Tag: inklusion og neurodivergens

Det er aldrig for sent at få en god barndom

– om narrativ praksis og aktivisme

Jeg er skinken i en sandwich. Jeg er mast ind mellem to stykker hvidt brød; mellem to forståelser af forandring. Skal jeg ændre fortællingen om mig selv, eller skal jeg ændre Verden?

Mit liv har forandret sig de seneste år. I 2022 fik jeg en forklaring, som forandrede min selvopfattelse. At få diagnosen ADHD er ikke en undskyldning for min opførsel, men det er en forklaring. ”Nu skal du passe på, at ADHD ikke kommer til at udgøre hele din fortælling om dig selv. Du ER jo ikke din ADHD”, sagde min chef til mig en dag. Samme chef har besluttet, at narrativ teori og praksis skal være det pædagogiske ståsted i vores daglige arbejde med efterskoleeleverne. Målet er at få øje på og udvikle alternative selvfortællinger, der gør eleverne i stand til at ændre måden, de lever deres liv på.

Hvad min chef nok ikke er opmærksom på er, at før jeg fik stemplet neurodivergent, var min egen og andres fortællinger om mig ladet med betegnelser som ”noget af en mundfuld”, vanskelig, drama queen, hidsigprop, aggressiv, speed-talker, overgearet, energisk og med krudt i røven, påståelig, rebelsk og speciel/mærkelig. Nu er de ord erstattet af ”Autisme og ADHD”. Fanden til forskel. Når min chef opfordrer mig til at se på alternative fortællinger, så ER diagnosen ADHD en alternativ og positiv fortælling, der er meningsskabende og livsforandrende for mig. Det har dæmpet den grimme følelse af fiasko, givet mig et nyt sprog for mine oplevelser og erfaringer samt delvist befriet mig fra gamle, gemte, negative historier om mig selv. Jeg er sammen med min psykiater nået frem til en forståelse af, hvad der et mit problem (ADHD), hvordan problemet er opstået (arv og miljø), og hvordan det kan behandles (medicin). Samtidig er min psykiater helt klar i mælet om, at det ikke er problemet (ADHD), der er problemet, men det faktum at Verden er skabt af og til dem med hjerner, der regnes for normale. Hvis Verden var indrettet med diversitet og inklusion som bærende værdier, så var mit problem (ADHD) ikke et problem.

Glasloftet er problemet

Over mig er et glasloft. Normalt bruges metaforen til at beskrive den usynlige forhindring for, hvor højt kvinder kan komme i forhold til job med høj status og høj løn. Jeg har taget turen op og knaldet hovedet direkte ind i det loft. Selv om jeg lykkedes med at tiltuske mig prestigefyldte lederstillinger, så oplevede jeg gang på gang, at jeg tjente mindre end mænd i samme stillinger. Jeg er med på, at nogle brancher, stillinger og løntrin kan være svære at sammenligne. Men en forstander på en idrætshøjskole i Aalborg og en forstander på en idrætshøjskole i Brønderslev svarer vel til at sammenligne pærer med pærer, bananer med bananer. Jeg har fået mange bovlamme, idiotiske forklaringer på løngabet af bestyrelsesformænd, som selv havde fuld plade i privilegiebingo; hvide, midaldrende, protestantiske, heteroseksuelle mænd, ja du fortsætter bare remsen, du kender den til hudløshed. Jeg er ikke længere optaget af, om glasloftet forhindrer mig som kvinde i at opnå magt og prestige. Jeg er i fuld gang med et karriereskifte på baggrund af to begivenheder, der indtraf simultant i 2022; en fyring og en udredning. Jeg blev måske ikke ligefrem genfødt, men jeg lever et helt andet liv nu som efterskolelærer med fire flotte diagnoser, herunder ADHD og autisme. Jeg støder blot stadig hovedet mod et glasloft. Det har jeg ved nærmere eftertanke gjort hele mit liv, og i en grad hvor min signatursang burde være ”Min hat den har tre buler”, men hvor hatten er erstattet af mit hoved. Sagen er den, at der er et glasloft af hærdet, brudsikkert glas, som forhindrer en særlig gruppe mennesker i overhovedet at få et job. For slet ikke at tale om at beholde jobbet og den varige tilknytning til arbejdsmarkedet. Glasloftet er det neuronormative samfund og det dertilhørende arbejdsmarked lavet af og til neurotypiske. Os, der hamrer hovedet mod glasloftet, er neurodivergente, altså mennesker med neuropsykiatriske lidelser som ADHD, autismespektrum forstyrrelse og OCD. Under et oplæg, jeg holdt i regi af ADHD-foreningen, fik jeg den tanke at spørge salen, som var fyldt til bristepunktet af kvinder i alle aldre, om deres jobsituation. Fire af kvinderne var i job. Fire! Fire ud af en stor gruppe, helt åbenlyst intelligente, engagerede og nysgerrige kvinder. Jeg var i chok, men den er god nok. Næsten halvdelen af 18-årige med ADHD er ikke i gang med en ungdomsuddannelse (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2019), under 10 % voksne med ADHD har en videregående uddannelse (Sundhedsministeriet 2019) og mere end 70% af voksne med diagnosen ADHD står udenfor det danske arbejdsmarked (Sundhedsministeriet 2018). Har du brug for yderligere et skud gys og gru kan du læse mere på ADHD-foreningens hjemmeside, link her: https://adhd.dk/

One size does´nt fit all

Hvorfor tillader vi det her? Hvordan kan det danske samfund undvære vores bidrag, blot fordi vi har ADHD? Vi er ikke freaks, vi er ikke farlige, vi er ikke dumme- vi har ADHD! Et fællestræk, som jeg oplever hos mennesker med ADHD, er et alenlangt CV. Vi har taget livtag med arbejdsmarkedet igen igen igen og så atter en gang. Vi har prøvet at skifte branche, at forlade store virksomheder til fordel for små, og vi er gået op og ned ad karrierestigen. Vi har i forskellige grader knækket halsen eller brækket benene i forsøget på at tilpasse os arbejdsmarkedets ”one size fits all”. Vi kan ikke skrue os ned i den størrelse. Lykkes det, går der ikke længe, før uniformen revner og sprækker. Kvæstede tuder vi over endnu et nederlag, og vi hulker i frustration over igen at fejle med det, andre tilsyneladende har let ved. Samtidig VED vi, at vi er talentfulde på forskellige områder, at vi er intelligente, kreative og kan arbejde hurtigere end lynet – hvis vi har de rigtige rammer og vilkår. Det har vi bare ikke. I stedet dør vi af skam over at være så dårlige forvaltere af talent. Guess what? Det er ikke os neurodivergente, der er dårlige forvaltere af talent, det er samfundet!

Hvad kan erstatte one size?

Jeg har fået en ny fortælling om mig selv. I samme periode er Verden forblevet den samme, i al fald når det kommer til inklusion af mennesker med anderledes hjerner. Du tænker måske, at det ikke kan passe, det store fokus på især ADHD taget i betragtning. Men tro mig. Accept og forståelse er endnu ikke omsat til handling, der kan mærkes. Det har jeg lyst til at gøre noget ved. Det er ikke nok, at jeg nu ved, hvorfor jeg trives dårligt i de normales Verden. Det er ikke nok, at jeg dagligt indtager medicin, der dæmper symptomer og adfærd, som i vores kultur regnes for afvigende.  Hvis der for alvor skal være plads til sådan én som mig, så skal Verden forandres.

Jeg er skinken i en sandwich, individuelt tilpasset de normales Verden med hjælp fra medicinalindustrien men med en stigende lyst til at sætte ild til samme Verden.

Jeg har et lyserødt badge med ordene ”Rebel Rose”. Det passer godt til mig; en rebelsk djævel klædt i lyserødt. Jeg har en sag at vende min lyserøde trefork og aktivisme imod: Død over det ekskluderende arbejdsmarked. Jeg har lyst til at smadre, sætte ild til, overhælde med gift og råbe ad den usynlige, men altid tilstedeværende barriere af gældende normer og indretning af et arbejdsmarked, som gør hverdagen til en uoverskuelig forhindringsbane for sådan nogle som mig med en funktionsnedsættelse som ADHD. Her er, hvad jeg ønsker i stedet: Et inkluderende arbejdsmarked præget af (neuro)diversitet og viljen til at skabe rammer, hvor den enkelte kan trives, udvikles og virke. Til gavn for den enkelte og for bundlinjen.

Det er aldrig for sent at få en god barndom

Jeg er skinken i en sandwich.  Den ene skive brød udgøres af strukturelle aspekter, jeg gerne vil ændre.  Den anden skive brød er det forjættede land, det narrative univers, som er det pædagogiske Motherland på min arbejdsplads. Målet med den narrative praksis er at hjælpe vores elever med at skabe en anden, mere positiv forståelse af dem selv og deres muligheder i livet. Ved at opdage alternative måder at forstå sig selv og egne udfordringer på, hjælpes den enkelte elev til at ændre identitet og adfærd og til at handle anderledes. Identitet opfattes i det narrative univers som en foranderlig størrelse. Anvendt pædagogisk handler det om, at vi som efterskolelærere skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til de mangefacetterede fortællinger om og af de elever, vi arbejder med. Fortællingerne kan åbne for nye måder at leve på. Det er lærerens opgave at være fødselshjælper for en mere positiv tilgang. Positive historier tænkes at fungere som ballast, der kan trækkes på, når et bestemt problem trænger sig på eller angriber. Som sådan er den narrative tilgang ikke interesseret i løsninger på problemer. Det er ikke efterskolelærerens opgave at komme med løsninger.

Den narrative teori låner socialkonstruktivismens grundantagelse, at et menneskes identitet er en social konstruktion. Identitet skabes af og gennem egne og andres fortællinger om os.  Målet, med det pædagogiske arbejde indenfor den narrative ramme, er at skabe alternative fortællinger, som kan danne modvægt til eksisterende problematiske fortællinger. Således støttes opbygningen af en anden identitet end den problematiske. Ved at adskille problem fra person, og at have fokus på, at det er problemet, der er problemet og ikke personen, er det muligt at arbejde med at løse problemet.

For at tilslutte sig den narrative praksis og terapi, må man forlade ideen om essens, om personlighedens kerne: Alt er fødder, intet er rødder. Tidligere var den enkeltes identitet givet på forhånd i og med et tilhørsforhold til og rødder i en bestemt slægt og familie, en egn, et religiøst tilhørsforhold og en social klasse. Sådan er det ikke længere. Det enkelte individ er frisat til selv at konstruere sin identitet og skabe en mening med livet.

Men enhver er vel dannet af et eller andet. Dannelsen sker i en bestemt kontekst og indenfor bestemte kulturelle normer. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved de gældende kulturnormer eller samfundsstrukturer. Den søger i stedet individuelle løsninger og tilpasninger på de problemer, individet støder på i mødet med disse normer og strukturer. Selv om et problem har rødder i en bestemt samfundsstruktur, er det på egne, individuelle fødder, løsningen skal findes. I samtalen med en elev udforskes, hvad der er vigtigt for eleven. Elevens fortælling om en bestemt handling tilskrives mening på en måde, hvor eleven tolker effekten af det, der skete, men på en ny og mere positiv måde, der understøtter elevens positive selvopfattelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom. Du kan fjerne smerten for altid, hvis du omskriver de negative oplevelser fra din barndom og giver plads til de positive, men ufortalte oplevelser og erfaringer. Det er lærerens opgave at lytte efter de vigtige begivenheder, der ikke får plads i historien, men som det kan være frugtbart at få plads til. ”Der kan du se, det var ikke så slemt med den barndom.”

Individuelle eller kollektive løsninger?

Her forpasser vi muligheden for at stille mere grundlæggende spørgsmål ved den herskende samfundslogik. Efterskoleelevernes problemer og vanskeligheder sættes i en individuel kontekst, uden at samfundsnormers betydning for problemets opståen overvejes. Vi rejser ikke tvivl om det bestående, vi finder ikke på kollektivt bedre løsninger eller nye måder at indrette samfundet eller efterskolen på. Vi opfordrer ikke til revolution. Den narrative praksis tilbyder, uanset problemets karakter, altid det samme svar: At det er muligt at arbejde med problemet gennem en ny forståelse og nye fortællinger. Der tages altid udgangspunkt i individets egne oplevelser af et problem. Individet har med baggrund i sine erfaringer den nødvendige viden til at skabe løsninger på problemer, og kan på ryggen af en ny identitet foretage andre valg for sit liv end tidligere. De samfundsmæssige betingelser, som individet er forankret i, hvorfra handlinger kan foretages, tages for givet.

Den narrative praksis stiller i mine øjne store krav til lærerens evne som reflekterende praktiker. Lærerens forforståelse, adfærd, bias og erfaringer påvirker relationen til eleverne og er afgørende for det, der høres, når eleverne fortæller. Sprogbrug må tilpasses den enkelte elev og dennes evne til at sætte ord på sin livsverden og tænke abstrakt. Den enkelte lærers egen sprogbrug og måde at udtrykke sig får ligeledes indflydelse på metodens anvendelse. Når jeg støtter en elev i at få øje på sine værdier og positive personlige egenskaber, sker det gennem min tolkning og med ord, jeg foreslår eleven. Dermed har jeg magt til at styre elevens nye, alternative fortællinger; jeg har definitionsmagten. Det har vi på efterskolen ikke rigtigt talt om i introduktionsmoduler til metoden.

Elefanten i rummet

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser tegn på ADHD/autismespektrum forstyrrelse hos personer i min omgangskreds. Jeg ser det naturligvis også hos vores efterskoleelever. Min radar fanger især de piger, der kæmper en daglig kamp for at fungere i en skoleform, der ikke er tilpasset elever med en opmærksomhedsforstyrrelse. Piger, der er udmattede, føler sig forkerte, oplever afvisninger, og som er frustrerede over, at de har svært ved det, de andre har let ved.

I samtaler med pigerne forventes jeg at hjælpe dem med at eksternalisere deres problemer og frigøre dem fra deres negative identitet og selvforståelse. Men jeg må ikke nævne elefanten i rummet; jeg må ikke nævne ordet ADHD. For vi diagnosticerer naturligvis ikke vores elever. Det er ikke en efterskoles opgave. Men jeg spotter med det samme de tydelige tegn på neurodivergens. Jeg oplever f.eks., at pigerne er fastlåst i gentagelser af dysfunktionelle mønstre i relationen til andre. Pigerne skal støttes til bedre relationer via en ny selvfortælling. Men som én af vores elever, ”F”, fortalte mig, er det opslidende at skabe sammenhæng mellem mange parallelt eksisterende identiteter og sociale roller: ”Jeg ved snart ikke, hvem jeg er længere, jeg er aldrig mig selv. Jeg prøver at være den, de andre forventer jeg er, og jeg kan ikke huske, hvem jeg egentlig er indeni. Nogle gange ved jeg ikke engang, hvem de gerne vil have, jeg skal være, og det er trættende”. Min opgave som efterskolelærer er at være katalysator for en mindre belastende fortælling. De fragmenterede historier fra nutiden og fortiden skal tolkes og indgå i en samlet og større fortælling om den enkelte piges liv og selv. Jeg ønsker, at pigerne skal have en styrkefokuseret selvforståelse i en omverden, der gennem hele deres liv har kritiseret og påpeget fejl hos dem. På samme måde som jeg hele mit liv er blevet fortalt, at jeg oplever verden forkert og agerer forkert. Da jeg fik diagnosen ADHD, gik det op for mig, at jeg ikke er forkert og ikke er et dårligt menneske. Jeg har nogle udfordringer på den sociale arena, som jeg bliver mødt mere positivt i, når jeg er åben og kommunikerende omkring mine vanskeligheder. Gennem en undersøgende tilgang til netop min form for ADHD er jeg mindre tilbøjelig til at agere som en social nomade, der tilpasser hvem, jeg er, til skiftende sociale kontekster. Det har jeg i lighed med ”F” gjort det meste af mit liv.  Jeg har fået et mere sammenhængende selv og flere positive historier at hænge min identitet op på. Jeg har samtidigt fået en stigende lyst til at påvirke samfundets syn på sådan én som mig, og til at medvirke til at skabe bedre vilkår for neurodivergente. På den måde påvirker mine egne erfaringer og forforståelse naturligvis de fortællinger, jeg gerne vil skubbe pigerne i retning af. Men det må jeg ikke.

Det er umuligt at være fødselshjælper for en grundlæggende forandring af pigernes narrativer, når jeg har valgt et upopulært perspektiv. Jeg tolker deres udfordringer ind i en kontekst af en opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD, et ord, der er funktionelt Lord Voldemort på min arbejdsplads. Så jeg sætter et plaster på et brækket ben. Taler om hvornår, panikanfaldet kommer på besøg, så pigen kan være opmærksom på ikke at blive for udmattet eller mentalt overbelastet. Men den underliggende årsag, som en forståelse for har potentiale til fjerne panikanfald, den lader jeg ligge. Det vil sige, jeg lader den ligge på efterskolen. Jeg tager derimod rundt i landet og holder foredrag om de oversete piger med ADHD. Sammen med psykiater Charlotte Jokumsen, der har skrevet bogen ”At leve med AD(H)D som kvinde”, forsøger jeg at formidle viden til piger/kvinder, studievejledere, psykologer, pårørende og andre med interesse for emnet. Så piger og kvinder ikke sendes til psykolog, der skal hjælpe dem med at cope med et liv, der gør ondt. Så piger og kvinder ikke får tilbudt angstdæmpende medicin eller antidepressiver. Så symptomer som angst, depression, udmattelse, misbrug, frafald på uddannelser og på arbejdsmarkedet, søvnproblemer mm., tolkes som det, det ofte er: En underliggende ADHD. Først der kan pigerne og kvinderne få den nødvendige hjælp, både medicinsk og i forståelsen af og fortællingen om dem selv.

Know better to do better

Når flere ved mere, kan vi sammen rykke på kulturnormerne. Vi kan skubbe til de nødvendige forandringer af samfundet. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved den herskende kulturs syn på neurodivergente. Den narrative praksis giver ikke den herskende arbejdskultur en lussing for at være ekskluderende og skyld i, at en større og større gruppe mennesker fejler og falder udenfor. Den individualiserer problemer og søger individuelle løsninger på disse. Et problem, der burde være fælles, og som i sidste ende handler om, hvordan alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv og bidrage til det fælles. Spørgsmål om, hvordan vi får plads til alle på arbejdsmarkedet, er i øjeblikket reduceret til individuelle tilbud til neurodivergente om støtte, vejledning og coaching. Så personer med et kaotisk ADHD-liv kan lære redskaber og udvikle ”Workarounds” – det nye sort i ADHD-værktøjskassen – der gør det muligt at tilpasse sig det neuronormative samfund.

Den narrative tilgang og den narrative terapi tilbyder individualiseret selvforandring. Det er jeg som sådan ikke imod. At det kan fungere som en universel, magisk løsning på menneskers problemer via et nyopdaget handlingspotentiale udløst af alternative historier, køber jeg ikke. Narrativ praksis har potentiale til at hjælpe individer med at fungere i bestemte omgivelser og give en bedre livskvalitet, som et resultat af bedre valg for eget liv. Men vi skal huske på, at den narrative tilgang selv er en fortælling, der fungerer i en særlig vestlig kulturel kontekst og periode. Narrativ praksis er en fortælling om psykologiske aspekter som identitet, menneskelige udfordringer og behov. Tilgangen tilbyder en forståelse af den menneskelige psyke uden at rejse kritik af det samfund, mennesker lever i. Narrativ praksis er ikke objektiv sandhed, men en forståelsesmodel, der i bedste fald er handlingsanvisende. En grundlæggende filosofisk forståelse af, at mennesker, og i min dagligdag efterskoleelever, har svar på løsninger af problemer. Efterskoleeleverne er eksperter i eget liv, men ikke bevidste om de ufortalte historier og alternative selvfortællinger, der kan rumme disse løsninger. Det skal vi hjælpe dem med. Men i mine øjne skal vi have større ambitioner end at reproducere kulturnormer og samfundsordenen. Jeg kunne ønske mig, at dannelsesarbejdet med eleverne plantede en lyst til at forandre den gældende samfundsorden. Jeg ønsker, at eleverne tager fra Samsø Efterskole med nyt udsyn og nye indsigter, og en lyst til at gøre Verden til et bedre sted at leve i. Det kræver forandringer, af både af den enkelte og af samfundet.

Selvforandring OG revolution

Jeg er skinken i en sandwich. På den ene side arbejder jeg med den enkelte elevs selvforandring, og på den anden side opfordrer jeg til revolution. Kan det forenes? Det vil vise sig. Jeg giver det et skud. Som Ghandi vist har sagt; Be the change you wish to see in the world. Men glem ej, som Hella Joof vist fortrød, hun fik sagt; at brænde hele lortet ned for at starte forfra. Hvem smider den første tændstik?

En neurospicy skifter karriere, del 4

Ro på settet, der gøres status

Dette er sidste indlæg i en række på fire, som alle handler om at skifte karriere i en sen alder og med en ny identitet som neurospicy. Jeg gør status over processen mod et være- og bæredygtigt arbejdsliv, og til sidst får du et par råd til det gode arbejdsliv med en diagnose. Jeg vil undervejs anvende begrebet ”det neuronormative samfund”, som jeg oplever er det egentlige bespænd for os med neuropsykologiske diagnoser. Det neuronormative samfund er indrettet af og for mennesker, der har hjerner, der regnes for normale eller gennemsnitlige af kulturen i den tid, de lever i – ofte betegnet neurotypiske. Jeg påstår ikke, at alle neurotypiske er ens, ej heller at neurotypiske ikke kan opleve arbejdsmarkedet som udfordrende. Men der er nogle fællestræk hos neurodivergente, som gør at vi kan have sværere ved at trives i de rammer, som det neuronormative arbejdsmarked foreskriver.

De massive udfordringer, jeg mødte i arbejdslivet, havde en negativ indvirkning på både selvforståelse og selvværd. De forstærkede og akkumulerede en følelse af at være forkert. For at beskytte mig selv, udviklede jeg en nultolerance overfor tæsk i arbejdslivet. Det gjorde mig til the queen of quitting jobs. Når kritikken gik på min person mere end på det ledelsesfaglige; når bestyrelsesformænd og samarbejdspartnere søgte at slibe kanter af, så jeg kunne passe i kassen for normal lederadfærd, ja så begyndte jagten på et nyt job – and repeat. Den vane er jeg i fuld gang med at ændre. I foråret brændte jeg meget offentligt sammen på job. Efterfølgende havde jeg et møde med min chef med det udfald, at jeg græd hele vejen hjem i frustration over igen at føle mig forkert. Automatpiloten fløj mig ind på Jobindeks. Men så besindede jeg mig; bad om et møde med chefen og stod fast på, at jeg ved ansættelsen var blevet lovet rammer, der tog hensyn til mine særlige behov. De rammer, havde jeg ikke fået. Min chef forsynede the queen of quitting jobs med et nyt narrativ om løsninger, der ikke indebærer et jobskifte. Jeg fik en undskyldning og blev lovet de aftalte rammer for kommende skoleår.

Er jeg kommet i mål?

Så her er jeg nu. Det er sensommer, og jeg er vendt tilbage fra ferie. Først var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at holde fri i 4 uger. Så blev jeg usikker på, om jeg kunne finde ud af at vende tilbage til et arbejdsliv igen. Ingen af bekymringerne gik i opfyldelse. Sommer er normalt ikke min årstid. Jeg har haft ikke brug for lange, lyse nætter til at understrege mit ensomme og miserable liv. Jeg har haft brug for at krølle mig sammen i mørket i min seng under dynen gemt væk fra især den sociale verden.

Sommeren 2024 blev anderledes, for jeg traf et valg om at fodre den overbevisning, at jeg har venner. Det blev en vidunderlig sommer med en slags Danmarksturné, hvor jeg besøgte vigtige relationer. For de er der, og de har egentlig altid været der. Min selvfortælling, om at være ensom og uden venner, fik et seriøst skud for boven. Ulempen ved at have smurt sin karriere i et tyndt lag ud over hele Danmarkskortet er, at mine relationer ikke er i nærområdet. De er forståeligt nok ikke flyttet med mig rundt i landet på jagt efter nye arbejdsmæssige udfordringer. De personer, jeg regner for min flok, bor i bl.a. Vordingborg, København, Aarhus og Aalborg. Alle fik et besøg, og med et fuldt opladet socialt batteri begyndte jeg at glæde mig til at komme på arbejde. Det tog jeg som et tegn på, at jeg er godt på vej mod et vellykket karriereskifte. Mod et arbejdsliv, hvor jeg som neurospicy, har rammer, som gør, at jeg trives og har opgaver, som har min interesse. Kan jeg påstå, at jeg er kommet helt i mål? Det ville være at indløse en check, der ikke er dækning for (hvis du er ung så never mind, checken tjekkede ud i 2017, og du får ikke brug for at vide, hvad det er). Jeg har stadig områder, jeg bøvler med og en foredragsvirksomhed, der skal sparkes i gang. Men jeg er godt på vej. Jeg er fortrøstningsfuld en stor del af tiden, og sejler rundt på et hav af modløshed på dårlige dage. Alt er, som det plejer; ups and downs i en rutsjebanetur mellem to poler: Impossible og I´m possible.

Væltet bagover af kærlighed og anerkendelse

Vinder af kategorien ”Årets ansatte på Samsø Efterskole” er….(trommehvirvel)… Bea. Sådan lød det til gallafesten for elevhold 2023/24 i juni måned. Eleverne kårede mig som årets ansatte. Det var anerkendelse fra øverste øverste hylde, og det meget synlige bevis på, at jeg var kommet i mål med ønsker og behov til et fremtidigt arbejdsliv.

I et tidligere indlæg om passion citerede jeg Kierkegaards opfattelse af kærlighed som værende en egenskab, hvori du er noget for andre. Jeg udledte heraf, at jeg ønskede et job, hvor jeg kunne gøre en forskel, som andre ville elske. Var det foreneligt med et arbejdsmæssigt ”do what you love”, kunne jeg næsten ikke bede om mere. Den aften følte jeg mig svøbt i et tykt tæppe af kærlighed. Ikke at forglemme anerkendelse. Jeg havde tilsyneladende gjort en forskel for eleverne, som de elskede. Jeg var blevet en person, jeg ville ønske, jeg selv havde haft i mit liv, da jeg var barn og ung, og det fik jeg en ordentlig røvfuld anerkendelse for. Det føltes godt. Hvis du har læst mine øvrige indlæg om at skifte karriere, vil du vide, at anerkendelse og det, at gøre en forskel, er de vigtigste behov for mig. Udover autonomi, at være kompetent og en del af et fællesskab. ”Så hvad er status for de sidste tre behov”, tænker du måske. Jeg ville næsten ønske, du ikke havde spurgt, for det er vanskeligt for mig at navigere de tre behov i mit nuværende job. Jeg skal nok vende tilbage til det, men først noget om manglen på diversitet og inklusion i den neuronormative arbejdskultur. Inklusion er forudsætningen for at føle sig som en del af et fællesskab. Min form for ADHD har for øvrigt efternavnet ”men først….”.

Diversitet og inklusion på arbejdspladsen

Inklusion på arbejdspladsen betyder, at alle ansatte har mulighed for at bidrage værdifuldt. Diversitet betegner forskellighed i medarbejdergruppen. En virksomhed med diversitet har en mangfoldig medarbejdergruppe, mens inklusion først er til stede, når alle føler sig som en del af fællesskabet. Man kan sige, at diversitet er at blive inviteret med til festen, mens inklusion er at blive budt op til dans. Føler jeg mig budt op til dans på min nuværende arbejdsplads? Eller deltager jeg i festen som bænkevarmer, utilpas og uvant med måden, dansen foregår på? Og skal musikken i grunden være så høj? Sagen er, at jeg ofte enten føler mig som bænkevarmer eller oplever at danse på en måde, der er for voldsom, og som vælter de andre omkuld. Jeg er inviteret med til festen, men festen foregår på præmisser, som er tiltænkt ansatte uden diagnoser. Et eksempel på en præmis er, at telefoner og pcér ikke er fremme til lærermøder. Det gør det svært for mig at holde min opmærksomhed i rummet, mens det forventes, at jeg sidder helt stille i de 1,5 timer, mødet varer. I sådan en situation tyes til gamle strategier. Jeg dagdrømmer og får intet ud af mødet. Telefonen er for mange med ADHD et vigtigt værktøj i dagligdagen. Før mit karriereskifte, da jeg havde mit eget kontor, var post-it-sedler mit foretrukne visuelle huske-værktøj. Uden en fast lokalemæssig forankring tyer jeg til noteværktøjer på telefonen i stedet. Der gik nogle måneder, før jeg fandt modet til at forklare baggrunden for et ønske om at have min telefon fremme til møder. Det blev godt modtaget, og udbyttet af møderne er blevet væsentligt højere. Det er et eksempel på, hvad der skal til, før en arbejdsplads kan inkludere neurodivergente medarbejdere. Vi skal inddrages. Det vender jeg tilbage til, men først…

Forhistorisk supermenneske

Hvis du har ADHD eller autisme, genkender du glæden ved at beskæftige dig med noget, der virkeligt interesserer dig. Fanger et emne vores interesse, hyperfokuserer vi i utroligt lang tid. Det betyder, at vi bliver vældigt kompetente indenfor emnet. Måske var neurodivergente fortidens ”High Achievers”. På et gruppeniveau er det en fordel at have individer med specialiserede kompetencer, med evnen til at få ideer og med impulsivitet og risikoadfærd nok til at teste dem. Jeg har kun to knapper, en tænd og en sluk. Enten er jeg interesseret i en grad, hvor jeg brænder for sagen, eller også er jeg helt uinteresseret. Det var med garanti blevet hyldet i urtiden, men i et moderne samfund er det svært i samme grad at opnå anerkendelse for den interessedrevne adfærd. Jeg er heldig som efterskolelærer med et skema fyldt med fag, der udgør mine særlige interesser. Det er et stort privilegie. Det opfylder behovet for at føle mig kompetent. Tjek ved det. Men det at have specielle interesser er også en ensom arbejdstilværelse, da jeg sjældent indgår som en del af et team. De lærere, der underviser i f.eks. dansk og matematik, har et fællesskab om fag, og de er ofte optaget af faglige diskussioner på lærerværelset. Jeg står imens ved kaffemaskinen og føler mig udenfor – som en bænkevarmer, ingen byder op til dans.

At varedeklarere sig som neurodivergent

Jeg er ofte alene om synspunkter og holdninger, som jeg insisterende moser på med. Selv om jeg kan mærke, at andre bliver småirriterede, kører jeg på. Jeg kan ligesom ikke stoppe mig selv i nuet. Det er som om, jeg opfatter verden på en anden måde end mine kollegaer, og det afstedkommer en tvivl om min tolkning af meningslandskaber. Mødelederen bruger vendingen ”for at det ikke skal blive Bea mod resten, så…”. Det er en velkendt egenskab ved mange neurodivergente, at vi er meget direkte og insistrerende i vores kommunikation.

Jeg har gennem mit arbejdsliv prøvet og prøvet at tilpasse mig det neuronormative arbejdsmarkeds regler, normer og systemer. Jeg fejlede gang på gang. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er neurodivergent, blot at jeg havde svært ved at passe ind. Jeg havde ikke en erkendelse af og et sprog for mine særlige behov og særlige måde at arbejde på. Det har jeg nu. Da min nuværende chef kontaktede mig om et job, gjorde jeg mig umage for at varedeklarere mig som neurodivergent. Det var første gang, jeg så eksplicit fortalte om min diagnose, og det føltes sårbart og risikofyldt. I en kronik, bragt i Politiken, om diversitet og inklusion, opfordrede jeg andre med neuropsykologiske diagnoser til at stå frem og hjælpe med at bøje regler, normer og systemer, så vi sammen kan skabe et arbejdsmarked, hvor vi kan bidrage og levere resultater uden at brænde sammen eller stikke af. Et stort antal kvinder skrev efterfølgende til mig om at maskere diagnoser. De frygtede de konsekvenser, det kunne have, hvis det blev kendt, at de havde ADHD med på arbejde. Det tabu bliver vi nødt til at adressere, på samme måde som det nuværende arbejdsmarked trænger til at blive tilpasset en arbejdsstyrke, hvor op til 20 % er har et eller flere ben i kategorien neurodivergens. Vi neurodivergente har, så vidt jeg er orienteret, ikke haft indflydelse på den nuværende arbejdskultur, vi er kun blevet bedt tilpasse os kulturen og den tilhørende måde at arbejde på. Jeg har en del ideer til en opdatering og modernisering af arbejdskulturen og vil gerne deltage som repræsentant for sære hjerner, skulle nogle have lyst til et møde. I den ideelle verden er det ikke nødvendigt at varedeklarere sig, fordi diversitet og inklusion præger arbejdsforhold på alle arbejdspladser i en grad, hvor alle typer af hjerner kan trives.

At være en del af et fællesskab

Jeg var i biografen for at se ”Meter i sekundet”. Efter en del år i højskolebranchen er det let at relatere til det meningslandskab, bogen skriver sig ind i. Jeg var meget begejstret for bogen om at ville fællesskabet og de tætte relationer, men at komme skævt ind på andre og at føle sig udenfor. Filmen ramte mig lige i hjertekulen, med skildringen af ensomhed og udfordringer med at kode det sociale landskab. Jeg tudede mig igennem den, og så mig spejlet i min oplevelse af at stå med næsen trykket mod ruden, mens jeg iagttager andres sociale liv. Samme følelse rammer mig ofte i mit nuværende job. Jeg hører ikke helt til i nogle af de uformelle grupper, der opstår på en arbejdsplads. I vores opstartsmøder for det nye skoleår holdt jeg et oplæg for lærergruppen, hvor jeg bl.a. fik mulighed for at fortælle om livet på spektret, og om hvordan jeg ofte oplever at føle mig udenfor. En skarp kollega tolkede mit narrativ ved det billede, at jeg maler mig selv op i et hjørne, hvorfra jeg iagttager mine kollegaer som én stor masse. ”Men vi er ikke ens, der er en stor mangfoldighed i lærergruppen af alder, køn og holdninger”, sagde den skarpe kollega. Det er frugtbart at blive konfronteret med egne blinde vinkler. Jeg har været så fokuseret på at skelne mellem neurotypiske og neurodivergente, at jeg nok har været lige lovlig frisk til at presse mine kollegaer ned i den samme kasse. Og så alligevel. For faktum er, at når jeg er sammen med andre neurospicy, føler jeg mig aldrig forkert eller udenfor. Der kan jeg være for meget, for højlydt, for springende i mine fortællinger og for optaget af mine særinteresser, uden at nogen kommenterer eller på anden måde signalerer, at jeg er for meget. Mit behov for at være en del af et fællesskab er derfor ikke en K3 men en UN (undersøges nærmere). Jeg er i proces, og den bliver muligvis livslang.

Det gode arbejdsliv

Jeg erkender at være i en privilegeret situation, når det kommer til at skifte karriere. Jeg har kun mig selv at tage hensyn til, da mine børn for længst er flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Det giver en handlemæssig og økonomisk frihed. Det er knapt så risikofyldt at afprøve og undersøge muligheder, når det kun er mig selv, det går ud over. For ja, det var da sjovere at få en lønseddel som chef end som efterskolelærer på deltid. Og ja, det var tilfredsstillende at have magten til at skabe forandringer. Men den pris, jeg betalte, i form af hyppige mentale sammenbrud, er jeg ikke længere villig til at indløse en check for. Min løn er gået ned. På plussiden er anerkendelsen og følelsen af at gøre en forskel steget voldsomt. Det udgør en stor del af min generelle arbejdsglæde i et arbejdsliv, der overordnet set er godt. Og hvad kan du så bruge det til? Du står i en anden livssituation og har muligvis nogle helt andre behov. Det er sagens kerne. Vejen mod det gode arbejdsliv kræver kendskab til netop din diagnose og dine særlige behov. Du skal gå undersøgende til værks, og det har du nok brug for hjælp til. Det er vanskeligt at stille nysgerrige og overraskende spørgsmål til sig selv. Men det er nødvendigt. Jeg var heldig at komme i kløerne på en dygtig erhvervscoach, uden hvis hjælp jeg nok var et andet sted i dag. Hun blev katalysator på et karriereskifte. Men selve arbejdet, afklaringen af dine ønsker og behov, kan ingen gøre for dig, det skal du selv levere. Så start der og ryk videre til nedenstående.

Når du har et overblik over behov og ønsker til et arbejdsliv, skal du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Tør du stå frem og fortælle om din diagnoser og særlige behov?
  • Diskriminerer din arbejdsplads neurodivergente medarbejdere og hvis ja, på hvilken måde oplever du det i din hverdag?
  • Hvad er dine største udfordringer i dit nuværende job? (f.eks. måder, kommunikation forgår på, arbejdstider og evt. mangel på fleksibilitet, støj, lys, indhold i arbejdsopgaver, krav om deltagelse i sociale arrangementer mm)
  • Er der på din arbejdsplads en kultur, hvor det er trygt at bede om hjælp?
  • Hvilke succeshistorier om medarbejderes præstationer og personlighed hyldes på din arbejdsplads?
  • Er der kollegaer, der kan tænkes at have lignende udfordringer med arbejdskulturen?

Når du er kommet overstående spørgsmål nærmere, er det tid til at overveje, hvordan du bedst kan påvirke kulturen i en retning, hvor dine arbejdsmæssige behov kan opfyldes og i hvilken, du kan få de rammer, der er nødvendige for at trives. Start med at tale om emnet, både om hvad der motiverer dig og hvad der stresser dig, med kollegaer. Væn dig til at tale om konkrete udfordringer i et mindre forum, inden du tager emnet op med en arbejdsmiljørepræsentant, HR-afdelingen eller din chef. De færreste arbejdspladser opnår diversitet og inklusion over natten. De skal skubbes til, og det er os der bøvler med den neuronormative arbejdskultur, der skal skubbe. Hvis ikke, du selv har mod på at sætte gang i de første puf, så foreslå at emnet tages op, enten i bestyrelsen, i chefgruppen eller på en medarbejderdag. Jeg kommer gerne og deltager i processen med oplæg og workshop. Gå i toppen af bloggen, tryk på ”Booking” og send mig en forespørgsel. Jeg både skubber på og sparker i gang.  Og ellers; Good luck, jeg hepper på dig!

En neurospicy skifter karriere – del 1

3 F; Fyret, 55 og female

”Good luck med at finde et nyt job”, sagde konsulenten i Ledernes a-kasse til det første møde efter min fyring i november 2022. Faktisk var det mit første møde med en a-kasse nogensinde. Det ene job havde afløst det andet, og lidt tilfældigt var jeg havnet i ledelse. Jeg blev fyret, mens jeg var i et udredningsforløb for ADHD. En måned efter indkaldelsen til ”en drøftelse af mit ansættelsesforhold på TECH College” stod jeg med en recept på ADHD-medicin i hånden – men uden et nyt job på hånden. Derfor var jeg kaldt til samtale hos Lederne. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle tilbage i ledelse lige med det samme, om nogensinde. Jeg havde prøvet det meste i en lige dele udfordrende og opslidende lederkarriere. Mit CV var prototypen på ”The ADHD bounce-around”. ADHD-diagnosen var en kæmpe aha-oplevelse til at forstå de mange udfordringer i mit hidtidige arbejdsliv. Det var nødvendigt at sadle om og drive hesten i en ny retning. ”Vi kunne måske have hjulpet dig til en anden lederstilling, men et karriereskifte nedad i hierarkiet lyder da helt håbløst”, sagde konsulenten, da jeg luftede tanken. ”Har du tænkt på at blive selvstændig? Det er nok den bedste mulighed for kvinder i din alder.”

Konturerne af et bæredygtigt arbejdsliv

Siden starten af 2023 har jeg været optaget af at skabe et bære- og væredygtigt arbejdsliv. Et arbejdsliv i balance, et arbejdsliv, der giver mening og glæde og hvor jeg skal opleve et minimum af de mentale burnouts, der tidligere kendetegnede mine ansættelser.

Jeg er stadig på vej, og har tænkt mig at mose på, indtil det lykkes. Det kan vise sig at blive en langvarig proces, og jeg har besluttet at dele mine refleksioner og erfaringer i en række indlæg om processen. Jeg håber, du kan finde håb og inspiration. Uanset om du er neurodivergent eller neurotypisk, kan jeg kun anbefale at reflektere indgående over et arbejdsliv, der for de fleste udgør en stor del af døgnets vågne timer. Alt peger på, at personer med en eller flere neuropsykologiske diagnoser er særligt udfordrede på et arbejdsmarked, der i mindre grad har fokus på inklusion og neurodiversitet. Det er naturligvis ledernes ansvar at sikre at arbejdspladsen har politikker for inklusion, men det er også vores ansvar som neurospicy at bede om de rammer og vilkår, der gør os i stand til at trives og være produktive og innovative på job. For at kunne bede om det, må vi først og fremmest selv være klar over og kunne forklare, hvad der skal til, for at vi kan trives. I denne række af indlæg, der kredser om mit karrieskifte mod bestemte ADHD-venlige rammer og vilkår, tager jeg dig med ind i min hjernes maskinrum, hvor tanker, følelser og erfaringer flyder i alle retninger. Tag, hvad du kan bruge. Ifør dig sikkerhedssko og hjelm. En neurospicy skifter karriere- del 1. Here we go!

Efter min medvirken i podcastsen “Bevidst introvert” fik jeg denne besked fra en chef, der havde fået en ny forståelse af mig. Tænk, hvis jeg havde kunnet forklare ham om mine behov, mens jeg var ansat.

Jeg blev fyret og tog det til henretning

Jeg blev ”sparet væk” i november 2022. Det var anden gang i min 20-årige lederkarriere, jeg fik en fyreseddel. Første gang troede jeg, jeg skulle dø, hvilket jeg næsten også gjorde. Denne gang lå jeg i fosterstilling i 14 dage, opgivende og ulykkelig. Mit netværk flosklede derudaf med ”der er en gave i alt ”og ”everything happens for a reason”.  Jeg måtte bekæmpe en voldsom trang til at stikke dem alle sammen en flad. For nogle gange er mit liv noget lort af den simple grund, at jeg er en idiot, der tager impulsive og tåbelige beslutninger. Jeg har fået tæv i alle livets genrer, men de største knockouts har jeg taget imod i mine lederjob. Jeg passer ikke ind i kassen for ”normal” lederadfærd. Ved nærmere eftertanke giver det mening at udvide den formulering: Jeg passer ikke ind i kassen for normal adfærd – punktum. Jeg har altid leveret resultater ved metoder, som den lyseblå hær af chefer og bestyrelsesformænd tilsyneladende ikke forstår. Når jeg frustreret gav op og forlod kassen eller blev sparket ud af den, skyndte jeg mig at hoppe ned i en ny kasse mage til den forrige. Sådan var der gået næsten 20 år. Nu var jeg igen blevet fyret af en mand i en lyseblå skjorte. Men denne gang havde universet og en dygtig psykiater råbt så højt, at jeg endelig havde fattet det. No more! Jeg kunne ikke mere, og jeg ville ikke mere. Frist mig ikke i ledelse!

Det var tid til refleksion og til at vælge en vej, der kørte udenom den billetluge, hvor jeg normalt købte billet til den samme jobforestilling igen og igen. Så jeg rejste mig fra fosterstillingen. Fast besluttet på at forhindre mig selv i at springe på det næste job, der kunne være den perfekte trædesten til at undgå at tage mit liv op til revision. Jøsses, hvor var der brug for at tage mit liv op til revision, og til at bryde et mønster af serielt monogami med livsopslugende lederstillinger.

Er det for sent at skifte karriere?

Jeg fik hjælp til at bryde mønsteret, for jeg kom i hænderne på en erhvervscoach fra Ledernes Kompetencecenter, Helene Aalling. Hun så og hørte mig, og stak sin finger nådesløst ind lige der, hvor det gjorde allermest ondt; de grundlæggende overbevisninger om mig selv og Verden og mine særlige behov som et menneske med en nyopdaget neuropsykologisk diagnose. Sammen med Helene gik jeg på jagt efter et fremtidigt arbejdsliv i kongruens med mine behov, personlige styrker og faglige kompetencer. Jeg er grundlæggende drevet af begejstringens glæde, men stramme arbejdskulturnormer, tilrettelagt for en neurotypisk arbejdsstyrke, havde eroderet min arbejdsglæde og tro på egne kvalifikationer. Jeg var meget klar i mælet om, at jeg ikke igen ville lade hvide mænd i lyseblå skjorter med Excel i ascendanten definere mit arbejdsliv. Men hvad skulle så definere det? Det viste sig langt vanskeligere at formulere, hvad jeg ønskede i stedet, samt at forestille mig en jobkontekst, jeg kunne fungere i.  Hvor er der forståelse, plads, rammer og vilkår, som en kvinde i midlife med galopperende ADHD kan trives i? Og er det overhovedet muligt at skifte karriere 30 år efter mit første job, eller er jeg dømt til at dø i budgetter i endnu en chefstilling?

At leve eller dø

Valget er det mest grundlæggende, der er at sige om et liv som menneske. Hver morgen, når jeg står op, har jeg teoretisk set to valgmuligheder: Skal jeg leve eller dø? At være eller ikke være, som Hamlet udtrykker det. Giver mit liv så meget mening, at det er værd at stå op og møde det, der venter? Når jeg trækker det så skarpt op, er det fordi jeg for nogle år siden stod i en situation, hvor svaret ikke var ligetil. Jeg fandt mit liv meningsløst og overvejede om det reelt havde kvalitet nok til at være besværet værd. I 2018 blev jeg skilt, blev ramt af alvorlig sygdom og fyret fra et direktørjob. Over de næste år ramlede det hele, og jeg vinkede farvel til et familieliv med mand og børn, til økonomisk tryghed, bil, sommerhus, status og helbred. Jeg følte mig kasseret, alene, fattig og overflødig. DGI Huset Aarhus kastede en redningskrans ud, da de tilbød mig at komme på fitnessholdplanen som instruktør. Oplevelsen af at gøre en forskel, at sprede (trænings)glæde og føle mig kompetent fik mit livsmod til at vende tilbage. At være en del af et fællesskab, og som fitnessinstruktør beskæftige mig med noget, der gav energi og glæde, betød så meget mere end at have en stor bil og en fin titel af direktør. Det var en væsentlig erkendelse, hvorefter jeg hovedkulds kastede mig over samme type lederjob som tidligere. Som sagt, jeg er en idiot.

Mødet med en erhvervscoach

Fratrædelsesaftalen fra Tech College betalte for et outplacementforløb. Jeg landede hos Helene på Østerbro. Min skræk for at vise hende mit CV og en negative forventning om at blive udsat for en omgang ”blame game” blev lynhurtigt afmonteret. Min utidige ildhu blev ikke returneret med et flakkende blik og en ”nu synes jeg lige, vi skal komme tilbage på sporet ”-formulering, der ofte møder mig, når jeg begejstret får væltet en kaffekop, mens jeg med hele kroppen beretter om mine tanker og ideer. Helene greb mig og mine ideer, og hun tog fat der, hvor tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig, for det måtte være vigtigt. Hun tog straks fat i et ømt punkt: Mine grundlæggende overbevisninger og mine behov som (neurodivergent) menneske. Da Helene causerede over, at jeg har søgt lederstillinger, der har krævet en undertrykkelse af mine behov, væltede tårerne frem. Jeg tuder ikke ret gerne overfor andre mennesker. Jeg har faktisk kun én eneste gang tudet i en professionel sammenhæng. Så når Helene fik fat i noget, der kostede tårer, så måtte jeg levere det sidste i treenigheden, blod og sved, for at undersøge og blive klogere. Jeg dykkede ned i noget sårbart men uendeligt vigtigt for et fremtidigt arbejdsliv. For hvilke behov søger jeg opfyldt via et arbejde?

Afklaring af behov

Jeg blev sat til at lave en liste over arbejdsmæssige succeshistorier. Det var ikke svært at sætte ord på nogle succeser, og med afsæt i listen var det tydeligt, hvilke behov der var i spil. Min top-5 – plus one – over de vigtigste behov, er i prioriteret rækkefølge: Anerkendelse, autonomi, at gøre en forskel, at være kompetent og at være en del af et forpligtende fællesskab. Som bonus, min plus one: Variation, vin og hvin (låget af og fri bar).

Anerkendelse

Anerkendelse ryger ind på en klar førsteplads over mine vigtigste behov. Er jeg overrasket? Tjooo. Er jeg flov over at (an)erkende det? I den grad. Åh de mentale korsetter, jeg har iført mig i de mange år som leder. Altid har jeg argumenteret overfor mig selv og alle, der gad lytte, at jeg ikke havde brug for anerkendelse. En leder kan ikke regne med at få anerkendelse. ”Jeg ved selv, hvornår jeg har leveret noget godt og hvornår, jeg har leveret noget skidt. Det har jeg ikke brug for andre til at fortælle mig”, var mit rationale. Succeshistorierne fortæller noget andet, nemlig at jeg er en lille pige, der står og hopper ovre i hjørnet og råber ”se mig! se mig!”. Jeg har et stort behov for at blive set, hørt og bemærket.

Autonomi

Autonomi kommer til udtryk i fortællinger om resultater, jeg har skabt via beslutninger, der var i overensstemmelse med mine værdier. Det betyder meget, at jeg selv at kan definere den adfærd og de handlinger, der fører til et bestemt mål. Jeg har svært ved at være loyal overfor beslutninger, der betyder, at jeg skal indføre regler, politikker eller praksis, som er i modstrid med det, jeg står for og det, jeg tror på. Derudover handler en del af historierne om at få ret. Min hjerne processerer store mængder af information lynhurtigt, det er en ADHD-superpower. Min evne til at skabe mening i store mængder information gør mig til en menneske-udgave af kanariefuglen i kulminen, der fornemmer, at noget er galt længe, før andre gør. Den evne er én af mine vigtigste værktøjer i ledelsesværktøjskassen. Faktisk vil jeg påstå, at jeg lever af den evne. Jeg kan forudsige handlinger, scenarier, fornemme stemninger og kan reagere adækvat på det. Ofte, når jeg lufter mine analyser, f.eks. overfor bestyrelser eller samarbejdspartnere, bliver jeg mødt med skepsis. Derfor kredser mange succeshistorier omkring det faktum, at jeg reelt kan stole på min evne til at bearbejde information. Jeg kan langt bedre tåle at have lavet en regnefejl eller have sendt en mail til den forkerte modtager, ting der sker ofte for mig, end at komme i tvivl om min evne til at aflæse og skabe mening i komplekse sammenhænge.

At gøre en forskel

At bidrage positivt til andres livsmuligheder er meningsfuldt for mig. Jeg ønsker, at min arbejdsindsats bidrager til at hjælpe andre eller har et højere formål som at forbedre samfundet. Jeg tror på, at det at give, er det principielle fundament for alt i universet.

At være kompetent

Jeg foretrækker at beskæftige mig med noget, jeg er god til. Behovet kan sikkert spores tilbage til behovet for anerkendelse, da jeg finder stor glæde ved at mestre og shine. Jeg sætter pris på, at andre udtrykker tilfredshed, når jeg har leveret et godt resultat. Aristoteles skal have formuleret det således: “Where the needs of the world and your talents cross, there lies your vocation.” Et fremtidigt arbejdsliv kræver afklaring af mine kompetencer, samt en undersøgelse af hvilken jobverden, der har opgaver, som mine kompetencer matcher.

At være en del af et forpligtende fællesskab

Jeg har brug for at høre til og være en del af flokken, men det vanskeliggøres af en position som leder af flokken. Jeg har som leder forsøgt at agere ud fra talemåden ”be friendly but never friends”. Den agenda har jeg slået mig på flere gange, når jeg har fået etableret en slags venskab med en ansat, eller når jeg i lige så høj grad har følt mig ensom blandt mange medarbejdere. Mit fremtidige arbejdsliv skal derfor indeholde et kollegaskab. En god erkendelse inden jeg i bedste impulsive ADHD-stil opretter et cvr og starter en one-woman-business.

Plus one

Mit sidste behov, som jeg har kaldt plus one, dækker over forskellige temaer. Jeg har et stort behov for variation i mit liv. Jeg bliver kastreret af konformitet og rutiner og foretrækker at skifte scene og sætte nye skibe i søen. Jeg er fuld af larm og livsglæde, men får ofte kommentarer, der antyder, at jeg er ”for meget”. Min opvækst, skolegang, arbejdsliv og sociale liv har budt på en del kritik af min person, hvilket har påvirket mine overbevisninger om mig selv. Jeg har været min egen værste kritiker, har følt mig forkert og har internaliseret en del af de negative kommentarer om mig, som er faldet gennem mit liv. Jeg har tænkt mange grimme tanker om mig selv, men jeg kan ikke tænke så grimme tanker om mig selv, at jeg forvandler mig til en person, jeg holder af. Den erkendelse, samt det faktum, at jeg så sent i livet er blevet udredt for ADHD, har betydet en større forståelse for mine styrker og udfordringer og af min ret til at tage plads i verden. Jeg forstår nu, hvorfor jeg trives bedst i et miljø, hvor jeg har lov til at ”være for meget” og hvor det er muligt at have et arbejdsfællesskab med nogle, som også er ”for meget”, og som har personlig gennemslagskraft, energi og engagement. Selv om dette behov er placeret uden for top-5, vil det være afgørende for mig at kunne opsøge miljøer eller samarbejder, hvor jeg kan sprælle og larme.

Der mangler noget

Således behovsafklaret burde jeg være klar til at indlede jagten på et arbejdsliv, der i højere grad kan opfylde mine behov. Men der mangler noget på listen. Der er et totalt fravær af behov, som har defineret mig tidligere, og som har været en del af min selvfortælling. Som leder har jeg flere gange formuleret mission, vision og værdier. Blev jeg vækket midt om natten og spurgt til mine arbejdsværdier, var svaret faldet prompte: Magt, prestige og engagement. Jeg kan få øje på engagementet i mine nuværende overvejelser, men hvad blev der af magt og prestige? Jeg fandt materiale fra et ledercoachingforløb fra 2012 frem. Heraf fremgår, at jeg var meget optaget af, hvor langt mit lederpotentiale kunne føre mig, og hvor prestigefyldt en position, jeg kunne opnå ansættelse i. Der var ønsker til høj løn, stor bil og flotte huse. Der er intet i mine nuværende refleksioner, der kredser om prestige eller penge. Betyder det, at jeg ikke længere orienterer mig mod løn og jobtitel?

Under min livskrise fra 2018 var der ingen i mit netværk, der forsvandt, fordi jeg ikke længere havde titel af direktør. Nogle forsvandt, fordi de ikke kunne rumme, at jeg var ked af det i meget lang tid. For dem havde jeg åbenbart kun en værdi, når jeg var glad og sjov. Det var en stor øjenåbner for mig, at jeg generelt ikke mistede status eller anseelse i en situation, hvor jeg var strippet for alt. Jeg oplevede at være værdifuld som den person, jeg er og ikke fordi, jeg var ansat et bestemt sted. Jeg lærte, at det er ok at falde fra hinanden en gang imellem. Tacos falder også tit fra hinanden, det betyder ikke, at vi ikke elsker dem. Jeg lærte, at de ting, der gør mig glad, har meget lidt med penge at gøre. Høj indtægt har ingen sammenhæng med min livskvalitet.

Men hvorfor søgte jeg så tilbage til et lederjob, og hvorfor giver det stadig glæde at få en dosis social status via job? Fordi der er en gevinst ved det i form af anerkendelse fra omverdenen. Der finder en status-leg sted i vores samfund, hvor det første vi spørger et fremmed menneske om, er ”hvad laver du?” og ikke ”hvem er du?”. Vi vurderer og rangerer, muligvis ubevidst, hinanden på baggrund af svaret. Men det er til syvende og sidst mit valg, om jeg vil deltage i statuslegen på baggrund af en værdi, der ikke længere har nogen værdi for mig.

Fra værdiafklaring til nyt karrierevalg

Erhvervscoachen gav mig en ny udfordring: Find ud af, hvad du er passioneret omkring.

Selv om jeg pt. er i fuld gang med et karriereskifte i retning af et todelt liv som deltidsansat (med kolleger og fællesskab) og freelancer (for variationens skyld), læser jeg af og til jobannoncer. Man skulle tro, det er samme tekstforfatter, der står bag stillingsopslagene: Du brænder for, du er passioneret omkring, du er ambitiøs og dedikeret, du drømmer om at opbygge, osv. osv.

Er der noget om, at det giver større jobtilfredshed at være passioneret omkring sit arbejde? Hvad betyder det egentligt at være passioneret, og kan jeg lave en forretning ud af min passion? Jeg er på mere usikker grund end ved at skulle beskrive vigtige behov. Der ligger et andet pres i retning af en bestemt adfærd for at være passioneret. Er jeg overhovedet passioneret omkring noget? ”Ja da”, tænker du måske, hvis du følger med i mine indlæg. Det, der virker indlysende for andre, kan være en blind vinkel hos én selv. Er du selv helt klar i mælet omkring, hvad du brænder for? Og er det rent faktisk din passion, du arbejder med hver dag? Hvis ja, er du sikkert allerede kommet på arbejdsmarkedets all-star hold. Imens bøvler jeg videre, både med mit karriereskifte og med flere indlæg om processen. Målet med øvelsen er at kortlægge de særlige rammer, vilkår og indhold, der kan få mig op på det all-star hold. Næste indlæg handler blandt andet om passion, wait for it…..

Indtil da; Improvise. Adapt. Overcome.