It´s time to Neurospiceupyourlife – and it´s about damn time!
I 2022 fik jeg nogle afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg har ADHD, og det er den type, der har et ”G” foran. Jeg har nemlig galoperende ADHD. Jeg er sendiagnosticeret og nåede at fylde flotte 55 år, før der lå en udredningsrapport med tilhørende recept på vidunderlig, livsforandrende ADHD-medicin. Selv om jeg stadig er den samme person, er det alligevel et afgørende lag i min selvforståelse og identitet. Jeg er kvinde, jeg er midaldrende, og jeg er neurodivergent. Jeg foretrækker at bruge betegnelsen neurospicy, for det er der mere swung over. Ordet fungerer samtidig som et billede på, at jeg ønsker at leve livet stærkt på trods af en diagnose. Jeg er optaget af at undersøge, hvordan jeg kan anvende mine styrker og komme omkring mine udfordringer i bestræbelserne på at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Der skal fart på, jeg vil skabe, udvikle og gøre en forskel for andre – og ikke mindst vil jeg have det sjovt imens. ADHD påvirker på godt og ondt de fleste aspekter i mit liv; mine relationer, mine interesser, mit arbejdsliv, mit helbred. Derfor vil jeg i denne blog brede mig over mange emner og jeg garanterer, at det stikker af i alle retninger – præcist som jeg selv gør, og som mine samtaler med andre har det med at gøre. Så spænd sikkerhedsselen og tag med mig på en tur med mange afstikkere, og ikke mindst, lad dig inspirere i disciplinen neurospiceupyourlife.
Hvordan det lykkedes mig at leve nærmest et helt liv, før tiøren faldt, er mig stadig en gåde. Jeg er textbook classic ADHD, men hverken jeg selv eller mine omgivelser havde samlet puslespilsbrikkerne. Eller måske var jeg faktisk den eneste, der ikke havde fået øje på det helt åbenlyse. Da jeg fortalte om ADHD-diagnosen, blev jeg uden undtagelse mødt med et ”det kunne jeg da godt have fortalt dig” – men det var der ingen, der gjorde. Først i 2018 nævnte min fysioterapeut som en sidebemærkning, at jeg nok burde testes for ADHD. Jeg blev rasende. Rasende!! ADHD? Pfffff!
Jeg har dog altid haft en mistanke om, at der var noget helt galt med mig. Under mit psykologistudie på Aarhus Universitet, var jeg fast besluttet på at finde en diagnose og en forklaring på min anderledeshed. Jeg var ekstra opmærksom i faget ”Klinisk psykologi”, hvor diagnosekriterier havde min fulde opmærksomhed. Jeg havde længe mistænkt, at der kunne være tale om personlighedsforstyrrelsen Borderline, da kaos og impulsivitet var kendetegnende for mit liv. Men der var alligevel en del i diagnosekriterierne, der ikke stemte overens med mine oplevelser. Så fik jeg den skrækkelige tanke, at jeg kunne have en dyssocial personlighedsstruktur, bedre kendt som psykopati. Mine følelser var anderledes end andres, jeg brugte charme og manipulation til at få min vilje, og jeg løb flere risici, end godt var. Men psykopat alligevel? Heldigvis kunne jeg hurtigt aflive den mistanke, for samvittighed og empati er jeg i overflod i besiddelse af. Ikke på noget tidspunkt i gennemgangen af autisme-spektret genkendte jeg symptomerne. Vi så endda en film, som var klippet på en særlig måde for at illustrere, hvordan verden opleves af én, som ikke kan filtrere lyde og indtryk, og derfor har en hjerne, der er på overarbejde. Som min hjerne har været altid. Men intet vækkede genklang, muligvis fordi det handlede om små drenge med indlæringsvanskeligheder, og som, jeg syntes, var møgirriterende. Jeg var jo i stand til at lære og fungere med job og studier, og jeg var kun middelsvært irriterende.
Ikke før fyssen placerede en mental post-it-note direkte i min bevidsthed, kom jeg på sporet. Min lyserøde hjerne opfangede alt, der handlede om ADHD, og pludselig så jeg artikler og indlæg om ADHD alle vegne. Jo mere jeg læste, jo mere gav det mening at jeg kunne have ADHD.
En dag læste jeg om en kvinde, der selv var psykolog, og som sent i livet var blevet diagnosticeret. Den artikel beskrev nogle udfordringer og et liv, som var identisk med mit. Jeg måtte overgive mig og erkende, at det nok var ADHD, jeg havde danset med hele mit liv. Herefter fulgte nogle år med at undersøge og blive klogere på opmærksomhedsforstyrrelser.
Da jeg først fordybede mig i emnet, blev det tydeligt, hvor meget af vores italesættelse af og viden om ADHD tager udgangspunkt i drenge og mænd. Det viser sig, at symptomer er anderledes hos piger og kvinder, og at diagnosen ofte overses hos piger og kvinder, præcist som i mit tilfælde. Det betyder, at færre piger og kvinder får diagnosen, og at diagnosen først stilles senere end det er tilfældet hos drenge. Men jeg opdagede også, at der er en stigende bevidsthed om kønsbias i forskningen, og der findes et stigende antal udgivelser omhandlende kvinder og ADHD. Dog var den mest værdifulde opdagelse, ud over artikler og vidunderlige podcast om emnet, at der eksisterer flere, lukkede grupper på facebook for kvinder med ADHD. Her fandt jeg et fællesskab at dele erfaringer med og nogle kvinder at spejle mig i. Her delte kvinder oplevelser, sejre og udfordringer, som repræsenterede alt det, jeg havde bøvlet med helt alene i så mange år. Det var aha-oplevelse på aha-oplevelse, og som en opdagelsesrejsende udforskede jeg nye områder. Alle mine særheder, underlige præferencer og ting, jeg er sensitiv i forhold til, var en del af andre kvinders narrativer. Ting, jeg aldrig havde fortalt en levende sjæl, kunne jeg dykke ned i og grine af via andre kvinders ofte morsomme fortællinger om at være anderledes. Alt, fra det faktum at jeg ikke kan drikke vand og hader at tage bad, at jeg ikke kan tåle tøj af uld, ikke kan tage mig sammen til at ringe til nogen eller besvare telefonopkald, ingen retningssans har, taber ting og går ind i ting konstant, til daglige mentale burnouts, viste sig at være helt almindeligt blandt neurodiverse. Halleluja, jeg er en helt almindelig opmærksomhedsforstyrret kvinde, og ikke som jeg havde troet, et uintelligent, dovent og dårligt menneske. Hvilken lettelse. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor meget det ændrede mine konstante negative tanker om mig selv.
Efter at have fået adgang til en stor gruppe kvinders meget blandede erfaringer med medicin, indså jeg, at der måtte et udredningsforløb til for at få afprøvet om medicinsk behandling var en del af vejen mod et bedre liv. Jeg opsøgte egen læge, som henviste mig til udredning i psykiatrien. Henvisningen blev afvist, da der manglede ressourcer i psykiatrien. Men jeg skulle være velkommen til selv at kontakte en privat psykiater med aftale med det offentlige, så det gjorde jeg. Det var over 3 års ventetid. 3 år. Jeg var efterhånden ivrig efter at komme i gang med en udredning, så 3 år føltes som en evighed. Jeg var på det tidspunkt ansat i et lederjob i en organisation, der var i økonomisk krise, og hverdagen var stressende og utryg. Jeg kæmpede med negative tanker, der tog mit fokus, og jeg lå om natten og ruminerede. Et destruktivt tankemylder og en enorm kropslig uro påvirkede min trivsel negativt, og jeg genkendte både de mentale og fysiske reaktioner fra tidligere pressede arbejdsperioder i min lederkarriere, men jeg var ikke i stand til at stoppe den nedadgående spiral. Men i modsætning til tidligere, var jeg nu klar over at mine reaktioner havde en årsag, og at der kunne gøres noget. Jeg var ikke i tvivl om at der skulle noget nyt til, for at jeg kunne få mit liv til at fungere. Jeg havde brug for hjælp omgående.
Hos private psykiatriske klinikker kan man være privat kunde, og dermed komme udenom henvisninger og ventelister, der bliver længere og længere. Den mulighed var jeg heldigvis så privilegeret, at jeg kunne benytte mig af. Jeg var i stand til at finde pengene af egen lomme til betaling for et udredningsforløb. Jeg fik anbefalet Hejmdal Privathospital, kontaktede dem og blev indkaldt til en vurderende samtale. Her skulle det afklares, om der var behov for yderligere udredning og behandling. Det var der. Et udredningsforløb blev sammensat. Udredningen tog knapt et halvt år, og hvad det lærte mig, er temaet for et selvstændigt indlæg. Forløbet var nemlig både en vej til en diagnose og medicin men også en vigtig læringsproces.
