-Om en ADHD-diagnose og ADHD-medicin der ændrede mit liv
”Jeg har ikke sovet i et år” synger Kesi i sangen Søvnløs. Jeg skråler med. ADHD-medicinen, som jeg i skrivende stund har et helt års erfaring med, havde desværre ikke en positiv effekt på et livslangt søvnproblem. Så jeg ser dit omkvæd, Kesi, og hæver indsatsen med ”Jeg har ikke været rasende i et år”. Stik den! Manglende evne til følelsesregulering er den faktor, der suverænt har haft mest negativ indflydelse på mit liv. Jeg er eksploderet i raseri mindst 10 gange dagligt, overfor alle, private så vel som jobmæssige relationer. Mit raseri føltes som en ildkugle i maven, og det forvandlede mig på millisekunder til en ildspyende drage. Jeg ville ønske, jeg kunne undskylde til alle, det er gået ud over, men jeg kan nok kun huske en brøkdel af ofrene. Hukommelse er ikke min spidskompetence. Er du én af dem, der har følt min vrede, så får du her min uforbeholdne undskyldning. Det vil ikke gentage sig.
Sidst, jeg var rasende, var i slutningen af november 2022, hvor jeg fulgte en medicinsk opstart og gradvist øgede dosis af ADHD-medicin. Jeg havde egentlig en god fornemmelse af en virkning. Jeg gik i Brugsen efter en liter mælk. Den unge kassemedarbejder var ny, og der var lang kø. Jeg noterede mig med stolthed, at jeg kunne stå i kø uden det mindste spor af ildkugle. ”Vi åbner i kasse 2”, blev der sagt. Nogle ældre damer kom flyvende ind bagfra og overhalede mig på vejen til kasse 2. Fucking dårlig køkultur. Jeg kylede mælkekartonen hen ad gangen og forlod butikken. Efterfølgende skrev jeg til min psykiater, at vi vist ikke var der helt endnu. En højere dosis blev udskrevet, og jeg har ikke været rasende siden. Jeg har heller ikke været euforisk af lykke, som jeg tidligere var på et dagligt plan. Medicin tager top og bund. Jeg ofrer dog gerne eufori for mindre vrede. Det er livsforandrende ikke at være rasende! Der er flere positive effekter af ADHD-medicin…..wait for it.
Modet til at stå frem
For godt et år siden fik jeg fire afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg blev den heldige ejer af en neuropsykologisk diagnose. Jeg har i forløbet været åben om udredningsforløbet på Hejmdal Privathospital og om resultatet. Jeg har startet en blog, neurospiceupyourlife.dk, en instagramkonto med samme navn, har skrevet artikler, en kronik, og jeg har medvirket i en podcast. Jeg er blevet blæst bagover af reaktioner og henvendelser på alle platforme og har været i kontakt med utroligt mange kvinder i midlife. De kan spejle sig i mine oplevelser. De har forskellige udfordringer men er enige om, at det er modigt af mig at stå frem. Jeg kan ikke andet. Det har knapt så meget med mod at gøre, som med et fremtrædende ADHD-symptom hos mig, der handler om oversharing og om at tale (og skrive), før jeg tænker. Oversharing har ikke ligefrem gjort mit liv lettere, men i denne sammenhæng har det vist sig at være en styrke. Indtil videre har det hverken begrænset muligheder eller medført negative reaktioner, nærmest tværtimod – det har åbnet en del døre. Hvad der er bag de døre, vil de næste år vise. Jeg er fuld af gåpåmod og optimisme.
Mange bolde i luften
Meget er forandret i løbet af det sidste år. Jeg kan ikke påstå, at jeg helt er landet i mit nye liv, men jeg er i proces, som det vist hedder på Djøf-sprog. For et år siden blev jeg fyret fra et lederjob. Aftrædelsesordningen betalte for et outplacementforløb hos Erhvervscoach Helene Aalling. Hun dumpede ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og hjalp mig med nogle afgørende beslutninger og ændringer. Hun satte en projektør på de narrativer og grundlæggende overbevisninger, der havde holdt mig fast i en historie om mig selv og en tilhørende lederkarriere i næsten 20 år.
Der er intet galt i at være leder, men omstændighederne omkring de lederjobs, jeg havde valgt, var i direkte modstrid med mine behov, værdier og kompetencer. Helene blev forandringsagent på en mission, der går ud på at skabe en tilværelse med frihed, formål og format. Jeg har taget den beslutning udelukkende at beskæftige mig med noget, der interesserer mig. Det er der, jeg trives bedst. Jeg dør i budgetter og Excel-ark, og jeg kan ikke holde ud at tilbringe en arbejdsdag i en endeløs række af møder. I de mange samtaler med Helene fik jeg udforsket og beskrevet mit potentiale og power. Alt peger væk fra ledelse, hen mod det socialpædagogiske felt og mod et liv som freelancer. I en alder af 56 år skifter jeg nu karriere. Alle livsbolde er kastet op i luften, og nu vil det vise sig, hvilke bolde jeg formår at gribe.
Panic! At The Disco
Hvad svarer jeg egentlig, når nogen spørger, hvordan jeg har det? ”Tjo, du ved; same panic, different disco”. For selv om der fulgte en gigantisk aha-oplevelse med udredningsforløbet samt medicin, der gør en uforståelig stor forskel, så forvandlede det mig ikke til en smuk, hvid svane. Jeg er stadig Bea i en genkendelig udgave, blot dæmpet, reguleret og med forbedrede eksekutive funktioner. Indrømmet. Jeg havde håbet, at medicinen ville gøre mig til et andet menneske. Efter 55 års mislykkede forsøg på at lære de neurotypiskes dansetrin, var jeg så træt af at være mig og af alt den panik og forbudte trin, der var på mit dansegulv. Der er stadig en del panik, men det er som om mit dansegulv er kommet i vatter. Musikken er bedre, diskokuglen lyser klarere og jeg har en ny erkendelse af HVOR godt, jeg egentlig danser. Hvor tåbeligt har det ikke været at kæmpe med den dumme quickstep, når det viste sig, at jeg er suveræn til salsa. Lad dem, der har præference for standarddanse strække hals iført lange kjoler. Jeg skal bede om en kort kjole, kuglelejer i hofterne og nogle svedige latinrytmer; Watch me dance, dance the night away. Samtidig er det som om medicinen gør mig bedre i stand til at se mig selv udefra og reagere, når jeg bliver hektisk og overstimuleret. Jeg kan handle på mine kropslige og mentale signaler om et forestående sammenbrud, forlade dansegulvet for at gå i baren og bede om en vodka. Det var et freudian slip, jeg mente naturligvis cola.
For ja, jeg har ikke længere et behov for at selvmedicinere med alkohol, hash eller piller. Den ro, jeg tidligere søgte gennem især alkohol, får jeg via ADHD-medicinen. Min psykiater formanede til den afsluttende samtale, at han helst så, jeg aldrig igen rørte alkohol og andre stimulanser. Lisdexamfetamin og alkohol er en dårlig kombination. Jeg bryder mig ikke om ”du kan ikke” og ”du må ikke”, så selvfølgelig har jeg gjort forsøget. Psykiateren havde desværre ret. Jeg bliver bims af alkohol, og jeg er rigeligt bims i forvejen. Jeg går fremover på dansegulvet i ædru tilstand.
Medicinens effekt på AD i ADHD
De to første bogstaver i ADHD står for attention deficit; opmærksomhedsforstyrrelse. Kernesymptomer hos mennesker med ADHD er problemer med koncentration, impulsstyring og uro. Symptomerne skyldes en ubalance i og nedsat mængde af hjernens signalstoffer som dopamin. Ubalancen manifesterer sig f.eks. som manglende evne til at fastholde opmærksomhed under rutinemæssige opgaver samt ringe evne til at planlægge og organisere. En væsentlig del af hjernens funktion er rettet mod hæmningskontrol. Hjernen sørger for at hæmme uønsket adfærd, hvilket foregår udenom vores bevidsthed. Har du ADHD, har du en funktionsnedsættelse i hæmningskontrol samtidig med, at du har en ubalance i de signalstoffer, der regulerer adfærden. Det korte af det lange er, at der er tale om en double-trouble, som med garanti medfører ”adfærdsproblemer” i samværet med neurotypiske – altså personer uden neuropsykologiske diagnoser. Det er derfor, personer med ADHD taler uafladeligt, afbryder andres samtale, bevæger sig konstant og ofte er på vej fra en aktivitet til den næste, tilsyneladende uden at tænke i konsekvenser af adfærden. Vi kan bare ikke gøre for det, og det nytter ikke noget at skælde os ud. Ifølge ADHD-foreningen har børn med ADHD hørt 20.000 flere bebrejdelser end andre børn, når de fylder 12 år. Jeg har taget min del.
En ADHD’er reagerer ofte impulsivt på stimuli, og da evnen til konsekvensberegning er hæmmet, kan der opstå decideret risikoadfærd. Det påstås, at 1/3 af de indsatte i danske fængsler har ADHD, på trods af at prævalencen i befolkningen kun er ca. 5%. Vi med ADHD opfører os ganske enkelt tåbeligt. Jeg tænker ofte, at det beror på rent held, at jeg stadig er i live og med alle lemmer i behold. Jeg kunne være havnet i Vestre Fængsel eller på bænken på pladsen udenfor mit hus sammen med de andre sutter, med en bag in a box og en guldøl til morgenmad. Du vil tro, jeg lyver, hvis jeg hvisker i dit øre om nogle af mine største tåbeligheder. Så det vil jeg undlade. Det kommer ikke til at ske igen, for jeg har fået adgang til livslang medicin. Halleluja.
ADHD-medicin øger mængden af signalstoffer i hjernen og forbedrer signaloverførslen. Dermed forbedres kommunikationen mellem forskellige dele af hjernen. Det var til at mærke i det sekund, jeg indledte den medicinske behandling. Jeg kunne deltage i møder uden at zoome ud efter 10 minutter; jeg startede ikke en madlavning med 10 ting på en gang; jeg tog de første forsigtige skridt med at læse bøger; så nogle film i biografen og jeg fik styr på forskudsopgørelse og andre administrative opgaver. Stille og roligt erfarer jeg, hvordan mine eksekutive funktioner er forbedret. Men da jeg er i gang med et karriereskifte, hvor administrative opgaver skal fylde mindre, er det svært at sammenligne og vurdere mit funktionsniveau i forhold til tidligere. Selv på ADHD-medicin bliver administrative opgaver aldrig min favorit, men jeg er bedre i stand til at udføre dem, når der er brug for det.
Medicinens effekt på H i ADHD
H står for hyperaktivitet. Hyperaktivitet kan manifestere sig som både fysisk og mental uro og overaktivitet. Hvor den fysiske uro er til at få øje på, kan ingen mennesker i Verden se, hvordan og i hvilken grad tanker og følelser vælter rundt i hovedet på én. Jeg havde begge typer hyperaktivitet i rigelige mængder. Derudover havde jeg så længe, jeg kunne huske, haft en monolog kørende i mit hoved 24/7. En monolog af min egen stemme, der talte uafbrudt om alle de ting, jeg gjorde og sagde forkert. Jeg havde konstante samtaler med mig selv om hvor dum, grim og tåbelig, jeg var. Det gjorde det ekstra svært at koncentrere sig, da stemmen overdøvede alt – ofte endda mine meget stærke dagdrømme, der måtte vige for talestrømmen i mit hoved. Det gik sent op for mig, at andre mennesker ikke har sådan en konstant kværnende monolog, men at de har almindelig tanker. Monologen, min evige følgesvend, var årsagen til mange spørgsmål fra min psykiater under udredningen. Han ville sikre sig, at jeg ikke var psykotisk. Det var jeg ikke, og Gud Jøsses for en frihed, da medicinen slukkede min monolog. Der blev ro i mit hoved. Altså nok ikke som andre kan have ro, forestiller jeg mig, men der blev skruet gevaldigt ned for larmen. Jeg har fået mental frihed.
ADHD-medicin har dæmpet min fysiske hyperaktivitet men bestemt ikke fjernet den. Jeg døjer stadig med at sidde stille til to timers forelæsning. Er det socialt acceptabelt, at jeg rejser mig op undervejs, så kan det godt lade sig gøre. Jeg lærer dog stadig bedst i bevægelse, medicin eller ej. Hyperaktivitet kommer hos mig til udtryk ved stort behov for bevægelse, træning og aktivitet. Jeg er en slædehund, der skal ud at trække hver dag. Derudover har jeg en adfærd, der kaldes stimming og fidgeting. Stimming er betegnelsen for selvstimulation, mens fidgeting er en underkategori af stimming. Stimming består af forskellige små handlinger, der virker selvstimulerende. Jeg bruger en samlet betegnelse for det: Jeg dimser. Jeg klikker med kuglepenne, vipper med foden, ryster mine ben, drikker kaffe konstant, rømmer mig og meget andet, der kan drive andre til vanvid. Det er en såkaldt workaround, der gjorde og stadig gør, at jeg overhovedet kan deltage i møder. Mit dimseri er lystbetonet. Jeg gør det, fordi det er behageligt og udløser positive følelser. Min koncentration forberedes, når mine sanser stimuleres. Først efter min diagnose har jeg erfaret, at der findes en industri, der producerer redskaber til stimming. Wup! Køb lige nogle af dem til dine næste møder. Dine kolleger med ADHD vil elske dig for det.
At lære at være på ny
Jeg oplever, at effekterne af medicin kan svinge fra dag til dag eller fra periode til periode. Det er som om, at jo mere travlt, jeg har, jo dårligere virker medicinen. Sådanne dage går jeg rundt om mig selv som en høne uden hoved. Jeg starter på at gøre hele huset rent, men inden jeg er færdig, har jeg bagt en kage, lavet en dansekoreografi, fundet symaskinen frem for at lægge nogle bukser op, mens kaffemaskinen næsten er blevet afkalket. Sover jeg dårligt i en periode, kan min indre monolog vende tilbage. Får jeg ikke trænet, oplever jeg ubehag og kropslig uro. Derfor kan jeg skrive under på, at medicin ikke er løsningen på alle udfordringer omkring ADHD. Andre indsatser er essentielle for ADHDetgodeliv, f.eks. psykoedukation, coaching, deltagelse i et netværk for neurodivergente samt helt konkrete og praktiske råd og vejledning til en sund ADHD-livsstil. Det har indtil videre taget mig 4 år i teori og praksis at udforske hvilke styrker og udfordringer, der kommer med denne diagnose. Jeg er blevet mere bevidst og reflekterende om egne behov og ressourcer. Jeg forsøger at inkorporere en ny, styrkebaseret fortælling om mig selv. På den baggrund er jeg i fuld gang med at tilrettelægge en måde at leve på, der er meningsfuld, interessebåret og langtidsholdbar. En levemåde, der er mild mod mit nervesystem, og hvor jeg ikke overforbruger min energi. Nogle dage ER jeg ADHD, men der er efterhånden langt flere dage, hvor jeg bare HAR ADHD. Fordi jeg kender min diagnose indgående, kan jeg styre udenom de værste triggers og effektuere effektive workarounds. Jeg har et sprog for og kan bede om det, jeg har brug for, for at trives optimalt på job og privat. Er du, som jeg, sendiagnosticeret med en selvopfattelse, der pludselig blev vendt på hovedet, så venter der en stor men også livsforandrende opgave. Opgaven går ud på at lære at være på ny. Du skal smide den gamle fortælling om dig selv i småt brændbart, og erstatte det med et nyt narrativ. Du får muligvis brug for støtte og hjælp, men du skal vide, at hjælpen findes. Ræk ud.
Kan jeg klare mig uden medicin?
Al medicin har bivirkninger, også ADHD-medicin. Mange oplever at skulle afprøve flere mærker og doser, før virkningen opvejer bivirkninger. Jeg var heldig. Et virksomt præparat blev fundet i andet forsøg, og jeg har, så vidt jeg ved, ingen bivirkninger. Ingen hovedpine, ingen formindsket appetit, ingen mundtørhed, ingen depressive tanker. ADHD-medicin er dog kostbar, og det kunne være virkeligt fedt udelukkende at klare sig med ADHD-coaching og psykoedukation. Det virker for nogen neurodivergente. Jeg har dog u-intentionelt erfaret, hvordan det er at klare sig uden medicin. En onsdag i oktober mødte jeg ind på Birkebakkens skoleafdeling til dagens undervisning i faget ”Madværksted” i STU-regi. Eleverne var alle funktionshæmmede, og det var altid en fest at lave mad med dem. Men denne dag var jeg tæt på en regulær nedsmeltning. Jeg kunne intet overskue, var kort for hovedet, og min tålmodighed var ikke kommet med på arbejde. Jeg var frustreret og ked af det, da jeg cyklede hjem. Hjemme på køkkenbordet kaldte en pink og blå pille af mærket Elvanse forgæves på mig. Jeg havde for første gang i et år glemt at tage min ADHD-medicin, og det havde givet mig et trip down memory lane. Sådan var det at være mig før Elvanse. Det skal jeg ikke bede om igen.
Jeg er blæst bagover af din kæmpe viden, evne til at forklare og generøsitet i fht at dele dine tanker. Også selvom du ikke føler, du kan andet. Kram og tak
Kære Bea
Alt det kan man slet ikke sætte sig ind i, men tak fordi du har beskrevet det, nu forstår jeg lidt mere af det du har fortalt om, hvordan du har det. Godt du har fået medicin.
God vind fremover.
Lisbeth