Thinking back to when “a new hip joint” meant someplace I wanted to go on a Friday night.
I dag for præcist to år siden vågnede jeg op fra en operation, monteret med nye reservedele i form af et hofteimplantat. I slutningen af 40´erne kom de første symptomer, men der gik år, før jeg fattede, at jeg havde brug for en ny hofte – og før jeg fik samlet viden og mod nok til at lægge mig på operationsbordet. D.19.marts 2021 tjekkede jeg ind på Silkeborg Sygehus, hvor to kirurger brækkede min hofte af led, savede lårbenet over og bankede titanium- og silikoneimplantatet på plads. 23 minutter tog det, så var jeg udstyret med et styk kunstig hofte, klar til at komme op at gå.
Hip Hip Hooray! Sådan ser min kunstige hofte ud:
I månedsvis havde jeg himlet op om de problemer, jeg havde opfundet til lejligheden. Så jeg græd af glæde over især to ting, da jeg vågnede på opvågningstuen:
-At jeg overhovedet vågnede igen fra operationen var en lettelse og kom som en overraskelse, da jeg har de vildeste katastrofetanker og dødsangst i forhold til narkose og anden bedøvelse. Det er det største kontroltab, jeg kan forestille mig.
-At jeg kunne bevæge mine tæer. Mit worst case senario – ud over at dø – var at proceduren med epiduralbedøvelse skulle gå galt og gøre mig lam. Men alt var forløbet planmæssigt og jeg havde udsigt til at opnå fuld førlighed igen. Oh happy day.
Smerter ledte til diagnosen
Længe havde smerter i lysken præget dagligdagen, men jeg dansede en del og gik ud fra, at der var tale om overbelastning. Så skulle man jo tro, at jeg holdt en pause fra træning eller opsøgte noget professionel hjælp, men det gør jeg generelt ikke så meget i. Min krop har en mesterlig evne til at helbrede sig selv. Det siger min grundlæggende overbevisning i al fald, og det passer som regel, men sandheden er nok også, at jeg ikke følger de råd, jeg får. Så hvorfor betale 400 kr. for en konsultation hos en fys, for så at tage direkte i træningscentret og gå amok. Det er ikke fordi, jeg altid er et monument af dårlig dømmekraft. Min diagnose kommer med et stort H, og hvis jeg ikke kan træne, hænger jeg i gardinerne, eller også viser hyperaktiviteten sig som en mental overaktivitet. Og du skulle prøve at være i mit hoved under mental hyperaktivitet – tro mig, det har du ingen lyst til. Så jeg træner videre uanset.
Af en note på min telefon fremgår det dog, at jeg har taget den til 10 i bekymring over den lyske med en note om at google ”lyskekræft”. Det var nu så slemt, at jeg næsten ikke kunne køre bil, jeg kunne knapt vende mig i sengen om natten, og at gå ture var et smertehelvede. Da klagede jeg min nød til Charlotte, som er fysioterapeut. ”Det lyder som en ny hofte”, sagde hun. Ny hofte? Moi? Et røntgenbillede bekræftede, at jeg led af en seriøs omgang hofteartrose. Slidgigt, som ikke har så meget med slid at gøre. Hofteartrose ses lige hyppigt hos inaktive som hos f.eks. eliteløbere. De væsentligste årsager til slidgigt i hoften er alder eller overvægt, men jeg faldt udenfor de to kategorier. Gentagne fald kan give skader på brusken og deraf følger typiske symptomer som bevægeindskrænkning, smerter i lysken, foran på låret og på siden af låret. Tjek til det. Som gymnast, boldspiller og snowboarder var det altid den højre hofte, jeg landede på, og nu var der en regning at betale.
Men en ny hofte? Så var mit liv som badutspringer vel slut, og ville jeg egentlig hellere have ondt end opgive de sjoveste af mine fysiske aktiviteter? Jeg rådførte mig med Dr. Google men fandt ikke de svar, jeg var ude efter: Hvor meget ville en kunstig hofte kunne holde til? Hvor mange år kunne den holde? I hvilken grad kunne jeg forvente at opnå fuld bevægelighed og styrke efter en operation? Var det muligt at steppe og danse med et hofteimplantat? Kunne jeg køre på snowboard?
Jeg talte med flere hofteopererede og med sundhedsprofessionelle. Der lød ikke klare svar, heller ikke om holdbarhed. De fleste patienter, der får nye hofter, er over 70 år, så derfor er det usikkert om implantater holder 15 eller 30 år, for der er patienterne ligesom døde. Fair nok.
”Vi laver jo ikke en ny hofte på dig, for at du kan springe rundt, men for at du kan leve et almindeligt liv. Du kan sagtens gå tur”, var en hyppig kommentar til mine spørgsmål. Gå tur? Jeg er sådan én, der kan træne solen sort, og at være spændstig, stærk og lynhurtig er en afgørende del af min identitet. Desuden gør intet i verden mig mere lykkelig end at steppe og danse til høj musik i et rasende tempo. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne det længere?
Da operationen er irreversibel, var jeg nødt til at være sikker i min sag, så jeg opsøgte al den viden, jeg kunne få adgang til. Jeg ledte efter nogle levede erfaringer fra professionelle dansere, som var vendt tilbage til dansescenen med en ny hofte. De fandtes, mest i USA, og der var evidens for, at jo yngre danserne var ved operation, jo bedre prognose, og ved hoftedysplasi frem for artrose, var succesraten høj. Samstemmende var dansernes erfaring, at en kunstig hofte ikke føles på samme måde som ens medfødte hofte, og at der vil være begrænsninger i bevægelsesudslaget. Det med en anden feel kunne jeg godt leve med. Jeg ignorerede det med alder og hoftedysplasi, og lod min læge indstille mig til en vurderende samtale med en hoftespecialist på Silkeborg Sygehus.
Fra forundersøgelse til operation på Silkeborg Sygehus
Jeg mødte op bevæbnet med step- og dansevideoer og 1000 spørgsmål. Kirurgen så tålmodigt med på videoerne. ”Ja, det der kan du sagtens efter fuld hoftealloplastik. Det vil jeg med 99% sikkerhed love dig. Du bliver 25 igen, og du kommer til at have vild og voldsom sex.” Okay? Lovende besked at få, både det med løftet og det med udsigten til sex, som det havde været småt med siden min skilsmisse i 2018. Jeg tog fortrøstningsfuld fra samtalen og lod mig henvise til operation.
I månederne op til operationen, optimerede jeg på de parametre, jeg selv havde kontrol over, f.eks. drak jeg ikke en dråbe alkohol, jeg fik mere søvn end sædvanligt, og jeg intensiverede min styrketræning. Dagen oprandt, og jeg fik tildelt en seng på en stue med tre andre kvinder. I nabosengen lå en 83-årig tidligere hospitalslæge, og hun var så fuld af nysgerrighed og livslyst, at hun indgød en vis portion mod og tillid i mig. Som 80-årig var hun blevet enig med sin mand om at leve på en anden måde. De er nu Colaér, couples living apart. Huset er solgt, og de bor i hver sin lejlighed. Deres samliv består af dates, han kommer med blomster, og det er meget romantisk. Det var så inspirerende at få et indblik i, og jeg glemte helt det forestående og hoppede i min seng af begejstring. Alder er aldrig en undskyldning for at prøve noget nyt.
Helt eventyragtigt blev det dog, da én af lægerne, der skulle forestå indgrebet, kom forbi til en snak. Jeg havde en yndlingspodcast, ”Her går det godt”, i ørerne og whats the odds? Lægen viste sig at være Peter Falktofts gode ven, som ofte nævnes i podcasten. Han er lige så tosset med træning som Peter og jeg. Det fik vi en lang snak om, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge til muligheden for så lille et ar som muligt. Min mave er skåret op på kryds og tværs efter en del operationer for tarmslyng, jeg har ar efter en operation på det ene bryst, og mine håndled ligner regulære selvmordsforsøg efter carpaltunneloperation. Min røv var stort set det eneste på min krop fri for operationsar, og jeg tillod mig at være en lille smule forfængelig. ”Jeg lover, vi gør det ypperste, så du får så god en bevægelighed og så lille et ar, som muligt”, sagde lægen, og overlod mig til en portør. Jeg var dagens sidste patient.
Fra operationsstuen til de første skridt
På operationsstuen herskede en rolig og munter stemning, mens alt blev gjort klar. Vi hyggesnakkede om træning og udvekslede tip om gode podcast. Anæstesilægen ankom, og jeg gik direkte i panik. Hun tog sig god tid, aede min hånd og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Jeg fik en beroligende sprøjte, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede på opvågningen. Jeg blev kørt tilbage til stuen, hvor de andre tre kvinder allerede havde været oppe at gå, og nu var det min tur. Jeg blev hjulpet til et gangstativ, og tjuhej det gik mod toilettet. Move over, I´m a woman on a mission, I need that toilet. Da jeg satte mig for at tisse, blev jeg dårlig, nåede lige at råbe op, og blev grebet i faldet af to sygeplejersker, da jeg besvimede. Det kunne ellers have været festligt at falde ned på en nyopereret hofte, bare fordi jeg gik for hurtigt til makronerne. Jeg blev smidt i seng, og der gik et par timer, før jeg blev gennet op igen, nu assisteret af to sygeplejersker med et fast tag i mig og besked om at sætte tempoet ned. Ydmygende, men lesson learned. Afsted til røntgen for at se om implantaterne sad korrekt. Det gjorde de.
Dagen efter var der samtale hos en fysioterapeut, som instruerede mig i den vigtige start på genoptræningsforløbet. Hun kunne godt fornemme, at det handlede om at sætte bremsen i og sikre, at jeg ikke gik for hurtigt frem. Det lovede jeg, blev udstyret med krykker, afhentet af min datter og fragtet hjem til Samsø Jeg lignede Quasimodo, blot med puklen placeret på hoften.
Hurtigt var jeg selvkørende og i fuld gang med genoptræning efter det udleverede program. I dag, to år efter, er jeg fuldt genoptrænet; cykler, danser, stepper, styrketræner og spiller basket.
Den vigtige genoptræning
Hvordan, det lykkedes at opnå fuld bevægelighed, er temaet for et kommende indlæg om det gode genoptræningsforløb efter fuld hoftealloplastik. Læs med, hvis du står foran en operation eller kender nogen, der gør. Genoptræning er altafgørende; der skal en stor og tålmodig indsats til, og det nytter ikke at springe over. Du får det resultat, du er villig til at arbejde for. Jeg ser desværre nogle i mit netværk, der ikke får optimal glæde af en ny hofte, fordi de ikke får genoptrænet godt nok. Det er så ærgerligt.
Herunder får du et kig til dagens fødselsdagsbarn, min nye hofte. Jamen HOV, tænker du måske? Er stadig den blå og sort to år efter en operation? Ja, den er blå og sort, men det siger mest om, hvor langt jeg er kommet på to år, og også lidt om hvor lidt jeg tænker mig om, når kampen er fløjtet i gang. Jeg spillede en basketkamp med mit hold fra Aalborg Vikings, på hjemmebane mod Odder. I første periode smed jeg mig efter en bold, og samme tanke fik Odders store, ukrainske spiller. Jeg landede direkte på hoften med ukraineren ovenpå. SMAK, sagde det. Så lå jeg der med bondeanger og koldsved ved tanken om at have ødelagt implantatet. Jeg spillede naturligvis videre, og først da jeg måtte af banen, fordi jeg havde næseblod – samme ukrainer havde også en albue – fik jeg tjekket hoften. Stor bule og blodansamling, men det var heldigvis kun slaget. Jeg er stadig 25, og det er imponerende, hvad en ny hofte kan holde til.
Og nu må du have mig undskyldt. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal ringe til kirurgen på Silkeborg Sygehus, for han gav mig et løfte om vildt og voldsomt sex. Man skal holde, hvad man lover. Så må han selv tage én for holdet. Wish me luck.
