Old girls just want to have fun Arkiv

Muskler redder liv – red dine muskler

Du har hele dit liv fået tudet ørerne fulde af beskeder om, at fedt er farligt. Det er usundt at være overvægtig. Men hvad med beskeder om, at dine muskler redder dit liv?

Har du muskelmasse nok på din opsparingskonto? Og hvad med knoglemasse, nu vi er i gang? Har din læge nogensinde talt med dig om, hvordan du bevarer din muskel- og knoglemasse? Hvis du er overvægtig, gætter jeg på, at din læge – uanset hvilken lidelse du kommer til konsultationen med – har anbefalet dig at tabe dig. Det er et dårligt råd, hvis du spørger mig, for det er ikke dit kropsfedt i sig selv, der udgør et problem for din sundhed. Arhhhh Bea, der taler du vist imod bedre vidende. Overvægt er lig med en forhøjet risiko for livsstilsygdomme, ikke sandt? Den påstand har jeg tænkt mig at gå i kødet på i dette indlæg. Når du har læst det til ende, ved du hvorfor og hvordan, du skal fokusere på at opbygge muskel- og knoglemasse og i langt mindre grad bekymre dig om dine fedtdepoter. Men du vil også få et tip til at forbrænde den irriterende mavedelle, der er dukket op ud af det blå i midlife.

Tænk på din fremtidskrop

Der er en direkte og meget stærk forbindelse mellem din nuværende krop og din fremtidskrop. Du kan sammenligne det med din nuværende økonomiske situation og din økonomi som gammel. Hvis ikke du ofrer noget af dit nuværende økonomiske råderum og sætter til side til din pensionisttilværelse, ja så bliver sidste del af dit liv fattigere. Men netop derfor har du en pensionsordning, enten via dit job eller via opsparing, ratepension eller lignende. Du tager penge, som var sjovere at bruge i dag på Net-a-porter eller Roccamore.dk, og sætter ind på en konto, som skal gøre dit liv som gammel mere behageligt. Du behovsudskyder og undlader at købe de pink heels. Dit fremtidsselv vil takke dig for det.

Billede hentet på Roccamores hjemmeside, ikke sponsoreret i øvrigt

Beskyt dine muskler med dit liv

Gør det samme med din muskelopsparing. Behovsudskyd trangen til at smide dig på sofaen og los din krop ned i fitnesscentret. Din fremtidskrop vil takke dig for det. For muskler er kroppens panser, og muskler redder liv. Studier viser, at personer med stor muskelmasse har større chance for at overleve biluheld. Du kan rejse dig og gå fra et styrt på cykel, hvis din krop har et tilstrækkeligt stort og stærkt muskelpanser. Så beskyt din muskelmasse med dit liv. Det betyder, at du skal prioritere styrketræning og sætte tid af til det. Som jeg ser det, har du ikke tid til ikke at træne. Din risiko for at dø tidligere stiger, hvis ikke du træner. Det har du ikke tid til, for der er så meget, du skal nå at opleve i det her liv.

Wow, tænker du måske, det var noget af en påstand, at man dør tidligere, hvis ikke man træner. Det må du vist have en snak med din læge om, er forståeligt nok din næste tanke. Der må jeg skuffe dig. Din læge har fået mange ting galt i halsen. Men det vigtigste, din læge ikke fokuserer på, er vigtigheden af din muskelmasse. For muskler er ikke et medicinsk speciale, så ingen speciallæger er ansvarlige for muskelmassen på din opsparingskonto.

Jeg var en cardiobunny

Jeg var ung i 80érne og 90érne, hvor det langt fra var moderne, at kvinder løftede vægte. Kvinder skulle fylde så lidt som muligt. Det fik mig og millioner af kvinder til at kaste os ud i endeløse cardiosessioner på stairmaster, jogging og high impact aerobictimer – alt sammen i laksefarvede tights, benvarmere og på 1200 kcal om dagen. Altså indtil jeg blev desperat af sult og tømte køleskabet, slikskabet og til sidst vinkøleskabet for at drukne sorgen over at have så lidt rygrad. Når nu alle andre kvinder kunne modstå brød med smør og romkugler, hvorfor kunne jeg så ikke? Jeg lå i åben krig mod min krop. En krig jeg ikke kunne vinde, for jeg havde biologien imod mig. Biologi æder viljestyrke til morgenmad. I den periode vejede jeg alt mellem 48 kg og 100 kg, med alle tænkelige variationer over kropsvægt fordelt på 160 cm ind imellem. Det eneste, jeg ønskede, var at ligne en balletdanser. Desværre bragte mine gener mig efter hvert vægttab tilbage til i højere grad at ligne en russisk kuglestøder. Det lykkedes mig aldrig at vedligeholde mine mange vægttab. Det græd jeg meget over i 80´erne og 90érne. Den næste, der påstår, at det handler om at tage sig sammen og at have disciplin nok til at lette røven og lukke munden, får en flad. Så længe du ikke har prøvet at tude ned i en æske fyldte chokolader, eller ønsket du kunne bytte den ene arm væk mod at blive tynd, skal jeg ikke bede om dine vægttabsråd. Så bare luk røven! Overvægt handler ikke om viljestyrke, fedme er en sygdom. Det har vi medicin for nu, nemlig vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro.

Vægttabsmedicin er ikke snyd

At anvende vægttabsmedicin anses ofte af mennesker, der ikke selv er genetisk disponeret for overvægt, for snyd. Det mener jeg, er et arrogant synspunkt og derudover helt misforstået. Der er i virkeligheden tale om, at vægttabsmedicin ligestiller os genetisk udfordrede med jer, der har vundet i gen-lotteriet. Det betyder lighed i udgangspunktet, ligesom i sportens verden. Så kæmper vi i samme vægtklasse og med de samme forudsætninger. Vægttabsmedicin gør en kæmpe forskel for mange mennesker. Den vigtigste effekt, jeg hører fra dem, der har prøvet, er en helt ny tilstand af madro. Væk er de konstante tanker om mad, om det næste måltid, væk er koncentrationsrøvende cravings og en konstant følelse af sult. Sådan som mennesker med et normalt forhold til mad har det hver dag. Hvilken lettelse at kunne leve et liv i total madro. Det under jeg alle genetisk disponerede, og alligevel er jeg bekymret over stigningen i brugen af vægttabsmedicin. For jeg er ikke blind for, at nogle kvinder går til lægen og får Wegovy for at forfølge superskinny-trenden, som sidst hærgede i 80érne og 90érne. Den trend, som betød, at mange kvinder, mig selv inklusive, har betalt en pris i form at en forøget risiko for osteoporose. Har du huller i dine knogler og falder og brækker lårbenet, så har du 40 % risiko for at dø indenfor et år. Det er jo ikke for sjov, jeg råber op. Min generation af Gen x-kvinder får med stor sandsynlighed brug for medicin mod knogleskørhed. For vi vinkede farvel til muskel-og knoglemasse i bestræbelserne på at være ultratynde. ”Nothing tastes as good as skinny feels”, som Kate Moss prædikede for os dengang. Hun havde tydeligvis ikke smagt studenterbrødene fra bageren på Nordlandsvej, tæt på mit gymnasium. Vægttab betyder næsten uundgåeligt et tab af både fedt og muskler; et liv med kalorierestriktion laver overtræk på dine muskel- og knoglemassekonti. Lav vægt er i sig selv en risikofaktor for udvikling af osteoporose. Så brug af vægttabsmedicin for at opnå det superskinny look er højrisiko adfærd. Er vi virkeligt sindssyge nok til at hoppe på den igen?

Hormoner beskytter muskler og knogler

Kvinder i midlife går til læge og beder om et middel til vægttab. Et vægttab, der desværre kan medføre et tab af muskelmasse. Kvinder i midlife går ikke til læge og beder om et middel til at beholde deres muskelmasse. Men det kan du faktisk godt; du kan bede om at komme i hormonerstatningsterapi. Østrogen, progesteron og testosteron kan hjælpe dig med at opbygge og vedligeholde både muskel- og knoglemasse langt op i alderen. Jeg er stor fortaler for hormoner i menopausen. Jeg blev hormonradikaliseret tidligt. Jeg blev nægtet hormoner hos min læge i 2016, hvor de første menopausesymptomer viste sig. Min læge ville slet ikke høre tale om at udskrive hormoner til mig. Så jeg dykkede massivt ned i studier og hypoteser, og har siden taget ansvar for min egen hormonelle sundhed. Jeg mener ikke, der kan være tvivl længere om, at østrogen hjælper med at bevare knogledensitet og muskelmasse. Min daværende læge sendte mig i dexa-scanning i 2016, da jeg trak ”vi har knogleskørhed i familien”-kortet for at få adgang til den hellige hormongral. Jeg lå lige præcist indenfor normalområdet. Med min aktive livsstil burde jeg have ligget i toppen. Det var ikke nok til at få en recept på østrogen. Det hjalp at finde en god gynækolog, som gav mig de ønskede hormoner. Jeg har netop fået svar på en tilsvarende dexa-scanning fra november 2025. Det er lykkedes mig at forøge min knogledensitet massivt siden 2016. Eneste forskel er, at jeg nu tilfører min krop de hormoner, der vedligeholder min knoglemasse. Det virker! Jeg er living proof.

Hormoner er ikke nok

Jeg er med på, at det kan diskuteres, om østrogen forebygger demens og alzheimers. Det vil fremtidige studier vise. Hvis ellers nogen gider finaniere studier om kvinders sundhed. Jeg har mine personlige overbevisninger, som jeg ikke lægger skjul på. Selv om evidensen mangler, er der hypoteser, der er stærke nok til, at jeg med glæde vil løbe eventuelle risici, der følger med hormonerstatningsterapi (HRT) for resten af mit liv. Jeg skal ikke bestemme over din krop – din krop, dine valg – men jeg ville ønske, alle kvinder fik mulighed for at afprøve, hvad hormoner kan gøre for dem. Hvis du vil vide mere, så book mig til et foredrag.

Jeg holder foredrag, både i store foredragssale og i mere intime rammer. Jeg kommer gerne hjem i din stue med et foredrag, hvis du samler en flok kvinder i dit netværk.

Til mine foredrag har jeg fokus på, at hormoner alene ikke gør det. Men hormoner kan give dig overskud til at etablere den livsstil, der holder dig sund og stærk langt op i alderen. Der er navnlig to ting, du skal investere i: Din ernæring og din træning.

Hvor kom den mavedelle fra?

Kvinder i midlife klager over nye deller, der dukker op, selv om de ikke har ændret på kost eller aktivitetsniveau. Det er der en forklaring på. Når kvinder mister hormoner i forbindelse med menopausen, forsøger kroppen at skaffe hormoner andre steder fra. Fedtvæv producerer hormoner. Der er godt nok tale om inflammationshormoner, men kroppen er åbenbart af den overbevisning, at det er bedre end ingenting. Derfor lagrer kroppen ekstra fedt, så snart menopausen banker på døren. Og den mavedelle er SÅ svær at komme af med. Generer den dig, får du lige et tip. Højintensiv intervaltræning er svaret, hvis du vil forbrænde mavedellen. Ikke spinning eller lange løbeture, hvis det er mavedellen, du vil gøre kål på. Der er en fysiologisk forklaring, som du ikke orker en længere redegørelse for. I studier, der har sammenlignet længerevarende cardiotræning, også kaldet stady state, med højintensiv intervaltræning som sprint, forårsager det sidste en væsentlig større reduktion i mavefedt. Det handler om forskellige fedtcellereceptorer, især alfareceptorer og betareceptorer. Mavefedt indeholder større mængder af betareceptorer, og når de stimuleres, vil fedtcellerne nedbrydes. Højintensiv intervaltræning synes at stimulere betareceptorerne bedre end stady state-træning. Så spurt, Forrest, spurt!

Du SKAL styrketræne

Men blot for at holde fokus, så er det farligere at miste muskelmasse end at forøge fedtmasse, som du bliver ældre. Der findes faktisk en ”fit fat fenotype”. Du kan godt være sund, selv om du er overvægtig. En aktiv overvægtig med en stor muskelmasse er sundere end en tynd inaktiv med en lille muskelmasse. Når vi ser på alle parametre omkring sundhed, er det fysisk aktivitet, der har den største effekt i forhold til sundhed og forebyggelse af for tidlig død. Gåture er teknisk set fysisk aktivitet, som har mange fordele. Det fortsætter du bare med. Det opbygger blot ikke muskel- og knoglemasse. Hvis du vil opbygge knoglemasse, skal der vertikal impact på knoglerne. Det bedste er at hoppe. Hop, hop, hop – hver dag. Det var da et vildt anvendeligt og forståeligt råd, ikke? Men hvad med musklerne, hvordan bygger du muskelmasse? Du gider nok ikke høre det, men du kommer ikke udenom styrketræning. Du skal løfte vægte. Det stimulerer både dine muskler og dine knogler, og giver en livreddende vækst i begge. Det er aldrig for sent, og du er aldrig for gammel. Du vil blive overrasket over, hvor gode resultater der kan opnås, selv i en høj alder. Sæt tid af til 3 gange om ugen med vægttræning, og det behøver ikke tage mere end 30-40 minutter. Læg hertil 20 minutters højintens intervaltræning én gang om ugen, og du er godt kørende, både i forhold til muskler og knogler. Hvis du så hopper på stedet, i de minutter din stempelkaffe trækker om morgenen, ja så har du gjort din fremtidskrop en kæmpe tjeneste.

Protein

Det sidste råd i rækken handler om ernæring, nærmere betegnet om protein. Som du sikkert er ved at kaste op over at høre om, hvis du bare nogenlunde regelmæssigt opholder dig på instagram eller Tik Tok. Protein er det nye sort. For at bevare din muskelmasse skal du have et proteinindtag, der er stort nok. Jeg anbefaler, at du ligger mellem 1.6 -2 gram protein pr kg kropsvægt. Kropsvægt betyder i denne kontekst, den vægt, du ville have, hvis du var normalvægtig, sådan cirka. Det er meget protein, og sikkert en del mere end du reelt indtager. Det kræver en bevidst indsats. Proteineffektiviteten falder med alderen, så du skal have en større mængde protein som 70-årig, end da du var 20 år. Du kan fordele dit proteinindtag på de tre hovedmåltider, så du bestræber dig på at få 30-40 gram til hvert måltid. Resten får du på mellemmåltider.

Er du klar til en vedligeholdelsesplan?

Puha, du bliver helt træt ved tanken. Det kræver meget tid og meget arbejde at følge den vedligeholdelsesplan, jeg netop har lavet for dig. Men jeg gentager lige mig selv: Du har ikke tiden til ikke at følge den plan. Lader du være, siger du farvel til mange år med god livskvalitet til fordel for år med sygdom og svækkelse. Og du risikerer at dø tidligere. Det har du ikke tid til, for der er så meget godt at opleve i det her liv. Så kom i gang. Vi ses i frivægtsområdet eller ved mejerihylden i Netto. God træning og bon appétit.

58 år og strong AF, er selv lidt overrasket. Come join me!

Længst muligt i egen krop – Tanker om alder og en PR i squat

I forrige uge lavede jeg PR i dødløft, og i går rykkede jeg en rekord på squat. Jeg er, så vidt jeg kan huske, det stærkeste jeg har været i mit liv. Det er sært, da jeg jo ikke er 17 år længere. Hvilket er et udtryk, som understøtter den alment accepterede sandhed, at ung er bedre end gammel. Jeg er ikke enig, og det er min krop tilsyneladende heller ikke.

På evig jagt efter dopamin

Det er påske, men det ved du nok allerede. En foruroligende højtid, da butikker, biblioteker og genbrugsbutikker er lukkede. Det betyder, at jeg skal have mit dopaminrush på andre måder end ved min foretrukne aktivitet; at gå i Røde Kors og rode i folks aflagte tøj. I stedet doomscroller jeg på min telefon og er røget i et rabithole af artikler og opslag om ”Things to stop doing when you turn 40”. Hvis ikke, jeg var velmedicineret, havde det udløst et greatest hits raseri. Jeg har ikke flere fucks at give til kvindebegrænsende kulturnormer, der fortæller mig, at modne kvinder ikke må gå i bikini, have langt hår eller gå i korte kjoler. Algoritmen sender muligvis den slags efter mig, fordi jeg brugte hele min aften på at google ”Cargopants”. Det blev nok for meget for algoritmen, som vil hive mig i en mere passende retning for en kvinde i midlife. Men åhhh cargopants. Sådan nogle oversized busker med store lommer i noget faldskærmsagtigt stof. Fortrængt er det faktum, at jeg var middelsvært utilpas i præcist den type bukser nede i 90érne. De skal da have en chance til. Kan man flashe cargopants som 55-årig? Hell yeah. Med en cropped top? Bring it on.

Påsketræning gav lykkefølelse

Skærtorsdag var jeg til et stepevent i Aarhus. Jannie var der også. Hun roste mig for at orke at styrketræne inden timen. Jeg svarede, at det er nødvendigt, hvis jeg vil gøre mig håb om at steppe, også når jeg rammer en særdeles høj alder. Vi talte om frygten for den dag, hvor vi ikke længere kan følge med i det tempo, der fyres af på en steptime. Hvem er vi så? Hvor skal vi gå hen efter en dosis lykke? Intet gør mig lykkeligere, og jeg er høj på dopamin og serotonin i timer efter. Jeg ved ikke, hvor gammel Jannie er, for man spørger jo ikke en dame om hendes alder. Hvornår har en dame for øvrigt en alder, hvor man ikke længere må spørge, og hvorfor er alder egentlig så negativt ladet? Jeg lever mit bedste og stærkeste liv, men jeg oplever i min nuværende livssituation, at der er en pris at betale for den stigende alder.

Alder som en begrænsning?

Jeg var til begravelse onsdag og røg efterfølgende ned i et sort hul af dødsangst og håbløshed. Mit liv er udfordrende pt: Ingen job, ingen kæreste, ingen nære relationer i min hverdag, ingen penge og ingen idé om, hvad der skal blive af mig. Det lyder skræmmende, men den positive framing er, at jeg er ved at tegne konturerne af en fremtid, hvor jeg udelukkende vil beskæftige mig med det, der gør mig glad. Endelig. Jeg søger min tredje karriere. Jeg skal for alt i verden ikke havne i endnu et lederjob uden øvre arbejdstid. Men det er svært at være i processen, for det tager tid at skabe sig en ny tilværelse, og tålmodighed er ikke min spidskompetence. Jeg søger job og forsøger at sparke døren ind til nye brancher. Afslag og afvisninger vælter ned over mig, og jeg håndterer det dårligt. Så mit humør svinger, mens jeg forsøger at holde fast i min beslutning om at vælge en anden arbejdsvej. Det har jeg gjort før, men det er åbenbart langt vanskeligere som midaldrende kvinde. Jeg tror, algoritmen er på spil igen. Jeg får afslag i et tempo, hvor ingen kan have nået at læse min ansøgning. Min a-kassekonsulent er enig i, at algoritmer sorterer kandidater fra, og at høj alder fører direkte til papirkurven. Det er jo gak. Jeg er det mest kvalificerede og erfarne, jeg nogensinde har været. Jeg skal ikke have barselsorlov eller barns første sygedag. Jeg er flytbar og kan arbejde fleksibelt. Hvad er det ved mig, arbejdsgivere mener bliver mindre værd med stigende alder? Hvordan kan vi mangle arbejdskraft i Danmark og vedtage love om stigende pensionsalder og så udelukke en del af arbejdsstyrken? Det er svært at relatere til den form for aldersdiskrimination, når min krop og min hurtigt tænkende hjerne føles 25-ish.

Hvad savner jeg fra min ungdom?

Selv om jeg føler mig som 25, har jeg tænkt over, om der er noget, jeg savner fra min ungdom. Indrømmet. Jeg savner fester og at danse. At samles en flok veninder for at dulle sig op og sippe æblesnaps og Martini. En sitrende stemning af forventning, lyden af Kim Wilde og Duran Duran på kassettebåndoptageren og en stank af en deodorant, der hed Date. Jeg styrede det dansegulv! Mit midaldrende jeg befinder sig derimod kun på dansegulvet, når jeg underviser i dans. I mit netværk kommer vi ikke rigtigt videre fra spisebordet, når vi mødes. Men ellers er det svært ved at pege på noget, jeg savner. Måske skyldes det, at jeg grundlæggende laver de samme ting, som da jeg var 25. Jeg har ultimativ frihed og masser af tid til mig selv. Jeg løber rundt i en hal og spiller bold, jeg stepper og danser. Jeg hører P3. Jeg konkurrerer om cykelstien med stadigt færre unge, der som jeg ikke har bil. Jeg hører podcast som ”Fries before guys” og ”Her går det godt”. Jeg pakker mine ting i poser i stedet for i en kuffert, og jeg spiser Click Mix. Er det et problem? Muligvis. Indtil for et år siden havde jeg pink hår. Det fik min frisør sat en stopper for. ”Hvis du gerne vil have en jævnaldrende kæreste, så går det der ikke”. Jeg indvilgede i en mindre hidsig hårfarve, for jeg vil virkeligt gerne have en jævnaldrende kæreste. Og her går det op for mig, hvad jeg savner mest. Da jeg var ung, så jeg mig omkring og der var mængder af interessante jævnaldrende mænd med kærestepotentiale. Hvor er de mænd nu? Sidder de derhjemme i sofaen og venter på den næste fodboldkamp, eller har de travlt med at være rasende i kommentarsporet på Facebook? Det kan faktisk tænkes, at de lever et mere rigtigt voksenliv. Hvis jeg endelig møder nogle irl, kan vi så finde noget at mødes om, når jeg hellere vil spille bold end se det på tv?

Handler det om, hvor gammel jeg er eller om, hvordan jeg er gammel?

Det aldersspænd, hvor man har den helt rigtige alder, virker meget flygtigt. Som med en avokado. Den er umoden og uspiselig længe, for så pludselig at blive moden og perfekt. 10 sekunder efter er den blød og brun og ryger i skraldespanden. Jeg var længe for ung; i ti sekunder havde jeg en passende alder, og nu er jeg åbenbart uspiselig og ryger i skraldespanden. Men jeg er ikke den eneste avokado. Se blot på politikere, som aldersshames, både hvis de er for gamle, og hvis de er for unge. Da Biden stillede op til præsidentvalget, var der et stort fokus på hans høje alder. Til spørgsmålet, om han var for gammel til at stille op, svarede Biden: ”Watch me. Watch me. All this stuff about lack of energy. Come get in the bus with me, 16 hours a day, 10 days in a row. Come see me. My doctor sends me every morning, every morning, an exercise routine, and I do it every morning. I´m not in bad shape” (interview, 2020, New York Times). Omvendt trak det overskrifter, da Christina Krzyrosiak blev borgmester i Holbæk som 25-årig. Der var fokus på, om hun var gammel nok og havde tilstrækkelig erfaring. Hun skulle forsvare sin viden og evne til at træffe vigtige beslutninger, men hun slap for spørgsmål til fysisk form. Alder er både et vilkår og en identitetsmarkør. Men hvor gammel ville du være, hvis ikke du vidste, hvor gammel du var? Hvilken alder føles du? Og er din følelse af ”dig” stærkere end din alder?

Alder er et privilegium

Min følelse af ”mig” er betydeligt stærkere end min følelse af 55 år. Når jeg ser billeder af mig selv, kan jeg godt se, at jeg er en kvinde på 55 år. Det har jeg det fint med. Jeg har fortjent hver eneste rynke i mit ansigt. Det er resultatet af et levet liv, af glæde, latter og bekymring. Jeg skal ikke botoxes rynkefri, jeg befinder mig fint med at ligne den alder, jeg har.

Min følelse af ”mig” er stærk. Jeg har en markant svagere følelse af et ”Vi” med personer, jeg er jævnaldrende med. Jeg har et netværk af mennesker i mange forskellige aldre, ofte via interessebårne fællesskaber. Måske skyldes det, at jeg stadig har en fysisk form, hvor jeg kan deltage i de aktiviteter, jeg har lyst til, og ikke oplever begrænsninger i min hverdag. Jeg opsøger ikke særlige aktiviteter for min aldersgruppe, som betegnes seniorer. Jeg dyrker mine interesser og danner netværk med andre, der deler disse. Jeg har faktisk intet ønske om at fremstå yngre, og jeg opfatter alder som et privilegie, en gave. Min far blev 61, min bror blev kun 48. Jeg er 55, og den gave skal dælme pakkes ud og give glæde hver dag. Jeg lytter til Dayyani´s Blink Twice. Hun synger:” Dancing is a privilege. Don’t take it for granted.” Dancing is a privilege, so is age. Og de to ting hører sammen i min verden. Jeg kan ikke gøre så meget ved den aldersdiskrimination, jeg mødes med i en kontekst af arbejdssøgende, men jeg kan gøre alt i min magt for fysisk at være i stand til at danse og deltage i alt, der giver mit liv mening, og som gør mig glad. At kunne leve det liv, jeg gerne vil, kræver en indsats, og jeg optimerer på flere parametre. Det bør du nok også, hvis ikke du allerede er i gang.

Forfaldet skrider planmæssigt frem – har du en vedligeholdelsesplan?

Det er et faktum, at som vi bliver ældre, går vi i forfald. Lev med det. Eller gør hvad du kan for at stoppe ulykken og udsætte forfaldet. Der er to gode nyheder. Den første gode nyhed er at, det endelig er tilbagevist, at man bliver dårligere til at lære, når man bliver ældre. Ung som gammel har tilsyneladende samme kapacitet til at tilegne sig viden – forudsat at man udfordrer hjernen hele livet. Så kom i gang med hjernetræning, lær et nyt sprog eller nye færdigheder, for du vil da gerne være den skarpeste kniv i skuffen. Der er endnu en god nyhed. At the end of the day bliver vi alle gamle og syge og dør, men du kan selv påvirke, hvornår det sker, og hvordan du har det som gammel. Forskerne bag nye undersøgelser om aldring er selv overraskede over resultaterne, som går imod de hidtidige opfattelser af forfald. Lærebøgerne skal skrives om. Med en seriøs indsats kan du halvere funktionstabet! Halvere! Mit ærinde med at spørge til din vedligeholdelsesplan netop i påsken, er ikke at slå dig oveni hovedet med en omgang foodshaming efter dine påskefrokoster, så spis du blot det påskeæg! Pyt (næsten) med din kost, fokuser på dit aktivitetsniveau. Nye danske studier fra Aalborg Universitet med Ernst Albin i spidsen viser, at det aldersbetingede fald i fysisk formåen, er langt mindre, hvis man er fysisk aktiv hele livet. Faktisk kan du halvere nedgangen gennem træning. Den dårlige nyhed, hvis du altså ikke ligefrem elsker sved og høj puls, er, at det skal være intensivt og ofte. Så vil du kompensere for det aldersbetingende præstationstab, skal du træne en masse. Nu har du spist det påskeæg. Du har derfor god energi, så på med træningstøjet og afsted.

Længst muligt i egen krop

Og nu vi er ved de dårlige nyheder om store træningsmængder, så er her lidt at tænke over, hvis du ikke kan forlige dig med nogen form for fysisk aktivitet, heller ikke i små mængder. Sundhedsstyrelsen har for nylig sat tal på, hvad forskellige risikofaktorer i livet koster i form af ekstra dødsfald. En inaktiv livsstil koster 4653 dødsfald årligt, usunde kostvaner knyttes til 1382 dødsfald mens svær overvægt betyder 750 dødsfald. Det er langt sundere at være en fysisk aktiv overvægtig, end en slank inaktiv.

Du vælger ikke selv, hvor gammel du bliver, men du har en kolossal indvirkning på, hvordan dit liv som gammel bliver. Mit mål er at kunne klare mig selv, men også at kunne fortsætte med de ting, jeg har lyst til – uden at skulle bruge hjælpemidler eller bede nogen om at løfte tre rammer dåsecola hjem i mit køleskab eller snøre mine sko. Et andet mål er at afværge fald. Det sidste handler om, at jeg er fumler tumler og går ind i ting. Det bliver jeg nok ved med resten af mit liv, da det er en del af min diagnose. Men vidste du, at hoftebrud efter fald medfører døden for 20-30 % af de ramte, som ofte er kvinder? Et hoftebrud dør man da ikke af, tænker du nok, og det har du delvist ret i. Men et langvarigt sengeleje med en brækket hofte fører ofte til komplikationer som blodpropper. Mit gode råd til dig som kvinde er derfor at undgå fald, og her kommer træning ind. Med stærke muskler efter tung styrketræning vil du være i stand til at afværge et fald, hvis du får overbalance. Det handler både om din livskvalitet og om din overlevelse.

Carpe the fucking diem out of your workout

Jeg vil leve længst muligt og stærkest muligt i egen krop. Hvad er det værd at have en fed pensionsopsparing, hvis jeg ikke kan danse længere eller cykle afsted ud i naturen? Derfor træner jeg. Det er så en stor fed løgn, for det er ikke derfor, jeg træner, men det lød meget godt inde i mit hoved. Jeg træner primært fordi, jeg ELSKER at træne og fordi, jeg er hyperaktiv og har brug for bevægelse ad libitum. Jeg har i øvrigt ikke en fed pensionsopsparing, nu jeg er i gang med at korrigere mig selv. Men jeg har sat PR i squat og det kan også noget. Det er ikke rekorden i sig selv, der er vigtig. Det er al den styrketræning, der gør, at jeg kan være med på eller over niveau med 20-årige, når det kommer til fysisk aktivitet. Jeg kan spille en basketballkamp, undervise i dans og transportere mig på cykel også i modvind. Jeg har sat knogle- og muskelmasse i banken til ældre tiders nedgang. Jeg skal, som sagt, længst muligt i egen krop. Du bestemmer selv, hvor langt du skal i egen krop, og jeg skal heller ikke bestemme, hvilken form for fysisk aktivitet, du skal kaste dig over. Det var også løgn, for du skal styrketræne! Og der skal vægt på. Det vil være dit livs bedste investering. Jeg er normalt stor fortaler for, at den bedste træning er den, der bliver til noget. Der er større sandsynlighed for, at du deltager regelmæssigt i en aktivitet, hvis du faktisk elsker selve aktiviteten og ikke kun resultatet. Men lige her strammer jeg garnet! Hvis noget af ovenstående giver mening, altså hvis du vil undgå det fysiske forfald, der følger med stigende alder, så skal du komme alle dine æg i en kurv: Styrketræning, og du skal give den max gas. Carpe the fucking diem out of your workout.

Jamen jeg hader fitnesscentre

….sagde ingen, der har oplevet fremgang, mestring og teknisk sikkerhed i frivægtsområdet nogensinde. Jeg vil påstå, at alle kan opnå, måske ikke ligefrem at elske, men at synes om styrketræning. Du aner ikke, hvor gigantiske glædeudbrud, jeg har hørt fra kvinder, der har udført deres første pull up. Eller hvor fedt det er at føle sig stærk og at mestre seje løft. Hvis du gjorde, sad du ikke her og læste, så var du på vej til træning. Forskellen, som jeg ser det, er grundig og kompetent introduktion, vejledning, tålmodighed samt nogen at tale med om dine usikkerheder og andre svære følelser, som uundgåeligt vil vise sig. Please, lad være med at købe adgang til et center i den tro, at du kan komme i gang på egen hånd. Den vej fører som regel til en crosstrainer eller et løbebånd og så i bad. Dont. Du skal i frivægtsområdet, og der er hjælp at hente. Men se dig godt for. Branchen for personlige trænere er fuld af skiderikker. Branchen har dog også vidunderlige af slagsen, som AO Coaching (aocoaching.dk, Aalborg), Styrk (“Styrk.dk”, Aalborg, Randers, Aarhus), Unlimited Performance (“up_unlimitedperformance”, Aalborg) og Strong Curves (“Strongcurves.dk”, Aarhus). Jeg har ingen andele i disse private træningsstudier, ud over at de er startet af nogle af mine utroligt dygtige “gamle” elever fra Sportshøjskolen. De er veluddannede, engagerede, har værdierne i orden, og du vil være i trygge hænder. Jeg nævner dem udelukkende, fordi jeg af hjertet ønsker, at du vil få den samme glæde ved træning, som jeg har. Så vi kan mødes og lave fede ting, også om 20-30 år.

Kontakt mig, hvis jeg kan være behjælpelig med at finde det, der kan være rigtigt for dig. Jeg gentager: Længst muligt i egen krop.

God træning.

Jeg er miked up til danseundervisning på billedet nedenunder – ofte kræver mit liv store mængder tape for at hænge sammen.

Da jeg kom i reparationsalderen og fik en ny hofte

Thinking back to when “a new hip joint” meant someplace I wanted to go on a Friday night.

I dag for præcist to år siden vågnede jeg op fra en operation, monteret med nye reservedele i form af et hofteimplantat. I slutningen af 40´erne kom de første symptomer, men der gik år, før jeg fattede, at jeg havde brug for en ny hofte – og før jeg fik samlet viden og mod nok til at lægge mig på operationsbordet. D.19.marts 2021 tjekkede jeg ind på Silkeborg Sygehus, hvor to kirurger brækkede min hofte af led, savede lårbenet over og bankede titanium- og silikoneimplantatet på plads. 23 minutter tog det, så var jeg udstyret med et styk kunstig hofte, klar til at komme op at gå.

Hip Hip Hooray! Sådan ser min kunstige hofte ud:

I månedsvis havde jeg himlet op om de problemer, jeg havde opfundet til lejligheden. Så jeg græd af glæde over især to ting, da jeg vågnede på opvågningstuen:

-At jeg overhovedet vågnede igen fra operationen var en lettelse og kom som en overraskelse, da jeg har de vildeste katastrofetanker og dødsangst i forhold til narkose og anden bedøvelse. Det er det største kontroltab, jeg kan forestille mig.

-At jeg kunne bevæge mine tæer. Mit worst case senario – ud over at dø – var at proceduren med epiduralbedøvelse skulle gå galt og gøre mig lam. Men alt var forløbet planmæssigt og jeg havde udsigt til at opnå fuld førlighed igen. Oh happy day.

Jeg vågnede op efter operation i sulten tilstand.

Smerter ledte til diagnosen

Længe havde smerter i lysken præget dagligdagen, men jeg dansede en del og gik ud fra, at der var tale om overbelastning. Så skulle man jo tro, at jeg holdt en pause fra træning eller opsøgte noget professionel hjælp, men det gør jeg generelt ikke så meget i. Min krop har en mesterlig evne til at helbrede sig selv. Det siger min grundlæggende overbevisning i al fald, og det passer som regel, men sandheden er nok også, at jeg ikke følger de råd, jeg får. Så hvorfor betale 400 kr. for en konsultation hos en fys, for så at tage direkte i træningscentret og gå amok. Det er ikke fordi, jeg altid er et monument af dårlig dømmekraft. Min diagnose kommer med et stort H, og hvis jeg ikke kan træne, hænger jeg i gardinerne, eller også viser hyperaktiviteten sig som en mental overaktivitet. Og du skulle prøve at være i mit hoved under mental hyperaktivitet – tro mig, det har du ingen lyst til. Så jeg træner videre uanset.

Af en note på min telefon fremgår det dog, at jeg har taget den til 10 i bekymring over den lyske med en note om at google ”lyskekræft”. Det var nu så slemt, at jeg næsten ikke kunne køre bil, jeg kunne knapt vende mig i sengen om natten, og at gå ture var et smertehelvede. Da klagede jeg min nød til Charlotte, som er fysioterapeut. ”Det lyder som en ny hofte”, sagde hun. Ny hofte? Moi? Et røntgenbillede bekræftede, at jeg led af en seriøs omgang hofteartrose. Slidgigt, som ikke har så meget med slid at gøre. Hofteartrose ses lige hyppigt hos inaktive som hos f.eks. eliteløbere. De væsentligste årsager til slidgigt i hoften er alder eller overvægt, men jeg faldt udenfor de to kategorier. Gentagne fald kan give skader på brusken og deraf følger typiske symptomer som bevægeindskrænkning, smerter i lysken, foran på låret og på siden af låret. Tjek til det. Som gymnast, boldspiller og snowboarder var det altid den højre hofte, jeg landede på, og nu var der en regning at betale.

Men en ny hofte? Så var mit liv som badutspringer vel slut, og ville jeg egentlig hellere have ondt end opgive de sjoveste af mine fysiske aktiviteter? Jeg rådførte mig med Dr. Google men fandt ikke de svar, jeg var ude efter: Hvor meget ville en kunstig hofte kunne holde til? Hvor mange år kunne den holde? I hvilken grad kunne jeg forvente at opnå fuld bevægelighed og styrke efter en operation? Var det muligt at steppe og danse med et hofteimplantat? Kunne jeg køre på snowboard?

Jeg talte med flere hofteopererede og med sundhedsprofessionelle. Der lød ikke klare svar, heller ikke om holdbarhed. De fleste patienter, der får nye hofter, er over 70 år, så derfor er det usikkert om implantater holder 15 eller 30 år, for der er patienterne ligesom døde. Fair nok.

”Vi laver jo ikke en ny hofte på dig, for at du kan springe rundt, men for at du kan leve et almindeligt liv. Du kan sagtens gå tur”, var en hyppig kommentar til mine spørgsmål. Gå tur? Jeg er sådan én, der kan træne solen sort, og at være spændstig, stærk og lynhurtig er en afgørende del af min identitet. Desuden gør intet i verden mig mere lykkelig end at steppe og danse til høj musik i et rasende tempo. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne det længere?

Da operationen er irreversibel, var jeg nødt til at være sikker i min sag, så jeg opsøgte al den viden, jeg kunne få adgang til. Jeg ledte efter nogle levede erfaringer fra professionelle dansere, som var vendt tilbage til dansescenen med en ny hofte. De fandtes, mest i USA, og der var evidens for, at jo yngre danserne var ved operation, jo bedre prognose, og ved hoftedysplasi frem for artrose, var succesraten høj. Samstemmende var dansernes erfaring, at en kunstig hofte ikke føles på samme måde som ens medfødte hofte, og at der vil være begrænsninger i bevægelsesudslaget. Det med en anden feel kunne jeg godt leve med. Jeg ignorerede det med alder og hoftedysplasi, og lod min læge indstille mig til en vurderende samtale med en hoftespecialist på Silkeborg Sygehus.

Fra forundersøgelse til operation på Silkeborg Sygehus

Jeg mødte op bevæbnet med step- og dansevideoer og 1000 spørgsmål. Kirurgen så tålmodigt med på videoerne. ”Ja, det der kan du sagtens efter fuld hoftealloplastik. Det vil jeg med 99% sikkerhed love dig. Du bliver 25 igen, og du kommer til at have vild og voldsom sex.” Okay? Lovende besked at få, både det med løftet og det med udsigten til sex, som det havde været småt med siden min skilsmisse i 2018. Jeg tog fortrøstningsfuld fra samtalen og lod mig henvise til operation.

I månederne op til operationen, optimerede jeg på de parametre, jeg selv havde kontrol over, f.eks. drak jeg ikke en dråbe alkohol, jeg fik mere søvn end sædvanligt, og jeg intensiverede min styrketræning. Dagen oprandt, og jeg fik tildelt en seng på en stue med tre andre kvinder. I nabosengen lå en 83-årig tidligere hospitalslæge, og hun var så fuld af nysgerrighed og livslyst, at hun indgød en vis portion mod og tillid i mig. Som 80-årig var hun blevet enig med sin mand om at leve på en anden måde. De er nu Colaér, couples living apart. Huset er solgt, og de bor i hver sin lejlighed. Deres samliv består af dates, han kommer med blomster, og det er meget romantisk. Det var så inspirerende at få et indblik i, og jeg glemte helt det forestående og hoppede i min seng af begejstring. Alder er aldrig en undskyldning for at prøve noget nyt.

Helt eventyragtigt blev det dog, da én af lægerne, der skulle forestå indgrebet, kom forbi til en snak. Jeg havde en yndlingspodcast, ”Her går det godt”, i ørerne og whats the odds? Lægen viste sig at være Peter Falktofts gode ven, som ofte nævnes i podcasten. Han er lige så tosset med træning som Peter og jeg. Det fik vi en lang snak om, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge til muligheden for så lille et ar som muligt. Min mave er skåret op på kryds og tværs efter en del operationer for tarmslyng, jeg har ar efter en operation på det ene bryst, og mine håndled ligner regulære selvmordsforsøg efter carpaltunneloperation. Min røv var stort set det eneste på min krop fri for operationsar, og jeg tillod mig at være en lille smule forfængelig. ”Jeg lover, vi gør det ypperste, så du får så god en bevægelighed og så lille et ar, som muligt”, sagde lægen, og overlod mig til en portør. Jeg var dagens sidste patient.

Fra operationsstuen til de første skridt

På operationsstuen herskede en rolig og munter stemning, mens alt blev gjort klar. Vi hyggesnakkede om træning og udvekslede tip om gode podcast. Anæstesilægen ankom, og jeg gik direkte i panik. Hun tog sig god tid, aede min hånd og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Jeg fik en beroligende sprøjte, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede på opvågningen. Jeg blev kørt tilbage til stuen, hvor de andre tre kvinder allerede havde været oppe at gå, og nu var det min tur. Jeg blev hjulpet til et gangstativ, og tjuhej det gik mod toilettet. Move over, I´m a woman on a mission, I need that toilet. Da jeg satte mig for at tisse, blev jeg dårlig, nåede lige at råbe op, og blev grebet i faldet af to sygeplejersker, da jeg besvimede. Det kunne ellers have været festligt at falde ned på en nyopereret hofte, bare fordi jeg gik for hurtigt til makronerne. Jeg blev smidt i seng, og der gik et par timer, før jeg blev gennet op igen, nu assisteret af to sygeplejersker med et fast tag i mig og besked om at sætte tempoet ned. Ydmygende, men lesson learned. Afsted til røntgen for at se om implantaterne sad korrekt. Det gjorde de.

Dagen efter var der samtale hos en fysioterapeut, som instruerede mig i den vigtige start på genoptræningsforløbet. Hun kunne godt fornemme, at det handlede om at sætte bremsen i og sikre, at jeg ikke gik for hurtigt frem. Det lovede jeg, blev udstyret med krykker, afhentet af min datter og fragtet hjem til Samsø Jeg lignede Quasimodo, blot med puklen placeret på hoften.

Forvent hævelse den første tid efter operationen.

Hurtigt var jeg selvkørende og i fuld gang med genoptræning efter det udleverede program. I dag, to år efter, er jeg fuldt genoptrænet; cykler, danser, stepper, styrketræner og spiller basket.

Den vigtige genoptræning

Hvordan, det lykkedes at opnå fuld bevægelighed, er temaet for et kommende indlæg om det gode genoptræningsforløb efter fuld hoftealloplastik. Læs med, hvis du står foran en operation eller kender nogen, der gør. Genoptræning er altafgørende; der skal en stor og tålmodig indsats til, og det nytter ikke at springe over. Du får det resultat, du er villig til at arbejde for. Jeg ser desværre nogle i mit netværk, der ikke får optimal glæde af en ny hofte, fordi de ikke får genoptrænet godt nok. Det er så ærgerligt.

Herunder får du et kig til dagens fødselsdagsbarn, min nye hofte. Jamen HOV, tænker du måske? Er stadig den blå og sort to år efter en operation? Ja, den er blå og sort, men det siger mest om, hvor langt jeg er kommet på to år, og også lidt om hvor lidt jeg tænker mig om, når kampen er fløjtet i gang. Jeg spillede en basketkamp med mit hold fra Aalborg Vikings, på hjemmebane mod Odder. I første periode smed jeg mig efter en bold, og samme tanke fik Odders store, ukrainske spiller. Jeg landede direkte på hoften med ukraineren ovenpå. SMAK, sagde det. Så lå jeg der med bondeanger og koldsved ved tanken om at have ødelagt implantatet. Jeg spillede naturligvis videre, og først da jeg måtte af banen, fordi jeg havde næseblod – samme ukrainer havde også en albue – fik jeg tjekket hoften. Stor bule og blodansamling, men det var heldigvis kun slaget. Jeg er stadig 25, og det er imponerende, hvad en ny hofte kan holde til.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal ringe til kirurgen på Silkeborg Sygehus, for han gav mig et løfte om vildt og voldsomt sex. Man skal holde, hvad man lover. Så må han selv tage én for holdet. Wish me luck.