april 2023 — Neurospiceupyourlife

ADHD, børn og basketball

Derfor skal dit ADHD-barn spille basket

Jeg skylder basketball alt, næsten. I netop den sport fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor jeg blev en del af et særligt fællesskab. At være basketballspiller gav mig en identitet i nogle definerede år, hvor jeg kæmpede en brav kamp for at blive til noget og til nogen. For at overbevise dig om, at det er en vidunderlige idé at sende dit neurdivergente barn til basket, kommer jeg i det følgende til at gøre noget, der udløser heftig kritik i den akademiske verden. Jeg er nemlig biased, altså forudindtaget for et bestemt synspunkt. Jeg har med fuldt overlæg ledt efter og vil præsentere argumenter, der bekræfter min bias– det kaldes at cherry picke. Det må man ikke. Men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg med diagnosen ADHD har det stramt med regler, og dels fordi dette ikke er en videnskabelig artikel. Redegørelsen er anekdotisk og tager udgangspunkt i, hvordan jeg shoppede og zappede mig gennem idrætsgrene, indtil det hele faldt på plads på basketballbanen. Glæden ved basketball vil jeg gerne give videre til dit barn. Det er nemlig en magisk aktivitet, selv om nogen påstår noget andet.

Vindere af grundspillet sæson2022/23. Aalborg Vikings. “Find Holger”, Jeg er den ældste spiller.

Individuel sport eller holdsport?

I indlægget ”The magic of individual sports” (fra ADDitudemag.com) argumenteres der for, at individuelle sportsgrene fungerer bedre for børn med ADHD end holdsport. Særligt boldspil med stor grad af fysisk kontakt vurderes som uegnede. Et argumentet er, at børn med ADHD har vanskeligt ved at holde fokus på egne og andres løbebaner samtidigt, og at de derfor ofte rammes af bolden eller af en modstander. Børnelæge med speciale i ADHD, Patricia Quinn, mener, basketball er den mindst egnede aktivitet. At forstå og mestre et kompliceret spil, dets zoner og strategier og at skulle forudse med- og modspilleres bevægelser, kræver brug af de eksekutive funktioner, som er mest udfordret hos børn med ADHD. Børnene vil i stedet gå direkte efter bolden og drible løs, mens der råbes af dem fra både sidelinjen og på banen. Ikke lige den oplevelse, vi ønsker for nogen børn.

Skørping Wizards U13/15/17. Nystartet klub, masser af nye oplevelser venter dem

Men når det kommer til ADHD, er der sjældent to tilfælde, der er ens. Min ADHD ser på ingen måde ud som din. Derfor mener jeg, at det er yderst vanskeligt at give generiske råd om de mest ADHD-venlige fritidsaktiviteter. Det afhænger af det enkelte barn. Et generisk råd må derfor være, at du skal kende dit barns styrker og udfordringer indgående for at ramme rigtigt. Det kræver viden om diagnosens typiske symptomer og adfærd, samtaler med fagpersoner omkring barnet, og, ikke mindst, at du lytter til dit barn. Hvad motiverer og inspirerer, og hvad gør dit barn glad? Mon ikke, der findes en sportsgren, der matcher? Vurderer du efter at have læst dette indlæg, at basketball ikke er kompatibelt med dit barns præferencer og behov, så er der gode anbefalinger til andre sportsgrene i den omtalte artikel på ADDitude.

Sport tillader store følelser

Efter mit udredningsforløb i 2022 forklarede psykiateren, at det ikke er min ADHD, der er et problem. Det er derimod det faktum, at jeg skal fungere i en verden tilrettelagt for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Men der er én kasse, jeg altid passer i, nemlig kassen med sport. I sportens verden er der plads til drama og store følelser. Som én, der havde problemer med følelsesregulering, kom mine følelser ofte tydeligt til udtryk som begejstringens glæde eller stor, voldsom vrede og frustration. På sportsarenaen oplevede jeg som barn, at det gav minimal ballade at være i sine følelsers vold og udtrykke store følelser. Det var et anderledes ufarligt sted for mig at være end i andre sociale sammenhænge, hvor jeg ofte faldt udenfor.

Som barn og ung var jeg selv, og alle omkring mig, uvidende om min diagnose. Jeg blev blot opfattet som “én med krudt i røven.. Da jeg var fem år gammel, var mine forældre så trætte at se mig springe rundt i møblerne, at jeg blev sendt til springgymnastik og svømning. Og håndbold og ridning og vandpolo og rytmisk gymnastik og zap zap zap. Jeg elskede sport, og det gør jeg stadig. Dengang måtte jeg ved sæsonstart igennem hårde forhandlinger med mine forældre for at få lov til at deltage i så mange aktiviteter som muligt. Nu betaler og bestemmer jeg heldigvis selv, så medlemskab af tre forskellige fitnesscentre, en basketballklub og at lufte mine syv cykler fylder min hverdag med aktivitet. Jeg elsker det, men det er også et grundlæggende behov, der skal opfyldes. I mange år selvmedicinerede jeg med træning uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Træning betød, at jeg kunne fungere bedre på job og i et familieliv. Mine nærmeste accepterede mine mange, mange timer med sport. Et fremtrædende symptom hos mig er hyperaktivitet. Symptomlisten kan som nævnt se meget forskellig ud fra person til person, men den indeholder ofte hyperaktivitet, impulsivitet, risikosøgning, evne til lynhurtigt at skifte sit fokus fra en opgave til en anden – hov; beskrev jeg lige en række træk, som giver fordele i sport? Det er bestemt ikke alle med ADHD, der trives i sport, men min hjerne er som skabt til netop det miljø. Det kunne tænkes også at gælde dit barn.

Store ADHD møder lille ADHD

I denne basketballsæson mødte jeg og mit hold fra Aalborg Vikings, Odder på hjemmebane. I en pause i spillet kommenterede en Odder-spiller, at jeg er over gennemsnittet muskuløs. Jeg jokede med, at min Robocop-krop skyldes min ADHD, der jager mig i fitnesscentret dagligt. Det bedste, man kan gøre for sin fysiske form, er at anskaffe sig en diagnose med lidt hyperaktivitet. ”Min søn har også ADHD, og han har shoppet noget rundt i sportsgrene. Men nu er han begyndt at spille basketball, og stortrives med det. Mon basket er særligt godt til ADHDére?”, spurgte hun. Jeg nåede kun at svare ”ja”, så blev spillet fløjtet op igen, og hun fik aldrig mit bud på, hvorfor basket kan være perfekt egnet til nogle neurodivergente. Efter kampen kom drengen hen til mig og tilbød mig at dykke ned i hans slikpose. Vi bondede og fik en snak om basket og om at være lidt anderledes. Han fortalte stolt om alt det, han havde lært, hvor sjovt han har det til træning, hvor mange venner han har fået, og hvor fedt det er at kunne drible bolden bag om ryggen. Jeg erklærede mig fuldstændigt enig. Det er magisk at finde den kasse, man passer perfekt i. Det er livsforandrende.

Skørping Wizards i aktion. Foto: Katrine Tram

Basketball som identitetsmarkør

Dette er, som før skrevet, et anekdotisk indlæg baseret på egne erfaringer og oplevelser med basketball. Jeg har tænkt meget over, hvorfor netop basket blev min foretrukne sport. Med en beskeden højde af 1,60 – på en god dag og med solen og vinden i ryggen- lå det ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive begejstret for basket. Men jeg er stadig at finde på banen, her 40 år efter min første træning. Jeg kendte ikke noget til sporten, før jeg havnede i en gymnasieklasse på Risskov Amtsgymnasium med Anne-Marlene. Hun spillede i Skovbakken og lokkede mig med. Jeg så mig aldrig tilbage, og det fik mig gennem gymnasietiden, at jeg kunne smutte over i hallen i frikvartererne for at shoot some hoops. At være basketspiller blev en væsentlig del af min identitet. Det forhøjede min status i en teenageperiode, jeg i øvrigt ikke kom så godt igennem. Det blev en slags modidentitet til de moderigtige, trendy og populære piger, som kunne noget, jeg ikke kunne gennemskue. Basketball reddede mig på alle de områder, man skal navigere i som teenager og gymnasieelev. Jeg slap for tøjkriser hver morgen, da jeg altid var i træningstøj, så jeg kunne smutte i hallen i hvert ledigt øjeblik. Det var i slutningen af 80érne, hvor basketball var nyt og cool, og jeg lånte lidt stjernestøv fra NBA-spillerne. Basketball var ikke noget, jeg gik til, det var noget, jeg var.

U11Piger fra Falcon, Stevnsgade, Gladsaxe og SISU til træning, foto: Sona Camra

Jeg blev hurtigt god til basket, og det betød, at hvor andre skruer ned for idrætsaktiviteter i gymnasietiden, fordi det sociale og fester lokker, så skruede jeg op for sport. Jeg kom på 1. holdet, og skruede ned for alt det sociale udenfor træning, og hurtigt jeg screenet helt ud af fællesskabet. Det var både en stor sorg og en stor frihed. Det er først på bagkant, jeg har erkendt, at basketball var min undskyldning for at ikke deltage i det sociale, som er den arena, der altid har været mest problematisk for mig at være i. I øvrigt noget mange med ADHD kan nikke genkendende til. En lørdagskamp i København gjorde det acceptabelt at melde fra til private fester om fredagen. Hvilken lettelse. Selv om jeg statusmæssigt befandt mig i periferien af et ligahold, gav det mig følelsen af at høre til i et fællesskab.

ADHD-venlige karakteristika ved basketball

En del børn med ADHD har udfordringer på den sociale arena. Det er i sig selv værdifuldt at føle sig som del af et hold, da det kan bidrage til følelsen af at være værdsat. For at lykkes med den sociale del af en holdsport kræves feedback fra trænere og andre voksne omkring holdet. Basketball spilles med fem spillere på banen, og det lave antal spillere giver den enkelte spiller mulighed for en stor mængde feedback og opmærksomhed fra træneren. Samtidig er spillet meget teknisk præget, og at blive sikker i skud kræver mange timers træning ved kurven. Time efter time, år efter år, kan fyldes med teknisk træning, som skudøvelser, dribleøvelser og anden legende ballhandling. Det gør træningen spændende, da den enkelte spiller har utroligt meget boldberøring. Elementer af det færdige spil kan øves i småspil, to mod to; tre mod tre, mod en kurv, som igen giver intensitet og megen boldberøring. Der er ikke meget ventetid i spillet. Man skal ikke stå på række og vente på ens tur som i springgymnastik. Og jo mere man leger med bolden i de pauser, der er til træning, jo bedre en spiller bliver man. Alt sammen med til at fastholde børn med ADHD til basketspillet.

Mindre struktur og mere bevægelse

Basketball er et spil, hvor der konstant foregår bevægelse. Ingen spillere står stille på faste pladser, og der er ingen zoner eller områder, man ikke må træde ind i. Både i angreb og forsvar må spillerne bevæge sig over hele banen. Man er nødt til konstant at orientere sig mod modstandere og medspillere i bevægelse – der betyder, at der hele tiden sker noget nyt. Det forhindrer, at en spiller med ADHD kommer til at zoome ud, fordi det er kedeligt. Et angreb skal gennemføres på 24 sekunder, herefter skifter spillet fra angreb til forsvar. For en person med samme symptombillede som mit, er det lettere at holde fokus, når der ofte sker noget nyt i spillet. Jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i lang tid ad gangen, så korte angreb og forsvar er optimalt for at bevare koncentration.

ADHD defineres som en opmærksomhedsforstyrrelse, men det betyder langt fra at en spiller med ADHD ikke kan være opmærksom på basketbanen. Tværtimod kan en spiller være opmærksom på alt, hvad der sker over hele banen på samme tid. En evne til hurtig bearbejdning af information om med- og modstanderes bevægelser gør en spiller med ADHD i stand til at forudse handlinger og spilmuligheder, før de opstår. I basket er det muligt og ofte en fordel at reagere på instinkt og at handle impulsivt, hvis en åbning mod kurven viser sig. Og impulsivitet er netop et almindeligt symptom hos neurodivergente, som i den rette setting kan være en styrke. Vi begejstres jo alle af de ukonventionelle spillere, der overrasker med vanvittige moves.

Min hjerne bearbejder information til løsninger så hurtigt, at jeg ofte overrasker mig selv med de gode afleveringer, jeg får sendt afsted. Min bevidsthed kan nærmest ikke følge med, og i mange år tænkte jeg på mine assists (målgivende afleveringer) som held. Men det er ikke held, det er min ADHD-hjerne, der gør det muligt. Modsat er jeg verdens ringeste pointguard, hvis jeg spiller på et hold, der gør brug af indøvede angrebssystemer. Jeg er ikke i stand til at huske spilsystemer, selv ikke de simpleste af slagsen. Først da jeg fik konstateret ADHD, faldt 10-øren. Jeg er ikke for dum til at forstå spilsystemer, jeg er blot udfordret på hukommelse og er styret af impulsivitet. Så jeg kommer uden undtagelse uforvarende til at ødelægge spilsystemerne, og det har kostet mange ture på udskiftningsbænken og en solid omgang skæld ud. Jeg excellerer derimod i at aflæse og reagere instinktivt på med- og modspilleres bevægelser. Den evne har jeg klaret mig på i 40 år, og har forsøgt at maskere min manglende evne til at spille med struktur. Det lykkedes vist ikke.

Step back, den gamle dame kan endnu – og der er musik til arbejdet. Det er en del af basketkulturen, ligesom store shorts og tanktops.

Træd varsomt, coach!

Og apropos skæld ud: Pas på coach, du har med et delikat væsen at gøre. Du kan være den afgørende faktor for, om et barn med ADHD lykkes eller fejler med det spil, du elsker – ellers var du vel ikke træner. Mange børn og voksne med ADHD er decideret dårlige til at håndtere afvisninger. Mange af os bøvler med Rejection Senitivity Disphoria. Det skal jeg nok dedikere et helt indlæg til her på bloggen. Kort fortalt mærkes skæld ud på samme måde som at få en lussing. Det gør fysisk ondt, og det sætter sig i os for resten af livet. Så undlad offentlig skæld ud, men henvend dig direkte og lidt diskret til barnet for at korrigere adfærd. Forstærk i stedet den adfærd, du ønsker, ved at fremhæve, anerkende og se barnet, også i dets mislykkede forsøg. Anerkend og ros også barnets intentioner og tro på, at vi ADHDére som regel forsøger at gøre vores bedste, selv om det nogen gange ikke er nok. Ros det kreative og det utraditionelle, og du skal se et barn med ADHD trives i Verdens bedste spil. For det er vi enige om, det er, ikke?

Længst muligt i egen krop – Tanker om alder og en PR i squat

I forrige uge lavede jeg PR i dødløft, og i går rykkede jeg en rekord på squat. Jeg er, så vidt jeg kan huske, det stærkeste jeg har været i mit liv. Det er sært, da jeg jo ikke er 17 år længere. Hvilket er et udtryk, som understøtter den alment accepterede sandhed, at ung er bedre end gammel. Jeg er ikke enig, og det er min krop tilsyneladende heller ikke.

På evig jagt efter dopamin

Det er påske, men det ved du nok allerede. En foruroligende højtid, da butikker, biblioteker og genbrugsbutikker er lukkede. Det betyder, at jeg skal have mit dopaminrush på andre måder end ved min foretrukne aktivitet; at gå i Røde Kors og rode i folks aflagte tøj. I stedet doomscroller jeg på min telefon og er røget i et rabithole af artikler og opslag om ”Things to stop doing when you turn 40”. Hvis ikke, jeg var velmedicineret, havde det udløst et greatest hits raseri. Jeg har ikke flere fucks at give til kvindebegrænsende kulturnormer, der fortæller mig, at modne kvinder ikke må gå i bikini, have langt hår eller gå i korte kjoler. Algoritmen sender muligvis den slags efter mig, fordi jeg brugte hele min aften på at google ”Cargopants”. Det blev nok for meget for algoritmen, som vil hive mig i en mere passende retning for en kvinde i midlife. Men åhhh cargopants. Sådan nogle oversized busker med store lommer i noget faldskærmsagtigt stof. Fortrængt er det faktum, at jeg var middelsvært utilpas i præcist den type bukser nede i 90érne. De skal da have en chance til. Kan man flashe cargopants som 55-årig? Hell yeah. Med en cropped top? Bring it on.

Påsketræning gav lykkefølelse

Skærtorsdag var jeg til et stepevent i Aarhus. Jannie var der også. Hun roste mig for at orke at styrketræne inden timen. Jeg svarede, at det er nødvendigt, hvis jeg vil gøre mig håb om at steppe, også når jeg rammer en særdeles høj alder. Vi talte om frygten for den dag, hvor vi ikke længere kan følge med i det tempo, der fyres af på en steptime. Hvem er vi så? Hvor skal vi gå hen efter en dosis lykke? Intet gør mig lykkeligere, og jeg er høj på dopamin og serotonin i timer efter. Jeg ved ikke, hvor gammel Jannie er, for man spørger jo ikke en dame om hendes alder. Hvornår har en dame for øvrigt en alder, hvor man ikke længere må spørge, og hvorfor er alder egentlig så negativt ladet? Jeg lever mit bedste og stærkeste liv, men jeg oplever i min nuværende livssituation, at der er en pris at betale for den stigende alder.

Alder som en begrænsning?

Jeg var til begravelse onsdag og røg efterfølgende ned i et sort hul af dødsangst og håbløshed. Mit liv er udfordrende pt: Ingen job, ingen kæreste, ingen nære relationer i min hverdag, ingen penge og ingen idé om, hvad der skal blive af mig. Det lyder skræmmende, men den positive framing er, at jeg er ved at tegne konturerne af en fremtid, hvor jeg udelukkende vil beskæftige mig med det, der gør mig glad. Endelig. Jeg søger min tredje karriere. Jeg skal for alt i verden ikke havne i endnu et lederjob uden øvre arbejdstid. Men det er svært at være i processen, for det tager tid at skabe sig en ny tilværelse, og tålmodighed er ikke min spidskompetence. Jeg søger job og forsøger at sparke døren ind til nye brancher. Afslag og afvisninger vælter ned over mig, og jeg håndterer det dårligt. Så mit humør svinger, mens jeg forsøger at holde fast i min beslutning om at vælge en anden arbejdsvej. Det har jeg gjort før, men det er åbenbart langt vanskeligere som midaldrende kvinde. Jeg tror, algoritmen er på spil igen. Jeg får afslag i et tempo, hvor ingen kan have nået at læse min ansøgning. Min a-kassekonsulent er enig i, at algoritmer sorterer kandidater fra, og at høj alder fører direkte til papirkurven. Det er jo gak. Jeg er det mest kvalificerede og erfarne, jeg nogensinde har været. Jeg skal ikke have barselsorlov eller barns første sygedag. Jeg er flytbar og kan arbejde fleksibelt. Hvad er det ved mig, arbejdsgivere mener bliver mindre værd med stigende alder? Hvordan kan vi mangle arbejdskraft i Danmark og vedtage love om stigende pensionsalder og så udelukke en del af arbejdsstyrken? Det er svært at relatere til den form for aldersdiskrimination, når min krop og min hurtigt tænkende hjerne føles 25-ish.

Hvad savner jeg fra min ungdom?

Selv om jeg føler mig som 25, har jeg tænkt over, om der er noget, jeg savner fra min ungdom. Indrømmet. Jeg savner fester og at danse. At samles en flok veninder for at dulle sig op og sippe æblesnaps og Martini. En sitrende stemning af forventning, lyden af Kim Wilde og Duran Duran på kassettebåndoptageren og en stank af en deodorant, der hed Date. Jeg styrede det dansegulv! Mit midaldrende jeg befinder sig derimod kun på dansegulvet, når jeg underviser i dans. I mit netværk kommer vi ikke rigtigt videre fra spisebordet, når vi mødes. Men ellers er det svært ved at pege på noget, jeg savner. Måske skyldes det, at jeg grundlæggende laver de samme ting, som da jeg var 25. Jeg har ultimativ frihed og masser af tid til mig selv. Jeg løber rundt i en hal og spiller bold, jeg stepper og danser. Jeg hører P3. Jeg konkurrerer om cykelstien med stadigt færre unge, der som jeg ikke har bil. Jeg hører podcast som ”Fries before guys” og ”Her går det godt”. Jeg pakker mine ting i poser i stedet for i en kuffert, og jeg spiser Click Mix. Er det et problem? Muligvis. Indtil for et år siden havde jeg pink hår. Det fik min frisør sat en stopper for. ”Hvis du gerne vil have en jævnaldrende kæreste, så går det der ikke”. Jeg indvilgede i en mindre hidsig hårfarve, for jeg vil virkeligt gerne have en jævnaldrende kæreste. Og her går det op for mig, hvad jeg savner mest. Da jeg var ung, så jeg mig omkring og der var mængder af interessante jævnaldrende mænd med kærestepotentiale. Hvor er de mænd nu? Sidder de derhjemme i sofaen og venter på den næste fodboldkamp, eller har de travlt med at være rasende i kommentarsporet på Facebook? Det kan faktisk tænkes, at de lever et mere rigtigt voksenliv. Hvis jeg endelig møder nogle irl, kan vi så finde noget at mødes om, når jeg hellere vil spille bold end se det på tv?

Handler det om, hvor gammel jeg er eller om, hvordan jeg er gammel?

Det aldersspænd, hvor man har den helt rigtige alder, virker meget flygtigt. Som med en avokado. Den er umoden og uspiselig længe, for så pludselig at blive moden og perfekt. 10 sekunder efter er den blød og brun og ryger i skraldespanden. Jeg var længe for ung; i ti sekunder havde jeg en passende alder, og nu er jeg åbenbart uspiselig og ryger i skraldespanden. Men jeg er ikke den eneste avokado. Se blot på politikere, som aldersshames, både hvis de er for gamle, og hvis de er for unge. Da Biden stillede op til præsidentvalget, var der et stort fokus på hans høje alder. Til spørgsmålet, om han var for gammel til at stille op, svarede Biden: ”Watch me. Watch me. All this stuff about lack of energy. Come get in the bus with me, 16 hours a day, 10 days in a row. Come see me. My doctor sends me every morning, every morning, an exercise routine, and I do it every morning. I´m not in bad shape” (interview, 2020, New York Times). Omvendt trak det overskrifter, da Christina Krzyrosiak blev borgmester i Holbæk som 25-årig. Der var fokus på, om hun var gammel nok og havde tilstrækkelig erfaring. Hun skulle forsvare sin viden og evne til at træffe vigtige beslutninger, men hun slap for spørgsmål til fysisk form. Alder er både et vilkår og en identitetsmarkør. Men hvor gammel ville du være, hvis ikke du vidste, hvor gammel du var? Hvilken alder føles du? Og er din følelse af ”dig” stærkere end din alder?

Alder er et privilegium

Min følelse af ”mig” er betydeligt stærkere end min følelse af 55 år. Når jeg ser billeder af mig selv, kan jeg godt se, at jeg er en kvinde på 55 år. Det har jeg det fint med. Jeg har fortjent hver eneste rynke i mit ansigt. Det er resultatet af et levet liv, af glæde, latter og bekymring. Jeg skal ikke botoxes rynkefri, jeg befinder mig fint med at ligne den alder, jeg har.

Min følelse af ”mig” er stærk. Jeg har en markant svagere følelse af et ”Vi” med personer, jeg er jævnaldrende med. Jeg har et netværk af mennesker i mange forskellige aldre, ofte via interessebårne fællesskaber. Måske skyldes det, at jeg stadig har en fysisk form, hvor jeg kan deltage i de aktiviteter, jeg har lyst til, og ikke oplever begrænsninger i min hverdag. Jeg opsøger ikke særlige aktiviteter for min aldersgruppe, som betegnes seniorer. Jeg dyrker mine interesser og danner netværk med andre, der deler disse. Jeg har faktisk intet ønske om at fremstå yngre, og jeg opfatter alder som et privilegie, en gave. Min far blev 61, min bror blev kun 48. Jeg er 55, og den gave skal dælme pakkes ud og give glæde hver dag. Jeg lytter til Dayyani´s Blink Twice. Hun synger:” Dancing is a privilege. Don’t take it for granted.” Dancing is a privilege, so is age. Og de to ting hører sammen i min verden. Jeg kan ikke gøre så meget ved den aldersdiskrimination, jeg mødes med i en kontekst af arbejdssøgende, men jeg kan gøre alt i min magt for fysisk at være i stand til at danse og deltage i alt, der giver mit liv mening, og som gør mig glad. At kunne leve det liv, jeg gerne vil, kræver en indsats, og jeg optimerer på flere parametre. Det bør du nok også, hvis ikke du allerede er i gang.

Forfaldet skrider planmæssigt frem – har du en vedligeholdelsesplan?

Det er et faktum, at som vi bliver ældre, går vi i forfald. Lev med det. Eller gør hvad du kan for at stoppe ulykken og udsætte forfaldet. Der er to gode nyheder. Den første gode nyhed er at, det endelig er tilbagevist, at man bliver dårligere til at lære, når man bliver ældre. Ung som gammel har tilsyneladende samme kapacitet til at tilegne sig viden – forudsat at man udfordrer hjernen hele livet. Så kom i gang med hjernetræning, lær et nyt sprog eller nye færdigheder, for du vil da gerne være den skarpeste kniv i skuffen. Der er endnu en god nyhed. At the end of the day bliver vi alle gamle og syge og dør, men du kan selv påvirke, hvornår det sker, og hvordan du har det som gammel. Forskerne bag nye undersøgelser om aldring er selv overraskede over resultaterne, som går imod de hidtidige opfattelser af forfald. Lærebøgerne skal skrives om. Med en seriøs indsats kan du halvere funktionstabet! Halvere! Mit ærinde med at spørge til din vedligeholdelsesplan netop i påsken, er ikke at slå dig oveni hovedet med en omgang foodshaming efter dine påskefrokoster, så spis du blot det påskeæg! Pyt (næsten) med din kost, fokuser på dit aktivitetsniveau. Nye danske studier fra Aalborg Universitet med Ernst Albin i spidsen viser, at det aldersbetingede fald i fysisk formåen, er langt mindre, hvis man er fysisk aktiv hele livet. Faktisk kan du halvere nedgangen gennem træning. Den dårlige nyhed, hvis du altså ikke ligefrem elsker sved og høj puls, er, at det skal være intensivt og ofte. Så vil du kompensere for det aldersbetingende præstationstab, skal du træne en masse. Nu har du spist det påskeæg. Du har derfor god energi, så på med træningstøjet og afsted.

Længst muligt i egen krop

Og nu vi er ved de dårlige nyheder om store træningsmængder, så er her lidt at tænke over, hvis du ikke kan forlige dig med nogen form for fysisk aktivitet, heller ikke i små mængder. Sundhedsstyrelsen har for nylig sat tal på, hvad forskellige risikofaktorer i livet koster i form af ekstra dødsfald. En inaktiv livsstil koster 4653 dødsfald årligt, usunde kostvaner knyttes til 1382 dødsfald mens svær overvægt betyder 750 dødsfald. Det er langt sundere at være en fysisk aktiv overvægtig, end en slank inaktiv.

Du vælger ikke selv, hvor gammel du bliver, men du har en kolossal indvirkning på, hvordan dit liv som gammel bliver. Mit mål er at kunne klare mig selv, men også at kunne fortsætte med de ting, jeg har lyst til – uden at skulle bruge hjælpemidler eller bede nogen om at løfte tre rammer dåsecola hjem i mit køleskab eller snøre mine sko. Et andet mål er at afværge fald. Det sidste handler om, at jeg er fumler tumler og går ind i ting. Det bliver jeg nok ved med resten af mit liv, da det er en del af min diagnose. Men vidste du, at hoftebrud efter fald medfører døden for 20-30 % af de ramte, som ofte er kvinder? Et hoftebrud dør man da ikke af, tænker du nok, og det har du delvist ret i. Men et langvarigt sengeleje med en brækket hofte fører ofte til komplikationer som blodpropper. Mit gode råd til dig som kvinde er derfor at undgå fald, og her kommer træning ind. Med stærke muskler efter tung styrketræning vil du være i stand til at afværge et fald, hvis du får overbalance. Det handler både om din livskvalitet og om din overlevelse.

Carpe the fucking diem out of your workout

Jeg vil leve længst muligt og stærkest muligt i egen krop. Hvad er det værd at have en fed pensionsopsparing, hvis jeg ikke kan danse længere eller cykle afsted ud i naturen? Derfor træner jeg. Det er så en stor fed løgn, for det er ikke derfor, jeg træner, men det lød meget godt inde i mit hoved. Jeg træner primært fordi, jeg ELSKER at træne og fordi, jeg er hyperaktiv og har brug for bevægelse ad libitum. Jeg har i øvrigt ikke en fed pensionsopsparing, nu jeg er i gang med at korrigere mig selv. Men jeg har sat PR i squat og det kan også noget. Det er ikke rekorden i sig selv, der er vigtig. Det er al den styrketræning, der gør, at jeg kan være med på eller over niveau med 20-årige, når det kommer til fysisk aktivitet. Jeg kan spille en basketballkamp, undervise i dans og transportere mig på cykel også i modvind. Jeg har sat knogle- og muskelmasse i banken til ældre tiders nedgang. Jeg skal, som sagt, længst muligt i egen krop. Du bestemmer selv, hvor langt du skal i egen krop, og jeg skal heller ikke bestemme, hvilken form for fysisk aktivitet, du skal kaste dig over. Det var også løgn, for du skal styrketræne! Og der skal vægt på. Det vil være dit livs bedste investering. Jeg er normalt stor fortaler for, at den bedste træning er den, der bliver til noget. Der er større sandsynlighed for, at du deltager regelmæssigt i en aktivitet, hvis du faktisk elsker selve aktiviteten og ikke kun resultatet. Men lige her strammer jeg garnet! Hvis noget af ovenstående giver mening, altså hvis du vil undgå det fysiske forfald, der følger med stigende alder, så skal du komme alle dine æg i en kurv: Styrketræning, og du skal give den max gas. Carpe the fucking diem out of your workout.

Jamen jeg hader fitnesscentre

….sagde ingen, der har oplevet fremgang, mestring og teknisk sikkerhed i frivægtsområdet nogensinde. Jeg vil påstå, at alle kan opnå, måske ikke ligefrem at elske, men at synes om styrketræning. Du aner ikke, hvor gigantiske glædeudbrud, jeg har hørt fra kvinder, der har udført deres første pull up. Eller hvor fedt det er at føle sig stærk og at mestre seje løft. Hvis du gjorde, sad du ikke her og læste, så var du på vej til træning. Forskellen, som jeg ser det, er grundig og kompetent introduktion, vejledning, tålmodighed samt nogen at tale med om dine usikkerheder og andre svære følelser, som uundgåeligt vil vise sig. Please, lad være med at købe adgang til et center i den tro, at du kan komme i gang på egen hånd. Den vej fører som regel til en crosstrainer eller et løbebånd og så i bad. Dont. Du skal i frivægtsområdet, og der er hjælp at hente. Men se dig godt for. Branchen for personlige trænere er fuld af skiderikker. Branchen har dog også vidunderlige af slagsen, som AO Coaching (aocoaching.dk, Aalborg), Styrk (“Styrk.dk”, Aalborg, Randers, Aarhus), Unlimited Performance (“up_unlimitedperformance”, Aalborg) og Strong Curves (“Strongcurves.dk”, Aarhus). Jeg har ingen andele i disse private træningsstudier, ud over at de er startet af nogle af mine utroligt dygtige “gamle” elever fra Sportshøjskolen. De er veluddannede, engagerede, har værdierne i orden, og du vil være i trygge hænder. Jeg nævner dem udelukkende, fordi jeg af hjertet ønsker, at du vil få den samme glæde ved træning, som jeg har. Så vi kan mødes og lave fede ting, også om 20-30 år.

Kontakt mig, hvis jeg kan være behjælpelig med at finde det, der kan være rigtigt for dig. Jeg gentager: Længst muligt i egen krop.

God træning.

Jeg er miked up til danseundervisning på billedet nedenunder – ofte kræver mit liv store mængder tape for at hænge sammen.

ADHD og menopause

Hvis du er kvinde midt i livet med ADHD, har du muligvis oplevet, at din ADHD blev værre i menopausen. Faktisk opdager nogle kvinder først, at de er neurodiverse, når menopausen banker på døren. Årsagen er, at de ADHD-relaterede udfordringer bliver større på grund af den faldende østrogenproduktion. For nyligt er der udgivet en meget vigtig bog om menopausen, og det giver mig anledning til dette indlæg, hvor jeg vil forsøge at koble menopause og ADHD. Der er alle mulige grunde til at læse med, selv om du ikke er neurodivergent. Alle kvinder kommer i menopause. Nogle oplever få eller næsten ingen gener, mens andre er meget påvirkede. Men langt de fleste kvinder ved for lidt om den periode af deres liv, og det bør vi gøre noget ved. Så velkommen til et laaaangt indlæg, for jeg har meget på mit ADHD-menopause-hjerte. Det er vigtigt, så hold ud.

Hvorfor er vi så lidt forberedte på menopausen?

”Vi famler i blinde”, udtaler Katerina Pitzner i podcasten ”Skål Søster”, der udgives af ALT for Damerne. Hun har lige fået resultatet af en blodprøve, som viser, at hun er i menopause. Hun fortæller i podcasten, at det var en lettelse at få en forklaring på den seneste års oplevelser med ”brainfog”. Hun undrer sig over, hvor uforberedte, vi kvinder er, når det kommer til menopausen. Katerina har sat sig for at få styr på fakta og så i øvrigt komme videre med sit liv. Flere og flere kendte kvinder taler endelig om menopausen i det offentlige rum. Det er godt og tiltrængt. Desværre synes jeg, Katerina Pitzner videregiver information om menopausen og især om hormonterapi (HRT), som er fejlagtig og bygger på fordomme. Jeg oplever, at der i Danmark er en negativ fortælling om hormonerstatningsterapi, som ikke stemmer overens med den dokumentation, der danner baggrund for praksis i f.eks. USA og England. Jeg har derfor mit fokus rettet mod udlandet, når jeg forsøger at holde min viden på området up to date. Mest for at kunne begrunde mine ønsker overfor læger mm., men også for at kunne tage del i debatten, og for at kunne tale med andre kvinder om, hvilken form for hjælp, der findes.

Det er ikke en overgang

Jeg anvender konsekvent ordet menopause i stedet for overgangsalder, for det er ikke en overgang. Nedgang i hormonproduktion har konsekvenser der rækker ud over perimenopause og menopause, som varer typisk mellem to og otte år. Menopause betyder ophør af menstruationsblødning og er defineret som 12 måneder uden menstruation. Herefter kaldes stadiet postmenopause og varer resten af livet. Det betyder, at kvinder lever mange år, ja ofte mere end 1/3 af livet, med et konstant lavt niveau af østrogen. Det har nogle alvorlige konsekvenser for velvære og sundhed. Jeg vil anbefale alle kvinder at sætte sig grundigt ind i, hvordan det faldende østrogenniveau påvirker krop og helbred. Det er her, den dugfriske menopausebog kommer ind i billedet. Læs videre for boganbefalingen.

ADHD og menopause – et sammenfald i symptomer

Da jeg efter en årelang og sej kamp endelig fik adgang til behandling for mine symptomer på menopause, følte jeg mig kaldet til at skrive en bog om emnet. Jeg nåede at skrive 80 sider, men så skete der noget, der udsatte mine skriverier. Det gik op for mig, at jeg havde ADHD. Jeg dykkede ned i litteraturen om ADHD, og noget vakte min nysgerrighed. Der var et overlap af symptomer mellem de to tilstande, og jeg mistænkte, at der kunne være en sammenhæng mellem min menopause og min ADHD. Meget peger på, at der er en sammenhæng. Man kan sige, at der ligefrem er tale om et Kinderæg af ADHD, menopause og en livsfase, med flere store livsændringer. I denne livsfase flytter ens børn hjemmefra samtidig med at ens aldrende forældre måske falder væk eller kræver omsorg og pleje. Mange kvinder gennemgår derfor en svær tid, en tid som ovenikøbet er tabubelagt og domineret af en fortælling om statustab og kropsligt forfald. Når jeg tænker mig om, så kender jeg utroligt mange kvinder omkring 50, der skifter karriere eller helt trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det taler vi for lidt om! Så det synes jeg, vi skal, altså tale om det. Men først en forklaring på den mulige sammenhæng mellem ADHD og menopause.

Mangel på østrogen forværrer ADHD-symptomer

En del af de kvinder, jeg taler med, kender kun til blødningsforstyrrelser og hedeture som tegn på menopausen. Men når kroppens produktion af det kvindelige kønshormon østrogen falder i menopausen, påvirker det både kroppen og hjernen, og det har betydning for kvinders sundhed og velvære. Der kan listes 40-50 symptomer op, som sættes i forbindelse med menopausen. Faldende eller svingende hormonniveauer påvirker hjernen på mange områder, og det giver symptomer, som minder om ADHD. Kvinder uden ADHD kan i menopausen derfor opleve ADHD-lignende symptomer som manglende hukommelse, udfordringer med opmærksomhed og koncentration, irritabilitet, stress, aggressivitet og humørsvingninger. Kvinder med ADHD oplever ofte en symptomforværring i forbindelse med menopausen.

Der mangler kliniske studier udført på kvinder

Der findes studier på området, men som ved mange kvinderelaterede sygdomme halter forskningen bagefter. Faktisk blev kvinder ofte udeladt i medicinske studier frem til 1990érne. Baggrunden for at foretage medicinske studier på mænd er, at kvinders fluktuerende hormoner over en cyklus og gennem et liv, gør det vanskeligt at standardisere og foretage valide målinger. Derudover har der været et ønske om at beskytte kvinder i den fødedygtige alder og deres eventuelle fostre mod skadevirkninger fra ny medicin. Det er dog indlysende, at medicin, som skal anvendes af kvinder, testes på kvinder for at sikre korrekt dosis og for at kortlægge bivirkninger. Fra 1990érne kom guidelines i Danmark for inddragelse af kvinder i kliniske test af lægemidler. Det er nu et krav, som følge af stigende erkendelse af, at den manglende ligestilling kunne have alvorlige konsekvenser for kvinders helbred. Den Panodil, du som kvinde tager mod hovedpine, er testet på mænd, og den anbefalede dosis er beregnet til en mandekrop. Du kan selv forestille dig de problemer, det kan give, at kvinder gennemsnitligt er mindre end mænd, men også at kvinder omsætter de virksomme stoffer langsommere.

Fald i dopamin og serotonin

Der efterspørges altså mere viden og dermed flere studier om sammenhængen mellem ADHD og menopause. Men der findes dog underbyggede hypoteser og valide studier. En hypotese er, at når østrogenproduktionen falder, påvirkes andre kemiske processer i kroppen. Kvinder har østrogenreceptorer overalt i kroppen, og derfor indvirker det på en lang række fysiologiske processer, at østrogen pludselig er i restordre. Et fald i østrogen nedsætter hjernens evne til at udskille dopamin- og serotonin. Hvis hjernen ikke udskiller serotonin, kan det medføre tristhed og angst, mens manglende dopamin opleves som et fravær af glæde og lykkefølelse. Også de eksekutive funktioner som opmærksomhed, hukommelse og koncentration påvirkes negativt ved et fald i dopamin. Et fald i udskillelsen af dopamin og serotonin betyder, at symptomer på ADHD kan opleves forværret. Menopausen indtræffer hos kvinder i ca. 45-55 år alderen, dog med stor individuel variation. Som 45-årige oplevede jeg depressionslignende tilstande, udfordringer med hukommelse og koncentration på et niveau, jeg ikke tidligere havde oplevet. Menopausesymptomer var til stede sammen med ADHD og det ene påvirkede det andet. Dobbelt op på en gave, jeg bestemt ikke havde ønsket mig. Jeg er dog kommet i gode sundhedsfaglige hænder, og har fået hjælp til både ADHD og menopausen.

Hormoner varierer i flere livsfaser

Men hov, tænker du måske, hvad så med andre perioder i kvinders liv, hvor hormonniveauer skifter? Hormonale ændringer vurderes at påvirke symptombilledet hos kvinder med ADHD omkring pubertet, ved PMS, under graviditet og i menopause. Bingo. Helt anekdotisk stemmer det overens med mine egne oplevelser. Min ADHD har bestemt skiftet udtryk flere gange i mit liv, nemlig præcist i de nævnte faser af livet. Min ADHD-adfærd skiftede omkring 13-års alderen, min graviditet voldte især store emotionelle problemer og halleluja, jeg oplevede forværrede symptomer, da jeg kom i menopause.

Kan der gøres noget?

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hverken er læge eller gynækolog. Indlæg generelt på bloggen og anbefalinger specifikt, er udelukkende tænkt som inspiration, og jeg opfordrer dig naturligvis til at opsøge autoriseret hjælp, det gælder både i forhold til menopause og en eventuel diagnose. Du skal selvfølgelig ikke opsøge råd på hverken Tik Tok eller andre sociale medier.

Først og fremmest kan hormonterapi være en løsning, hvis dine symptomer skyldes menopause. Hormoner i form af piller, plastre eller gel kan erstatte den mængde østrogen, du mangler. Herved undgår du de symptomer, der er konsekvensen af, at østrogenproduktionen stopper. Læs den nye menopausebog, som jeg henviser til senere.

Er du ikke diagnosticeret, men mistænker at være neurodivers, kan jeg anbefale, at du får din læge til at rekvirere en udredning. Men hav tålmodighed, der er årelang ventetid i den offentlige psykiatri. Med en sundhedsforsikring kan du få en henvisning til en privat psykiater.

Er du allerede udredt og får medicin, kan du tale med din læge om en justering af dosis eller et skift i type af ADHD-medicin. Undersøgelser peger på, at lisdexamfetamine (sælges i Danmark under navnet Elvance) har en særligt god effekt hos kvinder i menopause og især har en positiv indvirkning på ADHD/menopausesymptomer som hukommelse, koncentration og andre eksekutive funktioner. Faktisk anvendes denne type medicin i USA til kvinder uden ADHD mod menopausesymptomer.

Også I den ikke-medicinske afdeling er der hjælp at hente til at lindring af symptomer på menopause eller til forværrede symptomer på ADHD i menopausen. Kognitiv terapi (CBT, cognitive behavioral therapy) kan hjælpe med regulering af følelser og med at skabe bedre struktur og planlægge hverdagens opgaver. Der findes derudover en del anbefalinger, der handler om livsstilsændringer, f.eks. fysisk aktivitet, meditation og mindfulness, kostændringer og kosttilskud. Alt i alt er der mange ting, du selv har indflydelse på, og som skan optimeres og give bedre trivsel i midlife. Hæng på, nedenstående viser dig vej til et to gode bøger om emnet, af Louise Newson og Amada Thebe.

To nye bøger

Der er netop udgivet to bøger om kvinder, alder og menopause; Hvad jeg tænker mens du taler af Alberte Winding og The definitive guide to the perimenopause and menopause af Louise Newson.

Alberte Winding kender du allerede. Det er jo Luna fra Bamse og Kylling og komponisten bag den vidunderlige sang, Lyse nætter, som har fundet vej til Højskolesangbogen. Efter flere bøger tager hun i sin seneste roman fat i den tabuiserede kvindelige vrede, som kan ramme kvinder i menopausen.

”Halvtredserne handler om realiteter. Kroppen kan ikke længere spise alt. Tværtimod er alting usundt, og det er egentlig sundest at sulte. Døden er allevegne. Den tager dine forældre, og den sidder ved bordet, ved siden af vinen, og taler i dine tanker hele tiden. Så du holder op med at festryge, men også med at danse og grine, fordi tingene hænger sammen, lasterne er en klike, som du forlader.”

Da jeg ikke selv er en vred kvinde i midlife længere, vil jeg nok have svært ved at relatere, men jeg nævner bogen, fordi den rammer en trend, hvor kvinder i midlife får synlighed. Der skrives bøger om os, og vi indtager i stigende grad filmlærredet. Selv om skønlitteratur og kunst kan lære os om livets aspekter, vil jeg alligevel nøjes med at anbefale to faglitterære bøger , der kan kvalificere dine valg på området ADHD/menopause.

En vigtig bog om menopausen

Louise Newson er min foretrukne menopauseguru. Jeg er fast lytter af hendes ugentlige podcast, The Dr Louise Newson Podcast. Kender du ikke podcasten, vil jeg anbefale, at du starter ved episode et og lytter til samtlige episoder. Louise Newson er læge, menopausespecialist og driver en menopauseklinik i England med 200 ansatte. Hendes mission er at uddanne både mænd og kvinder i menopauserelaterede emner. Viden og oplysning skal sikre, at kvinder kan forblive sunde og livsduelige også efter 50. Hun ønsker at nedbryde fordomme og opfordrer til, at vi taler mere åbent om en livsfase, som rammer halvdelen af jordens befolkning. Der er mange myter at punktere og en stor mængde information at formidle til kvinder, så de er forberedte og kan tage stilling til en eventuel behandling eller tilrettelægge en tilværelse med høj grad af trivsel.

Hendes nyeste bog skal rette op på den udtalte mangel på viden om perimenopause og menopause. Mangelfuld viden kan i sidste ende føre til manglende behandlingsmuligheder for kvinder. Louise Newson mener, kvinder verden over lider i stilhed, og mange lider helt unødvendigt. Bogen præsenterer den nyeste viden på området, og adresserer de hyppigst stillede spørgsmål fra de kvinder, der opsøger klinikken. Bogen skal give kvinder en viden, der gør dem i stand til at træffe valg for egen krop på et informeret grundlag. At være oplyst er det bedste grundlag for at kræve seriøst behandling hos læger og gynækologer.

Et eksempel på ADHD og Menopause

På Louise Newson´s hjemmeside balance-menopause.com kan du finde en personlig beretning om Margaret, som oplever voldsomme menopausesymptomer som 47-årig. Efter flere års søgen får hun endelig får koblet tilstanden med ADHD, bliver udredt og som stadig er i en proces med afsøgning af den bedste kombination af hormoner og ADHD Medicin. (find beretningen på balance-menopause.com/menopause-library/menopause-and-adhd/).

Boganbefaling nummer to

Da jeg kom i perimenopause, var det som at blive kørt over af et tog. For at være helt ærlig, anede jeg intet om menopause, så det gik år, før jeg forstod, hvad der var i gang. Jeg frygtede hjernekræft, demens, angst og depression, men så fik jeg de første hedeture og det ledte mig på sporet og direkte til egen læge. Lægen sendte mig tomhændet og uforløst hjem. ”Overgangsalder er noget, kvinder må lære at leve med”, mente han. Det var jeg aldeles uenig i. Jeg opsøgte viden hos udenlandske menopausespecialister, og hos en gynækolog fik hjælp i form af mirakuløse dosisposer med østrogen i gelform. Det hjalp. Det er ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for hormonterapi. I min omgangskreds har jeg tilnavnet ”hormon-hviskeren”. Jeg er, som nævnt ikke læge, men jeg videregiver den viden, jeg selv har samlet op til kvinder i mit netværk, hvis de opsøger mig. Jeg kan kvalificere deres valg, men valget er i sidste ende den enkelte kvindes. Jeg har talt med kvinder som har valgt at afprøve alt lige fra en Shaman til indtagelse af Rødkløver og Tofu.

Desværre oplever jeg, at det danske sundhedssystem og de danske guidelines om hormonterapi er forankrede i nogle undersøgelser om risiko for brystkræft, som er tilbagevist mange gange. Jeg er meget optaget af de gennembrud i forskning og metoder, som især finder sted i USA, England og Australien. I Australien findes menopauseklinkker på hospitaler, hvor læger, der kun beskæftiger sig med menopause, hjælper og rådgiver kvinder. Sådanne klinikker mangler vi i Danmark. Indtil da tager jeg ansvar for min egen krop og for, hvilke typer af behandling jeg ønsker som postmenopausal kvinde. Jeg anbefaler dig at gøre det samme. Du kunne jo starte med Louise Newsons bog. Har du allerede taget stilling, og er fast besluttet på, at hormonterapi ikke er for dig, så følg en anden menopauseguru, Amanda.thebe, på instagram. Eller endnu bedre; anskaf dig Amanda Thebes bog ”Menopocalypse”, som er en 360 graders vurdering af aspekter i midlife, som du selv kan ændre på. Amanda kan også fanges på amandathebe.com.

Har du spørgsmål til mine oplevelser og erfaringer eller til emner, der omhandler menopause, så kontakt mig endelig. Send mig en dm på instakontoen Neurospiceupyourlife.dk.

Happy ADHD-menopause!