3 F; Fyret, 55 og female
”Good luck med at finde et nyt job”, sagde konsulenten i Ledernes a-kasse til det første møde efter min fyring i november 2022. Faktisk var det mit første møde med en a-kasse nogensinde. Det ene job havde afløst det andet, og lidt tilfældigt var jeg havnet i ledelse. Jeg blev fyret, mens jeg var i et udredningsforløb for ADHD. En måned efter indkaldelsen til ”en drøftelse af mit ansættelsesforhold på TECH College” stod jeg med en recept på ADHD-medicin i hånden – men uden et nyt job på hånden. Derfor var jeg kaldt til samtale hos Lederne. Jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle tilbage i ledelse lige med det samme, om nogensinde. Jeg havde prøvet det meste i en lige dele udfordrende og opslidende lederkarriere. Mit CV var prototypen på ”The ADHD bounce-around”. ADHD-diagnosen var en kæmpe aha-oplevelse til at forstå de mange udfordringer i mit hidtidige arbejdsliv. Det var nødvendigt at sadle om og drive hesten i en ny retning. ”Vi kunne måske have hjulpet dig til en anden lederstilling, men et karriereskifte nedad i hierarkiet lyder da helt håbløst”, sagde konsulenten, da jeg luftede tanken. ”Har du tænkt på at blive selvstændig? Det er nok den bedste mulighed for kvinder i din alder.”
Konturerne af et bæredygtigt arbejdsliv
Siden starten af 2023 har jeg været optaget af at skabe et bære- og væredygtigt arbejdsliv. Et arbejdsliv i balance, et arbejdsliv, der giver mening og glæde og hvor jeg skal opleve et minimum af de mentale burnouts, der tidligere kendetegnede mine ansættelser.
Jeg er stadig på vej, og har tænkt mig at mose på, indtil det lykkes. Det kan vise sig at blive en langvarig proces, og jeg har besluttet at dele mine refleksioner og erfaringer i en række indlæg om processen. Jeg håber, du kan finde håb og inspiration. Uanset om du er neurodivergent eller neurotypisk, kan jeg kun anbefale at reflektere indgående over et arbejdsliv, der for de fleste udgør en stor del af døgnets vågne timer. Alt peger på, at personer med en eller flere neuropsykologiske diagnoser er særligt udfordrede på et arbejdsmarked, der i mindre grad har fokus på inklusion og neurodiversitet. Det er naturligvis ledernes ansvar at sikre at arbejdspladsen har politikker for inklusion, men det er også vores ansvar som neurospicy at bede om de rammer og vilkår, der gør os i stand til at trives og være produktive og innovative på job. For at kunne bede om det, må vi først og fremmest selv være klar over og kunne forklare, hvad der skal til, for at vi kan trives. I denne række af indlæg, der kredser om mit karrieskifte mod bestemte ADHD-venlige rammer og vilkår, tager jeg dig med ind i min hjernes maskinrum, hvor tanker, følelser og erfaringer flyder i alle retninger. Tag, hvad du kan bruge. Ifør dig sikkerhedssko og hjelm. En neurospicy skifter karriere- del 1. Here we go!
Jeg blev fyret og tog det til henretning
Jeg blev ”sparet væk” i november 2022. Det var anden gang i min 20-årige lederkarriere, jeg fik en fyreseddel. Første gang troede jeg, jeg skulle dø, hvilket jeg næsten også gjorde. Denne gang lå jeg i fosterstilling i 14 dage, opgivende og ulykkelig. Mit netværk flosklede derudaf med ”der er en gave i alt ”og ”everything happens for a reason”. Jeg måtte bekæmpe en voldsom trang til at stikke dem alle sammen en flad. For nogle gange er mit liv noget lort af den simple grund, at jeg er en idiot, der tager impulsive og tåbelige beslutninger. Jeg har fået tæv i alle livets genrer, men de største knockouts har jeg taget imod i mine lederjob. Jeg passer ikke ind i kassen for ”normal” lederadfærd. Ved nærmere eftertanke giver det mening at udvide den formulering: Jeg passer ikke ind i kassen for normal adfærd – punktum. Jeg har altid leveret resultater ved metoder, som den lyseblå hær af chefer og bestyrelsesformænd tilsyneladende ikke forstår. Når jeg frustreret gav op og forlod kassen eller blev sparket ud af den, skyndte jeg mig at hoppe ned i en ny kasse mage til den forrige. Sådan var der gået næsten 20 år. Nu var jeg igen blevet fyret af en mand i en lyseblå skjorte. Men denne gang havde universet og en dygtig psykiater råbt så højt, at jeg endelig havde fattet det. No more! Jeg kunne ikke mere, og jeg ville ikke mere. Frist mig ikke i ledelse!
Det var tid til refleksion og til at vælge en vej, der kørte udenom den billetluge, hvor jeg normalt købte billet til den samme jobforestilling igen og igen. Så jeg rejste mig fra fosterstillingen. Fast besluttet på at forhindre mig selv i at springe på det næste job, der kunne være den perfekte trædesten til at undgå at tage mit liv op til revision. Jøsses, hvor var der brug for at tage mit liv op til revision, og til at bryde et mønster af serielt monogami med livsopslugende lederstillinger.
Er det for sent at skifte karriere?
Jeg fik hjælp til at bryde mønsteret, for jeg kom i hænderne på en erhvervscoach fra Ledernes Kompetencecenter, Helene Aalling. Hun så og hørte mig, og stak sin finger nådesløst ind lige der, hvor det gjorde allermest ondt; de grundlæggende overbevisninger om mig selv og Verden og mine særlige behov som et menneske med en nyopdaget neuropsykologisk diagnose. Sammen med Helene gik jeg på jagt efter et fremtidigt arbejdsliv i kongruens med mine behov, personlige styrker og faglige kompetencer. Jeg er grundlæggende drevet af begejstringens glæde, men stramme arbejdskulturnormer, tilrettelagt for en neurotypisk arbejdsstyrke, havde eroderet min arbejdsglæde og tro på egne kvalifikationer. Jeg var meget klar i mælet om, at jeg ikke igen ville lade hvide mænd i lyseblå skjorter med Excel i ascendanten definere mit arbejdsliv. Men hvad skulle så definere det? Det viste sig langt vanskeligere at formulere, hvad jeg ønskede i stedet, samt at forestille mig en jobkontekst, jeg kunne fungere i. Hvor er der forståelse, plads, rammer og vilkår, som en kvinde i midlife med galopperende ADHD kan trives i? Og er det overhovedet muligt at skifte karriere 30 år efter mit første job, eller er jeg dømt til at dø i budgetter i endnu en chefstilling?
At leve eller dø
Valget er det mest grundlæggende, der er at sige om et liv som menneske. Hver morgen, når jeg står op, har jeg teoretisk set to valgmuligheder: Skal jeg leve eller dø? At være eller ikke være, som Hamlet udtrykker det. Giver mit liv så meget mening, at det er værd at stå op og møde det, der venter? Når jeg trækker det så skarpt op, er det fordi jeg for nogle år siden stod i en situation, hvor svaret ikke var ligetil. Jeg fandt mit liv meningsløst og overvejede om det reelt havde kvalitet nok til at være besværet værd. I 2018 blev jeg skilt, blev ramt af alvorlig sygdom og fyret fra et direktørjob. Over de næste år ramlede det hele, og jeg vinkede farvel til et familieliv med mand og børn, til økonomisk tryghed, bil, sommerhus, status og helbred. Jeg følte mig kasseret, alene, fattig og overflødig. DGI Huset Aarhus kastede en redningskrans ud, da de tilbød mig at komme på fitnessholdplanen som instruktør. Oplevelsen af at gøre en forskel, at sprede (trænings)glæde og føle mig kompetent fik mit livsmod til at vende tilbage. At være en del af et fællesskab, og som fitnessinstruktør beskæftige mig med noget, der gav energi og glæde, betød så meget mere end at have en stor bil og en fin titel af direktør. Det var en væsentlig erkendelse, hvorefter jeg hovedkulds kastede mig over samme type lederjob som tidligere. Som sagt, jeg er en idiot.
Mødet med en erhvervscoach
Fratrædelsesaftalen fra Tech College betalte for et outplacementforløb. Jeg landede hos Helene på Østerbro. Min skræk for at vise hende mit CV og en negative forventning om at blive udsat for en omgang ”blame game” blev lynhurtigt afmonteret. Min utidige ildhu blev ikke returneret med et flakkende blik og en ”nu synes jeg lige, vi skal komme tilbage på sporet ”-formulering, der ofte møder mig, når jeg begejstret får væltet en kaffekop, mens jeg med hele kroppen beretter om mine tanker og ideer. Helene greb mig og mine ideer, og hun tog fat der, hvor tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig, for det måtte være vigtigt. Hun tog straks fat i et ømt punkt: Mine grundlæggende overbevisninger og mine behov som (neurodivergent) menneske. Da Helene causerede over, at jeg har søgt lederstillinger, der har krævet en undertrykkelse af mine behov, væltede tårerne frem. Jeg tuder ikke ret gerne overfor andre mennesker. Jeg har faktisk kun én eneste gang tudet i en professionel sammenhæng. Så når Helene fik fat i noget, der kostede tårer, så måtte jeg levere det sidste i treenigheden, blod og sved, for at undersøge og blive klogere. Jeg dykkede ned i noget sårbart men uendeligt vigtigt for et fremtidigt arbejdsliv. For hvilke behov søger jeg opfyldt via et arbejde?
Afklaring af behov
Jeg blev sat til at lave en liste over arbejdsmæssige succeshistorier. Det var ikke svært at sætte ord på nogle succeser, og med afsæt i listen var det tydeligt, hvilke behov der var i spil. Min top-5 – plus one – over de vigtigste behov, er i prioriteret rækkefølge: Anerkendelse, autonomi, at gøre en forskel, at være kompetent og at være en del af et forpligtende fællesskab. Som bonus, min plus one: Variation, vin og hvin (låget af og fri bar).
Anerkendelse
Anerkendelse ryger ind på en klar førsteplads over mine vigtigste behov. Er jeg overrasket? Tjooo. Er jeg flov over at (an)erkende det? I den grad. Åh de mentale korsetter, jeg har iført mig i de mange år som leder. Altid har jeg argumenteret overfor mig selv og alle, der gad lytte, at jeg ikke havde brug for anerkendelse. En leder kan ikke regne med at få anerkendelse. ”Jeg ved selv, hvornår jeg har leveret noget godt og hvornår, jeg har leveret noget skidt. Det har jeg ikke brug for andre til at fortælle mig”, var mit rationale. Succeshistorierne fortæller noget andet, nemlig at jeg er en lille pige, der står og hopper ovre i hjørnet og råber ”se mig! se mig!”. Jeg har et stort behov for at blive set, hørt og bemærket.
Autonomi
Autonomi kommer til udtryk i fortællinger om resultater, jeg har skabt via beslutninger, der var i overensstemmelse med mine værdier. Det betyder meget, at jeg selv at kan definere den adfærd og de handlinger, der fører til et bestemt mål. Jeg har svært ved at være loyal overfor beslutninger, der betyder, at jeg skal indføre regler, politikker eller praksis, som er i modstrid med det, jeg står for og det, jeg tror på. Derudover handler en del af historierne om at få ret. Min hjerne processerer store mængder af information lynhurtigt, det er en ADHD-superpower. Min evne til at skabe mening i store mængder information gør mig til en menneske-udgave af kanariefuglen i kulminen, der fornemmer, at noget er galt længe, før andre gør. Den evne er én af mine vigtigste værktøjer i ledelsesværktøjskassen. Faktisk vil jeg påstå, at jeg lever af den evne. Jeg kan forudsige handlinger, scenarier, fornemme stemninger og kan reagere adækvat på det. Ofte, når jeg lufter mine analyser, f.eks. overfor bestyrelser eller samarbejdspartnere, bliver jeg mødt med skepsis. Derfor kredser mange succeshistorier omkring det faktum, at jeg reelt kan stole på min evne til at bearbejde information. Jeg kan langt bedre tåle at have lavet en regnefejl eller have sendt en mail til den forkerte modtager, ting der sker ofte for mig, end at komme i tvivl om min evne til at aflæse og skabe mening i komplekse sammenhænge.
At gøre en forskel
At bidrage positivt til andres livsmuligheder er meningsfuldt for mig. Jeg ønsker, at min arbejdsindsats bidrager til at hjælpe andre eller har et højere formål som at forbedre samfundet. Jeg tror på, at det at give, er det principielle fundament for alt i universet.
At være kompetent
Jeg foretrækker at beskæftige mig med noget, jeg er god til. Behovet kan sikkert spores tilbage til behovet for anerkendelse, da jeg finder stor glæde ved at mestre og shine. Jeg sætter pris på, at andre udtrykker tilfredshed, når jeg har leveret et godt resultat. Aristoteles skal have formuleret det således: “Where the needs of the world and your talents cross, there lies your vocation.” Et fremtidigt arbejdsliv kræver afklaring af mine kompetencer, samt en undersøgelse af hvilken jobverden, der har opgaver, som mine kompetencer matcher.
At være en del af et forpligtende fællesskab
Jeg har brug for at høre til og være en del af flokken, men det vanskeliggøres af en position som leder af flokken. Jeg har som leder forsøgt at agere ud fra talemåden ”be friendly but never friends”. Den agenda har jeg slået mig på flere gange, når jeg har fået etableret en slags venskab med en ansat, eller når jeg i lige så høj grad har følt mig ensom blandt mange medarbejdere. Mit fremtidige arbejdsliv skal derfor indeholde et kollegaskab. En god erkendelse inden jeg i bedste impulsive ADHD-stil opretter et cvr og starter en one-woman-business.
Plus one
Mit sidste behov, som jeg har kaldt plus one, dækker over forskellige temaer. Jeg har et stort behov for variation i mit liv. Jeg bliver kastreret af konformitet og rutiner og foretrækker at skifte scene og sætte nye skibe i søen. Jeg er fuld af larm og livsglæde, men får ofte kommentarer, der antyder, at jeg er ”for meget”. Min opvækst, skolegang, arbejdsliv og sociale liv har budt på en del kritik af min person, hvilket har påvirket mine overbevisninger om mig selv. Jeg har været min egen værste kritiker, har følt mig forkert og har internaliseret en del af de negative kommentarer om mig, som er faldet gennem mit liv. Jeg har tænkt mange grimme tanker om mig selv, men jeg kan ikke tænke så grimme tanker om mig selv, at jeg forvandler mig til en person, jeg holder af. Den erkendelse, samt det faktum, at jeg så sent i livet er blevet udredt for ADHD, har betydet en større forståelse for mine styrker og udfordringer og af min ret til at tage plads i verden. Jeg forstår nu, hvorfor jeg trives bedst i et miljø, hvor jeg har lov til at ”være for meget” og hvor det er muligt at have et arbejdsfællesskab med nogle, som også er ”for meget”, og som har personlig gennemslagskraft, energi og engagement. Selv om dette behov er placeret uden for top-5, vil det være afgørende for mig at kunne opsøge miljøer eller samarbejder, hvor jeg kan sprælle og larme.
Der mangler noget
Således behovsafklaret burde jeg være klar til at indlede jagten på et arbejdsliv, der i højere grad kan opfylde mine behov. Men der mangler noget på listen. Der er et totalt fravær af behov, som har defineret mig tidligere, og som har været en del af min selvfortælling. Som leder har jeg flere gange formuleret mission, vision og værdier. Blev jeg vækket midt om natten og spurgt til mine arbejdsværdier, var svaret faldet prompte: Magt, prestige og engagement. Jeg kan få øje på engagementet i mine nuværende overvejelser, men hvad blev der af magt og prestige? Jeg fandt materiale fra et ledercoachingforløb fra 2012 frem. Heraf fremgår, at jeg var meget optaget af, hvor langt mit lederpotentiale kunne føre mig, og hvor prestigefyldt en position, jeg kunne opnå ansættelse i. Der var ønsker til høj løn, stor bil og flotte huse. Der er intet i mine nuværende refleksioner, der kredser om prestige eller penge. Betyder det, at jeg ikke længere orienterer mig mod løn og jobtitel?
Under min livskrise fra 2018 var der ingen i mit netværk, der forsvandt, fordi jeg ikke længere havde titel af direktør. Nogle forsvandt, fordi de ikke kunne rumme, at jeg var ked af det i meget lang tid. For dem havde jeg åbenbart kun en værdi, når jeg var glad og sjov. Det var en stor øjenåbner for mig, at jeg generelt ikke mistede status eller anseelse i en situation, hvor jeg var strippet for alt. Jeg oplevede at være værdifuld som den person, jeg er og ikke fordi, jeg var ansat et bestemt sted. Jeg lærte, at det er ok at falde fra hinanden en gang imellem. Tacos falder også tit fra hinanden, det betyder ikke, at vi ikke elsker dem. Jeg lærte, at de ting, der gør mig glad, har meget lidt med penge at gøre. Høj indtægt har ingen sammenhæng med min livskvalitet.
Men hvorfor søgte jeg så tilbage til et lederjob, og hvorfor giver det stadig glæde at få en dosis social status via job? Fordi der er en gevinst ved det i form af anerkendelse fra omverdenen. Der finder en status-leg sted i vores samfund, hvor det første vi spørger et fremmed menneske om, er ”hvad laver du?” og ikke ”hvem er du?”. Vi vurderer og rangerer, muligvis ubevidst, hinanden på baggrund af svaret. Men det er til syvende og sidst mit valg, om jeg vil deltage i statuslegen på baggrund af en værdi, der ikke længere har nogen værdi for mig.
Fra værdiafklaring til nyt karrierevalg
Erhvervscoachen gav mig en ny udfordring: Find ud af, hvad du er passioneret omkring.
Selv om jeg pt. er i fuld gang med et karriereskifte i retning af et todelt liv som deltidsansat (med kolleger og fællesskab) og freelancer (for variationens skyld), læser jeg af og til jobannoncer. Man skulle tro, det er samme tekstforfatter, der står bag stillingsopslagene: Du brænder for, du er passioneret omkring, du er ambitiøs og dedikeret, du drømmer om at opbygge, osv. osv.
Er der noget om, at det giver større jobtilfredshed at være passioneret omkring sit arbejde? Hvad betyder det egentligt at være passioneret, og kan jeg lave en forretning ud af min passion? Jeg er på mere usikker grund end ved at skulle beskrive vigtige behov. Der ligger et andet pres i retning af en bestemt adfærd for at være passioneret. Er jeg overhovedet passioneret omkring noget? ”Ja da”, tænker du måske, hvis du følger med i mine indlæg. Det, der virker indlysende for andre, kan være en blind vinkel hos én selv. Er du selv helt klar i mælet omkring, hvad du brænder for? Og er det rent faktisk din passion, du arbejder med hver dag? Hvis ja, er du sikkert allerede kommet på arbejdsmarkedets all-star hold. Imens bøvler jeg videre, både med mit karriereskifte og med flere indlæg om processen. Målet med øvelsen er at kortlægge de særlige rammer, vilkår og indhold, der kan få mig op på det all-star hold. Næste indlæg handler blandt andet om passion, wait for it…..
Indtil da; Improvise. Adapt. Overcome.
