Jeg kunne have været skyld i, at en stor kontorbygning i Aarhus var brændt ned til grunden. Jeg var nemlig i overhængende fare for at selvantænde af begejstring, fra jeg trådte ind ad døren for at deltage i et event, til jeg stod ved min cykel og lagde en goodiebag og mit fornyede håb for en neurodivergent fremtid i cykelkurven sammen med resten af en æblejuice fra REBÆL, jeg ikke havde nået at drikke. Helt uvant kørte sætningen ”din forbandende, rebelske kværulant” ikke på repeat i mit hoved, som ellers er kutyme, når jeg selvevaluerer efter møder, hvor jeg aldrig kan holde min kæft. Jeg havde været tom for ord en hel eftermiddag, optændt af den hellige, inkluderende ild.
Vil du tænde, må du brænde. Jeg brænder for at medvirke til at skabe bedre rammer for os med anderledes hjerner, og jeg forsøger at tænde jer med ansvar for vores og andres arbejdsliv. Så lav en kop kaffe eller hæld et glas rødvin op, sæt dig godt til rette og hør så, hvordan det skal gøres. Ikke kun for min og andre neurodivergentes skyld, men for samtlige af dine medarbejderes trivsel og i sidste ende for bundlinjen. Fik jeg din opmærksomhed nu? Tak. Here we go!
Et event om diversitet og inklusion
Jeg har været til et event med titlen ”Diversity and Inclusion in Tech”. Eventet blev afholdt hos Danske Commodities i Aarhus. Det var min datter Silke, der gjorde mig opmærksom på eventet, som hun selv skulle deltage i. Én af oplægsholderne var Lise Lystlund fra Co-coders, hvis arbejde for at fremme inklusion i tech-branchen, er undersøgelsesgenstanden i Silkes kandidatafhandling, der har fokus på køn. Jeg beskæftiger mig med et andet aspekt ved diversitet og inklusion, nemlig af forskellige typer af hjerner. De seneste år har jeg gravet mig dybere og dybere ned i et kaninhul omkring neurodivergens, og for ikke at fare vild i et ekkokammer, så jeg eventet som en mulighed for at få udvidet mine perspektiver på diversitet og inklusion.
Indrømmet, jeg havde aldrig hørt om Danske Commodities, som jeg stod der foran Jægergårdsgade nr. 118 og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle komme ind til arrangementet. Der var ingen skilte, og døren levede ikke op til mit indre billede af en hovedindgang. Jeg var som altid en halv time for tidligt på den. Den autistiske del af mig obsesser med tid. Der foregår konstant en indre kamp i mit hoved, og hvor min ADHD var fyr og flamme over det forestående event, trak min autisme mig tilbage mod min cykel for at slippe for ubehaget ved det ukendte.
Netop da kom tre yngre, engelsktalende personer hen mod døren. Jeg var ikke i tvivl om, at de skulle til samme event, så jeg koblede mig på dem. De var modige. De tog i døren, som gik op, og vi fortsatte op ad en trappe. Ingen adgang uden et personalekort. En mand passerede os på trappen, og med et adgangskort åbnede han døren. Vi smuttede med ind. Vi trådte ind i et enormt kontorlandskab i store, højloftede og lyse lokaler. Det summede af aktivitet. Vi betragtede scenariet, mens vi kiggede efter skilte, pile eller en reception, der kunne guide os til lokationen for eventets afholdelse. Ingen tog særlig notits af os, så vi bevægede os fremad. Overalt i rummet var der rullet, ikke en rød løber, men en beige løber ud. Et vidunderligt, blødt og lyddæmpende gulvtæppe, som dækkede midten af det lyse trægulv. Ingen klik klak fra hæle skulle forstyrre stedets ansatte, der bag rumdelere eller i lydisolerende kabiner holdt møder og samtaler i dyb koncentration. Hvad var det her for et sted?
Vi slog os ned i Casual sofa-area
Mine medsammensvorne fortsatte mod midten af rummet, til et område med betegnelsen ”Casual sofa area”. Et skilt over den indbydende sofa gav tydelige instruktioner i ord og piktogrammer for forventet adfærd. Sofaen var til korte pauser, her måtte samarbejdes og samtales, inklusive samtale af mere privat karakter. Satte man sig, måtte der forventes nogen støj. Det var til at forstå. Der slog vi os ned. Endnu havde ingen løftet et øjenbryn eller spurgt til vores ærinde.
To oplægholdere fra ReDI School for Digital integration Aarhus indtog den bløde sofa
ADHD-himlen åbnede sig
Jeg sad i vanlig, hyperaktive stil ikke ned længe men blev draget tilbage til det åbne kontorlandskab. Noget her var anderledes. Det var selve den fysiske manifestering af de tilpasninger og indretning af arbejdspladser, jeg, som neurodivergent, efterlyser og drømmer om. Jeg hvirvlede som en tornado rundt om mig selv, op og ned ad gangene i fuldt sving med at åbne døre til kabiner for at tage billeder. Imens bemærkede jeg diskrete blikke rettet mod mig fra kontorlandskabets arbejdsstationer. Blikke, der hurtigt blev dirigeret tilbage til skærmen eller til et teammedlem og til optagethed af en opgave. Reaktionen fra de ansatte ledte mig på sporet af, hvad der var sket: Jeg var død og kommet i ADHD-himlen. Indretningen og den arbejdskultur, der sad i væggene, skreg inklusion. Hvorfor fandtes neurospicy-paradisets have i en kontorbygning i Aarhus?
En velkomst med væske
Jeg kom det ikke nærmere, før en kvinde ledte os op til næste etage. Her skulle eventet afholdes. Det viste sig, at vi havde taget bagindgangen. ”Det sker hyppigt, det er ikke jeres skyld”, sagde kvinden og aflivede på stedet min følelse af at være komplet idiot. Vi var knapt trådt ind i lokalet, før jeg var monteret med tre slags væske”; en kop kaffe, en Pepsi Max og en lille, buttet flaske med æblejuice. Var det her intentionelt? Kendte de virkelig til begrebet the ADHD-trio?
Der var ikke en flaske kildevand i miles omkreds. Jeg kunne ikke tro mit held. Der tegnede sig et billede af et helt særligt, inkluderende miljø. Jeg er ikke ligefrem den neurodivergente lille havfrue. Jeg hader vand. Det er et særkende ved mange i min flok. Vi bryder os hverken om at bade i det eller om at drikke det. Jeg har dog af bitter erfaring lært, at det er socialt uacceptabelt ikke at gå i bad, så det gør jeg. Men det er mange år siden, jeg har drukket et glas vand. Til gengæld er det optimalt med tre slags drikkevarer i min nærhed. Noget varmt, noget koldt, noget koffeinholdigt og forskellige smage stimulerer mine sanser og holder mig vågen og fokuseret. Det kaldes stimming, en forkortelse af det engelske begreb ”self-stimulating behavoir”. Ud over at klikke med kuglepenne og ryste mine ben, er the ADHD-trio min foretrukne tilpasningsmekanisme til situationer, hvor jeg skal sidde stille og lytte. Selvstimulering med forskellige drikkevarer er den ting af alle mine ADHD-relaterede særheder, der oftest udløser kommentarer; på arbejde, i toget, i fitnesscentret. Til dette event var det et tilbud til alle, og der faldt ingen undrende kommentarer. Ohhh heaven
Hvem er Danske Commodities?
Vi blev budt velkommen, og endelig fik jeg en forklaring. Danske Commodities er en virksomhed, der opererer i energibranchen, og som har diversitet og inklusion som et fundament i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Ud over at skabe en kultur, som tiltrækker ansøgere til tech-branchen, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er den begrænsende faktor for vækst, har diversitet tilsyneladende en positiv indvirkning på bundlinjen. Hos Danske Commodities er målt en øget performance hos teams med stor grad af diversitet på op til 30%. At skabe store resultater kræver ifølge virksomheden stor diversitet, da flere og forskellige perspektiver skaber bedre løsninger på komplekse problemstillinger. Virksomhedens kultur beskrives således på hjemmesiden:
We continuously work on strengthening a culture where everybody belongs and diverse teams thrive. That´s what creates the best and brightest ideas and enables us to build a viable energy future. Together.
Kristian Majland, CIO i Danske Commodities indledte sit oplæg med, hvad der for ham var at state the obvious: ”Her står jeg som hvid mand og skal fortælle jer om diversitet og inklusion. Det er jo i sig selv et paradoks.” Fra min korte rundtur på virksomhedens etager virkede det helt modsat. Kvinder i farvestrålende Joseph Copenhagen-kjoler havde taget imod mig og fået mig til at føle mig velkommen og værdsat. Kontorbåsene var fyldt med unge mænd i sneakers, i sorte skjorter eller t-shirts med print, og der var en mangfoldighed i hud- og hårfarver. Beviset på virksomhedens ”walk the talk” på diversitet og inklusion var i mine øjne Kristian. Tænk, at en virksomhed er så insisterende på diversitet, at de har en hvid, midaldrende mand i en lyseblå skjorte som CIO og dagens oplægsholder.
Ingen ironi, tak
Hov hov, Bea, stop lige dig selv! Hører jeg tyk ironi serveret på en sprød bund af sarkasme? Du af alle burde vide bedre. Ironi og sarkasme har intet at gøre i en kommunikation, der skal inkludere forskellige kulturer, køn, aldre og typer af hjerner. Ironi, som vi danskere er så glade for, kan give usikkerhed om kommunikationens indhold. Mener vi, hvad vi siger, eller er det bare for sjov? I en organisation præget af diversitet og inklusion er der ryddet ud i den type sproglige greb, ligesom corporate language har fået et grundigt eftersyn. En eventdeltager med amerikanske rødder bød ind med eksempler på oversættelser af danske udtryk, der ikke umiddelbart giver mening for udlændinge; som ”et vink med en vognstang” og ”rosinen i pølseenden”. Det giver mig lyst til at supplere med udtryk, som personer med autisme kan have svært ved at forstå, da ord og vendinger ofte opfattes meget bogstaveligt, som f.eks. ”Lets circle back” eller ”Can we park that one?”. Der er tale om udtryk, der er gledet ind i forretningssproget, og som uden besvær afkodes af neurotypiske, medarbejdere men som neurodivergente kan have svært ved at forstå. Udtrykkene kan med rette smides på ordkirkegården, og må jeg bede om, at de får følgeskab af bullshit-vendinger som ”vi bygger broen, mens vi går ud af den”, ”eksekverende agilitet”, ”på sigt” (mener du på kort sigt eller lang sigt, så sig hellere det) og ikke mindst mit favorit business-bullshit-billede, ”Kom med på rejsen”. Jeg har som autist allerede pakket kufferten, før det går op for mig, at der er tale om en metafor. Arghhhhhhh jeg går amok!
En tur i skammekrogen
Det er godt set, det med ironien, dér dummede jeg mig. Big time. Tak for at gøre mig opmærksom på mine egne blinke vinkler. Jeg følger mig selv ud til en af Danske Commodities kabiner. De findes i stort antal, de er lydisolerede og nogle har vægge af matteret glas. Det giver diskretion uden mindelser om en fængselscelle. Ifølge Kristian er kabinerne tiltænkt ro og fordybelse om arbejdsopgaver, men de har også en funktion som bederum. Så jeg tænker, det er indenfor virksomhedens code of conduct, at jeg bruger den som skammekrog. I´ll be back.
Værdier giver retning
Kristian Majland gav os et indblik i de værdier, virksomheden arbejder ud fra, i visionen om at skabe en kultur, der bygger på ”Diversity, Equity and Inclusion”: Respekt, tilhørsforhold og psykologisk tryghed. Der er tale om ord, der figurerer i mange organisationers værdigrundlag, inklusive i virksomheder, jeg selv har været ansat i. Jeg har dog på egen krop oplevet, at der i praksis ofte er tale om hurra-ord, der findes frem ved festlige lejligheder, men som på ingen måde gennemsyrer kulturen. I mit seneste lederjob blev jeg sågar advaret mod at sige min mening og gå meget stille med det, jeg havde svært ved, i en institution, der havde psykologisk tryghed som en del af værdigrundlaget. Jeg er derfor i udgangspunktet skeptisk, når ledere beskriver kultur. Men jo mere, Kristian beskrev de praktiske implikationer af værdigrundlaget, jo mere stod det klart, at i Danske Commodities gør man diversitet og inklusion på daglig basis, i alle arbejdsgange, i systemer og politiker. Det hele udgår fra ledere med uddannelse, træning og løbende sparring i inkluderende lederskab.
Inklusionsagendaen mærkes overalt
Kristian fortalte, at Inklusionsagendaen er til stede i alle hjørner og afkroge; i surveys hvor der er fokus på den enkeltes egen oplevelse af at være inkluderet, i ansættelsesforhold, der giver mulighed for at arbejde på deltid, i artefakter, hjælpemidler og indretning af lokaler, til de kommunikative koder og de dominerende fortællinger om virksomheden . På billedet ses Kristian iført personalekort i en blå snor. Som deltager i eventet fik vi udleveret et lignende kort, og der var frit valg mellem to udgaver, et lyserødt og et blåt. Jeg følte mig set, hørt og forstået, og den flinke arrangør fra HR måtte vriste den lyserøde snor ud af hånden på mig på vejen ud.
En inkluderende ansættelsesprocedure
Vi havde siddet ned i over en time uden pause, og min koncentration sivede ud af mig – men der var mere. I processen mod at gå fra at være en mandsdomineret techvirksomhed til et mål om en arbejdsstyrke med 30% kvinder, måtte selve rekrutteringssystemet opdateres. Ord skaber virkelighed. Kristian og de øvrige ledere var derfor helt nede og pille ved selve ordlyden i stillingsopslag. Der anvendes nu formuleringer, kvinder tænkes at reagere positivt på, og som i sidste ende vil afstedkomme ansøgninger. I udvælgelsen af kandidater tages der desuden hensyn til, at neurodivergente ansøgere ofte er udfordrede, når det kommer til en ansættelsessamtale. Det er én af mine kæpheste, som jeg rider så ofte, det er muligt. En vellykket jobsamtale kræver normalt egenskaber, der hører neurotypiske, ekstroverte medborgere til, som at give et fast håndtryk, holde øjenkontakt mens man smiler, virke engageret, kunne fortælle levende om sig selv, stille gode spørgsmål og undgå at blive distraheret. Det er alt det, en autist kan have svært ved, og af den grund kan en leder, bevidst eller ubevidst, vurdere, at ansøgeren ikke passer ind i virksomheden. Begge udfordringer håndteres i DC. Ledere får løbende sparring om de bias, der gerne skal undgås. At vedkende sig egne bias medvirker til at overkomme fordomme og begrænsende grundlæggende overbevisninger. Derudover tilbyder ledere at afholde samtaler i ansøgeres foretrukne venue, hvilket kan være af afgørende betydning for oplevelsen af tryghed. Kristan fortalte om en ansættelsessamtale, han havde deltaget i, og hvor en neurodivergent ansøger havde en ven med til samtalen, som kunne støtte og hjælpe. Sådan kan den kasse for normal ansættelsesprocedure ikke blot udvides men smadres.
Energy like no other
Tiden var gået, og vi gik glip af dagens tredje oplæg. Lise fra Co-coders slap fri af en trafikprop lige, da klokken ringede ud for sidste time. Jeg var klar til at skrive en check, hvor meget skulle jeg betale for en time mere? Men eventet var slut, og jeg tumlede ud på gangen. Her blev jeg næsten væltet omkuld af nogle mænd, der hastede afsted iført træningstrøjer med virksomhedens slogan trykt over brystet: Energy like no other.
Hvor skulle de lycraklædte medarbejdere hen? Til Firma Padel? Til spinning? Eller til et træningscenter i kontorbygningens kælder? Min lyst til at løbe efter var stor. Men jeg stod med det lyserøde adgangskort om halsen, og hviskede som én af The pink Ladies i filmen Grease;” Tell me more, tell me more, was it love at first sight?”
Love at first sight
Danske Comodities har sikkert mere at fortælle. Men jeg er allerede forelsket, det var love at first sight. Jeg havde oplevet og lært om praktiske løsninger på flere af mine særlige behov, og mødt en kultur, der rummer sådan nogle som mig. Jeg har stadig mange spørgsmål til procedurer og politiker og gode råd til inklusion af neurodivergente medarbejdere at dele ud af. Men det vigtigste udbytte, jeg fik ud af at deltage i ”Diversity and Inclusion in Tech” er et fornyet håb om, at det ikke kun er muligt, men helt nødvendigt, at skabe en arbejdskultur, der møder alle ansatte der, hvor de er. Det er good for business. Er du i en branche, der skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det her måske en vej at gå. Med ny viden, indsigt og inspiration forlod jeg Jægergårdsgade med
” Energy like no other”.
See y´all out there.
Læs mere om Danske Commodities arbejde med diversitet og inklusion her:
https://danskecommodities.com/diversity-and-inclusion
fxvy5d