Det er sikkert at tage hormoner under menopausen. Der er kommet en lille ændring i anbefalinger fra British Menopause Society i forhold til tilskud af progesteron. Ændringen er relevant for kvinder, der får en høj dosis østrogen til behandling af menopausesymptomer. Du får en kort indflyvning til de to hormoner østrogen og progesteron. Det er stadig sikkert at tage hormoner.
En mindre ændring i de britiske guidelines for progesteron
Jeg er faldet over en række opslag og reels fra menopauselæger, der henviser til en mindre korrektion i anbefalinger for hormonbehandling af kvinder i menopausen. Det er ingen hemmelighed, at jeg er hormonhvisker. Jeg er stor fortaler for, at du afprøver hormonerstatningsterapi (HRT) i forbindelse med menopausen, især hvis du er neurodivergent. Læs hvorfor i et tidligere indlæg ADHD og menopause. Som hormonhvisker må det være min opgave at gøre opmærksom på ny evidens eller nye guidelines. Derfor dette korte indlæg, der skal informere dig – men ikke gøre dig urolig eller angst – i forhold til den lille ændring i de britiske anbefalinger til forholdet mellem østrogen og progesteron i behandlingen af menopausesymptomer.
Det er stadig sikkert at tage hormoner
Kvinders kønshormoner hedder østrogen og progesteron (gestagen). De produceres i æggestokkene indtil menopausen. I tiden op til den såkaldte perimenopause daler produktionen, hvilket kan give mange forskellige symptomer, da alle organer og væv påvirkes af hormonerne. I forbindelse med menopausen kan symptomer behandles med hormontilskud (HRT). Du vil hos din læge eller gynækolog få tilbudt naturlige hormoner, som er bioidentiske, og som svarer til og erstatter din manglende hormonproduktion. Læs mere om typer af behandling her:
Det er sikkert at anvende hormonbehandling, men desværre florerer der mange skræmmehistorier, og der henvises til tidligere undersøgelser, som er tilbagevist utallige gange. Især i Danmark oplever jeg en skepsis, ja ofte ligefrem frygt, hos de kvinder, jeg taler med om HRT. Det er en skam. Læs om baggrunden for den frygt og hvorfor frygten er ubegrundet her: https://www.forbes.com/…/heres-the-current-thinking-on…/
Stil dig selv følgende spørgsmål:
Hvis der fandtes en type medicin, som mænd i alderen 50-60 år kunne få en recept på, og som overordnet set kunne forbedre deres velbefindende, reducere risikoen for tarmkræft, knogleskørhed, brystkræft, hjertekarsygdomme og muligvis demens og alzheimers – hvor mange mænd, tror du, ville tage medicinen? Mit bud er, at det ville blive langet over bardisken som ”et sæt”. Jeg kommer fra Aarhus, hvor begrebet et sæt består af en øl og en Arnbitter, hvilket er en legendarisk servering på byens brune værtshuse. Hvis mænd kom i menopause på samme måde som kvinder, var et sæt med stor sandsynlighed en øl og en dosis hormoner. De ville tage det alle sammen, og der ville foreligge store mængder forskning om fordele og ulemper ved behandlingen.
Østrogen er vigtig
Hos kvinder hedder medicinen Østrogen. Der burde forskes meget mere på området, men der er en vis enighed blandt menopausespecialister om, at hormoner mindsker risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme og for hoftebrud. Disse to lidelser koster langt flere kvinder livet end brystkræft gør (læs mere i bogen ”Estrogen matters” eller følg Avrum Bluming og Carol Tavris arbejde for at korrigere misinformation og myter om de skadelige virkninger af HRT på instagram, @estrogen_matters). Alligevel er det risikoen for brystkræft, der fremhæves hver gang diskussionen om HRT er på dagsordenen. Mit bedste råd til dig som kvinde er at skaffe så meget information som muligt, så du kan foretage valg for din sundhed på et oplyst grundlag. Overgangsalderen er ikke en overgang, det er en tilstand, der varer resten af dit liv, og det går ikke over af sig selv. Den manglende hormonproduktion vil påvirke din sundhed og dit velbefindende i resten af dit liv, og det synes jeg, du skylder dig selv at interessere dig for.
Udenlanske guidelines
Jeg er fortaler for HRT, og jeg henviser andre kvinder til især udenlandske kilder som Louise Newson, hvis podcast og ”balance menopause support app” jeg er begejstret for (https://www.newsonhealth.co.uk/staff/dr-louise-newson/). Jeg følger løbende kilder fra England og Australien, begge lande, jeg oplever, er banebrydende indenfor både studier og erfaringer med patienter, og som har en moderne diskurs omkring menopausen. Jeg blev af min egen læge mødt med bedagede opfattelser af, hvad kvinder skal affinde sig med i forbindelse med menopausen samt præsenteret for de myter om risiko ved HRT, der lever i bedste velgående i Danmark. Derfor kastede jeg mig over udenlandske guidelines, og jeg er ikke rigtigt vendt tilbage til de diskussioner, der foregår mellem danske specialister. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke helt er klar over, om der er nye danske guidelines på vej for HRT, ovenpå de nye udenlandske udmeldinger. Men i al fald er der kommet en mindre ændring i guidelines for progesteron fra British Menopause Society, som er vigtig at informere dig om, så du eventuelt kan tale med din læge eller gynækolog om nødvendigheden af en mindre justering. Det er mest relevant for dig, der får en høj dosis østrogen (3 mg, hvis der er tale om en gel), og som har udfordringer med uregelmæssige blødninger. En høj dosis østrogen anbefales suppleret af en forøget dosis af progesteron i forhold til tidligere anbefalinger. Tal med din læge eller en gynækolog.
Hvis du har en livmoder, og er i HRT-behandling med østrogen, suppleres der med progesteron, for at mindske risikoen for kræft i livmoderen. Meget tyder dog på, at progesteron i sig selv kan forbedre menopausesymptomer for søvn, stress, humør og kognitive funktioner. Har du lyst til at vide mere om progesteron, kan du finde artikler på f.eks. Pubmed Central, National Library of Medicine (her er et eksempel https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4245250/). Min anbefaling ovenpå de nye guidelines er, at du tjekker din dosis af østrogen for at vurdere, om du skal have forøget din dosis af progesteron. Er din dosis høj, så tal med din læge. Får du østrogenbehandling lokalt i skeden, som stikpiller eller en gel, er der ikke en forøget risiko for kræft i livmoderen. Får du progesteron gennem en spiral af mærket Mirena, er du ligeledes sikret med 52 mg af det aktive stof Levonorgestrel (kilde: lægemiddelstyrelsen).
Relax, take it easy
Min intention er på ingen måde at skræmme dig, men blot oplyse om, at der fra British Menopause Society er en lille ændring i anbefalinger for kvinder, der får en høj dosis østrogen.
Så ingen panik. Tal med din gynækolog om det næste gang, du skal til et af de vigtige, regelmæssige tjek, jeg også anbefaler, at du opsøger.
”Good luck med at finde et nyt job”, sagde konsulenten i Ledernes a-kasse til det første møde efter min fyring i november 2022. Faktisk var det mit første møde med en a-kasse nogensinde. Det ene job havde afløst det andet, og lidt tilfældigt var jeg havnet i ledelse. Jeg blev fyret, mens jeg var i et udredningsforløb for ADHD. En måned efter indkaldelsen til ”en drøftelse af mit ansættelsesforhold på TECH College” stod jeg med en recept på ADHD-medicin i hånden – men uden et nyt job på hånden. Derfor var jeg kaldt til samtale hos Lederne. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle tilbage i ledelse lige med det samme, om nogensinde. Jeg havde prøvet det meste i en lige dele udfordrende og opslidende lederkarriere. Mit CV var prototypen på ”The ADHD bounce-around”. ADHD-diagnosen var en kæmpe aha-oplevelse til at forstå de mange udfordringer i mit hidtidige arbejdsliv. Det var nødvendigt at sadle om og drive hesten i en ny retning. ”Vi kunne måske have hjulpet dig til en anden lederstilling, men et karriereskifte nedad i hierarkiet lyder da helt håbløst”, sagde konsulenten, da jeg luftede tanken. ”Har du tænkt på at blive selvstændig? Det er nok den bedste mulighed for kvinder i din alder.”
Konturerne af et bæredygtigt arbejdsliv
Siden starten af 2023 har jeg været optaget af at skabe et bære- og væredygtigt arbejdsliv. Et arbejdsliv i balance, et arbejdsliv, der giver mening og glæde og hvor jeg skal opleve et minimum af de mentale burnouts, der tidligere kendetegnede mine ansættelser.
Jeg er stadig på vej, og har tænkt mig at mose på, indtil det lykkes. Det kan vise sig at blive en langvarig proces, og jeg har besluttet at dele mine refleksioner og erfaringer i en række indlæg om processen. Jeg håber, du kan finde håb og inspiration. Uanset om du er neurodivergent eller neurotypisk, kan jeg kun anbefale at reflektere indgående over et arbejdsliv, der for de fleste udgør en stor del af døgnets vågne timer. Alt peger på, at personer med en eller flere neuropsykologiske diagnoser er særligt udfordrede på et arbejdsmarked, der i mindre grad har fokus på inklusion og neurodiversitet. Det er naturligvis ledernes ansvar at sikre at arbejdspladsen har politikker for inklusion, men det er også vores ansvar som neurospicy at bede om de rammer og vilkår, der gør os i stand til at trives og være produktive og innovative på job. For at kunne bede om det, må vi først og fremmest selv være klar over og kunne forklare, hvad der skal til, for at vi kan trives. I denne række af indlæg, der kredser om mit karrieskifte mod bestemte ADHD-venlige rammer og vilkår, tager jeg dig med ind i min hjernes maskinrum, hvor tanker, følelser og erfaringer flyder i alle retninger. Tag, hvad du kan bruge. Ifør dig sikkerhedssko og hjelm. En neurospicy skifter karriere- del 1. Here we go!
Efter min medvirken i podcastsen “Bevidst introvert” fik jeg denne besked fra en chef, der havde fået en ny forståelse af mig. Tænk, hvis jeg havde kunnet forklare ham om mine behov, mens jeg var ansat.
Jeg blev fyret og tog det til henretning
Jeg blev ”sparet væk” i november 2022. Det var anden gang i min 20-årige lederkarriere, jeg fik en fyreseddel. Første gang troede jeg, jeg skulle dø, hvilket jeg næsten også gjorde. Denne gang lå jeg i fosterstilling i 14 dage, opgivende og ulykkelig. Mit netværk flosklede derudaf med ”der er en gave i alt ”og ”everything happens for a reason”. Jeg måtte bekæmpe en voldsom trang til at stikke dem alle sammen en flad. For nogle gange er mit liv noget lort af den simple grund, at jeg er en idiot, der tager impulsive og tåbelige beslutninger. Jeg har fået tæv i alle livets genrer, men de største knockouts har jeg taget imod i mine lederjob. Jeg passer ikke ind i kassen for ”normal” lederadfærd. Ved nærmere eftertanke giver det mening at udvide den formulering: Jeg passer ikke ind i kassen for normal adfærd – punktum. Jeg har altid leveret resultater ved metoder, som den lyseblå hær af chefer og bestyrelsesformænd tilsyneladende ikke forstår. Når jeg frustreret gav op og forlod kassen eller blev sparket ud af den, skyndte jeg mig at hoppe ned i en ny kasse mage til den forrige. Sådan var der gået næsten 20 år. Nu var jeg igen blevet fyret af en mand i en lyseblå skjorte. Men denne gang havde universet og en dygtig psykiater råbt så højt, at jeg endelig havde fattet det. No more! Jeg kunne ikke mere, og jeg ville ikke mere. Frist mig ikke i ledelse!
Det var tid til refleksion og til at vælge en vej, der kørte udenom den billetluge, hvor jeg normalt købte billet til den samme jobforestilling igen og igen. Så jeg rejste mig fra fosterstillingen. Fast besluttet på at forhindre mig selv i at springe på det næste job, der kunne være den perfekte trædesten til at undgå at tage mit liv op til revision. Jøsses, hvor var der brug for at tage mit liv op til revision, og til at bryde et mønster af serielt monogami med livsopslugende lederstillinger.
Er det for sent at skifte karriere?
Jeg fik hjælp til at bryde mønsteret, for jeg kom i hænderne på en erhvervscoach fra Ledernes Kompetencecenter, Helene Aalling. Hun så og hørte mig, og stak sin finger nådesløst ind lige der, hvor det gjorde allermest ondt; de grundlæggende overbevisninger om mig selv og Verden og mine særlige behov som et menneske med en nyopdaget neuropsykologisk diagnose. Sammen med Helene gik jeg på jagt efter et fremtidigt arbejdsliv i kongruens med mine behov, personlige styrker og faglige kompetencer. Jeg er grundlæggende drevet af begejstringens glæde, men stramme arbejdskulturnormer, tilrettelagt for en neurotypisk arbejdsstyrke, havde eroderet min arbejdsglæde og tro på egne kvalifikationer. Jeg var meget klar i mælet om, at jeg ikke igen ville lade hvide mænd i lyseblå skjorter med Excel i ascendanten definere mit arbejdsliv. Men hvad skulle så definere det? Det viste sig langt vanskeligere at formulere, hvad jeg ønskede i stedet, samt at forestille mig en jobkontekst, jeg kunne fungere i. Hvor er der forståelse, plads, rammer og vilkår, som en kvinde i midlife med galopperende ADHD kan trives i? Og er det overhovedet muligt at skifte karriere 30 år efter mit første job, eller er jeg dømt til at dø i budgetter i endnu en chefstilling?
At leve eller dø
Valget er det mest grundlæggende, der er at sige om et liv som menneske. Hver morgen, når jeg står op, har jeg teoretisk set to valgmuligheder: Skal jeg leve eller dø? At være eller ikke være, som Hamlet udtrykker det. Giver mit liv så meget mening, at det er værd at stå op og møde det, der venter? Når jeg trækker det så skarpt op, er det fordi jeg for nogle år siden stod i en situation, hvor svaret ikke var ligetil. Jeg fandt mit liv meningsløst og overvejede om det reelt havde kvalitet nok til at være besværet værd. I 2018 blev jeg skilt, blev ramt af alvorlig sygdom og fyret fra et direktørjob. Over de næste år ramlede det hele, og jeg vinkede farvel til et familieliv med mand og børn, til økonomisk tryghed, bil, sommerhus, status og helbred. Jeg følte mig kasseret, alene, fattig og overflødig. DGI Huset Aarhus kastede en redningskrans ud, da de tilbød mig at komme på fitnessholdplanen som instruktør. Oplevelsen af at gøre en forskel, at sprede (trænings)glæde og føle mig kompetent fik mit livsmod til at vende tilbage. At være en del af et fællesskab, og som fitnessinstruktør beskæftige mig med noget, der gav energi og glæde, betød så meget mere end at have en stor bil og en fin titel af direktør. Det var en væsentlig erkendelse, hvorefter jeg hovedkulds kastede mig over samme type lederjob som tidligere. Som sagt, jeg er en idiot.
Mødet med en erhvervscoach
Fratrædelsesaftalen fra Tech College betalte for et outplacementforløb. Jeg landede hos Helene på Østerbro. Min skræk for at vise hende mit CV og en negative forventning om at blive udsat for en omgang ”blame game” blev lynhurtigt afmonteret. Min utidige ildhu blev ikke returneret med et flakkende blik og en ”nu synes jeg lige, vi skal komme tilbage på sporet ”-formulering, der ofte møder mig, når jeg begejstret får væltet en kaffekop, mens jeg med hele kroppen beretter om mine tanker og ideer. Helene greb mig og mine ideer, og hun tog fat der, hvor tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig, for det måtte være vigtigt. Hun tog straks fat i et ømt punkt: Mine grundlæggende overbevisninger og mine behov som (neurodivergent) menneske. Da Helene causerede over, at jeg har søgt lederstillinger, der har krævet en undertrykkelse af mine behov, væltede tårerne frem. Jeg tuder ikke ret gerne overfor andre mennesker. Jeg har faktisk kun én eneste gang tudet i en professionel sammenhæng. Så når Helene fik fat i noget, der kostede tårer, så måtte jeg levere det sidste i treenigheden, blod og sved, for at undersøge og blive klogere. Jeg dykkede ned i noget sårbart men uendeligt vigtigt for et fremtidigt arbejdsliv. For hvilke behov søger jeg opfyldt via et arbejde?
Afklaring af behov
Jeg blev sat til at lave en liste over arbejdsmæssige succeshistorier. Det var ikke svært at sætte ord på nogle succeser, og med afsæt i listen var det tydeligt, hvilke behov der var i spil. Min top-5 – plus one – over de vigtigste behov, er i prioriteret rækkefølge: Anerkendelse, autonomi, at gøre en forskel, at være kompetent og at være en del af et forpligtende fællesskab. Som bonus, min plus one: Variation, vin og hvin (låget af og fri bar).
Anerkendelse
Anerkendelse ryger ind på en klar førsteplads over mine vigtigste behov. Er jeg overrasket? Tjooo. Er jeg flov over at (an)erkende det? I den grad. Åh de mentale korsetter, jeg har iført mig i de mange år som leder. Altid har jeg argumenteret overfor mig selv og alle, der gad lytte, at jeg ikke havde brug for anerkendelse. En leder kan ikke regne med at få anerkendelse. ”Jeg ved selv, hvornår jeg har leveret noget godt og hvornår, jeg har leveret noget skidt. Det har jeg ikke brug for andre til at fortælle mig”, var mit rationale. Succeshistorierne fortæller noget andet, nemlig at jeg er en lille pige, der står og hopper ovre i hjørnet og råber ”se mig! se mig!”. Jeg har et stort behov for at blive set, hørt og bemærket.
Autonomi
Autonomi kommer til udtryk i fortællinger om resultater, jeg har skabt via beslutninger, der var i overensstemmelse med mine værdier. Det betyder meget, at jeg selv at kan definere den adfærd og de handlinger, der fører til et bestemt mål. Jeg har svært ved at være loyal overfor beslutninger, der betyder, at jeg skal indføre regler, politikker eller praksis, som er i modstrid med det, jeg står for og det, jeg tror på. Derudover handler en del af historierne om at få ret. Min hjerne processerer store mængder af information lynhurtigt, det er en ADHD-superpower. Min evne til at skabe mening i store mængder information gør mig til en menneske-udgave af kanariefuglen i kulminen, der fornemmer, at noget er galt længe, før andre gør. Den evne er én af mine vigtigste værktøjer i ledelsesværktøjskassen. Faktisk vil jeg påstå, at jeg lever af den evne. Jeg kan forudsige handlinger, scenarier, fornemme stemninger og kan reagere adækvat på det. Ofte, når jeg lufter mine analyser, f.eks. overfor bestyrelser eller samarbejdspartnere, bliver jeg mødt med skepsis. Derfor kredser mange succeshistorier omkring det faktum, at jeg reelt kan stole på min evne til at bearbejde information. Jeg kan langt bedre tåle at have lavet en regnefejl eller have sendt en mail til den forkerte modtager, ting der sker ofte for mig, end at komme i tvivl om min evne til at aflæse og skabe mening i komplekse sammenhænge.
At gøre en forskel
At bidrage positivt til andres livsmuligheder er meningsfuldt for mig. Jeg ønsker, at min arbejdsindsats bidrager til at hjælpe andre eller har et højere formål som at forbedre samfundet. Jeg tror på, at det at give, er det principielle fundament for alt i universet.
At være kompetent
Jeg foretrækker at beskæftige mig med noget, jeg er god til. Behovet kan sikkert spores tilbage til behovet for anerkendelse, da jeg finder stor glæde ved at mestre og shine. Jeg sætter pris på, at andre udtrykker tilfredshed, når jeg har leveret et godt resultat. Aristoteles skal have formuleret det således: “Where the needs of the world and your talents cross, there lies your vocation.” Et fremtidigt arbejdsliv kræver afklaring af mine kompetencer, samt en undersøgelse af hvilken jobverden, der har opgaver, som mine kompetencer matcher.
At være en del af et forpligtende fællesskab
Jeg har brug for at høre til og være en del af flokken, men det vanskeliggøres af en position som leder af flokken. Jeg har som leder forsøgt at agere ud fra talemåden ”be friendly but never friends”. Den agenda har jeg slået mig på flere gange, når jeg har fået etableret en slags venskab med en ansat, eller når jeg i lige så høj grad har følt mig ensom blandt mange medarbejdere. Mit fremtidige arbejdsliv skal derfor indeholde et kollegaskab. En god erkendelse inden jeg i bedste impulsive ADHD-stil opretter et cvr og starter en one-woman-business.
Plus one
Mit sidste behov, som jeg har kaldt plus one, dækker over forskellige temaer. Jeg har et stort behov for variation i mit liv. Jeg bliver kastreret af konformitet og rutiner og foretrækker at skifte scene og sætte nye skibe i søen. Jeg er fuld af larm og livsglæde, men får ofte kommentarer, der antyder, at jeg er ”for meget”. Min opvækst, skolegang, arbejdsliv og sociale liv har budt på en del kritik af min person, hvilket har påvirket mine overbevisninger om mig selv. Jeg har været min egen værste kritiker, har følt mig forkert og har internaliseret en del af de negative kommentarer om mig, som er faldet gennem mit liv. Jeg har tænkt mange grimme tanker om mig selv, men jeg kan ikke tænke så grimme tanker om mig selv, at jeg forvandler mig til en person, jeg holder af. Den erkendelse, samt det faktum, at jeg så sent i livet er blevet udredt for ADHD, har betydet en større forståelse for mine styrker og udfordringer og af min ret til at tage plads i verden. Jeg forstår nu, hvorfor jeg trives bedst i et miljø, hvor jeg har lov til at ”være for meget” og hvor det er muligt at have et arbejdsfællesskab med nogle, som også er ”for meget”, og som har personlig gennemslagskraft, energi og engagement. Selv om dette behov er placeret uden for top-5, vil det være afgørende for mig at kunne opsøge miljøer eller samarbejder, hvor jeg kan sprælle og larme.
Der mangler noget
Således behovsafklaret burde jeg være klar til at indlede jagten på et arbejdsliv, der i højere grad kan opfylde mine behov. Men der mangler noget på listen. Der er et totalt fravær af behov, som har defineret mig tidligere, og som har været en del af min selvfortælling. Som leder har jeg flere gange formuleret mission, vision og værdier. Blev jeg vækket midt om natten og spurgt til mine arbejdsværdier, var svaret faldet prompte: Magt, prestige og engagement. Jeg kan få øje på engagementet i mine nuværende overvejelser, men hvad blev der af magt og prestige? Jeg fandt materiale fra et ledercoachingforløb fra 2012 frem. Heraf fremgår, at jeg var meget optaget af, hvor langt mit lederpotentiale kunne føre mig, og hvor prestigefyldt en position, jeg kunne opnå ansættelse i. Der var ønsker til høj løn, stor bil og flotte huse. Der er intet i mine nuværende refleksioner, der kredser om prestige eller penge. Betyder det, at jeg ikke længere orienterer mig mod løn og jobtitel?
Under min livskrise fra 2018 var der ingen i mit netværk, der forsvandt, fordi jeg ikke længere havde titel af direktør. Nogle forsvandt, fordi de ikke kunne rumme, at jeg var ked af det i meget lang tid. For dem havde jeg åbenbart kun en værdi, når jeg var glad og sjov. Det var en stor øjenåbner for mig, at jeg generelt ikke mistede status eller anseelse i en situation, hvor jeg var strippet for alt. Jeg oplevede at være værdifuld som den person, jeg er og ikke fordi, jeg var ansat et bestemt sted. Jeg lærte, at det er ok at falde fra hinanden en gang imellem. Tacos falder også tit fra hinanden, det betyder ikke, at vi ikke elsker dem. Jeg lærte, at de ting, der gør mig glad, har meget lidt med penge at gøre. Høj indtægt har ingen sammenhæng med min livskvalitet.
Men hvorfor søgte jeg så tilbage til et lederjob, og hvorfor giver det stadig glæde at få en dosis social status via job? Fordi der er en gevinst ved det i form af anerkendelse fra omverdenen. Der finder en status-leg sted i vores samfund, hvor det første vi spørger et fremmed menneske om, er ”hvad laver du?” og ikke ”hvem er du?”. Vi vurderer og rangerer, muligvis ubevidst, hinanden på baggrund af svaret. Men det er til syvende og sidst mit valg, om jeg vil deltage i statuslegen på baggrund af en værdi, der ikke længere har nogen værdi for mig.
Fra værdiafklaring til nyt karrierevalg
Erhvervscoachen gav mig en ny udfordring: Find ud af, hvad du er passioneret omkring.
Selv om jeg pt. er i fuld gang med et karriereskifte i retning af et todelt liv som deltidsansat (med kolleger og fællesskab) og freelancer (for variationens skyld), læser jeg af og til jobannoncer. Man skulle tro, det er samme tekstforfatter, der står bag stillingsopslagene: Du brænder for, du er passioneret omkring, du er ambitiøs og dedikeret, du drømmer om at opbygge, osv. osv.
Er der noget om, at det giver større jobtilfredshed at være passioneret omkring sit arbejde? Hvad betyder det egentligt at være passioneret, og kan jeg lave en forretning ud af min passion? Jeg er på mere usikker grund end ved at skulle beskrive vigtige behov. Der ligger et andet pres i retning af en bestemt adfærd for at være passioneret. Er jeg overhovedet passioneret omkring noget? ”Ja da”, tænker du måske, hvis du følger med i mine indlæg. Det, der virker indlysende for andre, kan være en blind vinkel hos én selv. Er du selv helt klar i mælet omkring, hvad du brænder for? Og er det rent faktisk din passion, du arbejder med hver dag? Hvis ja, er du sikkert allerede kommet på arbejdsmarkedets all-star hold. Imens bøvler jeg videre, både med mit karriereskifte og med flere indlæg om processen. Målet med øvelsen er at kortlægge de særlige rammer, vilkår og indhold, der kan få mig op på det all-star hold. Næste indlæg handler blandt andet om passion, wait for it…..
Efter et år på ADHD-medicin gør jeg status: Hvilke positive effekter giver medicin? Hvad har jeg lært om livet med en neuropsykologisk diagnose? Jeg er i fuld gang med at skabe et liv, hvor jeg kan anvende styrkerne ved at være neurodivergent og mindske ulemperne.
-Om en ADHD-diagnose og ADHD-medicin der ændrede mit liv
”Jeg har ikke sovet i et år” synger Kesi i sangen Søvnløs. Jeg skråler med. ADHD-medicinen, som jeg i skrivende stund har et helt års erfaring med, havde desværre ikke en positiv effekt på et livslangt søvnproblem. Så jeg ser dit omkvæd, Kesi, og hæver indsatsen med ”Jeg har ikke været rasende i et år”. Stik den! Manglende evne til følelsesregulering er den faktor, der suverænt har haft mest negativ indflydelse på mit liv. Jeg er eksploderet i raseri mindst 10 gange dagligt, overfor alle, private så vel som jobmæssige relationer. Mit raseri føltes som en ildkugle i maven, og det forvandlede mig på millisekunder til en ildspyende drage. Jeg ville ønske, jeg kunne undskylde til alle, det er gået ud over, men jeg kan nok kun huske en brøkdel af ofrene. Hukommelse er ikke min spidskompetence. Er du én af dem, der har følt min vrede, så får du her min uforbeholdne undskyldning. Det vil ikke gentage sig.
Sidst, jeg var rasende, var i slutningen af november 2022, hvor jeg fulgte en medicinsk opstart og gradvist øgede dosis af ADHD-medicin. Jeg havde egentlig en god fornemmelse af en virkning. Jeg gik i Brugsen efter en liter mælk. Den unge kassemedarbejder var ny, og der var lang kø. Jeg noterede mig med stolthed, at jeg kunne stå i kø uden det mindste spor af ildkugle. ”Vi åbner i kasse 2”, blev der sagt. Nogle ældre damer kom flyvende ind bagfra og overhalede mig på vejen til kasse 2. Fucking dårlig køkultur. Jeg kylede mælkekartonen hen ad gangen og forlod butikken. Efterfølgende skrev jeg til min psykiater, at vi vist ikke var der helt endnu. En højere dosis blev udskrevet, og jeg har ikke været rasende siden. Jeg har heller ikke været euforisk af lykke, som jeg tidligere var på et dagligt plan. Medicin tager top og bund. Jeg ofrer dog gerne eufori for mindre vrede. Det er livsforandrende ikke at være rasende! Der er flere positive effekter af ADHD-medicin…..wait for it.
Modet til at stå frem
For godt et år siden fik jeg fire afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg blev den heldige ejer af en neuropsykologisk diagnose. Jeg har i forløbet været åben om udredningsforløbet på Hejmdal Privathospital og om resultatet. Jeg har startet en blog, neurospiceupyourlife.dk, en instagramkonto med samme navn, har skrevet artikler, en kronik, og jeg har medvirket i en podcast. Jeg er blevet blæst bagover af reaktioner og henvendelser på alle platforme og har været i kontakt med utroligt mange kvinder i midlife. De kan spejle sig i mine oplevelser. De har forskellige udfordringer men er enige om, at det er modigt af mig at stå frem. Jeg kan ikke andet. Det har knapt så meget med mod at gøre, som med et fremtrædende ADHD-symptom hos mig, der handler om oversharing og om at tale (og skrive), før jeg tænker. Oversharing har ikke ligefrem gjort mit liv lettere, men i denne sammenhæng har det vist sig at være en styrke. Indtil videre har det hverken begrænset muligheder eller medført negative reaktioner, nærmest tværtimod – det har åbnet en del døre. Hvad der er bag de døre, vil de næste år vise. Jeg er fuld af gåpåmod og optimisme.
Mange bolde i luften
Meget er forandret i løbet af det sidste år. Jeg kan ikke påstå, at jeg helt er landet i mit nye liv, men jeg er i proces, som det vist hedder på Djøf-sprog. For et år siden blev jeg fyret fra et lederjob. Aftrædelsesordningen betalte for et outplacementforløb hos Erhvervscoach Helene Aalling. Hun dumpede ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og hjalp mig med nogle afgørende beslutninger og ændringer. Hun satte en projektør på de narrativer og grundlæggende overbevisninger, der havde holdt mig fast i en historie om mig selv og en tilhørende lederkarriere i næsten 20 år.
Der er intet galt i at være leder, men omstændighederne omkring de lederjobs, jeg havde valgt, var i direkte modstrid med mine behov, værdier og kompetencer. Helene blev forandringsagent på en mission, der går ud på at skabe en tilværelse med frihed, formål og format. Jeg har taget den beslutning udelukkende at beskæftige mig med noget, der interesserer mig. Det er der, jeg trives bedst. Jeg dør i budgetter og Excel-ark, og jeg kan ikke holde ud at tilbringe en arbejdsdag i en endeløs række af møder. I de mange samtaler med Helene fik jeg udforsket og beskrevet mit potentiale og power. Alt peger væk fra ledelse, hen mod det socialpædagogiske felt og mod et liv som freelancer. I en alder af 56 år skifter jeg nu karriere. Alle livsbolde er kastet op i luften, og nu vil det vise sig, hvilke bolde jeg formår at gribe.
Panic! At The Disco
Hvad svarer jeg egentlig, når nogen spørger, hvordan jeg har det? ”Tjo, du ved; same panic, different disco”. For selv om der fulgte en gigantisk aha-oplevelse med udredningsforløbet samt medicin, der gør en uforståelig stor forskel, så forvandlede det mig ikke til en smuk, hvid svane. Jeg er stadig Bea i en genkendelig udgave, blot dæmpet, reguleret og med forbedrede eksekutive funktioner. Indrømmet. Jeg havde håbet, at medicinen ville gøre mig til et andet menneske. Efter 55 års mislykkede forsøg på at lære de neurotypiskes dansetrin, var jeg så træt af at være mig og af alt den panik og forbudte trin, der var på mit dansegulv. Der er stadig en del panik, men det er som om mit dansegulv er kommet i vatter. Musikken er bedre, diskokuglen lyser klarere og jeg har en ny erkendelse af HVOR godt, jeg egentlig danser. Hvor tåbeligt har det ikke været at kæmpe med den dumme quickstep, når det viste sig, at jeg er suveræn til salsa. Lad dem, der har præference for standarddanse strække hals iført lange kjoler. Jeg skal bede om en kort kjole, kuglelejer i hofterne og nogle svedige latinrytmer; Watch me dance, dance the night away. Samtidig er det som om medicinen gør mig bedre i stand til at se mig selv udefra og reagere, når jeg bliver hektisk og overstimuleret. Jeg kan handle på mine kropslige og mentale signaler om et forestående sammenbrud, forlade dansegulvet for at gå i baren og bede om en vodka. Det var et freudian slip, jeg mente naturligvis cola.
For ja, jeg har ikke længere et behov for at selvmedicinere med alkohol, hash eller piller. Den ro, jeg tidligere søgte gennem især alkohol, får jeg via ADHD-medicinen. Min psykiater formanede til den afsluttende samtale, at han helst så, jeg aldrig igen rørte alkohol og andre stimulanser. Lisdexamfetamin og alkohol er en dårlig kombination. Jeg bryder mig ikke om ”du kan ikke” og ”du må ikke”, så selvfølgelig har jeg gjort forsøget. Psykiateren havde desværre ret. Jeg bliver bims af alkohol, og jeg er rigeligt bims i forvejen. Jeg går fremover på dansegulvet i ædru tilstand.
Medicinens effekt på AD i ADHD
De to første bogstaver i ADHD står for attention deficit; opmærksomhedsforstyrrelse. Kernesymptomer hos mennesker med ADHD er problemer med koncentration, impulsstyring og uro. Symptomerne skyldes en ubalance i og nedsat mængde af hjernens signalstoffer som dopamin. Ubalancen manifesterer sig f.eks. som manglende evne til at fastholde opmærksomhed under rutinemæssige opgaver samt ringe evne til at planlægge og organisere. En væsentlig del af hjernens funktion er rettet mod hæmningskontrol. Hjernen sørger for at hæmme uønsket adfærd, hvilket foregår udenom vores bevidsthed. Har du ADHD, har du en funktionsnedsættelse i hæmningskontrol samtidig med, at du har en ubalance i de signalstoffer, der regulerer adfærden. Det korte af det lange er, at der er tale om en double-trouble, som med garanti medfører ”adfærdsproblemer” i samværet med neurotypiske – altså personer uden neuropsykologiske diagnoser. Det er derfor, personer med ADHD taler uafladeligt, afbryder andres samtale, bevæger sig konstant og ofte er på vej fra en aktivitet til den næste, tilsyneladende uden at tænke i konsekvenser af adfærden. Vi kan bare ikke gøre for det, og det nytter ikke noget at skælde os ud. Ifølge ADHD-foreningen har børn med ADHD hørt 20.000 flere bebrejdelser end andre børn, når de fylder 12 år. Jeg har taget min del.
En ADHD’er reagerer ofte impulsivt på stimuli, og da evnen til konsekvensberegning er hæmmet, kan der opstå decideret risikoadfærd. Det påstås, at 1/3 af de indsatte i danske fængsler har ADHD, på trods af at prævalencen i befolkningen kun er ca. 5%. Vi med ADHD opfører os ganske enkelt tåbeligt. Jeg tænker ofte, at det beror på rent held, at jeg stadig er i live og med alle lemmer i behold. Jeg kunne være havnet i Vestre Fængsel eller på bænken på pladsen udenfor mit hus sammen med de andre sutter, med en bag in a box og en guldøl til morgenmad. Du vil tro, jeg lyver, hvis jeg hvisker i dit øre om nogle af mine største tåbeligheder. Så det vil jeg undlade. Det kommer ikke til at ske igen, for jeg har fået adgang til livslang medicin. Halleluja.
ADHD-medicin øger mængden af signalstoffer i hjernen og forbedrer signaloverførslen. Dermed forbedres kommunikationen mellem forskellige dele af hjernen. Det var til at mærke i det sekund, jeg indledte den medicinske behandling. Jeg kunne deltage i møder uden at zoome ud efter 10 minutter; jeg startede ikke en madlavning med 10 ting på en gang; jeg tog de første forsigtige skridt med at læse bøger; så nogle film i biografen og jeg fik styr på forskudsopgørelse og andre administrative opgaver. Stille og roligt erfarer jeg, hvordan mine eksekutive funktioner er forbedret. Men da jeg er i gang med et karriereskifte, hvor administrative opgaver skal fylde mindre, er det svært at sammenligne og vurdere mit funktionsniveau i forhold til tidligere. Selv på ADHD-medicin bliver administrative opgaver aldrig min favorit, men jeg er bedre i stand til at udføre dem, når der er brug for det.
Medicinens effekt på H i ADHD
H står for hyperaktivitet. Hyperaktivitet kan manifestere sig som både fysisk og mental uro og overaktivitet. Hvor den fysiske uro er til at få øje på, kan ingen mennesker i Verden se, hvordan og i hvilken grad tanker og følelser vælter rundt i hovedet på én. Jeg havde begge typer hyperaktivitet i rigelige mængder. Derudover havde jeg så længe, jeg kunne huske, haft en monolog kørende i mit hoved 24/7. En monolog af min egen stemme, der talte uafbrudt om alle de ting, jeg gjorde og sagde forkert. Jeg havde konstante samtaler med mig selv om hvor dum, grim og tåbelig, jeg var. Det gjorde det ekstra svært at koncentrere sig, da stemmen overdøvede alt – ofte endda mine meget stærke dagdrømme, der måtte vige for talestrømmen i mit hoved. Det gik sent op for mig, at andre mennesker ikke har sådan en konstant kværnende monolog, men at de har almindelig tanker. Monologen, min evige følgesvend, var årsagen til mange spørgsmål fra min psykiater under udredningen. Han ville sikre sig, at jeg ikke var psykotisk. Det var jeg ikke, og Gud Jøsses for en frihed, da medicinen slukkede min monolog. Der blev ro i mit hoved. Altså nok ikke som andre kan have ro, forestiller jeg mig, men der blev skruet gevaldigt ned for larmen. Jeg har fået mental frihed.
ADHD-medicin har dæmpet min fysiske hyperaktivitet men bestemt ikke fjernet den. Jeg døjer stadig med at sidde stille til to timers forelæsning. Er det socialt acceptabelt, at jeg rejser mig op undervejs, så kan det godt lade sig gøre. Jeg lærer dog stadig bedst i bevægelse, medicin eller ej. Hyperaktivitet kommer hos mig til udtryk ved stort behov for bevægelse, træning og aktivitet. Jeg er en slædehund, der skal ud at trække hver dag. Derudover har jeg en adfærd, der kaldes stimming og fidgeting. Stimming er betegnelsen for selvstimulation, mens fidgeting er en underkategori af stimming. Stimming består af forskellige små handlinger, der virker selvstimulerende. Jeg bruger en samlet betegnelse for det: Jeg dimser. Jeg klikker med kuglepenne, vipper med foden, ryster mine ben, drikker kaffe konstant, rømmer mig og meget andet, der kan drive andre til vanvid. Det er en såkaldt workaround, der gjorde og stadig gør, at jeg overhovedet kan deltage i møder. Mit dimseri er lystbetonet. Jeg gør det, fordi det er behageligt og udløser positive følelser. Min koncentration forberedes, når mine sanser stimuleres. Først efter min diagnose har jeg erfaret, at der findes en industri, der producerer redskaber til stimming. Wup! Køb lige nogle af dem til dine næste møder. Dine kolleger med ADHD vil elske dig for det.
At lære at være på ny
Jeg oplever, at effekterne af medicin kan svinge fra dag til dag eller fra periode til periode. Det er som om, at jo mere travlt, jeg har, jo dårligere virker medicinen. Sådanne dage går jeg rundt om mig selv som en høne uden hoved. Jeg starter på at gøre hele huset rent, men inden jeg er færdig, har jeg bagt en kage, lavet en dansekoreografi, fundet symaskinen frem for at lægge nogle bukser op, mens kaffemaskinen næsten er blevet afkalket. Sover jeg dårligt i en periode, kan min indre monolog vende tilbage. Får jeg ikke trænet, oplever jeg ubehag og kropslig uro. Derfor kan jeg skrive under på, at medicin ikke er løsningen på alle udfordringer omkring ADHD. Andre indsatser er essentielle for ADHDetgodeliv, f.eks. psykoedukation, coaching, deltagelse i et netværk for neurodivergente samt helt konkrete og praktiske råd og vejledning til en sund ADHD-livsstil. Det har indtil videre taget mig 4 år i teori og praksis at udforske hvilke styrker og udfordringer, der kommer med denne diagnose. Jeg er blevet mere bevidst og reflekterende om egne behov og ressourcer. Jeg forsøger at inkorporere en ny, styrkebaseret fortælling om mig selv. På den baggrund er jeg i fuld gang med at tilrettelægge en måde at leve på, der er meningsfuld, interessebåret og langtidsholdbar. En levemåde, der er mild mod mit nervesystem, og hvor jeg ikke overforbruger min energi. Nogle dage ER jeg ADHD, men der er efterhånden langt flere dage, hvor jeg bare HAR ADHD. Fordi jeg kender min diagnose indgående, kan jeg styre udenom de værste triggers og effektuere effektive workarounds. Jeg har et sprog for og kan bede om det, jeg har brug for, for at trives optimalt på job og privat. Er du, som jeg, sendiagnosticeret med en selvopfattelse, der pludselig blev vendt på hovedet, så venter der en stor men også livsforandrende opgave. Opgaven går ud på at lære at være på ny. Du skal smide den gamle fortælling om dig selv i småt brændbart, og erstatte det med et nyt narrativ. Du får muligvis brug for støtte og hjælp, men du skal vide, at hjælpen findes. Ræk ud.
Kan jeg klare mig uden medicin?
Al medicin har bivirkninger, også ADHD-medicin. Mange oplever at skulle afprøve flere mærker og doser, før virkningen opvejer bivirkninger. Jeg var heldig. Et virksomt præparat blev fundet i andet forsøg, og jeg har, så vidt jeg ved, ingen bivirkninger. Ingen hovedpine, ingen formindsket appetit, ingen mundtørhed, ingen depressive tanker. ADHD-medicin er dog kostbar, og det kunne være virkeligt fedt udelukkende at klare sig med ADHD-coaching og psykoedukation. Det virker for nogen neurodivergente. Jeg har dog u-intentionelt erfaret, hvordan det er at klare sig uden medicin. En onsdag i oktober mødte jeg ind på Birkebakkens skoleafdeling til dagens undervisning i faget ”Madværksted” i STU-regi. Eleverne var alle funktionshæmmede, og det var altid en fest at lave mad med dem. Men denne dag var jeg tæt på en regulær nedsmeltning. Jeg kunne intet overskue, var kort for hovedet, og min tålmodighed var ikke kommet med på arbejde. Jeg var frustreret og ked af det, da jeg cyklede hjem. Hjemme på køkkenbordet kaldte en pink og blå pille af mærket Elvanse forgæves på mig. Jeg havde for første gang i et år glemt at tage min ADHD-medicin, og det havde givet mig et trip down memory lane. Sådan var det at være mig før Elvanse. Det skal jeg ikke bede om igen.
I 2018 kom jeg på sporet af, at jeg nok ikke var et mærkeligt menneske, men at jeg havde en diagnose inden for det, der kaldes neuropsykologiske lidelser. En fysioterapeut sendte mig i den rigtige retning. Han anvendte nok denne tilgang til ADHD-diagnostik:
Jeg observerer, hvor mange blå mærker, patienten har, efter konstant at gå ind i borde, stole og andre ting i omgivelserne.
Min krop er dækket af et væg-til-væg-tæppe af blå mærker. Jeg er ”fumler-tumler”, men med et spektrum af normalitet, der har gjort det muligt at dyrke sport på et højt plan. Jeg er på en eller anden måde lykkedes med at kompensere for dårlig balance, for fejlvurdering af afstande og kraftindsats. Jeg taber ting konstant, og jeg falder ofte. Jeg bliver let køresyg, flyvesyg og søsyg. Finmotorisk er jeg helt tabt. Jeg kan ikke tegne, skrive, tråde en nål eller knappe skjorten med de små knapper. En fysioterapeut lagde to og to sammen, og forklarede om den motoriske udviklingsforstyrrelse dyspraksi, som ofte forekommer sammen med ADHD. ”Havde jeg tænkt over, om jeg kunne have ADHD?”. Jeg blev rødglødende af raseri, og som en drage åbnede jeg munden og spyede ild. Herefter smækkede jeg døren lidt for voldsomt og faldt over dørtrinnet på vej ud af klinikken. Da ilden var slukket, og vreden dampet af, kastede jeg mig over artikler om ADHD hos piger/kvinder. OMG! How could I not see?
Jeg havde overset alle tegn
Der havde været mange tegn på, at jeg havde ADHD, som ingen havde opfanget eller forbundet med en opmærksomhedsforstyrrelse. Jeg har de klassiske symptomer som hyperaktivitet, opmærksomhedsvanskeligheder, risikosøgning og impulsivitet. Men jeg har været god til at kompensere for og cope med symptomerne, og er derfor fløjet under radaren. Meget af min skoletid gik med at dagdrømme og zoome ud, når det var nødvendigt at sidde stille. Jeg tiltrak derfor ikke så meget opmærksomhed som de ukoncentrerede drenge med samme symptomer. Derfor skulle jeg nå at fejre fødselsdag hele 50 gange, før nogen fik mig overbevist om, at jeg havde brug for et udredningsforløb.
Min søn sendte mig for nylig et billede fra skadestuen på Skejby Sygehus. En læge lagde gips på hans arm. Igen. Han brækkede armen første gang som etårig, og utallige er de gange, jeg har været på skadestuen med ham. Min mand og jeg for nærmest i rutefart til skadestuen, da han var barn, og ofte måtte vi hente ham i børnehaven, fordi han var kommet til skade på legepladsen. Jeg tilskrev alle hans uheld det faktum, at han var lidt vild. Jeg antog nok, at han passede ned i kulturnormens kasse for ”en rigtig dreng”. Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu om dyspraksi som komorbiditet til ADHD, var han måske kommet i udredning tidligere. Det er history repeating itself, også han er fløjet under radaren. Ingen pædagoger, læger eller lærere har fanget hans diagnose, og først, da jeg var blevet udredt, henviste lægen ham til udredning for ADHD. Nu venter han i et system, der tilbyder 70 ugers ventetid.
Hvordan foregår en henvisning?
Har du symptomer på en eller flere psykiske lidelser, kan du via din egen læge blive henvist til en udredning. Udredningen har som mål at afdække dit behov for behandling og for støtte i din samlede livssituation. Forløbet begynder hos egen læge, som udformer en henvisning. Henvisningen indeholder information om symptomer, udfordringer og disses oplevede sværhedsgrader; altså information om i hvor høj grad dine symptomer påvirker din samlede livssituation. Herudover skal der være en beskrivelse af ”sygdomsforløbet”, af eventuelt tidligere behandlingsforløb, af sociale forhold som familierelationer, arbejds- og uddannelsesforhold, samt en afklaring af nuværende eller tidligere misbrug. Lægen foreslår muligvis en diagnose, og henvisningen sendes til Psykiatrien. For at sikre, at du sendes videre til udredning, skal du forberede dig grundigt. Dine symptomer og udfordringer skal bøjes i neon og være eksplicitte for dig. Det betyder i praksis, at du meget præcist skal kunne redegøre for de symptomer, du oplever, og for måden de påvirker dit liv. Det gælder ikke kun i forhold til din nuværende livssituation, men også din barndom kommer i spil. Flere psykiatere hænger fast i et diagnosekriterium, hvor symptomer skal have vist sig fra ca. 7 år alderen. Tal derfor med mennesker, der har kendt dig som barn, for at få et overblik. I USA og England afviger psykiatere fra den antagelse, at symptomer skal være presente fra barndommen. Især for kvinder giver dette god mening, da ADHD er østrogenafhængig. Mange piger/kvinder oplever, at deres symptomer ændrer sig i puberteten og i forbindelse med menopausen. Begge er overgange, hvor østrogenproduktionen ændres, og dette påvirker symptombilledet. Læs mere, f.eks. her:
Jo bedre forberedt, du er til henvisningssamtalen med din egen læge, jo bedre kan Psykiatriens Visitation vurdere dit behov for udredning, og jo hurtigere vil du blive henvist. I tilfælde af, at der mangler relevante oplysninger, vil Psykiatrien afvise henvisningen og bede om uddybning. Det forsinker din opstart. Når alle oplysninger vurderes at være fyldestgørende, modtager du få svar på, hvornår du kan forvente, at forløbet starter. Og her har vi den største udfordring. Psykiatrien er presset, og der er lang ventetid. Så hav den store tålmodighed klar. Tålmodighed er min mindste kompetence. Tålmodighed er en udfordring for en impulsstyret ADHDér som mig. Min henvisning blev i første omgang afvist hos visitationen. Da jeg flere uger efter min konsultation ikke havde modtaget svar, kontaktede jeg lægen. Han fortalte, at henvisningen var afvist hos den offentlige Psykiatri. Jeg kunne i stedet kontakte en privatpraktiserende psykiater med aftale med det offentlige sundhedsvæsen, hvilket vil sige en psykiater med ydernummer. En privatpraktiserende psykiater er en selvstændig speciallæge med egen klinik. Med en henvisning fra din læge i hånden er behandlingen gratis, på samme måde som ved behandling på et distriktspsykiatrisk center.
Forbandede ventetid
Så langt så godt. Jeg kontaktede private psykiatere i området og blev præsenteret for meget lange ventetider. Ofte var klinikkernes ventetider oplyst på hjemmesiden, men når jeg ringede for at booke en tid, var der i praksis meget længere ventetid. Jeg fik den mistanke, at gamle damer kommer bagerst i køen til fordel for børn og unge. Det ville fra et samfundssyn give god mening at prioritere børn og unge frem for gamle damer, men fra en egoistisk synsvinkel var det ret frustrerende. Jeg kontaktede patientrådgivningen, og blev her bekræftet i, at de vejledende ventetider netop er vejledende. De fandt nogle klinikker med en kortere ventetid, men jeg havde en hverdag, der skulle gå op. Jeg kunne ikke gennemføre et forløb hos en psykiater i Nordsjælland, når jeg boede på Samsø og arbejdede i Aalborg.
Har du penge, kan du få
Har du penge eller en sundhedsforsikring, kan du komme udenom ventelister og blive udredt for neuropsykologiske lidelser hos en privatpraktiserende psykiater. Har du ingen, må du altså vente i evigheder. Jeg fik en tid hos en privat psykiater med ydernummer i Nordjylland og knapt 3 års ventetid. Som månederne gik, blev mine frustrationer større. Nu, jeg endelig var på sporet af årsagen til min anderledeshed, kunne jeg ikke vente med at komme i behandling. Jeg var klar til at skrive en check, spørgsmålet var blot, hvad jeg skulle betale for at slippe for ventetid. En bekendt med viden på området anbefalede Hejmdal Privathospital, som har afdelinger i flere byer. Jeg kontaktede dem, men også her var ventetid. Jeg skrev en desperat mail om mine udfordringer og akutte behov for en udredning, og blev til min store glæde presset ind i deres kalender til en vurderende samtale.
Inden jeg kontaktede Hejmdal, havde jeg orienteret mig på hjemmesiden, men kunne ikke overskue forløbets omfang og pris. Derfor ringede jeg til en sekretær og fik en forklaring. Alle forløb på Hejmdal starter med en vurderende samtale, hvor det afgøres, om der er brug for yderligere hjælp. Efter den vurderende samtale kan privathospitalet skræddersy et forløb til den enkelte. Et udredningsforløb består af flere moduler, men nogle moduler vil være mere relevante end andre, derfor foretages individuelle vurderinger. Priser for modulerne fremgår af Hejmdals hjemmeside. Her er et Link til Hejmdals priser og ydelser:
Fuld af antienergi, og forberedt på at blive afvist, mødte jeg op til en vurderende samtale. Det var klinikchef Ulrik Falentin Sund, der stod klar til at tage imod mig. Når jeg er nervøs, er mine ADHD-symptomer svære at maskere, og vi var ikke langt inde i samtalen, før Ulrik bekræftede, at det nok var en ADHD-diagnose, vi skulle kigge nærmere på. ”Medmindre du er en virkeligt god skuespiller, så er der vist ikke så meget tvivl”, sagde Ulrik efter at have stillet mig nogle spørgsmål om mit liv, min hverdag og mine udfordringer. Jeg blev mødt overraskende positivt i forhold til mine oplevelser og udfordringer. Psykiateren spurgte til forskellige symptomer, eventuelt misbrug, mine relationer og erfaringer med job. Ulrik mødte mig med tillid og forståelse, og jeg følte, jeg kunne fortælle frit, uden at det ville blive brugt imod mig. ”For at udelukke komorbiditet med andre psykiske lidelser, så skal vi gennem flere test og undersøgelser, inden diagnosen kan stilles”, sagde psykiateren. Således blev mit udredningsforløb skudt i gang.
At blive set, hørt og forstået
”Hos Hejmdal handler det hele om mennesker, der skal høres, forstås, hjælpes og opleve en mærkbar forskel”. Sådan en vision er let for et firma at skrive på hjemmesiden, men ofte sværere at praktisere. I dette tilfælde var det dog præcist det, jeg oplevede. Der var kun et par smuttere, hvor de glemte at indkalde mig til nye test og samtaler, som trak mit forløb lidt ud. Ellers oplevede jeg et engageret, kompetent og empatisk sundhedsfagligt personale, som tog sig af de forskellige moduler af udredningen. Jeg fik to fagpersoner tilknyttet, hvoraf den ene var ansvarlig for forløbet. På baggrund af den indledende samtale, blev jeg forelagt et forløb for udredning, som jeg skulle acceptere skriftligt og betale for. Jeg havde til hvert besøg på Hejmdal Privathospital en oplevelse af, at alle de fagpersoner, jeg kom i kontakt med, var grundigt inde i min sag og kendte til resultater af de moduler og test, jeg havde gennemført. Det betød, at jeg slap for at bruge energi på at forklare og redegøre, og at vi kunne fokusere på de undersøgelser, jeg skulle igennem for en afklaring af en diagnose. Jeg oplevede et fagpersonale med overraskende stort overskud og empati. Psykiateren udtrykte efter en samtale oprigtig medfølelse med de vanskeligheder, mit liv havde budt mig som følge af en ubehandlet ADHD. Da kom jeg til at græde en lille smule. På intet tidspunkt i udredningen følte jeg mig forkert og besværlig, og ingen stillede spørgsmål ved min oplevelse af Verden og af mig selv. Ingen bad mig dæmpe mig eller sidde stille, ingen lod til at synes, jeg var for meget. There is a first time for everything.
Som nævnt bliver hvert forløb skræddersyet i forhold til den enkeltes situation og forhold. Det er derfor vanskeligt at give et nøjagtigt bud på, hvad et udredningsforløb og en efterfølgende medicinsk opstart koster. Det er nødvendigt, at gennemføre både en afklarende og en indledende samtale, før den forløbsansvarlige kan sammensætte et samlet forløb. Priser på de enkelte moduler kan ses på de forskellige privathospitalers hjemmesider.
Afklaring af diagnoser
Efter samtaler og diverse test lå diagnosen og blinkede i neon. Som forventet havde alle test og samtaler peget på diagnosen ”F 90.0 Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, ADHD”. I tillæg fik jeg diagnoserne ”Non-organisk søvnrytmeforstyrrelse” og ”Spiseforstyrrelse, uspecificeret”. Den forløbsansvarlige sendte en redegørelse over forløbet, dets resultater samt en behandlingsplan. Dokumentet blev også sendt til min læge. På trods af, at jeg havde været til stede ved alle samtaler og undersøgelser, var redegørelsen hård kost at fordøje. Det var voldsomt at læse en samlet rapport over alle mine symptomer og udfordringer. Men samtidig var det en lettelse at læse, at flere af mine oplevelser af at være en fiasko, f.eks. i forhold til venskaber og nære relationer, blev forklaret med en ubehandlet ADHD: ”De relationelle vanskeligheder skønnes at være med baggrund i ubehandlet opmærksomhedsforstyrrelse”. Der var altså håb om, at medicinsk og anden behandling ville have en positiv indvirkning på mine fremtidige forsøg på at indgå og vedligeholde tætte relationer. Alt i alt gik jeg fra selve udredningen og til den medicinske opstart fuld af håb og fortrøstning. Jeg havde mødt total opbakning til at være den jeg er, med de styrker og udfordringer, der nu engang følger med, og med troen på en lysere fremtid. ”Du er ung endnu”, sagde min psykiater, ”Du kan sagtens nå at få et godt liv.”
Medicinsk opstart
Da det var slået fast, at jeg opfylder kriterierne for opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD, blev jeg sendt videre til medicinsk behandling. Sammen med udredningsrapporten kom en plan for medicinsk behandling. Inden opstart skulle jeg til et sundhedstjek hos egen læge, og da alt var normalt, skulle jeg starte med laveste dosis af ADHD-medicin. Dosis blev forøget, indtil jeg landede på den rette dosis. Det er trial and error. Jeg havde inden udredningen sat mig grundigt ind i området ADHD-medicin, blandt andet gennem adgang til andre kvinders erfaringer med behandling for ADHD, f.eks. medicin. En gennemgang af personberetninger på grupper som “ADHD for smart ass women” og i lægefaglige artikler viste, at kvinder med min type udfordringer og symptomer trives på præparatet Vivance. I Europa forhandles det under navnet Elvanse. Elvanse er det ene af to typer medicin, dexamfetamin/lisdexamfetamin, som anvendes til behandling af ADHD. Den anden type er methylphenidat, som sælges under navne som Medikinet, Concerta og Ritalin.
At få den rette type medicin
”I Danmark er virkningstoffet methylphenidat førstevalget til behandling af voksne med ADHD”, var svaret, da jeg i samtale med en sygeplejerske om min medicinske opstart foreslog, at jeg skulle behandles med Elvanse. Hun viste mig en tavle med en lang liste over præparater, som ADHD-patienter guides igennem. Her ligger Elvanse allernederst. Årsagen er, at danske psykiatere ikke kan udskrive lisdexamfetamin til en patient, hvis der ønskes tilskud. I tilskudssystemet er det besluttet, at der først kan opnås tilskud til andre typer ADHD-medicin, når methylphenidat er afprøvet. I andre lande er anbefalingerne anderledes. I de europæiske anbefalinger peges på et andet førstevalg end de danske anbefalinger. Flere nyere studier viser, at amfetamin bør være førstevalget til behandling af voksne, mens methylphenidat bør være førstevalget til behandling af børn.
På trods af gode argumenter for en opstart på lisdexamfetamin, blev mit ønske tilbagevist med henvisning til det danske tilskudssystem. Da Elvanse koster over 1000 kr. om måneden, havde jeg ikke andet valg end at takke ja til en recept på Medikinet, altså methylphenidat. Jeg hentede den udskrevne mængde Medikinet og fulgte planen. En tablet om morgen og en fem timer senere. For en person med ADHD er det en udfordring at huske indtag af medicin to gange om dagen. Jeg måtte sætte en alarm, hvilket kan være generende i forhold til job og andre aktiviteter. Al medicin har bivirkninger, og det tilrådes at læse indlægssedlens liste over bivirkninger grundigt. Jeg tjekkede boksen over almindelige bivirkninger af. Fik mundtørhed, kvalme, hovedpine. Efter en uge blev dosis øget. Pludselig fik jeg blodudtrædninger på overkrop og hænder. Voldsomme blodudtrædninger.
Jeg sendte et billede til sygeplejersken, som kontaktede en af hospitalets læger. De bad mig stoppe med medicinen omgående. Jeg modtog herefter en ny recept og en optrapningsplan på præparatet Elvance. Sikke en forskel. Nul bivirkninger og en næsten uforståelig stor effekt i forhold til de symptomer, der har haft den største negative indflydelse på mit liv. Jeg har ikke været rasende siden jeg i november 2022 starter dagen med en pink og blå pille. På Elvanse kan jeg b.a. sidde stille til møder, jeg kan koncentrere mig i længere tid, og jeg har ikke længere en monolog i mit hoved som kværner løs døgnet rundt, om at det jeg ikke kan finde ud af. Jeg har almindelige tanker og balancerede følelsesmæssige reaktioner. Det er livsforandrende.
På egne (velmedicinerede) ben
Det er ikke til at forudsige, om du vil have samme glæde af medicin, og hvilken type medicin, der egner sig til lige netop din ADHD. Men det starter alt sammen hos din læge. Tøv ikke med at tage kontakt for en snak, hvis du har en mistanke. Da jeg havde været på ADHD-medicin en måned, var jeg til en afsluttende samtale hos Louise, den forløbsansvarlige for min udredning. Jeg blev ramt af en følelse, som bedst kan sammenlignes med dengang jeg blev sendt hjem fra barselsafdelingen med en nyfødt: Hvordan havde I forestillet jer, at jeg skulle klare det her selv? Jeg havde i den grad følt mig forstået som den, jeg er og var blevet støttet i og anerkendt for at være netop mig. Nu skulle jeg klare mig i en neurotypisk Verden på egne usikre ben. Jeg var tæt på at give mig til at tude, da jeg forlod klinikken. Men benene viste sig stærkere og mindre vaklende med den rigtige behandling. Livet med en behandlet ADHD har vist sig fra sin positive side. Jeg er ikke blevet et andet menneske, men min dagligdag er blevet lettere og med langt færre konflikter og nedsmeltninger. Det er som sagt livsforandrende.
Let´s neurospice up that life
Det eneste, jeg er ked af i denne proces er, at jeg ikke fik diagnosen som barn/ung. Det kan jeg ikke ændre på, men jeg kan sørge for at resten af mit liv som neurospicy bliver lettere, sjovere og federe. Jeg ved nu uendeligt meget mere om, hvordan min hjerne fungerer, og hvilke rammer, jeg har brug for, for at få et godt liv som neurodivergent.
Jeg har læst en bog. Hele bogen. Grundigt. Det er usædvanligt. Jeg læser bøger, som jeg synger julesalmer: De 3 første vers og det sidste. Ofte begynder jeg med slutningen, for jeg er impulsiv og dårlig til behovsudsættelse. Jeg må straks vide, om det er butleren, der er morderen. Når det kommer til et fagligt pensum, har jeg udviklet en lynhurtig skimmeteknik, hvor min hjerne fanger pointer, så jeg kan gå til eksamen og få 12. Hvis du spørger mig dagen efter, har jeg nul erindring om det læste. I min ADHD-udredningsrapport kaldes det overfladelæring. Det er en disciplin, jeg er olympisk mester i.
Men jeg har læst en hel bog. På to dage. Grundigt. Det hele peger tilbage til en kronik, jeg skrev i april. Den blev sendt til redaktionen præcist et halvt år efter, jeg var blevet fyret fra et job. Kronikken tog udgangspunkt i mit eget bøvl med at fungere på arbejdsmarkedet med en psykiatrisk diagnose. Den var mit bud på, hvad arbejdspladser kan gøre for at sikre, at sådan nogle som mig kan trives på job. Politiken bragte den i papirudgaven mandag d. 14. august 2023.
Forlaget sendte mig en bog til anmeldelse
Samme dag fik jeg en mail fra forlaget Pressto. De takkede mig for kronikken, og spurgte om de måtte sende mig bogen ”ADHD på jobbet”. Bogen var sat til udgivelse 4 dage efter, min kronik blev udgivet. Hvilket sammentræf. Vi aftalte, at jeg skulle anmelde bogen på min blog, Neurospiceupyourlife.dk. Først bagefter gik det op for mig, at jeg i begejstringens øjeblik havde overset en åbenlys udfordring. For at anmelde en bog, er man nødt til at læse den.
Vi tager lige en reklamepause
Har du ADHD, er dit fokus i dette moment rettet mod min tekst. Men inden du når slutningen, er du med garanti blevet distraheret. På en eller anden måde er du endt på Youtube med nogle videoer af papegøjer, der kan danse. Read my lips: Læg anmeldelsen fra dig NU. Gå på nettet og få bestilt ”ADHD på jobbet”. Du kommer ikke til at fortryde. Jeg lover, du kan læse den. Hvorfor du både kan og skal læse denne bog, vender jeg tilbage til. Hvis du altså stadig hænger på og ikke næsten er lykkedes med at sætte en kande kaffe over, mens du har en ny fed sang på repeat. Er du her stadig? Så lad os komme i gang.
En begejstret anmelder
Som med krimier er det en god idé at tage turen over sundet. ”ADHD på jobbet” er skrevet af et svensk makkerpar; overlæge i psykiatri Lotta Borg Skoglund og psykolog Martina Nelson. Bogen har undertitlen ”Hjernen, udfordringerne og strategierne”. Arghhhh! Sig ordet strategi og jeg bliver træt. Automatreaktionen var dog skudt helt forbi, for i bogen tages jeg blidt i hånden og guides på bedste vis til vigtige forandringer i mit arbejdsliv.
Bogen kommer med en hidsigt rød forside, som stædigt kalder på opmærksomhed. Som den røde knap på panelet i elevatoren, den risikosøgende del af mig, altid vil have mig til at trykke på: Come on Bea, push the red button. Det er nok ikke et tilfældigt valg med den forside. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at ignorere bogen over flere dage, men den kaldte så rødt og højlydt på mig, at jeg måtte give op. I pushed the red button. Jeg slugte den med stor iver. Du får slutningen på anmeldelsen først: Jeg er svært begejstret.
Jeg sværger ved begge mine børns liv. Jeg havde ikke læst bogen eller andet fra de to forfattere, inden jeg skrev min kronik. Det skulle man ellers tro. Det er de samme pointer, enslydende fortællinger og beskrivelser af hvor hårdt, man kæmper, når man har fire særlige bogstaver med på arbejde. Mine råd, personlige erfaringer og holdninger spejles og uddybes gennem bogens 350 letlæste sider. Det gør det svært for mig at være meget kritisk. Nu er du advaret. Men hvor min kronik udelukkende bygger på egne oplevelser på et dansk arbejdsmarked, tager bogen udgangspunkt i solid forskning suppleret med relaterbare, personlige beretninger og eksempler.
Starten på et nyt og bedre arbejdsliv
Bogen giver dig en livsforandrende indsigt i dine udfordringer på arbejdspladsen. Den indeholder evidensbaserede forklaringer på, hvorfor du kæmper så hårdt, og hvorfor dine arbejdsdage er så inkonsistente. Du kender sikkert de tre forskellige typer af arbejdsdage: 1) du får intet udrettet, 2) du får fire timers arbejde fra hånden fra morgenstunden og går herefter i stå, eller 3) du får 40 timers arbejde klaret på dine 8 timer på kontoret, hvorefter du brænder sammen og må sove i 48 timer. Du kender måske også til at skifte job ofte. ”ADHD på jobbet” kan vise sig at være starten på dit ændrede arbejdsliv. Der er nemlig hjælp at hente i bogen. Forfatterne kommer konkrete bud på, hvad du og din chef kan gøre ved dit svingende energiniveau og din inkonsistente produktivitet. Det bør du og din chef have en stærk interesse i. Så du kan trives på job, og måske mindske trangen til at skifte job. Både du og jeg har erfaret, at nissen altid flytter med.
En ADHD-læsevenlig bog
Allerede fra første side fremgår det, at der er tænkt over, at personer med ADHD skal læse bogen. En pointe fra min kronik er, at skrifttype og -størrelse i skriftlig kommunikation har betydning, hvis alle medarbejdere skal tilgodeses på en arbejdsplads. Det er bogen et godt eksempel på. Den er sat ADHD-venligt op i forhold til skrifttype, -størrelse, linjeafstand og sætningslængde. Som neurodivergent læser føler jeg mig mødt og forstået i min udfordring med at fastholde opmærksomhed på tekst. 350 sider kan lyde af meget for en læseudfordret. Men bare rolig. You got this. Den korte sætningslængde, faktabokse og tips og tricks-bokse sat op med lys grå baggrund og med relaterbare personlige beretninger i kursiv, gør at du ikke taber fokus. Jeg sammenlignede bogens opsætning og form mod nogle fagbøger fra min boghylde. Den var god nok, what a difference this book makes.
Har du mødt en med ADHD….
Bogen bekræfter tesen, at har du mødt en person med ADHD, har du mødt én person med ADHD. ADHD kommer til udtryk på mange måder, og derfor findes der ikke generiske løsninger, der kan sikre trivsel på job. Bogens pointe er, at du skal lære ”din unikke ADHD” at kende, før du i et tæt samarbejde med din arbejdsplads kan foretage de nødvendige tilpasninger og justeringer for de temaer og emner, der er på spil ved netop din ADHD. Bogens 15 kapitler beskæftiger sig med de temaer, der især påvirker arbejdslivet for én med ADHD. Kapitlerne kommer bl.a. omkring ADHD som diagnose, koncentration og opmærksomhed, følelser, relationer og hormoner, skærmafhængighed, negative selvfortællinger, et historisk perspektiv på ADHD samt hvilke livsstilsfaktorer, du kan optimere for et mere bæredygtigt liv med ADHD. Hvert kapitel indeholder en gennemgang af et tema, forankret i nyeste forskning på området. Temaer suppleres og forklares gennem klienthistorier fra de to forfatteres praksis. Klienthistorierne bidrager med en værdifuld indsigt i, hvordan det opleves at have ADHD. Som ansat med ADHD er historierne relaterbare og demonstrerer, at du ikke er alene om dine oplevelser. For chefer bidrager de med viden om, hvilke behov en ansat med ADHD kan have for tilpasninger af arbejdsforhold med udgangspunkt i nogle konkrete vanskeligheder. Undervejs i kapitlerne gives gode råd og tips til at arbejde med vanskeligheder med f.eks. relationer, at balancere energi og at opnå bedre søvn. Du får dermed både viden og indsigt samt metoder til at arbejde med dine udfordringer og grundlæggende antagelser. I slutningen af hvert kapitel findes konkrete og implementerbare råd til chefer, der leder ansatte med ADHD. Arbejdsspørgsmålene er overkommelige, forslag til tilpasninger af arbejdsmiljøet er relevante og fornuftige. Nu er det op til dig at komme i gang med at bruge bogen. Uanset om du er chef eller ansat med ADHD. Sæt i gang.
ADHD har som sagt mange udtryk. Derfor er nogle kapitler mere relevante for min unikke ADHD end andre. Det samme gælder klienthistorierne. Nogle er identiske med mine oplevelser, mens der er beskrivelser, jeg slet ikke kan genkende. Styrken ved klienthistorierne er i min optik, at de er skrevet i et personligt sprog, og på en måde, så jeg kan mærke den enkeltes smerte helt ind i knoglerne. Også selv om oplevelsen ligger langt fra min ADHD-livsverden. Bogens store force, som den vurderes af én som mig med en opmærksomhedsforstyrrelse, er, at den veksler mellem teoretisk gennemgang, forklaringer, klienthistorier og reflektions- og arbejdsspørgsmål. Min opmærksomhed og interesse fastholdes fra start til slut, en oplevelse jeg håber, du vil dele, når du sidder med bogen i hånden.
Mine kritikpunkter
Jeg har varedeklareret min begejstring. Denne bog er et must på alle boghylder i danske stuer og i alle virksomheder. De fleste kender én med ADHD, og bogen kan hjælpe dig med at hjælpe én med ADHD. Køb den. Men naturligvis er der noget i bogen, som byder mig imod. Bogen henvender sig til to målgrupper; voksne med ADHD, der bøvler med arbejdslivet og chefer, der ønsker at forbedre arbejdsmiljøet for ansatte med ADHD. Først blev jeg lidt irriteret over de to kategorier, mest fordi jeg endnu en gang faldt uden for. The story of my life. Jeg er altid the odd one out. I denne sammenhæng fordi jeg gennem 20 år har været chef med ADHD. Den udfordring adresseres ikke i bogen. Jeg forestiller mig ikke, at der ligger en fordom bag, som udsiger at man ikke kan blive chef, hvis man har ADHD. Det ville ligge langt fra de to forfattere tilgang til emnet. Men der er nok flere ansatte med ADHD og chefer for disse ansatte, end der er chefer med ADHD. Det giver derfor god mening af fokusere på de to målgrupper. Jeg må selv skrive bogen ”ADHD på chefjobbet”.
Er ADHD et handicap?
Det næste, der støder mig, er anvendelsen af begrebet handicap i forhold til ADHD-diagnosen. Jeg er fuldt bevidst om, at ADHD defineres som en langvarig funktionsnedsættelse, og derved opfylder kriterierne i definitionen af et handicap. Forfatterne forholder sig kritisk til den alternative italesættelse af ADHD som en ”Superpower”. Det er jeg som sådan enig i, men jeg har alligevel en oplevelse af, at mine største succeser er skabt på baggrund af min krøllede ADHD-hjerne. Har min ADHD-diagnose gjort mit liv udfordrende: JA. Ville jeg bytte hjerne med en neurotypisk medsøster, hvis det var muligt: NEJ. Jeg tænker ikke på min ADHD som et handicap, men som en medfødt tilstand, en genvariation der gør, at min hjerne fungerer anderledes end hos neurotypiske. Som min psykiater sagde, da han efter udredningen sendte mig ud i Verden med nye selvindsigter, ny medicin og nyt håb: ”Det er ikke din ADHD, der i sig selv udgør et problem. Det er det faktum, at du skal fungere i en verden til og for neurotypiske.”. Her går forfatterne og undertegnede hånd i hånd mod solnedgangen: Tiden er kommet, hvor diversitet og inklusion må i fokus. I stedet for at bede ansatte med diagnoser om at tilpasse sig, og forlange at de prøver lidt mere og lidt bedre, så peger pilen på nødvendigheden af at udbrede kendskabet til denne type ansattes udfordringer og styrker, og at tilpasse arbejdsmiljøet hertil. Arbejdspladserne har brug for diversitet. Forfatterne argumenterer for, at forskellighed i tilgang til opgaveløsning er en fordel for virksomhederne, og at det kan ses på bundlinjen. Det er trods alt så vigtig en pointe, at jeg kan leve med ordet handicap. Men tro mig, det gippede i mig, hver gang ordet blev nævnt i en sætning.
Vi må hjælpes ad
En sidste anke kommer her. Hvor ville jeg ønske, at kapitlet om kønsroller på arbejdspladsen havde fået tildelt mere plads end de 7 sider, der er tilfældet. Forfatterne formidler det synspunkt, at vi som samfund behandler mænd og kvinder forskelligt. ”Det ser ud til, at der på mange arbejdspladser stadig er ret forskellige forventninger til mænd og kvinder. Kan det være, at vi stadig- ubevidst- synes, at en kvinde, der laver fejl, er mindre kompetent, mens en mand, der er skødesløs, misser en aftale eller kommer for sent, er mere undskyldt?”. Kønsroller på jobbet i relation til ADHD er for vigtigt et emne til at blive foldet ud på 7 sider ud af 334. Jeg har ikke data til at understøtte det, men jeg tror, kvinder med ADHD kæmper en større kamp end deres mandlige kolleger, og oftere falder udenfor arbejdsmarkedet. Reaktionerne på min kronik understøtter dette. I dagene og ugerne efter udgivelsen, blev jeg lagt ned af henvendelser. Fra voksne kvinder. Min indbakke flød over med henvendelser fra kvinder, der delte min oplevelse af at fejle på arbejdsmarkedet. Jeg lagde øre til frustrationer og hjerteskærende beskrivelser. Mange efterspurgte diskrete netværk for sendiagnosticerede kvinder, og flere beskrev, hvordan de mistænkte en ADHD-diagnose, men ikke turde gå til egen læge af bekymring for konsekvenserne af at blive udstyret med en diagnose. Ingen af de kvinder, jeg skrev med efterfølgende, er stået offentligt frem med deres diagnose eller mistanke om samme. Der eksisterer tilsyneladende en udbredt frygt for at blive stigmatiseret, hvis det bliver kendt, at man har en psykiatrisk diagnose. Sådan bør det ikke være. Det skal vi hjælpe hinanden med at ændre. Start med at læse ”ADHD på jobbet”, uanset om du er ansat med ADHD, chef for ansatte med ADHD eller, nå ja, chef med ADHD.
Indrømmet. Der har været ret stille på bloggen siden april. Jeg blev ramt lige i nakken af en kronik, jeg havde skrevet om neurodiversitet på arbejdsmarkedet. Jeg blev ramt på flere måder; først var der for lidt opmærksomhed og siden for meget opmærksomhed. For lidt og for meget. For meget og for lidt. The story of my ADHD-life.
Hvad med at skrive en kronik?
I april sendte jeg et kronikforslag til Politiken. Det var min erhverscoach, Helene Aalling, der sagde, jeg skulle. Hun mente, jeg skrev så godt, at jeg skulle skrive for nogle af de store medier som Weekendavisen, Politiken m.fl. Jeg gik først i panik. “Det kan jeg da ikke. Dem, der skriver i aviserne, er sådan nogle rigtige akademikere. Jeg er snydeakademiker”, protesterede jeg. Godt nok er jeg helt officielt akademiker og har bestået alle eksaminer der ledte til en titel som cand.scient. Det har blot altid været et issue, at min tilgang til skriftlighed var “forkert”. Hvor jeg selv syntes, der var en tydelig rød tråd i opgaverne, ledte censorer forgæves efter den, og min tilgang til metode fik alle mundvige til at pege nedad. Jeg kan ikke finde ud af at være konsistent, stringent eller systematisk. Når jeg skriver, skal jeg helst have alt med om alt og i alle teoretiske retninger. Jeg har lært at leve med, at jeg er sådan én, der bare ikke kan skrive. Jo jo, facebook-opslag og klummer og den slags, men ikke noget, som skriftligt dannede mennesker orker at beskæftige sig med. Da Helene ville have mig til at skrive til de store aviser, havde jeg derfor en vis modstand. På den anden side var der her et skriftligt dannet menneske, der anerkendte min personlige skrivestil. Jeg skrev en kronik. Den fik titlen “Byder din arbejdsplads krøllede hjerne op til dans?”.
RSD tog min skrivelyst
Mine hænder rystede da jeg sendte mit kronikforslag til redaktionen på Politiken. Der gik en time, så fik jeg en mail.
Jeg gik afmok i begejstring og stolthed over at være blevet vejet og fundet tung nok til Politiken. De kommende uger holdt jeg spændt øje hver dag for at være klar, når min kronik blev udgivet. Ugerne gik og blev til måneder. Da juli oprandt, stoppede jeg med at holde øje. Jeg følte mig SÅ dum. Hvad havde jeg egentlig forventet? Selvfølgelig ville de ikke bringe noget, jeg havde skrevet. Der måtte naturligvis være tale om en fejl i tilbagemelding på min indsendelse. Det værste var, at det fuldstændig tog min skrivelyst. Fra at have skrevet, så der stod flammer ud af mine hænder, tændte jeg ikke min pc en eneste gang. Det giver måske sig selv, at jeg lider voldsom af RSD. Rejection senitivity disphoria. RSD er et gennemgående træk for mennesker med ADHD og ADD. Vi oplever meget stærke, negative følelser og direkte nedsmeltninger, hvis vi bliver mødt med afvisning eller kritik. Jeg er ekstremt følsom overfor kritik, det er en smerte, der opleves som at få et knytnæveslag lige i ansigtet. Der behøver faktisk ikke være tale om en virkelig afvisning, før jeg bliver overvældet af negative følelser. Blot jeg selv oplever eller tolker noget som afvisning, påvirker det mig. Afvisning bliver hurtigt internatliseret som selvkritik. Der er en vis enighed om, at RSD har genetiske og neuroliske årsager, præcist som ADHD og ADD.
At overkomme RSD
Selv om RDS tænkes at have biologiske årsager, kan det dog tænkes, at miljøet har en finger med i spillet. Jeg bærer rundt på smertefulde erfaringer af ikke at kunne leve op til de krav, der eksisterer for akademisk skrivning. På trods af, at jeg har klaret mig over gennemsnittet i uddannelsessammenhæng – som regel ved at hive karakteren betydeligt op i den mundtlige præstation – har oplevelsen af at fejle på den del af akademia gjort mig ekstra sensitiv for afvisning af mit skriftssprog. På trods af at have ligget på briksen hos en psykoterapeut, læst indgående om andres oplevelser af RSD og afprøvet metoder inden for Kognitiv Adfærdsterapi, blev jeg ramt lige i nakken af, hvad jeg troede var en afvisning fra Politiken. Jeg gik skrivekold.
Fra smerte til glæde
Søndag d. 13. august blev jeg kontaktet på flere sociale medier af fremmede mennesker, der takkede mig for min kronik. Således erfarede jeg, at jeg ikke var blevet afvist men blot udsat til august. Søndag blev min kronik lagt på Politiken.dk, og dagen efter var den at læse i den trykte udgave. Jeg blev naturligvis ellevild af glæde, og Gud Jøsses en vild oplevelse at se noget, jeg havde skrevet, smurt ud over to halve sider i Politiken. Som Fugl Fønix genopstod jeg af asken, med fornyet kampgejst og energi. Fra asken til ilden. Da kronikken blev bragt mandag i papirudgaven gik der ild i mine indbakker på alle platforme. Jeg blev lagt ned af opmærksomhed.
Andre blev ramt af det, jeg skrev
Ikke et sekund havde jeg forestillet mig, at nogen ville kontakte mig efter at have læst min kronik. Jeg havde forventet og håbet, at mit netværk ville give mig noget love, og at min mor ville være stolt. Længere end det rakte min forstillingsevne ikke. Jeg er fuldstændig overvældet over omfanget af henvendelser fra især kvinder. Kvinder, der spejler sig i mine oplevelser. Kvinder, som er sygemeldte eller på anden måde står udenfor arbejdsmarkedet efter en årelang kamp med et arbejdsmarked, der ikke er indrettet til neurodivergente. Kvinder, der efterspørger diskrete netværk for kvinder med ADHD – eller med mistanke om samme. Kvinder, hvis børn mistrives i skolen og som må leve med lange ventetider på udredning. Kvinder, der er frusterede og ulykkelige, men som, når vi skriver lange beskeder til hinanden, er fulde af humor og intelligens og virkelyst. Og bare gerne vil have lov at være som de er.
Fra glæde til burnout
Jeg har ikke tal på, hvor mange henvendelser jeg fik. Det var vidunderligt. Lige indtil jeg brændte sammen i et gigantisk “mental burnout”. Min hjerne var “at capacity”. Jeg havde skrevet og skrevet og taget nætter i brug for at følge med. Jeg havde svaret alle, samtidig med at jeg gik på arbejde. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv hed. Bum! Jeg måtte holde en pause, få ro på krop og hoved, og tage et smut til ønskeøen for at lade op. Jeg har nydt hver en besked. Jeg elsker, at så mange har kontaktet mig. Jeg har også erkendt, at jeg gerne må svare: “Jeg vender tilbage til dig senere”, i stedet for at være vågen om natten for at skrive. Men hold nu op nogle oplevelser de her kvinder har givet mig adgang til.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Reaktionerne på min kronik har bekræftet mig i hvor meget, der er brug for, at nogen råber op om temaet neurodivergens. Hvor er der behov for at få belyst og oplyst om (arbejds)livet med diagnoser. Væk med fordomme og stigmatisering, væk med frygt for konsekvenser ved at gå til lægen med mistanken om ADHD. Vi skal stoppe med at finde os i at blive betegnet som forkerte, for dramatiske og blive beskyldt for at opfatte Verden forkert . Vores hjerne er anderledes, javel, men det gør os ikke forkerte. Tværtimod. Og vi er kommet for at blive. Jeg tager én for holdet og står offentligt frem med min diagnose og mine erfaringer som neurodivergent blandt neurotypiske. Jeg har fundet min indre batman frem og fundet kampgejsten frem. Jeg er klar til kamp. Er du sød at rode i skabet efter din superheltekappe? Og hvis du også lige gider tage den på? Jeg skal bruge dig på mit hold.
I anden del af “Eat Lift Love!” giver jeg mine bedste råd og anbefalinger til bedre sundhed og livskvalitet i menopausen. Især to områder er vigtigt at prioritere, nemlig fysisk aktivitet og kost. Du kommer ikke udenom styrketræning, hvis du vil leve stærkt i midlife og nedbringe risiko for sygdom.
Din guide til bedre sundhed i menopausen
I første del af ”Eat Lift Love!” kridtede jeg banen op for de forandringer, kvinder oplever i forbindelse med menopausen. I denne anden del smider jeg mine bedste overvejelser, anbefalinger og praktiske råd i puljen. Gode råd siger altid mest om dem, der giver dem. Så mine gode råd siger meget om min livsstil og tilgang til min egen sundhed som postmenopausal kvinde. Husk på det, når du læser videre, og tag det, du kan bruge. Der er flere områder, der kan justeres på, men det er min opfattelse, at kost og bevægelse er de to vigtigste indsatsområder for bedre sundhed i menopausen. Først vil jeg dog tænde advarselslamperne for de vigtigste af de risici, der følger med menopausen:
Risikoen for hjerte-kar-sygdomme og osteoporose (knogleskørhed) stiger.
Risikoen for søvnforstyrrelser stiger, det samme gør risikoen for kronisk inflammation.
Din samlede muskelmasse og muskelstyrke falder. Din risiko for sygdom påvirkes af to faktorer; almindelig aldersbetinget tendens til sårbarhed for sygdom og så den faldende mængde østrogen, som giver en øget risiko for blandt andet de ovennævnte tilstande. Det betyder ikke, at du med sikkerhed rammes af sygdom, men lever du længe nok, stiger din risiko. Ændringerne i din krop er resultatet af at have levet længe, og alternativet er ikke at foretrække. Udtrykket ”lev stærkt, dø ung” er stærkt opreklameret. Gå i stedet efter at leve stærkt som gammel. Du kan gøre en del selv for at mindske din risiko, og det vigtigste er, at du ser nærmere på din fysiske aktivitet og din kost. Den gode nyhed er, at du ikke skal vælge hvilken ”lidelse”, du retter din kost og træning mod. Der findes ikke én metode målrettet hjertekarsygdomme og en anden for knoglesygdomme. Det er samme anbefalinger til det hele. Easy!
Små skridt
Du behøver ikke begive dig ud i en 360 graders forandring af dit liv. Du kan gå langt mindre radikalt til værks. Det bedste er, i et roligt tempo, at få etableret bæredygtige vaner. Der er ingen quickfix eller hurtige genveje til bedre sundhed og livskvalitet, uanset hvor meget influencere forsøger at sælge dig produkter, kosttilskud eller forløb a la ”kuren, der giver dig six pack på 6 uger”. Sixpack har i øvrigt intet med sundhed at gøre, men det er et andet indlæg. Vejen til at etablere holdbare vaner starter med et grundigt eftersyn af dine grundlæggende overbevisninger og et realitetstjek af, hvilke strategier, der tidligere har fungeret og ikke fungeret for dig. Du kan sikkert genkende dine handlemønstre og din tilgang til sundhedsprojekter, lur mig om du ikke har været der før. For at sikre succes skal du indlede med at luge ud i dine grundlæggende overbevisninger om, hvad der skal til. Undlad for ambitiøse målsætninger som:
Jeg starter hver morgen med at drikke sellerijuice, hvorefter jeg løber 10 km, begiver mig ud i periodisk faste (intermittent fasting), indtager 3 liter vand, eliminerer sukker, mediterer og spise efter en ketokostplan. Det hele sættes i gang samtidigt, og jeg starter på mandag.
Få langtidsholdbare vaner
Don´t, just don´t. Bestem dig for ændringer, du kan trives med i resten af dit liv, og som er kompatibel med din livsstil. Tag det i små bidder, én vane ad gangen. Bræk det ned. Ideen med vaner er, at de skal blive til netop vaner. Det kræver meget fokus i starten, og det er krævende. Gammel adfærd skal aflæres og ny indlæres. Et eksempel: I stedet for at hælde kogende vand på stempelkanden og lade den trække, mens du scroller dig gennem dit facebbookfeed, skal du fremover lave airsquats, mens kaffen trækker. Det skal du minde dig selv om hver morgen i lang tid. I starter rækker du rutinemæssigt ud efter din telefon. Du skal aktivt stoppe dig selv, lægge telefonen fra dig og gå i gang med squat. Efter et stykke tid tænker du ikke over det længere; din telefon kommer slet ikke med i køkkenet, og antallet af gennemførte squats bliver flere og flere. Du har etableret en ny vane. Tjek ved den målsætning. Ryk videre til næste. Det er en smart strategi at starte med de lavest hængende frugter, for det er vældigt motiverende at lykkes med ændringer. Mislykkes du med etablering af en vane, så tag et kig på dig selv og din proces:
Var målet for ambitiøst?
Passede det ikke ind i resten af familiens liv?
Tog aktiviteten for lang tid?
Manglede du ordentligt udstyr?
Når du har evalueret det mislykkede forsøg på at etablere en vane, kan du eventuelt starte forfra med samme aktivitet men blot i en anden og mere realistisk tilgang, hvor mål, proces og metode er justeret. Fejl er en vej til læring, og du skal fortsætte med at afprøve, fejle, reflektere og justere.
Pernille er keramiker og har lavet disse flag, som jeg bruger, når jeg fejrer mine fejlslagne forsøg. For det er fejlene, jeg lærer af!
Indsatsområde 1: Bevægelse og træning, Lift!
Min indgangsbøn til indsatsområdet bevægelse og træning består af en anbefaling hentet fra øverste hylde, altså det bedste og fineste råd med den tungeste evidens inden for feltet:
Løft vægte!
Det vigtigste for din livskvalitet er din muskelmasse! Det er din muskelstyrke, der skal gøre det muligt at fortsætte med de ting, du elsker. Vandreture i bjergene på Mallorca, dans hele natten til en fest hos gode venner, indkøb, at gå på stige for at hente dit sommertøj ned fra loftet, langrendsski i Norge, vinterbadning. Det kræver sin muskelmasse, men det tænker du måske først på, når det bliver vanskeligt at gennemføre dine yndlingsaktiviteter. Kvinder har i udgangspunktet mindre fysisk formåen end mænd, desto vigtigere er det at passe på muskelmassen. Fitnesscentre burde være pakket med kvinder i fuld gang med at sparke mænd væk fra frivægtsområdet i bestræbelsen på at komme til vægtstængerne. Jeg hører ofte fra kvinder i slut-fyrrerne, at de har planer om at sætte ind med styrketræning, når de for alvor kan mærke nedgang. Men hvorfor vente til forfaldet er fremskredet, når nedgang kan forebygges allerede fra i dag? I et tidligere indlæg ”Påske, tanker om alder og en PR i Squat” har jeg skrevet mere om de forsøg, der har ledt til tesen, at træning kan halvere den aldersbetingede nedgang i muskelstyrke. Find det i arkivet.
Løft tungt, løft ofte
Du skal styrketræne, og du skal gøre det regelmæssigt, helst 2-3 gange om ugen. Du skal fortsætte med det, og der skal vægt på. ”Jamen jeg bryder mig ikke om fitnesscentre”, siger mange kvinder. Du elsker vel ikke ligefrem at tømme opvaskemaskinen, hænge vasketøj op og putte hundelorte i den pose, du har med, vel? Men du gør det alligevel. Fordi det er blevet en vane, og fordi det er en del af dit liv, som bare følger med. Den tilgang kan du med fordel overføre på styrketræning. Jeg lover dig, at efterhånden som du bliver fortrolig med vægtene og oplever styrkemæssig fremgang, så ændres din holdning til det. Men det tager tid. Lang tid. Jeg lover dig, at det er al tiden værd.
Der findes træningscentre kun for kvinder, hvis det er der, skoen trykker. Hvis du med rette synes, det er intimiderende at være nybegynder i et frivægtsområde domineret af mænd, så vælg et andet center. Eller skaf dig en træningsmakker, så I er to kvinder om at gennemføre træningen. Og vid, at ingen holder øje med din træning. De fleste har nok at gøre med at holde styr på sig selv. No one is watching, lift!
Styrketræning har godt fat i unge og voksne i Danmark. Mere end hver tredje dyrker fitnessaktiviteter. Et stigende antal kvinder har opdaget gevinsten ved styrketræning, og de udgør en større og større andel af medlemmerne i centrene. Giv det en chance, hvis det er længe siden, du har styrketrænet. Få hjælp i opstarten af én med viden på området eller køb dig til et personligt træningsforløb. Styrketræning er den absolut vigtigste investering i din sundhed og fremtidige livskvalitet. Hvis ikke det er motivation nok, så ved jeg næsten ikke, hvad jeg mere kan finde på.
Hverdagsbevægelse er nøglen til vægtstabilitet
Øg din NEAT. NEAT står for Non-Exercise Activity Thermogenesis. Det er al den bevægelse, du har i din hverdag, som ikke er træning. Der er tale om alle typer af bevægelse lige fra støvsugning til at tage trappen. Bevægelse kræver energi, og jeg anbefaler, at du fylder så meget bevægelse ind i dit liv som muligt. Det er den bedste metode til at justere vægt eller vedligeholde en stabil vægt, et tema som fylder i menopausale kvinders bevidsthed. NEAT øger din forbrænding væsentligt. Et højt aktivitetsniveau uden for træningscentret kræver mere energi, end du tror. Der er mere at hente på at øge NEAT, end på at indlægge en løbetur på en halv time nogle gange om ugen. Stillesiddende kvinder kan have et dagligt energiforbrug, der er 1000 kalorier lavere end hos kvinder med meget hverdagsbevægelse. En faktor, der ikke er til at overse, hvis du ønsker at balancere din vægt. Det er langt lettere og sundere at tilføje en masse hverdagsbevægelse end at skære ned på dit madindtag. Jo mere mad, du har ”plads til” i dit aktive liv, jo lettere er det at få tilstrækkelige mængder af de vitaminer, mineraler, fibre og andre næringsstoffer, din krop har brug for. Så kom op af den sofa, ud af din bil, væk fra din kontorstol og dyrk mere sex. Gør dit liv besværligt: Sælg din bil, anskaf en cykel, tag trapperne, stå op ved dit skrivebord, planlæg møder som walk and talk og lav din mad fra bunden i stedet for at bestille take away.
Travlt? Mikrotræning er din ven
Du kender udtrykket ”Hvis du ikke kan afsætte tid til træning nu, skal du afsætte tid til sygdom senere”, og du har lyst til at råbe ”så hold dog kæft”. For nogle gange løber livet afsted med os, og vi har travlt. For travlt til at komme afsted til træning eller tage cyklen på arbejde. Hvis ikke perioder med hektisk travlhed afløses af mere rolige perioder, skal du have kigget på din livsstil. Stress og menopause er ikke en god cocktail. Stress kan medføre højt blodtryk, hovedpine, angst og depression og på den lange bane forøge din risiko for et hjerteanfald. Alt sammen tilstande, der i forvejen er højere risiko for i menopausen. Kvinder skal passe særligt på ikke at gennemgå længere perioder med stress. Vi kan ikke tåle det. Hvis du føler, jeg rammer ind i noget, som er aktuelt for i din livssituation, skal du handle på det. Så jeg ikke næste gang stikker fingeren direkte ned i et blødende mavesår, men at dette blot er en løftet pegefinger. Lov mig at få hjælp til at undgå eller håndtere stress. Vi kan alle have perioder med travlhed, uden der nødvendigvis er tale om stress. Med selv i travle tider har du brug for bevægelse, eller måske især i travle tider. Er du tidspresset, kan du med fordel anvende mikrobevægelse. Mange lider af den overbevisning, at fysisk aktivitet kun tæller, hvis det giver en gennemsvedt t-shirt produceret via et træningspas på mindst en time. Det er ikke sandt. Al bevægelse slår ud på sundhedsbarometeret. Med korte træningspas er din chance for succes stor. Meget tyder på, at kortere bevægelsesintervaller er lettere at overskue for de fleste. Du får mest glæde af den fysiske aktivitet, der bliver til noget. Din ven i travle perioder hedder mikrotræning eller mikrobevægelse.
Alle kan finde 10 minutter
Mikrotræning eller mikrobevægelse er korte perioder med fysisk aktivitet, f.eks. en gåtur på 10 minutter. Mikrobevægelse kan foregå i dine pauser, eller det kan udfylde ventetid. De fleste kender til pauser og irriterende ventetid, så hvorfor ikke anvende tiden til noget sundhedsfremmende. Med tre intervaller a´10 minutters mikrobevægelse i løbet af din dag, opfylder du Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet. Prøv at dele dine gåture op i 3×10 minutter, eller udfør 10 minutters hop, airsquats, jumping lunges eller lignende øvelser i løbet af din kontorarbejdsdag. Du kan komme godt fra start hver morgen, når du har hældt kogende vand på stempelkanden. Den skal trække i 4 minutter, og i det tidsrum kan du udføre x antal airsquats. Mulighederne for mikrobevægelse er uendelige. Vær kreativ, leg med det, del det på SoMe, og tag gerne min instagram @neurospiceupyourlife.dk.
Kom op af din stol
Du bør af flere grunde undlade at sidde ned. Din ryg vil takke dig for det, og det samme vil dit lymfesystem, som spiller en væsentlig rolle for dit helbred. Lymfesystemet består af milliarder af hvide bloglegemer, der bekæmper infektioner forårsaget af virus og bakterier. Det nedkæmper kræftceller, reducerer inflammation og fjerner via lymfevæsken de affaldsstoffer, der løbende akkumuleres i kroppen. Hello detox! Lymfesystemet er afhængigt af kroppens bevægelser. Lymfesystemet har ikke sin egen pumpe, lymfevæsken presses rundt i kroppen af kroppens bevægelser. Dine muskler, kroppens bevægeapparat, spiller således en afgørende rolle for din sundhed og dit immunforsvar. Hvis du sidder for meget ned, sætter du lymfesystemets arbejde ud af spil og er dermed mindre beskyttet mod kræft. Så hold dig i bevægelse dagen lang. Har du et stillesiddende job, så sørg for hyppige afbrydelser, rejs dig og gå lidt rundt. Det stillesiddende arbejde er kontraproduktivt for dit helbred. Bevæg dig, og bevæg dig på så mange måder som muligt.
Få dig en ny, aktiv hobby
Al bevægelse er bedre end ingen bevægelse, og den bedste bevægelse og træning er som nævnt den, der bliver til noget. Vi drives til adfærd og handling af forskellige motiver. De fleste af os er motiveret af at gøre ting, vi synes er sjovt. Motiver til at deltage i fysisk aktivitet kan dog også være, at det opfylder et behov for fællesskab og tilhørsforhold, at det har et element af konkurrence, er ledsaget af musik eller foregår udendørs.
Under Coronanedlukning stod jeg for udefitness på Samsø. Der findes stadig mange steder.
Find ud af, hvad du synes er sjovt, og som du vil glæde dig til at skulle deltage i. Det er muligt at afprøve nye bevægelsesformer efter at være fyldt 50. Der er så meget godt derude, der bare venter på at berige dig med oplevelser: Badminton, boksning, dans, golf, klatring, padel tennis, open water svømning, linedance, moutainbike. Bor du i en større by, er der med garanti tilbud om udendørs træning, som alle kan deltage i. Prøv det af, vær undersøgende og modig.
Birgitte er begyndt til Parkinsson-dans, og hun lokkede mig med. Så sjovt!
Indsatsområde 2: Kost
Som jeg påstod i Eat Lift Love, Del 1, har dit liv bevæget sig i en mindre aktiv retning. Et liv med mindre fysisk aktivitet kræver mindre energi. Det er én af grundene til at mange kvinder tager på i midlife. Men det er ikke hele forklaringen. Det er langt mere kompliceret, end teorien om ”kalorier ind- kalorier ud” lægger op til. ”Luk munden og let røven” er den typiske kommentar fra personer, som mangler viden om, hvor kompliceret vægttab er. Vi lever i et fedmefremmende samfund, men det er stadig en udbredt holdning, at din overvægt er din egen skyld og dermed også dit ansvar at gøre noget ved. Kropsvægt afhænger af utroligt mange faktorer, som vi ikke selv har indflydelse på, og her spiller hormoner en stor rolle. Kvinders hormoner fluktuerer og ændrer sig op til menopausen, så naturligvis påvirkes din vægt og din appetit af de hormonelle ændringer, der følger med. Tal eventuelt med din læge eller gynækolog om, hvad hormonerstatningsterapi kan gøre for dig.
Vi famler i blinde
Der findes ikke så mange vægttabsmetoder, om nogen, der har vist sig holdbare på den lange bane. Intet land i Verden er lykkedes med at reversere eller bremse en udvikling, der betyder, at en stigende andel af befolkningen er overvægtige eller svært overvægtige. Kurven bevæger sig kun en vej. Jeg beskæftiger mig ikke med vægttab for de kvinder, jeg laver træningsprogrammer til, eller som er i et træningsforløb hos mig. Jeg tør ikke. Jeg har set for mange fejle, og kender alt til skammen og selvhadet, når de tabte kilo over tid, sniger sig på igen. Vi famler i blinde i forhold til hvilke metoder -andet end slankemidlet Wegovy fra Novo Nordisk- der kan være en langtidsholdbar løsning. Derfor begiver jeg mig ikke af med vægttabsforløb. Nedenstående er derfor at betragte som de bedste af de dårligste, tilgængelige råd – uden kommercielle interesser. Jeg skal ikke sælge dig noget. Men jeg har brugt lang tid på at opsøge evidensbaserede anbefalinger på området, og det vil jeg gerne dele.
Hulekvinden overtager styringen
Det bedste råd er at holde kropsvægten stabil og at forebygge overvægt. Det er lettere sagt end gjort, men det handler om at balancere kosten til den aktuelle livsstil. For at få balance, så energiindtaget svarer til aktivitetsniveauet, kan der justeres på mængden af aktivitet, på energiindtag eller en kombination af begge. Jeg foreslår absolut det sidste. Mere fysisk aktivitet/bevægelse kan sammen med nogle justeringer af kost sikre en sund balance, især hvis det toppes med en øget bevidsthed om valg og deres konsekvenser. Du skal selv træffe valgene for din nuværende og fremtidige sundhed. Det er dig, der styrer bussen. Det er afgørende, at du gør det på et bevidst og oplyst grundlag. Det skal forhindre dig i at gå med de quickfix, der ikke holder på den lange bane, men som alligevel trækker i de fleste af os med deres løfter om hurtige resultater. Springer du på crash-diets eller skrappe ”udrensningskure”, kommer der med garanti en ny chauffør på din sundhedsbus. Det er den primitive hulekvinde, der kører bussen, og hun kører lige forbi grøntsagsboden. Du ved selv, hvor hun er på vej hen.
Foretag de gode valg
Du er sikkert utålmodig, men små ændringer kan gøre en stor forskel. Ting hænger ofte sammen. Har du et mål om et hurtigt og stort vægttab, og derfor nedsætter dit energioptag voldsomt, vil du med stor sandsynlighed mangle energi til bevægelse, træning og socialt samvær. På trods af, at kalorierestriktion på et teoriplan giver vægttab, er det i praksis langt fra sikkert, at det fører til de ønskede resultater. Hvornår har en stor kaloriebegrænsning nogen sinde givet dig resultater på den lange bane? Tænk tilbage på de gange, du har forsøgt med et dagligt indtag på 1200 kcal, og stil dig selv følgende spørgsmål:
Hvordan har du haft det i de perioder?
Hvordan påvirkede det lave kalorieindtag dig?
Hvilken følelse efterlod det dig med, da du overspiste og tog det tabte på igen?
Hvordan vil du fremover undgå at falde i fælden af crash-diets? Hvad trigger dig til at overveje en crash-diet?
Hvilke overbevisninger skal du give afkald på og hvilke nye indsigter har du behov for?
Meget tyder på, at jo tidligere du har været på en slankekur og jo flere slankekure, du har været på, jo højere en vægt, ender du med i den sidste ende. Lav i stedet nogle ændringer der fokuser på energi, styrke og glæde i stedet for din vægt. Læg mærke til dine resultater, skriv dem ned i en dagbog, tal om det og udvid dit sprog til at beskrive livskvalitet. Til livskvalitet hører lækker mad. Det må ikke være kompliceret at spise, med et ton regler og restriktioner. Måltider er en kilde til daglig nydelse, til socialt samvær, til selvforkælelse og -omsorg samt til forkælelse af andre. Mad er et kærlighedssprog. Derudover er det vigtigt at huske på at sundt ikke det samme som slankt. Du kan sagtens være sund med ekstra kilo på sidebenene. Faktisk oplever jeg ofte at kvinder, som er meget optaget af at være slanke, ikke nødvendigvis er optaget af sundhed og nydelse, men at de i kampen for at være tynde, går på kompromis med sundhed. Der behøver ikke være en modsætning, og du kan godt være både sund og slank, men vær bevidst om dine prioriteringer. Du skal tage et valg, og jeg kan godt afsløre, at jeg synes, du skal fokusere på din sundhed og ikke på din fedtprocent. Derfor kommer nu gode råd, som ikke nødvendigvis får din vægt ned, men forhåbentlig får den til at forblive stabil. Rådene vil få din sundhed skudt i vejret.
Og husk på, at i den sidste ende bliver vi alle syge og dør. Livet er ikke en konkurrence om at spise så sundt, at vi bliver udødelige. Det kommer ikke til at ske. Så lad nu være med at slå dig selv eller andre oven i hovedet med madskam. Foodshaming er derimod et begreb, der burde slås oven i hovedet.
De bedste kostråd for bedre sundhed i menopausen
Råd nr. 1: Bliv kaloriebevidst og tag et kritisk blik på det du spiser
Vi indtager en del mad, som ikke når vores bevidsthed, og som bliver til mange ekstra kalorier i løbet af en dag. De to resterende småkager i skålen, der skal i opvaskemaskinen, slikskålen, du passerer flere gange på kontoret, et stort glas med juice til formiddagspausen. Følger man dig med et kamera i løbet af et døgn, kommer der med garanti overraskende mange kalorier indenbords, som du ikke lægger mærke til, og som du end ikke husker at have indtaget. Det er derfor en god øvelse at blive bekendt med sine egne faldgruber og den ubevidste spisning. Det kritiske blik på, hvad du spiser, har som formål at øge bevidstheden om dine valg. Det betyder ikke, at du skal veje din mad og føre madlog, som er populært især i fitnessmiljøet. Det fører desværre tit til et forstyrret forhold til mad og krop. Jeg synes derfor, du skal undgå at tælle kalorier, og i stedet blive kaloriebevidst – vi kunne jo kalde det caloriemindfulness. Der er mange kalorier at spare ved viden om fødevarers ernæringsindhold, og ved at gøre op med madmyter. Og igen, hvis du er optaget af at regulere din vægt, at skelne mellem sundt og slankt. Såkaldt sunde fødevarer kan indeholde store mængder af energi, og sund er ikke det samme som slank. Mandler kaldes naturens sunde snack, og de er kalorierige. 100 gram mandler indeholder omkring 600 kalorier, hvilket er ca. 1/3 af det samlede kalorieforbrug for en midaldrende, stillesiddende kvinde. Det betyder ikke, at du aldrig må spise mandler. Men består din formiddagssnack af en stor håndfuld mandler, så er det i mine øjne et nemt sted at justere. Spis i stedet et proteinrigt mellemmåltid og spar kalorier og få mere mæthed på samme tid. En madmyte handler om sundhedsværdien af mørk chokolade. Mørk chokolade har fået et ry for at være sundt, det beskrives nærmest som en superfood. Chokolade indeholder flavonoider, der har en sundhedsfremmende effekt. Problemet er blot, at de mængder sundhedseffekten afhænger af, svarer til et dagligt indtag på mellem 500-900 gram chokolade. Og dermed forsvandt sundhedseffekten hurtigere, end du kunne sige Marabou. Mørk chokolade indeholder derudover en smule flere kalorier end lys chokolade. Det er ikke kalorieindholdet, der skal holde dig væk fra den lækre lyse chokolade. Det samme gælder de såkaldt sunde kager, hvor hvedemel erstattes med mandelmel og sukker med dadler. Det ender med en kage, der indeholder langt flere kalorier, end en almindelig chokoladekage på mel og sukker. Jeg vurderer ikke normativt de to varianter. Det er blot et eksempel på, hvordan du skal være kaloriemindfull, hvis det er vægten, du har fokus på.
Råd nr. 2: Kend din sultrytme
Det er vigtigere at indrette dine måltider efter din sult end efter, hvornår madkulturnormen fortæller dig, du skal spise. Det er en myte, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Nogle mennesker er ikke sultne før langt op ad formiddagen. Gælder det dig, så spring morgenmaden over. Er du simpelthen ikke sulten om morgenen, så sørg for at have et sundt mellemmåltid med i tasken, så du er forberedt, når din sult vågner. Jeg oplever dog, at mange springer morgenmaden over for at spare kalorier. Det bliver ofte dyrere i kalorier end at have spist et solidt morgenmåltid. At være mæt er den bedste måde at undgå overspisninger. Hvis du er sulten kl. 17, skal du naturligvis spise et måltid på det tidspunkt, i stedet for at vente til kl. 19. I de to timer, du skal vente, kan du nå at vente-snacke dig til, hvad der svarer til et stort måltid. Indret dine måltider efter din sultrytme.
Råd nr. 3: Juster din kost til dit nuværende liv, én vane ad gangen
På samme måde, som jeg beskrev under afsnittet om bevægelse, kræver det opmærksomhed og fokus at ændre kostvaner. Benyt samme metode; gå frem med små skridt og få etableret langtidsholdbare vaner. Det anbefales at spise 6 stykker frugt og grønt om dagen. Det lyder som et let råd at følge, men det er det ikke for de fleste. Start derfor med den målsætning at spise et stykke fugt inden middag og et stykke grønt inden aftensmad. Her skal du blive, indtil indtagelse af to stykker frugt og grønt føles naturligt og er blevet en vane. Byg herefter mere på. Tilgængelighed er nøgleordet. Den appelsin, du har i tasken, kommer med stor sandsynlighed med hjem igen, mens den appelsin, du har skrællet og delt i både, ender i maven. Prep! Udskårne grøntsager kan holde sig flere dage i køleskabet. De kan opbevares i lufttætte bokse eller i en skål med koldt vand, og når de ligger klar, skal du nok få dem spist.
Råd nr. 4: Spis mere protein
Jeg forventer, at du enten er fuld gang med eller er på vej til at styrketræne. For at øge din muskelmasse og vedligeholde den, skal du have protein gennem din kost. I mine øjne er det absolut bedste kostråd til menopausale kvinder at øge proteinindtaget. Protein giver stor mæthed pr. kalorie, det holder dig mæt længe og mindsker risikoen for at snacke mellem måltider. I modsætning til de såkaldte ”hypervelsmagende” fødevarer som kager, chips, cocopops og cheeseburgere, der med et stort indhold af fedt og sukker, får dig til at indtage store mængder kalorier, så giver protein fra æg, fisk og kød hurtigt en følelse af mæthed – for langt færre kalorier Medmindre du har en nyresygdom, kan du med fordel gå efter et indtag på 1,5 – 2 gram pr kilo kropsvægt. Protein er kroppens byggesten. Jo ældre, vi bliver, jo dårligere er vi til at udnytte de aminosyrer, protein består af, til at opbygge muskelceller, hormoner, antistoffer mm. En 70-årig skal derfor have 25 % mere protein end en 25-årig for at få den samme ernæringsmæssige effekt. Estimer din vægt og gangmed 1,5 og med 2, så har du et interval at ramme for et dagligt proteinindtag. Det er en del, og muligvis en del mere end du er vant til. For ikke at ende med at kløjs i skyr, kan du med fordel variere dine proteinkilder. Du skal herudover fordele dit indtag på alle måltider i løbet af dagen, det giver et bedre optag af aminosyrer. Der er følgende mængde protein i 100 gram af følgende fødevarer:
10 gram i skyr, 12-15 gram i æg, 28 gram i kylling, 20 gram i kikærter, 5 gram i broccoli og 4 gram i mørk chokolade.
At nå det anbefalede indtag kræver for de fleste en portion protein til alle måltider. Mit bud er, at mange kvinder ikke får nok protein. Gør det til en vane at gå nysgerrigt og undersøgende til værks i forhold til ernæringsindholdet i forskellige fødevarer. På den måde kan du opbygge din egen vidensbank, og gøre det lettere at navigere efter det anbefalede daglige proteinindtag.
Råd nr. 5: Spis plantebaseret
Det er ikke et krav at være vegetar eller veganer for at spise plantebaseret. En plantebaseret kost er defineret ved, at en overvejende del af kosten består af planter som frugt, grønt, bælgfrugter, fuldkorn, nødder og frø. En plantebaseret kost betyder et tilvalg af flere planter, men det indebærer ikke et fravalg af animalske produkter, som ved en vegansk kost. Ved at tilføre din plantebaserede kost animalske produkter kan du bedre sikre, at proteinindtaget er tilstrækkeligt. Det vil jeg få tæsk af veganere for at påstå. Jeg påstår ikke, at du ikke kan få tilstrækkeligt med protein gennem en vegansk kost. Jeg påstår blot, at det kræver en ekstra indsats, viden og bevidsthed, da de essentielle aminosyrer findes i varierende grad hos planter, og dette stiller krav til variation, når den veganske kost skal sammensættes. Det er min bedste overbevisning, at mad ikke skal være for kompliceret, og derfor har jeg det svært med vegansk diæt. En af faldgruberne er netop mangel på variation i forhold til at få tilført alle aminosyrer, og af den grund kan det være en god ide at supplere med fisk, skaldyr og kød i små mængder.
Det er med sikkerhed sundere at spise en kost rig på planter end en kost rig på kød. Alle studier foretaget på området peger på, at plantebaseret kost har en sundhedsfremmende effekt. Sørg derfor for at få mere frugt og grønt på tallerkenen. En kost med planter bidrager med kostfibre, og en fiberrig kost hjælper på fordøjelsen. Forstoppelse er en lidelse, mange kvinder lider af i midlife. Planter er svaret på dine tarmes bønner.
Råd nr. 6: Spis mad, der smager godt, og lav den fra bunden
Tjek ingredienslisten på den mad, du køber. Hvis du har en præference for færdiglavet mad, er det vigtigt at se ingredienslisten grundigt igennem. Er der mange navne, du enter ikke kender eller du ikke kan identificere som en råvare, så undlad at spise det. Eller nøjes med at spise det en gang imellem. Et stort udvalg i færdigretter og en tilbøjelighed til at vælge en nem tilgang til måltider ses som en del af forklaringen på, at vores samfund har udviklet sig fedmefremmende. Du kan købe et hurtigt måltid og en energirig snack alle steder. Hypervelsmagende mad er tilgængeligt i rå mængder. Det skal du styre udenom, hvis du vil være sund og især, hvis du vil stabilisere din vægt. Find tilbage til rødderne, lær at lave mad og lav den mad, du godt kan lide af rigtige råvarer. Lav din mad fra bunden. ”Jamen det er besværligt og tager lang tid”, indvender du måske. Det har du ret i, men overvej lige, hvad du bruger tiden på, som er sparet ved præfabrikeret mad i stedet for hjemmelavet? Hvis svaret er Netflix, HBO, doomscrolling på telefonen eller en lokkende lur, så gå tilbage til mine råd i forhold til NEAT. Og kom ud i dit køkken.
Råd nr. 7: Nyd alkohol i mindre mængder og i bedre kvalitet
Indtagelse af alkohol i menopausen er forbundet med øget risiko for kræft, søvnforstyrrelser og hjerte-kar-sygdomme. Alkohol og menopause er derfor ikke en god kombination i forhold til sundhed. Derudover har indtagelse af alkohol den effekt, at det påvirker vores dømmekraft ved valg af mad og snacks og ofte fører til overspisning – det kender du sikkert alt til. Det betyder ikke nødvendigvis, at du helt skal afholde dig fra alkohol. Vi har en alkoholkultur i Danmark, og det er en del af mange sociale sammenhænge. Faktisk lader det til, at vi har en kultur, hvor alkohol er det eneste drug, du skal undskylde for ikke at tage. Det er en tese, at det stigende alkoholforbrug i Danmark skyldes, at midaldrende og ældre kvinder går til den. Men det er os, der tåler det dårligst. Moderat indtagelse af alkohol, én genstand dagligt, ser i nogle studier ud til at have en lav negativ effekt på din sundhed. Kan du ikke nøjes med en enkelt genstand, når først du har åbnet flasken, så lad være med at åbne. En bevægelse, Sober Curious, er opstået i følgerne på et enormt alkoholforbrug under Corona-nedlukningen. At være sober curious betyder, at du tager bevidste valg om, hvordan, hvornår og hvorfor du indtager alkohol. Det dikterer ikke en evig forsagelse af alkohol men opfordrer til at indtage alkohol med en større grad af bevidsthed. Sober-curious hylder ”the unexpected joy of being sober”. Måske er det en overvejelse værd at dykke ned i.
Der er fokus på alkoholfrie drinks. Snup du endelig sådan en næste gang.
Råd nr. 8: …. er ikke et kostråd: Hold øje med dine tanker
Hold øje med dine tanker om din krop og noter dig, hvordan du taler om din krop. Du kan ikke tænke så grimme tanker om din krop, at den forvandler sig til en krop, du elsker. Din krop er fantastisk, og giver dig så meget nydelse. Den har fortjent gode tanker og kærlige ord.
Øvrige indsatsområder: Love! (og søvn)
Søvn
Søvn spiller en stor rolle for vores velbefindende og sundhed. Det anbefales at man får 7-9 timers søvn. Det behøver ikke være i træk, men kan fordeles over døgnet. Internettet er din ven, når det drejer sig om råd til søvnhygiejne. Der er masser af gode, evidensbaserede råd, så spørg Google. Har du afprøvet alle råd men uden effekt på dine søvnproblemer, skal du kontakte din læge. Søvnforstyrrelser er et almindeligt symptom i menopause, og der er hjælp af hente.
Love – is all you need
Hvis du har læst med hertil, er det indlysende for dig, at den rigtige kost, masser bevægelse og søvn har en positiv indflydelse på din sundhed. Jeg har ikke nævnt rygning med et ord. Det bør være helt unødvendigt at nævne de sundhedsskadende effekter af rygning. Mere ukendt er det nok, at en stor risikofaktor for tidlig død er ensomhed. Det er mere usundt at være ensom end at være overvægtig. Ifølge Danmarks Statistik lever 1.2 mio alene og ca. 400.000 føler sig ensomme. At have et rigt socialt liv og et godt socialt netværk giver både en bedre livskvalitet og et længere liv. Årsagen er ikke klarlagt, men der en signifikant sammenhæng mellem lavere dødelighed og kvaliteten af sociale relationer. Det er derfor vigtigt at holde fast i dine relationer, at styrke dine relationer, og ikke mindst at danne nye venskaber også i postmenopausen. Omgiv dig med kvinder og mænd, der løfter dig op – grin mere, elsk mere. Men for at være ærlig, hvem er jeg til at rådgive på lige netop dette område? Jeg er spejlblank på vedligeholdelse af nære relationer, og mine venskaber ender ofte dramatisk, pludseligt og uden at jeg ved hvorfor. Hvis du knækker koden til venskaber på et mere generelt plan, så tøv ikke med at kontakte mig. Som neurodivergent er den sociale arena den del af livet, jeg altid har haft sværest ved at navigere i. At skabe varige venskaber og dyrke nære relationer er et stort mysterium for mig. Jeg har altid haft en følelse af at stå udenfor med næsen trykket mod ruden, mens jeg måbende har iagttaget de neurotypiske smalltalke og hygge sig gennem et rigt socialt liv. Ifølge Psychology Today kræver det 50 timers samvær at gå fra et bekendtskab til venskab. At tage et venskab til næste niveau, et nært venskab, kræver 200 timers samvær. Måske har jeg blot ikke givet det tid nok. Så I må have mig undskyldt, jeg må væk fra skriveriet og ud i det rigtige liv for at tilbringe tid med andre mennesker – for mit helbreds skyld.
Quickguide til bedre sundhed i menopausen
Som lovet afsluttes anden del af guiden med en huskevenlig quickguide til din sundhed, enjoy!
S tyrketræn 2-3 gange om ugen og du vil se resultater. Løft tungt!
U ndgå unødvendige menopausesymptomer, tal med din læge. Der er hjælp at hente.
N EAT is key. Bevæg dig mere i din hverdag, move move move, and then move some more.
D rop slikskabet, tilgængelighed vedligeholder vaner
M ikrobevægelse er din redning i travle perioder af dit liv. Tag tre gåture a´10 minutter.
E nergibevidsthed i stedet for kalorietælling. Kend de kalorietætte faldgruber.
N ydelse giver livskvalitet. Spis den mad, du elsker, bare knapt så ofte.
O vervejende plantebaseret kost giver bedre sundhed – på alle områder.
P rotein. Øg dit indtag. Sørg for at få 1,5-2 gram protein pr. kilo kropsvægt
A lkohol i meget små mængder, hvor det giver mest nydelse. Spis i stedet dine kalorier.
U ndgå restriktioner. Det fører tit til overspisning og et ødelagt forhold til kost. Tilføj i stedet.
S id mindre eller aldrig.
E n sund menopause starter i dag!
Med ønsket om et sundt og stærkt midlife. Kh Bea Bomstærk
Din krop forandrer sig i tiden op til menopausen og efter. Det er nødvendigt med nogle justeringer, hvis du vil leve et stærkt liv som midaldrende og ældre. Gør op med gamle vaner og overbevisninger og få mere energi til at det sjove, der venter i midlife.
Din guide til bedre sundhed i menopausen
Dette er et laaaaangt indlæg, for jeg har meget på hjerte. Derfor har jeg delt indlægget i to. Del 1 er en indflyvning til de mere praktiske råd, du får i del 2. Orker du ikke at læse alle mine ord, så spring direkte til del 2 af Din guide til bedre sundhed i menopausen. Eller spring helt frem til min quickguide i slutningen af del 2, med korte, huskevenlige udsagn til det vigtigst at fokusere på –renset for quickfixes.
Eat Pray Love – krise?
I filmen ”Eat Pray Love” tager Julia Roberts på en rejse jorden rundt for at finde sig selv i en gigantisk midtlivskrise. Hun er åbenbart blevet væk, men finder gudskelov sig selv igen via pasta, sprogundervisning, meditation og en elsker; i Italien, Indien og på Bali. Filmens budskab er muligvis, at kvinder håndterer kriser på egen hånd, og at vejen til et meningsfuldt liv som midaldrende sker ved at forlade og dekonstruere det gamle. Når jeg ser mig omkring i mit netværk af 40-50-årige kvinder, har vi alle gennemgået større eller mindre forandringer i vores liv. Men det er som om, flere gennemlever noget i øjeblikket, som er anderledes, og som jeg uden at blinke vil kalde en midtlivskrise. Der er mere til det end blot at købe en motorcykel, et sommerhus eller at klippe sit hår kort. Det er større, vildere og har mere gennemgribende konsekvenser.
Denne type krise rammer os fra Generation X lige nu. Pludselig stirrer vi ind i tallet 50, og har ingen idé om, hvordan vi havnede her. Vi er født i årene 1967-1984 med røven fuld af muligheder for at realisere vores eget potentiale. Vi havde store forventninger til livet som sådan. Vi er nået længere, og vi er mere velstående end vores forældres og bedsteforældres generationer. Vi er veluddannede, har haft gode jobs og karrierer, som vi har jongleret samtidig med børneopdragelse, to-do-lister, skole-hjem-samtaler, venner, rejser og hunde. Og vi er udmattede. Vi har hedeture, tegn på stress og udbrændthed, vi lider af søvnløshed og hukommelsesbesvær. Vi har fået rynker, en kæmpe delle på maven, og vi sover ved siden af en ægtefælle, vi ikke rigtigt kan huske hvorfor, vi forelskede os i.
Måske drømmer vi om at lave en ”Eat Pray Love”; at rejse til fjerne kyster, genopfinde os selv og starte et nyt liv. Eller en ”Hella Joof”, som fik ørerne i maskinen med et forslag om at gøre som nogle indianerstammer og brænde hele lortet ned og starte forfra. Men vi taler ikke så meget om det. Hvis vi gjorde, ville vi vide, at vi ikke er alene. Mange drømmer tilsyneladende om at gøre noget radikalt ved deres liv. Losse ægtefællen i måsen og disrupte hverdagen. Mindre kan faktisk gøre det. Du er sikkert i perimenopause eller er rykket til stadiet postmenopause. Din krop forandrer sig, dit liv forandrer sig, og tiden er kommet til at foretage justeringer og tilpasse sig disse forandringer; for din fysiske og mentale sundheds skyld – for din livskvalitet. Det behøver du ikke rejse til Indien for. Dog skal du forberede dig på at tage en slags rejse ind i et ukendt territorie på en tømmerflåde, du selv skal padle hele vejen mod kysten, der skimtes i det fjerne. Du skal træffe nogle afgørende valg, som vil få konsekvenser for resten af dit liv. Det er ikke en overgang, postmenopausen er kommet for at blive – for resten af dit liv.
Ramt af træthed
Efter mit indlæg ”ADHD og menopause” (fra 2.april, find det i arkivet) fik jeg en del henvendelser, også fra neurotypiske kvinder, der læser med på min blog. Og tak for det, by the way. Kvinderne er usikre på, hvad de selv kan gøre for at øge sundhed og trivsel. De er bekymrede over de forandringer af kroppen, som sætter ind med tilsyneladende større og større hast i midlife. Især fylder tanker om vægtøgning en del. ”Jeg gør intet anderledes, end da jeg var 30. Alligevel har jeg taget på, og jeg er træt som et helt plejehjem”. De er fælles om en oplevelse af at have mindre energi end tidligere. ”Jeg bruger alt mit krudt på mit arbejde og falder udmattet om på sofaen, når jeg kommer hjem. Min mand er frisk og har lyst til sex, men jeg orker det ikke. Jeg ser nærmest aldrig mine veninder længere, for jeg er så træt”.
Er jeg gået i stykker?
Du kan sikkert nikke genkendende til ovenstående. Kroppen forandrer sig, du har taget på, og kan ikke forstå hvorfor. Du overvejer, om dit stofskifte er gået i stykker. Det er det med stor sandsynlighed ikke. Men dit liv har forandret sig, du har blot ikke bemærket det. Mit bud er, at du gør meget anderledes end tidligere – du er med garanti blevet mindre aktiv. Meget mindre aktiv, faktisk. Og du opholder dig mere i siddende stilling.
Da du var i 30érne, var du i gang hele dagen; lige i hælene på dine børn, med en baby på hoften, med bunker af vasketøj, op og ned ad trapper, med indkøb, havearbejde, madlavning og en aften, der sluttede med oprydning af legoklodser spredt på stuegulvet. I løbet en dag forbrændte du måske 500-700 kcal mere, end du gør nu. Der er cirka 7000 kcal i et kilo kropsfedt, som indeholder både fedt og vand. Du kan selv lave regnestykket for det antal kilo, du synes, du har for meget. Jeg dømmer dig ikke for din øgede mængde kropsfedt. Tværtimod hader jeg indædt alt, der kommer fra Dietculture; måtte den brænde op i helvede. Jeg synes, vi skal gå meget mindre op i vægt, men jeg må erkende, at det fylder en stor del i kvinders bevidsthed. Så min guide, del 2, indeholder et par generelle råd til at justere din kost til dit nuværende liv.
Sig op!
Men, protesterer du, du har altså stadigt travlt og skal sørge for Gud og hvermand, lige fra dine store børn, aldrende forældre og til ansvaret for fætter-kusinefesten til sommer. Alt hænger på dig. Det tror jeg på. Selv om opgaverne har skiftet karakter og er knapt så fysiske, så dræner de dig for energi. Det skal du gøre noget ved. Kig på dit liv; hvor har du et forandringspotentiale? Hvad skal ud af dit liv for at give plads og overskud til bevægelse, træning, madlavning og et givende samvær med venner? Hvem kan aflaste dig, og hvad kan du simpelthen nægte at gøre længere? Kvinder står stadig for hovedparten af det usynlige, ulønnede arbejde i hjemmet, og selv om det arbejde skifter karakter i takt med, at dine børn flytter hjemmefra, så tager det af din samlede kapacitet. Er det ikke på tide, at du smider din opsigelse på køkkenbordet? At være den ansvarlige for familiens logistik er mentalt krævende og kan køre dig træt. Så sig op. For din sundheds skyld.
Men først en tur til lægen
Der er en stigende opmærksomhed på menopausen i disse år, heldigvis. Der mangler stadig masser af god forskning på området, men det grundlæggende er der styr på: Vi ved, hvad symptomerne skyldes, og hvad der kan afhjælpe dem. Det er naturligvis en skandale, at vi kvinder i årevis er blevet fortalt, at menopause er noget, vi bare skal finde os i. Menopausen bør være et offentligt sundhedsanliggende, og der er rigeligt med evidens at lægge sig op ad i behandling af menopausesymptomer. Jeg har selv oplevet, at læger og gynækologer ikke er opdateret på den nyeste viden, og derfor skal du uddanne dig selv; know better to do better. Så du kan kræve at blive taget alvorligt af din læge. Men ikke alle kan eller har lyst til at dykke ned i videnskabelige artikler på området. Jeg anbefaler derfor, at du følger Louise Newsons arbejde. Find hendes podcast ”The Dr Louise Newson Podcast” der, hvor du henter dine podcast. Der er flere hundrede afsnit om alle aspekter af menopausen, du kan fornøje dig med. Lider du af menopausesymptomer, skal du snakke med dit foretrukne sundhedspersonale, inden du hopper på min guide. Der sker mærkelige ting med din krop og mentale tilstand. Det er altid en god idé at opsøge din læge, hvis du er i tvivl om det, der sker for dig, er indenfor rammerne af det normale. Træthed kan f.eks. skyldes jernmangel, især hvis du har hyppige og uregelmæssige blødninger i perimenopausen. Ændringer sker som følge af alder. Det betyder, at ikke alle ændringer er et resultat af menopausen, men få det tjekket for en sikkerheds skyld. Kvinder fra Generation X er mere stressede end kvinder fra tidligere generationer, hvilket kan gøre symptomerne værre. Derudover er vi blevet tudet ørene fulde af skræmmeretorik omkring hormonerstatningsterapi, som mange derfor end ikke overvejer til at afhjælpe symptomerne.
Skidt eller kanel
I stedet lider vi i stilhed eller tyer til alternative metoder. Vi opdager og følger Goop, og pludselig læser vi om kosttilskud som Vitex Agnus Castus eller andre produkter, der er lige så svære at udtale som at skaffe. Vi overvejer at gå på en ketodiæt, fordi Gwyneth påstår, at det kan balancere dine hormoner. Det kan det ikke. Og nu jeg er i gang med anbefalinger fra Goop, så er det nok en dårlig idé at dampe din vagina og fylde den med jadeæg. Din vagina er selvrensende, og Goops påstand om, at dampen balancerer dine hormoner, er usand. Undgå så vidt muligt at gå på en udrensningskur bestående af gedemælk.
Jeg nævner Goop som et eksempel på, at der med et øget fokus på kvinders udfordringer i menopausen, vil være influencere og selvbestaltede menopausespecialister, som forsøger at sælge dig ”snakeoil”. De vil anbefale, lovprise og distribuere sundhedsprodukter uden dokumenteret virkning. Det kan være også være velmenende kvinder, der anekdotisk har erfaret, at dette og hint har hjulpet dem, som bare gerne vil hjælpe dig. Det kan være svært at skelne skidt fra kanel, når det kommer til sundhedsråd. Men vogt dig for råd fra nogle, der vil sælge dig produkter og kosttilskud på lovprisninger og bullshit-ord som ”det går i dybden”, det ”udrenser” og øger din ”vitalitet” eller det ”fjerner giftige affaldsstoffer”. Bed om evidens i stedet.
Superfoodsfri guide på vej til dig
Min guide indeholder tips til din generelle sundhed. Rådene tager fat om de ting, der giver den største impact på din sundhed og dit velbefindende. Du skal bruge dit krudt der, hvor du får den største effekt. Jeg kommer derfor ikke med anbefalinger om at indtage æblecidereddike, sellerijuice eller andre såkaldte superfoods, selv om enkelte studier kan have peget på en effekt f.eks. i forhold til vægttab. Når du har optimeret på alle de vigtige parametre, kan du prøve at ”major in the minors”, hvilket vil sige at afprøve om ting med en begrænset dokumenteret eller lillebitte effekt på din overordnede sundhed kan gøre noget for dig. Måske virker æblecidereddike for dig? Det lugter i al fald så grimt, at du muligvis mister appetitten, og smager så hæsligt, at du risikerer at få kvalme. Det kan vel i princippet tælle som vægttabsmetode. Således fik jeg udtrykt min manglende tiltro til superfoods. At springe på tidens trends og quickfix i forhold til vægttab og sundhed svarer i mine øjne til at søge sundhedsrådgivning hos tandfeen eller julenissen.
Det er en ko!
Vi fra Generation X er vokset op i skyggen af Dietculture. I dag har begrebet slankekur en negativ klang, og Dietculture-industrien pakker derfor vægttabsprodukter og -metoder ind i lyserødt silkepapir og kalder det for ”wellness”. Hvis nogen forsøger at overbevise dig om, at der ikke er tale om en slankekur, men derimod om en livsstilsændring eller wellness, så gå det grundigt efter i sømmene. Hvis der er tale om restriktion af bestemte fødevarer, kostplaner med stor kalorierestriktion, ledsaget af før-og efter-billeder, så ER det Dietculture, der taler. Hvis det ligner en ko og lyder som en ko, så er det nok en ko. Weight Watchers har skiftet navn til WW, og har lanceret et belønningsprogram kaldet WellnessWinns. Det er stadigvæk en ko. Slankekure virker ikke. Det ved du jo godt. Du har været der, og du har samlet set tabt flere ton, for så at tage det hele på igen. Det er ikke fordi, du er doven og uduelig, men fordi du er oppe imod din biologi, som vil sikre din overlevelse. Du har ikke en chance. Slankekure virker ikke på den lange bane. De kvinder, som kan vedligeholde et stort vægttab, er dem, der kan leve med en kronisk restriktion resten af deres liv. Gider du virkelig det? Ligger du på dit dødsleje og ærgrer dig over, at du spiste de gåsebryst og den store softice fra Peter Beier? Eller vil du ærgre dig over ikke at have elsket, danset og spist mere af livet?
Den gode cirkel
Alligevel falder vi indimellem i og går på en crash-diæt. Vi inspireres af kendte på instagram, der poster ”what I eat in a day”. Det overbeviser os om, at et dagligt indtag på 1200 kcal er det, der skal til for at opnå din drømmevægt. Det er alt for lidt, og det får dig med stor sandsynlighed skudt direkte ind i den ondeste af alle cirkler: ”Restrict-binge-restrict”-cirklen. Når kvinder spiser nok af den type mad, de foretrækker, så får de det bedre og får mere overskud. Et større overskud giver energi til bevægelse og træning, som giver mere overskud til andre ting i livet. Det er denne gode cirkel, ”Eat-move-eat”-cirklen, der er holdbar, og giver helt andre resultater end ”restrict-binge-restrict”-cirklen. Restriktion ender tit med at have den modsatte effekt. Jeg vil derfor foreslå, at du tilføjer noget til dit liv i stedet for at have fokus på restriktioner. Tilføj frugt og grønt, tilføj fødevarer du ikke er vant til, og som du har lyst til at tilføje din kost, tilføj gåture, urtete og skaf en træningsmakker. Lav en forpligtende aftale med en god ven om at møde om en gåtur i stedet for at mødes til kaffe på en café. Tilføj mere af det gode, sunde og sjove. Fokuser på hvordan du har det i din krop, og ikke på hvad du vejer. Din vægt definerer ikke dit værd som menneske. Mere af den rigtige type mad, der tilfredsstiller dig, giver energi til at leve det gode liv. Det betyder, at du i mindre grad falder i søvn på sofaen til ligegyldige serier, og det giver overskud til at foretage mere af det, der gør dig glad – om det så er gåture i naturen, yoga, en tur i biografen på en mandag, eller at tænde et bål, ja det er der kun dig, der kan afgøre.
Du skal begynde nu
Men det er nu, du skal sætte ind! NU! Alt det, du kunne slippe afsted med som yngre, betaler du en højere pris for i peri- og postmenopausen og med stigende alder. Så du kommer ikke udenom at justere på flere parametre, hvis du vil forhindre, forsinke og nedbringe de aldersbetingede forandringer. Vær realistisk med dine kropsidealer. Det er spild af tid at drømme om at få din før-jeg-fik-børn-20-årige-krop tilbage. Find nogle nye mål og idealer at aspirere efter. Start med at lave en detox i alle dine sociale medier (såvel som i dit liv og dine relationer, men det er et andet indlæg). Følger du nogen, som giver dig mindreværd eller får dig til at hade din egen krop, så unfollow! Få diversitet ind i dit feed. Følg sjove, stærke kvinder på din egen alder eller ældre. Følg fitnessinstruktører og personlige trænere, som arbejder med Health At Any Size og følg fitnessinfluencere, som selv bor i midaldrende og/eller plus size-kroppe. Væn dine øjne til at se på alle typer af kroppe. Slut-fred-med-din-egen-krop.
Resten af guiden, med de praktiske råd, finder du Eat Lift Love! – Del 2. din guide til bedre sundhed i menopausen.
Jeg skylder basketball alt, næsten. I netop den sport fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor jeg blev en del af et særligt fællesskab. At være basketballspiller gav mig en identitet i nogle definerede år, hvor jeg kæmpede en brav kamp for at blive til noget og til nogen. For at overbevise dig om, at det er en vidunderlige idé at sende dit neurdivergente barn til basket, kommer jeg i det følgende til at gøre noget, der udløser heftig kritik i den akademiske verden. Jeg er nemlig biased, altså forudindtaget for et bestemt synspunkt. Jeg har med fuldt overlæg ledt efter og vil præsentere argumenter, der bekræfter min bias– det kaldes at cherry picke. Det må man ikke. Men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg med diagnosen ADHD har det stramt med regler, og dels fordi dette ikke er en videnskabelig artikel. Redegørelsen er anekdotisk og tager udgangspunkt i, hvordan jeg shoppede og zappede mig gennem idrætsgrene, indtil det hele faldt på plads på basketballbanen. Glæden ved basketball vil jeg gerne give videre til dit barn. Det er nemlig en magisk aktivitet, selv om nogen påstår noget andet.
Vindere af grundspillet sæson2022/23. Aalborg Vikings. “Find Holger”, Jeg er den ældste spiller.
Individuel sport eller holdsport?
I indlægget ”The magic of individual sports” (fra ADDitudemag.com) argumenteres der for, at individuelle sportsgrene fungerer bedre for børn med ADHD end holdsport. Særligt boldspil med stor grad af fysisk kontakt vurderes som uegnede. Et argumentet er, at børn med ADHD har vanskeligt ved at holde fokus på egne og andres løbebaner samtidigt, og at de derfor ofte rammes af bolden eller af en modstander. Børnelæge med speciale i ADHD, Patricia Quinn, mener, basketball er den mindst egnede aktivitet. At forstå og mestre et kompliceret spil, dets zoner og strategier og at skulle forudse med- og modspilleres bevægelser, kræver brug af de eksekutive funktioner, som er mest udfordret hos børn med ADHD. Børnene vil i stedet gå direkte efter bolden og drible løs, mens der råbes af dem fra både sidelinjen og på banen. Ikke lige den oplevelse, vi ønsker for nogen børn.
Skørping Wizards U13/15/17. Nystartet klub, masser af nye oplevelser venter dem
Men når det kommer til ADHD, er der sjældent to tilfælde, der er ens. Min ADHD ser på ingen måde ud som din. Derfor mener jeg, at det er yderst vanskeligt at give generiske råd om de mest ADHD-venlige fritidsaktiviteter. Det afhænger af det enkelte barn. Et generisk råd må derfor være, at du skal kende dit barns styrker og udfordringer indgående for at ramme rigtigt. Det kræver viden om diagnosens typiske symptomer og adfærd, samtaler med fagpersoner omkring barnet, og, ikke mindst, at du lytter til dit barn. Hvad motiverer og inspirerer, og hvad gør dit barn glad? Mon ikke, der findes en sportsgren, der matcher? Vurderer du efter at have læst dette indlæg, at basketball ikke er kompatibelt med dit barns præferencer og behov, så er der gode anbefalinger til andre sportsgrene i den omtalte artikel på ADDitude.
Sport tillader store følelser
Efter mit udredningsforløb i 2022 forklarede psykiateren, at det ikke er min ADHD, der er et problem. Det er derimod det faktum, at jeg skal fungere i en verden tilrettelagt for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Men der er én kasse, jeg altid passer i, nemlig kassen med sport. I sportens verden er der plads til drama og store følelser. Som én, der havde problemer med følelsesregulering, kom mine følelser ofte tydeligt til udtryk som begejstringens glæde eller stor, voldsom vrede og frustration. På sportsarenaen oplevede jeg som barn, at det gav minimal ballade at være i sine følelsers vold og udtrykke store følelser. Det var et anderledes ufarligt sted for mig at være end i andre sociale sammenhænge, hvor jeg ofte faldt udenfor.
Som barn og ung var jeg selv, og alle omkring mig, uvidende om min diagnose. Jeg blev blot opfattet som “én med krudt i røven.. Da jeg var fem år gammel, var mine forældre så trætte at se mig springe rundt i møblerne, at jeg blev sendt til springgymnastik og svømning. Og håndbold og ridning og vandpolo og rytmisk gymnastik og zap zap zap. Jeg elskede sport, og det gør jeg stadig. Dengang måtte jeg ved sæsonstart igennem hårde forhandlinger med mine forældre for at få lov til at deltage i så mange aktiviteter som muligt. Nu betaler og bestemmer jeg heldigvis selv, så medlemskab af tre forskellige fitnesscentre, en basketballklub og at lufte mine syv cykler fylder min hverdag med aktivitet. Jeg elsker det, men det er også et grundlæggende behov, der skal opfyldes. I mange år selvmedicinerede jeg med træning uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Træning betød, at jeg kunne fungere bedre på job og i et familieliv. Mine nærmeste accepterede mine mange, mange timer med sport. Et fremtrædende symptom hos mig er hyperaktivitet. Symptomlisten kan som nævnt se meget forskellig ud fra person til person, men den indeholder ofte hyperaktivitet, impulsivitet, risikosøgning, evne til lynhurtigt at skifte sit fokus fra en opgave til en anden – hov; beskrev jeg lige en række træk, som giver fordele i sport? Det er bestemt ikke alle med ADHD, der trives i sport, men min hjerne er som skabt til netop det miljø. Det kunne tænkes også at gælde dit barn.
Store ADHD møder lille ADHD
I denne basketballsæson mødte jeg og mit hold fra Aalborg Vikings, Odder på hjemmebane. I en pause i spillet kommenterede en Odder-spiller, at jeg er over gennemsnittet muskuløs. Jeg jokede med, at min Robocop-krop skyldes min ADHD, der jager mig i fitnesscentret dagligt. Det bedste, man kan gøre for sin fysiske form, er at anskaffe sig en diagnose med lidt hyperaktivitet. ”Min søn har også ADHD, og han har shoppet noget rundt i sportsgrene. Men nu er han begyndt at spille basketball, og stortrives med det. Mon basket er særligt godt til ADHDére?”, spurgte hun. Jeg nåede kun at svare ”ja”, så blev spillet fløjtet op igen, og hun fik aldrig mit bud på, hvorfor basket kan være perfekt egnet til nogle neurodivergente. Efter kampen kom drengen hen til mig og tilbød mig at dykke ned i hans slikpose. Vi bondede og fik en snak om basket og om at være lidt anderledes. Han fortalte stolt om alt det, han havde lært, hvor sjovt han har det til træning, hvor mange venner han har fået, og hvor fedt det er at kunne drible bolden bag om ryggen. Jeg erklærede mig fuldstændigt enig. Det er magisk at finde den kasse, man passer perfekt i. Det er livsforandrende.
Skørping Wizards i aktion. Foto: Katrine Tram
Basketball som identitetsmarkør
Dette er, som før skrevet, et anekdotisk indlæg baseret på egne erfaringer og oplevelser med basketball. Jeg har tænkt meget over, hvorfor netop basket blev min foretrukne sport. Med en beskeden højde af 1,60 – på en god dag og med solen og vinden i ryggen- lå det ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive begejstret for basket. Men jeg er stadig at finde på banen, her 40 år efter min første træning. Jeg kendte ikke noget til sporten, før jeg havnede i en gymnasieklasse på Risskov Amtsgymnasium med Anne-Marlene. Hun spillede i Skovbakken og lokkede mig med. Jeg så mig aldrig tilbage, og det fik mig gennem gymnasietiden, at jeg kunne smutte over i hallen i frikvartererne for at shoot some hoops. At være basketspiller blev en væsentlig del af min identitet. Det forhøjede min status i en teenageperiode, jeg i øvrigt ikke kom så godt igennem. Det blev en slags modidentitet til de moderigtige, trendy og populære piger, som kunne noget, jeg ikke kunne gennemskue. Basketball reddede mig på alle de områder, man skal navigere i som teenager og gymnasieelev. Jeg slap for tøjkriser hver morgen, da jeg altid var i træningstøj, så jeg kunne smutte i hallen i hvert ledigt øjeblik. Det var i slutningen af 80érne, hvor basketball var nyt og cool, og jeg lånte lidt stjernestøv fra NBA-spillerne. Basketball var ikke noget, jeg gik til, det var noget, jeg var.
U11Piger fra Falcon, Stevnsgade, Gladsaxe og SISU til træning, foto: Sona Camra
Jeg blev hurtigt god til basket, og det betød, at hvor andre skruer ned for idrætsaktiviteter i gymnasietiden, fordi det sociale og fester lokker, så skruede jeg op for sport. Jeg kom på 1. holdet, og skruede ned for alt det sociale udenfor træning, og hurtigt jeg screenet helt ud af fællesskabet. Det var både en stor sorg og en stor frihed. Det er først på bagkant, jeg har erkendt, at basketball var min undskyldning for at ikke deltage i det sociale, som er den arena, der altid har været mest problematisk for mig at være i. I øvrigt noget mange med ADHD kan nikke genkendende til. En lørdagskamp i København gjorde det acceptabelt at melde fra til private fester om fredagen. Hvilken lettelse. Selv om jeg statusmæssigt befandt mig i periferien af et ligahold, gav det mig følelsen af at høre til i et fællesskab.
ADHD-venlige karakteristika ved basketball
En del børn med ADHD har udfordringer på den sociale arena. Det er i sig selv værdifuldt at føle sig som del af et hold, da det kan bidrage til følelsen af at være værdsat. For at lykkes med den sociale del af en holdsport kræves feedback fra trænere og andre voksne omkring holdet. Basketball spilles med fem spillere på banen, og det lave antal spillere giver den enkelte spiller mulighed for en stor mængde feedback og opmærksomhed fra træneren. Samtidig er spillet meget teknisk præget, og at blive sikker i skud kræver mange timers træning ved kurven. Time efter time, år efter år, kan fyldes med teknisk træning, som skudøvelser, dribleøvelser og anden legende ballhandling. Det gør træningen spændende, da den enkelte spiller har utroligt meget boldberøring. Elementer af det færdige spil kan øves i småspil, to mod to; tre mod tre, mod en kurv, som igen giver intensitet og megen boldberøring. Der er ikke meget ventetid i spillet. Man skal ikke stå på række og vente på ens tur som i springgymnastik. Og jo mere man leger med bolden i de pauser, der er til træning, jo bedre en spiller bliver man. Alt sammen med til at fastholde børn med ADHD til basketspillet.
Mindre struktur og mere bevægelse
Basketball er et spil, hvor der konstant foregår bevægelse. Ingen spillere står stille på faste pladser, og der er ingen zoner eller områder, man ikke må træde ind i. Både i angreb og forsvar må spillerne bevæge sig over hele banen. Man er nødt til konstant at orientere sig mod modstandere og medspillere i bevægelse – der betyder, at der hele tiden sker noget nyt. Det forhindrer, at en spiller med ADHD kommer til at zoome ud, fordi det er kedeligt. Et angreb skal gennemføres på 24 sekunder, herefter skifter spillet fra angreb til forsvar. For en person med samme symptombillede som mit, er det lettere at holde fokus, når der ofte sker noget nyt i spillet. Jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i lang tid ad gangen, så korte angreb og forsvar er optimalt for at bevare koncentration.
ADHD defineres som en opmærksomhedsforstyrrelse, men det betyder langt fra at en spiller med ADHD ikke kan være opmærksom på basketbanen. Tværtimod kan en spiller være opmærksom på alt, hvad der sker over hele banen på samme tid. En evne til hurtig bearbejdning af information om med- og modstanderes bevægelser gør en spiller med ADHD i stand til at forudse handlinger og spilmuligheder, før de opstår. I basket er det muligt og ofte en fordel at reagere på instinkt og at handle impulsivt, hvis en åbning mod kurven viser sig. Og impulsivitet er netop et almindeligt symptom hos neurodivergente, som i den rette setting kan være en styrke. Vi begejstres jo alle af de ukonventionelle spillere, der overrasker med vanvittige moves.
Min hjerne bearbejder information til løsninger så hurtigt, at jeg ofte overrasker mig selv med de gode afleveringer, jeg får sendt afsted. Min bevidsthed kan nærmest ikke følge med, og i mange år tænkte jeg på mine assists (målgivende afleveringer) som held. Men det er ikke held, det er min ADHD-hjerne, der gør det muligt. Modsat er jeg verdens ringeste pointguard, hvis jeg spiller på et hold, der gør brug af indøvede angrebssystemer. Jeg er ikke i stand til at huske spilsystemer, selv ikke de simpleste af slagsen. Først da jeg fik konstateret ADHD, faldt 10-øren. Jeg er ikke for dum til at forstå spilsystemer, jeg er blot udfordret på hukommelse og er styret af impulsivitet. Så jeg kommer uden undtagelse uforvarende til at ødelægge spilsystemerne, og det har kostet mange ture på udskiftningsbænken og en solid omgang skæld ud. Jeg excellerer derimod i at aflæse og reagere instinktivt på med- og modspilleres bevægelser. Den evne har jeg klaret mig på i 40 år, og har forsøgt at maskere min manglende evne til at spille med struktur. Det lykkedes vist ikke.
Step back, den gamle dame kan endnu – og der er musik til arbejdet. Det er en del af basketkulturen, ligesom store shorts og tanktops.
Træd varsomt, coach!
Og apropos skæld ud: Pas på coach, du har med et delikat væsen at gøre. Du kan være den afgørende faktor for, om et barn med ADHD lykkes eller fejler med det spil, du elsker – ellers var du vel ikke træner. Mange børn og voksne med ADHD er decideret dårlige til at håndtere afvisninger. Mange af os bøvler med Rejection Senitivity Disphoria. Det skal jeg nok dedikere et helt indlæg til her på bloggen. Kort fortalt mærkes skæld ud på samme måde som at få en lussing. Det gør fysisk ondt, og det sætter sig i os for resten af livet. Så undlad offentlig skæld ud, men henvend dig direkte og lidt diskret til barnet for at korrigere adfærd. Forstærk i stedet den adfærd, du ønsker, ved at fremhæve, anerkende og se barnet, også i dets mislykkede forsøg. Anerkend og ros også barnets intentioner og tro på, at vi ADHDére som regel forsøger at gøre vores bedste, selv om det nogen gange ikke er nok. Ros det kreative og det utraditionelle, og du skal se et barn med ADHD trives i Verdens bedste spil. For det er vi enige om, det er, ikke?
I forrige uge lavede jeg PR i dødløft, og i går rykkede jeg en rekord på squat. Jeg er, så vidt jeg kan huske, det stærkeste jeg har været i mit liv. Det er sært, da jeg jo ikke er 17 år længere. Hvilket er et udtryk, som understøtter den alment accepterede sandhed, at ung er bedre end gammel. Jeg er ikke enig, og det er min krop tilsyneladende heller ikke.
På evig jagt efter dopamin
Det er påske, men det ved du nok allerede. En foruroligende højtid, da butikker, biblioteker og genbrugsbutikker er lukkede. Det betyder, at jeg skal have mit dopaminrush på andre måder end ved min foretrukne aktivitet; at gå i Røde Kors og rode i folks aflagte tøj. I stedet doomscroller jeg på min telefon og er røget i et rabithole af artikler og opslag om ”Things to stop doing when you turn 40”. Hvis ikke, jeg var velmedicineret, havde det udløst et greatest hits raseri. Jeg har ikke flere fucks at give til kvindebegrænsende kulturnormer, der fortæller mig, at modne kvinder ikke må gå i bikini, have langt hår eller gå i korte kjoler. Algoritmen sender muligvis den slags efter mig, fordi jeg brugte hele min aften på at google ”Cargopants”. Det blev nok for meget for algoritmen, som vil hive mig i en mere passende retning for en kvinde i midlife. Men åhhh cargopants. Sådan nogle oversized busker med store lommer i noget faldskærmsagtigt stof. Fortrængt er det faktum, at jeg var middelsvært utilpas i præcist den type bukser nede i 90érne. De skal da have en chance til. Kan man flashe cargopants som 55-årig? Hell yeah. Med en cropped top? Bring it on.
Påsketræning gav lykkefølelse
Skærtorsdag var jeg til et stepevent i Aarhus. Jannie var der også. Hun roste mig for at orke at styrketræne inden timen. Jeg svarede, at det er nødvendigt, hvis jeg vil gøre mig håb om at steppe, også når jeg rammer en særdeles høj alder. Vi talte om frygten for den dag, hvor vi ikke længere kan følge med i det tempo, der fyres af på en steptime. Hvem er vi så? Hvor skal vi gå hen efter en dosis lykke? Intet gør mig lykkeligere, og jeg er høj på dopamin og serotonin i timer efter. Jeg ved ikke, hvor gammel Jannie er, for man spørger jo ikke en dame om hendes alder. Hvornår har en dame for øvrigt en alder, hvor man ikke længere må spørge, og hvorfor er alder egentlig så negativt ladet? Jeg lever mit bedste og stærkeste liv, men jeg oplever i min nuværende livssituation, at der er en pris at betale for den stigende alder.
Alder som en begrænsning?
Jeg var til begravelse onsdag og røg efterfølgende ned i et sort hul af dødsangst og håbløshed. Mit liv er udfordrende pt: Ingen job, ingen kæreste, ingen nære relationer i min hverdag, ingen penge og ingen idé om, hvad der skal blive af mig. Det lyder skræmmende, men den positive framing er, at jeg er ved at tegne konturerne af en fremtid, hvor jeg udelukkende vil beskæftige mig med det, der gør mig glad. Endelig. Jeg søger min tredje karriere. Jeg skal for alt i verden ikke havne i endnu et lederjob uden øvre arbejdstid. Men det er svært at være i processen, for det tager tid at skabe sig en ny tilværelse, og tålmodighed er ikke min spidskompetence. Jeg søger job og forsøger at sparke døren ind til nye brancher. Afslag og afvisninger vælter ned over mig, og jeg håndterer det dårligt. Så mit humør svinger, mens jeg forsøger at holde fast i min beslutning om at vælge en anden arbejdsvej. Det har jeg gjort før, men det er åbenbart langt vanskeligere som midaldrende kvinde. Jeg tror, algoritmen er på spil igen. Jeg får afslag i et tempo, hvor ingen kan have nået at læse min ansøgning. Min a-kassekonsulent er enig i, at algoritmer sorterer kandidater fra, og at høj alder fører direkte til papirkurven. Det er jo gak. Jeg er det mest kvalificerede og erfarne, jeg nogensinde har været. Jeg skal ikke have barselsorlov eller barns første sygedag. Jeg er flytbar og kan arbejde fleksibelt. Hvad er det ved mig, arbejdsgivere mener bliver mindre værd med stigende alder? Hvordan kan vi mangle arbejdskraft i Danmark og vedtage love om stigende pensionsalder og så udelukke en del af arbejdsstyrken? Det er svært at relatere til den form for aldersdiskrimination, når min krop og min hurtigt tænkende hjerne føles 25-ish.
Hvad savner jeg fra min ungdom?
Selv om jeg føler mig som 25, har jeg tænkt over, om der er noget, jeg savner fra min ungdom. Indrømmet. Jeg savner fester og at danse. At samles en flok veninder for at dulle sig op og sippe æblesnaps og Martini. En sitrende stemning af forventning, lyden af Kim Wilde og Duran Duran på kassettebåndoptageren og en stank af en deodorant, der hed Date. Jeg styrede det dansegulv! Mit midaldrende jeg befinder sig derimod kun på dansegulvet, når jeg underviser i dans. I mit netværk kommer vi ikke rigtigt videre fra spisebordet, når vi mødes. Men ellers er det svært ved at pege på noget, jeg savner. Måske skyldes det, at jeg grundlæggende laver de samme ting, som da jeg var 25. Jeg har ultimativ frihed og masser af tid til mig selv. Jeg løber rundt i en hal og spiller bold, jeg stepper og danser. Jeg hører P3. Jeg konkurrerer om cykelstien med stadigt færre unge, der som jeg ikke har bil. Jeg hører podcast som ”Fries before guys” og ”Her går det godt”. Jeg pakker mine ting i poser i stedet for i en kuffert, og jeg spiser Click Mix. Er det et problem? Muligvis. Indtil for et år siden havde jeg pink hår. Det fik min frisør sat en stopper for. ”Hvis du gerne vil have en jævnaldrende kæreste, så går det der ikke”. Jeg indvilgede i en mindre hidsig hårfarve, for jeg vil virkeligt gerne have en jævnaldrende kæreste. Og her går det op for mig, hvad jeg savner mest. Da jeg var ung, så jeg mig omkring og der var mængder af interessante jævnaldrende mænd med kærestepotentiale. Hvor er de mænd nu? Sidder de derhjemme i sofaen og venter på den næste fodboldkamp, eller har de travlt med at være rasende i kommentarsporet på Facebook? Det kan faktisk tænkes, at de lever et mere rigtigt voksenliv. Hvis jeg endelig møder nogle irl, kan vi så finde noget at mødes om, når jeg hellere vil spille bold end se det på tv?
Handler det om, hvor gammel jeg er eller om, hvordan jeg er gammel?
Det aldersspænd, hvor man har den helt rigtige alder, virker meget flygtigt. Som med en avokado. Den er umoden og uspiselig længe, for så pludselig at blive moden og perfekt. 10 sekunder efter er den blød og brun og ryger i skraldespanden. Jeg var længe for ung; i ti sekunder havde jeg en passende alder, og nu er jeg åbenbart uspiselig og ryger i skraldespanden. Men jeg er ikke den eneste avokado. Se blot på politikere, som aldersshames, både hvis de er for gamle, og hvis de er for unge. Da Biden stillede op til præsidentvalget, var der et stort fokus på hans høje alder. Til spørgsmålet, om han var for gammel til at stille op, svarede Biden: ”Watch me. Watch me. All this stuff about lack of energy. Come get in the bus with me, 16 hours a day, 10 days in a row. Come see me. My doctor sends me every morning, every morning, an exercise routine, and I do it every morning. I´m not in bad shape” (interview, 2020, New York Times). Omvendt trak det overskrifter, da Christina Krzyrosiak blev borgmester i Holbæk som 25-årig. Der var fokus på, om hun var gammel nok og havde tilstrækkelig erfaring. Hun skulle forsvare sin viden og evne til at træffe vigtige beslutninger, men hun slap for spørgsmål til fysisk form. Alder er både et vilkår og en identitetsmarkør. Men hvor gammel ville du være, hvis ikke du vidste, hvor gammel du var? Hvilken alder føles du? Og er din følelse af ”dig” stærkere end din alder?
Alder er et privilegium
Min følelse af ”mig” er betydeligt stærkere end min følelse af 55 år. Når jeg ser billeder af mig selv, kan jeg godt se, at jeg er en kvinde på 55 år. Det har jeg det fint med. Jeg har fortjent hver eneste rynke i mit ansigt. Det er resultatet af et levet liv, af glæde, latter og bekymring. Jeg skal ikke botoxes rynkefri, jeg befinder mig fint med at ligne den alder, jeg har.
Min følelse af ”mig” er stærk. Jeg har en markant svagere følelse af et ”Vi” med personer, jeg er jævnaldrende med. Jeg har et netværk af mennesker i mange forskellige aldre, ofte via interessebårne fællesskaber. Måske skyldes det, at jeg stadig har en fysisk form, hvor jeg kan deltage i de aktiviteter, jeg har lyst til, og ikke oplever begrænsninger i min hverdag. Jeg opsøger ikke særlige aktiviteter for min aldersgruppe, som betegnes seniorer. Jeg dyrker mine interesser og danner netværk med andre, der deler disse. Jeg har faktisk intet ønske om at fremstå yngre, og jeg opfatter alder som et privilegie, en gave. Min far blev 61, min bror blev kun 48. Jeg er 55, og den gave skal dælme pakkes ud og give glæde hver dag. Jeg lytter til Dayyani´s Blink Twice. Hun synger:” Dancing is a privilege. Don’t take it for granted.” Dancing is a privilege, so is age. Og de to ting hører sammen i min verden. Jeg kan ikke gøre så meget ved den aldersdiskrimination, jeg mødes med i en kontekst af arbejdssøgende, men jeg kan gøre alt i min magt for fysisk at være i stand til at danse og deltage i alt, der giver mit liv mening, og som gør mig glad. At kunne leve det liv, jeg gerne vil, kræver en indsats, og jeg optimerer på flere parametre. Det bør du nok også, hvis ikke du allerede er i gang.
Forfaldet skrider planmæssigt frem – har du en vedligeholdelsesplan?
Det er et faktum, at som vi bliver ældre, går vi i forfald. Lev med det. Eller gør hvad du kan for at stoppe ulykken og udsætte forfaldet. Der er to gode nyheder. Den første gode nyhed er at, det endelig er tilbagevist, at man bliver dårligere til at lære, når man bliver ældre. Ung som gammel har tilsyneladende samme kapacitet til at tilegne sig viden – forudsat at man udfordrer hjernen hele livet. Så kom i gang med hjernetræning, lær et nyt sprog eller nye færdigheder, for du vil da gerne være den skarpeste kniv i skuffen. Der er endnu en god nyhed. At the end of the day bliver vi alle gamle og syge og dør, men du kan selv påvirke, hvornår det sker, og hvordan du har det som gammel. Forskerne bag nye undersøgelser om aldring er selv overraskede over resultaterne, som går imod de hidtidige opfattelser af forfald. Lærebøgerne skal skrives om. Med en seriøs indsats kan du halvere funktionstabet! Halvere! Mit ærinde med at spørge til din vedligeholdelsesplan netop i påsken, er ikke at slå dig oveni hovedet med en omgang foodshaming efter dine påskefrokoster, så spis du blot det påskeæg! Pyt (næsten) med din kost, fokuser på dit aktivitetsniveau. Nye danske studier fra Aalborg Universitet med Ernst Albin i spidsen viser, at det aldersbetingede fald i fysisk formåen, er langt mindre, hvis man er fysisk aktiv hele livet. Faktisk kan du halvere nedgangen gennem træning. Den dårlige nyhed, hvis du altså ikke ligefrem elsker sved og høj puls, er, at det skal være intensivt og ofte. Så vil du kompensere for det aldersbetingende præstationstab, skal du træne en masse. Nu har du spist det påskeæg. Du har derfor god energi, så på med træningstøjet og afsted.
Længst muligt i egen krop
Og nu vi er ved de dårlige nyheder om store træningsmængder, så er her lidt at tænke over, hvis du ikke kan forlige dig med nogen form for fysisk aktivitet, heller ikke i små mængder. Sundhedsstyrelsen har for nylig sat tal på, hvad forskellige risikofaktorer i livet koster i form af ekstra dødsfald. En inaktiv livsstil koster 4653 dødsfald årligt, usunde kostvaner knyttes til 1382 dødsfald mens svær overvægt betyder 750 dødsfald. Det er langt sundere at være en fysisk aktiv overvægtig, end en slank inaktiv.
Du vælger ikke selv, hvor gammel du bliver, men du har en kolossal indvirkning på, hvordan dit liv som gammel bliver. Mit mål er at kunne klare mig selv, men også at kunne fortsætte med de ting, jeg har lyst til – uden at skulle bruge hjælpemidler eller bede nogen om at løfte tre rammer dåsecola hjem i mit køleskab eller snøre mine sko. Et andet mål er at afværge fald. Det sidste handler om, at jeg er fumler tumler og går ind i ting. Det bliver jeg nok ved med resten af mit liv, da det er en del af min diagnose. Men vidste du, at hoftebrud efter fald medfører døden for 20-30 % af de ramte, som ofte er kvinder? Et hoftebrud dør man da ikke af, tænker du nok, og det har du delvist ret i. Men et langvarigt sengeleje med en brækket hofte fører ofte til komplikationer som blodpropper. Mit gode råd til dig som kvinde er derfor at undgå fald, og her kommer træning ind. Med stærke muskler efter tung styrketræning vil du være i stand til at afværge et fald, hvis du får overbalance. Det handler både om din livskvalitet og om din overlevelse.
Carpe the fucking diem out of your workout
Jeg vil leve længst muligt og stærkest muligt i egen krop. Hvad er det værd at have en fed pensionsopsparing, hvis jeg ikke kan danse længere eller cykle afsted ud i naturen? Derfor træner jeg. Det er så en stor fed løgn, for det er ikke derfor, jeg træner, men det lød meget godt inde i mit hoved. Jeg træner primært fordi, jeg ELSKER at træne og fordi, jeg er hyperaktiv og har brug for bevægelse ad libitum. Jeg har i øvrigt ikke en fed pensionsopsparing, nu jeg er i gang med at korrigere mig selv. Men jeg har sat PR i squat og det kan også noget. Det er ikke rekorden i sig selv, der er vigtig. Det er al den styrketræning, der gør, at jeg kan være med på eller over niveau med 20-årige, når det kommer til fysisk aktivitet. Jeg kan spille en basketballkamp, undervise i dans og transportere mig på cykel også i modvind. Jeg har sat knogle- og muskelmasse i banken til ældre tiders nedgang. Jeg skal, som sagt, længst muligt i egen krop. Du bestemmer selv, hvor langt du skal i egen krop, og jeg skal heller ikke bestemme, hvilken form for fysisk aktivitet, du skal kaste dig over. Det var også løgn, for du skal styrketræne! Og der skal vægt på. Det vil være dit livs bedste investering. Jeg er normalt stor fortaler for, at den bedste træning er den, der bliver til noget. Der er større sandsynlighed for, at du deltager regelmæssigt i en aktivitet, hvis du faktisk elsker selve aktiviteten og ikke kun resultatet. Men lige her strammer jeg garnet! Hvis noget af ovenstående giver mening, altså hvis du vil undgå det fysiske forfald, der følger med stigende alder, så skal du komme alle dine æg i en kurv: Styrketræning, og du skal give den max gas. Carpe the fucking diem out of your workout.
Jamen jeg hader fitnesscentre
….sagde ingen, der har oplevet fremgang, mestring og teknisk sikkerhed i frivægtsområdet nogensinde. Jeg vil påstå, at alle kan opnå, måske ikke ligefrem at elske, men at synes om styrketræning. Du aner ikke, hvor gigantiske glædeudbrud, jeg har hørt fra kvinder, der har udført deres første pull up. Eller hvor fedt det er at føle sig stærk og at mestre seje løft. Hvis du gjorde, sad du ikke her og læste, så var du på vej til træning. Forskellen, som jeg ser det, er grundig og kompetent introduktion, vejledning, tålmodighed samt nogen at tale med om dine usikkerheder og andre svære følelser, som uundgåeligt vil vise sig. Please, lad være med at købe adgang til et center i den tro, at du kan komme i gang på egen hånd. Den vej fører som regel til en crosstrainer eller et løbebånd og så i bad. Dont. Du skal i frivægtsområdet, og der er hjælp at hente. Men se dig godt for. Branchen for personlige trænere er fuld af skiderikker. Branchen har dog også vidunderlige af slagsen, som AO Coaching (aocoaching.dk, Aalborg), Styrk (“Styrk.dk”, Aalborg, Randers, Aarhus), Unlimited Performance (“up_unlimitedperformance”, Aalborg) og Strong Curves (“Strongcurves.dk”, Aarhus). Jeg har ingen andele i disse private træningsstudier, ud over at de er startet af nogle af mine utroligt dygtige “gamle” elever fra Sportshøjskolen. De er veluddannede, engagerede, har værdierne i orden, og du vil være i trygge hænder. Jeg nævner dem udelukkende, fordi jeg af hjertet ønsker, at du vil få den samme glæde ved træning, som jeg har. Så vi kan mødes og lave fede ting, også om 20-30 år.
Kontakt mig, hvis jeg kan være behjælpelig med at finde det, der kan være rigtigt for dig. Jeg gentager: Længst muligt i egen krop.
God træning.
Jeg er miked up til danseundervisning på billedet nedenunder – ofte kræver mit liv store mængder tape for at hænge sammen.
