Da jeg kom i reparationsalderen og fik en ny hofte

Thinking back to when “a new hip joint” meant someplace I wanted to go on a Friday night.

I dag for præcist to år siden vågnede jeg op fra en operation, monteret med nye reservedele i form af et hofteimplantat. I slutningen af 40´erne kom de første symptomer, men der gik år, før jeg fattede, at jeg havde brug for en ny hofte – og før jeg fik samlet viden og mod nok til at lægge mig på operationsbordet. D.19.marts 2021 tjekkede jeg ind på Silkeborg Sygehus, hvor to kirurger brækkede min hofte af led, savede lårbenet over og bankede titanium- og silikoneimplantatet på plads. 23 minutter tog det, så var jeg udstyret med et styk kunstig hofte, klar til at komme op at gå.

Hip Hip Hooray! Sådan ser min kunstige hofte ud:

I månedsvis havde jeg himlet op om de problemer, jeg havde opfundet til lejligheden. Så jeg græd af glæde over især to ting, da jeg vågnede på opvågningstuen:

-At jeg overhovedet vågnede igen fra operationen var en lettelse og kom som en overraskelse, da jeg har de vildeste katastrofetanker og dødsangst i forhold til narkose og anden bedøvelse. Det er det største kontroltab, jeg kan forestille mig.

-At jeg kunne bevæge mine tæer. Mit worst case senario – ud over at dø –  var at proceduren med epiduralbedøvelse skulle gå galt og gøre mig lam. Men alt var forløbet planmæssigt og jeg havde udsigt til at opnå fuld førlighed igen. Oh happy day.

Jeg vågnede op efter operation i sulten tilstand.

Smerter ledte til diagnosen

Længe havde smerter i lysken præget dagligdagen, men jeg dansede en del og gik ud fra, at der var tale om overbelastning. Så skulle man jo tro, at jeg holdt en pause fra træning eller opsøgte noget professionel hjælp, men det gør jeg generelt ikke så meget i. Min krop har en mesterlig evne til at helbrede sig selv. Det siger min grundlæggende overbevisning i al fald, og det passer som regel, men sandheden er nok også, at jeg ikke følger de råd, jeg får. Så hvorfor betale 400 kr. for en konsultation hos en fys, for så at tage direkte i træningscentret og gå amok. Det er ikke fordi, jeg altid er et monument af dårlig dømmekraft. Min diagnose kommer med et stort H, og hvis jeg ikke kan træne, hænger jeg i gardinerne, eller også viser hyperaktiviteten sig som en mental overaktivitet. Og du skulle prøve at være i mit hoved under mental hyperaktivitet – tro mig, det har du ingen lyst til. Så jeg træner videre uanset.

Af en note på min telefon fremgår det dog, at jeg har taget den til 10 i bekymring over den lyske med en note om at google ”lyskekræft”. Det var nu så slemt, at jeg næsten ikke kunne køre bil, jeg kunne knapt vende mig i sengen om natten, og at gå ture var et smertehelvede. Da klagede jeg min nød til Charlotte, som er fysioterapeut. ”Det lyder som en ny hofte”, sagde hun. Ny hofte? Moi? Et røntgenbillede bekræftede, at jeg led af en seriøs omgang hofteartrose. Slidgigt, som ikke har så meget med slid at gøre. Hofteartrose ses lige hyppigt hos inaktive som hos f.eks. eliteløbere. De væsentligste årsager til slidgigt i hoften er alder eller overvægt, men jeg faldt udenfor de to kategorier. Gentagne fald kan give skader på brusken og deraf følger typiske symptomer som bevægeindskrænkning, smerter i lysken, foran på låret og på siden af låret. Tjek til det. Som gymnast, boldspiller og snowboarder var det altid den højre hofte, jeg landede på, og nu var der en regning at betale.

Men en ny hofte? Så var mit liv som badutspringer vel slut, og ville jeg egentlig hellere have ondt end opgive de sjoveste af mine fysiske aktiviteter? Jeg rådførte mig med Dr. Google men fandt ikke de svar, jeg var ude efter: Hvor meget ville en kunstig hofte kunne holde til? Hvor mange år kunne den holde? I hvilken grad kunne jeg forvente at opnå fuld bevægelighed og styrke efter en operation? Var det muligt at steppe og danse med et hofteimplantat? Kunne jeg køre på snowboard?

Jeg talte med flere hofteopererede og med sundhedsprofessionelle. Der lød ikke klare svar, heller ikke om holdbarhed. De fleste patienter, der får nye hofter, er over 70 år, så derfor er det usikkert om implantater holder 15 eller 30 år, for der er patienterne ligesom døde. Fair nok.

 ”Vi laver jo ikke en ny hofte på dig, for at du kan springe rundt, men for at du kan leve et almindeligt liv. Du kan sagtens gå tur”, var en hyppig kommentar til mine spørgsmål. Gå tur? Jeg er sådan én, der kan træne solen sort, og at være spændstig, stærk og lynhurtig er en afgørende del af min identitet. Desuden gør intet i verden mig mere lykkelig end at steppe og danse til høj musik i et rasende tempo. Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne det længere?

Da operationen er irreversibel, var jeg nødt til at være sikker i min sag, så jeg opsøgte al den viden, jeg kunne få adgang til. Jeg ledte efter nogle levede erfaringer fra professionelle dansere, som var vendt tilbage til dansescenen med en ny hofte. De fandtes, mest i USA, og der var evidens for, at jo yngre danserne var ved operation, jo bedre prognose, og ved hoftedysplasi frem for artrose, var succesraten høj. Samstemmende var dansernes erfaring, at en kunstig hofte ikke føles på samme måde som ens medfødte hofte, og at der vil være begrænsninger i bevægelsesudslaget. Det med en anden feel kunne jeg godt leve med. Jeg ignorerede det med alder og hoftedysplasi, og lod min læge indstille mig til en vurderende samtale med en hoftespecialist på Silkeborg Sygehus.

Fra forundersøgelse til operation på Silkeborg Sygehus

Jeg mødte op bevæbnet med step- og dansevideoer og 1000 spørgsmål. Kirurgen så tålmodigt med på videoerne. ”Ja, det der kan du sagtens efter fuld hoftealloplastik. Det vil jeg med 99% sikkerhed love dig. Du bliver 25 igen, og du kommer til at have vild og voldsom sex.” Okay? Lovende besked at få, både det med løftet og det med udsigten til sex, som det havde været småt med siden min skilsmisse i 2018. Jeg tog fortrøstningsfuld fra samtalen og lod mig henvise til operation.

I månederne op til operationen, optimerede jeg på de parametre, jeg selv havde kontrol over, f.eks. drak jeg ikke en dråbe alkohol, jeg fik mere søvn end sædvanligt, og jeg intensiverede min styrketræning. Dagen oprandt, og jeg fik tildelt en seng på en stue med tre andre kvinder. I nabosengen lå en 83-årig tidligere hospitalslæge, og hun var så fuld af nysgerrighed og livslyst, at hun indgød en vis portion mod og tillid i mig. Som 80-årig var hun blevet enig med sin mand om at leve på en anden måde. De er nu Colaér, couples living apart. Huset er solgt, og de bor i hver sin lejlighed. Deres samliv består af dates, han kommer med blomster, og det er meget romantisk. Det var så inspirerende at få et indblik i, og jeg glemte helt det forestående og hoppede i min seng af begejstring. Alder er aldrig en undskyldning for at prøve noget nyt.

Helt eventyragtigt blev det dog, da én af lægerne, der skulle forestå indgrebet, kom forbi til en snak. Jeg havde en yndlingspodcast, ”Her går det godt”, i ørerne og whats the odds? Lægen viste sig at være Peter Falktofts gode ven, som ofte nævnes i podcasten. Han er lige så tosset med træning som Peter og jeg. Det fik vi en lang snak om, og så fik jeg endelig taget mig sammen til at spørge til muligheden for så lille et ar som muligt. Min mave er skåret op på kryds og tværs efter en del operationer for tarmslyng, jeg har ar efter en operation på det ene bryst, og mine håndled ligner regulære selvmordsforsøg efter carpaltunneloperation. Min røv var stort set det eneste på min krop fri for operationsar, og jeg tillod mig at være en lille smule forfængelig. ”Jeg lover, vi gør det ypperste, så du får så god en bevægelighed og så lille et ar, som muligt”, sagde lægen, og overlod mig til en portør. Jeg var dagens sidste patient.

Fra operationsstuen til de første skridt

På operationsstuen herskede en rolig og munter stemning, mens alt blev gjort klar. Vi hyggesnakkede om træning og udvekslede tip om gode podcast. Anæstesilægen ankom, og jeg gik direkte i panik. Hun tog sig god tid, aede min hånd og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Jeg fik en beroligende sprøjte, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede på opvågningen. Jeg blev kørt tilbage til stuen, hvor de andre tre kvinder allerede havde været oppe at gå, og nu var det min tur. Jeg blev hjulpet til et gangstativ, og tjuhej det gik mod toilettet. Move over, I´m a woman on a mission, I need that toilet. Da jeg satte mig for at tisse, blev jeg dårlig, nåede lige at råbe op, og blev grebet i faldet af to sygeplejersker, da jeg besvimede. Det kunne ellers have været festligt at falde ned på en nyopereret hofte, bare fordi jeg gik for hurtigt til makronerne. Jeg blev smidt i seng, og der gik et par timer, før jeg blev gennet op igen, nu assisteret af to sygeplejersker med et fast tag i mig og besked om at sætte tempoet ned. Ydmygende, men lesson learned. Afsted til røntgen for at se om implantaterne sad korrekt. Det gjorde de.

Dagen efter var der samtale hos en fysioterapeut, som instruerede mig i den vigtige start på genoptræningsforløbet. Hun kunne godt fornemme, at det handlede om at sætte bremsen i og sikre, at jeg ikke gik for hurtigt frem. Det lovede jeg, blev udstyret med krykker, afhentet af min datter og fragtet hjem til Samsø Jeg lignede Quasimodo, blot med puklen placeret på hoften.

Forvent hævelse den første tid efter operationen.

Hurtigt var jeg selvkørende og i fuld gang med genoptræning efter det udleverede program. I dag, to år efter, er jeg fuldt genoptrænet; cykler, danser, stepper, styrketræner og spiller basket.

Den vigtige genoptræning

Hvordan, det lykkedes at opnå fuld bevægelighed, er temaet for et kommende indlæg om det gode genoptræningsforløb efter fuld hoftealloplastik. Læs med, hvis du står foran en operation eller kender nogen, der gør. Genoptræning er altafgørende; der skal en stor og tålmodig indsats til, og det nytter ikke at springe over. Du får det resultat, du er villig til at arbejde for. Jeg ser desværre nogle i mit netværk, der ikke får optimal glæde af en ny hofte, fordi de ikke får genoptrænet godt nok. Det er så ærgerligt.

Herunder får du et kig til dagens fødselsdagsbarn, min nye hofte. Jamen HOV, tænker du måske? Er stadig den blå og sort to år efter en operation? Ja, den er blå og sort, men det siger mest om, hvor langt jeg er kommet på to år, og også lidt om hvor lidt jeg tænker mig om, når kampen er fløjtet i gang. Jeg spillede en basketkamp med mit hold fra Aalborg Vikings, på hjemmebane mod Odder. I første periode smed jeg mig efter en bold, og samme tanke fik Odders store, ukrainske spiller. Jeg landede direkte på hoften med ukraineren ovenpå. SMAK, sagde det. Så lå jeg der med bondeanger og koldsved ved tanken om at have ødelagt implantatet. Jeg spillede naturligvis videre, og først da jeg måtte af banen, fordi jeg havde næseblod – samme ukrainer havde også en albue – fik jeg tjekket hoften. Stor bule og blodansamling, men det var heldigvis kun slaget. Jeg er stadig 25, og det er imponerende, hvad en ny hofte kan holde til.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal ringe til kirurgen på Silkeborg Sygehus, for han gav mig et løfte om vildt og voldsomt sex. Man skal holde, hvad man lover. Så må han selv tage én for holdet. Wish me luck.

Jeg spiller ikke golf, men kan lære dig om golffitness

Jeg spiller ikke golf, men har undervist i golffitness. Det har jeg skrevet en artikel om og der er link i indlægget

Jeg spiller ikke golf. Jeg har mange undskyldninger; det er for lavintensivt, for tidskrævende og for dyrt. I virkeligheden er forklaringen, at jeg er helt vildt dårlig til det.

Golfkøller er udmærkede at støtte sig til under bevægelighedstræning.

Jeg er udpræget grovmotorisk begavet, ja faktisk kan jeg ikke skrive de tre bogstaver i mit fornavn, så nogen kan læse det. Jeg kan knapt holde på en kaffekop uden at tabe den. Hvis der ikke inden kl. 10 er kommet kaffepletter på mit tøj, så er det fordi, jeg ikke har fået tilbudt kaffe. Møgirriterende, og det var årsagen til enorme frustrationer, indtil jeg opdagede, at det er almindeligt forekommende sammen med ADHD og har et navn: Dyspraksi – i gamle dage kaldet ”fumler-tumler-syndromet”. Jeg er på den ene side en gigantisk fumler-tumler, der fejlbedømmer afstande, går ind i ting og falder op ad trapper. På den anden side er jeg kropsintelligent og god til mange sportsgrene. Da jeg var 5 år gammel, var mine forældre så trætte af at se på mine fødder, fordi jeg konstant stod på hænder og lavede badutspring i møblerne, at jeg blev sendt til gymnastik. Reelt sendte de mig til al sport i hele verden, og det meste af mit liv har jeg benyttet træning til selvmedicinering. Jeg vidste blot ikke, at det var det, jeg gjorde. Som klassisk ADHD har jeg kastet mig over et utal af discipliner, hvoraf de fleste kun holdt min interesse i en sæson. Nyt, nyt, nyt og dermed afsted på nye eventyr i alle afarter af idrætten. Jeg kan bedst lide fart over feltet og høj intensitet, og jeg skal ikke rigtigt bede om lange perioder med tekniktræning eller indøvelse af spilsystemer, jeg alligevel ikke kan huske, når det gælder. Jeg freestyler mig igennem det meste, og hvis musikken og tempoet er højt nok, bliver jeg decideret lykkelig af fysisk aktivitet.

Men golf! Not so much. Første gang, jeg fik en golfkølle i hånden, var i forbindelse med et bestyrelsesarrangement, mens jeg var forstander på Aalborg Sportshøjskole. Flere af bestyrelsesmedlemmerne var garvede golfspillere, og kun få var, som mig, novicer. Jeg havde forestillet mig, at det var til at lære, men jeg stank til det. Det var tydeligt for alle, at jeg manglede tålmodighed og vedholdenhed, og bare at lære at holde rigtigt på køllen var for stor en udfordring for mig. Jeg smeltede nærmest sammen i raseri og skam. Aldrig siden har jeg haft lyst til at udfordre min golfskæbne.

Men jeg ved en masse om fysisk træning, og fik tilbudt at stå for holdtimer i Golffitness i en lokal forening og i et fitnesscenter. Det har jeg, sammen med Mette Kramer, golftræner i Samsø Golfklub, skrevet en artikel om til Golfmagasinet.

Træningssession med Mette Kramer, Samsø Golfklub

‘I’m a golfer, not a bodybuilder’

… lød Rory McIlroy´s svar til nogle golfkommentatorer, som bekymrede sig over, at han tilbragte lige rigeligt med tid med tunge vægte i fitnesscentret. Golfeksperter har længe spekuleret i, om styrketræning i sidste ende skader golfspillet. Du har muligvis fulgt Tiger Woods, som var den første golfer til at inkorporere store mængder vægttræning som en del af sin samlede træningsrutine. Siden 2005 har Tiger mindet mere om en atlet, der med lethed kan tackle igennem som linebacker på et amerikansk fodboldhold i stedet for at trække i en polo og gå på golfbanen. Når kommentatorer vurderer mængden af skader, der ramte Tiger Woods, var det nærliggende at skyde skylde på styrketræning. Årsags- virkningsforhold er blot ikke så lette at fastslå uden grundige analyser. Så inden du med lettelse pakker dit fitnesstøj ud igen, så tyg på denne: Når du svinger en golfkølle, er kraftudviklingen enorm, og hvis dine muskler omkring bækken, mave og lænd ikke er stærke nok, så er risikoen for skader stor. Skal du bekymre dig, så bør bekymringer om din fysisk være dit fokus. Du vil gerne så meget som muligt på golfbanen, nu foråret er på vej, ikke sandt?

Læs resten af artiklen fra Golfmagasinet her:

http://monobuggy.dk/wp-content/uploads/2020/03/GOLFmagasinet-Marts-NR-40-lowres.pdf

Hvordan jeg opdagede, at jeg har ADHD

Da jeg fik diagnosen ADHD, kunne jeg ikke lade være at undre mig over, hvorfor jeg ikke tidligere havde opdaget, at jeg passede perfekt ind i kriterierne for de fire larmende bogstaver. Det tog mange år at nå frem til en erkendelse af netop den diagnose.

It´s time to Neurospiceupyourlife – and it´s about damn time!

I 2022 fik jeg nogle afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg har ADHD, og det er den type, der har et ”G” foran. Jeg har nemlig galoperende ADHD. Jeg er sendiagnosticeret og nåede at fylde flotte 55 år, før der lå en udredningsrapport med tilhørende recept på vidunderlig, livsforandrende ADHD-medicin. Selv om jeg stadig er den samme person, er det alligevel et afgørende lag i min selvforståelse og identitet. Jeg er kvinde, jeg er midaldrende, og jeg er neurodivergent. Jeg foretrækker at bruge betegnelsen neurospicy, for det er der mere swung over. Ordet fungerer samtidig som et billede på, at jeg ønsker at leve livet stærkt på trods af en diagnose. Jeg er optaget af at undersøge, hvordan jeg kan anvende mine styrker og komme omkring mine udfordringer i bestræbelserne på at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Der skal fart på, jeg vil skabe, udvikle og gøre en forskel for andre – og ikke mindst vil jeg have det sjovt imens. ADHD påvirker på godt og ondt de fleste aspekter i mit liv; mine relationer, mine interesser, mit arbejdsliv, mit helbred. Derfor vil jeg i denne blog brede mig over mange emner og jeg garanterer, at det stikker af i alle retninger – præcist som jeg selv gør, og som mine samtaler med andre har det med at gøre. Så spænd sikkerhedsselen og tag med mig på en tur med mange afstikkere, og ikke mindst, lad dig inspirere i disciplinen neurospiceupyourlife.

Hvordan det lykkedes mig at leve nærmest et helt liv, før tiøren faldt, er mig stadig en gåde. Jeg er textbook classic ADHD, men hverken jeg selv eller mine omgivelser havde samlet puslespilsbrikkerne. Eller måske var jeg faktisk den eneste, der ikke havde fået øje på det helt åbenlyse. Da jeg fortalte om ADHD-diagnosen, blev jeg uden undtagelse mødt med et ”det kunne jeg da godt have fortalt dig” – men det var der ingen, der gjorde. Først i 2018 nævnte min fysioterapeut som en sidebemærkning, at jeg nok burde testes for ADHD. Jeg blev rasende. Rasende!! ADHD? Pfffff!

Jeg har dog altid haft en mistanke om, at der var noget helt galt med mig. Under mit psykologistudie på Aarhus Universitet, var jeg fast besluttet på at finde en diagnose og en forklaring på min anderledeshed. Jeg var ekstra opmærksom i faget ”Klinisk psykologi”, hvor diagnosekriterier havde min fulde opmærksomhed. Jeg havde længe mistænkt, at der kunne være tale om personlighedsforstyrrelsen Borderline, da kaos og impulsivitet var kendetegnende for mit liv. Men der var alligevel en del i diagnosekriterierne, der ikke stemte overens med mine oplevelser. Så fik jeg den skrækkelige tanke, at jeg kunne have en dyssocial personlighedsstruktur, bedre kendt som psykopati. Mine følelser var anderledes end andres, jeg brugte charme og manipulation til at få min vilje, og jeg løb flere risici, end godt var. Men psykopat alligevel? Heldigvis kunne jeg hurtigt aflive den mistanke, for samvittighed og empati er jeg i overflod i besiddelse af. Ikke på noget tidspunkt i gennemgangen af autisme-spektret genkendte jeg symptomerne. Vi så endda en film, som var klippet på en særlig måde for at illustrere, hvordan verden opleves af én, som ikke kan filtrere lyde og indtryk, og derfor har en hjerne, der er på overarbejde. Som min hjerne har været altid. Men intet vækkede genklang, muligvis fordi det handlede om små drenge med indlæringsvanskeligheder, og som, jeg syntes, var møgirriterende. Jeg var jo i stand til at lære og fungere med job og studier, og jeg var kun middelsvært irriterende.

Ikke før fyssen placerede en mental post-it-note direkte i min bevidsthed, kom jeg på sporet.  Min lyserøde hjerne opfangede alt, der handlede om ADHD, og pludselig så jeg artikler og indlæg om ADHD alle vegne. Jo mere jeg læste, jo mere gav det mening at jeg kunne have ADHD.

En dag læste jeg om en kvinde, der selv var psykolog, og som sent i livet var blevet diagnosticeret. Den artikel beskrev nogle udfordringer og et liv, som var identisk med mit. Jeg måtte overgive mig og erkende, at det nok var ADHD, jeg havde danset med hele mit liv. Herefter fulgte nogle år med at undersøge og blive klogere på opmærksomhedsforstyrrelser.

Da jeg først fordybede mig i emnet, blev det tydeligt, hvor meget af vores italesættelse af og viden om ADHD tager udgangspunkt i drenge og mænd. Det viser sig, at symptomer er anderledes hos piger og kvinder, og at diagnosen ofte overses hos piger og kvinder, præcist som i mit tilfælde. Det betyder, at færre piger og kvinder får diagnosen, og at diagnosen først stilles senere end det er tilfældet hos drenge. Men jeg opdagede også, at der er en stigende bevidsthed om kønsbias i forskningen, og der findes et stigende antal udgivelser omhandlende kvinder og ADHD. Dog var den mest værdifulde opdagelse, ud over artikler og vidunderlige podcast om emnet, at der eksisterer flere, lukkede grupper på facebook for kvinder med ADHD. Her fandt jeg et fællesskab at dele erfaringer med og nogle kvinder at spejle mig i. Her delte kvinder oplevelser, sejre og udfordringer, som repræsenterede alt det, jeg havde bøvlet med helt alene i så mange år. Det var aha-oplevelse på aha-oplevelse, og som en opdagelsesrejsende udforskede jeg nye områder. Alle mine særheder, underlige præferencer og ting, jeg er sensitiv i forhold til, var en del af andre kvinders narrativer. Ting, jeg aldrig havde fortalt en levende sjæl, kunne jeg dykke ned i og grine af via andre kvinders ofte morsomme fortællinger om at være anderledes. Alt, fra det faktum at jeg ikke kan drikke vand og hader at tage bad, at jeg ikke kan tåle tøj af uld, ikke kan tage mig sammen til at ringe til nogen eller besvare telefonopkald, ingen retningssans har, taber ting og går ind i ting konstant, til daglige mentale burnouts, viste sig at være helt almindeligt blandt neurodiverse. Halleluja, jeg er en helt almindelig opmærksomhedsforstyrret kvinde, og ikke som jeg havde troet, et uintelligent, dovent og dårligt menneske. Hvilken lettelse. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor meget det ændrede mine konstante negative tanker om mig selv.

Efter at have fået adgang til en stor gruppe kvinders meget blandede erfaringer med medicin, indså jeg, at der måtte et udredningsforløb til for at få afprøvet om medicinsk behandling var en del af vejen mod et bedre liv. Jeg opsøgte egen læge, som henviste mig til udredning i psykiatrien. Henvisningen blev afvist, da der manglede ressourcer i psykiatrien. Men jeg skulle være velkommen til selv at kontakte en privat psykiater med aftale med det offentlige, så det gjorde jeg. Det var over 3 års ventetid. 3 år. Jeg var efterhånden ivrig efter at komme i gang med en udredning, så 3 år føltes som en evighed. Jeg var på det tidspunkt ansat i et lederjob i en organisation, der var i økonomisk krise, og hverdagen var stressende og utryg. Jeg kæmpede med negative tanker, der tog mit fokus, og jeg lå om natten og ruminerede. Et destruktivt tankemylder og en enorm kropslig uro påvirkede min trivsel negativt, og jeg genkendte både de mentale og fysiske reaktioner fra tidligere pressede arbejdsperioder i min lederkarriere, men jeg var ikke i stand til at stoppe den nedadgående spiral. Men i modsætning til tidligere, var jeg nu klar over at mine reaktioner havde en årsag, og at der kunne gøres noget. Jeg var ikke i tvivl om at der skulle noget nyt til, for at jeg kunne få mit liv til at fungere. Jeg havde brug for hjælp omgående.

Hos private psykiatriske klinikker kan man være privat kunde, og dermed komme udenom henvisninger og ventelister, der bliver længere og længere. Den mulighed var jeg heldigvis så privilegeret, at jeg kunne benytte mig af. Jeg var i stand til at finde pengene af egen lomme til betaling for et udredningsforløb. Jeg fik anbefalet Hejmdal Privathospital, kontaktede dem og blev indkaldt til en vurderende samtale. Her skulle det afklares, om der var behov for yderligere udredning og behandling. Det var der. Et udredningsforløb blev sammensat. Udredningen tog knapt et halvt år, og hvad det lærte mig, er temaet for et selvstændigt indlæg. Forløbet var nemlig både en vej til en diagnose og medicin men også en vigtig læringsproces.