– om narrativ praksis og aktivisme
Jeg er skinken i en sandwich. Jeg er mast ind mellem to stykker hvidt brød; mellem to forståelser af forandring. Skal jeg ændre fortællingen om mig selv, eller skal jeg ændre Verden?
Mit liv har forandret sig de seneste år. I 2022 fik jeg en forklaring, som forandrede min selvopfattelse. At få diagnosen ADHD er ikke en undskyldning for min opførsel, men det er en forklaring. ”Nu skal du passe på, at ADHD ikke kommer til at udgøre hele din fortælling om dig selv. Du ER jo ikke din ADHD”, sagde min chef til mig en dag. Samme chef har besluttet, at narrativ teori og praksis skal være det pædagogiske ståsted i vores daglige arbejde med efterskoleeleverne. Målet er at få øje på og udvikle alternative selvfortællinger, der gør eleverne i stand til at ændre måden, de lever deres liv på.
Hvad min chef nok ikke er opmærksom på er, at før jeg fik stemplet neurodivergent, var min egen og andres fortællinger om mig ladet med ord som ”noget af en mundfuld”, vanskelig, drama queen, hidsigprop, aggressiv, speed-talker, overgearet, energisk og med krudt i røven, påståelig, rebelsk og speciel/mærkelig. Nu er de ord erstattet med ”Autisme og ADHD”. Fanden til forskel. Når min chef opfordrer mig til at se på alternative fortællinger, så ER diagnosen ADHD en alternativ og positiv fortælling, der er meningsskabende og livsforandrende for mig. Det har dæmpet den grimme følelse af fiasko, givet mig et nyt sprog for mine oplevelser og erfaringer samt delvist befriet mig fra gamle, gemte, negative historier om mig selv. Jeg er sammen med min psykiater nået frem til en forståelse af, hvad der et mit problem (ADHD), hvordan problemet er opstået (arv og miljø), og hvordan det kan behandles (medicin). Samtidig er min psykiater helt klar i mælet om, at det ikke er problemet (ADHD), der er problemet, men det faktum at Verden er skabt af og til dem med hjerner, der regnes for normale. Hvis Verden var indrettet med diversitet og inklusion som bærende værdier, så var mit problem (ADHD) ikke et problem.
Glasloftet er problemet
Over mig er et glasloft. Normalt bruges metaforen til at beskrive den usynlige forhindring for, hvor højt kvinder kan komme i forhold til job med høj status og høj løn. Jeg har taget turen op og knaldet hovedet direkte ind i det loft. Selv om jeg lykkedes med at tiltuske mig prestigefyldte lederstillinger, så oplevede jeg gang på gang, at jeg tjente mindre end mænd i samme stillinger. Jeg er med på, at nogle brancher, stillinger og løntrin kan være svære at sammenligne. Men en forstander på en idrætshøjskole i Aalborg og en forstander på en idrætshøjskole i Brønderslev svarer vel til at sammenligne pærer med pærer, bananer med bananer. Jeg har fået mange bovlamme, idiotiske forklaringer på løngabet af bestyrelsesformænd, som selv havde fuld plade i privilegiebingo; Hvide, midaldrende mænd, protestantiske, heteroseksuelle, ja du fortsætter bare remsen, du kender den til hudløshed. Jeg er ikke længere optaget af, om glasloftet forhindrer mig som kvinde i at opnå magt og prestige. Jeg er i fuld gang med et karriereskifte på baggrund af to begivenheder, der indtraf simultant i 2022; en fyring og en udredning. Jeg blev måske ikke ligefrem genfødt, men jeg lever et helt andet liv nu som efterskolelærer med fire flotte diagnoser, herunder ADHD og autisme. Jeg støder blot stadig hovedet mod et glasloft. Det har jeg ved nærmere eftertanke gjort hele mit liv, og i en grad hvor min signatursang burde være ”Min hat den har tre buler”, men hvor hatten er erstattet af mit hoved. Sagen er den, at der er et glasloft af hærdet, brudsikkert glas, som forhindrer en særlig gruppe mennesker i overhovedet at få et job, for slet ikke at tale om at beholde jobbet og dermed en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Glasloftet er det neuronormative samfund og det dertilhørende arbejdsmarked lavet af og til neurotypiske. Os, der hamrer hovedet mod glasloftet, er neurodivergente, altså mennesker med neuropsykiatriske lidelser som ADHD, autismespektrum forstyrrelse og OCD. Under et oplæg, jeg holdt i regi af ADHD-foreningen, fik jeg den tanke at spørge salen, som var fyldt til bristepunktet af kvinder i alle aldre, om deres jobsituation. Fire af kvinderne var i job. Fire! Fire ud af en stor gruppe, helt åbenlyst intelligente, engagerede og nysgerrige kvinder. Jeg var i chok, men den er god nok. Næsten halvdelen af 18-årige med ADHD er ikke i gang med en ungdomsuddannelse (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2019), under 10 % voksne med ADHD har en videregående uddannelse (Sundhedsministeriet 2019) og mere end 70% af voksne med diagnosen ADHD står udenfor det danske arbejdsmarked (Sundhedsministeriet 2018). Har du brug for yderligere et skud gys og gru kan du læse mere på ADHD-foreningens hjemmeside, link her: https://adhd.dk/
One size does´nt fit all
Hvorfor tillader vi det her? Hvordan kan det danske samfund undvære vores bidrag, blot fordi vi har ADHD? Vi er ikke freaks, vi er ikke farlige, vi er ikke dumme- vi har ADHD! Et fællestræk, som jeg oplever hos mennesker med ADHD, er et alenlangt CV. Vi har taget livtag med arbejdsmarkedet igen igen igen og så atter en gang. Vi har prøvet at skifte branche, at forlade store virksomheder til fordel for med små, og vi er gået op og ned ad karrierestigen. Vi har i forskellige grader knækket halsen eller brækket benene i forsøget på at tilpasse os arbejdsmarkedets ”one size fits all”. Vi kan ikke skrue os ned i den størrelse. Lykkes det, går der ikke længe, før uniformen revner og sprækker. Kvæstede tuder vi over endnu et nederlag, og vi hulker i frustration over at igen at fejle med det, andre tilsyneladende har let ved. Samtidig VED vi, at vi er talentfulde inden for forskellige områder, at vi er intelligente, kreative og kan arbejde hurtigere end lynet – hvis vi har de rigtige rammer og vilkår. Det har vi bare ikke. I stedet dør vi af skam over at være så dårlige forvaltere af talent. Guess what? Det er ikke os neurodivergente, der er dårlige forvaltere af talent, det er samfundet!
Hvad kan erstatte one size?
Jeg har fået en ny fortælling om mig selv. I samme periode er Verden forblevet den samme, når det kommer til inklusion af mennesker med anderledes hjerner. Du tænker måske, at det ikke kan passe, det store fokus på især ADHD taget i betragtning. Men tro mig. Accept og forståelse er endnu ikke omsat til handling, der kan mærkes. Det har jeg lyst til at gøre noget ved. Det er ikke nok, at jeg nu ved, hvorfor jeg trives dårligt i de normales Verden. Det er ikke nok, at jeg dagligt indtager medicin, der dæmper symptomer og adfærd, som i vores kultur regnes for afvigende. Hvis der for alvor skal være plads til sådan én som mig, så skal Verden forandres.
Jeg er skinken i en sandwich, individuelt tilpasset de normales Verden med hjælp fra medicinalindustrien men med en stigende lyst til at sætte ild til samme Verden.
Jeg har et lyserødt badge med ordene ”Rebel Rose”. Det passer godt til mig; en rebelsk djævel klædt i lyserødt. Jeg har en sag at vende min lyserøde trefork og aktivisme imod: Død over det ekskluderende arbejdsmarked. Jeg har lyst til at smadre, sætte ild til, overhælde med gift og råbe ad den usynlige, men altid tilstedeværende barriere af gældende normer og indretning af et arbejdsmarked, som gør hverdagen til en uoverskuelig forhindringsbane for sådan nogle som mig med en funktionsnedsættelse som ADHD. Her er, hvad jeg ønsker i stedet: Et inkluderende arbejdsmarked præget af (neuro)diversitet og viljen til at skabe rammer, hvor den enkelte kan trives, udvikles og virke. Til gavn for den enkelte og for bundlinjen.
Det er aldrig for sent at få en god barndom
Jeg er skinken i en sandwich. Den ene skive brød udgøres af strukturelle aspekter, jeg gerne vil ændre. Den anden skive brød er det forjættede land, det narrative univers, som er det pædagogiske Motherland på min arbejdsplads. Målet med den narrative praksis er at hjælpe vores elever til at skabe en anden, mere positiv forståelse af dem selv og deres muligheder i livet. Ved at opdage alternative måder at forstå sig selv og egne udfordringer på, hjælpes den enkelte elev til at ændre identitet og adfærd og til at handle anderledes. Identitet opfattes i det narrative univers som en foranderlig størrelse. Anvendt pædagogisk handler det om, at vi som efterskolelærere skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til de mangefacetterede fortællinger om og af de elever, vi arbejder med. Fortællingerne kan åbne for nye måder at leve på. Det er lærerens opgave at være fødselshjælper for en mere positiv tilgang. Positive historier tænkes at fungere som en ballast, der kan trækkes på, når et bestemt problem trænger sig på eller angriber. Som sådan er den narrative tilgang ikke interesseret i løsninger på problemer. Det er ikke efterskolelærerens opgave at komme med løsninger.
Den narrative teori låner socialkonstruktivismens grundantagelse, at et menneskes identitet er en social konstruktion. Identitet skabes af og gennem egne og andres fortællinger om os. Målet, med det pædagogiske arbejde indenfor den narrative ramme, er at skabe alternative fortællinger, som kan danne modvægt til eksisterende problematiske fortællinger. Således støttes opbygningen af en anden identitet end den problematiske. Ved at adskille problem fra person, og at have fokus på, at det er problemet, der er problemet og ikke personen, er det muligt at arbejde med at løse problemet.
For at tilslutte sig den narrative praksis og terapi, må man forlade ideen om essens, om personlighedens kerne: Alt er fødder, intet er rødder. Tidligere var den enkeltes identitet givet på forhånd i og med et tilhørsforhold til og rødder i en bestemt slægt og familie, en egn, et religiøst tilhørsforhold og en social klasse. Sådan er det ikke længere. Det enkelte individ er frisat til selv at konstruere sin identitet og skabe en mening med livet.
Men enhver er vel dannet af et eller andet. Dannelsen sker i en bestemt kontekst og indenfor bestemte kulturelle normer. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål til de gældende kulturnormer eller samfundsstrukturer. Den søger i stedet individuelle løsninger og tilpasninger på de problemer, individet støder på i mødet med disse normer og strukturer. Selv om et problem har rødder i en bestemt samfundsstruktur, er det på egne, individuelle fødder, løsningen skal findes. I samtalen med en elev udforskes, hvad der er vigtigt for eleven. Elevens fortælling om en bestemt handling tilskrives mening på en måde, hvor eleven tolker effekten af det, der skete, men på en ny og mere positiv måde, der understøtter elevens positive selvopfattelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom. Du kan fjerne smerten for altid, hvis du omskriver de negative oplevelser fra din barndom og giver plads til de positive, men ufortalte oplevelser og erfaringer. Det er lærerens opgave at lytte efter de vigtige begivenheder, der ikke får plads i historien, men som det kan være frugtbart at få plads til. ”Der kan du se, det var ikke så slemt med den barndom.”
Individuelle eller kollektive løsninger?
Her forpasser vi muligheden for at stille mere grundlæggende spørgsmål til den herskende samfundslogik. Efterskoleelevernes problemer og vanskeligheder sættes i en individuel kontekst, uden at samfundsnormers betydning for problemets opståen overvejes. Vi rejser ikke tvivl om det bestående, vi finder ikke på kollektivt bedre løsninger eller nye måder at indrette samfundet eller efterskolen på. Vi opfordrer ikke til revolution. Den narrative praksis tilbyder, uanset problemets karakter, altid det samme svar: At det er muligt at arbejde med problemet gennem en ny forståelse og nye fortællinger. Der tages altid udgangspunkt i individets egne oplevelser af et problem. Individet har med baggrund i sine erfaringer den nødvendige viden til at skabe løsninger på problemer, og kan på ryggen af en ny identitet foretage andre valg for sit liv end tidligere. De samfundsmæssige betingelser, som individet er forankret i, hvorfra handlinger kan foretages, tages for givet.
Den narrative praksis stiller i mine øjne store krav til lærerens evne som reflekterende praktiker. Lærerens forforståelse, adfærd, bias og erfaringer påvirker relationen til eleverne og er afgørende for det, der høres, når eleverne fortæller. Sprogbrug må tilpasses den enkelte elev og dennes evne til at sætte ord på sin livsverden og tænke abstrakt. Den enkelte lærers egen sprogbrug og måde at udtrykke sig får ligeledes indflydelse på metodens anvendelse. Når jeg støtter en elev i at få øje på sine værdier og positive personlige egenskaber, sker det gennem min tolkning og med ord, jeg foreslår eleven. Dermed har jeg magt til at styre elevens nye, alternative fortællinger; jeg har definitionsmagten. Det har vi på efterskolen ikke rigtigt talt om i introduktionsmoduler til metoden.
Elefanten i rummet
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser tegn på ADHD/autismespektrum forstyrrelse hos personer i min omgangskreds. Jeg ser det naturligvis også hos vores efterskoleelever. Min radar fanger især de piger, der kæmper en daglig kamp for at fungere i en skoleform, der ikke er tilpasset elever med en opmærksomhedsforstyrrelse. Piger, der er udmattede, føler sig forkerte, oplever afvisninger, og som er frustrerede over, at de har svært ved det, de andre har let ved.
I samtaler med pigerne forventes jeg at hjælpe dem med at eksternalisere deres problemer og frigøre dem fra deres negative identitet og selvforståelse. Men jeg må ikke nævne elefanten i rummet; jeg må ikke nævne ordet ADHD. For vi diagnosticerer naturligvis ikke vores elever. Det er ikke en efterskoles opgave. Men jeg spotter med det samme de tydelige tegn på neurodiversitet. Jeg oplever f.eks., at pigerne er fastlåst i gentagelser af dysfunktionelle mønstre i relationen til andre. Pigerne skal støttes til bedre relationer via en ny selvfortælling. Men som ”F” fortalte mig, er det opslidende at skabe sammenhæng mellem mange parallelt eksisterende identiteter og sociale roller: ”Jeg ved snart ikke, hvem jeg er længere, jeg er aldrig mig selv. Jeg prøver at være den, de andre forventer jeg er, og jeg kan ikke huske, hvem jeg egentlig er indeni. Nogle gange ved jeg ikke engang, hvem de gerne vil have, jeg skal være, og det er trættende”. Min opgave som efterskolelærer er at være katalysator for en mindre belastende fortællinger, samt at skabe en sammenhængende fortælling om dem selv. De fragmenterede historier fra nutiden og fortiden skal tolkes og indgå i en samlet og større fortælling om de enkelte pigers liv og selv. Jeg ønsker, at pigerne skal have en styrkefokuseret selvforståelse i en omverden, der gennem hele deres liv har kritiseret og påpeget fejl hos dem. På samme måde som jeg hele mit liv er blevet fortalt, at jeg oplever verden forkert og agerer forkert. Da jeg fik diagnosen ADHD, gik det op for mig, at jeg ikke er forkert og ikke er et dårligt menneske. Jeg har nogle udfordringer på den sociale arena, som jeg bliver mødt mere positivt i, når jeg er åben og kommunikerende omkring mine vanskeligheder. Gennem en undersøgende tilgang til netop min form for ADHD er jeg mindre tilbøjelig til at agere som en social nomade, der tilpasser hvem, jeg er, til skiftende sociale kontekster. Det har jeg i lighed med ”F” gjort det meste af mit liv. Jeg har fået et mere sammenhængende selv og flere positive historier at hænge min identitet op på. Jeg har samtidigt fået en stigende lyst til at påvirke samfundets syn på sådan én som mig, og til at medvirke til at skabe bedre vilkår for neurodivergente. På den måde påvirker mine egne erfaringer og forforståelse naturligvis de fortællinger, jeg gerne vil skubbe pigerne i retning af. Men det må jeg ikke.
Det er umuligt at være fødselshjælper for en grundlæggende forandring af pigernes narrativer, når jeg har valgt et upopulært perspektiv. Jeg tolker deres udfordringer ind i en kontekst af en opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD, et ord, der er funktionelt Lord Voldemort på min arbejdsplads. Så jeg sætter et plaster på et brækket ben. Taler om hvornår, panikangsten kommer på besøg, så pigen kan være opmærksom på ikke at blive for udmattet, mentalt overbelastet mm. Men den underliggende årsag, som en forståelse for har potentiale til at få panikangsten til at forsvinde, den lader jeg ligge. Det vil sige, jeg lader den ikke ligge, jeg tager rundt i landet og holder foredrag om de oversete piger med ADHD. Sammen med psykiater Charlotte Jokumsen, der har skrevet bogen ”At leve med AD(H)D som kvinde”, forsøger jeg at formidle viden til piger/kvinder, studievejledere, psykologer, pårørende og andre med interesse for emnet. Så piger og kvinder ikke sendes til psykolog, der skal hjælpe dem med at cope med et liv, der gør ondt. Så piger og kvinder ikke får tilbudt angstdæmpende medicin eller antidepressiver. Så symptomer som angst, depression, udmattelse, misbrug, frafald på uddannelser og på arbejdsmarkedet, søvnproblemer mm., tolkes som det, det ofte er: En underliggende ADHD. Først der kan pigerne og kvinderne får den nødvendige hjælp, både medicinsk og i forståelsen af og fortællingen om dem selv.
Know better to do better
Når flere ved mere, kan vi sammen rykke på kulturnormerne. Vi kan skubbe til de nødvendige forandringer af samfundet. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved den herskende kulturs syn på neurodivergente. Den narrative praksis giver ikke den herskende arbejdskultur en lussing for at være ekskluderende og skyld i, at en større og større gruppe mennesker fejler og falder udenfor. Den individualiserer problemer og søger individuelle løsninger på disse. Et problem, der burde være fælles, og som i sidste ende handler om, hvordan alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv og bidrage til det fælles. Spørgsmål om, hvordan vi får plads til alle på arbejdsmarkedet, er i øjeblikket reduceret til individuelle tilbud til neurodivergente om støtte, vejledning og coaching. Så personer med et kaotisk ADHD-liv kan lære redskaber og udvikle ”Workarounds” – det nye sort i ADHD-værktøjskassen – der gør det muligt at tilpasse sig det neuronormative samfund.
Den narrative tilgang og den narrative terapi tilbyder individualiseret selvforandring. Det er jeg som sådan ikke imod. At det kan fungere som en universel, magisk løsning på menneskers problemer via et nyopdaget handlingspotentiale udløst af alternative historier, køber jeg ikke. Narrativ praksis har potentiale til at hjælpe individer med at fungere i bestemte omgivelser og give en bedre livskvalitet, som et resultat af bedre valg for eget liv. Men vi skal huske på, at den narrative tilgang selv er en fortælling, der fungerer i en særlig vestlig kulturel kontekst og periode. Narrativ praksis er en fortælling om psykologiske aspekter som identitet, menneskelige udfordringer og behov. Tilgangen tilbyder en forståelse af den menneskelige psyke uden at rejse kritik af det samfund, mennesker lever i. Narrativ praksis er ikke objektiv sandhed, men en forståelsesmodel, der i bedste fald er handlingsanvisende. En grundlæggende filosofisk forståelse af, at mennesker, og i min dagligdag efterskoleelever, har svar på løsninger af problemer. Efterskoleeleverne er eksperter i eget liv, men ikke bevidste om de ufortalte historier og alternative selvfortællinger, der kan rumme disse løsninger. Det skal vi hjælpe dem med. Men i mine øjne skal vi have større ambitioner end en reproduktion af kulturnormer og samfundsordenen. Jeg kunne ønske mig, at dannelsesarbejdet med eleverne plantede en lyst til at forandre den gældende samfundsorden. Jeg ønsker, at eleverne tager fra Samsø Efterskole med nyt udsyn og nye indsigter, og en lyst til at gøre Verden til et bedre sted at leve i. Det kræver forandringer, af både af den enkelte og af samfundet.
Selvforandring OG revolution
Jeg er skinken i en sandwich. På den ene side arbejder jeg med den enkelte elevs selvforandring, og på den anden side opfordrer jeg til revolution. Kan det forenes? Det vil vise sig. Jeg giver det et skud. Som Ghandi vist har sagt; Be the change you wish to see in the world. Men glem ej, som Hella Joof vist fortrød, hun fik sagt; at brænde hele lortet ned for at starte forfra. Hvem smider den første tændstik?