Jeg spiller ikke golf. Jeg har mange undskyldninger; det er for lavintensivt, for tidskrævende og for dyrt. I virkeligheden er forklaringen, at jeg er helt vildt dårlig til det.
Jeg er udpræget grovmotorisk begavet, ja faktisk kan jeg ikke skrive de tre bogstaver i mit fornavn, så nogen kan læse det. Jeg kan knapt holde på en kaffekop uden at tabe den. Hvis der ikke inden kl. 10 er kommet kaffepletter på mit tøj, så er det fordi, jeg ikke har fået tilbudt kaffe. Møgirriterende, og det var årsagen til enorme frustrationer, indtil jeg opdagede, at det er almindeligt forekommende sammen med ADHD og har et navn: Dyspraksi – i gamle dage kaldet ”fumler-tumler-syndromet”. Jeg er på den ene side en gigantisk fumler-tumler, der fejlbedømmer afstande, går ind i ting og falder op ad trapper. På den anden side er jeg kropsintelligent og god til mange sportsgrene. Da jeg var 5 år gammel, var mine forældre så trætte af at se på mine fødder, fordi jeg konstant stod på hænder og lavede badutspring i møblerne, at jeg blev sendt til gymnastik. Reelt sendte de mig til al sport i hele verden, og det meste af mit liv har jeg benyttet træning til selvmedicinering. Jeg vidste blot ikke, at det var det, jeg gjorde. Som klassisk ADHD har jeg kastet mig over et utal af discipliner, hvoraf de fleste kun holdt min interesse i en sæson. Nyt, nyt, nyt og dermed afsted på nye eventyr i alle afarter af idrætten. Jeg kan bedst lide fart over feltet og høj intensitet, og jeg skal ikke rigtigt bede om lange perioder med tekniktræning eller indøvelse af spilsystemer, jeg alligevel ikke kan huske, når det gælder. Jeg freestyler mig igennem det meste, og hvis musikken og tempoet er højt nok, bliver jeg decideret lykkelig af fysisk aktivitet.
Men golf! Not so much. Første gang, jeg fik en golfkølle i hånden, var i forbindelse med et bestyrelsesarrangement, mens jeg var forstander på Aalborg Sportshøjskole. Flere af bestyrelsesmedlemmerne var garvede golfspillere, og kun få var, som mig, novicer. Jeg havde forestillet mig, at det var til at lære, men jeg stank til det. Det var tydeligt for alle, at jeg manglede tålmodighed og vedholdenhed, og bare at lære at holde rigtigt på køllen var for stor en udfordring for mig. Jeg smeltede nærmest sammen i raseri og skam. Aldrig siden har jeg haft lyst til at udfordre min golfskæbne.
Men jeg ved en masse om fysisk træning, og fik tilbudt at stå for holdtimer i Golffitness i en lokal forening og i et fitnesscenter. Det har jeg, sammen med Mette Kramer, golftræner i Samsø Golfklub, skrevet en artikel om til Golfmagasinet.
‘I’m a golfer, not a bodybuilder’
… lød Rory McIlroy´s svar til nogle golfkommentatorer, som bekymrede sig over, at han tilbragte lige rigeligt med tid med tunge vægte i fitnesscentret. Golfeksperter har længe spekuleret i, om styrketræning i sidste ende skader golfspillet. Du har muligvis fulgt Tiger Woods, som var den første golfer til at inkorporere store mængder vægttræning som en del af sin samlede træningsrutine. Siden 2005 har Tiger mindet mere om en atlet, der med lethed kan tackle igennem som linebacker på et amerikansk fodboldhold i stedet for at trække i en polo og gå på golfbanen. Når kommentatorer vurderer mængden af skader, der ramte Tiger Woods, var det nærliggende at skyde skylde på styrketræning. Årsags- virkningsforhold er blot ikke så lette at fastslå uden grundige analyser. Så inden du med lettelse pakker dit fitnesstøj ud igen, så tyg på denne: Når du svinger en golfkølle, er kraftudviklingen enorm, og hvis dine muskler omkring bækken, mave og lænd ikke er stærke nok, så er risikoen for skader stor. Skal du bekymre dig, så bør bekymringer om din fysisk være dit fokus. Du vil gerne så meget som muligt på golfbanen, nu foråret er på vej, ikke sandt?
Læs resten af artiklen fra Golfmagasinet her:
http://monobuggy.dk/wp-content/uploads/2020/03/GOLFmagasinet-Marts-NR-40-lowres.pdf
