To be consistently inconsistent
Far til 10-årige Bea: ”Du kommer ikke ud at lege, før du har sat tingene på plads og tørret bordene af. Du gør alting halvt, gør det nu ordentligt for en gangs skyld. Du er så rastløs, koncentrer dig nu lidt.”
Den højtbesungne vedholdenhed
Vedholdenhed, eller mangel på samme, har været et gennemgående tema i mit liv. Det er blevet en negativ del af min selvforståelse fra en ellers succespræget karriere. Et outplacementforløb hos en fantastisk erhvervscoach, Helene Aalling hos Lederne, fik mig til at realitetsteste de grundlæggende overbevisninger om mig selv og mit arbejdsliv. Efter to indlæg om behov og passion, er turen nu kommet til et indlæg om et tema, jeg har udpræget svært ved; vedholdenhed. Lad mig give et eksempel på, hvad jeg mener med manglende vedholdenhed:
Jeg starter, som højskoleforstander, på en arbejdsopgave, men afleder mig selv med tanken om kaffe. Jeg går ned efter en kande kaffe i kantinen, drøfter en personalesituation med køkkenchefen, tømmer en overfyldt skraldespand, udveksler et par gode ideer med en elev på vejen tilbage, går retur til kontoret, for at opdage at jeg har glemt, hvor jeg kom fra. Alle andre i administrationen har i mellemtiden været vedholdende fordybet ved hver deres pc. Dybt suk.
Den manglende evne til at sidde limet til en stol har hele mit liv givet anledning til kritiske kommentarer og skæld ud. Det har efterladt mig med en følelse af at gribe (arbejds)livet forkert an. Consistency equals succes, påstås det. Og hvem vil ikke gerne være succesfuld? Utallige gange har jeg martret mig selv med det faktum, at andre med lethed kan sidde 8 timer i træk hver eneste arbejdsdag, optaget af excellark og mødereferater, mens jeg har svært ved det. Men hvis vedholdenhed er vejen til produktivitet og succes, hvorfor oplever jeg så at være mindst lige så produktiv som mine kolleger? Hvordan er det muligt for mig at nå det hele og lidt til, når jeg er consistently inconsistent? I dette indlæg vil jeg undersøge, om jeg har skammet mig unødvendigt i forhold til arbejdskulturnormens hyldest af begrebet vedholdenhed, og jeg vil forsøge at argumentere for, at inconsistency er det suverænt vigtigste for min produktivitet og succes. Og muligvis også for din!
Som du nok har bemærket, har jeg lånt det ofte humoristisk anvendte begreb ”consistently inconsistent” fra engelsk. Googl det og du får masser af hits og tips til at blive mere consistent, da det, som du nok er klar over, er forudsætningen for at opnå gode resultater i livet. Udtrykket fungerer ikke helt på dansk; vedholdende uvedholdenhed, googl det og intet brugbart dukker op. Det engelske ord consistency fanger i min optik bedre den målestok, vi anvender i arbejdslivet end det danske ord vedholdenhed. Beklager, hvis mit valg af et engelsk udtryk byder dig imod. Uanset, lader det til, at der har været afholdt et møde, hvor alle blev enige om, at consistency fører til succes i arbejdslivet, og der er konsensus om at stræbe efter netop dette. Jeg deltog ikke i mødet og fik vist ikke læst referatet.
Jeg tog et kursus i vedholdenhed
Eller måske fik jeg både læst det referat og internaliseret indholdet. For 10 år siden deltog jeg i al fald på kurset ”Effektivitet og succes” hos Optica. I den tilhørende arbejdsmappe beskrev jeg en vane, som modvirkede min effektivitet: ”Jeg afbryder mig selv og render rundt. For at få mere succes skal jeg have mere fokus og være mere vedholdende på den lange bane.” Kurset tilbød hjælp til en analyse i modulet ”Tidsstyring og effektivitet”. Her skulle man notere sine tre væsentligste interne og eksterne tidsrøvere og herefter indsætte arbejdsopgaver i kvadranten Haster/vigtig – du kender sikkert den øvelse. Min kvadrant er gabende tom, og jeg er gået videre til næste opgave, at tidsregistrere alle aktiviteter for en typisk arbejdsuge i 15 minutters intervaller. Min mappe afslører et ubehjælpsomt forsøg på tidsregistrering. Til sidst skulle man vurdere sig selv mod nogle normative udsagn, f.eks. ”Jeg laver tidsestimering for mine opgaver”, ”Jeg løser opgaverne på den rette måde”, ”Jeg samler mine opgave i moduler”, ”Jeg bruger tid på uformel snak”. Den opgave gav ild fra min kuglepen, men mest i form af kritiske kommentarer til udsagnene. Kommentarerne afslører en modvilje mod at skulle passe i en bestemt kasse for at være succesfuld. Kassen havde jeg åbenbart allerede for 10 år modstand mod, men det er først nu, jeg tør sige højt, at consistency ikke er den hellige gral for alle mennesker. Når jeg ser tilbage på de resultater, jeg leverede i jobbet, jeg varetog under kurset, er det helt ude i hampen, at jeg var i tvivl om min effektivitet og succes. Jeg var på mange parametre en succes, men det var nul procent et resultat af consistency. Nu kribler det i mig for at afsløre, hvad jeg lærte om consistency og produktivitet i et job, hvor alle andre end jeg excellerede i at være consistently consistent. Men først en uforbeholden undskyldning. Hvis du genkender dig selv i beskrivelsen af den konkret arbejdssituation, er det vigtigt for at mig at slå fast, at mit ærinde ikke er en kritik af tidligere kolleger, men af det system, der prædiker consistency som mål for alle slags hjerner på kontoret.
Hvad jeg lærte på kontoret, hvor alle var vedholdende
Den mest markante oplevelse af at falde uden for normen om consistency og at være ude af stand til at maskere det, fandt sted på et storrumskontor med seks ansatte. Det var mit første og forhåbentligt sidste 8-16 job. Efter indledende høflighedsfraser ved arbejdsdagens begyndelse kl. 8.00 forløb dagen med opgaveløsning i en kontinuerlig klikken fra tastaturer, kun afbrudt af nødvendige telefonsamtaler og en fælles halv times frokost i frokoststuen. Selv frokosten var den samme hver dag. Det var første gang, jeg direkte kunne sammenligne min måde at arbejde på med andres. Jeg havde tidligere været ansat som leder med eget kontor, hvor ingen blev generet af mig. Det var således min første erfaring med at tilbringe en hel arbejdsdag på tålt ophold med kolleger – og jeg mener tålt ophold. 14 dage inde i min ansættelse blev der indkøbt noice cancelling headphones, så ingen blev forstyrret af min manglende evne til at sidde stille og være på lydløs i 8 timer. Jeg blev utroligt bevidst om, at jeg arbejder på en fundamental anderledes måde en neurotypiske, og om hvilke omstændigheder, der modvirker min produktivitet. Her er lidt blandede skud fra hoften:
- Jeg har brug for sensorisk stimulation, som at pille ved ting, tygge tyggegummi, drikke store mængder rygende varm kaffe, lytte til musik eller at bevæge mig for opnå en tilstand af fuld koncentration. Skal jeg læse, er brugen af overstregningstusch med til at holde mit fokus på teksten, og har tuschen indbygget duft, er det dobbelt op på succes. En sensorisk snack beskæftiger således mit nervesystem, så min hjerne kan levere optimalt output. Metoden kaldes ”redirect your attention” og anvendes bl.a. i ADHD-coaching.
- Der er en vis evidens for, at fysisk aktivitet forøger dopaminindholdet i hjernen, hvilket øger evnen til at fastholde opmærksomheden på en arbejdsopgave. Af samme grund står jeg altid op bag et skrivebord, hvilket jeg vil anbefale alle at gøre. Din krop vil takke dig for det.
- Et kontor med total arbejdsro er alt andet end optimalt for min evne til at fokusere. Den ene halvdel af min hjerne skal distraheres, før jeg kan arbejde, og helst med en podcast, musik eller lignende. Når en del af min hjerne er beskæftiget, kan den anden del arbejde uforstyrret og producere i høj kvalitet og med stor kreativitet.
- Stilhed er den sikre vej til dagdrømmeri. Hvis intet distraherer min hjerne, så leverer den selv underholdningen. Jeg har ikke tal på de timer af min skoletid, hvor jeg har luftet mine dagdrømme. Lærerne mente, der var én rigtig måde at gøre tingene på, og det betød ro, f.eks. i læsetimer. Gæt selv, hvor mange sider, jeg fik læst.
- Dagdrømme er i øvrigt ikke et uproduktivt spild af tid, men fører ofte vilde ideer eller ny energi med sig. En af de største gaver ved min hjerne er en imponerende forestillingsevne. Jeg har skabt kæmpestore virksomheder i mine dagdrømme og nogle af aspekterne har jeg oversat til anvendelse i job eller fritid. Jeg oplever det som at få en slags stedfortrædende, virtuel erfaring med forskellige kontekster, og det gør det muligt for mig at teste scenarier og ønsker, inden jeg forkaster dem eller forfølger dem. If you can (day)dream it, you can do it, som Walt Disney ikke helt skal have sagt.
- Hvis det er socialt uacceptabelt at pille ved ting eller bevæge sig til undervisning eller møder, falder jeg i søvn.
Er inconsisency svaret for ADHDére?
Jeg følte mig aldeles fejlcastet på det kontor, når jeg med alle mulige krumspring opsøgte stimuli. Men når jeg så, hvad kolleger havde produceret, tænkte jeg ofte: ”Har du brugt 8 timer på DET? Really?” Sammenligningen med hvad jeg selv nåede i det tidsrum, jeg var fokuseret, fik mig til tvivle på, om consistency i den rene form er målet for alle mennesker, og om det hos en del af os i arbejdsstyrken måske ligefrem modvirker produktivitet.
Kan man forestille sig, at inconsistency bidrager med den største værdi for mit arbejde, og i så fald hvori består fordele ved ikke at være vedholdende? Tag med mig en tur omkring dyreriget først, blot så jeg kan få lov at beskrive mig selv lidt kreativt.
Evnen til hyperfokus
Der findes en del dyrereferencer i min selvforståelse. Jeg er den perfekte kombination af et egern og en slædehund, nysgerrig, let afledelig og med en enorm trækkræft. Jeg er også en Beasaurus Rex, med korte arme og en stor krop, og øjne der bliver selvlysende af begejstring, når jeg opdager noget, jeg kan lide, og som vælter alt på sin vej efter det. Men vigtigst er, at jeg er den menneskelige udgave af kanariefuglen i guldminen, der kan fornemme, når nogen mangler ilt og noget er galt. Jeg mærker alles mentale tilstand, og reagerer på følelser og stemninger, andre ikke lægger mærke til. Derfor kan et storrumskontor være en udfordring for mig. Min opmærksomhed ryger, hvis jeg kan mærke dårlig stemning, og jeg begynder at ruminere over, hvordan jeg kan få alles følelsestilstand tilbage til en form for ligevægt. På samme måde påvirkes jeg af en positiv stemning. En opløftende stemning på kontoret og et anerkendende arbejdsmiljø har en afgørende indflydelse på min produktivitet. Ros mit arbejde og jeg hamrer afsted i overhalingsbanen resten af dagen – og aftenen, og måske endda natten med. Hvis jeg arbejder med et emne, der virkeligt interesserer mig, i rammer der er optimale, med god stemning på kontoret og i et emotionelt positivt leje, så kan jeg hyperfokusere i en grad, så du ikke kan komme i kontakt med mig. Jeg kan arbejde i et rasende tempo, og kvaliteten af mit arbejde vil være i top.
En tilstand af højt energiniveau og glæde giver mig adgang til et hyperfokus og dermed produktivitet. En administrativ medarbejder, jeg delte kontor med i mit seneste lederjob, fortalte, at hun ikke i sit arbejdsliv havde mødt nogen, der kunne arbejde så hurtigt og effektivt, som jeg kan. Det er muligt, jeg kun arbejder vedholdende i 3 timer i træk, men på den tid kan jeg skrive en artikel, som andre skal bruge flere dage på. Det er ikke altid, jeg kan tænde for den hyperfokuserede og produktive udgave af mig. Det kræver tilstedeværelse af særlige elementer, der tilsammen skaber et momentum, jeg kan køre videre på. Et vigtigt element er, at jeg er interessebåret, og når jeg får opgaver, som virkeligt interesserer mig, indløser jeg en billet til et lyntog af innovation, iderigdom, kreativitet og problemløsning, der langt overgår mange af de kolleger, der hver dag vedholdende sidder på kontorstolen.
Desværre sker det modsatte, hvis jeg skal arbejde med en opgave, der ikke giver mening for mig, som jeg oplever som pseudoarbejde eller som ikke har min interesse. Så kan 10 vilde heste ikke holde mit fokus. Men opstår en krisesituation, kan jeg gå i hyperfokus og stille skarpt på at oversætte information om situationen til gode løsninger, mens dopamin udskilles og jeg er high on worklife. At gå ud og ind af hyperfokus er en meget intens måde at arbejde på, som kræver ro og hvile bagefter. Som ved ekstremsport. Ekstrem produktivitet kræver ekstrem hvile, og vi kan nok blive enige om, at det er et 8-16 arbejdsliv ikke tilrettelagt efter.
Jeg har oplevet kolleger og især chefer og bestyrelsesformænd blive forvirrede og usikre på mig, når de opdager, jeg arbejder på den måde. Men inconsistency er netop nøglen til min succes. Når min hjerne er på overarbejde med at kombinere store mængder af kompleks information, så brænder den på et tidspunkt ud og har brug for ro. Inconsistency er derfor en forudsætning for, at jeg kan folde mine særlige kompetencer ud. For at præstere må perioder med høj produktivitet afløses af perioder med lavere grad af produktivitet, og med ”pauser”, hvor jeg bruger tid på uformel snak, flytter nogle stole eller går i køkkenet med nogle elever og laver pandekager.
Skab et arbejdsmiljø for alle typer af hjerner
Jeg må konkludere, at inconistency virker produktivt for mig, og jeg forestiller mig, at det også kan være værdifuldt for andre – især for dem med neurodivergente hjerner, som afviger i grader fra de normale, de såkaldt neurotypiske hjerner. Vi er mange, der tilhører gruppen af neurodivergente, men vi har gået lidt stille med det, sikkert fordi det er forbundet med tabu og fordomme. Det, oplever jeg heldigvis, er ved at ændre sig. Der er stemmer i debatten om inklusion på arbejdspladsen, som argumenterer for, at hvad der gavner neurodivergente, altså f.eks. personer med autisme og adhd, gavner flere typer af medarbejdere. Skaber vi et arbejdsmiljø, der understøtter mennesker med atypiske hjerner, så skaber vi en bedre arbejdsplads for alle. Det er velkendt, at mange med diagnoser mistrives i storrumskontorer, men det kan meget vel tænkes også at gælde for andre, f.eks. de mere introverte kolleger. Som introvert har man måske ikke lyst til at høre om, hvordan Søren fyrede den af til en fest i weekenden, og man kan let føle sig udenfor, når man mangler lyst til at dele personlige beretninger. Fleksibilitet i arbejdstid er et eksempel på et tiltag, der kan mindske presset på storrumskontorer og medvirke til at skabe de optimale betingelser for, at alle kan trives på lige præcist deres måde.
Vi står muligvis foran en fremtid, hvor mange administrative opgaver kan overtages af AI, mens det innovative, det nytænkende, det aldrig før sete, den tossede kombinationen af kendte områder og nye metoder, er kompetencer, der fortsat vil være efterspørgsel på. Disse kompetencer findes også og måske især hos mennesker med lidt anderledes hjerner. Lad os derfor anerkende, at produktivitet og succes kan foldes ud på andre måder end ved consistency fra 8-16.
Fremover vil jeg insistere på en retten til en dynamisk arbejdskalender med indlagt elastik, så det er muligt at indlægge pauser, der kan afløse perioder med hyperfokus. Jeg vil hyperfokusere på at knække koden til at designe et arbejdsliv, hvor der er plads til at være consistenly inconsistent. Uden skam.
Find det rigtige for dig
I næste indlæg, nr. 4 i rækken, vil jeg gøre status over mit neurospicy karriereskifte; hvor langt er jeg kommet og hvad har jeg lært undervejs. For at slutte som jeg begyndte, på engelsk, så er her et råd fra en psykiater, hvis navn jeg har glemt, men som jeg fik skrevet i en note på en post-it (the story of my life):
Find the right difficult, find the right job, find the right relations and know what really matters in your life.
