Jeg blev udredt for ADHD i 2022, og pludselig gav det hele mening; den konstante følelse af at være forkert, af at have svært ved det, andre har let ved og ikke mindst mine kampe, sejre og nederlag på arbejdsmarkedet. Det var livsforandrende at få en ny forståelse af mig selv. Jeg er ikke en forkert hest, jeg er en zebra. En lyserød zebra.
Jeg er optaget af at skabe rammer for et stærkt og godt liv – for mig selv og for andre voksne med neuropsykologiske diagnoser.
Antallet voksne, der får diagnosen ADHD er fordoblet på ti år. Det kan skyldes, at vi er blevet bedre til at identificere de neuropsykologiske diagnoser, men også at det bliver sværere at passe ind i et samfund med stigende krav og kompleksitet. Personer med ADHD skal naturligvis have støtte og hjælp, men vi bliver også nødt til at se på, hvordan samfundet og arbejdsmarkedet kan tilpasses og ændres, så flere kan trives.
Som foredragsholder og i gruppeforløb/coaching tager jeg udgangspunkt i egne og i deltagernes erfaringer. Jeg bidrager med viden og værktøjer, og alle forløb har afklaring og ændring af (selv)forståelse, handlemuligheder, livsvilkår, og i sidste ende den kultur, vi lever i, som mål. Især er jeg optaget af, hvordan begreberne diversitet og inklusion ikke kun handler om køn, alder og etnicitet, men også i om forskellige typer af hjerner.
Jeg har en baggrund indenfor pædagogik og psykologi, og har arbejdet med ledelse i en årrække, inden jeg vendte tilbage til det pædagogiske felt. Jeg har været leder med ADHD, og jeg har ledet ledere og medarbejdere med ADHD. I øjeblikket er jeg efterskolelærer med ADHD, og jeg underviser elever med og uden ADHD. Herudover holder jeg foredrag og forløb for organisationer, virksomheder og aftenskoler samt forløb for især kvinder med (eller med en mistanke om) ADHD og autisme.
Har du/I særlige ønsker til indhold eller til forløb, som kontakt mig endelig. Nedenstående er eksempler på foredrag og forløb, jeg kan bookes til. Men jeg tilpasser gerne både tema og metode til netop din virksomhed, institution eller hverdag.
Kunsten at lede ansatte med ADHD.
Kære Chef: Er der en zebra blandt dine arbejdsheste?
Der anslås at 8% af befolkningen har ADHD. Hvis du er chef eller har personaleansvar for mere end 10 ansatte, er der altså sandsynligt, at mindst én af dine ansatte har en diagnose som ADHD og/eller autisme. Disse såkaldt neurodivergente medarbejdere er lige så forskellige fra de neurotypiske medarbejdere som zebraer er fra heste. Derfor bør du kende forskel, da arbejdsheste og zebraer trives under vidt forskellige vilkår og rammer. Et kendetegn for arbejdsstyrken med ADHD er en stor turnover i job. Det koster på bundlinjen, og det øger mistrivslen hos den enkelte.
Foredraget tager udgangspunkt i de udfordringer og styrker, der følger med ansatte med f.eks. ADHD, og viser en vej mod et inkluderende arbejdsmiljø – for dine medarbejderes trivsel og i sidste ende for bundlinjen. I anden halvdel af foredraget får jeres arbejdsplads et grundigt eftersyn. Sammen vil vi undersøge, hvad netop jeres arbejdshverdag kalder på af praksis og politiker, der kan give øget trivsel og produktivitet for både zebraer og heste blandt virksomhedens/organisationens ansatte.
ADHDetgodearbejdsliv
Kunne vi tage mødet over zoom?
Kunne Zoommødet foregå over telefonen?
Kunne du sende en e-mail i stedet for at ringe til mig?
Kunne du i stedet for en e-mail sende en sms?
Kunne du undlade at sende den sms?
Kunne vi foretrække til skovens dybe stille ro?
Min psykiater har sagt, at det ikke er ADHD i sig selv, der er en udfordring, men det, at jeg skal fungere på et arbejdsmarked, der er indrettet til neurotypiske. Hvis du har ADHD, har du med garanti bøvlet med dit arbejdsliv. Mit CV stinker af ADHD, med mange kortvarige ansættelser i skiftende brancher. I 2022 besluttede jeg, at nu var det nok! Siden har jeg stædigt arbejdet mod et bæredygtigt arbejdsliv. Jeg har meget på hjerte om tilrettelæggelsen at et arbejdsliv, hvor du arbejder med din særlige ADHD-profil i stedet for imod. Målet er at have et meningsfyldt arbejdsliv, hvor du ikke overforbruger dine ressourcer, og hvor du oplever ingen eller få af de mentale nedsmeltninger, der ofte er en del af at have ADHD med på arbejde. Foredraget giver dig en indsigt i og en kørevejledning til et være- og bæredygtigt arbejdsliv, hvor du tager rollen som neurodivergent dirigent.
Sendiagnosticeret, hva´ nu?
At få en neuropsykologisk diagnose som ADHD sent i livet kan både være livsforandrende og fortvivlende på én og samme tid. Det kan føles som at blive placeret midt imellem sorg og nyorientering. Hvordan kommer du videre, når udredningsforløbet er slut og du har en recept på medicin i hånden?
Til foredraget dykker vi ned i kernesymptomer, som de kommer til udtryk hos både kvinder og mænd, samt hvordan dine ADHD-symptomer har påvirket dit liv indtil nu. Vi kommer omkring temaer som selvværd, selvforståelse og de historier, du fortæller om dig selv. Anden halvdel af foredraget handler om at lære at arbejde med sin ADHD, for at skabe en tilværelse med trivsel og ADHDetgodeliv.
Konen med æggene, der slap op
Der er et stort fokus på menopausen i øjeblikket. Det er på tide, da denne vigtige periode i kvinders liv er underbelyst i forskning så vel som i populærkulturens skildring af kvinder midt i livet. Med manglende studier og solidt og validt data efterlades mange kvinder rådvilde og usikre. Den situation befandt jeg mig i, da jeg i midten af fyrrerne oplevede forskellige fysiske og mentale symptomer. Da jeg fik hedeture, faldt ti-øren. Jeg var utroligt dårligt forberedt på menopausen. Samtidigt gav min læge udtryk for, at det var noget, kvinder skulle lære at leve med. Det skulle jeg ikke. Altså lære at leve med det. Så gik jeg i gang med at uddanne mig selv på området for at kunne træffe valg på et oplyst grundlag. Min krop, mine valg.
Foredraget tager udgangspunkt i data, hvad ved vi om årsager, symptomer og interventioner i forhold til menopausen? Herefter ser vi på, hvordan der arbejdes i menopauseklinikker og hos menopausespecialister andre steder i Verden, samt hvad din læge kan hjælpe med og hvad den alternative verden har at byde på. Anden halvdel af foredraget giver et 360 graders eftersyn af relevante aspekter af ”livsstil”. Hvordan kan du tilpasse og optimere din livsstil, så du kan leve dit bedste liv i resten af dit liv.
Kvinder, hormoner, ADHD og menopause
Er du kvinde med ADHD, har du muligvis oplevet svingende symptomer som følge af hormonudsving i menstruationscyklus. I menopausen falder mængde af østrogen, og her oplever mange kvinder en forværring af deres ADHD-symptomer. Faktisk opdager en del kvinder først, at de har ADHD, når menopausen indtræffer.
I årene op til menopausen falder kvinders østrogenniveau. Østrogen har betydning for mange fysiske og mentale funktioner. Et fald i hormoner kan give udfordringer med følelsesregulering, hukommelse, opmærksomhed og kan medføre en generel oplevelse af at blive træt og overvældet. For kvinder med ADHD er der tale om en ”Double trouble”, da både menopause- og ADHD-symptomer kan forværres – samtidigt. Hvis ikke livet med en diagnose var svært før, så er der en risiko for at menopause gør svært værre. Men fortvivl ej. Dette foredrag giver dig en bedre forståelse for sammenhængen mellem hormoner og ADHD, så du på et oplyst grundlag kan vælge interventioner og redskaber, så du kan leve et godt og stærkt liv i resten af dit liv.
Coaching og gruppeforløb.
Har du brug for sparring eller for at spejle dig i andres erfaringer, tilbyder jeg sessioner med 1:1 sparring samt gruppeforløb.
1:1 sparring
At tale med en person, der både har kendskab til og erfaring med livet med en diagnose kan være givende for dig, der bøvler med dig selv og dit voksenliv. Sparringen kan gå mange veje, afhængigt af dine særlige udfordringer. Samtalerne kan foregå ved et fysisk møde eller som facetime. Et on-line-møde kan være givende til akut opståede udfordringer, du har brug for hjælp til at forstå.
Gruppeforløb
I gruppeforløb er udgangspunktet psykoedukation, hvilket vil sige at der med baggrund i den generelle viden om ADHD trækkes tråde til netop den særlige måde, gruppemedlemmernes ADHD kommer til udtryk på. Erfaringsudvekslingen er et vigtigt element i at blive støttet og vejledt til livet med en diagnose. I forløbet bliver konkrete hjælpeværktøjer og redskaber introduceret og afprøvet. Måler er, at den enkelte bliver i stand til at arbejde med sin diagnose og sine særlige styrker og overkommer de udfordringer, der følger med.