Træning og fysisk aktivitet Arkiv — Neurospiceupyourlife

ADHD, børn og basketball

Derfor skal dit ADHD-barn spille basket

Jeg skylder basketball alt, næsten. I netop den sport fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor jeg blev en del af et særligt fællesskab. At være basketballspiller gav mig en identitet i nogle definerede år, hvor jeg kæmpede en brav kamp for at blive til noget og til nogen. For at overbevise dig om, at det er en vidunderlige idé at sende dit neurdivergente barn til basket, kommer jeg i det følgende til at gøre noget, der udløser heftig kritik i den akademiske verden. Jeg er nemlig biased, altså forudindtaget for et bestemt synspunkt. Jeg har med fuldt overlæg ledt efter og vil præsentere argumenter, der bekræfter min bias– det kaldes at cherry picke. Det må man ikke. Men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg med diagnosen ADHD har det stramt med regler, og dels fordi dette ikke er en videnskabelig artikel. Redegørelsen er anekdotisk og tager udgangspunkt i, hvordan jeg shoppede og zappede mig gennem idrætsgrene, indtil det hele faldt på plads på basketballbanen. Glæden ved basketball vil jeg gerne give videre til dit barn. Det er nemlig en magisk aktivitet, selv om nogen påstår noget andet.

Vindere af grundspillet sæson2022/23. Aalborg Vikings. “Find Holger”, Jeg er den ældste spiller.

Individuel sport eller holdsport?

I indlægget ”The magic of individual sports” (fra ADDitudemag.com) argumenteres der for, at individuelle sportsgrene fungerer bedre for børn med ADHD end holdsport. Særligt boldspil med stor grad af fysisk kontakt vurderes som uegnede. Et argumentet er, at børn med ADHD har vanskeligt ved at holde fokus på egne og andres løbebaner samtidigt, og at de derfor ofte rammes af bolden eller af en modstander. Børnelæge med speciale i ADHD, Patricia Quinn, mener, basketball er den mindst egnede aktivitet. At forstå og mestre et kompliceret spil, dets zoner og strategier og at skulle forudse med- og modspilleres bevægelser, kræver brug af de eksekutive funktioner, som er mest udfordret hos børn med ADHD. Børnene vil i stedet gå direkte efter bolden og drible løs, mens der råbes af dem fra både sidelinjen og på banen. Ikke lige den oplevelse, vi ønsker for nogen børn.

Skørping Wizards U13/15/17. Nystartet klub, masser af nye oplevelser venter dem

Men når det kommer til ADHD, er der sjældent to tilfælde, der er ens. Min ADHD ser på ingen måde ud som din. Derfor mener jeg, at det er yderst vanskeligt at give generiske råd om de mest ADHD-venlige fritidsaktiviteter. Det afhænger af det enkelte barn. Et generisk råd må derfor være, at du skal kende dit barns styrker og udfordringer indgående for at ramme rigtigt. Det kræver viden om diagnosens typiske symptomer og adfærd, samtaler med fagpersoner omkring barnet, og, ikke mindst, at du lytter til dit barn. Hvad motiverer og inspirerer, og hvad gør dit barn glad? Mon ikke, der findes en sportsgren, der matcher? Vurderer du efter at have læst dette indlæg, at basketball ikke er kompatibelt med dit barns præferencer og behov, så er der gode anbefalinger til andre sportsgrene i den omtalte artikel på ADDitude.

Sport tillader store følelser

Efter mit udredningsforløb i 2022 forklarede psykiateren, at det ikke er min ADHD, der er et problem. Det er derimod det faktum, at jeg skal fungere i en verden tilrettelagt for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Men der er én kasse, jeg altid passer i, nemlig kassen med sport. I sportens verden er der plads til drama og store følelser. Som én, der havde problemer med følelsesregulering, kom mine følelser ofte tydeligt til udtryk som begejstringens glæde eller stor, voldsom vrede og frustration. På sportsarenaen oplevede jeg som barn, at det gav minimal ballade at være i sine følelsers vold og udtrykke store følelser. Det var et anderledes ufarligt sted for mig at være end i andre sociale sammenhænge, hvor jeg ofte faldt udenfor.

Som barn og ung var jeg selv, og alle omkring mig, uvidende om min diagnose. Jeg blev blot opfattet som “én med krudt i røven.. Da jeg var fem år gammel, var mine forældre så trætte at se mig springe rundt i møblerne, at jeg blev sendt til springgymnastik og svømning. Og håndbold og ridning og vandpolo og rytmisk gymnastik og zap zap zap. Jeg elskede sport, og det gør jeg stadig. Dengang måtte jeg ved sæsonstart igennem hårde forhandlinger med mine forældre for at få lov til at deltage i så mange aktiviteter som muligt. Nu betaler og bestemmer jeg heldigvis selv, så medlemskab af tre forskellige fitnesscentre, en basketballklub og at lufte mine syv cykler fylder min hverdag med aktivitet. Jeg elsker det, men det er også et grundlæggende behov, der skal opfyldes. I mange år selvmedicinerede jeg med træning uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Træning betød, at jeg kunne fungere bedre på job og i et familieliv. Mine nærmeste accepterede mine mange, mange timer med sport. Et fremtrædende symptom hos mig er hyperaktivitet. Symptomlisten kan som nævnt se meget forskellig ud fra person til person, men den indeholder ofte hyperaktivitet, impulsivitet, risikosøgning, evne til lynhurtigt at skifte sit fokus fra en opgave til en anden – hov; beskrev jeg lige en række træk, som giver fordele i sport? Det er bestemt ikke alle med ADHD, der trives i sport, men min hjerne er som skabt til netop det miljø. Det kunne tænkes også at gælde dit barn.

Store ADHD møder lille ADHD

I denne basketballsæson mødte jeg og mit hold fra Aalborg Vikings, Odder på hjemmebane. I en pause i spillet kommenterede en Odder-spiller, at jeg er over gennemsnittet muskuløs. Jeg jokede med, at min Robocop-krop skyldes min ADHD, der jager mig i fitnesscentret dagligt. Det bedste, man kan gøre for sin fysiske form, er at anskaffe sig en diagnose med lidt hyperaktivitet. ”Min søn har også ADHD, og han har shoppet noget rundt i sportsgrene. Men nu er han begyndt at spille basketball, og stortrives med det. Mon basket er særligt godt til ADHDére?”, spurgte hun. Jeg nåede kun at svare ”ja”, så blev spillet fløjtet op igen, og hun fik aldrig mit bud på, hvorfor basket kan være perfekt egnet til nogle neurodivergente. Efter kampen kom drengen hen til mig og tilbød mig at dykke ned i hans slikpose. Vi bondede og fik en snak om basket og om at være lidt anderledes. Han fortalte stolt om alt det, han havde lært, hvor sjovt han har det til træning, hvor mange venner han har fået, og hvor fedt det er at kunne drible bolden bag om ryggen. Jeg erklærede mig fuldstændigt enig. Det er magisk at finde den kasse, man passer perfekt i. Det er livsforandrende.

Skørping Wizards i aktion. Foto: Katrine Tram

Basketball som identitetsmarkør

Dette er, som før skrevet, et anekdotisk indlæg baseret på egne erfaringer og oplevelser med basketball. Jeg har tænkt meget over, hvorfor netop basket blev min foretrukne sport. Med en beskeden højde af 1,60 – på en god dag og med solen og vinden i ryggen- lå det ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive begejstret for basket. Men jeg er stadig at finde på banen, her 40 år efter min første træning. Jeg kendte ikke noget til sporten, før jeg havnede i en gymnasieklasse på Risskov Amtsgymnasium med Anne-Marlene. Hun spillede i Skovbakken og lokkede mig med. Jeg så mig aldrig tilbage, og det fik mig gennem gymnasietiden, at jeg kunne smutte over i hallen i frikvartererne for at shoot some hoops. At være basketspiller blev en væsentlig del af min identitet. Det forhøjede min status i en teenageperiode, jeg i øvrigt ikke kom så godt igennem. Det blev en slags modidentitet til de moderigtige, trendy og populære piger, som kunne noget, jeg ikke kunne gennemskue. Basketball reddede mig på alle de områder, man skal navigere i som teenager og gymnasieelev. Jeg slap for tøjkriser hver morgen, da jeg altid var i træningstøj, så jeg kunne smutte i hallen i hvert ledigt øjeblik. Det var i slutningen af 80érne, hvor basketball var nyt og cool, og jeg lånte lidt stjernestøv fra NBA-spillerne. Basketball var ikke noget, jeg gik til, det var noget, jeg var.

U11Piger fra Falcon, Stevnsgade, Gladsaxe og SISU til træning, foto: Sona Camra

Jeg blev hurtigt god til basket, og det betød, at hvor andre skruer ned for idrætsaktiviteter i gymnasietiden, fordi det sociale og fester lokker, så skruede jeg op for sport. Jeg kom på 1. holdet, og skruede ned for alt det sociale udenfor træning, og hurtigt jeg screenet helt ud af fællesskabet. Det var både en stor sorg og en stor frihed. Det er først på bagkant, jeg har erkendt, at basketball var min undskyldning for at ikke deltage i det sociale, som er den arena, der altid har været mest problematisk for mig at være i. I øvrigt noget mange med ADHD kan nikke genkendende til. En lørdagskamp i København gjorde det acceptabelt at melde fra til private fester om fredagen. Hvilken lettelse. Selv om jeg statusmæssigt befandt mig i periferien af et ligahold, gav det mig følelsen af at høre til i et fællesskab.

ADHD-venlige karakteristika ved basketball

En del børn med ADHD har udfordringer på den sociale arena. Det er i sig selv værdifuldt at føle sig som del af et hold, da det kan bidrage til følelsen af at være værdsat. For at lykkes med den sociale del af en holdsport kræves feedback fra trænere og andre voksne omkring holdet. Basketball spilles med fem spillere på banen, og det lave antal spillere giver den enkelte spiller mulighed for en stor mængde feedback og opmærksomhed fra træneren. Samtidig er spillet meget teknisk præget, og at blive sikker i skud kræver mange timers træning ved kurven. Time efter time, år efter år, kan fyldes med teknisk træning, som skudøvelser, dribleøvelser og anden legende ballhandling. Det gør træningen spændende, da den enkelte spiller har utroligt meget boldberøring. Elementer af det færdige spil kan øves i småspil, to mod to; tre mod tre, mod en kurv, som igen giver intensitet og megen boldberøring. Der er ikke meget ventetid i spillet. Man skal ikke stå på række og vente på ens tur som i springgymnastik. Og jo mere man leger med bolden i de pauser, der er til træning, jo bedre en spiller bliver man. Alt sammen med til at fastholde børn med ADHD til basketspillet.

Mindre struktur og mere bevægelse

Basketball er et spil, hvor der konstant foregår bevægelse. Ingen spillere står stille på faste pladser, og der er ingen zoner eller områder, man ikke må træde ind i. Både i angreb og forsvar må spillerne bevæge sig over hele banen. Man er nødt til konstant at orientere sig mod modstandere og medspillere i bevægelse – der betyder, at der hele tiden sker noget nyt. Det forhindrer, at en spiller med ADHD kommer til at zoome ud, fordi det er kedeligt. Et angreb skal gennemføres på 24 sekunder, herefter skifter spillet fra angreb til forsvar. For en person med samme symptombillede som mit, er det lettere at holde fokus, når der ofte sker noget nyt i spillet. Jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i lang tid ad gangen, så korte angreb og forsvar er optimalt for at bevare koncentration.

ADHD defineres som en opmærksomhedsforstyrrelse, men det betyder langt fra at en spiller med ADHD ikke kan være opmærksom på basketbanen. Tværtimod kan en spiller være opmærksom på alt, hvad der sker over hele banen på samme tid. En evne til hurtig bearbejdning af information om med- og modstanderes bevægelser gør en spiller med ADHD i stand til at forudse handlinger og spilmuligheder, før de opstår. I basket er det muligt og ofte en fordel at reagere på instinkt og at handle impulsivt, hvis en åbning mod kurven viser sig. Og impulsivitet er netop et almindeligt symptom hos neurodivergente, som i den rette setting kan være en styrke. Vi begejstres jo alle af de ukonventionelle spillere, der overrasker med vanvittige moves.

Min hjerne bearbejder information til løsninger så hurtigt, at jeg ofte overrasker mig selv med de gode afleveringer, jeg får sendt afsted. Min bevidsthed kan nærmest ikke følge med, og i mange år tænkte jeg på mine assists (målgivende afleveringer) som held. Men det er ikke held, det er min ADHD-hjerne, der gør det muligt. Modsat er jeg verdens ringeste pointguard, hvis jeg spiller på et hold, der gør brug af indøvede angrebssystemer. Jeg er ikke i stand til at huske spilsystemer, selv ikke de simpleste af slagsen. Først da jeg fik konstateret ADHD, faldt 10-øren. Jeg er ikke for dum til at forstå spilsystemer, jeg er blot udfordret på hukommelse og er styret af impulsivitet. Så jeg kommer uden undtagelse uforvarende til at ødelægge spilsystemerne, og det har kostet mange ture på udskiftningsbænken og en solid omgang skæld ud. Jeg excellerer derimod i at aflæse og reagere instinktivt på med- og modspilleres bevægelser. Den evne har jeg klaret mig på i 40 år, og har forsøgt at maskere min manglende evne til at spille med struktur. Det lykkedes vist ikke.

Step back, den gamle dame kan endnu – og der er musik til arbejdet. Det er en del af basketkulturen, ligesom store shorts og tanktops.

Træd varsomt, coach!

Og apropos skæld ud: Pas på coach, du har med et delikat væsen at gøre. Du kan være den afgørende faktor for, om et barn med ADHD lykkes eller fejler med det spil, du elsker – ellers var du vel ikke træner. Mange børn og voksne med ADHD er decideret dårlige til at håndtere afvisninger. Mange af os bøvler med Rejection Senitivity Disphoria. Det skal jeg nok dedikere et helt indlæg til her på bloggen. Kort fortalt mærkes skæld ud på samme måde som at få en lussing. Det gør fysisk ondt, og det sætter sig i os for resten af livet. Så undlad offentlig skæld ud, men henvend dig direkte og lidt diskret til barnet for at korrigere adfærd. Forstærk i stedet den adfærd, du ønsker, ved at fremhæve, anerkende og se barnet, også i dets mislykkede forsøg. Anerkend og ros også barnets intentioner og tro på, at vi ADHDére som regel forsøger at gøre vores bedste, selv om det nogen gange ikke er nok. Ros det kreative og det utraditionelle, og du skal se et barn med ADHD trives i Verdens bedste spil. For det er vi enige om, det er, ikke?

Længst muligt i egen krop – Tanker om alder og en PR i squat

I forrige uge lavede jeg PR i dødløft, og i går rykkede jeg en rekord på squat. Jeg er, så vidt jeg kan huske, det stærkeste jeg har været i mit liv. Det er sært, da jeg jo ikke er 17 år længere. Hvilket er et udtryk, som understøtter den alment accepterede sandhed, at ung er bedre end gammel. Jeg er ikke enig, og det er min krop tilsyneladende heller ikke.

På evig jagt efter dopamin

Det er påske, men det ved du nok allerede. En foruroligende højtid, da butikker, biblioteker og genbrugsbutikker er lukkede. Det betyder, at jeg skal have mit dopaminrush på andre måder end ved min foretrukne aktivitet; at gå i Røde Kors og rode i folks aflagte tøj. I stedet doomscroller jeg på min telefon og er røget i et rabithole af artikler og opslag om ”Things to stop doing when you turn 40”. Hvis ikke, jeg var velmedicineret, havde det udløst et greatest hits raseri. Jeg har ikke flere fucks at give til kvindebegrænsende kulturnormer, der fortæller mig, at modne kvinder ikke må gå i bikini, have langt hår eller gå i korte kjoler. Algoritmen sender muligvis den slags efter mig, fordi jeg brugte hele min aften på at google ”Cargopants”. Det blev nok for meget for algoritmen, som vil hive mig i en mere passende retning for en kvinde i midlife. Men åhhh cargopants. Sådan nogle oversized busker med store lommer i noget faldskærmsagtigt stof. Fortrængt er det faktum, at jeg var middelsvært utilpas i præcist den type bukser nede i 90érne. De skal da have en chance til. Kan man flashe cargopants som 55-årig? Hell yeah. Med en cropped top? Bring it on.

Påsketræning gav lykkefølelse

Skærtorsdag var jeg til et stepevent i Aarhus. Jannie var der også. Hun roste mig for at orke at styrketræne inden timen. Jeg svarede, at det er nødvendigt, hvis jeg vil gøre mig håb om at steppe, også når jeg rammer en særdeles høj alder. Vi talte om frygten for den dag, hvor vi ikke længere kan følge med i det tempo, der fyres af på en steptime. Hvem er vi så? Hvor skal vi gå hen efter en dosis lykke? Intet gør mig lykkeligere, og jeg er høj på dopamin og serotonin i timer efter. Jeg ved ikke, hvor gammel Jannie er, for man spørger jo ikke en dame om hendes alder. Hvornår har en dame for øvrigt en alder, hvor man ikke længere må spørge, og hvorfor er alder egentlig så negativt ladet? Jeg lever mit bedste og stærkeste liv, men jeg oplever i min nuværende livssituation, at der er en pris at betale for den stigende alder.

Alder som en begrænsning?

Jeg var til begravelse onsdag og røg efterfølgende ned i et sort hul af dødsangst og håbløshed. Mit liv er udfordrende pt: Ingen job, ingen kæreste, ingen nære relationer i min hverdag, ingen penge og ingen idé om, hvad der skal blive af mig. Det lyder skræmmende, men den positive framing er, at jeg er ved at tegne konturerne af en fremtid, hvor jeg udelukkende vil beskæftige mig med det, der gør mig glad. Endelig. Jeg søger min tredje karriere. Jeg skal for alt i verden ikke havne i endnu et lederjob uden øvre arbejdstid. Men det er svært at være i processen, for det tager tid at skabe sig en ny tilværelse, og tålmodighed er ikke min spidskompetence. Jeg søger job og forsøger at sparke døren ind til nye brancher. Afslag og afvisninger vælter ned over mig, og jeg håndterer det dårligt. Så mit humør svinger, mens jeg forsøger at holde fast i min beslutning om at vælge en anden arbejdsvej. Det har jeg gjort før, men det er åbenbart langt vanskeligere som midaldrende kvinde. Jeg tror, algoritmen er på spil igen. Jeg får afslag i et tempo, hvor ingen kan have nået at læse min ansøgning. Min a-kassekonsulent er enig i, at algoritmer sorterer kandidater fra, og at høj alder fører direkte til papirkurven. Det er jo gak. Jeg er det mest kvalificerede og erfarne, jeg nogensinde har været. Jeg skal ikke have barselsorlov eller barns første sygedag. Jeg er flytbar og kan arbejde fleksibelt. Hvad er det ved mig, arbejdsgivere mener bliver mindre værd med stigende alder? Hvordan kan vi mangle arbejdskraft i Danmark og vedtage love om stigende pensionsalder og så udelukke en del af arbejdsstyrken? Det er svært at relatere til den form for aldersdiskrimination, når min krop og min hurtigt tænkende hjerne føles 25-ish.

Hvad savner jeg fra min ungdom?

Selv om jeg føler mig som 25, har jeg tænkt over, om der er noget, jeg savner fra min ungdom. Indrømmet. Jeg savner fester og at danse. At samles en flok veninder for at dulle sig op og sippe æblesnaps og Martini. En sitrende stemning af forventning, lyden af Kim Wilde og Duran Duran på kassettebåndoptageren og en stank af en deodorant, der hed Date. Jeg styrede det dansegulv! Mit midaldrende jeg befinder sig derimod kun på dansegulvet, når jeg underviser i dans. I mit netværk kommer vi ikke rigtigt videre fra spisebordet, når vi mødes. Men ellers er det svært ved at pege på noget, jeg savner. Måske skyldes det, at jeg grundlæggende laver de samme ting, som da jeg var 25. Jeg har ultimativ frihed og masser af tid til mig selv. Jeg løber rundt i en hal og spiller bold, jeg stepper og danser. Jeg hører P3. Jeg konkurrerer om cykelstien med stadigt færre unge, der som jeg ikke har bil. Jeg hører podcast som ”Fries before guys” og ”Her går det godt”. Jeg pakker mine ting i poser i stedet for i en kuffert, og jeg spiser Click Mix. Er det et problem? Muligvis. Indtil for et år siden havde jeg pink hår. Det fik min frisør sat en stopper for. ”Hvis du gerne vil have en jævnaldrende kæreste, så går det der ikke”. Jeg indvilgede i en mindre hidsig hårfarve, for jeg vil virkeligt gerne have en jævnaldrende kæreste. Og her går det op for mig, hvad jeg savner mest. Da jeg var ung, så jeg mig omkring og der var mængder af interessante jævnaldrende mænd med kærestepotentiale. Hvor er de mænd nu? Sidder de derhjemme i sofaen og venter på den næste fodboldkamp, eller har de travlt med at være rasende i kommentarsporet på Facebook? Det kan faktisk tænkes, at de lever et mere rigtigt voksenliv. Hvis jeg endelig møder nogle irl, kan vi så finde noget at mødes om, når jeg hellere vil spille bold end se det på tv?

Handler det om, hvor gammel jeg er eller om, hvordan jeg er gammel?

Det aldersspænd, hvor man har den helt rigtige alder, virker meget flygtigt. Som med en avokado. Den er umoden og uspiselig længe, for så pludselig at blive moden og perfekt. 10 sekunder efter er den blød og brun og ryger i skraldespanden. Jeg var længe for ung; i ti sekunder havde jeg en passende alder, og nu er jeg åbenbart uspiselig og ryger i skraldespanden. Men jeg er ikke den eneste avokado. Se blot på politikere, som aldersshames, både hvis de er for gamle, og hvis de er for unge. Da Biden stillede op til præsidentvalget, var der et stort fokus på hans høje alder. Til spørgsmålet, om han var for gammel til at stille op, svarede Biden: ”Watch me. Watch me. All this stuff about lack of energy. Come get in the bus with me, 16 hours a day, 10 days in a row. Come see me. My doctor sends me every morning, every morning, an exercise routine, and I do it every morning. I´m not in bad shape” (interview, 2020, New York Times). Omvendt trak det overskrifter, da Christina Krzyrosiak blev borgmester i Holbæk som 25-årig. Der var fokus på, om hun var gammel nok og havde tilstrækkelig erfaring. Hun skulle forsvare sin viden og evne til at træffe vigtige beslutninger, men hun slap for spørgsmål til fysisk form. Alder er både et vilkår og en identitetsmarkør. Men hvor gammel ville du være, hvis ikke du vidste, hvor gammel du var? Hvilken alder føles du? Og er din følelse af ”dig” stærkere end din alder?

Alder er et privilegium

Min følelse af ”mig” er betydeligt stærkere end min følelse af 55 år. Når jeg ser billeder af mig selv, kan jeg godt se, at jeg er en kvinde på 55 år. Det har jeg det fint med. Jeg har fortjent hver eneste rynke i mit ansigt. Det er resultatet af et levet liv, af glæde, latter og bekymring. Jeg skal ikke botoxes rynkefri, jeg befinder mig fint med at ligne den alder, jeg har.

Min følelse af ”mig” er stærk. Jeg har en markant svagere følelse af et ”Vi” med personer, jeg er jævnaldrende med. Jeg har et netværk af mennesker i mange forskellige aldre, ofte via interessebårne fællesskaber. Måske skyldes det, at jeg stadig har en fysisk form, hvor jeg kan deltage i de aktiviteter, jeg har lyst til, og ikke oplever begrænsninger i min hverdag. Jeg opsøger ikke særlige aktiviteter for min aldersgruppe, som betegnes seniorer. Jeg dyrker mine interesser og danner netværk med andre, der deler disse. Jeg har faktisk intet ønske om at fremstå yngre, og jeg opfatter alder som et privilegie, en gave. Min far blev 61, min bror blev kun 48. Jeg er 55, og den gave skal dælme pakkes ud og give glæde hver dag. Jeg lytter til Dayyani´s Blink Twice. Hun synger:” Dancing is a privilege. Don’t take it for granted.” Dancing is a privilege, so is age. Og de to ting hører sammen i min verden. Jeg kan ikke gøre så meget ved den aldersdiskrimination, jeg mødes med i en kontekst af arbejdssøgende, men jeg kan gøre alt i min magt for fysisk at være i stand til at danse og deltage i alt, der giver mit liv mening, og som gør mig glad. At kunne leve det liv, jeg gerne vil, kræver en indsats, og jeg optimerer på flere parametre. Det bør du nok også, hvis ikke du allerede er i gang.

Forfaldet skrider planmæssigt frem – har du en vedligeholdelsesplan?

Det er et faktum, at som vi bliver ældre, går vi i forfald. Lev med det. Eller gør hvad du kan for at stoppe ulykken og udsætte forfaldet. Der er to gode nyheder. Den første gode nyhed er at, det endelig er tilbagevist, at man bliver dårligere til at lære, når man bliver ældre. Ung som gammel har tilsyneladende samme kapacitet til at tilegne sig viden – forudsat at man udfordrer hjernen hele livet. Så kom i gang med hjernetræning, lær et nyt sprog eller nye færdigheder, for du vil da gerne være den skarpeste kniv i skuffen. Der er endnu en god nyhed. At the end of the day bliver vi alle gamle og syge og dør, men du kan selv påvirke, hvornår det sker, og hvordan du har det som gammel. Forskerne bag nye undersøgelser om aldring er selv overraskede over resultaterne, som går imod de hidtidige opfattelser af forfald. Lærebøgerne skal skrives om. Med en seriøs indsats kan du halvere funktionstabet! Halvere! Mit ærinde med at spørge til din vedligeholdelsesplan netop i påsken, er ikke at slå dig oveni hovedet med en omgang foodshaming efter dine påskefrokoster, så spis du blot det påskeæg! Pyt (næsten) med din kost, fokuser på dit aktivitetsniveau. Nye danske studier fra Aalborg Universitet med Ernst Albin i spidsen viser, at det aldersbetingede fald i fysisk formåen, er langt mindre, hvis man er fysisk aktiv hele livet. Faktisk kan du halvere nedgangen gennem træning. Den dårlige nyhed, hvis du altså ikke ligefrem elsker sved og høj puls, er, at det skal være intensivt og ofte. Så vil du kompensere for det aldersbetingende præstationstab, skal du træne en masse. Nu har du spist det påskeæg. Du har derfor god energi, så på med træningstøjet og afsted.

Længst muligt i egen krop

Og nu vi er ved de dårlige nyheder om store træningsmængder, så er her lidt at tænke over, hvis du ikke kan forlige dig med nogen form for fysisk aktivitet, heller ikke i små mængder. Sundhedsstyrelsen har for nylig sat tal på, hvad forskellige risikofaktorer i livet koster i form af ekstra dødsfald. En inaktiv livsstil koster 4653 dødsfald årligt, usunde kostvaner knyttes til 1382 dødsfald mens svær overvægt betyder 750 dødsfald. Det er langt sundere at være en fysisk aktiv overvægtig, end en slank inaktiv.

Du vælger ikke selv, hvor gammel du bliver, men du har en kolossal indvirkning på, hvordan dit liv som gammel bliver. Mit mål er at kunne klare mig selv, men også at kunne fortsætte med de ting, jeg har lyst til – uden at skulle bruge hjælpemidler eller bede nogen om at løfte tre rammer dåsecola hjem i mit køleskab eller snøre mine sko. Et andet mål er at afværge fald. Det sidste handler om, at jeg er fumler tumler og går ind i ting. Det bliver jeg nok ved med resten af mit liv, da det er en del af min diagnose. Men vidste du, at hoftebrud efter fald medfører døden for 20-30 % af de ramte, som ofte er kvinder? Et hoftebrud dør man da ikke af, tænker du nok, og det har du delvist ret i. Men et langvarigt sengeleje med en brækket hofte fører ofte til komplikationer som blodpropper. Mit gode råd til dig som kvinde er derfor at undgå fald, og her kommer træning ind. Med stærke muskler efter tung styrketræning vil du være i stand til at afværge et fald, hvis du får overbalance. Det handler både om din livskvalitet og om din overlevelse.

Carpe the fucking diem out of your workout

Jeg vil leve længst muligt og stærkest muligt i egen krop. Hvad er det værd at have en fed pensionsopsparing, hvis jeg ikke kan danse længere eller cykle afsted ud i naturen? Derfor træner jeg. Det er så en stor fed løgn, for det er ikke derfor, jeg træner, men det lød meget godt inde i mit hoved. Jeg træner primært fordi, jeg ELSKER at træne og fordi, jeg er hyperaktiv og har brug for bevægelse ad libitum. Jeg har i øvrigt ikke en fed pensionsopsparing, nu jeg er i gang med at korrigere mig selv. Men jeg har sat PR i squat og det kan også noget. Det er ikke rekorden i sig selv, der er vigtig. Det er al den styrketræning, der gør, at jeg kan være med på eller over niveau med 20-årige, når det kommer til fysisk aktivitet. Jeg kan spille en basketballkamp, undervise i dans og transportere mig på cykel også i modvind. Jeg har sat knogle- og muskelmasse i banken til ældre tiders nedgang. Jeg skal, som sagt, længst muligt i egen krop. Du bestemmer selv, hvor langt du skal i egen krop, og jeg skal heller ikke bestemme, hvilken form for fysisk aktivitet, du skal kaste dig over. Det var også løgn, for du skal styrketræne! Og der skal vægt på. Det vil være dit livs bedste investering. Jeg er normalt stor fortaler for, at den bedste træning er den, der bliver til noget. Der er større sandsynlighed for, at du deltager regelmæssigt i en aktivitet, hvis du faktisk elsker selve aktiviteten og ikke kun resultatet. Men lige her strammer jeg garnet! Hvis noget af ovenstående giver mening, altså hvis du vil undgå det fysiske forfald, der følger med stigende alder, så skal du komme alle dine æg i en kurv: Styrketræning, og du skal give den max gas. Carpe the fucking diem out of your workout.

Jamen jeg hader fitnesscentre

….sagde ingen, der har oplevet fremgang, mestring og teknisk sikkerhed i frivægtsområdet nogensinde. Jeg vil påstå, at alle kan opnå, måske ikke ligefrem at elske, men at synes om styrketræning. Du aner ikke, hvor gigantiske glædeudbrud, jeg har hørt fra kvinder, der har udført deres første pull up. Eller hvor fedt det er at føle sig stærk og at mestre seje løft. Hvis du gjorde, sad du ikke her og læste, så var du på vej til træning. Forskellen, som jeg ser det, er grundig og kompetent introduktion, vejledning, tålmodighed samt nogen at tale med om dine usikkerheder og andre svære følelser, som uundgåeligt vil vise sig. Please, lad være med at købe adgang til et center i den tro, at du kan komme i gang på egen hånd. Den vej fører som regel til en crosstrainer eller et løbebånd og så i bad. Dont. Du skal i frivægtsområdet, og der er hjælp at hente. Men se dig godt for. Branchen for personlige trænere er fuld af skiderikker. Branchen har dog også vidunderlige af slagsen, som AO Coaching (aocoaching.dk, Aalborg), Styrk (“Styrk.dk”, Aalborg, Randers, Aarhus), Unlimited Performance (“up_unlimitedperformance”, Aalborg) og Strong Curves (“Strongcurves.dk”, Aarhus). Jeg har ingen andele i disse private træningsstudier, ud over at de er startet af nogle af mine utroligt dygtige “gamle” elever fra Sportshøjskolen. De er veluddannede, engagerede, har værdierne i orden, og du vil være i trygge hænder. Jeg nævner dem udelukkende, fordi jeg af hjertet ønsker, at du vil få den samme glæde ved træning, som jeg har. Så vi kan mødes og lave fede ting, også om 20-30 år.

Kontakt mig, hvis jeg kan være behjælpelig med at finde det, der kan være rigtigt for dig. Jeg gentager: Længst muligt i egen krop.

God træning.

Jeg er miked up til danseundervisning på billedet nedenunder – ofte kræver mit liv store mængder tape for at hænge sammen.

Din ADHD-hjerne elsker træning

Jeg er dårlig til at lære, hvis jeg skal sidde stille samtidig. Jeg lærer bedst under bevægelse, og jeg er konstant i bevægelse. Jeg har dyrket idræt, så længe jeg kan huske. I år fejrer jeg et flot 50-års jubilæum som aktiv i den organiserede idræt. Inden, jeg som 5-årig blev sendt til gymnastik og svømning, havde jeg hoppet, klatret, snurret rundt og stået på hænder i møblerne og på legepladsen. Det var gymnastikken, der trak, men da min mor først havde lært at svømme som voksen for at kunne tage sine børn med på stranden, ja så var svømmeundervisning et krav og adgangsbilletten til det forjættede gymnastikcenter.

40 år som instruktør, og det gør mig stadig helt lykkelig. Her dans foran turistkontoret på Samsø.

Det farlige liv som risikosøgende

Jeg fik lært at svømme i AGF hos Susanne Nielsson, som dengang var the shit indenfor svømning. På Svømmestadion på Ingerslevs Boulevard var et udspringsbassin med 4 meters dybde, og der tjekkede jeg ind til børnesvømning. Det var midt i sæsonen, og ingen havde noteret sig, at jeg var ny og ikke før havde været på dybt vand. Da de andre børn sprang i bassinet, sprang jeg med. Min mor sad på tribunen og skreg af forskrækkelse, men jeg flød som en korkprop til overfladen og plaskede afsted. Susanne fik mig dog hevet op og iført et korkbælte, mest for at få min mors nervesystem i vater. Normale børn på 5 år havde måske vægret sig eller kravlet forsigtigt ned i bassinet, men impulsivitet og risikosøgning er almindelige mellemnavne for os neurodiverse. Af samme grund havner personer med ADHD oftere i trafikulykker og i fængsel. Nye tal fra Trafikforskningsgruppen på AAU viser, at personer med ADHD har en forsøget risiko på chokerende 62 % for at blive involveret i en trafikulykke, med en forøget risiko for soloulykker på 50 %. Hver gang, jeg læser om unge mænd, der med alt for høj fart kører galt i trafikken, tænker jeg: ”Åh nej, han havde med garanti ADHD”. ADHDére har derudover fem gange højere risiko for at begå kriminalitet, der ender med en fængselsstraf. Av av. Men fortvivl ej, træning kan muligvis hjælpe dig til en lavere risiko, og ellers kan jeg anbefale, at du undlader at have bil. Jeg har dog vurderet, at det er bedst for alle, at jeg holder mig til cykel og offentlig transport. Læs videre for forklaringen på hvorfor træning er en vigtig ingrediens i et ADHD-liv.

Tilbage til svømmebassinet

At ligge med snuden i vandoverfladen i halve og hele timer, holde fokus på den hvide streg i bunden af bassinet og samtidig forsøge at holde styr på antal baner, blev aldrig min favorit. Men gymnastikken holdt ved, indtil jeg opdagede det magiske, ADHD-venlige boldspil basketball. I et kommende blogindlæg vil jeg forklare dig, hvorfor du skal sende dit neurodiverse barn til basketball. Jeg har snurret rundt i højt tempo i så ufatteligt mange timer af mit liv. Højintensive træningsformer med elementer af koordination og koreografi, gerne til musik der er upbeat and happy, har fået et varigt tag i mig. Mine yndlingsaktiviteter er dans/step og basket. Det gør mig direkte lykkelig, og jeg har altid fornemmet, at mit funktionsniveau er markant bedre i perioder med en regelmæssig dosis af netop den type aktivitet. Men jeg vidste ikke hvorfor. Det er jeg blevet klogere på, og der findes en forklaring og en god grund til, at du skal beskæftige dig med lige netop højintensive idrætsgrene. Det handler om hjernens struktur og kemi, og her er en koncentreret og forenklet gennemgang. Du er velkommen til at springe direkte til de gode råd om at optimere din ADHD-hjerne med træning, som findes i slutningen af indlægget.

ADHD-symptomer kort fortalt

Hjernen er sammensat af milliarder af nerveceller, der tilsammen udgør et kompliceret netværk til overførsel af information. For at vi kan bevæge os, tænke og føle, kræver det, at nervecellerne kan kommunikere med hinanden. Dette foregår gennem et system, hvor beskeder sendes og modtages via kemisk overførsel gennem de såkaldte neurotransmittere, f.eks. dopamin. Hos personer med ADHD er transmitterne i den forreste del af hjernen begrænset i deres evne til at kommunikere med andre dele af hjernen. ADHD viser sig som en række vanskeligheder med eksekutive funktioner, som er nødvendige for at kunne fungere i stort set alle arbejds- og hverdagssituationer, hvor der besluttes, planlægges og overvejes. Personer med ADHD har altså en forstyrrelse i frontallapperne, der styrer og kontrollerer opmærksomhed, motorisk aktivitet, følelsesregulering og impulsivitet. Det betyder ikke, at én med ADHD ikke kan være opmærksom, men mere at hn er opmærksom på alt i omgivelserne på samme tid og derved kan have svært ved at fokusere på en enkelt opgave. Tanker flyver rundt i hovedet, og hn er let afledelig og urolig, en uro som kan være både mental og fysisk. De områder, der dæmper impulser, er hæmmede, og derved kommer hn ofte til at gøre ting, hn fortryder efterfølgende, eller som udløser skæld ud.

En manglende evne til følelsesregulering medfører vredesudbrud, hn havner i konflikter, og der ses en tilbøjelighed til at løbe risici, som f.eks. at køre for hurtigt. Transmitterne er ved ADHD ikke kun begrænset i deres evne til at kommunikere. Selve niveauet af dopamin tænkes at være ustabilt hos personer med ADHD. Denne ustabilitet kan forklare, hvorfor ADHD ofte viser sig ved skiftevis manglende motivation og vedholdenhed afløst af perioder med hyperfokus. I det tilfælde, hvor basalniveauet er for lavt, reduceres motivation og evne til fokus. ADHD-hjernen belønner søgen efter ny stimuli med udløsning af dopamin, hvorved motivation og fokus forøges, måske endda til en tilstand af hyperfokus. Men da dopaminen hurtigt klinger af, mistes motivation og interesse, og interessen dirrigeres mod en ny opgave – i en endeløs række af ikke-færdiggjorte projekter og opgaver. Adfærd præget af høj grad af impulsivitet kan forklares herved, da impulsivitet er en tilbøjelighed til at søge den umiddelbare belønning ved en handling i nuet, uanset konsekvenser. Den lave dopaminkoncentration opleves som en følelse af utilfredshed eller manglende tilfredsstillelse, som forsøges opnået ved et quickfix, der kan tage form af shopping, brug af rusmidler, tyveri og ja, træning.

Det handler om kemi

Flere og flere studier peger på, at træning kan forbedre opmærksomhed, koncentration og motivation; aspekter personer med ADHD har udfordringer med. Træning kan indgå som en del af den ikke farmakologiske behandling af ADHD (læs mere uddybende i f.eks. Berwid & Halperin, ”Emerging support for a role of excercise in ADHD-intervention planning”). Under bevægelse udløses der kemiske stoffer fra din hjerne, i form af endorfiner som indgår i reguleringen af humør, giver følelse af velbehag og som dæmper smerter. Men også serotonin og dopamin frigives ved træning. Disse stoffer er i restordre hos folk med ADHD, og det viser sig som manglende evne til at styre opmærksomhed og koncentration. Når koncentrationen af dopamin forøges i frontallapperne, forøges evnen til at regulere og fastholde opmærksomhed, mens behovet for at søge ny stimuli dæmpes. Derudover påvirker træning en vækstfaktor (BDNF) i Hippocampus, som er en del af hjernen, der spiller en central rolle i lærings- og hukommelsesprocesser. Undersøgelser viser, at koncentrationen af BDNF stiger ved fysisk aktivitet (Læs mere i Luders ”Sprækker i ADHD-Diskursen”). Effekten af fysisk aktivitet ses derudover ved en forøgelse af receptorer til neurotransmittere i dele af hjernen. Med flere receptorer vil kommunikationen mellem cellerne forbedres, hvorved de eksekutive funktioner forbedres.

Hvilken type træning er bedst?

Fysisk aktivitet har en afgørende, positiv indflydelse på de kognitive udfordringer hos ADHDére, gennem en forøgelse af neurotransmittere og af vækstfaktor. Men nogle former for aktivitet virker bedre end andre, og det afhænger af dine symptomer og selvfølgelig af dine interesser (Ratey, ”Build your mucles, build your bran” i ADDitude) . Her er en miniguide:

Højintensiv aktivitet som løb, cykling og svømning udløser endorfiner, der giver velvære og modvirker tristhed.
Teknisk betonede aktiviteter som pilates, yoga og redskabsgymnastik styrker og udvider det neurale netværk i hjernen, hvilket forøger din evne til at lære og at tænke.
Højintensive aktiviteter, som samtidig er komplekse og indebærer elementer af teknik og koordination, som boldspil, dans, mountainbike og skateboarding udvider neurale netværk og udløser både endorfiner og dopamin, hvilket har en positiv indvirkning på de eksekutive funktioner. Komplekse aktiviteter med krav til teknik øger vækstfaktor-niveauer (BDNF), og aktiverer dele af hjernen, der styrer timing, konsekvensberegning, fokus og koncentration.
Højintensive aktiviteter, der er komplekse og som indebærer, at du skal holde øje med og forholde dig til en andens bevægelser, f.eks. pardans og kampsport, giver alle de ovennævnte fordele og forøger derudover særligt evnen til koncentration og opmærksomhed.

Hvad skal du vælge?

Træning er stor gryde fuld af ingredienser, der giver velvære, koncentration, hukommelse og højt humør. Med regelmæssig træning og fysisk aktivitet kan der tilsyneladende opnås et forhøjet basniveau af bl.a. dopamin. Der er også en vis enighed om, at et stabilt niveau af dopamin i den kemiske hjernesuppe er værd at skaffe en opskrift på. Én af opskriftens bedste ingredienser er træning. Ved deltagelse i højintensive, komplekse og tekniske aktiviteter lader det ovenikøbet til, at udfordringer med impulsivitet og risikosøgning kan mindskes, idet en forøgelse af funktionsniveau i Hippocampus påvirker evnen til konsekvensberegning af egne handlinger. Jeg har ikke tilstrækkelig baggrund for at konkludere, at træning, der forbedrer evnen til konsekvensberegning, er direkte overførbar i forhold til risikoadfærd, men alt andet lige må en forbedret evne til konsekvensberegning tænkes at have en effekt på mortalitet.

Symptombilledet for ADHD varierer fra person til person, og derfor vil de forskellige typer af træning have forskellige grader af effekt og appellere forskelligt. Jeg håber, dette indlæg har fået dig til at overveje om mere fysisk aktivitet og/eller en ny træningsform vil gavne dit liv og din ADHD-hjerne.

Og så er der ellers kun tilbage at teste, afprøve og finde noget træning eller bevægelse, du virkeligt godt kan lide. Men husk, fællesnævneren er, at det skal være højintensivt, altså give dig høj puls og sved på panden. Hermed ikke sagt, at du skal droppe gåturen. En gåtur er en vigtig del af din hverdagsbevægelse for din overordnede sundhed. Det er blot et andet formål. Så for din ADHD-hjernes skyld; op med pulsen, frem over stepperne.

Du kan finde mig på basketballbanen eller på stepbænken, ses vi?

I kampdragten for Aalborg Vikings, marts 2023. Vi vandt, som mit ansigt afslører.

Da jeg kom i reparationsalderen og fik en ny hofte

Thinking back to when “a new hip joint” meant someplace I wanted to go on a Friday night.

I dag for præcist to år siden vågnede jeg op fra en operation, monteret med nye reservedele i form af et hofteimplantat. I slutningen af 40´erne kom de første symptomer, men der gik år, før jeg fattede, at jeg havde brug for en ny hofte – og før jeg fik samlet viden og mod nok til at lægge mig på operationsbordet. D.19.marts 2021 tjekkede jeg ind på Silkeborg Sygehus, hvor to kirurger brækkede min hofte af led, savede lårbenet over og bankede titanium- og silikoneimplantatet på plads. 23 minutter tog det, så var jeg udstyret med et styk kunstig hofte, klar til at komme op at gå.

Hip Hip Hooray! Sådan ser min kunstige hofte ud:

I månedsvis havde jeg himlet op om de problemer, jeg havde opfundet til lejligheden. Så jeg græd af glæde over især to ting, da jeg vågnede på opvågningstuen:

-At jeg overhovedet vågnede igen fra operationen var en lettelse og kom som en overraskelse, da jeg har de vildeste katastrofetanker og dødsangst i forhold til narkose og anden bedøvelse. Det er det største kontroltab, jeg kan forestille mig.

-At jeg kunne bevæge mine tæer. Mit worst case senario – ud over at dø – var at proceduren med epiduralbedøvelse skulle gå galt og gøre mig lam. Men alt var forløbet planmæssigt og jeg havde udsigt til at opnå fuld førlighed igen. Oh happy day.

Jeg vågnede op efter operation i sulten tilstand.

Smerter ledte til diagnosen

Længe havde smerter i lysken præget dagligdagen, men jeg dansede en del og gik ud fra, at der var tale om overbelastning. Så skulle man jo tro, at jeg holdt en pause fra træning eller opsøgte noget professionel hjælp, men det gør jeg generelt ikke så meget i. Min krop har en mesterlig evne til at helbrede sig selv. Det siger min grundlæggende overbevisning i al fald, og det passer som regel, men sandheden er nok også, at jeg ikke følger de råd, jeg får. Så hvorfor betale 400 kr. for en konsultation hos en fys, for så at tage direkte i træningscentret og gå amok. Det er ikke fordi, jeg altid er et monument af dårlig dømmekraft. Min diagnose kommer med et stort H, og hvis jeg ikke kan træne, hænger jeg i gardinerne, eller også viser hyperaktiviteten sig som en mental overaktivitet. Og du skulle prøve at være i mit hoved under mental hyperaktivitet – tro mig, det har du ingen lyst til. Så jeg træner videre uanset.

Af en note på min telefon fremgår det dog, at jeg har taget den til 10 i bekymring over den lyske med en note om at google ”lyskekræft”. Det var nu så slemt, at jeg næsten ikke kunne køre bil, jeg kunne knapt vende mig i sengen om natten, og at gå ture var et smertehelvede. Da klagede jeg min nød til Charlotte, som er fysioterapeut. ”Det lyder som en ny hofte”, sagde hun. Ny hofte? Moi? Et røntgenbillede bekræftede, at jeg led af en seriøs omgang hofteartrose. Slidgigt, som ikke har så meget med slid at gøre. Hofteartrose ses lige hyppigt hos inaktive som hos f.eks. eliteløbere. De væsentligste årsager til slidgigt i hoften er alder eller overvægt, men jeg faldt udenfor de to kategorier. Gentagne fald kan give skader på brusken og deraf følger typiske symptomer som bevægeindskrænkning, smerter i lysken, foran på låret og på siden af låret. Tjek til det. Som gymnast, boldspiller og snowboarder var det altid den højre hofte, jeg landede på, og nu var der en regning at betale.

Men en ny hofte? Så var mit liv som badutspringer vel slut, og ville jeg egentlig hellere have ondt end opgive de sjoveste af mine fysiske aktiviteter? Jeg rådførte mig med Dr. Google men fandt ikke de svar, jeg var ude efter: Hvor meget ville en kunstig hofte kunne holde til? Hvor mange år kunne den holde? I hvilken grad kunne jeg forvente at opnå fuld bevægelighed og styrke efter en operation? Var det muligt at steppe og danse med et hofteimplantat? Kunne jeg køre på snowboard?

Jeg talte med flere hofteopererede og med sundhedsprofessionelle. Der lød ikke klare svar, heller ikke om holdbarhed. De fleste patienter, der får nye hofter, er over 70 år, så derfor er det usikkert om implantater holder 15 eller 30 år, for der er patienterne ligesom døde. Fair nok.

”Vi laver jo ikke en ny hofte på dig, for at du kan springe rundt, men for at du kan leve et almindeligt liv. Du kan sagtens gå tur”, var en hyppig kommentar til mine spørgsmål. Gå tur? Jeg er sådan én, der kan træne solen sort, og at være spændstig, stærk og lynhurtig er en afgørende del af min identitet. Desuden gør intet i verden mig mere lykkelig end at steppe og danse til høj musik i et rasende tempo. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne det længere?

Da operationen er irreversibel, var jeg nødt til at være sikker i min sag, så jeg opsøgte al den viden, jeg kunne få adgang til. Jeg ledte efter nogle levede erfaringer fra professionelle dansere, som var vendt tilbage til dansescenen med en ny hofte. De fandtes, mest i USA, og der var evidens for, at jo yngre danserne var ved operation, jo bedre prognose, og ved hoftedysplasi frem for artrose, var succesraten høj. Samstemmende var dansernes erfaring, at en kunstig hofte ikke føles på samme måde som ens medfødte hofte, og at der vil være begrænsninger i bevægelsesudslaget. Det med en anden feel kunne jeg godt leve med. Jeg ignorerede det med alder og hoftedysplasi, og lod min læge indstille mig til en vurderende samtale med en hoftespecialist på Silkeborg Sygehus.

Fra forundersøgelse til operation på Silkeborg Sygehus

Jeg mødte op bevæbnet med step- og dansevideoer og 1000 spørgsmål. Kirurgen så tålmodigt med på videoerne. ”Ja, det der kan du sagtens efter fuld hoftealloplastik. Det vil jeg med 99% sikkerhed love dig. Du bliver 25 igen, og du kommer til at have vild og voldsom sex.” Okay? Lovende besked at få, både det med løftet og det med udsigten til sex, som det havde været småt med siden min skilsmisse i 2018. Jeg tog fortrøstningsfuld fra samtalen og lod mig henvise til operation.

I månederne op til operationen, optimerede jeg på de parametre, jeg selv havde kontrol over, f.eks. drak jeg ikke en dråbe alkohol, jeg fik mere søvn end sædvanligt, og jeg intensiverede min styrketræning. Dagen oprandt, og jeg fik tildelt en seng på en stue med tre andre kvinder. I nabosengen lå en 83-årig tidligere hospitalslæge, og hun var så fuld af nysgerrighed og livslyst, at hun indgød en vis portion mod og tillid i mig. Som 80-årig var hun blevet enig med sin mand om at leve på en anden måde. De er nu Colaér, couples living apart. Huset er solgt, og de bor i hver sin lejlighed. Deres samliv består af dates, han kommer med blomster, og det er meget romantisk. Det var så inspirerende at få et indblik i, og jeg glemte helt det forestående og hoppede i min seng af begejstring. Alder er aldrig en undskyldning for at prøve noget nyt.

Helt eventyragtigt blev det dog, da én af lægerne, der skulle forestå indgrebet, kom forbi til en snak. Jeg havde en yndlingspodcast, ”Her går det godt”, i ørerne og whats the odds? Lægen viste sig at være Peter Falktofts gode ven, som ofte nævnes i podcasten. Han er lige så tosset med træning som Peter og jeg. Det fik vi en lang snak om, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge til muligheden for så lille et ar som muligt. Min mave er skåret op på kryds og tværs efter en del operationer for tarmslyng, jeg har ar efter en operation på det ene bryst, og mine håndled ligner regulære selvmordsforsøg efter carpaltunneloperation. Min røv var stort set det eneste på min krop fri for operationsar, og jeg tillod mig at være en lille smule forfængelig. ”Jeg lover, vi gør det ypperste, så du får så god en bevægelighed og så lille et ar, som muligt”, sagde lægen, og overlod mig til en portør. Jeg var dagens sidste patient.

Fra operationsstuen til de første skridt

På operationsstuen herskede en rolig og munter stemning, mens alt blev gjort klar. Vi hyggesnakkede om træning og udvekslede tip om gode podcast. Anæstesilægen ankom, og jeg gik direkte i panik. Hun tog sig god tid, aede min hånd og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Jeg fik en beroligende sprøjte, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede på opvågningen. Jeg blev kørt tilbage til stuen, hvor de andre tre kvinder allerede havde været oppe at gå, og nu var det min tur. Jeg blev hjulpet til et gangstativ, og tjuhej det gik mod toilettet. Move over, I´m a woman on a mission, I need that toilet. Da jeg satte mig for at tisse, blev jeg dårlig, nåede lige at råbe op, og blev grebet i faldet af to sygeplejersker, da jeg besvimede. Det kunne ellers have været festligt at falde ned på en nyopereret hofte, bare fordi jeg gik for hurtigt til makronerne. Jeg blev smidt i seng, og der gik et par timer, før jeg blev gennet op igen, nu assisteret af to sygeplejersker med et fast tag i mig og besked om at sætte tempoet ned. Ydmygende, men lesson learned. Afsted til røntgen for at se om implantaterne sad korrekt. Det gjorde de.

Dagen efter var der samtale hos en fysioterapeut, som instruerede mig i den vigtige start på genoptræningsforløbet. Hun kunne godt fornemme, at det handlede om at sætte bremsen i og sikre, at jeg ikke gik for hurtigt frem. Det lovede jeg, blev udstyret med krykker, afhentet af min datter og fragtet hjem til Samsø Jeg lignede Quasimodo, blot med puklen placeret på hoften.

Forvent hævelse den første tid efter operationen.

Hurtigt var jeg selvkørende og i fuld gang med genoptræning efter det udleverede program. I dag, to år efter, er jeg fuldt genoptrænet; cykler, danser, stepper, styrketræner og spiller basket.

Den vigtige genoptræning

Hvordan, det lykkedes at opnå fuld bevægelighed, er temaet for et kommende indlæg om det gode genoptræningsforløb efter fuld hoftealloplastik. Læs med, hvis du står foran en operation eller kender nogen, der gør. Genoptræning er altafgørende; der skal en stor og tålmodig indsats til, og det nytter ikke at springe over. Du får det resultat, du er villig til at arbejde for. Jeg ser desværre nogle i mit netværk, der ikke får optimal glæde af en ny hofte, fordi de ikke får genoptrænet godt nok. Det er så ærgerligt.

Herunder får du et kig til dagens fødselsdagsbarn, min nye hofte. Jamen HOV, tænker du måske? Er stadig den blå og sort to år efter en operation? Ja, den er blå og sort, men det siger mest om, hvor langt jeg er kommet på to år, og også lidt om hvor lidt jeg tænker mig om, når kampen er fløjtet i gang. Jeg spillede en basketkamp med mit hold fra Aalborg Vikings, på hjemmebane mod Odder. I første periode smed jeg mig efter en bold, og samme tanke fik Odders store, ukrainske spiller. Jeg landede direkte på hoften med ukraineren ovenpå. SMAK, sagde det. Så lå jeg der med bondeanger og koldsved ved tanken om at have ødelagt implantatet. Jeg spillede naturligvis videre, og først da jeg måtte af banen, fordi jeg havde næseblod – samme ukrainer havde også en albue – fik jeg tjekket hoften. Stor bule og blodansamling, men det var heldigvis kun slaget. Jeg er stadig 25, og det er imponerende, hvad en ny hofte kan holde til.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal ringe til kirurgen på Silkeborg Sygehus, for han gav mig et løfte om vildt og voldsomt sex. Man skal holde, hvad man lover. Så må han selv tage én for holdet. Wish me luck.

Jeg spiller ikke golf, men kan lære dig om golffitness

Jeg spiller ikke golf, men har undervist i golffitness. Det har jeg skrevet en artikel om og der er link i indlægget

Jeg spiller ikke golf. Jeg har mange undskyldninger; det er for lavintensivt, for tidskrævende og for dyrt. I virkeligheden er forklaringen, at jeg er helt vildt dårlig til det.

Golfkøller er udmærkede at støtte sig til under bevægelighedstræning.

Jeg er udpræget grovmotorisk begavet, ja faktisk kan jeg ikke skrive de tre bogstaver i mit fornavn, så nogen kan læse det. Jeg kan knapt holde på en kaffekop uden at tabe den. Hvis der ikke inden kl. 10 er kommet kaffepletter på mit tøj, så er det fordi, jeg ikke har fået tilbudt kaffe. Møgirriterende, og det var årsagen til enorme frustrationer, indtil jeg opdagede, at det er almindeligt forekommende sammen med ADHD og har et navn: Dyspraksi – i gamle dage kaldet ”fumler-tumler-syndromet”. Jeg er på den ene side en gigantisk fumler-tumler, der fejlbedømmer afstande, går ind i ting og falder op ad trapper. På den anden side er jeg kropsintelligent og god til mange sportsgrene. Da jeg var 5 år gammel, var mine forældre så trætte af at se på mine fødder, fordi jeg konstant stod på hænder og lavede badutspring i møblerne, at jeg blev sendt til gymnastik. Reelt sendte de mig til al sport i hele verden, og det meste af mit liv har jeg benyttet træning til selvmedicinering. Jeg vidste blot ikke, at det var det, jeg gjorde. Som klassisk ADHD har jeg kastet mig over et utal af discipliner, hvoraf de fleste kun holdt min interesse i en sæson. Nyt, nyt, nyt og dermed afsted på nye eventyr i alle afarter af idrætten. Jeg kan bedst lide fart over feltet og høj intensitet, og jeg skal ikke rigtigt bede om lange perioder med tekniktræning eller indøvelse af spilsystemer, jeg alligevel ikke kan huske, når det gælder. Jeg freestyler mig igennem det meste, og hvis musikken og tempoet er højt nok, bliver jeg decideret lykkelig af fysisk aktivitet.

Men golf! Not so much. Første gang, jeg fik en golfkølle i hånden, var i forbindelse med et bestyrelsesarrangement, mens jeg var forstander på Aalborg Sportshøjskole. Flere af bestyrelsesmedlemmerne var garvede golfspillere, og kun få var, som mig, novicer. Jeg havde forestillet mig, at det var til at lære, men jeg stank til det. Det var tydeligt for alle, at jeg manglede tålmodighed og vedholdenhed, og bare at lære at holde rigtigt på køllen var for stor en udfordring for mig. Jeg smeltede nærmest sammen i raseri og skam. Aldrig siden har jeg haft lyst til at udfordre min golfskæbne.

Men jeg ved en masse om fysisk træning, og fik tilbudt at stå for holdtimer i Golffitness i en lokal forening og i et fitnesscenter. Det har jeg, sammen med Mette Kramer, golftræner i Samsø Golfklub, skrevet en artikel om til Golfmagasinet.

Træningssession med Mette Kramer, Samsø Golfklub

‘I’m a golfer, not a bodybuilder’

… lød Rory McIlroy´s svar til nogle golfkommentatorer, som bekymrede sig over, at han tilbragte lige rigeligt med tid med tunge vægte i fitnesscentret. Golfeksperter har længe spekuleret i, om styrketræning i sidste ende skader golfspillet. Du har muligvis fulgt Tiger Woods, som var den første golfer til at inkorporere store mængder vægttræning som en del af sin samlede træningsrutine. Siden 2005 har Tiger mindet mere om en atlet, der med lethed kan tackle igennem som linebacker på et amerikansk fodboldhold i stedet for at trække i en polo og gå på golfbanen. Når kommentatorer vurderer mængden af skader, der ramte Tiger Woods, var det nærliggende at skyde skylde på styrketræning. Årsags- virkningsforhold er blot ikke så lette at fastslå uden grundige analyser. Så inden du med lettelse pakker dit fitnesstøj ud igen, så tyg på denne: Når du svinger en golfkølle, er kraftudviklingen enorm, og hvis dine muskler omkring bækken, mave og lænd ikke er stærke nok, så er risikoen for skader stor. Skal du bekymre dig, så bør bekymringer om din fysisk være dit fokus. Du vil gerne så meget som muligt på golfbanen, nu foråret er på vej, ikke sandt?

Læs resten af artiklen fra Golfmagasinet her:

http://monobuggy.dk/wp-content/uploads/2020/03/GOLFmagasinet-Marts-NR-40-lowres.pdf