Vi kunne jo kalde det fibromyalgi

Om ”The Connectivome Theory”; sammenhængen mellem autisme/ADHD og funktionelle lidelser

Hvis du har ADHD eller en Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF), har du med garanti vundet i det store diagnoselotteri. For med en hjerne, der regnes for neurodivergent, følger ofte en perlerække af andre lidelser og sygdomme. Mit bud er, at du nok bøvler med din fordøjelse, med hovedpine eller migræne, og at du ofte har ondt i hele kadaveret, og du bliver svimmel, når du rejser dig for hurtigt.

Du har taget turen op til din læge et utal af gange, med samme resultat hver gang: Din læge tilbyder hverken en forklaring eller behandlingsmuligheder. Dine blodprøver er normale, så din læge antyder, at du sikkert er lidt stresset. Har du prøvet yoga og vejrtræningsøvelser? Hvis det her matcher din erfaring, så læs videre. Der findes nemlig en forklaring på alt dit bøvl og kropslige ballade. Der er også muligheder og forskellige tiltag, du kan afprøve. Hvis du altså tør, og din læge opererer med begrebet ”off-label”. Som betyder anvendelse af lægemidler til et andet formål eller med en anden dosis, end det medicinen oprindeligt er godkendt til. Jeg har taget turen; har skaffet diverse lægemidler og brugt mig selv som forsøgskanin. Det synes jeg, du skal afholde dig fra, men i stedet tale med din læge om muligheder. Dette indlæg er ikke lægefaglig rådgivning men information, og min hensigt er at vække din nysgerrighed nok, til at tage fat i din læge. Tal altid med din læge, hvis du har symptomer og lidelser, der påvirker din hverdag.

En ørkenvandring

Jeg har både ADHD og en autisme spektrum forstyrrelse (ASF). Som om det ikke giver mig nok udfordringer i dagligdagen, er jeg derudover den heldige indehaver af 3 slags gigt, kroniske smerter i det meste af kroppen, mave/tarmproblemer plus det løse af det, der kaldes funktionelle lidelser. Jeg er blevet enig med min læge om, at vi indtil videre kalder det for fibromyalgi. I 20 år har jeg opsøgt læger og forsigtigt stillet spørgsmålet, om der kunne være en sammenhæng eller en fælles underliggende årsag til de mange lidelser. Men ingen læger har forstået spørgsmålet eller taget mig alvorligt. Før nu. Min nuværende læge er vidunderligt lydhør og nysgerrig, også på nye studier og nye teorier.

En ny teori

Endelig er der fire italienske læger og psykiatere, der har turdet fremsætte en teori publiceret i Frontiers in Psychiatry. I, hvad forfatterne selv betegner ”an opinion paper”, præsenteres en mulig forklaring på, hvorfor neurodivergente oftere end neurotypiske lider af hypermobilitet, migræne, autoimmune sygdomme, irritabel tyktarm og diffuse kroniske smerter. The connectivome Theory forener kliniske observationer og neurodivergente menneskers levede erfaringer i en teoretisk model.  Her forklares, hvorfor en neurologisk tilstand som ASF optræder sammen med en lang række kropslige symptomer, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Cliffhanger: Der er én ting, der kæder det hele sammen.

Ser jeg godt ud på det røntgenbillede?

Jeg går ikke længere op i, om jeg ser godt ud på de billeder, jeg lægger op på sociale medier. Jeg går kun op i, om jeg ser godt ud på røntgenbilleder og scanninger. I indeværende år har jeg været tre gange i røntgen og en gang i dxa-scanning. Jeg render til undersøgelser konstant. På et tidspunkt troede jeg, jeg var inde i en dårlig periode. Men nu er der gået nogle årtier, så det er nok bare sådan, min krop er; en dysfunktionel mandagsmodel. Der er kommet flere og flere symptomer, sygdomme og lidelser til, som årene er gået. For cirka 20 år siden luftede jeg for første gang tanken overfor en læge om, at jeg kunne have et overreagerende immunforsvar. Jeg er nemlig aldrig syg med almindelige sygdomme som forkølelse, influenza og lignende. Jeg fik heller ikke Corona, selv om jeg var omgivet af syge mennesker i nogle år. Til gengæld døjer jeg voldsomt med betændelsestilstande. Der går ofte betændelse i mit tandkød, og når jeg får sår, er de længe om at hele, og de bliver ofte betændte. Inflammerede akillessener er et hyppigt tilbagevendende problem. I 2016 fik jeg konstateret kronisk inflammation i skulderen efter en henvisning til skulderklinikken på Farsø Sygehus. De konkluderede, at der var tale om en permanent tilstand. De tilbød at skære senen over til det lange hoved af biceps, hvilket kunne reducere mine smerter. Som en bivirkning ville jeg få en bule på biceps, men ”du skal vel ikke stille op i fitnesskonkurrencer, vel?”. Det skal jeg absolut ikke, men jeg vil da ikke rende rundt med en underlig bule på armen. Så jeg tog hjem og indstillede mig på aldrig at skulle bænkpresse igen, og at skulle leve med kronisk ondt i skulderen. Og ondt i maven og i hovedet og i de fleste muskler og led. Indtil jeg fik så ondt i lysken, at jeg måtte gå den tunge vej til min læge, som konstaterede fullblown hofteartrose i højre hofte. I 2021 fik jeg en ny hofte. Et implantat af titanium og silikone erstatter nu mit eget degenererede hofteled. Røntgenbilledet viste ingen tegn på, at jeg nogensinde ville få brug for at få skiftet den venstre hofte. 4 år senere fik jeg den første hilsen fra min venstre hofte. Et tegn på at den var gal. Jeg overhørte de tiltagende smerter, for det kunne jo ikke passe. De havde lovet! Til sidst havde jeg så ondt, at jeg igen måtte til lægen. Et røntgenbillede afslørede svær hofteartrose. Kirurgen på Silkeborg Regionshospital tabte kæben, da han sammenlignede med røntgenbilledet fra 2021. Hvordan er det muligt at opnå en tilstand af svær artrose på så kort tid? Han havde ikke selv en forklaring, og det er præcist den forklaring, jeg har ledt med lys og lygte efter i mange år.

Når ens krop er et forskningsprojekt

Indtil jeg for nylig blev patient hos min nuværende læge, blev jeg kun mødt med en hovedrysten og en lettere irritation over, at jeg tillod mig at komme rendende med hypoteser. Så jeg erkendte, at jeg selv måtte tage ansvaret for min sundhed. Min krop er blevet et projekt; et slags forskningsprojekt hvor jeg er min egen samplesize of one. Som sagt har jeg galopperende ADHD og er både risikovillig og impulsiv nok til at lege forsøgskanin. Også med ting, jeg aldrig kommer til at indrømme overfor dig i det her indlæg. Men jeg er derudover autist med en høj IQ, og når jeg først får en ny ”special interest” er jeg ustoppelig i min søgen efter viden. Det er muligt, jeg ikke er læge, men til gengæld har jeg tiden og vedholdenheden til at kaste mig ud i et omfattende detektivarbejde; jagten på the missing link. For hvad er det, der kæder alle de her lidelser sammen? Jagten har ledt mig omkring temaer som Mast Cell Activation Syndrome, Dysautonomia, Histamin-intolerance, et overreagerende immunforsvar samt en ændring i kommunikationen mellem hjernen og tarmsystemet. Hver for sig har det givet mening for mig, men der manglede hele tiden det, der kunne være fælles for de her former for anomali. Nogen har tilsyneladende fundet the missing link. Det fælles er formuleret i en teori, The Connectivome Theory. Halleluja and its about damn time. Da jeg begejstret fortalte min læge om teorien, bad han om en reference. Sådan en læge har jeg nemlig. Du får først referencen i slutningen af indlægget, så du ikke klikker væk fra det vigtige, jeg skal fortælle dig.

The missing link

The Connectivome Theory er indtil videre kun en hypotese, og der mangler videnskabelig efterprøvning af dens teoretiske fundament. Men holy cow! Den forklarer jo hele mit liv. Lige fra gentagne mellemørebetændelser i barndommen, at jeg hører dårligt, at jeg sveder i overdrevne mængder, ofte får insekter i øjnene, at jeg har en stor grad af sensorisk overfølsomhed og heraf en lede ved vand, uld, strømper der krøller i skoen, skiundertrøjer, der sidder til i halsen og madvarer med klam konsistens, til søvnløshed, fordøjelsesproblemer og til hvor irriterende meget min ryg og mine skinneben klør. Alle disse symptomer, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre, har ifølge denne teori en fælles rod. Roden hedder bindevæv, på engelsk ”connective tissue”.

I mange år har læger og psykiatere forklaret funktionelle lidelser som en reaktion på f.eks. stress, altså en psykisk reaktion, som giver kropslige symptomer. I Connetivome-teorien argumenteres der derimod for en biologisk forklaring på den hyppige forekomst af funktionelle lidelser hos autister.  Hos autister er bindevævets struktur og netværk i kroppen forandret. Det hævdes, at mennesker med autisme fra fødslen har bindevæv, samt et nervesystem, et tarmsystem og et immunsystem, der fungerer anderledes end hos mennesker, der regnes for neurotypiske.

Bindevæv findes i alle dele af kroppen og i alle organer. Bindevæv har mange funktioner; det forbinder, regulerer, nærer, former og skaber, beskytter og lagrer. Nyere forskning peger på at bindevæv derudover spiller en rolle i kommunikationen mellem forskellige dele af kroppens væv. Ændres strukturen i bindevæv, har det derfor indflydelse på mange af kroppens strukturer og funktioner. Derudover er bindevæv en slags barriere mellem kroppen og det omgivende miljø.

Variationer af hjernen, der afviger fra det normale, er en del af definitionen på en udviklingsforstyrrelse som autisme og ADHD. Men i kliniske observationer ses ofte ændringer i bindevæv hos neurodivergente personer. Det udfordrer opfattelsen af en autismespektrum forstyrrelse og gør, at en ASF ikke kun kan forstås som en ændring af hjernens struktur og funktion, men at ASF også manifesterer sig kropsligt. I nedenstående vil jeg forsøge at give nogle eksempler på, hvordan ændring i bindevæv kan medføre øget følsomhed overfor stimuli fra omgivelserne. Jeg skal lave en svær øvelse, nemlig at gøre noget meget komplekst forståeligt, uden at det bliver forkert. Jeg giver det et skud med nogle udvalgte eksempler.

Udvalgte eksempler

Hjernen

I hjernen findes støtteceller, mikrogliaceller, som blandt andet fungerer som en slags pedeller. De reparerer eller fjerner ødelagte celler, bekæmper infektion ved at igangsætte inflammation og holder hjernen ren og pæn. Mikroglia spiller en rolle i selve udviklingen af hjernen, som påvirkes af det miljø, et menneske vokser op og udvikles i. Mikroglia reagerer på stimuli, selv i fosterstadiet, og finjusterer hjernens nerveforbindelser. Denne finjustering er afgørende i opbygningen af forbindelsesveje mellem nerveceller og for en normal kognitiv funktion. En ændring af mikroglia, som ses ved tilstande som ASF, forstyrrer derfor hjernens normale udvikling, og der spekuleres i at overaktive celler giver en tilstand af konstant inflammation i hjernen.

Hypermobilitet

Hypermobilitet optræder ofte sammen med autisme. Muskler, led og sener arbejder sammen om at udføre præcise bevægelser. Bevægeligheden i et led eller en sene afhænger af, hvor elastisk vævet er. Vi bliver typisk mindre mobile, efterhånden som vi udvikler os fra barndom ind i voksenalderen. Som voksne ”bytter” vi smidighed for evnen til stor muskelkraft. Hos mennesker med autisme forbliver sener elastiske, og dette kan medføre udfordringer med sansning af egen krop, med fornemmelsen af kroppens placering i forhold til omgivelserne og med en udtrætning af musklerne ved fysisk aktivitet. I praksis betyder det, at børn og voksne med særlige behov, f.eks. autisme, er mindre fysisk aktive end normalbefolkningen.

Fordøjelsen

Mennesker med ASF oplever ofte udfordringer med mave/tarmsystemet, med Irritabel Tyktarm og Crohns syndrom som de hyppigste. Bindevævet udgør en vigtig funktion i fordøjelsen. Det regulerer, hvilke næringsstoffer, der optages og hvilke affaldsstoffer der udskilles gennem tarmvæggen, ligesom det medvirker i de bevægelser i tarmen, der skubber tarmindholdet fremad. Når bindevævet har en nedsat evne til at forhindre passage af næringsstoffer, antigener og bakterier til blodbanen, ses ofte en immunologisk reaktion, hvorved der kan opstå fødevarerintolerance. Mennesker med autisme oplever ofte allergiske reaktioner og intolerance overfor gluten, lactose, glucose mm.

Sensorisk dysregulering

På samme måde som i tarmvæggen udgør et ændret bindevæv en mindre effektiv barriere i huden, hvilket typisk viser sig som eksem, kløe og udslæt. Huden har receptorer, der reagerer på taktile stimuli som varme, kulde, smerte, tryk og vibrationer. Receptorerne sender informationen om taktile stimuli til hjernen, som behandler informationen og sender en passede reaktion tilbage til det sansemotoriske system. Mennesker med autisme har en dysfunktion i disse receptorer, der opfatter taktile stimuli, hvilket gør reaktionerne på sansningerne dysfunktionelle. I praksis kan det betyde øget følsomhed overfor skift i temperaturer, som ved et brusebad, overfor bestemte typer af stoffer, eller tøj som strammer/sidder for løst, og generelt overfor berøring.

Lungerne

Bindevævet udgør en del af lungerne, og her kan en ændring af bindevævets struktur medføre lidelser som astma, bronchitis, og en næse, der løber når personen møder bestemte allergener i miljøet.

Så meget viden, så få behandlingsmuligheder

Ovenstående var udvalgte eksempler, der findes mange flere, men så stor er din tålmodighed og koncentration sikkert ikke. Så kom videre, Bea, gerne til en konklusion. For ”hold da op”, tænker du nok. Endelig en forklaring på hvorfor du har fuld plade i diagnosebingo, er næste tanke. En stor lettelse at blive valideret i, at det ikke er noget, du forestiller dig. At dine fysiske symptomer ikke er resultatet af stress, din manglede evne til at håndtere svære livsomstændigheder, at det ikke er fordi, du er bims. Når læger gennem årene har antydet at ”its in your head”, så er det forkert, og det hjælper heller ikke, at du taber dig. Det er alt sammen vidunderligt befriende for skyld og skam, men hvad nu? Hvad gør du herfra? Her bliver jeg dig svar skyldig, for The Connectivome Theory er ikke handlingsanvisende. Teorien foreslår årsagssammenhænge og anviser, hvordan psykiatrien kan inkludere fysiske symptomer i diagnosticering af en lang række psykiatriske diagnoser, især autisme. Vi med pladen fuld er efterladt på perronen uden en billet til det næste, lindrende tog. Men der er håb, nok ikke for min generation men for de yngre. For nu er sammenhængen mellem autisme og funktionelle lidelser formuleret. Det er da en god begyndelse. Jo mere der gøres opmærksom på denne sammenhæng, jo større er sandsynligheden for, at nogen kaster sig over området og måske opstår der på den baggrund behandlingsmuligheder. Indtil det sker, fortsætter jeg med at teste kendte lægemidler, der kan dæmpe min inflammation, øge min blodgennemstrømning så min irriterende Raunauds Syndrom mindskes. Jeg har gode erfaringer med Viagra, antihistaminer af den gamle skole som Phenagan, samt Wegovy i mikrodosis. Det taler jeg løbende med min læge om. Jeg foreslår, du gør det samme. På et tidspunkt, når jeg har samlet mod til at stå frem, skriver jeg en artikel om mine erfaringer med begrebet ”off label”. Wait for it…

Reference

The ”Connectivome Theory”: A new model to understand Autism Spectrum Disorders.

Leonardo Zoccante, Marco Luigi Ciceri, Luigi Alberto Gozzi, Gianfranco Di Gennaro, Nicoletta Zerman.

Frontiers in Psychiatry, volume 12, February 2022

Sådan blev jeg Bea T-rex

Tyrannosaurus rex., kaldet T-rex, var den største af de kødædende dinosaurer. T-rex betyder hersker-konge. Det er sådan, jeg er kommet til at tænke om testosteron, kongen af hormoner. Der gik desværre alt for lang tid i min søgning efter the missing link for mit velbefindende, før det gik op for mig, hvor stor en rolle testosteron spiller for kvindekroppen. For nylig fik jeg overbevist en veninde om at tage en tur op til sit lægehus for at tale om testosteron. En nyuddannet, mandlig læge afviste hendes ønske omgående med ordene: ”Testosteron er det mandlige kønshormon, det har intet at gøre i din kvindekrop”. Det er så forkert. Det siger alt om, at viden om testosteron, som ikke blot et mandligt kønshormon, endnu ikke er en del af curriculum på medicinuddannelsen. På samme måde som temaet menopause generelt ikke har fået mange minutter af de lægestuderendes tid. Jeg græmmes! Min veninde opsøgte efterfølgende en privat gynækolog, betalte af egen lomme for en konsultation og fik en recept på testosteron. Beskeden herfra var: ”Vi kan prøve om testosteron har en positiv effekt på dig, ellers stopper du bare igen. Det er jo ikke farligt.” Ikke bare er det ikke farligt, det er nødvendigt, hvis du spørger mig. Og det gør du vel, siden du læser dette. Spørger du min veninde, vil hun bekræfte, at det er de bedste penge, hun har givet ud meget længe.

Hormoner i menopausen

Jeg fik de første menopausesymptomer, da jeg var i starten af 40érne, jeg vidste blot ikke, hvad det var symptomer på. Jeg var totalt uforberedt på menopausen og vidste ikke, at de ca. 10 år op til menopausen har et navn, perimenopausen. Det var perimenopausen, der kørte mig over som et godstog i høj fart. Efter et par år med diffuse symptomer, fik jeg de første hedeture. Så faldt ti-øren, for det var det eneste, jeg vidste om menopause; at kvinder får hedeture. Jeg tog den eneste tilgang, jeg kender og er tryg ved; jeg hyperfokuserede på faglitteratur og de tilgængelige studier om emnet. Jeg besluttede, at jeg ville prøve HRT, Hormone Replacement Theory, det som nu har fået flere, nye betegnelser, bl.a. Menopause Hormon Terapi. For at gøre en meget lang og kedelig historie kort, blev jeg først nægtet hormoner hos min læge med den begrundelse, at det var farligt. Det kunne jeg ikke få til at give mening. Hvordan kan noget, kroppen selv producerer, være farligt? Som jeg forstod det, var det de syntetiske hormoner i prævention og i syntetisk østrogen og progesteron, der gav en forøget risiko for bl.a. brystkræft. Min læge ville ikke give sig uanset hvilke argumenter, jeg smed efter ham. Jeg snød mig til en henvisning til en gynækolog, og gik derfra med en recept på bioidentisk østrogen. Få dage efter var alle mine symptomer borte med blæsten. Jeg har været på bioidentisk østrogen siden, og får nu også progesteron og testosteron i en hellig treenighed. Men det er testosteron, de kommer til at vride ud af min døde kolde hånd. Jeg slipper det aldrig igen.

Menopausen blev min hobby

Menopausen har været en besættelse for mig i 15 år. Jeg bruger timer hver eneste uge på at læse og lytte til podcast fra de menopausespecialister, der er guruer for mig, især Louise Newson og Kelly Casperson. De to kvinder har æren for at have initieret et regulært paradigmeskifte i samtalen om menopausen og kvinders ret til behandling. Vi kvinder skylder dem meget, for de har taget mange tæsk og er blevet forsøgt miskrediteret over en lang årrække. De er ufortrødent fortsat og har endelig fået anerkendelse, ikke kun fra kvinder men fra det internationale menopausesamfund, f.eks. FDA, den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed. Altså anerkendelse fra øverste hylde. Det var hos disse to kvinder, jeg først blev opmærksom på testosteron som en del af menopausebehandling. Jo mere jeg lærte, jo mere målløs blev jeg over min egen og lægers uvidenhed om hormonets rolle for et væld af funktioner i kvindekroppen. Louise Newson har på sin hjemmeside to illustrationer, der forklarer, hvorfor testosteron har været overset i HRT. De tre kønshormoner har været angivet i forskellige enheder, hvorfor en sammenligning af den numeriske værdi ikke giver mening. Det er som at sammenligne tal angivet i kilowatt med gram og lumen. Omregnes de tre hormoner derimod til samme måleenhed viser det sig, at testosteron er det hormon, kvinder har det højeste niveau af. Iflg. Louise Newson er testosteron ”…the most abundant biologically active hormone in women.” (drlouisenewson.co.uk, The importance of testosterone for women). Testosteron produceres i æggestokkene, binyrerne og i hjernen, og som med de øvrige to kønshormoner aftager produktionen i løbet af perimenopause. Niveauet forbliver lavt efter menopausen. Så at påstå at testosteron er det mandlige kønshormon, og intet har at gøre i en kvindekrop, er hovedrystende forkert. Det farlige er ikke testosteron, men at denne påstand lever og ånder hos selv nyuddannede læger. Det skal vi have ændret, så læs videre, og bliv klogere på kongen af hormoner.

Testosteron kort fortalt

Mine grundlæggende overbevisninger om testosteron var noget med bodybuildere og store muskler. Men det var også et møde i 2021 med en elev, der boede på skolehjemmet på Tech College i Aalborg, hvor jeg var chef; en elev der var midt i et kønsskifte fra kvinde til mand. Eleven var tilknyttet Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital og blev behandlet med mandlige kønshormoner. Jeg talte en del med denne elev, og fik et indblik i, hvad det gør ved krop og psyke at blive behandlet med så store mængder testosteron, at det komplet transformerer ens kropslige udtryk og stemme, ja hele ens identitet. Vi talte om medfødte hormonniveauer, og som denne elev har jeg selv haft den tanke, at jeg fra naturens side har ligget højt på testosteron. Jeg har haft tendens til stor muskelmasse, en lidt dyb stemme, stor libido og høj grad af aggressivitet og drive. Men ingen havde nogensinde målt mit niveau, før jeg kom på testosteron som en del af HRT. Det beror derfor på gisninger, at jeg naturligt har haft et større end gennemsnitligt testosteron-niveau, da jeg var i mit prime i midt-tyverne. Og nok stadig har. Mine biceps er i al fald betydeligt mere imponerende i størrelse end mine bryster.

Vores krop er fyldt med testosteron-receptorer. Så et fald i T-niveau kan mærkes i mange af din krops funktioner. Jeg skal undlade at kede dig med for mange detaljer, men blot nævne nogle enkelte, men markante effekter T har på din hjerne og krop. T regulerer serotonin-niveauer og optagelsen af serotonin i hjernen, ligesom T hjælper med udskillelse af dopamin. Serotonin og dopamin er neurotransmittere, der påvirker humør og velbefindende. Lidt forenklet forklaret er de en slags lykkehormoner. T hjælper med muskel- og knogleopbygning, har indvirkning på kvaliteten af din søvn, din blærefunktion, dit syn og dine orgasmer. Undskyld, hvad sagde du? Kvaliteten af orgasmer? Jep. Den er god nok, for der er T-receptorer i klitoris. Mange kvinder oplever ændringer i intensiteten af deres orgasmer ifm. menopause, og her er din forklaring samt din motivation til at opsøge læge eller gynækolog for at tale om T. Og nu, vi er i gang, vidste du så, at klitoris er 10 cm lang, og ikke den ærtestore knop, vi er blevet fortalt, udgør vores nydelsesorgan. På nedenstående billede er den første 3d model af klitoris fra 2009 (!!). Klitoris har 2 ben og svulmelegemer, der ligger på hver side af vagina. Som i tilfældet hos en penis, fyldes de med blod ved seksuel ophidselse, og de vokser i størrelse. Klitoris kan derfor stimuleres både udefra og indefra. Et studie fra 2021 (S.Cipriani m.fl. ”Effeccts of testosterone treatment on clitoral haemodynamics in women with sexual dysfunction”) viste, at behandling med T gav øget blodgennemstrømning til klitoris og en dermed øget seksuel nydelse. Afsted med dig til en gynækolog.

Når testosteronniveauet daler

Når vi dykker ned i hvilke funktioner i kroppen, testosteron har indflydelse på, er det ikke svært at regne ud, hvad der sker, når vores testosteronniveauer daler, hvilket sker allerede, når vi er i 30érne. Mindre sexlyst, mindre nydelse ved sex, dårligere humør som kommer til udtryk ved nedsat stemningsleje, måske endda depression, søvnbesvær, tab af muskelmasse, smerter i muskler og led, urinvejsinfektioner og begyndende inkontinens. Alt samme helt almindelige symptomer, kvinder oplever i perimenopausen og menopausen, og som påvirker kvinders livskvalitet i en betydelig negativ grad. Men som vi i årevis har fundet os i, og er blevet fortalt, er en naturlig del af det at blive ældre. Suck it up! Ligesom menstruationssmerter og den sindssyge smerte, der er forbundet med at få lagt en spiral op. I stedet får kvinder tilbudt glidecreme, antidepressiver og angstdæmpende medicin. Det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at der er mange ting, læger har fået galt fat i, og det gælder i høj grad vigtigheden af testosteron for kvinder i menopausen.

Vælg din gynækolog med omhu

Det var min nye indsigt i t´s rolle for søvn, der for alvor fangede min interesse. Jeg har en søvnrytmeforstyrrelse, og jeg har papir på det. Det er én af 4 flotte diagnoser, som er nævnt i min udredningsrapport fra en psykiatriske klinik, der stod for min udredning i 2022. Søvn er min største udfordring, altså ud over ADHD og autisme, og har været det, så længe jeg kan huske. Jeg har testet ALLE gode og mindre gode råd om god søvnhygiejne og lige lidt hjalp det. Men så læste jeg om T´s indflydelse på søvn, og det måtte jeg da prøve. Jeg bestilte en tid hos min læge. Som blankt afviste men til gengæld tilbød mig Mirtazapin, et antidepressiv. Mission not completed. Jeg har siden skiftet læge til én, der er mere åben for at samarbejde med mig om mit helbred, i stedet for at gatekeepe behandling, der giver mening for én som mig, der altid undersøger tingene grundigt. Jeg er derudover velsignet med en gynækolog, som både lytter og forstår. Han har været så uforsigtig at give mig sin mailadresse. Jeg skrev til ham, at jeg gerne vil tale med ham om T. Jeg mødte op velforberedt til en konsultation om T, og det gjorde han også. Han lyttede til mine ønsker og begrundelser. I Danmark kan T iflg. gældende retningslinjer gives til kvinder med manglende libido. Og kun med den begrundelse. Min libido var ikke som sådan nedsat, og det var alle de andre effekter, især for søvn, jeg var ude efter. Min gynækolog var ikke afvisende. Han indrømmede, at han ingen erfaring havde med at give kvinder i menopausen T. Derfor havde han rådført sig med tidligere nævnte Center for Kønsidentitet i Aalborg, og de blev en slags konsulenter for min opstart på T. Jeg havde selv dykket ned i doser og regimer, og min gynækolog og jeg blev enige om en dosis på 5 mg pr. dag. Det lyder jo nemt, men det er det ikke. Der findes nemlig ikke et testosteronprodukt fremstillet til kvinder. De produkter, der findes på det danske marked, er tiltænkt mænd, som jo får doser, der er 10 gange højere, end jeg får. Den mindste dosis pr. pump i en lukket beholder er 10 mg, og jeg skulle have 5. Så aftalen blev, at jeg skulle have 10 mg gel hver anden dag, og at en blodprøve en måned efter opstart, skulle fungere som en rettesnor for yderligere behandling.

Your O´s will never be the same again

Jeg mærkede omgående en effekt. Jeg fik det for fedt. Det er den mest præcise beskrivelse, jeg kan give af min oplevelse. Simpelthen for fedt. En oplevelse af bedre humør og forbedret lyst til livet på et mere generelt plan. Min libido, som egentlig ikke fejlede noget, røg through the roof, og mine orgasmer blev vilde og voldsomme. Pludselig gik det op for mig, at jeg i en længere periode havde haft svært ved at tisse. Jeg skulle ligesom presse urinen ud, men det var blevet det nye normal for mig, så jeg tænkte ikke så meget over det. Det stoppede, da jeg fik T, og jeg kunne igen tisse normalt. Og så var der søvnen. T er ikke en mirakelkur for søvn for mig, men jeg fik en væsentlig forbedret søvn. Jeg vågner udhvilet de fleste dage og har flere dage hver uge, hvor jeg sover uafbrudt i 7-8 timer. Ikke hver nat, men indimellem. Det er vidunderligt for én med en søvnrytmeforstyrrelse.

Fordi du fortjener at have det for fedt!

Efter opstartsperioden fik jeg taget en blodprøve, som viste at jeg lå over det niveau, der regnes for normalt. Efter endnu to måneder fik jeg igen taget en blodprøve, som stadig viste et forhøjet niveau, men dog tættere på normalområdet. Så vi blev enige om at fortsætte med 10 mg hver anden dag. Jeg oplevede, at jeg havde det bedre og federe hver anden dag. Derfor forsøgte jeg mig med et halvt pump hver dag i stedet for et helt pump hver anden. Det hjalp. Men det er noget upræcist, for hvordan udmåler man et halvt pump? Så læste jeg, at man i Australien har en startdosis på 5-10 mg pr. dag. Jeg besluttede, uden om min gynækolog – og fy Bea, det må man selvfølgelig ikke- at afprøve 10 mg pr. dag. Det gjorde jeg i nogle måneder, men så opdagede jeg, at mit hår blev tyndere og tyndere, så jeg nu nærmest ikke har hår til en hestehale. Hvad vil du helst? Have kraftigt hår eller kraftige orgasmer? For mig er det en no-brainer. Men mine veninder dør af grin over, at jeg, sat på spidsen, hellere vil være skaldet end undvære orgasmer. Sådan har vi forskellige prioriteringer i livet. Efter et par måneder med selvmedicering med en dosis på 10 mg var jeg ved at løbe tør for gel i flasken. Jeg kunne først få en lægetid måneden efter. Det betød, at jeg måtte rationere og sætte mig selv tilbage på højst 5 mg pr. dag. Jeg mærkede ingen forskel fra at gå fra 10 mg til 5 mg pr. dag. Så den dosis er jeg nu tilbage på. Det er åbenbart ikke sådan, at mere er bedre. God erkendelse, også selv om mit hår aldrig skulle vende tilbage. Hårtab, hår på de steder, hvor T-gel smøres på, acne, fedtet hud og dyb stemme er i øvrigt de bivirkninger, der kan ses ved opstart af T. Holdes dosen lav, som det anbefales til kvinder, er bivirkninger i øvrigt sjældne. Jeg har kontakt med mange kvinder, som skriver til mig efter at være kommet på T. Ingen har oplevet bivirkninger. Til gengæld oplever de positive effekter og en forbedret livskvalitet, præcist som jeg oplevede. Du får lige afslutningsvist lov at se to af de mange beskeder, jeg har fået fra kvinder efter opstart på T. Jeg tæller dem i hundreder, og ser frem til at få en lignende fra dig. Fordi du fortjener at have det for fedt! Opgrader dig selv til en version T-rex. Sæt i gang.

Muskler redder liv – red dine muskler

Du har hele dit liv fået tudet ørerne fulde af beskeder om, at fedt er farligt. Det er usundt at være overvægtig. Men hvad med beskeder om, at dine muskler redder dit liv?

Har du muskelmasse nok på din opsparingskonto? Og hvad med knoglemasse, nu vi er i gang? Har din læge nogensinde talt med dig om, hvordan du bevarer din muskel- og knoglemasse? Hvis du er overvægtig, gætter jeg på, at din læge – uanset hvilken lidelse du kommer til konsultationen med – har anbefalet dig at tabe dig. Det er et dårligt råd, hvis du spørger mig, for det er ikke dit kropsfedt i sig selv, der udgør et problem for din sundhed. Arhhhh Bea, der taler du vist imod bedre vidende. Overvægt er lig med en forhøjet risiko for livsstilsygdomme, ikke sandt? Den påstand har jeg tænkt mig at gå i kødet på i dette indlæg. Når du har læst det til ende, ved du hvorfor og hvordan, du skal fokusere på at opbygge muskel- og knoglemasse og i langt mindre grad bekymre dig om dine fedtdepoter. Men du vil også få et tip til at forbrænde den irriterende mavedelle, der er dukket op ud af det blå i midlife.

Tænk på din fremtidskrop

Der er en direkte og meget stærk forbindelse mellem din nuværende krop og din fremtidskrop. Du kan sammenligne det med din nuværende økonomiske situation og din økonomi som gammel. Hvis ikke du ofrer noget af dit nuværende økonomiske råderum og sætter til side til din pensionisttilværelse, ja så bliver sidste del af dit liv fattigere. Men netop derfor har du en pensionsordning, enten via dit job eller via opsparing, ratepension eller lignende. Du tager penge, som var sjovere at bruge i dag på Net-a-porter eller Roccamore.dk, og sætter ind på en konto, som skal gøre dit liv som gammel mere behageligt. Du behovsudskyder og undlader at købe de pink heels. Dit fremtidsselv vil takke dig for det.

Billede hentet på Roccamores hjemmeside, ikke sponsoreret i øvrigt

Beskyt dine muskler med dit liv

Gør det samme med din muskelopsparing. Behovsudskyd trangen til at smide dig på sofaen og los din krop ned i fitnesscentret. Din fremtidskrop vil takke dig for det. For muskler er kroppens panser, og muskler redder liv. Studier viser, at personer med stor muskelmasse har større chance for at overleve biluheld. Du kan rejse dig og gå fra et styrt på cykel, hvis din krop har et tilstrækkeligt stort og stærkt muskelpanser. Så beskyt din muskelmasse med dit liv. Det betyder, at du skal prioritere styrketræning og sætte tid af til det. Som jeg ser det, har du ikke tid til ikke at træne. Din risiko for at dø tidligere stiger, hvis ikke du træner. Det har du ikke tid til, for der er så meget, du skal nå at opleve i det her liv.

Wow, tænker du måske, det var noget af en påstand, at man dør tidligere, hvis ikke man træner. Det må du vist have en snak med din læge om, er forståeligt nok din næste tanke. Der må jeg skuffe dig. Din læge har fået mange ting galt i halsen. Men det vigtigste, din læge ikke fokuserer på, er vigtigheden af din muskelmasse. For muskler er ikke et medicinsk speciale, så ingen speciallæger er ansvarlige for muskelmassen på din opsparingskonto.

Jeg var en cardiobunny

Jeg var ung i 80érne og 90érne, hvor det langt fra var moderne, at kvinder løftede vægte. Kvinder skulle fylde så lidt som muligt. Det fik mig og millioner af kvinder til at kaste os ud i endeløse cardiosessioner på stairmaster, jogging og high impact aerobictimer – alt sammen i laksefarvede tights, benvarmere og på 1200 kcal om dagen. Altså indtil jeg blev desperat af sult og tømte køleskabet, slikskabet og til sidst vinkøleskabet for at drukne sorgen over at have så lidt rygrad. Når nu alle andre kvinder kunne modstå brød med smør og romkugler, hvorfor kunne jeg så ikke? Jeg lå i åben krig mod min krop. En krig jeg ikke kunne vinde, for jeg havde biologien imod mig. Biologi æder viljestyrke til morgenmad. I den periode vejede jeg alt mellem 48 kg og 100 kg, med alle tænkelige variationer over kropsvægt fordelt på 160 cm ind imellem. Det eneste, jeg ønskede, var at ligne en balletdanser. Desværre bragte mine gener mig efter hvert vægttab tilbage til i højere grad at ligne en russisk kuglestøder. Det lykkedes mig aldrig at vedligeholde mine mange vægttab. Det græd jeg meget over i 80´erne og 90érne. Den næste, der påstår, at det handler om at tage sig sammen og at have disciplin nok til at lette røven og lukke munden, får en flad. Så længe du ikke har prøvet at tude ned i en æske fyldte chokolader, eller ønsket du kunne bytte den ene arm væk mod at blive tynd, skal jeg ikke bede om dine vægttabsråd. Så bare luk røven! Overvægt handler ikke om viljestyrke, fedme er en sygdom. Det har vi medicin for nu, nemlig vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro.

Vægttabsmedicin er ikke snyd

At anvende vægttabsmedicin anses ofte af mennesker, der ikke selv er genetisk disponeret for overvægt, for snyd. Det mener jeg, er et arrogant synspunkt og derudover helt misforstået. Der er i virkeligheden tale om, at vægttabsmedicin ligestiller os genetisk udfordrede med jer, der har vundet i gen-lotteriet. Det betyder lighed i udgangspunktet, ligesom i sportens verden. Så kæmper vi i samme vægtklasse og med de samme forudsætninger. Vægttabsmedicin gør en kæmpe forskel for mange mennesker. Den vigtigste effekt, jeg hører fra dem, der har prøvet, er en helt ny tilstand af madro. Væk er de konstante tanker om mad, om det næste måltid, væk er koncentrationsrøvende cravings og en konstant følelse af sult. Sådan som mennesker med et normalt forhold til mad har det hver dag. Hvilken lettelse at kunne leve et liv i total madro. Det under jeg alle genetisk disponerede, og alligevel er jeg bekymret over stigningen i brugen af vægttabsmedicin. For jeg er ikke blind for, at nogle kvinder går til lægen og får Wegovy for at forfølge superskinny-trenden, som sidst hærgede i 80érne og 90érne. Den trend, som betød, at mange kvinder, mig selv inklusive, har betalt en pris i form at en forøget risiko for osteoporose. Har du huller i dine knogler og falder og brækker lårbenet, så har du 40 % risiko for at dø indenfor et år. Det er jo ikke for sjov, jeg råber op. Min generation af Gen x-kvinder får med stor sandsynlighed brug for medicin mod knogleskørhed. For vi vinkede farvel til muskel-og knoglemasse i bestræbelserne på at være ultratynde. ”Nothing tastes as good as skinny feels”, som Kate Moss prædikede for os dengang. Hun havde tydeligvis ikke smagt studenterbrødene fra bageren på Nordlandsvej, tæt på mit gymnasium. Vægttab betyder næsten uundgåeligt et tab af både fedt og muskler; et liv med kalorierestriktion laver overtræk på dine muskel- og knoglemassekonti. Lav vægt er i sig selv en risikofaktor for udvikling af osteoporose. Så brug af vægttabsmedicin for at opnå det superskinny look er højrisiko adfærd. Er vi virkeligt sindssyge nok til at hoppe på den igen?

Hormoner beskytter muskler og knogler

Kvinder i midlife går til læge og beder om et middel til vægttab. Et vægttab, der desværre kan medføre et tab af muskelmasse. Kvinder i midlife går ikke til læge og beder om et middel til at beholde deres muskelmasse. Men det kan du faktisk godt; du kan bede om at komme i hormonerstatningsterapi. Østrogen, progesteron og testosteron kan hjælpe dig med at opbygge og vedligeholde både muskel- og knoglemasse langt op i alderen. Jeg er stor fortaler for hormoner i menopausen. Jeg blev hormonradikaliseret tidligt. Jeg blev nægtet hormoner hos min læge i 2016, hvor de første menopausesymptomer viste sig. Min læge ville slet ikke høre tale om at udskrive hormoner til mig. Så jeg dykkede massivt ned i studier og hypoteser, og har siden taget ansvar for min egen hormonelle sundhed. Jeg mener ikke, der kan være tvivl længere om, at østrogen hjælper med at bevare knogledensitet og muskelmasse. Min daværende læge sendte mig i dexa-scanning i 2016, da jeg trak ”vi har knogleskørhed i familien”-kortet for at få adgang til den hellige hormongral. Jeg lå lige præcist indenfor normalområdet. Med min aktive livsstil burde jeg have ligget i toppen. Det var ikke nok til at få en recept på østrogen. Det hjalp at finde en god gynækolog, som gav mig de ønskede hormoner. Jeg har netop fået svar på en tilsvarende dexa-scanning fra november 2025. Det er lykkedes mig at forøge min knogledensitet massivt siden 2016. Eneste forskel er, at jeg nu tilfører min krop de hormoner, der vedligeholder min knoglemasse. Det virker! Jeg er living proof.

Hormoner er ikke nok

Jeg er med på, at det kan diskuteres, om østrogen forebygger demens og alzheimers. Det vil fremtidige studier vise. Hvis ellers nogen gider finaniere studier om kvinders sundhed. Jeg har mine personlige overbevisninger, som jeg ikke lægger skjul på. Selv om evidensen mangler, er der hypoteser, der er stærke nok til, at jeg med glæde vil løbe eventuelle risici, der følger med hormonerstatningsterapi (HRT) for resten af mit liv. Jeg skal ikke bestemme over din krop – din krop, dine valg – men jeg ville ønske, alle kvinder fik mulighed for at afprøve, hvad hormoner kan gøre for dem. Hvis du vil vide mere, så book mig til et foredrag.

Jeg holder foredrag, både i store foredragssale og i mere intime rammer. Jeg kommer gerne hjem i din stue med et foredrag, hvis du samler en flok kvinder i dit netværk.

Til mine foredrag har jeg fokus på, at hormoner alene ikke gør det. Men hormoner kan give dig overskud til at etablere den livsstil, der holder dig sund og stærk langt op i alderen. Der er navnlig to ting, du skal investere i: Din ernæring og din træning.

Hvor kom den mavedelle fra?

Kvinder i midlife klager over nye deller, der dukker op, selv om de ikke har ændret på kost eller aktivitetsniveau. Det er der en forklaring på. Når kvinder mister hormoner i forbindelse med menopausen, forsøger kroppen at skaffe hormoner andre steder fra. Fedtvæv producerer hormoner. Der er godt nok tale om inflammationshormoner, men kroppen er åbenbart af den overbevisning, at det er bedre end ingenting. Derfor lagrer kroppen ekstra fedt, så snart menopausen banker på døren. Og den mavedelle er SÅ svær at komme af med. Generer den dig, får du lige et tip. Højintensiv intervaltræning er svaret, hvis du vil forbrænde mavedellen. Ikke spinning eller lange løbeture, hvis det er mavedellen, du vil gøre kål på. Der er en fysiologisk forklaring, som du ikke orker en længere redegørelse for. I studier, der har sammenlignet længerevarende cardiotræning, også kaldet stady state, med højintensiv intervaltræning som sprint, forårsager det sidste en væsentlig større reduktion i mavefedt. Det handler om forskellige fedtcellereceptorer, især alfareceptorer og betareceptorer. Mavefedt indeholder større mængder af betareceptorer, og når de stimuleres, vil fedtcellerne nedbrydes. Højintensiv intervaltræning synes at stimulere betareceptorerne bedre end stady state-træning. Så spurt, Forrest, spurt!

Du SKAL styrketræne

Men blot for at holde fokus, så er det farligere at miste muskelmasse end at forøge fedtmasse, som du bliver ældre. Der findes faktisk en ”fit fat fenotype”. Du kan godt være sund, selv om du er overvægtig. En aktiv overvægtig med en stor muskelmasse er sundere end en tynd inaktiv med en lille muskelmasse. Når vi ser på alle parametre omkring sundhed, er det fysisk aktivitet, der har den største effekt i forhold til sundhed og forebyggelse af for tidlig død. Gåture er teknisk set fysisk aktivitet, som har mange fordele. Det fortsætter du bare med. Det opbygger blot ikke muskel- og knoglemasse. Hvis du vil opbygge knoglemasse, skal der vertikal impact på knoglerne. Det bedste er at hoppe. Hop, hop, hop – hver dag. Det var da et vildt anvendeligt og forståeligt råd, ikke? Men hvad med musklerne, hvordan bygger du muskelmasse? Du gider nok ikke høre det, men du kommer ikke udenom styrketræning. Du skal løfte vægte. Det stimulerer både dine muskler og dine knogler, og giver en livreddende vækst i begge. Det er aldrig for sent, og du er aldrig for gammel. Du vil blive overrasket over, hvor gode resultater der kan opnås, selv i en høj alder. Sæt tid af til 3 gange om ugen med vægttræning, og det behøver ikke tage mere end 30-40 minutter. Læg hertil 20 minutters højintens intervaltræning én gang om ugen, og du er godt kørende, både i forhold til muskler og knogler. Hvis du så hopper på stedet, i de minutter din stempelkaffe trækker om morgenen, ja så har du gjort din fremtidskrop en kæmpe tjeneste.

Protein

Det sidste råd i rækken handler om ernæring, nærmere betegnet om protein. Som du sikkert er ved at kaste op over at høre om, hvis du bare nogenlunde regelmæssigt opholder dig på instagram eller Tik Tok. Protein er det nye sort. For at bevare din muskelmasse skal du have et proteinindtag, der er stort nok. Jeg anbefaler, at du ligger mellem 1.6 -2 gram protein pr kg kropsvægt. Kropsvægt betyder i denne kontekst, den vægt, du ville have, hvis du var normalvægtig, sådan cirka. Det er meget protein, og sikkert en del mere end du reelt indtager. Det kræver en bevidst indsats. Proteineffektiviteten falder med alderen, så du skal have en større mængde protein som 70-årig, end da du var 20 år. Du kan fordele dit proteinindtag på de tre hovedmåltider, så du bestræber dig på at få 30-40 gram til hvert måltid. Resten får du på mellemmåltider.

Er du klar til en vedligeholdelsesplan?

Puha, du bliver helt træt ved tanken. Det kræver meget tid og meget arbejde at følge den vedligeholdelsesplan, jeg netop har lavet for dig. Men jeg gentager lige mig selv: Du har ikke tiden til ikke at følge den plan. Lader du være, siger du farvel til mange år med god livskvalitet til fordel for år med sygdom og svækkelse. Og du risikerer at dø tidligere. Det har du ikke tid til, for der er så meget godt at opleve i det her liv. Så kom i gang. Vi ses i frivægtsområdet eller ved mejerihylden i Netto. God træning og bon appétit.

58 år og strong AF, er selv lidt overrasket. Come join me!

For jeg har fået maske på..

Jeg har et handicap – og det er større, end jeg troede. Langt større. Kan du overhovedet gætte, hvem jeg er, sådan som jeg render rundt og maskerer? Kan jeg selv? Det er på tide at lægge maskerne, så både du og jeg kan få øje på det, der er inde bagved. Hvis du også maskerer, så læs dette indlæg til ende. Der venter nogle spørgsmål, der måske gør avs, men som du skylder dig selv at reflektere over. Ja dig!

Mine elever har lavet fastelavnsversionen af en lærer, kan I gætte hvem det er?

To grimme spørgsmål

Jeg var på besøg hos min lillebror i Ry, og det blev lidt en øjenåbner. Han stillede to grimme spørgsmål:

Har du det værre, end du foregiver?

Har du det værre, end du fortæller mig?

Det blev et gigantisk JA til begge spørgsmål. Et JA til, at jeg i praksis og på daglig basis stadig maskerer og kompenserer, selv om det er blevet min livsmission at stå ved mig selv og at hjælpe andre neurodivergente til et liv, hvor de ikke skal maskere. Jeg er åbenbart så god til at bluffe, at jeg selv og mine nærmeste ikke opdager det. Lige nu har jeg ramt bunden af et stort, sort hul, og jeg bliver nødt til at se mit handicap i øjnene, og uddrage de nødvendige konsekvenser heraf.

Hvad et CV afslører

Jeg er i proces, som man siger på djøfsk. En proces, der handler om at skabe et liv, hvor jeg kan trives. Et liv hvor jeg kan bruge mine ressourcer til at gøre en forskel, i en kontekst, hvor der er efterspørgsel på netop det, jeg kan. Det, jeg kan, kan bruges mange steder, men det er blot ikke alle steder, jeg kan trives. Det kan ses af mit CV. Problemet er, at jeg er meget dygtigere og mere ressourcestærk, end mit CV antyder. Når mine øjne glider ned over mit CV, synes jeg, det skriger ADHD. Hyppige jobskifte, mange uddannelser og kurser, flere brancheskift, et par fyringer. Men også job på et særdeles højt niveau med udfordrende lederstillinger, hvor jeg ved, jeg har leveret resultater. Jeg kan sagtens selv få øje på den røde tråd i mine uddannelser og ansættelser, og det kunne karrierecoachen, jeg havnede hos, sidst jeg blev fyret, heldigvis også. Men jeg kan også få øje på det kæmpestore bluffnummer, der gemmer sig bag mit CV.

Det store bluffnummer

Nu, hvor jeg er nået langt med en kortlægning og afprøvning af, hvilke rammer, jeg kan trives i, går det stille og roligt op for mig, hvor stort et blufnummer, jeg har sat op hver eneste dag. Et bluffnummer, hvis formål var at skjule alle de ting, jeg havde svært ved, som andre tilsyneladende havde let ved.  Det har jeg betalt en høj pris for, i form af mistrivsel, misbrug, dårligt selvværd, en kronisk forkerthedsfølelse og en million mentale burnouts. Jeg vil ikke udsætte min hjerne, krop og mit nervesystem for den form for mishandling, det krævede at fungere på et arbejdsmarked indrettet til og af neurotypiske. Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt ud for at være forkert, fordi jeg har en hjerne og et nervesystem, der er wired anderledes end hos mine neurotypiske kollegaer og chefer. På den anden side er jeg for ressourcestærk til at stå udenfor samme arbejdsmarked.

Er inklusion virkeligt så svært?

Er det virkeligt så svært at indrette en arbejdsplads med inklusion for øje, så alle fordelene ved diversitet i arbejdsstyrken kan opnås? Så nogen får glæde af min brillante hjerne, min energi og mit kæmpestore engagement? Når jeg er god, er jeg overdrevet god, og kun få kan følge med i mit tempo og tankegang. Kunne man forestille sig et arbejdsmarked, der kan rumme, at jeg er piveffektiv og kreativ, når jeg rammer hyperfokus, men helt til rotterne, når hypofokus banker på? Som tilbyder fleksibilitet, så et effektivt hyperfokus over mange timer i træk kan veksles til et par kortere dage, hvor jeg kan lade mine batterier op.

Et arbejdsmarked, hvor chefer og ansatte har kendskab til og kan navigere i, at jeg har svært ved at kontrollere mine følelser, som ofte sidder udenpå tylsskørtet. Som er ok med, at jeg kommer på arbejde med en uendelig mængde af smittende begejstring, alle gerne vil have del i, men at jeg også viser min vrede og frustration. En frustration, der selv hvis jeg var i stand til at holde min kæft, kan ses af alle, da mit ansigt leverer tydelige undertekster. Jeg mestrer absolut at argumentere fagligt og sagligt, men er jeg presset eller oplever uretfærdighed, kan jeg komme med udbrud, som er følelsesladede. For nylig førte sådan et udbrud til, at en chef kaldte mig uprofessionel. Jeg er forkert, var budskabet. Selv om jeg propper mig med den maksimalt tilladte dosis lisdexamfetamin hver dag, så kommer min ADHD til udtryk bl.a. ved emotionel dysregulering. Bevares, medicinen gør en vild forskel, og jeg har ikke været rasende og spyet ild, siden jeg kom i medicinsk opstart. Men jeg kan stadig få besøg af vrede og frustration. Det er en del af mit handicap.

De forbudte følelser

Der har åbenbart været et møde blandt kulturbærerne på det neuronormative arbejdsmarked, hvor det er besluttet, at følelser må blive hjemme, når medarbejdere tager på arbejde. Men det kan man ikke, når man har ADHD. Tro mig, hvis det var muligt for mig at lære at kontrollere mine følelser, så havde mit liv set anderledes ud. Og lad mig endelig ikke gå ud af det spor, der gemmer mine erfaringer med, at mandlige chefer og bestyrelsesformænd godt må vise vrede uden, at de opfattes som forkerte. Mine følelser er derimod forkerte, og de diskvalificerer mig. De bliver en fribillet for andre til at overfuse og udskamme mig. Det kaninhul orker jeg ikke at grave mig ned i længere.

Nye erkendelser

Så jeg må grave mig ned i nye erkendelser i stedet. Jeg har allerede erkendt, at jeg har særlige behov, men åbenbart ikke erkendt omfanget af mit handicap, siden jeg stadig maskerer og kompenserer i min dagligdag for at skjule det. Erkendelse kommer før beslutning og handling. Så jeg må ned og rode i min egen navle igen.

Det er udmattende med al den selverkendelse, og jeg ved ikke, hvor jeg kan tanke mere erkendelsesbenzin, I am running low of fuel. På den anden side er det også udmattende og ubehageligt at være i en tilstand, hvor ens hjerne er på kronisk overarbejde. En tilstand hvor jeg konstant afsøger mine omgivelser for feedback om, hvordan jeg forventes at opføre mig, og om jeg nu igen var for meget, for forkert. Kan du genkende noget af ovenstående?

Så er det din tur

Hvis du kan, så lad mig bruge det som afsæt til at slippe for at tage mig af mig selv, og gøre noget, jeg er pissegod til, nemlig at hjælpe andre og sætte gang i andres erkendelser. For i hvilken grad maskerer du selv i din dagligdag? Og er du klar over, at du gør det, og hvor meget det dræner dig for energi?

Spørg dig selv:

Er jeg udmattet og drænet for energi, når jeg kommer hjem fra skole/uddannelse/arbejde eller når jeg har været i sociale sammenhænge?

Har jeg monologer og dialoger med forestillede samtalepartnere i mit hoved før møder/telefonsamtaler/middage med venner eller dates?

Har jeg et konstant fokus på at regulere min adfærd og de ting, jeg siger, for at forhindre at andre synes, jeg er for meget/for mærkelig/for underlig?

Ligger jeg hver aften, inden jeg skal sove, og tænker over, hvordan jeg mon blev opfattet af andre? Og martrer jeg ofte mig selv med ”hvorfor sagde jeg også” og ”hvorfor gjorde jeg også”?

Er mine nærmeste klar over hvordan, jeg har det? Eller lader jeg som om, jeg fungerer bedre, end jeg reelt gør?

Kan du nikke genkendende til det meste i ovenstående spørgsmål, så er det på tide at komme ud af skabet, tage masken af og stå ved dine styrker og udfordringer. Fortæl andre om dine behov og bed om det du har brug for. Jo flere, der bryder ud af skabet, jo lettere bliver det for os alle. Måske er det bare det, der skal til for at sætte gang i en forandring af arbejdsmarkedet i retning af mere inklusion og diversitet; at vi er mange på én gang, der har fået nok af at rådne op i de lorteskabe. Jeg har kæftet op om det her i årevis, og jeg kunne efterhånden godt bruge et større råbekor, så vi kan trænge igennem. Sammen er vi mere højlydte!

Lad maskerne falde

70-80 % af voksne med ADHD står udenfor arbejdsmarkedet. Jeg møder en del af dem både online og til de foredrag, jeg holder. Ingen af dem, jeg har snakket med, er dumme eller dovne, nærmest tværtimod.  De vil, som du og jeg, bare gerne have lov at bidrage til samfundet, men i rammer, der ikke er på bekostning af vores trivsel. Er det for meget at forlange?

Misk, mask, maske af!

Det er aldrig for sent at få en god barndom

– om narrativ praksis og aktivisme

Jeg er skinken i en sandwich. Jeg er mast ind mellem to stykker hvidt brød; mellem to forståelser af forandring. Skal jeg ændre fortællingen om mig selv, eller skal jeg ændre Verden?

Mit liv har forandret sig de seneste år. I 2022 fik jeg en forklaring, som forandrede min selvopfattelse. At få diagnosen ADHD er ikke en undskyldning for min opførsel, men det er en forklaring. ”Nu skal du passe på, at ADHD ikke kommer til at udgøre hele din fortælling om dig selv. Du ER jo ikke din ADHD”, sagde min chef til mig en dag. Samme chef har besluttet, at narrativ teori og praksis skal være det pædagogiske ståsted i vores daglige arbejde med efterskoleeleverne. Målet er at få øje på og udvikle alternative selvfortællinger, der gør eleverne i stand til at ændre måden, de lever deres liv på.

Hvad min chef nok ikke er opmærksom på er, at før jeg fik stemplet neurodivergent, var min egen og andres fortællinger om mig ladet med betegnelser som ”noget af en mundfuld”, vanskelig, drama queen, hidsigprop, aggressiv, speed-talker, overgearet, energisk og med krudt i røven, påståelig, rebelsk og speciel/mærkelig. Nu er de ord erstattet af ”Autisme og ADHD”. Fanden til forskel. Når min chef opfordrer mig til at se på alternative fortællinger, så ER diagnosen ADHD en alternativ og positiv fortælling, der er meningsskabende og livsforandrende for mig. Det har dæmpet den grimme følelse af fiasko, givet mig et nyt sprog for mine oplevelser og erfaringer samt delvist befriet mig fra gamle, gemte, negative historier om mig selv. Jeg er sammen med min psykiater nået frem til en forståelse af, hvad der et mit problem (ADHD), hvordan problemet er opstået (arv og miljø), og hvordan det kan behandles (medicin). Samtidig er min psykiater helt klar i mælet om, at det ikke er problemet (ADHD), der er problemet, men det faktum at Verden er skabt af og til dem med hjerner, der regnes for normale. Hvis Verden var indrettet med diversitet og inklusion som bærende værdier, så var mit problem (ADHD) ikke et problem.

Glasloftet er problemet

Over mig er et glasloft. Normalt bruges metaforen til at beskrive den usynlige forhindring for, hvor højt kvinder kan komme i forhold til job med høj status og høj løn. Jeg har taget turen op og knaldet hovedet direkte ind i det loft. Selv om jeg lykkedes med at tiltuske mig prestigefyldte lederstillinger, så oplevede jeg gang på gang, at jeg tjente mindre end mænd i samme stillinger. Jeg er med på, at nogle brancher, stillinger og løntrin kan være svære at sammenligne. Men en forstander på en idrætshøjskole i Aalborg og en forstander på en idrætshøjskole i Brønderslev svarer vel til at sammenligne pærer med pærer, bananer med bananer. Jeg har fået mange bovlamme, idiotiske forklaringer på løngabet af bestyrelsesformænd, som selv havde fuld plade i privilegiebingo; hvide, midaldrende, protestantiske, heteroseksuelle mænd, ja du fortsætter bare remsen, du kender den til hudløshed. Jeg er ikke længere optaget af, om glasloftet forhindrer mig som kvinde i at opnå magt og prestige. Jeg er i fuld gang med et karriereskifte på baggrund af to begivenheder, der indtraf simultant i 2022; en fyring og en udredning. Jeg blev måske ikke ligefrem genfødt, men jeg lever et helt andet liv nu som efterskolelærer med fire flotte diagnoser, herunder ADHD og autisme. Jeg støder blot stadig hovedet mod et glasloft. Det har jeg ved nærmere eftertanke gjort hele mit liv, og i en grad hvor min signatursang burde være ”Min hat den har tre buler”, men hvor hatten er erstattet af mit hoved. Sagen er den, at der er et glasloft af hærdet, brudsikkert glas, som forhindrer en særlig gruppe mennesker i overhovedet at få et job. For slet ikke at tale om at beholde jobbet og den varige tilknytning til arbejdsmarkedet. Glasloftet er det neuronormative samfund og det dertilhørende arbejdsmarked lavet af og til neurotypiske. Os, der hamrer hovedet mod glasloftet, er neurodivergente, altså mennesker med neuropsykiatriske lidelser som ADHD, autismespektrum forstyrrelse og OCD. Under et oplæg, jeg holdt i regi af ADHD-foreningen, fik jeg den tanke at spørge salen, som var fyldt til bristepunktet af kvinder i alle aldre, om deres jobsituation. Fire af kvinderne var i job. Fire! Fire ud af en stor gruppe, helt åbenlyst intelligente, engagerede og nysgerrige kvinder. Jeg var i chok, men den er god nok. Næsten halvdelen af 18-årige med ADHD er ikke i gang med en ungdomsuddannelse (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2019), under 10 % voksne med ADHD har en videregående uddannelse (Sundhedsministeriet 2019) og mere end 70% af voksne med diagnosen ADHD står udenfor det danske arbejdsmarked (Sundhedsministeriet 2018). Har du brug for yderligere et skud gys og gru kan du læse mere på ADHD-foreningens hjemmeside, link her: https://adhd.dk/

One size does´nt fit all

Hvorfor tillader vi det her? Hvordan kan det danske samfund undvære vores bidrag, blot fordi vi har ADHD? Vi er ikke freaks, vi er ikke farlige, vi er ikke dumme- vi har ADHD! Et fællestræk, som jeg oplever hos mennesker med ADHD, er et alenlangt CV. Vi har taget livtag med arbejdsmarkedet igen igen igen og så atter en gang. Vi har prøvet at skifte branche, at forlade store virksomheder til fordel for små, og vi er gået op og ned ad karrierestigen. Vi har i forskellige grader knækket halsen eller brækket benene i forsøget på at tilpasse os arbejdsmarkedets ”one size fits all”. Vi kan ikke skrue os ned i den størrelse. Lykkes det, går der ikke længe, før uniformen revner og sprækker. Kvæstede tuder vi over endnu et nederlag, og vi hulker i frustration over igen at fejle med det, andre tilsyneladende har let ved. Samtidig VED vi, at vi er talentfulde på forskellige områder, at vi er intelligente, kreative og kan arbejde hurtigere end lynet – hvis vi har de rigtige rammer og vilkår. Det har vi bare ikke. I stedet dør vi af skam over at være så dårlige forvaltere af talent. Guess what? Det er ikke os neurodivergente, der er dårlige forvaltere af talent, det er samfundet!

Hvad kan erstatte one size?

Jeg har fået en ny fortælling om mig selv. I samme periode er Verden forblevet den samme, i al fald når det kommer til inklusion af mennesker med anderledes hjerner. Du tænker måske, at det ikke kan passe, det store fokus på især ADHD taget i betragtning. Men tro mig. Accept og forståelse er endnu ikke omsat til handling, der kan mærkes. Det har jeg lyst til at gøre noget ved. Det er ikke nok, at jeg nu ved, hvorfor jeg trives dårligt i de normales Verden. Det er ikke nok, at jeg dagligt indtager medicin, der dæmper symptomer og adfærd, som i vores kultur regnes for afvigende.  Hvis der for alvor skal være plads til sådan én som mig, så skal Verden forandres.

Jeg er skinken i en sandwich, individuelt tilpasset de normales Verden med hjælp fra medicinalindustrien men med en stigende lyst til at sætte ild til samme Verden.

Jeg har et lyserødt badge med ordene ”Rebel Rose”. Det passer godt til mig; en rebelsk djævel klædt i lyserødt. Jeg har en sag at vende min lyserøde trefork og aktivisme imod: Død over det ekskluderende arbejdsmarked. Jeg har lyst til at smadre, sætte ild til, overhælde med gift og råbe ad den usynlige, men altid tilstedeværende barriere af gældende normer og indretning af et arbejdsmarked, som gør hverdagen til en uoverskuelig forhindringsbane for sådan nogle som mig med en funktionsnedsættelse som ADHD. Her er, hvad jeg ønsker i stedet: Et inkluderende arbejdsmarked præget af (neuro)diversitet og viljen til at skabe rammer, hvor den enkelte kan trives, udvikles og virke. Til gavn for den enkelte og for bundlinjen.

Det er aldrig for sent at få en god barndom

Jeg er skinken i en sandwich.  Den ene skive brød udgøres af strukturelle aspekter, jeg gerne vil ændre.  Den anden skive brød er det forjættede land, det narrative univers, som er det pædagogiske Motherland på min arbejdsplads. Målet med den narrative praksis er at hjælpe vores elever med at skabe en anden, mere positiv forståelse af dem selv og deres muligheder i livet. Ved at opdage alternative måder at forstå sig selv og egne udfordringer på, hjælpes den enkelte elev til at ændre identitet og adfærd og til at handle anderledes. Identitet opfattes i det narrative univers som en foranderlig størrelse. Anvendt pædagogisk handler det om, at vi som efterskolelærere skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til de mangefacetterede fortællinger om og af de elever, vi arbejder med. Fortællingerne kan åbne for nye måder at leve på. Det er lærerens opgave at være fødselshjælper for en mere positiv tilgang. Positive historier tænkes at fungere som ballast, der kan trækkes på, når et bestemt problem trænger sig på eller angriber. Som sådan er den narrative tilgang ikke interesseret i løsninger på problemer. Det er ikke efterskolelærerens opgave at komme med løsninger.

Den narrative teori låner socialkonstruktivismens grundantagelse, at et menneskes identitet er en social konstruktion. Identitet skabes af og gennem egne og andres fortællinger om os.  Målet, med det pædagogiske arbejde indenfor den narrative ramme, er at skabe alternative fortællinger, som kan danne modvægt til eksisterende problematiske fortællinger. Således støttes opbygningen af en anden identitet end den problematiske. Ved at adskille problem fra person, og at have fokus på, at det er problemet, der er problemet og ikke personen, er det muligt at arbejde med at løse problemet.

For at tilslutte sig den narrative praksis og terapi, må man forlade ideen om essens, om personlighedens kerne: Alt er fødder, intet er rødder. Tidligere var den enkeltes identitet givet på forhånd i og med et tilhørsforhold til og rødder i en bestemt slægt og familie, en egn, et religiøst tilhørsforhold og en social klasse. Sådan er det ikke længere. Det enkelte individ er frisat til selv at konstruere sin identitet og skabe en mening med livet.

Men enhver er vel dannet af et eller andet. Dannelsen sker i en bestemt kontekst og indenfor bestemte kulturelle normer. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved de gældende kulturnormer eller samfundsstrukturer. Den søger i stedet individuelle løsninger og tilpasninger på de problemer, individet støder på i mødet med disse normer og strukturer. Selv om et problem har rødder i en bestemt samfundsstruktur, er det på egne, individuelle fødder, løsningen skal findes. I samtalen med en elev udforskes, hvad der er vigtigt for eleven. Elevens fortælling om en bestemt handling tilskrives mening på en måde, hvor eleven tolker effekten af det, der skete, men på en ny og mere positiv måde, der understøtter elevens positive selvopfattelse. Det er aldrig for sent at få en god barndom. Du kan fjerne smerten for altid, hvis du omskriver de negative oplevelser fra din barndom og giver plads til de positive, men ufortalte oplevelser og erfaringer. Det er lærerens opgave at lytte efter de vigtige begivenheder, der ikke får plads i historien, men som det kan være frugtbart at få plads til. ”Der kan du se, det var ikke så slemt med den barndom.”

Individuelle eller kollektive løsninger?

Her forpasser vi muligheden for at stille mere grundlæggende spørgsmål ved den herskende samfundslogik. Efterskoleelevernes problemer og vanskeligheder sættes i en individuel kontekst, uden at samfundsnormers betydning for problemets opståen overvejes. Vi rejser ikke tvivl om det bestående, vi finder ikke på kollektivt bedre løsninger eller nye måder at indrette samfundet eller efterskolen på. Vi opfordrer ikke til revolution. Den narrative praksis tilbyder, uanset problemets karakter, altid det samme svar: At det er muligt at arbejde med problemet gennem en ny forståelse og nye fortællinger. Der tages altid udgangspunkt i individets egne oplevelser af et problem. Individet har med baggrund i sine erfaringer den nødvendige viden til at skabe løsninger på problemer, og kan på ryggen af en ny identitet foretage andre valg for sit liv end tidligere. De samfundsmæssige betingelser, som individet er forankret i, hvorfra handlinger kan foretages, tages for givet.

Den narrative praksis stiller i mine øjne store krav til lærerens evne som reflekterende praktiker. Lærerens forforståelse, adfærd, bias og erfaringer påvirker relationen til eleverne og er afgørende for det, der høres, når eleverne fortæller. Sprogbrug må tilpasses den enkelte elev og dennes evne til at sætte ord på sin livsverden og tænke abstrakt. Den enkelte lærers egen sprogbrug og måde at udtrykke sig får ligeledes indflydelse på metodens anvendelse. Når jeg støtter en elev i at få øje på sine værdier og positive personlige egenskaber, sker det gennem min tolkning og med ord, jeg foreslår eleven. Dermed har jeg magt til at styre elevens nye, alternative fortællinger; jeg har definitionsmagten. Det har vi på efterskolen ikke rigtigt talt om i introduktionsmoduler til metoden.

Elefanten i rummet

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser tegn på ADHD/autismespektrum forstyrrelse hos personer i min omgangskreds. Jeg ser det naturligvis også hos vores efterskoleelever. Min radar fanger især de piger, der kæmper en daglig kamp for at fungere i en skoleform, der ikke er tilpasset elever med en opmærksomhedsforstyrrelse. Piger, der er udmattede, føler sig forkerte, oplever afvisninger, og som er frustrerede over, at de har svært ved det, de andre har let ved.

I samtaler med pigerne forventes jeg at hjælpe dem med at eksternalisere deres problemer og frigøre dem fra deres negative identitet og selvforståelse. Men jeg må ikke nævne elefanten i rummet; jeg må ikke nævne ordet ADHD. For vi diagnosticerer naturligvis ikke vores elever. Det er ikke en efterskoles opgave. Men jeg spotter med det samme de tydelige tegn på neurodivergens. Jeg oplever f.eks., at pigerne er fastlåst i gentagelser af dysfunktionelle mønstre i relationen til andre. Pigerne skal støttes til bedre relationer via en ny selvfortælling. Men som én af vores elever, ”F”, fortalte mig, er det opslidende at skabe sammenhæng mellem mange parallelt eksisterende identiteter og sociale roller: ”Jeg ved snart ikke, hvem jeg er længere, jeg er aldrig mig selv. Jeg prøver at være den, de andre forventer jeg er, og jeg kan ikke huske, hvem jeg egentlig er indeni. Nogle gange ved jeg ikke engang, hvem de gerne vil have, jeg skal være, og det er trættende”. Min opgave som efterskolelærer er at være katalysator for en mindre belastende fortælling. De fragmenterede historier fra nutiden og fortiden skal tolkes og indgå i en samlet og større fortælling om den enkelte piges liv og selv. Jeg ønsker, at pigerne skal have en styrkefokuseret selvforståelse i en omverden, der gennem hele deres liv har kritiseret og påpeget fejl hos dem. På samme måde som jeg hele mit liv er blevet fortalt, at jeg oplever verden forkert og agerer forkert. Da jeg fik diagnosen ADHD, gik det op for mig, at jeg ikke er forkert og ikke er et dårligt menneske. Jeg har nogle udfordringer på den sociale arena, som jeg bliver mødt mere positivt i, når jeg er åben og kommunikerende omkring mine vanskeligheder. Gennem en undersøgende tilgang til netop min form for ADHD er jeg mindre tilbøjelig til at agere som en social nomade, der tilpasser hvem, jeg er, til skiftende sociale kontekster. Det har jeg i lighed med ”F” gjort det meste af mit liv.  Jeg har fået et mere sammenhængende selv og flere positive historier at hænge min identitet op på. Jeg har samtidigt fået en stigende lyst til at påvirke samfundets syn på sådan én som mig, og til at medvirke til at skabe bedre vilkår for neurodivergente. På den måde påvirker mine egne erfaringer og forforståelse naturligvis de fortællinger, jeg gerne vil skubbe pigerne i retning af. Men det må jeg ikke.

Det er umuligt at være fødselshjælper for en grundlæggende forandring af pigernes narrativer, når jeg har valgt et upopulært perspektiv. Jeg tolker deres udfordringer ind i en kontekst af en opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD, et ord, der er funktionelt Lord Voldemort på min arbejdsplads. Så jeg sætter et plaster på et brækket ben. Taler om hvornår, panikanfaldet kommer på besøg, så pigen kan være opmærksom på ikke at blive for udmattet eller mentalt overbelastet. Men den underliggende årsag, som en forståelse for har potentiale til fjerne panikanfald, den lader jeg ligge. Det vil sige, jeg lader den ligge på efterskolen. Jeg tager derimod rundt i landet og holder foredrag om de oversete piger med ADHD. Sammen med psykiater Charlotte Jokumsen, der har skrevet bogen ”At leve med AD(H)D som kvinde”, forsøger jeg at formidle viden til piger/kvinder, studievejledere, psykologer, pårørende og andre med interesse for emnet. Så piger og kvinder ikke sendes til psykolog, der skal hjælpe dem med at cope med et liv, der gør ondt. Så piger og kvinder ikke får tilbudt angstdæmpende medicin eller antidepressiver. Så symptomer som angst, depression, udmattelse, misbrug, frafald på uddannelser og på arbejdsmarkedet, søvnproblemer mm., tolkes som det, det ofte er: En underliggende ADHD. Først der kan pigerne og kvinderne få den nødvendige hjælp, både medicinsk og i forståelsen af og fortællingen om dem selv.

Know better to do better

Når flere ved mere, kan vi sammen rykke på kulturnormerne. Vi kan skubbe til de nødvendige forandringer af samfundet. Den narrative praksis stiller ikke spørgsmål ved den herskende kulturs syn på neurodivergente. Den narrative praksis giver ikke den herskende arbejdskultur en lussing for at være ekskluderende og skyld i, at en større og større gruppe mennesker fejler og falder udenfor. Den individualiserer problemer og søger individuelle løsninger på disse. Et problem, der burde være fælles, og som i sidste ende handler om, hvordan alle har mulighed for at leve et meningsfuldt liv og bidrage til det fælles. Spørgsmål om, hvordan vi får plads til alle på arbejdsmarkedet, er i øjeblikket reduceret til individuelle tilbud til neurodivergente om støtte, vejledning og coaching. Så personer med et kaotisk ADHD-liv kan lære redskaber og udvikle ”Workarounds” – det nye sort i ADHD-værktøjskassen – der gør det muligt at tilpasse sig det neuronormative samfund.

Den narrative tilgang og den narrative terapi tilbyder individualiseret selvforandring. Det er jeg som sådan ikke imod. At det kan fungere som en universel, magisk løsning på menneskers problemer via et nyopdaget handlingspotentiale udløst af alternative historier, køber jeg ikke. Narrativ praksis har potentiale til at hjælpe individer med at fungere i bestemte omgivelser og give en bedre livskvalitet, som et resultat af bedre valg for eget liv. Men vi skal huske på, at den narrative tilgang selv er en fortælling, der fungerer i en særlig vestlig kulturel kontekst og periode. Narrativ praksis er en fortælling om psykologiske aspekter som identitet, menneskelige udfordringer og behov. Tilgangen tilbyder en forståelse af den menneskelige psyke uden at rejse kritik af det samfund, mennesker lever i. Narrativ praksis er ikke objektiv sandhed, men en forståelsesmodel, der i bedste fald er handlingsanvisende. En grundlæggende filosofisk forståelse af, at mennesker, og i min dagligdag efterskoleelever, har svar på løsninger af problemer. Efterskoleeleverne er eksperter i eget liv, men ikke bevidste om de ufortalte historier og alternative selvfortællinger, der kan rumme disse løsninger. Det skal vi hjælpe dem med. Men i mine øjne skal vi have større ambitioner end at reproducere kulturnormer og samfundsordenen. Jeg kunne ønske mig, at dannelsesarbejdet med eleverne plantede en lyst til at forandre den gældende samfundsorden. Jeg ønsker, at eleverne tager fra Samsø Efterskole med nyt udsyn og nye indsigter, og en lyst til at gøre Verden til et bedre sted at leve i. Det kræver forandringer, af både af den enkelte og af samfundet.

Selvforandring OG revolution

Jeg er skinken i en sandwich. På den ene side arbejder jeg med den enkelte elevs selvforandring, og på den anden side opfordrer jeg til revolution. Kan det forenes? Det vil vise sig. Jeg giver det et skud. Som Ghandi vist har sagt; Be the change you wish to see in the world. Men glem ej, som Hella Joof vist fortrød, hun fik sagt; at brænde hele lortet ned for at starte forfra. Hvem smider den første tændstik?

Betragtninger fra en foredragsturné

Jeg er på foredragsturné sammen med psykiater Charlotte Jokumsen og moderator Fadime Turan. ”Turné” er måske et stort ord at bruge, men det, der startede med et enkelt event, har bragt mere med sig. Fordi interessen for piger og kvinder med ADHD er stor. Heldigvis. Selv om medierne bugner med historier om neurodivergens, ja så er der stadig en overraskende mangel på viden om ADHD. Alle har tilsyneladende holdninger og synsninger, men få har reelt en viden. Synsninger som ”alle har jo ADHD i dag” og ”ADHD er en modediagnose” er både forkerte og så provokerende at blive mødt med. Det adresserer jeg i foredraget. Jeg mødes selv dagligt med den slags kommentarer og udsagn, som tidligere havde fået mig til at åbne min dragemund og spy ild. I dag er jeg en sendiagnosticeret, velbehandlet, neurodivergent kvinde med erfaringer fra og indsigt i et liv med ADHD. Selv om jeg muligvis får et opgivende drag om munden over de ofte fordomsfulde og nedladende kommentarer, er der ingen, der rammes af 3. grads forbrændinger i mødet med mig. ADHD-medicin er det mest effektive af alle typer medicin fra psykiaterens medicinskab. De få gange, jeg har glemt tage min pille, inden jeg er taget på job, har med al ønskelig tydelighed vist, hvor stor en forskel der er på Bea + Elvanse og Bea uden Elvanse. Det er nærmest skræmmende.

Billede (taget af Katrine Dybdal) fra foredrag i Union, Nørrebro d. 28. november

Fra fyring til foredrag

Det hele startede med en fyring i 2022. Fyringen kom 14 dage før, jeg forlod en psykiatrisk klinik med en udredningsrapport og dertilhørende recept på ADHD-medicin. Lad mig undlade at blive for dramatisk og blot kalde det en middelsvært kaotisk periode. Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu? You bet! Med én dags varsel blev jeg stemt ud af mit arbejds- og hverdagsliv i Aalborg og flyttede retur til Samsø til et liv uden job, kollegaer og det fællesskab ved basketball, jeg lige havde genopdaget glæden ved. Fyringen var vedhæftet en venlig hilsen fra den fyrende part i form af et outplacementforløb hos en erhvervscoach hos Lederne. Helene Aalling fik til opgave at hjælpe mig videre til et nyt lederjob. Det kom bare ikke til at ske. For Helene blev fødselshjælper til en ny måde at leve og arbejde på. Helene stillede alle de grimme spørgsmål til min selvforståelse, mine vigtigste behov og ønsker til et kommende arbejdsliv. Det skrev jeg om. Hvert besøg hos Helene på Østerbro blev til et essay. Helene mente, de essay var gode og burde udgives. Derfor oprettede jeg en platform til udgivelser; bloggen Neurospiceupyourlife.dk. Fadime faldt over bloggen, erklærede sig som fan og inviterede mig til at være én af tre oplægsholdere til et event i regi af ADHD-foreningen med titlen ”Kvinder, hormoner og ADHD”. En fyldt sal med åbne, højlydte og spørgelystne kvinder i alle aldre gav mod på mere. Det afstedkom et event for FOF København/Nordsjælland med titlen ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?”. Alle pladser blev solgt til foredraget, som vi derfor gentog i november måned, og som vi gæster Aarhus med i foråret. Kan man ikke godt kalde det en turné?

Charlotte Jokumsen og undertegnede, foredrag 22.oktober (billede taget af Pia Frimann)

Stjerner og vandbærere

Det er ikke mig, der er stjernen i showet. Stjernen, Charlotte Jokumsen, er bogaktuel med ”At leve med AD(H)D som kvinde”.

Charlotte er psykiater og har klinik i Silkeborg med speciale i ADHD og kvinder. Charlotte møder alle typer af kvinder i sin klinik, og udover at være ekspert på området er hun dejligt empatisk, pragmatisk i sin tilgang til behandling og utroligt imødekommende. De fleste, der køber billet til foredraget, kommer for at høre Charlotte. De har læst bogen og vil gerne tale med Charlotte om alle aspekter af det neurodivergente liv. Det forstår jeg godt. Jeg er vandbæreren; jeg er med som det tynde øl. But they are in for a surprise! I know shit! Ud over at have hyperfokuset på området i årevis, og tilegnet mig al tilgængelig viden, så har jeg på egen krop erfaret konsekvenserne af en ubehandlet ADHD. Jeg har oplevet det livsforandrende i at være velbehandlet. Via mit job på Samsø Efterskole har jeg kontakt med de piger, der overses og som kæmper med skole, venner, aftaler og selvopfattelse. Læg dertil en feministisk optagethed af kønsdiskrimination på sundhedsområdet, og det giver sammenlagt en god bund at holde foredrag på. Jeg sætter ild til salen. Jeg kan vist godt tillade mig at påstå, at jeg giver tilhørerne noget, de ikke vidste, de havde brug for at høre. Det kan jeg læse ud af de anmeldelser, der kommer i forlængelse af mine oplæg, og af alle de mange henvendelser jeg får fra kvinder, der selv har udfordringer, og hvis børn har udfordringer.

Men jeg er stadig vandbæreren. Og jeg har aldrig tid nok til alt det, jeg har på hjerte. Jeg arbejder derfor på at holde foredrag i andre sammenhænge, hvor min viden og erfaring kan bære et helt foredrag. Jeg kan godt afsløre, at der er flere i støbeskeen. Jubiii.

Hjælper det at kæfte sådan op?

Det er over ti år siden, jeg begyndte at kæfte op om den manglende viden om og behandlingstilbud til menopausen. Mine opslag blev i høj grad mødt med en rungende tavshed. Klip til 2024 hvor jeg i lighed med andre kvinder i aldersgruppen er inviteret til at deltage i en undersøgelse af, hvilke udfordringer og oplevelser, danske kvinder har i forbindelse med menopausen. Endelig noget forskning på området, der har båret præg af, at alt blev sat på pause i 2002. Her viste en undersøgelse fra WHI, at der var en sammenhæng mellem hormonerstatningsterapi (HRT) og brystkræft. Det fik betydning for medicinsk praksis de næste 22 år, hvor HRT blev frarådet, uden at erstatninger blev tilbudt. Kvinder i hele Verden har lidt i stilhed siden 2002, for det er først i de seneste år, der igen er taget initiativer til videnskabelige studier af menopausen. Kunne man forestille sig, at noget så indgribende i mænds sundhed og dagligdag bare blev skudt til hjørne pga. af et tvivlsomt fortolket studie fra 2002? Ville mænd have fundet sig i det i 22 år? Hey, det er snart 2025, hvornår er der nyt? Det er der, når der tildeles forskningsmidler til undersøgelser af kvinders helbred og sygdom. Sorry ladies, men de penge har vi spejdet forgæves efter lige så længe, som der er forsket i (mænds) sygdomme og sundhed. Men så begyndte nogle kendte kvinder fra hele Verden at råbe op. Det førte til tv-programmer, bl.a., på BBC, til nye bogudgivelser og masser af instagramprofiler og podcast om emnet. Nu sker der endelig noget, der kan indhente den manglende forskning. Invitationen i min Eboks til undersøgelsen fra KU er et eksempel herpå. Det sundhedsmæssige omsorgssvigt, som jeg redegør for og giver eksempler på i foredraget ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?” stopper kun, når vi nægter at flyve under radaren og begynder at kræve svar. Tilsyneladende hjælper det at kæfte op. Også når det handler om kvinder og ADHD. Det har tidligere heddet sig, at kvinder i gennemsnit får diagnosen ADHD 11 år senere end mænd. Nye tal fra den svenske psykiater Lotta Borg Skoglund – hun er et need-to-follow, hvis du interesserer dig for kvinder og ADHD – indikerer, at det går fremad. Nye tal (ikke-publiceret, kilde: Charlotte Jokumsen i Lægens bord 4. dec. 2024) viser, at piger og kvinder nu får diagnosen ca. 5 år senere end drenge/mænd. Det er en pæn fremgang, men det er ikke nær nok. Jeg skal bede om ligestilling, også i forhold til neuropsykologiske lidelser. Så hjælp mig med at kæfte op!

Hvad kan man lære af at holde foredrag?

Jeg forsøger i mine foredrag at formidle viden, som jeg kobler på hverdagserfaringer. Jeg fortæller om egne diagnoser og om et før og efter diagnosen. Jeg bruger eksempler fra min efterskolepraksis, og jeg giver bud på en pædagogisk metode til at arbejde med de oversete piger. Jeg viser tilgange og metoder til at støtte dem i deres udfordringer, uden at skulle udrede dem eller opfordre til udredning. Det er ikke min opgave. Jeg håber, tilhørerne går derfra med ny viden og indsigt. En sidegevinst er, at det gælder også undertegnede. Jeg lærer en del af de foredrag. Til eventet ”Hvorfor overses piger og kvinder med ADHD?” indleder moderator Fadime Turan med at spørge de fremmødte til deres baggrund, altså en slags frivillig varedeklarering af tilhørerne, så vi ved hvilke interessenter, der er til stede.

Moderator Fadime inden eventet i november. Så fik jeg da lige ødelagt den selfie. I´m all over the place, gæt en diagnose.

Der er kvinder med ADHD, kvinder der har mistanke om diagnosen, men som ikke er udredt, der er mødre til døtre, der viser tegn på ADHD, og så er der personer med sundhedsfaglig interesse. Det kan være psykologer, læger, uddannelsesvejleder, lærere og pædagoger. Kendetegnende for tilhørerne er en stor spørgelyst og lyst til at blande sig i debatten. Det lærer jeg utroligt meget af. Spørgsmålene afslører, hvad I bøvler med derude i forhold til ADHD – og det er ikke så lidt. Flere deler oplevelser med at blive afvist af egen læge eller psykolog med begrundelser som at være for struktureret, for veluddannet eller for lidt hyperaktiv til at kunne have ADHD. Selv læger og psykologer mangler viden om ADHD.

Pårørende udtrykker ønsker om at lære, hvordan de bedst muligt støtter i en relation, hvor ADHD fylder. Der er mange fortvivlende beretninger om at falde igennem på arbejdsmarkedet, om at tvivle på sig selv, at føle sig forkert og at have bivirkninger ved medicin. Temaet RSD, Rejection sensitivity Dysphoria, optager mange. Charlotte er mesterlig til at forklare begrebet og komme med bud på, hvordan man kan arbejde med det, både som pårørende eller som én, der er ramt af denne smertefulde dysfunktionelle følelsesregulering. Til vores næste foredrag har jeg lovet mig selv VIRKELIGT at høre efter, når der kommer spørgsmål til RSD, for det er den ting i mit liv, jeg helst så brænde op i helvede. Jeg er f.eks. lige et smut i helvede efter hvert foredrag, hvor jeg piner og plager mig selv med ”hvorfor sagde jeg også, og hvorfor sagde jeg ikke, og hende på første række blev vist sur på mig, da jeg sagde…”. Men så er I så søde at sende mig nogle rosende ord eller anmelde mig positivt på LinkedIn mm. Det hjælper alt sammen, så bliv ved med det. Og kom til vores foredrag, eller book mig til dit næste personalearrangement eller morgensamling på din højskole. Du vil ikke fortryde – er jeg overbevist om på en af mine gode dage.

Katja Ørnen, aka Den lyttende Pen, tegnede referat af et af mit oplæg i oktober. Her er hendes fortolkning af min oplevelse af RSD samt på mit svar, da jeg blev spurgt om jeg ville vælge den neurodivergente hjerne fra, hvis jeg fik muligheden.

Der kommer ny opsætning af bloggen

Jeg har en ekspert på området, Sandra Mago Nielsen, til at lave en helt ny opsætning af Neurospiceupyourlife.dk. Da jeg startede bloggen i 2022, var formålet at have en platform til artikler. Men pludselig er der dukket andre behov op, som hjemmesiden skal kunne opfylde. Stay tuned, det bliver godt.

Alle gode ønsker til jer, her er min All I want for christmas, 2024

Hør podcast med Charlotte Jokumsen i Lægens bord, find det her:

https://www.dr.dk/lyd/p1/laegens-bord-4053955599000

Danske Commodities – sådan gør man inklusion

Jeg kunne have været skyld i, at en stor kontorbygning i Aarhus var brændt ned til grunden.  Jeg var nemlig i overhængende fare for at selvantænde af begejstring, fra jeg trådte ind ad døren for at deltage i et event, til jeg stod ved min cykel og lagde en goodiebag og mit fornyede håb for en neurodivergent fremtid i cykelkurven sammen med resten af en æblejuice fra REBÆL, jeg ikke havde nået at drikke. Helt uvant kørte sætningen ”din forbandende, rebelske kværulant” ikke på repeat i mit hoved, som ellers er kutyme, når jeg selvevaluerer efter møder, hvor jeg aldrig kan holde min kæft. Jeg havde været tom for ord en hel eftermiddag, optændt af den hellige, inkluderende ild.

Vil du tænde, må du brænde. Jeg brænder for at medvirke til at skabe bedre rammer for os med anderledes hjerner, og jeg forsøger at tænde jer med ansvar for vores og andres arbejdsliv. Så lav en kop kaffe eller hæld et glas rødvin op, sæt dig godt til rette og hør så, hvordan det skal gøres. Ikke kun for min og andre neurodivergentes skyld, men for samtlige af dine medarbejderes trivsel og i sidste ende for bundlinjen. Fik jeg din opmærksomhed nu? Tak. Here we go!

Et event om diversitet og inklusion

Jeg har været til et event med titlen ”Diversity and Inclusion in Tech”. Eventet blev afholdt hos Danske Commodities i Aarhus. Det var min datter Silke, der gjorde mig opmærksom på eventet, som hun selv skulle deltage i. Én af oplægsholderne var Lise Lystlund fra Co-coders, hvis arbejde for at fremme inklusion i tech-branchen, er undersøgelsesgenstanden i Silkes kandidatafhandling, der har fokus på køn. Jeg beskæftiger mig med et andet aspekt ved diversitet og inklusion, nemlig af forskellige typer af hjerner. De seneste år har jeg gravet mig dybere og dybere ned i et kaninhul omkring neurodivergens, og for ikke at fare vild i et ekkokammer, så jeg eventet som en mulighed for at få udvidet mine perspektiver på diversitet og inklusion.

Indrømmet, jeg havde aldrig hørt om Danske Commodities, som jeg stod der foran Jægergårdsgade nr. 118 og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle komme ind til arrangementet. Der var ingen skilte, og døren levede ikke op til mit indre billede af en hovedindgang. Jeg var som altid en halv time for tidligt på den. Den autistiske del af mig obsesser med tid. Der foregår konstant en indre kamp i mit hoved, og hvor min ADHD var fyr og flamme over det forestående event, trak min autisme mig tilbage mod min cykel for at slippe for ubehaget ved det ukendte.

Illustration af Elllie Hopley, Instagram: shuturp

Netop da kom tre yngre, engelsktalende personer hen mod døren. Jeg var ikke i tvivl om, at de skulle til samme event, så jeg koblede mig på dem. De var modige. De tog i døren, som gik op, og vi fortsatte op ad en trappe. Ingen adgang uden et personalekort. En mand passerede os på trappen, og med et adgangskort åbnede han døren. Vi smuttede med ind. Vi trådte ind i et enormt kontorlandskab i store, højloftede og lyse lokaler. Det summede af aktivitet. Vi betragtede scenariet, mens vi kiggede efter skilte, pile eller en reception, der kunne guide os til lokationen for eventets afholdelse. Ingen tog særlig notits af os, så vi bevægede os fremad. Overalt i rummet var der rullet, ikke en rød løber, men en beige løber ud. Et vidunderligt, blødt og lyddæmpende gulvtæppe, som dækkede midten af det lyse trægulv. Ingen klik klak fra hæle skulle forstyrre stedets ansatte, der bag rumdelere eller i lydisolerende kabiner holdt møder og samtaler i dyb koncentration. Hvad var det her for et sted?

Vi slog os ned i Casual sofa-area

Mine medsammensvorne fortsatte mod midten af rummet, til et område med betegnelsen ”Casual sofa area”. Et skilt over den indbydende sofa gav tydelige instruktioner i ord og piktogrammer for forventet adfærd. Sofaen var til korte pauser, her måtte samarbejdes og samtales, inklusive samtale af mere privat karakter. Satte man sig, måtte der forventes nogen støj. Det var til at forstå. Der slog vi os ned. Endnu havde ingen løftet et øjenbryn eller spurgt til vores ærinde.

To oplægholdere fra ReDI School for Digital integration Aarhus indtog den bløde sofa

ADHD-himlen åbnede sig

Jeg sad i vanlig, hyperaktive stil ikke ned længe men blev draget tilbage til det åbne kontorlandskab. Noget her var anderledes. Det var selve den fysiske manifestering af de tilpasninger og indretning af arbejdspladser, jeg, som neurodivergent, efterlyser og drømmer om. Jeg hvirvlede som en tornado rundt om mig selv, op og ned ad gangene i fuldt sving med at åbne døre til kabiner for at tage billeder. Imens bemærkede jeg diskrete blikke rettet mod mig fra kontorlandskabets arbejdsstationer. Blikke, der hurtigt blev dirigeret tilbage til skærmen eller til et teammedlem og til optagethed af en opgave. Reaktionen fra de ansatte ledte mig på sporet af, hvad der var sket: Jeg var død og kommet i ADHD-himlen. Indretningen og den arbejdskultur, der sad i væggene, skreg inklusion. Hvorfor fandtes neurospicy-paradisets have i en kontorbygning i Aarhus?

En velkomst med væske

Jeg kom det ikke nærmere, før en kvinde ledte os op til næste etage. Her skulle eventet afholdes. Det viste sig, at vi havde taget bagindgangen. ”Det sker hyppigt, det er ikke jeres skyld”, sagde kvinden og aflivede på stedet min følelse af at være komplet idiot. Vi var knapt trådt ind i lokalet, før jeg var monteret med tre slags væske”; en kop kaffe, en Pepsi Max og en lille, buttet flaske med æblejuice. Var det her intentionelt? Kendte de virkelig til begrebet the ADHD-trio?

“The neurodivergent urge to get three drinks”, billede fra tiktok: lil_miss_adhd84

Der var ikke en flaske kildevand i miles omkreds. Jeg kunne ikke tro mit held. Der tegnede sig et billede af et helt særligt, inkluderende miljø. Jeg er ikke ligefrem den neurodivergente lille havfrue. Jeg hader vand. Det er et særkende ved mange i min flok. Vi bryder os hverken om at bade i det eller om at drikke det. Jeg har dog af bitter erfaring lært, at det er socialt uacceptabelt ikke at gå i bad, så det gør jeg. Men det er mange år siden, jeg har drukket et glas vand. Til gengæld er det optimalt med tre slags drikkevarer i min nærhed. Noget varmt, noget koldt, noget koffeinholdigt og forskellige smage stimulerer mine sanser og holder mig vågen og fokuseret. Det kaldes stimming, en forkortelse af det engelske begreb ”self-stimulating behavoir”. Ud over at klikke med kuglepenne og ryste mine ben, er the ADHD-trio min foretrukne tilpasningsmekanisme til situationer, hvor jeg skal sidde stille og lytte. Selvstimulering med forskellige drikkevarer er den ting af alle mine ADHD-relaterede særheder, der oftest udløser kommentarer; på arbejde, i toget, i fitnesscentret. Til dette event var det et tilbud til alle, og der faldt ingen undrende kommentarer. Ohhh heaven

Hvem er Danske Commodities?

Vi blev budt velkommen, og endelig fik jeg en forklaring. Danske Commodities er en virksomhed, der opererer i energibranchen, og som har diversitet og inklusion som et fundament i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Ud over at skabe en kultur, som tiltrækker ansøgere til tech-branchen, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er den begrænsende faktor for vækst, har diversitet tilsyneladende en positiv indvirkning på bundlinjen. Hos Danske Commodities er målt en øget performance hos teams med stor grad af diversitet på op til 30%. At skabe store resultater kræver ifølge virksomheden stor diversitet, da flere og forskellige perspektiver skaber bedre løsninger på komplekse problemstillinger. Virksomhedens kultur beskrives således på hjemmesiden:

We continuously work on strengthening a culture where everybody belongs and diverse teams thrive. That´s what creates the best and brightest ideas and enables us to build a viable energy future. Together.

Kristian Majland, CIO i Danske Commodities indledte sit oplæg med, hvad der for ham var at state the obvious: ”Her står jeg som hvid mand og skal fortælle jer om diversitet og inklusion. Det er jo i sig selv et paradoks.” Fra min korte rundtur på virksomhedens etager virkede det helt modsat. Kvinder i farvestrålende Joseph Copenhagen-kjoler havde taget imod mig og fået mig til at føle mig velkommen og værdsat. Kontorbåsene var fyldt med unge mænd i sneakers, i sorte skjorter eller t-shirts med print, og der var en mangfoldighed i hud- og hårfarver. Beviset på virksomhedens ”walk the talk” på diversitet og inklusion var i mine øjne Kristian. Tænk, at en virksomhed er så insisterende på diversitet, at de har en hvid, midaldrende mand i en lyseblå skjorte som CIO og dagens oplægsholder.

Ingen ironi, tak

Hov hov, Bea, stop lige dig selv! Hører jeg tyk ironi serveret på en sprød bund af sarkasme? Du af alle burde vide bedre. Ironi og sarkasme har intet at gøre i en kommunikation, der skal inkludere forskellige kulturer, køn, aldre og typer af hjerner. Ironi, som vi danskere er så glade for, kan give usikkerhed om kommunikationens indhold. Mener vi, hvad vi siger, eller er det bare for sjov? I en organisation præget af diversitet og inklusion er der ryddet ud i den type sproglige greb, ligesom corporate language har fået et grundigt eftersyn. En eventdeltager med amerikanske rødder bød ind med eksempler på oversættelser af danske udtryk, der ikke umiddelbart giver mening for udlændinge; som ”et vink med en vognstang” og ”rosinen i pølseenden”. Det giver mig lyst til at supplere med udtryk, som personer med autisme kan have svært ved at forstå, da ord og vendinger ofte opfattes meget bogstaveligt, som f.eks. ”Lets circle back” eller ”Can we park that one?”. Der er tale om udtryk, der er gledet ind i forretningssproget, og som uden besvær afkodes af neurotypiske, medarbejdere men som neurodivergente kan have svært ved at forstå. Udtrykkene kan med rette smides på ordkirkegården, og må jeg bede om, at de får følgeskab af bullshit-vendinger som ”vi bygger broen, mens vi går ud af den”, ”eksekverende agilitet”, ”på sigt” (mener du på kort sigt eller lang sigt, så sig hellere det) og ikke mindst mit favorit business-bullshit-billede, ”Kom med på rejsen”. Jeg har som autist allerede pakket kufferten, før det går op for mig, at der er tale om en metafor. Arghhhhhhh jeg går amok!

En tur i skammekrogen

Det er godt set, det med ironien, dér dummede jeg mig. Big time. Tak for at gøre mig opmærksom på mine egne blinke vinkler. Jeg følger mig selv ud til en af Danske Commodities kabiner. De findes i stort antal, de er lydisolerede og nogle har vægge af matteret glas. Det giver diskretion uden mindelser om en fængselscelle. Ifølge Kristian er kabinerne tiltænkt ro og fordybelse om arbejdsopgaver, men de har også en funktion som bederum. Så jeg tænker, det er indenfor virksomhedens code of conduct, at jeg bruger den som skammekrog. I´ll be back.

Værdier giver retning

Kristian Majland gav os et indblik i de værdier, virksomheden arbejder ud fra, i visionen om at skabe en kultur, der bygger på ”Diversity, Equity and Inclusion”: Respekt, tilhørsforhold og psykologisk tryghed. Der er tale om ord, der figurerer i mange organisationers værdigrundlag, inklusive i virksomheder, jeg selv har været ansat i. Jeg har dog på egen krop oplevet, at der i praksis ofte er tale om hurra-ord, der findes frem ved festlige lejligheder, men som på ingen måde gennemsyrer kulturen. I mit seneste lederjob blev jeg sågar advaret mod at sige min mening og gå meget stille med det, jeg havde svært ved, i en institution, der havde psykologisk tryghed som en del af værdigrundlaget. Jeg er derfor i udgangspunktet skeptisk, når ledere beskriver kultur. Men jo mere, Kristian beskrev de praktiske implikationer af værdigrundlaget, jo mere stod det klart, at i Danske Commodities gør man diversitet og inklusion på daglig basis, i alle arbejdsgange, i systemer og politiker. Det hele udgår fra ledere med uddannelse, træning og løbende sparring i inkluderende lederskab.

Inklusionsagendaen mærkes overalt

Kristian fortalte, at Inklusionsagendaen er til stede i alle hjørner og afkroge; i surveys hvor der er fokus på den enkeltes egen oplevelse af at være inkluderet, i ansættelsesforhold, der giver mulighed for at arbejde på deltid, i artefakter, hjælpemidler og indretning af lokaler, til de kommunikative koder og de dominerende fortællinger om virksomheden . På billedet ses Kristian iført personalekort i en blå snor. Som deltager i eventet fik vi udleveret et lignende kort, og der var frit valg mellem to udgaver, et lyserødt og et blåt. Jeg følte mig set, hørt og forstået, og den flinke arrangør fra HR måtte vriste den lyserøde snor ud af hånden på mig på vejen ud.

En inkluderende ansættelsesprocedure

Vi havde siddet ned i over en time uden pause, og min koncentration sivede ud af mig – men der var mere. I processen mod at gå fra at være en mandsdomineret techvirksomhed til et mål om en arbejdsstyrke med 30% kvinder, måtte selve rekrutteringssystemet opdateres. Ord skaber virkelighed. Kristian og de øvrige ledere var derfor helt nede og pille ved selve ordlyden i stillingsopslag. Der anvendes nu formuleringer, kvinder tænkes at reagere positivt på, og som i sidste ende vil afstedkomme ansøgninger. I udvælgelsen af kandidater tages der desuden hensyn til, at neurodivergente ansøgere ofte er udfordrede, når det kommer til en ansættelsessamtale. Det er én af mine kæpheste, som jeg rider så ofte, det er muligt. En vellykket jobsamtale kræver normalt egenskaber, der hører neurotypiske, ekstroverte medborgere til, som at give et fast håndtryk, holde øjenkontakt mens man smiler, virke engageret, kunne fortælle levende om sig selv, stille gode spørgsmål og undgå at blive distraheret. Det er alt det, en autist kan have svært ved, og af den grund kan en leder, bevidst eller ubevidst, vurdere, at ansøgeren ikke passer ind i virksomheden. Begge udfordringer håndteres i DC. Ledere får løbende sparring om de bias, der gerne skal undgås. At vedkende sig egne bias medvirker til at overkomme fordomme og begrænsende grundlæggende overbevisninger. Derudover tilbyder ledere at afholde samtaler i ansøgeres foretrukne venue, hvilket kan være af afgørende betydning for oplevelsen af tryghed. Kristan fortalte om en ansættelsessamtale, han havde deltaget i, og hvor en neurodivergent ansøger havde en ven med til samtalen, som kunne støtte og hjælpe. Sådan kan den kasse for normal ansættelsesprocedure ikke blot udvides men smadres.

Energy like no other

Tiden var gået, og vi gik glip af dagens tredje oplæg. Lise fra Co-coders slap fri af en trafikprop lige, da klokken ringede ud for sidste time. Jeg var klar til at skrive en check, hvor meget skulle jeg betale for en time mere? Men eventet var slut, og jeg tumlede ud på gangen. Her blev jeg næsten væltet omkuld af nogle mænd, der hastede afsted iført træningstrøjer med virksomhedens slogan trykt over brystet: Energy like no other.

Hvor skulle de lycraklædte medarbejdere hen? Til Firma Padel? Til spinning? Eller til et træningscenter i kontorbygningens kælder? Min lyst til at løbe efter var stor. Men jeg stod med det lyserøde adgangskort om halsen, og hviskede som én af The pink Ladies i filmen Grease;” Tell me more, tell me more, was it love at first sight?”

Love at first sight

Danske Comodities har sikkert mere at fortælle. Men jeg er allerede forelsket, det var love at first sight. Jeg havde oplevet og lært om praktiske løsninger på flere af mine særlige behov, og mødt en kultur, der rummer sådan nogle som mig. Jeg har stadig mange spørgsmål til procedurer og politiker og gode råd til inklusion af neurodivergente medarbejdere at dele ud af. Men det vigtigste udbytte, jeg fik ud af at deltage i ”Diversity and Inclusion in Tech” er et fornyet håb om, at det ikke kun er muligt, men helt nødvendigt, at skabe en arbejdskultur, der møder alle ansatte der, hvor de er. Det er good for business. Er du i en branche, der skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det her måske en vej at gå. Med ny viden, indsigt og inspiration forlod jeg Jægergårdsgade med

” Energy like no other”.

See y´all out there.

Læs mere om Danske Commodities arbejde med diversitet og inklusion her:

https://danskecommodities.com/diversity-and-inclusion

En neurospicy skifter karriere, del 4

Ro på settet, der gøres status

Dette er sidste indlæg i en række på fire, som alle handler om at skifte karriere i en sen alder og med en ny identitet som neurospicy. Jeg gør status over processen mod et være- og bæredygtigt arbejdsliv, og til sidst får du et par råd til det gode arbejdsliv med en diagnose. Jeg vil undervejs anvende begrebet ”det neuronormative samfund”, som jeg oplever er det egentlige bespænd for os med neuropsykologiske diagnoser. Det neuronormative samfund er indrettet af og for mennesker, der har hjerner, der regnes for normale eller gennemsnitlige af kulturen i den tid, de lever i – ofte betegnet neurotypiske. Jeg påstår ikke, at alle neurotypiske er ens, ej heller at neurotypiske ikke kan opleve arbejdsmarkedet som udfordrende. Men der er nogle fællestræk hos neurodivergente, som gør at vi kan have sværere ved at trives i de rammer, som det neuronormative arbejdsmarked foreskriver.

De massive udfordringer, jeg mødte i arbejdslivet, havde en negativ indvirkning på både selvforståelse og selvværd. De forstærkede og akkumulerede en følelse af at være forkert. For at beskytte mig selv, udviklede jeg en nultolerance overfor tæsk i arbejdslivet. Det gjorde mig til the queen of quitting jobs. Når kritikken gik på min person mere end på det ledelsesfaglige; når bestyrelsesformænd og samarbejdspartnere søgte at slibe kanter af, så jeg kunne passe i kassen for normal lederadfærd, ja så begyndte jagten på et nyt job – and repeat. Den vane er jeg i fuld gang med at ændre. I foråret brændte jeg meget offentligt sammen på job. Efterfølgende havde jeg et møde med min chef med det udfald, at jeg græd hele vejen hjem i frustration over igen at føle mig forkert. Automatpiloten fløj mig ind på Jobindeks. Men så besindede jeg mig; bad om et møde med chefen og stod fast på, at jeg ved ansættelsen var blevet lovet rammer, der tog hensyn til mine særlige behov. De rammer, havde jeg ikke fået. Min chef forsynede the queen of quitting jobs med et nyt narrativ om løsninger, der ikke indebærer et jobskifte. Jeg fik en undskyldning og blev lovet de aftalte rammer for kommende skoleår.

Er jeg kommet i mål?

Så her er jeg nu. Det er sensommer, og jeg er vendt tilbage fra ferie. Først var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at holde fri i 4 uger. Så blev jeg usikker på, om jeg kunne finde ud af at vende tilbage til et arbejdsliv igen. Ingen af bekymringerne gik i opfyldelse. Sommer er normalt ikke min årstid. Jeg har haft ikke brug for lange, lyse nætter til at understrege mit ensomme og miserable liv. Jeg har haft brug for at krølle mig sammen i mørket i min seng under dynen gemt væk fra især den sociale verden.

Sommeren 2024 blev anderledes, for jeg traf et valg om at fodre den overbevisning, at jeg har venner. Det blev en vidunderlig sommer med en slags Danmarksturné, hvor jeg besøgte vigtige relationer. For de er der, og de har egentlig altid været der. Min selvfortælling, om at være ensom og uden venner, fik et seriøst skud for boven. Ulempen ved at have smurt sin karriere i et tyndt lag ud over hele Danmarkskortet er, at mine relationer ikke er i nærområdet. De er forståeligt nok ikke flyttet med mig rundt i landet på jagt efter nye arbejdsmæssige udfordringer. De personer, jeg regner for min flok, bor i bl.a. Vordingborg, København, Aarhus og Aalborg. Alle fik et besøg, og med et fuldt opladet socialt batteri begyndte jeg at glæde mig til at komme på arbejde. Det tog jeg som et tegn på, at jeg er godt på vej mod et vellykket karriereskifte. Mod et arbejdsliv, hvor jeg som neurospicy, har rammer, som gør, at jeg trives og har opgaver, som har min interesse. Kan jeg påstå, at jeg er kommet helt i mål? Det ville være at indløse en check, der ikke er dækning for (hvis du er ung så never mind, checken tjekkede ud i 2017, og du får ikke brug for at vide, hvad det er). Jeg har stadig områder, jeg bøvler med og en foredragsvirksomhed, der skal sparkes i gang. Men jeg er godt på vej. Jeg er fortrøstningsfuld en stor del af tiden, og sejler rundt på et hav af modløshed på dårlige dage. Alt er, som det plejer; ups and downs i en rutsjebanetur mellem to poler: Impossible og I´m possible.

Væltet bagover af kærlighed og anerkendelse

Vinder af kategorien ”Årets ansatte på Samsø Efterskole” er….(trommehvirvel)… Bea. Sådan lød det til gallafesten for elevhold 2023/24 i juni måned. Eleverne kårede mig som årets ansatte. Det var anerkendelse fra øverste øverste hylde, og det meget synlige bevis på, at jeg var kommet i mål med ønsker og behov til et fremtidigt arbejdsliv.

I et tidligere indlæg om passion citerede jeg Kierkegaards opfattelse af kærlighed som værende en egenskab, hvori du er noget for andre. Jeg udledte heraf, at jeg ønskede et job, hvor jeg kunne gøre en forskel, som andre ville elske. Var det foreneligt med et arbejdsmæssigt ”do what you love”, kunne jeg næsten ikke bede om mere. Den aften følte jeg mig svøbt i et tykt tæppe af kærlighed. Ikke at forglemme anerkendelse. Jeg havde tilsyneladende gjort en forskel for eleverne, som de elskede. Jeg var blevet en person, jeg ville ønske, jeg selv havde haft i mit liv, da jeg var barn og ung, og det fik jeg en ordentlig røvfuld anerkendelse for. Det føltes godt. Hvis du har læst mine øvrige indlæg om at skifte karriere, vil du vide, at anerkendelse og det, at gøre en forskel, er de vigtigste behov for mig. Udover autonomi, at være kompetent og en del af et fællesskab. ”Så hvad er status for de sidste tre behov”, tænker du måske. Jeg ville næsten ønske, du ikke havde spurgt, for det er vanskeligt for mig at navigere de tre behov i mit nuværende job. Jeg skal nok vende tilbage til det, men først noget om manglen på diversitet og inklusion i den neuronormative arbejdskultur. Inklusion er forudsætningen for at føle sig som en del af et fællesskab. Min form for ADHD har for øvrigt efternavnet ”men først….”.

Diversitet og inklusion på arbejdspladsen

Inklusion på arbejdspladsen betyder, at alle ansatte har mulighed for at bidrage værdifuldt. Diversitet betegner forskellighed i medarbejdergruppen. En virksomhed med diversitet har en mangfoldig medarbejdergruppe, mens inklusion først er til stede, når alle føler sig som en del af fællesskabet. Man kan sige, at diversitet er at blive inviteret med til festen, mens inklusion er at blive budt op til dans. Føler jeg mig budt op til dans på min nuværende arbejdsplads? Eller deltager jeg i festen som bænkevarmer, utilpas og uvant med måden, dansen foregår på? Og skal musikken i grunden være så høj? Sagen er, at jeg ofte enten føler mig som bænkevarmer eller oplever at danse på en måde, der er for voldsom, og som vælter de andre omkuld. Jeg er inviteret med til festen, men festen foregår på præmisser, som er tiltænkt ansatte uden diagnoser. Et eksempel på en præmis er, at telefoner og pcér ikke er fremme til lærermøder. Det gør det svært for mig at holde min opmærksomhed i rummet, mens det forventes, at jeg sidder helt stille i de 1,5 timer, mødet varer. I sådan en situation tyes til gamle strategier. Jeg dagdrømmer og får intet ud af mødet. Telefonen er for mange med ADHD et vigtigt værktøj i dagligdagen. Før mit karriereskifte, da jeg havde mit eget kontor, var post-it-sedler mit foretrukne visuelle huske-værktøj. Uden en fast lokalemæssig forankring tyer jeg til noteværktøjer på telefonen i stedet. Der gik nogle måneder, før jeg fandt modet til at forklare baggrunden for et ønske om at have min telefon fremme til møder. Det blev godt modtaget, og udbyttet af møderne er blevet væsentligt højere. Det er et eksempel på, hvad der skal til, før en arbejdsplads kan inkludere neurodivergente medarbejdere. Vi skal inddrages. Det vender jeg tilbage til, men først…

Forhistorisk supermenneske

Hvis du har ADHD eller autisme, genkender du glæden ved at beskæftige dig med noget, der virkeligt interesserer dig. Fanger et emne vores interesse, hyperfokuserer vi i utroligt lang tid. Det betyder, at vi bliver vældigt kompetente indenfor emnet. Måske var neurodivergente fortidens ”High Achievers”. På et gruppeniveau er det en fordel at have individer med specialiserede kompetencer, med evnen til at få ideer og med impulsivitet og risikoadfærd nok til at teste dem. Jeg har kun to knapper, en tænd og en sluk. Enten er jeg interesseret i en grad, hvor jeg brænder for sagen, eller også er jeg helt uinteresseret. Det var med garanti blevet hyldet i urtiden, men i et moderne samfund er det svært i samme grad at opnå anerkendelse for den interessedrevne adfærd. Jeg er heldig som efterskolelærer med et skema fyldt med fag, der udgør mine særlige interesser. Det er et stort privilegie. Det opfylder behovet for at føle mig kompetent. Tjek ved det. Men det at have specielle interesser er også en ensom arbejdstilværelse, da jeg sjældent indgår som en del af et team. De lærere, der underviser i f.eks. dansk og matematik, har et fællesskab om fag, og de er ofte optaget af faglige diskussioner på lærerværelset. Jeg står imens ved kaffemaskinen og føler mig udenfor – som en bænkevarmer, ingen byder op til dans.

At varedeklarere sig som neurodivergent

Jeg er ofte alene om synspunkter og holdninger, som jeg insisterende moser på med. Selv om jeg kan mærke, at andre bliver småirriterede, kører jeg på. Jeg kan ligesom ikke stoppe mig selv i nuet. Det er som om, jeg opfatter verden på en anden måde end mine kollegaer, og det afstedkommer en tvivl om min tolkning af meningslandskaber. Mødelederen bruger vendingen ”for at det ikke skal blive Bea mod resten, så…”. Det er en velkendt egenskab ved mange neurodivergente, at vi er meget direkte og insistrerende i vores kommunikation.

Jeg har gennem mit arbejdsliv prøvet og prøvet at tilpasse mig det neuronormative arbejdsmarkeds regler, normer og systemer. Jeg fejlede gang på gang. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er neurodivergent, blot at jeg havde svært ved at passe ind. Jeg havde ikke en erkendelse af og et sprog for mine særlige behov og særlige måde at arbejde på. Det har jeg nu. Da min nuværende chef kontaktede mig om et job, gjorde jeg mig umage for at varedeklarere mig som neurodivergent. Det var første gang, jeg så eksplicit fortalte om min diagnose, og det føltes sårbart og risikofyldt. I en kronik, bragt i Politiken, om diversitet og inklusion, opfordrede jeg andre med neuropsykologiske diagnoser til at stå frem og hjælpe med at bøje regler, normer og systemer, så vi sammen kan skabe et arbejdsmarked, hvor vi kan bidrage og levere resultater uden at brænde sammen eller stikke af. Et stort antal kvinder skrev efterfølgende til mig om at maskere diagnoser. De frygtede de konsekvenser, det kunne have, hvis det blev kendt, at de havde ADHD med på arbejde. Det tabu bliver vi nødt til at adressere, på samme måde som det nuværende arbejdsmarked trænger til at blive tilpasset en arbejdsstyrke, hvor op til 20 % er har et eller flere ben i kategorien neurodivergens. Vi neurodivergente har, så vidt jeg er orienteret, ikke haft indflydelse på den nuværende arbejdskultur, vi er kun blevet bedt tilpasse os kulturen og den tilhørende måde at arbejde på. Jeg har en del ideer til en opdatering og modernisering af arbejdskulturen og vil gerne deltage som repræsentant for sære hjerner, skulle nogle have lyst til et møde. I den ideelle verden er det ikke nødvendigt at varedeklarere sig, fordi diversitet og inklusion præger arbejdsforhold på alle arbejdspladser i en grad, hvor alle typer af hjerner kan trives.

At være en del af et fællesskab

Jeg var i biografen for at se ”Meter i sekundet”. Efter en del år i højskolebranchen er det let at relatere til det meningslandskab, bogen skriver sig ind i. Jeg var meget begejstret for bogen om at ville fællesskabet og de tætte relationer, men at komme skævt ind på andre og at føle sig udenfor. Filmen ramte mig lige i hjertekulen, med skildringen af ensomhed og udfordringer med at kode det sociale landskab. Jeg tudede mig igennem den, og så mig spejlet i min oplevelse af at stå med næsen trykket mod ruden, mens jeg iagttager andres sociale liv. Samme følelse rammer mig ofte i mit nuværende job. Jeg hører ikke helt til i nogle af de uformelle grupper, der opstår på en arbejdsplads. I vores opstartsmøder for det nye skoleår holdt jeg et oplæg for lærergruppen, hvor jeg bl.a. fik mulighed for at fortælle om livet på spektret, og om hvordan jeg ofte oplever at føle mig udenfor. En skarp kollega tolkede mit narrativ ved det billede, at jeg maler mig selv op i et hjørne, hvorfra jeg iagttager mine kollegaer som én stor masse. ”Men vi er ikke ens, der er en stor mangfoldighed i lærergruppen af alder, køn og holdninger”, sagde den skarpe kollega. Det er frugtbart at blive konfronteret med egne blinde vinkler. Jeg har været så fokuseret på at skelne mellem neurotypiske og neurodivergente, at jeg nok har været lige lovlig frisk til at presse mine kollegaer ned i den samme kasse. Og så alligevel. For faktum er, at når jeg er sammen med andre neurospicy, føler jeg mig aldrig forkert eller udenfor. Der kan jeg være for meget, for højlydt, for springende i mine fortællinger og for optaget af mine særinteresser, uden at nogen kommenterer eller på anden måde signalerer, at jeg er for meget. Mit behov for at være en del af et fællesskab er derfor ikke en K3 men en UN (undersøges nærmere). Jeg er i proces, og den bliver muligvis livslang.

Det gode arbejdsliv

Jeg erkender at være i en privilegeret situation, når det kommer til at skifte karriere. Jeg har kun mig selv at tage hensyn til, da mine børn for længst er flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Det giver en handlemæssig og økonomisk frihed. Det er knapt så risikofyldt at afprøve og undersøge muligheder, når det kun er mig selv, det går ud over. For ja, det var da sjovere at få en lønseddel som chef end som efterskolelærer på deltid. Og ja, det var tilfredsstillende at have magten til at skabe forandringer. Men den pris, jeg betalte, i form af hyppige mentale sammenbrud, er jeg ikke længere villig til at indløse en check for. Min løn er gået ned. På plussiden er anerkendelsen og følelsen af at gøre en forskel steget voldsomt. Det udgør en stor del af min generelle arbejdsglæde i et arbejdsliv, der overordnet set er godt. Og hvad kan du så bruge det til? Du står i en anden livssituation og har muligvis nogle helt andre behov. Det er sagens kerne. Vejen mod det gode arbejdsliv kræver kendskab til netop din diagnose og dine særlige behov. Du skal gå undersøgende til værks, og det har du nok brug for hjælp til. Det er vanskeligt at stille nysgerrige og overraskende spørgsmål til sig selv. Men det er nødvendigt. Jeg var heldig at komme i kløerne på en dygtig erhvervscoach, uden hvis hjælp jeg nok var et andet sted i dag. Hun blev katalysator på et karriereskifte. Men selve arbejdet, afklaringen af dine ønsker og behov, kan ingen gøre for dig, det skal du selv levere. Så start der og ryk videre til nedenstående.

Når du har et overblik over behov og ønsker til et arbejdsliv, skal du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Tør du stå frem og fortælle om din diagnoser og særlige behov?
  • Diskriminerer din arbejdsplads neurodivergente medarbejdere og hvis ja, på hvilken måde oplever du det i din hverdag?
  • Hvad er dine største udfordringer i dit nuværende job? (f.eks. måder, kommunikation forgår på, arbejdstider og evt. mangel på fleksibilitet, støj, lys, indhold i arbejdsopgaver, krav om deltagelse i sociale arrangementer mm)
  • Er der på din arbejdsplads en kultur, hvor det er trygt at bede om hjælp?
  • Hvilke succeshistorier om medarbejderes præstationer og personlighed hyldes på din arbejdsplads?
  • Er der kollegaer, der kan tænkes at have lignende udfordringer med arbejdskulturen?

Når du er kommet overstående spørgsmål nærmere, er det tid til at overveje, hvordan du bedst kan påvirke kulturen i en retning, hvor dine arbejdsmæssige behov kan opfyldes og i hvilken, du kan få de rammer, der er nødvendige for at trives. Start med at tale om emnet, både om hvad der motiverer dig og hvad der stresser dig, med kollegaer. Væn dig til at tale om konkrete udfordringer i et mindre forum, inden du tager emnet op med en arbejdsmiljørepræsentant, HR-afdelingen eller din chef. De færreste arbejdspladser opnår diversitet og inklusion over natten. De skal skubbes til, og det er os der bøvler med den neuronormative arbejdskultur, der skal skubbe. Hvis ikke, du selv har mod på at sætte gang i de første puf, så foreslå at emnet tages op, enten i bestyrelsen, i chefgruppen eller på en medarbejderdag. Jeg kommer gerne og deltager i processen med oplæg og workshop. Gå i toppen af bloggen, tryk på ”Booking” og send mig en forespørgsel. Jeg både skubber på og sparker i gang.  Og ellers; Good luck, jeg hepper på dig!

En neurospicy skifter karriere – del 3

To be consistently inconsistent

Far til 10-årige Bea: ”Du kommer ikke ud at lege, før du har sat tingene på plads og tørret bordene af. Du gør alting halvt, gør det nu ordentligt for en gangs skyld. Du er så rastløs, koncentrer dig nu lidt.”

Den højtbesungne vedholdenhed

Vedholdenhed, eller mangel på samme, har været et gennemgående tema i mit liv. Det er blevet en negativ del af min selvforståelse fra en ellers succespræget karriere. Et outplacementforløb hos en fantastisk erhvervscoach, Helene Aalling hos Lederne, fik mig til at realitetsteste de grundlæggende overbevisninger om mig selv og mit arbejdsliv. Efter to indlæg om behov og passion, er turen nu kommet til et indlæg om et tema, jeg har udpræget svært ved; vedholdenhed. Lad mig give et eksempel på, hvad jeg mener med manglende vedholdenhed:

Jeg starter, som højskoleforstander, på en arbejdsopgave, men afleder mig selv med tanken om kaffe. Jeg går ned efter en kande kaffe i kantinen, drøfter en personalesituation med køkkenchefen, tømmer en overfyldt skraldespand, udveksler et par gode ideer med en elev på vejen tilbage, går retur til kontoret, for at opdage at jeg har glemt, hvor jeg kom fra. Alle andre i administrationen har i mellemtiden været vedholdende fordybet ved hver deres pc. Dybt suk.

Coffee isn´t enough today, I need to be struck by lightning

Den manglende evne til at sidde limet til en stol har hele mit liv givet anledning til kritiske kommentarer og skæld ud. Det har efterladt mig med en følelse af at gribe (arbejds)livet forkert an. Consistency equals succes, påstås det. Og hvem vil ikke gerne være succesfuld? Utallige gange har jeg martret mig selv med det faktum, at andre med lethed kan sidde 8 timer i træk hver eneste arbejdsdag, optaget af excellark og mødereferater, mens jeg har svært ved det. Men hvis vedholdenhed er vejen til produktivitet og succes, hvorfor oplever jeg så at være mindst lige så produktiv som mine kolleger? Hvordan er det muligt for mig at nå det hele og lidt til, når jeg er consistently inconsistent? I dette indlæg vil jeg undersøge, om jeg har skammet mig unødvendigt i forhold til arbejdskulturnormens hyldest af begrebet vedholdenhed, og jeg vil forsøge at argumentere for, at inconsistency er det suverænt vigtigste for min produktivitet og succes. Og muligvis også for din!

Som du nok har bemærket, har jeg lånt det ofte humoristisk anvendte begreb ”consistently inconsistent” fra engelsk. Googl det og du får masser af hits og tips til at blive mere consistent, da det, som du nok er klar over, er forudsætningen for at opnå gode resultater i livet. Udtrykket fungerer ikke helt på dansk; vedholdende uvedholdenhed, googl det og intet brugbart dukker op. Det engelske ord consistency fanger i min optik bedre den målestok, vi anvender i arbejdslivet end det danske ord vedholdenhed. Beklager, hvis mit valg af et engelsk udtryk byder dig imod. Uanset, lader det til, at der har været afholdt et møde, hvor alle blev enige om, at consistency fører til succes i arbejdslivet, og der er konsensus om at stræbe efter netop dette. Jeg deltog ikke i mødet og fik vist ikke læst referatet.

Jeg tog et kursus i vedholdenhed

Eller måske fik jeg både læst det referat og internaliseret indholdet. For 10 år siden deltog jeg i al fald på kurset ”Effektivitet og succes” hos Optica. I den tilhørende arbejdsmappe beskrev jeg en vane, som modvirkede min effektivitet: ”Jeg afbryder mig selv og render rundt. For at få mere succes skal jeg have mere fokus og være mere vedholdende på den lange bane.” Kurset tilbød hjælp til en analyse i modulet ”Tidsstyring og effektivitet”. Her skulle man notere sine tre væsentligste interne og eksterne tidsrøvere og herefter indsætte arbejdsopgaver i kvadranten Haster/vigtig – du kender sikkert den øvelse. Min kvadrant er gabende tom, og jeg er gået videre til næste opgave, at tidsregistrere alle aktiviteter for en typisk arbejdsuge i 15 minutters intervaller. Min mappe afslører et ubehjælpsomt forsøg på tidsregistrering. Til sidst skulle man vurdere sig selv mod nogle normative udsagn, f.eks. ”Jeg laver tidsestimering for mine opgaver”, ”Jeg løser opgaverne på den rette måde”, ”Jeg samler mine opgave i moduler”, ”Jeg bruger tid på uformel snak”. Den opgave gav ild fra min kuglepen, men mest i form af kritiske kommentarer til udsagnene. Kommentarerne afslører en modvilje mod at skulle passe i en bestemt kasse for at være succesfuld. Kassen havde jeg åbenbart allerede for 10 år modstand mod, men det er først nu, jeg tør sige højt, at consistency ikke er den hellige gral for alle mennesker. Når jeg ser tilbage på de resultater, jeg leverede i jobbet, jeg varetog under kurset, er det helt ude i hampen, at jeg var i tvivl om min effektivitet og succes. Jeg var på mange parametre en succes, men det var nul procent et resultat af consistency. Nu kribler det i mig for at afsløre, hvad jeg lærte om consistency og produktivitet i et job, hvor alle andre end jeg excellerede i at være consistently consistent. Men først en uforbeholden undskyldning. Hvis du genkender dig selv i beskrivelsen af den konkret arbejdssituation, er det vigtigt for at mig at slå fast, at mit ærinde ikke er en kritik af tidligere kolleger, men af det system, der prædiker consistency som mål for alle slags hjerner på kontoret.

Hvad jeg lærte på kontoret, hvor alle var vedholdende

Den mest markante oplevelse af at falde uden for normen om consistency og at være ude af stand til at maskere det, fandt sted på et storrumskontor med seks ansatte. Det var mit første og forhåbentligt sidste 8-16 job. Efter indledende høflighedsfraser ved arbejdsdagens begyndelse kl. 8.00 forløb dagen med opgaveløsning i en kontinuerlig klikken fra tastaturer, kun afbrudt af nødvendige telefonsamtaler og en fælles halv times frokost i frokoststuen. Selv frokosten var den samme hver dag. Det var første gang, jeg direkte kunne sammenligne min måde at arbejde på med andres. Jeg havde tidligere været ansat som leder med eget kontor, hvor ingen blev generet af mig. Det var således min første erfaring med at tilbringe en hel arbejdsdag på tålt ophold med kolleger – og jeg mener tålt ophold. 14 dage inde i min ansættelse blev der indkøbt noice cancelling headphones, så ingen blev forstyrret af min manglende evne til at sidde stille og være på lydløs i 8 timer. Jeg blev utroligt bevidst om, at jeg arbejder på en fundamental anderledes måde en neurotypiske, og om hvilke omstændigheder, der modvirker min produktivitet. Her er lidt blandede skud fra hoften:

  • Jeg har brug for sensorisk stimulation, som at pille ved ting, tygge tyggegummi, drikke store mængder rygende varm kaffe, lytte til musik eller at bevæge mig for opnå en tilstand af fuld koncentration. Skal jeg læse, er brugen af overstregningstusch med til at holde mit fokus på teksten, og har tuschen indbygget duft, er det dobbelt op på succes. En sensorisk snack beskæftiger således mit nervesystem, så min hjerne kan levere optimalt output. Metoden kaldes ”redirect your attention” og anvendes bl.a. i ADHD-coaching.
  • Der er en vis evidens for, at fysisk aktivitet forøger dopaminindholdet i hjernen, hvilket øger evnen til at fastholde opmærksomheden på en arbejdsopgave. Af samme grund står jeg altid op bag et skrivebord, hvilket jeg vil anbefale alle at gøre. Din krop vil takke dig for det.
  • Et kontor med total arbejdsro er alt andet end optimalt for min evne til at fokusere. Den ene halvdel af min hjerne skal distraheres, før jeg kan arbejde, og helst med en podcast, musik eller lignende. Når en del af min hjerne er beskæftiget, kan den anden del arbejde uforstyrret og producere i høj kvalitet og med stor kreativitet.
  • Stilhed er den sikre vej til dagdrømmeri. Hvis intet distraherer min hjerne, så leverer den selv underholdningen. Jeg har ikke tal på de timer af min skoletid, hvor jeg har luftet mine dagdrømme. Lærerne mente, der var én rigtig måde at gøre tingene på, og det betød ro, f.eks. i læsetimer. Gæt selv, hvor mange sider, jeg fik læst.
  • Dagdrømme er i øvrigt ikke et uproduktivt spild af tid, men fører ofte vilde ideer eller ny energi med sig. En af de største gaver ved min hjerne er en imponerende forestillingsevne. Jeg har skabt kæmpestore virksomheder i mine dagdrømme og nogle af aspekterne har jeg oversat til anvendelse i job eller fritid. Jeg oplever det som at få en slags stedfortrædende, virtuel erfaring med forskellige kontekster, og det gør det muligt for mig at teste scenarier og ønsker, inden jeg forkaster dem eller forfølger dem. If you can (day)dream it, you can do it, som Walt Disney ikke helt skal have sagt.
  • Hvis det er socialt uacceptabelt at pille ved ting eller bevæge sig til undervisning eller møder, falder jeg i søvn.

Er inconsisency svaret for ADHDére?

Jeg følte mig aldeles fejlcastet på det kontor, når jeg med alle mulige krumspring opsøgte stimuli. Men når jeg så, hvad kolleger havde produceret, tænkte jeg ofte: ”Har du brugt 8 timer på DET? Really?” Sammenligningen med hvad jeg selv nåede i det tidsrum, jeg var fokuseret, fik mig til tvivle på, om consistency i den rene form er målet for alle mennesker, og om det hos en del af os i arbejdsstyrken måske ligefrem modvirker produktivitet.

Kan man forestille sig, at inconsistency bidrager med den største værdi for mit arbejde, og i så fald hvori består fordele ved ikke at være vedholdende? Tag med mig en tur omkring dyreriget først, blot så jeg kan få lov at beskrive mig selv lidt kreativt.

Evnen til hyperfokus

Der findes en del dyrereferencer i min selvforståelse. Jeg er den perfekte kombination af et egern og en slædehund, nysgerrig, let afledelig og med en enorm trækkræft. Jeg er også en Beasaurus Rex, med korte arme og en stor krop, og øjne der bliver selvlysende af begejstring, når jeg opdager noget, jeg kan lide, og som vælter alt på sin vej efter det. Men vigtigst er, at jeg er den menneskelige udgave af kanariefuglen i guldminen, der kan fornemme, når nogen mangler ilt og noget er galt. Jeg mærker alles mentale tilstand, og reagerer på følelser og stemninger, andre ikke lægger mærke til. Derfor kan et storrumskontor være en udfordring for mig. Min opmærksomhed ryger, hvis jeg kan mærke dårlig stemning, og jeg begynder at ruminere over, hvordan jeg kan få alles følelsestilstand tilbage til en form for ligevægt. På samme måde påvirkes jeg af en positiv stemning. En opløftende stemning på kontoret og et anerkendende arbejdsmiljø har en afgørende indflydelse på min produktivitet. Ros mit arbejde og jeg hamrer afsted i overhalingsbanen resten af dagen – og aftenen, og måske endda natten med. Hvis jeg arbejder med et emne, der virkeligt interesserer mig, i rammer der er optimale, med god stemning på kontoret og i et emotionelt positivt leje, så kan jeg hyperfokusere i en grad, så du ikke kan komme i kontakt med mig. Jeg kan arbejde i et rasende tempo, og kvaliteten af mit arbejde vil være i top.

En tilstand af højt energiniveau og glæde giver mig adgang til et hyperfokus og dermed produktivitet. En administrativ medarbejder, jeg delte kontor med i mit seneste lederjob, fortalte, at hun ikke i sit arbejdsliv havde mødt nogen, der kunne arbejde så hurtigt og effektivt, som jeg kan. Det er muligt, jeg kun arbejder vedholdende i 3 timer i træk, men på den tid kan jeg skrive en artikel, som andre skal bruge flere dage på. Det er ikke altid, jeg kan tænde for den hyperfokuserede og produktive udgave af mig. Det kræver tilstedeværelse af særlige elementer, der tilsammen skaber et momentum, jeg kan køre videre på. Et vigtigt element er, at jeg er interessebåret, og når jeg får opgaver, som virkeligt interesserer mig, indløser jeg en billet til et lyntog af innovation, iderigdom, kreativitet og problemløsning, der langt overgår mange af de kolleger, der hver dag vedholdende sidder på kontorstolen.

Desværre sker det modsatte, hvis jeg skal arbejde med en opgave, der ikke giver mening for mig, som jeg oplever som pseudoarbejde eller som ikke har min interesse. Så kan 10 vilde heste ikke holde mit fokus. Men opstår en krisesituation, kan jeg gå i hyperfokus og stille skarpt på at oversætte information om situationen til gode løsninger, mens dopamin udskilles og jeg er high on worklife. At gå ud og ind af hyperfokus er en meget intens måde at arbejde på, som kræver ro og hvile bagefter. Som ved ekstremsport. Ekstrem produktivitet kræver ekstrem hvile, og vi kan nok blive enige om, at det er et 8-16 arbejdsliv ikke tilrettelagt efter.

Efter intens hyperfokus har jeg ofte brug for intens ro og alenetid, heltfærdig.dk

Jeg har oplevet kolleger og især chefer og bestyrelsesformænd blive forvirrede og usikre på mig, når de opdager, jeg arbejder på den måde. Men inconsistency er netop nøglen til min succes. Når min hjerne er på overarbejde med at kombinere store mængder af kompleks information, så brænder den på et tidspunkt ud og har brug for ro. Inconsistency er derfor en forudsætning for, at jeg kan folde mine særlige kompetencer ud. For at præstere må perioder med høj produktivitet afløses af perioder med lavere grad af produktivitet, og med ”pauser”, hvor jeg bruger tid på uformel snak, flytter nogle stole eller går i køkkenet med nogle elever og laver pandekager.

Skab et arbejdsmiljø for alle typer af hjerner

Jeg må konkludere, at inconistency virker produktivt for mig, og jeg forestiller mig, at det også kan være værdifuldt for andre – især for dem med neurodivergente hjerner, som afviger i grader fra de normale, de såkaldt neurotypiske hjerner. Vi er mange, der tilhører gruppen af neurodivergente, men vi har gået lidt stille med det, sikkert fordi det er forbundet med tabu og fordomme. Det, oplever jeg heldigvis, er ved at ændre sig. Der er stemmer i debatten om inklusion på arbejdspladsen, som argumenterer for, at hvad der gavner neurodivergente, altså f.eks. personer med autisme og adhd, gavner flere typer af medarbejdere. Skaber vi et arbejdsmiljø, der understøtter mennesker med atypiske hjerner, så skaber vi en bedre arbejdsplads for alle. Det er velkendt, at mange med diagnoser mistrives i storrumskontorer, men det kan meget vel tænkes også at gælde for andre, f.eks. de mere introverte kolleger. Som introvert har man måske ikke lyst til at høre om, hvordan Søren fyrede den af til en fest i weekenden, og man kan let føle sig udenfor, når man mangler lyst til at dele personlige beretninger. Fleksibilitet i arbejdstid er et eksempel på et tiltag, der kan mindske presset på storrumskontorer og medvirke til at skabe de optimale betingelser for, at alle kan trives på lige præcist deres måde.

Vi står muligvis foran en fremtid, hvor mange administrative opgaver kan overtages af AI, mens det innovative, det nytænkende, det aldrig før sete, den tossede kombinationen af kendte områder og nye metoder, er kompetencer, der fortsat vil være efterspørgsel på. Disse kompetencer findes også og måske især hos mennesker med lidt anderledes hjerner. Lad os derfor anerkende, at produktivitet og succes kan foldes ud på andre måder end ved consistency fra 8-16. 

Fremover vil jeg insistere på en retten til en dynamisk arbejdskalender med indlagt elastik, så det er muligt at indlægge pauser, der kan afløse perioder med hyperfokus. Jeg vil hyperfokusere på at knække koden til at designe et arbejdsliv, hvor der er plads til at være consistenly inconsistent. Uden skam.

Find det rigtige for dig

I næste indlæg, nr. 4 i rækken, vil jeg gøre status over mit neurospicy karriereskifte; hvor langt er jeg kommet og hvad har jeg lært undervejs. For at slutte som jeg begyndte, på engelsk, så er her et råd fra en psykiater, hvis navn jeg har glemt, men som jeg fik skrevet i en note på en post-it (the story of my life):

Find the right difficult, find the right job, find the right relations and know what really matters in your life.


En neurospicy skifter karriere – del 2

50 shades of passion

Mig: Hej jeg hedder Bea.

Person x: Og hvad laver du så?

Mig: Jeg er …. hos ….

Person x: Er du glad for det?

Mig: Det er lige mig, jeg trives så godt med…. Vi er i gang med spændende ….

Confucius skal have sagt, at hvis du har et job, du elsker, kommer du ikke til at arbejde en eneste dag i dit liv. Det fik mig til at tænke på, hvor mange jeg kender, der ligefrem elsker deres job. Har jeg selv haft job, jeg elskede? Ovenstående, fill in the blanks, har udfoldet sig utallige gange i mine mange år som leder, og jeg har talt begejstret og passioneret om mine opgaver, på trods af, at jeg blev slidt ned, kørt over og direkte mistrivedes i flere ansættelser. Har jeg accepteret tvivlsomme vilkår, fordi jeg lavede noget, jeg elskede? Har jeg haft behov for at fremstille min karriere i et rosenrødt lys, eller troede jeg selv på det, jeg lavede og det narrativ, jeg kreerede omkring det?

Do what you love vs love what you do

Jeg kan virkeligt godt lide at have noget at lave, så ideen om aldrig at arbejde en dag i resten af mit liv tiltaler mig ikke. Men det gør ideen om at arbejde med noget, jeg elsker. Confucius´ læresætning om at elske sit job, fik mig til at overveje forskellen på at arbejde med det, man elsker og at elske det, man arbejder med. Det minder mig om min fars kommentar til mit teenage-jeg, når jeg var ulykkeligt forelsket, hvilket jeg var tit. Jeg blev grænseløst irriteret, når han sagde: ”Hvis ikke man kan få den, man elsker, må man elske den, man får.” I min optik var det en uambitiøs tilgang til livet, som rimer på at nøjes. Jeg vil ikke nøjes. Jeg vil have store følelser og helst i store mængder.  Så selv om jeg muligvis har lært at elske aspekter ved tidligere job, vil jeg undersøge, om det er muligt at tilrettelægge et arbejdsliv, så jeg laver det, jeg elsker. I mit netværk er det kunstnere, musikere eller fitnessinstruktører, som jeg med sikkerhed ved, beskæftiger sig med noget, de elsker. Men hvad er det egentlig, jeg elsker at beskæftige mig med?

På jagt efter min passion

I 2022 blev jeg udredt for ADHD. Det har betydet et nyt narrativ om mig selv og en ny forståelse af mine unikke styrker og udfordringer. Jeg har altid haft en følelse af at være anderledes. En bestyrelsesformand italesatte det meget præcist med en kommentar om, at jeg jo ikke er et dusinmenneske. Jeg har kørt anderledes end de øvrige ledere i feltet, og det har føltes som ét langt og til tider trættende udbrud over mange kilometer. Jeg har vundet mange etaper, men måske fordi jeg har opnået resultater med alternative metoder, har jeg sjældent fået en guldmedalje hængt om halsen. Jeg er på bagkant og mere indirekte blevet tilskrevet æren for resultaterne. Diagnosen har givet et forklarende billede på en særlig måde at være i verden på: I´m a hunter in a farmers world. Og på jagt skal jeg. Jeg skal opstøve og nedlægge min passion. Det er et afgørende skridt i en afsøgning af et fremtidigt arbejdsliv, hvor jeg vil ”do what I love”. Alt peger i retning af et liv med mulighed for at freelance eller som en del af et hold iværksættere. Vis mig en iværksætter, og du har med stor sandsynlighed en person med ADHD. Jeg skulle nok være sprunget ud som iværksætter for mange år siden, men skal det ske, er nu det helt rigtige tidspunkt. I praksis betyder det, at jeg bevæger mig mod ukendt territorie med et postnummer, der rimer på frygt og usikkerhed. Jeg fik hjælp til opgaven via et outplacementforløb, der så venligt blev smidt efter mig, da jeg blev fyret . Helene Aalling fra Lederne har holdt mig i hånden igennem et afklaringsforløb, men i sidste ende er det ensomme og grusomme mig, der skal træffe et valg, tage chancen og nyde turen.

Hvem er jeg, og hvad kan jeg?

Turen mod et nyt arbejdsliv skal ske på ryggen af personlige og faglige kompetencer, og outplacementforløbet begyndte med netop de temaer. Det viste sig at være en udfordring for mig at beskrive de to slags kompetencer og især at skille dem ad. Hvor jeg præcist ved, hvem jeg er og hvad jeg står for, er det sværere for mig at beskrive mine faglige kompetencer. Jeg har flere uddannelser, men vanskeligt ved at nævne metoder eller systemer, jeg er superbruger i. Jeg har ikke særlige certifikater, andet end at jeg har papir på et bestået kursus i ”Vandkvalitet for livreddere” og et hygiejnebevis, begge erhvervet mens jeg var direktør i et DGI-Hus. Jeg kan således varetage salg af fødevarer fra en café på en dokumenteret forsvarlig måde, og jeg kan følge en procedure, hvis en bruger i en svømmehal har haft et uheld med noget afføring. Derudover er mine faglige kompetencer mindre konkrete og et resultat af både uddannelse og erfaring; jeg kan bl.a. undervise og instruere, holde oplæg og præsentationer, lede møder, formulere en virksomhedsplan og jeg kan skrive artikler, klummer og opslag på SoMe. Altså et stort kludetæppe af kompetencer vævet af tråde, der stikker lidt i alle retninger. Helene foreslog at sætte kompetence-afklaringen på pause, da det i vores samtaler blev klart, at temaet ”vigtige behov” pressede sig på. Som beskrevet i del 1 af denne indlægsrække om at skifte karriere, kom jeg i mål med at erkende og beskrive de behov, jeg skal have opfyldt på job. Så langt så godt. Så er der blot tilbage at få øje på min passion, og her må jeg i stedet for research dykke ned i tanker og følelser i en me-search.

Passion, passion! Hvor er du?

Jeg kastede mig ud i de indledende overvejelser om, hvad der gør mig glad. Hvad gør jeg “for the fun of it”, og hvad jeg gerne vil have mere af?

Relaterbar liste for personer med ADHD. Dog har jeg flere ting, jeg elsker, som træning, madlavning og at dimse rundt i genbrugsbutikker.

Slutmålet, at samle refleksionerne og formulere min passion, udeblev. Jeg ramte en mur, der ikke var til at kravle over eller vælte, efter at have stillet ellers oplagte spørgsmål som:

”Hvad vil det sige at være passioneret?”

 ”Er jeg et passioneret arbejdsmenneske?

”Hvori består min passion, og kan jeg gøre den til en forretning?”

Svaret blæste i den storm der ramte, og som indstillede færgeafgangene fra Samsø i flere dage, mens jeg gik i cirkler om mig selv i min stue og forsøgte en musepåkaldelse; ”Passion, muse, besyng”. Ingen passion greb mig. Det lykkedes dog at fylde nogle post-it med områder, jeg er interesseret i og nyder at beskæftige mig med, f.eks. træning, dans, madlavning, genbrug, sårbare unge, menopausen som kulturelt og fysisk fænomen, feminisme og mode. Men ligefrem at kalde det en passion føltes ikke rigtigt. Jeg tyede til flere podcast om startups og iværksætteri. Ud over den nedslående opgørelse over antal startups, der fejler de første forsøg, efterlod det mig med det indtryk, at en bærende idé, en klar vision og et strategisk narrativ er lige så afgørende som at være en passioneret og dynamisk iværksætter. Og så timing; vigtigst af alt er timing, så du rammer et behov, lige når det indtræffer hos målgruppen for dit produkt, så du kan disrupte branchen. Branchen? Jeg havde nul idé om hverken narrativ eller en branche at folde det ud i. Jeg skrev til Helene, at jeg til næste møde ønskede hjælp til kompetencer og passion. Og så blev det jul, og nytåret oprandt.

Hvad fire dage i opvasken lærte mig

Nytåret 2022/23 blev tilbragt i køkkenet under et nytårskursus for gospelsangere på Gerlev Idrætshøjskole. Kursusleder Julie havde spurgt, om jeg ville hjælpe i opvasken de sidste dage af 2022. I efteråret, da Julie tilbød mig tjansen, var jeg mere end fyldt op af en work-life-balance uden life-delen. Men da min fyring var en realitet, var der pludselig tid til at hjælpe. Så jeg iførte mig et forklæde og gik i gang.

Da jeg tjekkede ind i køkkenet til tre dygtige kokke, kunne jeg fornemme, at deres begejstring over at se mig, var begrænset. Julie indrømmede senere, at de var decideret modvillige ved udsigten til en medhjælp, der hverken var kok eller havde køkkenerfaring. De forudså en kæmpe klods om benet. Der gik knapt en time, så havde jeg bevist mit værd. I løbet af fire dage fik jeg testet mine kompetencer, både de personlige og de faglige, mod nogle erfarne professionelle, som lod mig tage del i alle typer af opgaver. Lige der i et køkken, som ufaglært medhjælper og i udgangspunktet lavest i hierarkiet, gik det for alvor op for mig, hvad det er, jeg kan. Der var kontant afregning i form af anerkendelse, både fra kolleger og kursister. Det sidste var en overraskende oplevelse. Kursisterne mødte mig som køkkenassistent, uden at kende til min baggrund som højskoleforstander og direktør. Den anerkendelse, jeg fik, gik på min person, min energi, mit humør og evne til at løse de udfordringer, der opstod. Jeg blev set som den, jeg er. Wow. Her havde jeg jagtet titel, prestige og magt i forsøget på at bevise mit værd, og så fik jeg den mest direkte anerkendelse nogensinde i mit arbejdsliv, blot ved at være mig.

Der har du din passion

Til næste møde med Helene berettede jeg om oplevelsen. Helene bad mig beskrive, hvad det var, jeg havde gjort for at lykkes, og imens jeg fortalte løs i øst og vest, noterede hun på den store tavle. Da jeg tav, stod følgende ord og blinkede:

God energi, opadgående spiral, stemningsskabende, overblik, høj eksekveringsevne, overskuer ukendt område, processere information, skaber mening, organiserer og leder, opfatter hurtigt hvad der er brug for i situationen, opfatter og mærker andres behov, etablerer følgeskab, duracell-energi, gennemskuer hvad der er på spil, skaber og deltager i en anerkendende feedbackkultur, finder på løsninger i pressede situationer.

”Der har du dine kompetencer”, konkluderede Helene. ”Det her er i punktform det, du kan, og så er det i udgangspunktet underordnet om de tilhører gruppen af personlige eller faglige kompetencer.” Helene bad mig formulere ordene i sammenhængende sætninger. Det blev til følgende:

Min hjerne processerer lynhurtigt store mængder af information, som jeg kan skabe mening ud af i komplekse sammenhænge og under ændrede konditioner, og omsætte til adækvate handlinger. Jeg kommer med nye løsninger på udfordringer, og jeg eksekverer under pres. Via min evne til at skabe mening kan jeg etablere følgeskab.

”Der har du din passion” sagde Helene. ”Din passion er ikke en idé eller et område, din passion er en arbejdsmetode. Din passion handler om at komme ind i et ukendt område, danne dig et overblik, skabe mening og omsætte det til handlinger, der giver synlige forandringer og skaber resultater, der gør en forskel for andre.”

De forkerte jagtmarker

Jeg havde ledt det forkerte sted; jagtet på de helt forkerte jagtmarker. Jeg troede, en passion skulle være en konkret idé, et produkt eller et område, som jeg ville elske at arbejde med. Men det er en måde at arbejde på, som er min passion. Reelt har jeg udfoldet min passion i årevis, det har blot været i nogle rammer og med nogle vilkår, som jeg ikke har lyst til at vende tilbage til. I virkeligheden har jeg i store perioder lavet det, jeg elsker, men der har været en høj pris at betale for at udfolde min passion. Det har været på bekostning af mine vigtigste behov, og det har slidt mig ned og gjort mig usikker på mit værd.

Nytårsaften 20233/24 var jeg tilbage i køkkenet på Gerlev Idrætshøjskole. I hele 2023 var jeg i fuld gang med at afprøve nye typer job og fast besluttet på kun at arbejde med noget, jeg synes er sjovt. Jagten fortsætter i 2024 0g frem.

Hvor kan jeg gøre en forskel med min passion?

Min passion er at bruge min særlige evne til at opfatte og tænke anderledes til at skabe mening og se noget vokse. Det skal ske i en kontekst, hvor jeg kan få lov at være den, jeg er, og blive set som den jeg er. Når jeg arbejder med noget, som ikke giver mening, falder mit engagement og energi. Som når jeg skal eksekvere strategiske beslutninger ovenfra, der ikke er i overensstemmelse med det værdigrundlag, jeg er funderet på, så er jeg meget lidt passioneret.

En værdifuld indsigt af ovenstående er koblingen af en passion – en arbejdsmetode – med nogle rammer og omstændigheder, som skal være i overensstemmelse med mit værdigrundlag. At have en arbejdsmetode som passion giver på et teoriplan mulighed for at virke indenfor mange områder. Men for at en opgave skal være meningsfuld for mig, skal jeg have mulighed for at være tro mod mine grundlæggende værdier. Jeg skal altså aspirere efter at tilrettelægge et arbejdsliv i en branche/område/virksomhed, som har værdier, jeg kan knytte an til, og hvor jeg kan få opfyldt mine vigtigste behov, f.eks. at gøre en forskel for andre.

Søren Kierkegaard forholder sig til at være noget for andre: ”Kærlighed er ikke en forsigværende egenskab, men en egenskab, ved hvilken eller i hvilken du er for andre.” Jeg ønsker at have et arbejdsliv, hvor jeg kan gøre forskel, som andre vil elske. Det er nok en illusion, at man ligefrem kan elske alle delelementer og arbejdsgange i sit job, men måske en større bevidsthed om at elske den forskel, mit arbejde gør for andre, kan bringe mig tættere på meningsfuldhed og bidrage til en følelse af ”Do what you love”. I en gennemgang af mulige kontekster for et kommende arbejdsliv vil jeg gå undersøgende til værks omkring den forskel mit bidrag vil kunne gøre for en potentiel kollega, organisation, kunde, elev eller gæst.

At finde sin plads på et neurotypisk arbejdsmarked

Behov; tjek. Kompetencer; tjek. Passion; tjek. Særlige vilkår og rammer som forudsætning for et produktivt arbejdsliv; ikke helt tjek. For at mit arbejdsmæssige bidrag vil kunne gøre en forskel for andre, må jeg finde en kontekst, der efterspørger det, jeg kan. Og så er der lige den lille detalje med de særlige rammer, jeg trives i. Jeg arbejder på en anden måde end andre, neurotypiske personer. Der er brug for nogle reflektioner over, hvordan det egentlig er, jeg som neurodivergent arbejder og leverer en arbejdsindsats. Det er temaet for næste indlæg, det tredje i rækken, som skal lede hen mod at finde min plads på arbejdsmarkedet. Der er desværre ikke reserveret en plads til mig på nogen arbejdspladser, som der – for sjov – er på Lilleøre, færgen jeg tager fra Samsø til Aarhus. Jeg har en fast plads, gid det var ligeså på arbejdsmarkedet.