har ikke tal på de timer af min skoletid, hvor jeg har luftet mine dagdrømme. Lærerne mente, der var én rigtig måde at gøre tingene på, og det betød ro, f.eks. i læsetimer. Gæt selv, hvor mange sider, jeg fik læst.
Dagdrømme er i øvrigt ikke et uproduktivt spild af tid, men fører ofte vilde ideer eller ny energi med sig. En af de største gaver ved min hjerne er en imponerende forestillingsevne. Jeg har skabt kæmpestore virksomheder i mine dagdrømme og nogle af aspekterne har jeg oversat til anvendelse i job eller fritid. Jeg oplever det som at få en slags stedfortrædende, virtuel erfaring med forskellige kontekster, og det gør det muligt for mig at teste scenarier og ønsker, inden jeg forkaster dem eller forfølger dem. If you can (day)dream it, you can do it, som Walt Disney ikke helt skal have sagt.
Hvis det er socialt uacceptabelt at pille ved ting eller bevæge sig til undervisning eller møder, falder jeg i søvn.
Er inconsisency svaret for ADHDére?
Jeg følte mig aldeles fejlcastet på det kontor, når jeg med alle mulige krumspring opsøgte stimuli. Men når jeg så, hvad kolleger havde produceret, tænkte jeg ofte: ”Har du brugt 8 timer på DET? Really?” Sammenligningen med hvad jeg selv nåede i det tidsrum, jeg var fokuseret, fik mig til tvivle på, om consistency i den rene form er målet for alle mennesker, og om det hos en del af os i arbejdsstyrken måske ligefrem modvirker produktivitet.
Kan man forestille sig, at inconsistency bidrager med den største værdi for mit arbejde, og i så fald hvori består fordele ved ikke at være vedholdende? Tag med mig en tur omkring dyreriget først, blot så jeg kan få lov at beskrive mig selv lidt kreativt.
Evnen til hyperfokus
Der findes en del dyrereferencer i min selvforståelse. Jeg er den perfekte kombination af et egern og en slædehund, nysgerrig, let afledelig og med en enorm trækkræft. Jeg er også en Beasaurus Rex, med korte arme og en stor krop, og øjne der bliver selvlysende af begejstring, når jeg opdager noget, jeg kan lide, og som vælter alt på sin vej efter det. Men vigtigst er, at jeg er den menneskelige udgave af kanariefuglen i guldminen, der kan fornemme, når nogen mangler ilt og noget er galt. Jeg mærker alles mentale tilstand, og reagerer på følelser og stemninger, andre ikke lægger mærke til. Derfor kan et storrumskontor være en udfordring for mig. Min opmærksomhed ryger, hvis jeg kan mærke dårlig stemning, og jeg begynder at ruminere over, hvordan jeg kan få alles følelsestilstand tilbage til en form for ligevægt. På samme måde påvirkes jeg af en positiv stemning. En opløftende stemning på kontoret og et anerkendende arbejdsmiljø har en afgørende indflydelse på min produktivitet. Ros mit arbejde og jeg hamrer afsted i overhalingsbanen resten af dagen – og aftenen, og måske endda natten med. Hvis jeg arbejder med et emne, der virkeligt interesserer mig, i rammer der er optimale, med god stemning på kontoret og i et emotionelt positivt leje, så kan jeg hyperfokusere i en grad, så du ikke kan komme i kontakt med mig. Jeg kan arbejde i et rasende tempo, og kvaliteten af mit arbejde vil være i top.
En tilstand af højt energiniveau og glæde giver mig adgang til et hyperfokus og dermed produktivitet. En administrativ medarbejder, jeg delte kontor med i mit seneste lederjob, fortalte, at hun ikke i sit arbejdsliv havde mødt nogen, der kunne arbejde så hurtigt og effektivt, som jeg kan. Det er muligt, jeg kun arbejder vedholdende i 3 timer i træk, men på den tid kan jeg skrive en artikel, som andre skal bruge flere dage på. Det er ikke altid, jeg kan tænde for den hyperfokuserede og produktive udgave af mig. Det kræver tilstedeværelse af særlige elementer, der tilsammen skaber et momentum, jeg kan køre videre på. Et vigtigt element er, at jeg er interessebåret, og når jeg får opgaver, som virkeligt interesserer mig, indløser jeg en billet til et lyntog af innovation, iderigdom, kreativitet og problemløsning, der langt overgår mange af de kolleger, der hver dag vedholdende sidder på kontorstolen.
Desværre sker det modsatte, hvis jeg skal arbejde med en opgave, der ikke giver mening for mig, som jeg oplever som pseudoarbejde eller som ikke har min interesse. Så kan 10 vilde heste ikke holde mit fokus. Men opstår en krisesituation, kan jeg gå i hyperfokus og stille skarpt på at oversætte information om situationen til gode løsninger, mens dopamin udskilles og jeg er high on worklife. At gå ud og ind af hyperfokus er en meget intens måde at arbejde på, som kræver ro og hvile bagefter. Som ved ekstremsport. Ekstrem produktivitet kræver ekstrem hvile, og vi kan nok blive enige om, at det er et 8-16 arbejdsliv ikke tilrettelagt efter.
Efter intens hyperfokus har jeg ofte brug for intens ro og alenetid, heltfærdig.dk
Jeg har oplevet kolleger og især chefer og bestyrelsesformænd blive forvirrede og usikre på mig, når de opdager, jeg arbejder på den måde. Men inconsistency er netop nøglen til min succes. Når min hjerne er på overarbejde med at kombinere store mængder af kompleks information, så brænder den på et tidspunkt ud og har brug for ro. Inconsistency er derfor en forudsætning for, at jeg kan folde mine særlige kompetencer ud. For at præstere må perioder med høj produktivitet afløses af perioder med lavere grad af produktivitet, og med ”pauser”, hvor jeg bruger tid på uformel snak, flytter nogle stole eller går i køkkenet med nogle elever og laver pandekager.
Skab et arbejdsmiljø for alle typer af hjerner
Jeg må konkludere, at inconistency virker produktivt for mig, og jeg forestiller mig, at det også kan være værdifuldt for andre – især for dem med neurodivergente hjerner, som afviger i grader fra de normale, de såkaldt neurotypiske hjerner. Vi er mange, der tilhører gruppen af neurodivergente, men vi har gået lidt stille med det, sikkert fordi det er forbundet med tabu og fordomme. Det, oplever jeg heldigvis, er ved at ændre sig. Der er stemmer i debatten om inklusion på arbejdspladsen, som argumenterer for, at hvad der gavner neurodivergente, altså f.eks. personer med autisme og adhd, gavner flere typer af medarbejdere. Skaber vi et arbejdsmiljø, der understøtter mennesker med atypiske hjerner, så skaber vi en bedre arbejdsplads for alle. Det er velkendt, at mange med diagnoser mistrives i storrumskontorer, men det kan meget vel tænkes også at gælde for andre, f.eks. de mere introverte kolleger. Som introvert har man måske ikke lyst til at høre om, hvordan Søren fyrede den af til en fest i weekenden, og man kan let føle sig udenfor, når man mangler lyst til at dele personlige beretninger. Fleksibilitet i arbejdstid er et eksempel på et tiltag, der kan mindske presset på storrumskontorer og medvirke til at skabe de optimale betingelser for, at alle kan trives på lige præcist deres måde.
Vi står muligvis foran en fremtid, hvor mange administrative opgaver kan overtages af AI, mens det innovative, det nytænkende, det aldrig før sete, den tossede kombinationen af kendte områder og nye metoder, er kompetencer, der fortsat vil være efterspørgsel på. Disse kompetencer findes også og måske især hos mennesker med lidt anderledes hjerner. Lad os derfor anerkende, at produktivitet og succes kan foldes ud på andre måder end ved consistency fra 8-16.
Fremover vil jeg insistere på en retten til en dynamisk arbejdskalender med indlagt elastik, så det er muligt at indlægge pauser, der kan afløse perioder med hyperfokus. Jeg vil hyperfokusere på at knække koden til at designe et arbejdsliv, hvor der er plads til at være consistenly inconsistent. Uden skam.
Find det rigtige for dig
I næste indlæg, nr. 4 i rækken, vil jeg gøre status over mit neurospicy karriereskifte; hvor langt er jeg kommet og hvad har jeg lært undervejs. For at slutte som jeg begyndte, på engelsk, så er her et råd fra en psykiater, hvis navn jeg har glemt, men som jeg fik skrevet i en note på en post-it (the story of my life):
Find the right difficult, find the right job, find the right relations and know what really matters in your life.
”Good luck med at finde et nyt job”, sagde konsulenten i Ledernes a-kasse til det første møde efter min fyring i november 2022. Faktisk var det mit første møde med en a-kasse nogensinde. Det ene job havde afløst det andet, og lidt tilfældigt var jeg havnet i ledelse. Jeg blev fyret, mens jeg var i et udredningsforløb for ADHD. En måned efter indkaldelsen til ”en drøftelse af mit ansættelsesforhold på TECH College” stod jeg med en recept på ADHD-medicin i hånden – men uden et nyt job på hånden. Derfor var jeg kaldt til samtale hos Lederne. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle tilbage i ledelse lige med det samme, om nogensinde. Jeg havde prøvet det meste i en lige dele udfordrende og opslidende lederkarriere. Mit CV var prototypen på ”The ADHD bounce-around”. ADHD-diagnosen var en kæmpe aha-oplevelse til at forstå de mange udfordringer i mit hidtidige arbejdsliv. Det var nødvendigt at sadle om og drive hesten i en ny retning. ”Vi kunne måske have hjulpet dig til en anden lederstilling, men et karriereskifte nedad i hierarkiet lyder da helt håbløst”, sagde konsulenten, da jeg luftede tanken. ”Har du tænkt på at blive selvstændig? Det er nok den bedste mulighed for kvinder i din alder.”
Konturerne af et bæredygtigt arbejdsliv
Siden starten af 2023 har jeg været optaget af at skabe et bære- og væredygtigt arbejdsliv. Et arbejdsliv i balance, et arbejdsliv, der giver mening og glæde og hvor jeg skal opleve et minimum af de mentale burnouts, der tidligere kendetegnede mine ansættelser.
Jeg er stadig på vej, og har tænkt mig at mose på, indtil det lykkes. Det kan vise sig at blive en langvarig proces, og jeg har besluttet at dele mine refleksioner og erfaringer i en række indlæg om processen. Jeg håber, du kan finde håb og inspiration. Uanset om du er neurodivergent eller neurotypisk, kan jeg kun anbefale at reflektere indgående over et arbejdsliv, der for de fleste udgør en stor del af døgnets vågne timer. Alt peger på, at personer med en eller flere neuropsykologiske diagnoser er særligt udfordrede på et arbejdsmarked, der i mindre grad har fokus på inklusion og neurodiversitet. Det er naturligvis ledernes ansvar at sikre at arbejdspladsen har politikker for inklusion, men det er også vores ansvar som neurospicy at bede om de rammer og vilkår, der gør os i stand til at trives og være produktive og innovative på job. For at kunne bede om det, må vi først og fremmest selv være klar over og kunne forklare, hvad der skal til, for at vi kan trives. I denne række af indlæg, der kredser om mit karrieskifte mod bestemte ADHD-venlige rammer og vilkår, tager jeg dig med ind i min hjernes maskinrum, hvor tanker, følelser og erfaringer flyder i alle retninger. Tag, hvad du kan bruge. Ifør dig sikkerhedssko og hjelm. En neurospicy skifter karriere- del 1. Here we go!
Efter min medvirken i podcastsen “Bevidst introvert” fik jeg denne besked fra en chef, der havde fået en ny forståelse af mig. Tænk, hvis jeg havde kunnet forklare ham om mine behov, mens jeg var ansat.
Jeg blev fyret og tog det til henretning
Jeg blev ”sparet væk” i november 2022. Det var anden gang i min 20-årige lederkarriere, jeg fik en fyreseddel. Første gang troede jeg, jeg skulle dø, hvilket jeg næsten også gjorde. Denne gang lå jeg i fosterstilling i 14 dage, opgivende og ulykkelig. Mit netværk flosklede derudaf med ”der er en gave i alt ”og ”everything happens for a reason”. Jeg måtte bekæmpe en voldsom trang til at stikke dem alle sammen en flad. For nogle gange er mit liv noget lort af den simple grund, at jeg er en idiot, der tager impulsive og tåbelige beslutninger. Jeg har fået tæv i alle livets genrer, men de største knockouts har jeg taget imod i mine lederjob. Jeg passer ikke ind i kassen for ”normal” lederadfærd. Ved nærmere eftertanke giver det mening at udvide den formulering: Jeg passer ikke ind i kassen for normal adfærd – punktum. Jeg har altid leveret resultater ved metoder, som den lyseblå hær af chefer og bestyrelsesformænd tilsyneladende ikke forstår. Når jeg frustreret gav op og forlod kassen eller blev sparket ud af den, skyndte jeg mig at hoppe ned i en ny kasse mage til den forrige. Sådan var der gået næsten 20 år. Nu var jeg igen blevet fyret af en mand i en lyseblå skjorte. Men denne gang havde universet og en dygtig psykiater råbt så højt, at jeg endelig havde fattet det. No more! Jeg kunne ikke mere, og jeg ville ikke mere. Frist mig ikke i ledelse!
Det var tid til refleksion og til at vælge en vej, der kørte udenom den billetluge, hvor jeg normalt købte billet til den samme jobforestilling igen og igen. Så jeg rejste mig fra fosterstillingen. Fast besluttet på at forhindre mig selv i at springe på det næste job, der kunne være den perfekte trædesten til at undgå at tage mit liv op til revision. Jøsses, hvor var der brug for at tage mit liv op til revision, og til at bryde et mønster af serielt monogami med livsopslugende lederstillinger.
Er det for sent at skifte karriere?
Jeg fik hjælp til at bryde mønsteret, for jeg kom i hænderne på en erhvervscoach fra Ledernes Kompetencecenter, Helene Aalling. Hun så og hørte mig, og stak sin finger nådesløst ind lige der, hvor det gjorde allermest ondt; de grundlæggende overbevisninger om mig selv og Verden og mine særlige behov som et menneske med en nyopdaget neuropsykologisk diagnose. Sammen med Helene gik jeg på jagt efter et fremtidigt arbejdsliv i kongruens med mine behov, personlige styrker og faglige kompetencer. Jeg er grundlæggende drevet af begejstringens glæde, men stramme arbejdskulturnormer, tilrettelagt for en neurotypisk arbejdsstyrke, havde eroderet min arbejdsglæde og tro på egne kvalifikationer. Jeg var meget klar i mælet om, at jeg ikke igen ville lade hvide mænd i lyseblå skjorter med Excel i ascendanten definere mit arbejdsliv. Men hvad skulle så definere det? Det viste sig langt vanskeligere at formulere, hvad jeg ønskede i stedet, samt at forestille mig en jobkontekst, jeg kunne fungere i. Hvor er der forståelse, plads, rammer og vilkår, som en kvinde i midlife med galopperende ADHD kan trives i? Og er det overhovedet muligt at skifte karriere 30 år efter mit første job, eller er jeg dømt til at dø i budgetter i endnu en chefstilling?
At leve eller dø
Valget er det mest grundlæggende, der er at sige om et liv som menneske. Hver morgen, når jeg står op, har jeg teoretisk set to valgmuligheder: Skal jeg leve eller dø? At være eller ikke være, som Hamlet udtrykker det. Giver mit liv så meget mening, at det er værd at stå op og møde det, der venter? Når jeg trækker det så skarpt op, er det fordi jeg for nogle år siden stod i en situation, hvor svaret ikke var ligetil. Jeg fandt mit liv meningsløst og overvejede om det reelt havde kvalitet nok til at være besværet værd. I 2018 blev jeg skilt, blev ramt af alvorlig sygdom og fyret fra et direktørjob. Over de næste år ramlede det hele, og jeg vinkede farvel til et familieliv med mand og børn, til økonomisk tryghed, bil, sommerhus, status og helbred. Jeg følte mig kasseret, alene, fattig og overflødig. DGI Huset Aarhus kastede en redningskrans ud, da de tilbød mig at komme på fitnessholdplanen som instruktør. Oplevelsen af at gøre en forskel, at sprede (trænings)glæde og føle mig kompetent fik mit livsmod til at vende tilbage. At være en del af et fællesskab, og som fitnessinstruktør beskæftige mig med noget, der gav energi og glæde, betød så meget mere end at have en stor bil og en fin titel af direktør. Det var en væsentlig erkendelse, hvorefter jeg hovedkulds kastede mig over samme type lederjob som tidligere. Som sagt, jeg er en idiot.
Mødet med en erhvervscoach
Fratrædelsesaftalen fra Tech College betalte for et outplacementforløb. Jeg landede hos Helene på Østerbro. Min skræk for at vise hende mit CV og en negative forventning om at blive udsat for en omgang ”blame game” blev lynhurtigt afmonteret. Min utidige ildhu blev ikke returneret med et flakkende blik og en ”nu synes jeg lige, vi skal komme tilbage på sporet ”-formulering, der ofte møder mig, når jeg begejstret får væltet en kaffekop, mens jeg med hele kroppen beretter om mine tanker og ideer. Helene greb mig og mine ideer, og hun tog fat der, hvor tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig, for det måtte være vigtigt. Hun tog straks fat i et ømt punkt: Mine grundlæggende overbevisninger og mine behov som (neurodivergent) menneske. Da Helene causerede over, at jeg har søgt lederstillinger, der har krævet en undertrykkelse af mine behov, væltede tårerne frem. Jeg tuder ikke ret gerne overfor andre mennesker. Jeg har faktisk kun én eneste gang tudet i en professionel sammenhæng. Så når Helene fik fat i noget, der kostede tårer, så måtte jeg levere det sidste i treenigheden, blod og sved, for at undersøge og blive klogere. Jeg dykkede ned i noget sårbart men uendeligt vigtigt for et fremtidigt arbejdsliv. For hvilke behov søger jeg opfyldt via et arbejde?
Afklaring af behov
Jeg blev sat til at lave en liste over arbejdsmæssige succeshistorier. Det var ikke svært at sætte ord på nogle succeser, og med afsæt i listen var det tydeligt, hvilke behov der var i spil. Min top-5 – plus one – over de vigtigste behov, er i prioriteret rækkefølge: Anerkendelse, autonomi, at gøre en forskel, at være kompetent og at være en del af et forpligtende fællesskab. Som bonus, min plus one: Variation, vin og hvin (låget af og fri bar).
Anerkendelse
Anerkendelse ryger ind på en klar førsteplads over mine vigtigste behov. Er jeg overrasket? Tjooo. Er jeg flov over at (an)erkende det? I den grad. Åh de mentale korsetter, jeg har iført mig i de mange år som leder. Altid har jeg argumenteret overfor mig selv og alle, der gad lytte, at jeg ikke havde brug for anerkendelse. En leder kan ikke regne med at få anerkendelse. ”Jeg ved selv, hvornår jeg har leveret noget godt og hvornår, jeg har leveret noget skidt. Det har jeg ikke brug for andre til at fortælle mig”, var mit rationale. Succeshistorierne fortæller noget andet, nemlig at jeg er en lille pige, der står og hopper ovre i hjørnet og råber ”se mig! se mig!”. Jeg har et stort behov for at blive set, hørt og bemærket.
Autonomi
Autonomi kommer til udtryk i fortællinger om resultater, jeg har skabt via beslutninger, der var i overensstemmelse med mine værdier. Det betyder meget, at jeg selv at kan definere den adfærd og de handlinger, der fører til et bestemt mål. Jeg har svært ved at være loyal overfor beslutninger, der betyder, at jeg skal indføre regler, politikker eller praksis, som er i modstrid med det, jeg står for og det, jeg tror på. Derudover handler en del af historierne om at få ret. Min hjerne processerer store mængder af information lynhurtigt, det er en ADHD-superpower. Min evne til at skabe mening i store mængder information gør mig til en menneske-udgave af kanariefuglen i kulminen, der fornemmer, at noget er galt længe, før andre gør. Den evne er én af mine vigtigste værktøjer i ledelsesværktøjskassen. Faktisk vil jeg påstå, at jeg lever af den evne. Jeg kan forudsige handlinger, scenarier, fornemme stemninger og kan reagere adækvat på det. Ofte, når jeg lufter mine analyser, f.eks. overfor bestyrelser eller samarbejdspartnere, bliver jeg mødt med skepsis. Derfor kredser mange succeshistorier omkring det faktum, at jeg reelt kan stole på min evne til at bearbejde information. Jeg kan langt bedre tåle at have lavet en regnefejl eller have sendt en mail til den forkerte modtager, ting der sker ofte for mig, end at komme i tvivl om min evne til at aflæse og skabe mening i komplekse sammenhænge.
At gøre en forskel
At bidrage positivt til andres livsmuligheder er meningsfuldt for mig. Jeg ønsker, at min arbejdsindsats bidrager til at hjælpe andre eller har et højere formål som at forbedre samfundet. Jeg tror på, at det at give, er det principielle fundament for alt i universet.
At være kompetent
Jeg foretrækker at beskæftige mig med noget, jeg er god til. Behovet kan sikkert spores tilbage til behovet for anerkendelse, da jeg finder stor glæde ved at mestre og shine. Jeg sætter pris på, at andre udtrykker tilfredshed, når jeg har leveret et godt resultat. Aristoteles skal have formuleret det således: “Where the needs of the world and your talents cross, there lies your vocation.” Et fremtidigt arbejdsliv kræver afklaring af mine kompetencer, samt en undersøgelse af hvilken jobverden, der har opgaver, som mine kompetencer matcher.
At være en del af et forpligtende fællesskab
Jeg har brug for at høre til og være en del af flokken, men det vanskeliggøres af en position som leder af flokken. Jeg har som leder forsøgt at agere ud fra talemåden ”be friendly but never friends”. Den agenda har jeg slået mig på flere gange, når jeg har fået etableret en slags venskab med en ansat, eller når jeg i lige så høj grad har følt mig ensom blandt mange medarbejdere. Mit fremtidige arbejdsliv skal derfor indeholde et kollegaskab. En god erkendelse inden jeg i bedste impulsive ADHD-stil opretter et cvr og starter en one-woman-business.
Plus one
Mit sidste behov, som jeg har kaldt plus one, dækker over forskellige temaer. Jeg har et stort behov for variation i mit liv. Jeg bliver kastreret af konformitet og rutiner og foretrækker at skifte scene og sætte nye skibe i søen. Jeg er fuld af larm og livsglæde, men får ofte kommentarer, der antyder, at jeg er ”for meget”. Min opvækst, skolegang, arbejdsliv og sociale liv har budt på en del kritik af min person, hvilket har påvirket mine overbevisninger om mig selv. Jeg har været min egen værste kritiker, har følt mig forkert og har internaliseret en del af de negative kommentarer om mig, som er faldet gennem mit liv. Jeg har tænkt mange grimme tanker om mig selv, men jeg kan ikke tænke så grimme tanker om mig selv, at jeg forvandler mig til en person, jeg holder af. Den erkendelse, samt det faktum, at jeg så sent i livet er blevet udredt for ADHD, har betydet en større forståelse for mine styrker og udfordringer og af min ret til at tage plads i verden. Jeg forstår nu, hvorfor jeg trives bedst i et miljø, hvor jeg har lov til at ”være for meget” og hvor det er muligt at have et arbejdsfællesskab med nogle, som også er ”for meget”, og som har personlig gennemslagskraft, energi og engagement. Selv om dette behov er placeret uden for top-5, vil det være afgørende for mig at kunne opsøge miljøer eller samarbejder, hvor jeg kan sprælle og larme.
Der mangler noget
Således behovsafklaret burde jeg være klar til at indlede jagten på et arbejdsliv, der i højere grad kan opfylde mine behov. Men der mangler noget på listen. Der er et totalt fravær af behov, som har defineret mig tidligere, og som har været en del af min selvfortælling. Som leder har jeg flere gange formuleret mission, vision og værdier. Blev jeg vækket midt om natten og spurgt til mine arbejdsværdier, var svaret faldet prompte: Magt, prestige og engagement. Jeg kan få øje på engagementet i mine nuværende overvejelser, men hvad blev der af magt og prestige? Jeg fandt materiale fra et ledercoachingforløb fra 2012 frem. Heraf fremgår, at jeg var meget optaget af, hvor langt mit lederpotentiale kunne føre mig, og hvor prestigefyldt en position, jeg kunne opnå ansættelse i. Der var ønsker til høj løn, stor bil og flotte huse. Der er intet i mine nuværende refleksioner, der kredser om prestige eller penge. Betyder det, at jeg ikke længere orienterer mig mod løn og jobtitel?
Under min livskrise fra 2018 var der ingen i mit netværk, der forsvandt, fordi jeg ikke længere havde titel af direktør. Nogle forsvandt, fordi de ikke kunne rumme, at jeg var ked af det i meget lang tid. For dem havde jeg åbenbart kun en værdi, når jeg var glad og sjov. Det var en stor øjenåbner for mig, at jeg generelt ikke mistede status eller anseelse i en situation, hvor jeg var strippet for alt. Jeg oplevede at være værdifuld som den person, jeg er og ikke fordi, jeg var ansat et bestemt sted. Jeg lærte, at det er ok at falde fra hinanden en gang imellem. Tacos falder også tit fra hinanden, det betyder ikke, at vi ikke elsker dem. Jeg lærte, at de ting, der gør mig glad, har meget lidt med penge at gøre. Høj indtægt har ingen sammenhæng med min livskvalitet.
Men hvorfor søgte jeg så tilbage til et lederjob, og hvorfor giver det stadig glæde at få en dosis social status via job? Fordi der er en gevinst ved det i form af anerkendelse fra omverdenen. Der finder en status-leg sted i vores samfund, hvor det første vi spørger et fremmed menneske om, er ”hvad laver du?” og ikke ”hvem er du?”. Vi vurderer og rangerer, muligvis ubevidst, hinanden på baggrund af svaret. Men det er til syvende og sidst mit valg, om jeg vil deltage i statuslegen på baggrund af en værdi, der ikke længere har nogen værdi for mig.
Fra værdiafklaring til nyt karrierevalg
Erhvervscoachen gav mig en ny udfordring: Find ud af, hvad du er passioneret omkring.
Selv om jeg pt. er i fuld gang med et karriereskifte i retning af et todelt liv som deltidsansat (med kolleger og fællesskab) og freelancer (for variationens skyld), læser jeg af og til jobannoncer. Man skulle tro, det er samme tekstforfatter, der står bag stillingsopslagene: Du brænder for, du er passioneret omkring, du er ambitiøs og dedikeret, du drømmer om at opbygge, osv. osv.
Er der noget om, at det giver større jobtilfredshed at være passioneret omkring sit arbejde? Hvad betyder det egentligt at være passioneret, og kan jeg lave en forretning ud af min passion? Jeg er på mere usikker grund end ved at skulle beskrive vigtige behov. Der ligger et andet pres i retning af en bestemt adfærd for at være passioneret. Er jeg overhovedet passioneret omkring noget? ”Ja da”, tænker du måske, hvis du følger med i mine indlæg. Det, der virker indlysende for andre, kan være en blind vinkel hos én selv. Er du selv helt klar i mælet omkring, hvad du brænder for? Og er det rent faktisk din passion, du arbejder med hver dag? Hvis ja, er du sikkert allerede kommet på arbejdsmarkedets all-star hold. Imens bøvler jeg videre, både med mit karriereskifte og med flere indlæg om processen. Målet med øvelsen er at kortlægge de særlige rammer, vilkår og indhold, der kan få mig op på det all-star hold. Næste indlæg handler blandt andet om passion, wait for it…..
Efter et år på ADHD-medicin gør jeg status: Hvilke positive effekter giver medicin? Hvad har jeg lært om livet med en neuropsykologisk diagnose? Jeg er i fuld gang med at skabe et liv, hvor jeg kan anvende styrkerne ved at være neurodivergent og mindske ulemperne.
-Om en ADHD-diagnose og ADHD-medicin der ændrede mit liv
”Jeg har ikke sovet i et år” synger Kesi i sangen Søvnløs. Jeg skråler med. ADHD-medicinen, som jeg i skrivende stund har et helt års erfaring med, havde desværre ikke en positiv effekt på et livslangt søvnproblem. Så jeg ser dit omkvæd, Kesi, og hæver indsatsen med ”Jeg har ikke været rasende i et år”. Stik den! Manglende evne til følelsesregulering er den faktor, der suverænt har haft mest negativ indflydelse på mit liv. Jeg er eksploderet i raseri mindst 10 gange dagligt, overfor alle, private så vel som jobmæssige relationer. Mit raseri føltes som en ildkugle i maven, og det forvandlede mig på millisekunder til en ildspyende drage. Jeg ville ønske, jeg kunne undskylde til alle, det er gået ud over, men jeg kan nok kun huske en brøkdel af ofrene. Hukommelse er ikke min spidskompetence. Er du én af dem, der har følt min vrede, så får du her min uforbeholdne undskyldning. Det vil ikke gentage sig.
Sidst, jeg var rasende, var i slutningen af november 2022, hvor jeg fulgte en medicinsk opstart og gradvist øgede dosis af ADHD-medicin. Jeg havde egentlig en god fornemmelse af en virkning. Jeg gik i Brugsen efter en liter mælk. Den unge kassemedarbejder var ny, og der var lang kø. Jeg noterede mig med stolthed, at jeg kunne stå i kø uden det mindste spor af ildkugle. ”Vi åbner i kasse 2”, blev der sagt. Nogle ældre damer kom flyvende ind bagfra og overhalede mig på vejen til kasse 2. Fucking dårlig køkultur. Jeg kylede mælkekartonen hen ad gangen og forlod butikken. Efterfølgende skrev jeg til min psykiater, at vi vist ikke var der helt endnu. En højere dosis blev udskrevet, og jeg har ikke været rasende siden. Jeg har heller ikke været euforisk af lykke, som jeg tidligere var på et dagligt plan. Medicin tager top og bund. Jeg ofrer dog gerne eufori for mindre vrede. Det er livsforandrende ikke at være rasende! Der er flere positive effekter af ADHD-medicin…..wait for it.
Modet til at stå frem
For godt et år siden fik jeg fire afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg blev den heldige ejer af en neuropsykologisk diagnose. Jeg har i forløbet været åben om udredningsforløbet på Hejmdal Privathospital og om resultatet. Jeg har startet en blog, neurospiceupyourlife.dk, en instagramkonto med samme navn, har skrevet artikler, en kronik, og jeg har medvirket i en podcast. Jeg er blevet blæst bagover af reaktioner og henvendelser på alle platforme og har været i kontakt med utroligt mange kvinder i midlife. De kan spejle sig i mine oplevelser. De har forskellige udfordringer men er enige om, at det er modigt af mig at stå frem. Jeg kan ikke andet. Det har knapt så meget med mod at gøre, som med et fremtrædende ADHD-symptom hos mig, der handler om oversharing og om at tale (og skrive), før jeg tænker. Oversharing har ikke ligefrem gjort mit liv lettere, men i denne sammenhæng har det vist sig at være en styrke. Indtil videre har det hverken begrænset muligheder eller medført negative reaktioner, nærmest tværtimod – det har åbnet en del døre. Hvad der er bag de døre, vil de næste år vise. Jeg er fuld af gåpåmod og optimisme.
Mange bolde i luften
Meget er forandret i løbet af det sidste år. Jeg kan ikke påstå, at jeg helt er landet i mit nye liv, men jeg er i proces, som det vist hedder på Djøf-sprog. For et år siden blev jeg fyret fra et lederjob. Aftrædelsesordningen betalte for et outplacementforløb hos Erhvervscoach Helene Aalling. Hun dumpede ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og hjalp mig med nogle afgørende beslutninger og ændringer. Hun satte en projektør på de narrativer og grundlæggende overbevisninger, der havde holdt mig fast i en historie om mig selv og en tilhørende lederkarriere i næsten 20 år.
Der er intet galt i at være leder, men omstændighederne omkring de lederjobs, jeg havde valgt, var i direkte modstrid med mine behov, værdier og kompetencer. Helene blev forandringsagent på en mission, der går ud på at skabe en tilværelse med frihed, formål og format. Jeg har taget den beslutning udelukkende at beskæftige mig med noget, der interesserer mig. Det er der, jeg trives bedst. Jeg dør i budgetter og Excel-ark, og jeg kan ikke holde ud at tilbringe en arbejdsdag i en endeløs række af møder. I de mange samtaler med Helene fik jeg udforsket og beskrevet mit potentiale og power. Alt peger væk fra ledelse, hen mod det socialpædagogiske felt og mod et liv som freelancer. I en alder af 56 år skifter jeg nu karriere. Alle livsbolde er kastet op i luften, og nu vil det vise sig, hvilke bolde jeg formår at gribe.
Panic! At The Disco
Hvad svarer jeg egentlig, når nogen spørger, hvordan jeg har det? ”Tjo, du ved; same panic, different disco”. For selv om der fulgte en gigantisk aha-oplevelse med udredningsforløbet samt medicin, der gør en uforståelig stor forskel, så forvandlede det mig ikke til en smuk, hvid svane. Jeg er stadig Bea i en genkendelig udgave, blot dæmpet, reguleret og med forbedrede eksekutive funktioner. Indrømmet. Jeg havde håbet, at medicinen ville gøre mig til et andet menneske. Efter 55 års mislykkede forsøg på at lære de neurotypiskes dansetrin, var jeg så træt af at være mig og af alt den panik og forbudte trin, der var på mit dansegulv. Der er stadig en del panik, men det er som om mit dansegulv er kommet i vatter. Musikken er bedre, diskokuglen lyser klarere og jeg har en ny erkendelse af HVOR godt, jeg egentlig danser. Hvor tåbeligt har det ikke været at kæmpe med den dumme quickstep, når det viste sig, at jeg er suveræn til salsa. Lad dem, der har præference for standarddanse strække hals iført lange kjoler. Jeg skal bede om en kort kjole, kuglelejer i hofterne og nogle svedige latinrytmer; Watch me dance, dance the night away. Samtidig er det som om medicinen gør mig bedre i stand til at se mig selv udefra og reagere, når jeg bliver hektisk og overstimuleret. Jeg kan handle på mine kropslige og mentale signaler om et forestående sammenbrud, forlade dansegulvet for at gå i baren og bede om en vodka. Det var et freudian slip, jeg mente naturligvis cola.
For ja, jeg har ikke længere et behov for at selvmedicinere med alkohol, hash eller piller. Den ro, jeg tidligere søgte gennem især alkohol, får jeg via ADHD-medicinen. Min psykiater formanede til den afsluttende samtale, at han helst så, jeg aldrig igen rørte alkohol og andre stimulanser. Lisdexamfetamin og alkohol er en dårlig kombination. Jeg bryder mig ikke om ”du kan ikke” og ”du må ikke”, så selvfølgelig har jeg gjort forsøget. Psykiateren havde desværre ret. Jeg bliver bims af alkohol, og jeg er rigeligt bims i forvejen. Jeg går fremover på dansegulvet i ædru tilstand.
Medicinens effekt på AD i ADHD
De to første bogstaver i ADHD står for attention deficit; opmærksomhedsforstyrrelse. Kernesymptomer hos mennesker med ADHD er problemer med koncentration, impulsstyring og uro. Symptomerne skyldes en ubalance i og nedsat mængde af hjernens signalstoffer som dopamin. Ubalancen manifesterer sig f.eks. som manglende evne til at fastholde opmærksomhed under rutinemæssige opgaver samt ringe evne til at planlægge og organisere. En væsentlig del af hjernens funktion er rettet mod hæmningskontrol. Hjernen sørger for at hæmme uønsket adfærd, hvilket foregår udenom vores bevidsthed. Har du ADHD, har du en funktionsnedsættelse i hæmningskontrol samtidig med, at du har en ubalance i de signalstoffer, der regulerer adfærden. Det korte af det lange er, at der er tale om en double-trouble, som med garanti medfører ”adfærdsproblemer” i samværet med neurotypiske – altså personer uden neuropsykologiske diagnoser. Det er derfor, personer med ADHD taler uafladeligt, afbryder andres samtale, bevæger sig konstant og ofte er på vej fra en aktivitet til den næste, tilsyneladende uden at tænke i konsekvenser af adfærden. Vi kan bare ikke gøre for det, og det nytter ikke noget at skælde os ud. Ifølge ADHD-foreningen har børn med ADHD hørt 20.000 flere bebrejdelser end andre børn, når de fylder 12 år. Jeg har taget min del.
En ADHD’er reagerer ofte impulsivt på stimuli, og da evnen til konsekvensberegning er hæmmet, kan der opstå decideret risikoadfærd. Det påstås, at 1/3 af de indsatte i danske fængsler har ADHD, på trods af at prævalencen i befolkningen kun er ca. 5%. Vi med ADHD opfører os ganske enkelt tåbeligt. Jeg tænker ofte, at det beror på rent held, at jeg stadig er i live og med alle lemmer i behold. Jeg kunne være havnet i Vestre Fængsel eller på bænken på pladsen udenfor mit hus sammen med de andre sutter, med en bag in a box og en guldøl til morgenmad. Du vil tro, jeg lyver, hvis jeg hvisker i dit øre om nogle af mine største tåbeligheder. Så det vil jeg undlade. Det kommer ikke til at ske igen, for jeg har fået adgang til livslang medicin. Halleluja.
ADHD-medicin øger mængden af signalstoffer i hjernen og forbedrer signaloverførslen. Dermed forbedres kommunikationen mellem forskellige dele af hjernen. Det var til at mærke i det sekund, jeg indledte den medicinske behandling. Jeg kunne deltage i møder uden at zoome ud efter 10 minutter; jeg startede ikke en madlavning med 10 ting på en gang; jeg tog de første forsigtige skridt med at læse bøger; så nogle film i biografen og jeg fik styr på forskudsopgørelse og andre administrative opgaver. Stille og roligt erfarer jeg, hvordan mine eksekutive funktioner er forbedret. Men da jeg er i gang med et karriereskifte, hvor administrative opgaver skal fylde mindre, er det svært at sammenligne og vurdere mit funktionsniveau i forhold til tidligere. Selv på ADHD-medicin bliver administrative opgaver aldrig min favorit, men jeg er bedre i stand til at udføre dem, når der er brug for det.
Medicinens effekt på H i ADHD
H står for hyperaktivitet. Hyperaktivitet kan manifestere sig som både fysisk og mental uro og overaktivitet. Hvor den fysiske uro er til at få øje på, kan ingen mennesker i Verden se, hvordan og i hvilken grad tanker og følelser vælter rundt i hovedet på én. Jeg havde begge typer hyperaktivitet i rigelige mængder. Derudover havde jeg så længe, jeg kunne huske, haft en monolog kørende i mit hoved 24/7. En monolog af min egen stemme, der talte uafbrudt om alle de ting, jeg gjorde og sagde forkert. Jeg havde konstante samtaler med mig selv om hvor dum, grim og tåbelig, jeg var. Det gjorde det ekstra svært at koncentrere sig, da stemmen overdøvede alt – ofte endda mine meget stærke dagdrømme, der måtte vige for talestrømmen i mit hoved. Det gik sent op for mig, at andre mennesker ikke har sådan en konstant kværnende monolog, men at de har almindelig tanker. Monologen, min evige følgesvend, var årsagen til mange spørgsmål fra min psykiater under udredningen. Han ville sikre sig, at jeg ikke var psykotisk. Det var jeg ikke, og Gud Jøsses for en frihed, da medicinen slukkede min monolog. Der blev ro i mit hoved. Altså nok ikke som andre kan have ro, forestiller jeg mig, men der blev skruet gevaldigt ned for larmen. Jeg har fået mental frihed.
ADHD-medicin har dæmpet min fysiske hyperaktivitet men bestemt ikke fjernet den. Jeg døjer stadig med at sidde stille til to timers forelæsning. Er det socialt acceptabelt, at jeg rejser mig op undervejs, så kan det godt lade sig gøre. Jeg lærer dog stadig bedst i bevægelse, medicin eller ej. Hyperaktivitet kommer hos mig til udtryk ved stort behov for bevægelse, træning og aktivitet. Jeg er en slædehund, der skal ud at trække hver dag. Derudover har jeg en adfærd, der kaldes stimming og fidgeting. Stimming er betegnelsen for selvstimulation, mens fidgeting er en underkategori af stimming. Stimming består af forskellige små handlinger, der virker selvstimulerende. Jeg bruger en samlet betegnelse for det: Jeg dimser. Jeg klikker med kuglepenne, vipper med foden, ryster mine ben, drikker kaffe konstant, rømmer mig og meget andet, der kan drive andre til vanvid. Det er en såkaldt workaround, der gjorde og stadig gør, at jeg overhovedet kan deltage i møder. Mit dimseri er lystbetonet. Jeg gør det, fordi det er behageligt og udløser positive følelser. Min koncentration forberedes, når mine sanser stimuleres. Først efter min diagnose har jeg erfaret, at der findes en industri, der producerer redskaber til stimming. Wup! Køb lige nogle af dem til dine næste møder. Dine kolleger med ADHD vil elske dig for det.
At lære at være på ny
Jeg oplever, at effekterne af medicin kan svinge fra dag til dag eller fra periode til periode. Det er som om, at jo mere travlt, jeg har, jo dårligere virker medicinen. Sådanne dage går jeg rundt om mig selv som en høne uden hoved. Jeg starter på at gøre hele huset rent, men inden jeg er færdig, har jeg bagt en kage, lavet en dansekoreografi, fundet symaskinen frem for at lægge nogle bukser op, mens kaffemaskinen næsten er blevet afkalket. Sover jeg dårligt i en periode, kan min indre monolog vende tilbage. Får jeg ikke trænet, oplever jeg ubehag og kropslig uro. Derfor kan jeg skrive under på, at medicin ikke er løsningen på alle udfordringer omkring ADHD. Andre indsatser er essentielle for ADHDetgodeliv, f.eks. psykoedukation, coaching, deltagelse i et netværk for neurodivergente samt helt konkrete og praktiske råd og vejledning til en sund ADHD-livsstil. Det har indtil videre taget mig 4 år i teori og praksis at udforske hvilke styrker og udfordringer, der kommer med denne diagnose. Jeg er blevet mere bevidst og reflekterende om egne behov og ressourcer. Jeg forsøger at inkorporere en ny, styrkebaseret fortælling om mig selv. På den baggrund er jeg i fuld gang med at tilrettelægge en måde at leve på, der er meningsfuld, interessebåret og langtidsholdbar. En levemåde, der er mild mod mit nervesystem, og hvor jeg ikke overforbruger min energi. Nogle dage ER jeg ADHD, men der er efterhånden langt flere dage, hvor jeg bare HAR ADHD. Fordi jeg kender min diagnose indgående, kan jeg styre udenom de værste triggers og effektuere effektive workarounds. Jeg har et sprog for og kan bede om det, jeg har brug for, for at trives optimalt på job og privat. Er du, som jeg, sendiagnosticeret med en selvopfattelse, der pludselig blev vendt på hovedet, så venter der en stor men også livsforandrende opgave. Opgaven går ud på at lære at være på ny. Du skal smide den gamle fortælling om dig selv i småt brændbart, og erstatte det med et nyt narrativ. Du får muligvis brug for støtte og hjælp, men du skal vide, at hjælpen findes. Ræk ud.
Kan jeg klare mig uden medicin?
Al medicin har bivirkninger, også ADHD-medicin. Mange oplever at skulle afprøve flere mærker og doser, før virkningen opvejer bivirkninger. Jeg var heldig. Et virksomt præparat blev fundet i andet forsøg, og jeg har, så vidt jeg ved, ingen bivirkninger. Ingen hovedpine, ingen formindsket appetit, ingen mundtørhed, ingen depressive tanker. ADHD-medicin er dog kostbar, og det kunne være virkeligt fedt udelukkende at klare sig med ADHD-coaching og psykoedukation. Det virker for nogen neurodivergente. Jeg har dog u-intentionelt erfaret, hvordan det er at klare sig uden medicin. En onsdag i oktober mødte jeg ind på Birkebakkens skoleafdeling til dagens undervisning i faget ”Madværksted” i STU-regi. Eleverne var alle funktionshæmmede, og det var altid en fest at lave mad med dem. Men denne dag var jeg tæt på en regulær nedsmeltning. Jeg kunne intet overskue, var kort for hovedet, og min tålmodighed var ikke kommet med på arbejde. Jeg var frustreret og ked af det, da jeg cyklede hjem. Hjemme på køkkenbordet kaldte en pink og blå pille af mærket Elvanse forgæves på mig. Jeg havde for første gang i et år glemt at tage min ADHD-medicin, og det havde givet mig et trip down memory lane. Sådan var det at være mig før Elvanse. Det skal jeg ikke bede om igen.
I 2018 kom jeg på sporet af, at jeg nok ikke var et mærkeligt menneske, men at jeg havde en diagnose inden for det, der kaldes neuropsykologiske lidelser. En fysioterapeut sendte mig i den rigtige retning. Han anvendte nok denne tilgang til ADHD-diagnostik:
Jeg observerer, hvor mange blå mærker, patienten har, efter konstant at gå ind i borde, stole og andre ting i omgivelserne.
Min krop er dækket af et væg-til-væg-tæppe af blå mærker. Jeg er ”fumler-tumler”, men med et spektrum af normalitet, der har gjort det muligt at dyrke sport på et højt plan. Jeg er på en eller anden måde lykkedes med at kompensere for dårlig balance, for fejlvurdering af afstande og kraftindsats. Jeg taber ting konstant, og jeg falder ofte. Jeg bliver let køresyg, flyvesyg og søsyg. Finmotorisk er jeg helt tabt. Jeg kan ikke tegne, skrive, tråde en nål eller knappe skjorten med de små knapper. En fysioterapeut lagde to og to sammen, og forklarede om den motoriske udviklingsforstyrrelse dyspraksi, som ofte forekommer sammen med ADHD. ”Havde jeg tænkt over, om jeg kunne have ADHD?”. Jeg blev rødglødende af raseri, og som en drage åbnede jeg munden og spyede ild. Herefter smækkede jeg døren lidt for voldsomt og faldt over dørtrinnet på vej ud af klinikken. Da ilden var slukket, og vreden dampet af, kastede jeg mig over artikler om ADHD hos piger/kvinder. OMG! How could I not see?
Jeg havde overset alle tegn
Der havde været mange tegn på, at jeg havde ADHD, som ingen havde opfanget eller forbundet med en opmærksomhedsforstyrrelse. Jeg har de klassiske symptomer som hyperaktivitet, opmærksomhedsvanskeligheder, risikosøgning og impulsivitet. Men jeg har været god til at kompensere for og cope med symptomerne, og er derfor fløjet under radaren. Meget af min skoletid gik med at dagdrømme og zoome ud, når det var nødvendigt at sidde stille. Jeg tiltrak derfor ikke så meget opmærksomhed som de ukoncentrerede drenge med samme symptomer. Derfor skulle jeg nå at fejre fødselsdag hele 50 gange, før nogen fik mig overbevist om, at jeg havde brug for et udredningsforløb.
Min søn sendte mig for nylig et billede fra skadestuen på Skejby Sygehus. En læge lagde gips på hans arm. Igen. Han brækkede armen første gang som etårig, og utallige er de gange, jeg har været på skadestuen med ham. Min mand og jeg for nærmest i rutefart til skadestuen, da han var barn, og ofte måtte vi hente ham i børnehaven, fordi han var kommet til skade på legepladsen. Jeg tilskrev alle hans uheld det faktum, at han var lidt vild. Jeg antog nok, at han passede ned i kulturnormens kasse for ”en rigtig dreng”. Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu om dyspraksi som komorbiditet til ADHD, var han måske kommet i udredning tidligere. Det er history repeating itself, også han er fløjet under radaren. Ingen pædagoger, læger eller lærere har fanget hans diagnose, og først, da jeg var blevet udredt, henviste lægen ham til udredning for ADHD. Nu venter han i et system, der tilbyder 70 ugers ventetid.
Hvordan foregår en henvisning?
Har du symptomer på en eller flere psykiske lidelser, kan du via din egen læge blive henvist til en udredning. Udredningen har som mål at afdække dit behov for behandling og for støtte i din samlede livssituation. Forløbet begynder hos egen læge, som udformer en henvisning. Henvisningen indeholder information om symptomer, udfordringer og disses oplevede sværhedsgrader; altså information om i hvor høj grad dine symptomer påvirker din samlede livssituation. Herudover skal der være en beskrivelse af ”sygdomsforløbet”, af eventuelt tidligere behandlingsforløb, af sociale forhold som familierelationer, arbejds- og uddannelsesforhold, samt en afklaring af nuværende eller tidligere misbrug. Lægen foreslår muligvis en diagnose, og henvisningen sendes til Psykiatrien. For at sikre, at du sendes videre til udredning, skal du forberede dig grundigt. Dine symptomer og udfordringer skal bøjes i neon og være eksplicitte for dig. Det betyder i praksis, at du meget præcist skal kunne redegøre for de symptomer, du oplever, og for måden de påvirker dit liv. Det gælder ikke kun i forhold til din nuværende livssituation, men også din barndom kommer i spil. Flere psykiatere hænger fast i et diagnosekriterium, hvor symptomer skal have vist sig fra ca. 7 år alderen. Tal derfor med mennesker, der har kendt dig som barn, for at få et overblik. I USA og England afviger psykiatere fra den antagelse, at symptomer skal være presente fra barndommen. Især for kvinder giver dette god mening, da ADHD er østrogenafhængig. Mange piger/kvinder oplever, at deres symptomer ændrer sig i puberteten og i forbindelse med menopausen. Begge er overgange, hvor østrogenproduktionen ændres, og dette påvirker symptombilledet. Læs mere, f.eks. her:
Jo bedre forberedt, du er til henvisningssamtalen med din egen læge, jo bedre kan Psykiatriens Visitation vurdere dit behov for udredning, og jo hurtigere vil du blive henvist. I tilfælde af, at der mangler relevante oplysninger, vil Psykiatrien afvise henvisningen og bede om uddybning. Det forsinker din opstart. Når alle oplysninger vurderes at være fyldestgørende, modtager du få svar på, hvornår du kan forvente, at forløbet starter. Og her har vi den største udfordring. Psykiatrien er presset, og der er lang ventetid. Så hav den store tålmodighed klar. Tålmodighed er min mindste kompetence. Tålmodighed er en udfordring for en impulsstyret ADHDér som mig. Min henvisning blev i første omgang afvist hos visitationen. Da jeg flere uger efter min konsultation ikke havde modtaget svar, kontaktede jeg lægen. Han fortalte, at henvisningen var afvist hos den offentlige Psykiatri. Jeg kunne i stedet kontakte en privatpraktiserende psykiater med aftale med det offentlige sundhedsvæsen, hvilket vil sige en psykiater med ydernummer. En privatpraktiserende psykiater er en selvstændig speciallæge med egen klinik. Med en henvisning fra din læge i hånden er behandlingen gratis, på samme måde som ved behandling på et distriktspsykiatrisk center.
Forbandede ventetid
Så langt så godt. Jeg kontaktede private psykiatere i området og blev præsenteret for meget lange ventetider. Ofte var klinikkernes ventetider oplyst på hjemmesiden, men når jeg ringede for at booke en tid, var der i praksis meget længere ventetid. Jeg fik den mistanke, at gamle damer kommer bagerst i køen til fordel for børn og unge. Det ville fra et samfundssyn give god mening at prioritere børn og unge frem for gamle damer, men fra en egoistisk synsvinkel var det ret frustrerende. Jeg kontaktede patientrådgivningen, og blev her bekræftet i, at de vejledende ventetider netop er vejledende. De fandt nogle klinikker med en kortere ventetid, men jeg havde en hverdag, der skulle gå op. Jeg kunne ikke gennemføre et forløb hos en psykiater i Nordsjælland, når jeg boede på Samsø og arbejdede i Aalborg.
Har du penge, kan du få
Har du penge eller en sundhedsforsikring, kan du komme udenom ventelister og blive udredt for neuropsykologiske lidelser hos en privatpraktiserende psykiater. Har du ingen, må du altså vente i evigheder. Jeg fik en tid hos en privat psykiater med ydernummer i Nordjylland og knapt 3 års ventetid. Som månederne gik, blev mine frustrationer større. Nu, jeg endelig var på sporet af årsagen til min anderledeshed, kunne jeg ikke vente med at komme i behandling. Jeg var klar til at skrive en check, spørgsmålet var blot, hvad jeg skulle betale for at slippe for ventetid. En bekendt med viden på området anbefalede Hejmdal Privathospital, som har afdelinger i flere byer. Jeg kontaktede dem, men også her var ventetid. Jeg skrev en desperat mail om mine udfordringer og akutte behov for en udredning, og blev til min store glæde presset ind i deres kalender til en vurderende samtale.
Inden jeg kontaktede Hejmdal, havde jeg orienteret mig på hjemmesiden, men kunne ikke overskue forløbets omfang og pris. Derfor ringede jeg til en sekretær og fik en forklaring. Alle forløb på Hejmdal starter med en vurderende samtale, hvor det afgøres, om der er brug for yderligere hjælp. Efter den vurderende samtale kan privathospitalet skræddersy et forløb til den enkelte. Et udredningsforløb består af flere moduler, men nogle moduler vil være mere relevante end andre, derfor foretages individuelle vurderinger. Priser for modulerne fremgår af Hejmdals hjemmeside. Her er et Link til Hejmdals priser og ydelser:
Fuld af antienergi, og forberedt på at blive afvist, mødte jeg op til en vurderende samtale. Det var klinikchef Ulrik Falentin Sund, der stod klar til at tage imod mig. Når jeg er nervøs, er mine ADHD-symptomer svære at maskere, og vi var ikke langt inde i samtalen, før Ulrik bekræftede, at det nok var en ADHD-diagnose, vi skulle kigge nærmere på. ”Medmindre du er en virkeligt god skuespiller, så er der vist ikke så meget tvivl”, sagde Ulrik efter at have stillet mig nogle spørgsmål om mit liv, min hverdag og mine udfordringer. Jeg blev mødt overraskende positivt i forhold til mine oplevelser og udfordringer. Psykiateren spurgte til forskellige symptomer, eventuelt misbrug, mine relationer og erfaringer med job. Ulrik mødte mig med tillid og forståelse, og jeg følte, jeg kunne fortælle frit, uden at det ville blive brugt imod mig. ”For at udelukke komorbiditet med andre psykiske lidelser, så skal vi gennem flere test og undersøgelser, inden diagnosen kan stilles”, sagde psykiateren. Således blev mit udredningsforløb skudt i gang.
At blive set, hørt og forstået
”Hos Hejmdal handler det hele om mennesker, der skal høres, forstås, hjælpes og opleve en mærkbar forskel”. Sådan en vision er let for et firma at skrive på hjemmesiden, men ofte sværere at praktisere. I dette tilfælde var det dog præcist det, jeg oplevede. Der var kun et par smuttere, hvor de glemte at indkalde mig til nye test og samtaler, som trak mit forløb lidt ud. Ellers oplevede jeg et engageret, kompetent og empatisk sundhedsfagligt personale, som tog sig af de forskellige moduler af udredningen. Jeg fik to fagpersoner tilknyttet, hvoraf den ene var ansvarlig for forløbet. På baggrund af den indledende samtale, blev jeg forelagt et forløb for udredning, som jeg skulle acceptere skriftligt og betale for. Jeg havde til hvert besøg på Hejmdal Privathospital en oplevelse af, at alle de fagpersoner, jeg kom i kontakt med, var grundigt inde i min sag og kendte til resultater af de moduler og test, jeg havde gennemført. Det betød, at jeg slap for at bruge energi på at forklare og redegøre, og at vi kunne fokusere på de undersøgelser, jeg skulle igennem for en afklaring af en diagnose. Jeg oplevede et fagpersonale med overraskende stort overskud og empati. Psykiateren udtrykte efter en samtale oprigtig medfølelse med de vanskeligheder, mit liv havde budt mig som følge af en ubehandlet ADHD. Da kom jeg til at græde en lille smule. På intet tidspunkt i udredningen følte jeg mig forkert og besværlig, og ingen stillede spørgsmål ved min oplevelse af Verden og af mig selv. Ingen bad mig dæmpe mig eller sidde stille, ingen lod til at synes, jeg var for meget. There is a first time for everything.
Som nævnt bliver hvert forløb skræddersyet i forhold til den enkeltes situation og forhold. Det er derfor vanskeligt at give et nøjagtigt bud på, hvad et udredningsforløb og en efterfølgende medicinsk opstart koster. Det er nødvendigt, at gennemføre både en afklarende og en indledende samtale, før den forløbsansvarlige kan sammensætte et samlet forløb. Priser på de enkelte moduler kan ses på de forskellige privathospitalers hjemmesider.
Afklaring af diagnoser
Efter samtaler og diverse test lå diagnosen og blinkede i neon. Som forventet havde alle test og samtaler peget på diagnosen ”F 90.0 Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, ADHD”. I tillæg fik jeg diagnoserne ”Non-organisk søvnrytmeforstyrrelse” og ”Spiseforstyrrelse, uspecificeret”. Den forløbsansvarlige sendte en redegørelse over forløbet, dets resultater samt en behandlingsplan. Dokumentet blev også sendt til min læge. På trods af, at jeg havde været til stede ved alle samtaler og undersøgelser, var redegørelsen hård kost at fordøje. Det var voldsomt at læse en samlet rapport over alle mine symptomer og udfordringer. Men samtidig var det en lettelse at læse, at flere af mine oplevelser af at være en fiasko, f.eks. i forhold til venskaber og nære relationer, blev forklaret med en ubehandlet ADHD: ”De relationelle vanskeligheder skønnes at være med baggrund i ubehandlet opmærksomhedsforstyrrelse”. Der var altså håb om, at medicinsk og anden behandling ville have en positiv indvirkning på mine fremtidige forsøg på at indgå og vedligeholde tætte relationer. Alt i alt gik jeg fra selve udredningen og til den medicinske opstart fuld af håb og fortrøstning. Jeg havde mødt total opbakning til at være den jeg er, med de styrker og udfordringer, der nu engang følger med, og med troen på en lysere fremtid. ”Du er ung endnu”, sagde min psykiater, ”Du kan sagtens nå at få et godt liv.”
Medicinsk opstart
Da det var slået fast, at jeg opfylder kriterierne for opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD, blev jeg sendt videre til medicinsk behandling. Sammen med udredningsrapporten kom en plan for medicinsk behandling. Inden opstart skulle jeg til et sundhedstjek hos egen læge, og da alt var normalt, skulle jeg starte med laveste dosis af ADHD-medicin. Dosis blev forøget, indtil jeg landede på den rette dosis. Det er trial and error. Jeg havde inden udredningen sat mig grundigt ind i området ADHD-medicin, blandt andet gennem adgang til andre kvinders erfaringer med behandling for ADHD, f.eks. medicin. En gennemgang af personberetninger på grupper som “ADHD for smart ass women” og i lægefaglige artikler viste, at kvinder med min type udfordringer og symptomer trives på præparatet Vivance. I Europa forhandles det under navnet Elvanse. Elvanse er det ene af to typer medicin, dexamfetamin/lisdexamfetamin, som anvendes til behandling af ADHD. Den anden type er methylphenidat, som sælges under navne som Medikinet, Concerta og Ritalin.
At få den rette type medicin
”I Danmark er virkningstoffet methylphenidat førstevalget til behandling af voksne med ADHD”, var svaret, da jeg i samtale med en sygeplejerske om min medicinske opstart foreslog, at jeg skulle behandles med Elvanse. Hun viste mig en tavle med en lang liste over præparater, som ADHD-patienter guides igennem. Her ligger Elvanse allernederst. Årsagen er, at danske psykiatere ikke kan udskrive lisdexamfetamin til en patient, hvis der ønskes tilskud. I tilskudssystemet er det besluttet, at der først kan opnås tilskud til andre typer ADHD-medicin, når methylphenidat er afprøvet. I andre lande er anbefalingerne anderledes. I de europæiske anbefalinger peges på et andet førstevalg end de danske anbefalinger. Flere nyere studier viser, at amfetamin bør være førstevalget til behandling af voksne, mens methylphenidat bør være førstevalget til behandling af børn.
På trods af gode argumenter for en opstart på lisdexamfetamin, blev mit ønske tilbagevist med henvisning til det danske tilskudssystem. Da Elvanse koster over 1000 kr. om måneden, havde jeg ikke andet valg end at takke ja til en recept på Medikinet, altså methylphenidat. Jeg hentede den udskrevne mængde Medikinet og fulgte planen. En tablet om morgen og en fem timer senere. For en person med ADHD er det en udfordring at huske indtag af medicin to gange om dagen. Jeg måtte sætte en alarm, hvilket kan være generende i forhold til job og andre aktiviteter. Al medicin har bivirkninger, og det tilrådes at læse indlægssedlens liste over bivirkninger grundigt. Jeg tjekkede boksen over almindelige bivirkninger af. Fik mundtørhed, kvalme, hovedpine. Efter en uge blev dosis øget. Pludselig fik jeg blodudtrædninger på overkrop og hænder. Voldsomme blodudtrædninger.
Jeg sendte et billede til sygeplejersken, som kontaktede en af hospitalets læger. De bad mig stoppe med medicinen omgående. Jeg modtog herefter en ny recept og en optrapningsplan på præparatet Elvance. Sikke en forskel. Nul bivirkninger og en næsten uforståelig stor effekt i forhold til de symptomer, der har haft den største negative indflydelse på mit liv. Jeg har ikke været rasende siden jeg i november 2022 starter dagen med en pink og blå pille. På Elvanse kan jeg b.a. sidde stille til møder, jeg kan koncentrere mig i længere tid, og jeg har ikke længere en monolog i mit hoved som kværner løs døgnet rundt, om at det jeg ikke kan finde ud af. Jeg har almindelige tanker og balancerede følelsesmæssige reaktioner. Det er livsforandrende.
På egne (velmedicinerede) ben
Det er ikke til at forudsige, om du vil have samme glæde af medicin, og hvilken type medicin, der egner sig til lige netop din ADHD. Men det starter alt sammen hos din læge. Tøv ikke med at tage kontakt for en snak, hvis du har en mistanke. Da jeg havde været på ADHD-medicin en måned, var jeg til en afsluttende samtale hos Louise, den forløbsansvarlige for min udredning. Jeg blev ramt af en følelse, som bedst kan sammenlignes med dengang jeg blev sendt hjem fra barselsafdelingen med en nyfødt: Hvordan havde I forestillet jer, at jeg skulle klare det her selv? Jeg havde i den grad følt mig forstået som den, jeg er og var blevet støttet i og anerkendt for at være netop mig. Nu skulle jeg klare mig i en neurotypisk Verden på egne usikre ben. Jeg var tæt på at give mig til at tude, da jeg forlod klinikken. Men benene viste sig stærkere og mindre vaklende med den rigtige behandling. Livet med en behandlet ADHD har vist sig fra sin positive side. Jeg er ikke blevet et andet menneske, men min dagligdag er blevet lettere og med langt færre konflikter og nedsmeltninger. Det er som sagt livsforandrende.
Let´s neurospice up that life
Det eneste, jeg er ked af i denne proces er, at jeg ikke fik diagnosen som barn/ung. Det kan jeg ikke ændre på, men jeg kan sørge for at resten af mit liv som neurospicy bliver lettere, sjovere og federe. Jeg ved nu uendeligt meget mere om, hvordan min hjerne fungerer, og hvilke rammer, jeg har brug for, for at få et godt liv som neurodivergent.
Jeg har læst en bog. Hele bogen. Grundigt. Det er usædvanligt. Jeg læser bøger, som jeg synger julesalmer: De 3 første vers og det sidste. Ofte begynder jeg med slutningen, for jeg er impulsiv og dårlig til behovsudsættelse. Jeg må straks vide, om det er butleren, der er morderen. Når det kommer til et fagligt pensum, har jeg udviklet en lynhurtig skimmeteknik, hvor min hjerne fanger pointer, så jeg kan gå til eksamen og få 12. Hvis du spørger mig dagen efter, har jeg nul erindring om det læste. I min ADHD-udredningsrapport kaldes det overfladelæring. Det er en disciplin, jeg er olympisk mester i.
Men jeg har læst en hel bog. På to dage. Grundigt. Det hele peger tilbage til en kronik, jeg skrev i april. Den blev sendt til redaktionen præcist et halvt år efter, jeg var blevet fyret fra et job. Kronikken tog udgangspunkt i mit eget bøvl med at fungere på arbejdsmarkedet med en psykiatrisk diagnose. Den var mit bud på, hvad arbejdspladser kan gøre for at sikre, at sådan nogle som mig kan trives på job. Politiken bragte den i papirudgaven mandag d. 14. august 2023.
Forlaget sendte mig en bog til anmeldelse
Samme dag fik jeg en mail fra forlaget Pressto. De takkede mig for kronikken, og spurgte om de måtte sende mig bogen ”ADHD på jobbet”. Bogen var sat til udgivelse 4 dage efter, min kronik blev udgivet. Hvilket sammentræf. Vi aftalte, at jeg skulle anmelde bogen på min blog, Neurospiceupyourlife.dk. Først bagefter gik det op for mig, at jeg i begejstringens øjeblik havde overset en åbenlys udfordring. For at anmelde en bog, er man nødt til at læse den.
Vi tager lige en reklamepause
Har du ADHD, er dit fokus i dette moment rettet mod min tekst. Men inden du når slutningen, er du med garanti blevet distraheret. På en eller anden måde er du endt på Youtube med nogle videoer af papegøjer, der kan danse. Read my lips: Læg anmeldelsen fra dig NU. Gå på nettet og få bestilt ”ADHD på jobbet”. Du kommer ikke til at fortryde. Jeg lover, du kan læse den. Hvorfor du både kan og skal læse denne bog, vender jeg tilbage til. Hvis du altså stadig hænger på og ikke næsten er lykkedes med at sætte en kande kaffe over, mens du har en ny fed sang på repeat. Er du her stadig? Så lad os komme i gang.
En begejstret anmelder
Som med krimier er det en god idé at tage turen over sundet. ”ADHD på jobbet” er skrevet af et svensk makkerpar; overlæge i psykiatri Lotta Borg Skoglund og psykolog Martina Nelson. Bogen har undertitlen ”Hjernen, udfordringerne og strategierne”. Arghhhh! Sig ordet strategi og jeg bliver træt. Automatreaktionen var dog skudt helt forbi, for i bogen tages jeg blidt i hånden og guides på bedste vis til vigtige forandringer i mit arbejdsliv.
Bogen kommer med en hidsigt rød forside, som stædigt kalder på opmærksomhed. Som den røde knap på panelet i elevatoren, den risikosøgende del af mig, altid vil have mig til at trykke på: Come on Bea, push the red button. Det er nok ikke et tilfældigt valg med den forside. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at ignorere bogen over flere dage, men den kaldte så rødt og højlydt på mig, at jeg måtte give op. I pushed the red button. Jeg slugte den med stor iver. Du får slutningen på anmeldelsen først: Jeg er svært begejstret.
Jeg sværger ved begge mine børns liv. Jeg havde ikke læst bogen eller andet fra de to forfattere, inden jeg skrev min kronik. Det skulle man ellers tro. Det er de samme pointer, enslydende fortællinger og beskrivelser af hvor hårdt, man kæmper, når man har fire særlige bogstaver med på arbejde. Mine råd, personlige erfaringer og holdninger spejles og uddybes gennem bogens 350 letlæste sider. Det gør det svært for mig at være meget kritisk. Nu er du advaret. Men hvor min kronik udelukkende bygger på egne oplevelser på et dansk arbejdsmarked, tager bogen udgangspunkt i solid forskning suppleret med relaterbare, personlige beretninger og eksempler.
Starten på et nyt og bedre arbejdsliv
Bogen giver dig en livsforandrende indsigt i dine udfordringer på arbejdspladsen. Den indeholder evidensbaserede forklaringer på, hvorfor du kæmper så hårdt, og hvorfor dine arbejdsdage er så inkonsistente. Du kender sikkert de tre forskellige typer af arbejdsdage: 1) du får intet udrettet, 2) du får fire timers arbejde fra hånden fra morgenstunden og går herefter i stå, eller 3) du får 40 timers arbejde klaret på dine 8 timer på kontoret, hvorefter du brænder sammen og må sove i 48 timer. Du kender måske også til at skifte job ofte. ”ADHD på jobbet” kan vise sig at være starten på dit ændrede arbejdsliv. Der er nemlig hjælp at hente i bogen. Forfatterne kommer konkrete bud på, hvad du og din chef kan gøre ved dit svingende energiniveau og din inkonsistente produktivitet. Det bør du og din chef have en stærk interesse i. Så du kan trives på job, og måske mindske trangen til at skifte job. Både du og jeg har erfaret, at nissen altid flytter med.
En ADHD-læsevenlig bog
Allerede fra første side fremgår det, at der er tænkt over, at personer med ADHD skal læse bogen. En pointe fra min kronik er, at skrifttype og -størrelse i skriftlig kommunikation har betydning, hvis alle medarbejdere skal tilgodeses på en arbejdsplads. Det er bogen et godt eksempel på. Den er sat ADHD-venligt op i forhold til skrifttype, -størrelse, linjeafstand og sætningslængde. Som neurodivergent læser føler jeg mig mødt og forstået i min udfordring med at fastholde opmærksomhed på tekst. 350 sider kan lyde af meget for en læseudfordret. Men bare rolig. You got this. Den korte sætningslængde, faktabokse og tips og tricks-bokse sat op med lys grå baggrund og med relaterbare personlige beretninger i kursiv, gør at du ikke taber fokus. Jeg sammenlignede bogens opsætning og form mod nogle fagbøger fra min boghylde. Den var god nok, what a difference this book makes.
Har du mødt en med ADHD….
Bogen bekræfter tesen, at har du mødt en person med ADHD, har du mødt én person med ADHD. ADHD kommer til udtryk på mange måder, og derfor findes der ikke generiske løsninger, der kan sikre trivsel på job. Bogens pointe er, at du skal lære ”din unikke ADHD” at kende, før du i et tæt samarbejde med din arbejdsplads kan foretage de nødvendige tilpasninger og justeringer for de temaer og emner, der er på spil ved netop din ADHD. Bogens 15 kapitler beskæftiger sig med de temaer, der især påvirker arbejdslivet for én med ADHD. Kapitlerne kommer bl.a. omkring ADHD som diagnose, koncentration og opmærksomhed, følelser, relationer og hormoner, skærmafhængighed, negative selvfortællinger, et historisk perspektiv på ADHD samt hvilke livsstilsfaktorer, du kan optimere for et mere bæredygtigt liv med ADHD. Hvert kapitel indeholder en gennemgang af et tema, forankret i nyeste forskning på området. Temaer suppleres og forklares gennem klienthistorier fra de to forfatteres praksis. Klienthistorierne bidrager med en værdifuld indsigt i, hvordan det opleves at have ADHD. Som ansat med ADHD er historierne relaterbare og demonstrerer, at du ikke er alene om dine oplevelser. For chefer bidrager de med viden om, hvilke behov en ansat med ADHD kan have for tilpasninger af arbejdsforhold med udgangspunkt i nogle konkrete vanskeligheder. Undervejs i kapitlerne gives gode råd og tips til at arbejde med vanskeligheder med f.eks. relationer, at balancere energi og at opnå bedre søvn. Du får dermed både viden og indsigt samt metoder til at arbejde med dine udfordringer og grundlæggende antagelser. I slutningen af hvert kapitel findes konkrete og implementerbare råd til chefer, der leder ansatte med ADHD. Arbejdsspørgsmålene er overkommelige, forslag til tilpasninger af arbejdsmiljøet er relevante og fornuftige. Nu er det op til dig at komme i gang med at bruge bogen. Uanset om du er chef eller ansat med ADHD. Sæt i gang.
ADHD har som sagt mange udtryk. Derfor er nogle kapitler mere relevante for min unikke ADHD end andre. Det samme gælder klienthistorierne. Nogle er identiske med mine oplevelser, mens der er beskrivelser, jeg slet ikke kan genkende. Styrken ved klienthistorierne er i min optik, at de er skrevet i et personligt sprog, og på en måde, så jeg kan mærke den enkeltes smerte helt ind i knoglerne. Også selv om oplevelsen ligger langt fra min ADHD-livsverden. Bogens store force, som den vurderes af én som mig med en opmærksomhedsforstyrrelse, er, at den veksler mellem teoretisk gennemgang, forklaringer, klienthistorier og reflektions- og arbejdsspørgsmål. Min opmærksomhed og interesse fastholdes fra start til slut, en oplevelse jeg håber, du vil dele, når du sidder med bogen i hånden.
Mine kritikpunkter
Jeg har varedeklareret min begejstring. Denne bog er et must på alle boghylder i danske stuer og i alle virksomheder. De fleste kender én med ADHD, og bogen kan hjælpe dig med at hjælpe én med ADHD. Køb den. Men naturligvis er der noget i bogen, som byder mig imod. Bogen henvender sig til to målgrupper; voksne med ADHD, der bøvler med arbejdslivet og chefer, der ønsker at forbedre arbejdsmiljøet for ansatte med ADHD. Først blev jeg lidt irriteret over de to kategorier, mest fordi jeg endnu en gang faldt uden for. The story of my life. Jeg er altid the odd one out. I denne sammenhæng fordi jeg gennem 20 år har været chef med ADHD. Den udfordring adresseres ikke i bogen. Jeg forestiller mig ikke, at der ligger en fordom bag, som udsiger at man ikke kan blive chef, hvis man har ADHD. Det ville ligge langt fra de to forfattere tilgang til emnet. Men der er nok flere ansatte med ADHD og chefer for disse ansatte, end der er chefer med ADHD. Det giver derfor god mening af fokusere på de to målgrupper. Jeg må selv skrive bogen ”ADHD på chefjobbet”.
Er ADHD et handicap?
Det næste, der støder mig, er anvendelsen af begrebet handicap i forhold til ADHD-diagnosen. Jeg er fuldt bevidst om, at ADHD defineres som en langvarig funktionsnedsættelse, og derved opfylder kriterierne i definitionen af et handicap. Forfatterne forholder sig kritisk til den alternative italesættelse af ADHD som en ”Superpower”. Det er jeg som sådan enig i, men jeg har alligevel en oplevelse af, at mine største succeser er skabt på baggrund af min krøllede ADHD-hjerne. Har min ADHD-diagnose gjort mit liv udfordrende: JA. Ville jeg bytte hjerne med en neurotypisk medsøster, hvis det var muligt: NEJ. Jeg tænker ikke på min ADHD som et handicap, men som en medfødt tilstand, en genvariation der gør, at min hjerne fungerer anderledes end hos neurotypiske. Som min psykiater sagde, da han efter udredningen sendte mig ud i Verden med nye selvindsigter, ny medicin og nyt håb: ”Det er ikke din ADHD, der i sig selv udgør et problem. Det er det faktum, at du skal fungere i en verden til og for neurotypiske.”. Her går forfatterne og undertegnede hånd i hånd mod solnedgangen: Tiden er kommet, hvor diversitet og inklusion må i fokus. I stedet for at bede ansatte med diagnoser om at tilpasse sig, og forlange at de prøver lidt mere og lidt bedre, så peger pilen på nødvendigheden af at udbrede kendskabet til denne type ansattes udfordringer og styrker, og at tilpasse arbejdsmiljøet hertil. Arbejdspladserne har brug for diversitet. Forfatterne argumenterer for, at forskellighed i tilgang til opgaveløsning er en fordel for virksomhederne, og at det kan ses på bundlinjen. Det er trods alt så vigtig en pointe, at jeg kan leve med ordet handicap. Men tro mig, det gippede i mig, hver gang ordet blev nævnt i en sætning.
Vi må hjælpes ad
En sidste anke kommer her. Hvor ville jeg ønske, at kapitlet om kønsroller på arbejdspladsen havde fået tildelt mere plads end de 7 sider, der er tilfældet. Forfatterne formidler det synspunkt, at vi som samfund behandler mænd og kvinder forskelligt. ”Det ser ud til, at der på mange arbejdspladser stadig er ret forskellige forventninger til mænd og kvinder. Kan det være, at vi stadig- ubevidst- synes, at en kvinde, der laver fejl, er mindre kompetent, mens en mand, der er skødesløs, misser en aftale eller kommer for sent, er mere undskyldt?”. Kønsroller på jobbet i relation til ADHD er for vigtigt et emne til at blive foldet ud på 7 sider ud af 334. Jeg har ikke data til at understøtte det, men jeg tror, kvinder med ADHD kæmper en større kamp end deres mandlige kolleger, og oftere falder udenfor arbejdsmarkedet. Reaktionerne på min kronik understøtter dette. I dagene og ugerne efter udgivelsen, blev jeg lagt ned af henvendelser. Fra voksne kvinder. Min indbakke flød over med henvendelser fra kvinder, der delte min oplevelse af at fejle på arbejdsmarkedet. Jeg lagde øre til frustrationer og hjerteskærende beskrivelser. Mange efterspurgte diskrete netværk for sendiagnosticerede kvinder, og flere beskrev, hvordan de mistænkte en ADHD-diagnose, men ikke turde gå til egen læge af bekymring for konsekvenserne af at blive udstyret med en diagnose. Ingen af de kvinder, jeg skrev med efterfølgende, er stået offentligt frem med deres diagnose eller mistanke om samme. Der eksisterer tilsyneladende en udbredt frygt for at blive stigmatiseret, hvis det bliver kendt, at man har en psykiatrisk diagnose. Sådan bør det ikke være. Det skal vi hjælpe hinanden med at ændre. Start med at læse ”ADHD på jobbet”, uanset om du er ansat med ADHD, chef for ansatte med ADHD eller, nå ja, chef med ADHD.
Indrømmet. Der har været ret stille på bloggen siden april. Jeg blev ramt lige i nakken af en kronik, jeg havde skrevet om neurodiversitet på arbejdsmarkedet. Jeg blev ramt på flere måder; først var der for lidt opmærksomhed og siden for meget opmærksomhed. For lidt og for meget. For meget og for lidt. The story of my ADHD-life.
Hvad med at skrive en kronik?
I april sendte jeg et kronikforslag til Politiken. Det var min erhverscoach, Helene Aalling, der sagde, jeg skulle. Hun mente, jeg skrev så godt, at jeg skulle skrive for nogle af de store medier som Weekendavisen, Politiken m.fl. Jeg gik først i panik. “Det kan jeg da ikke. Dem, der skriver i aviserne, er sådan nogle rigtige akademikere. Jeg er snydeakademiker”, protesterede jeg. Godt nok er jeg helt officielt akademiker og har bestået alle eksaminer der ledte til en titel som cand.scient. Det har blot altid været et issue, at min tilgang til skriftlighed var “forkert”. Hvor jeg selv syntes, der var en tydelig rød tråd i opgaverne, ledte censorer forgæves efter den, og min tilgang til metode fik alle mundvige til at pege nedad. Jeg kan ikke finde ud af at være konsistent, stringent eller systematisk. Når jeg skriver, skal jeg helst have alt med om alt og i alle teoretiske retninger. Jeg har lært at leve med, at jeg er sådan én, der bare ikke kan skrive. Jo jo, facebook-opslag og klummer og den slags, men ikke noget, som skriftligt dannede mennesker orker at beskæftige sig med. Da Helene ville have mig til at skrive til de store aviser, havde jeg derfor en vis modstand. På den anden side var der her et skriftligt dannet menneske, der anerkendte min personlige skrivestil. Jeg skrev en kronik. Den fik titlen “Byder din arbejdsplads krøllede hjerne op til dans?”.
RSD tog min skrivelyst
Mine hænder rystede da jeg sendte mit kronikforslag til redaktionen på Politiken. Der gik en time, så fik jeg en mail.
Jeg gik afmok i begejstring og stolthed over at være blevet vejet og fundet tung nok til Politiken. De kommende uger holdt jeg spændt øje hver dag for at være klar, når min kronik blev udgivet. Ugerne gik og blev til måneder. Da juli oprandt, stoppede jeg med at holde øje. Jeg følte mig SÅ dum. Hvad havde jeg egentlig forventet? Selvfølgelig ville de ikke bringe noget, jeg havde skrevet. Der måtte naturligvis være tale om en fejl i tilbagemelding på min indsendelse. Det værste var, at det fuldstændig tog min skrivelyst. Fra at have skrevet, så der stod flammer ud af mine hænder, tændte jeg ikke min pc en eneste gang. Det giver måske sig selv, at jeg lider voldsom af RSD. Rejection senitivity disphoria. RSD er et gennemgående træk for mennesker med ADHD og ADD. Vi oplever meget stærke, negative følelser og direkte nedsmeltninger, hvis vi bliver mødt med afvisning eller kritik. Jeg er ekstremt følsom overfor kritik, det er en smerte, der opleves som at få et knytnæveslag lige i ansigtet. Der behøver faktisk ikke være tale om en virkelig afvisning, før jeg bliver overvældet af negative følelser. Blot jeg selv oplever eller tolker noget som afvisning, påvirker det mig. Afvisning bliver hurtigt internatliseret som selvkritik. Der er en vis enighed om, at RSD har genetiske og neuroliske årsager, præcist som ADHD og ADD.
At overkomme RSD
Selv om RDS tænkes at have biologiske årsager, kan det dog tænkes, at miljøet har en finger med i spillet. Jeg bærer rundt på smertefulde erfaringer af ikke at kunne leve op til de krav, der eksisterer for akademisk skrivning. På trods af, at jeg har klaret mig over gennemsnittet i uddannelsessammenhæng – som regel ved at hive karakteren betydeligt op i den mundtlige præstation – har oplevelsen af at fejle på den del af akademia gjort mig ekstra sensitiv for afvisning af mit skriftssprog. På trods af at have ligget på briksen hos en psykoterapeut, læst indgående om andres oplevelser af RSD og afprøvet metoder inden for Kognitiv Adfærdsterapi, blev jeg ramt lige i nakken af, hvad jeg troede var en afvisning fra Politiken. Jeg gik skrivekold.
Fra smerte til glæde
Søndag d. 13. august blev jeg kontaktet på flere sociale medier af fremmede mennesker, der takkede mig for min kronik. Således erfarede jeg, at jeg ikke var blevet afvist men blot udsat til august. Søndag blev min kronik lagt på Politiken.dk, og dagen efter var den at læse i den trykte udgave. Jeg blev naturligvis ellevild af glæde, og Gud Jøsses en vild oplevelse at se noget, jeg havde skrevet, smurt ud over to halve sider i Politiken. Som Fugl Fønix genopstod jeg af asken, med fornyet kampgejst og energi. Fra asken til ilden. Da kronikken blev bragt mandag i papirudgaven gik der ild i mine indbakker på alle platforme. Jeg blev lagt ned af opmærksomhed.
Andre blev ramt af det, jeg skrev
Ikke et sekund havde jeg forestillet mig, at nogen ville kontakte mig efter at have læst min kronik. Jeg havde forventet og håbet, at mit netværk ville give mig noget love, og at min mor ville være stolt. Længere end det rakte min forstillingsevne ikke. Jeg er fuldstændig overvældet over omfanget af henvendelser fra især kvinder. Kvinder, der spejler sig i mine oplevelser. Kvinder, som er sygemeldte eller på anden måde står udenfor arbejdsmarkedet efter en årelang kamp med et arbejdsmarked, der ikke er indrettet til neurodivergente. Kvinder, der efterspørger diskrete netværk for kvinder med ADHD – eller med mistanke om samme. Kvinder, hvis børn mistrives i skolen og som må leve med lange ventetider på udredning. Kvinder, der er frusterede og ulykkelige, men som, når vi skriver lange beskeder til hinanden, er fulde af humor og intelligens og virkelyst. Og bare gerne vil have lov at være som de er.
Fra glæde til burnout
Jeg har ikke tal på, hvor mange henvendelser jeg fik. Det var vidunderligt. Lige indtil jeg brændte sammen i et gigantisk “mental burnout”. Min hjerne var “at capacity”. Jeg havde skrevet og skrevet og taget nætter i brug for at følge med. Jeg havde svaret alle, samtidig med at jeg gik på arbejde. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv hed. Bum! Jeg måtte holde en pause, få ro på krop og hoved, og tage et smut til ønskeøen for at lade op. Jeg har nydt hver en besked. Jeg elsker, at så mange har kontaktet mig. Jeg har også erkendt, at jeg gerne må svare: “Jeg vender tilbage til dig senere”, i stedet for at være vågen om natten for at skrive. Men hold nu op nogle oplevelser de her kvinder har givet mig adgang til.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Reaktionerne på min kronik har bekræftet mig i hvor meget, der er brug for, at nogen råber op om temaet neurodivergens. Hvor er der behov for at få belyst og oplyst om (arbejds)livet med diagnoser. Væk med fordomme og stigmatisering, væk med frygt for konsekvenser ved at gå til lægen med mistanken om ADHD. Vi skal stoppe med at finde os i at blive betegnet som forkerte, for dramatiske og blive beskyldt for at opfatte Verden forkert . Vores hjerne er anderledes, javel, men det gør os ikke forkerte. Tværtimod. Og vi er kommet for at blive. Jeg tager én for holdet og står offentligt frem med min diagnose og mine erfaringer som neurodivergent blandt neurotypiske. Jeg har fundet min indre batman frem og fundet kampgejsten frem. Jeg er klar til kamp. Er du sød at rode i skabet efter din superheltekappe? Og hvis du også lige gider tage den på? Jeg skal bruge dig på mit hold.
