Et udredningsforløb for ADHD på Hejmdal Privathospital

Jeg fik et hint

I 2018 kom jeg på sporet af, at jeg nok ikke var et mærkeligt menneske, men at jeg havde en diagnose inden for det, der kaldes neuropsykologiske lidelser.  En fysioterapeut sendte mig i den rigtige retning. Han anvendte nok denne tilgang til ADHD-diagnostik:

Jeg observerer, hvor mange blå mærker, patienten har, efter konstant at gå ind i borde, stole og andre ting i omgivelserne.  

Min krop er dækket af et væg-til-væg-tæppe af blå mærker. Jeg er ”fumler-tumler”, men med et spektrum af normalitet, der har gjort det muligt at dyrke sport på et højt plan. Jeg er på en eller anden måde lykkedes med at kompensere for dårlig balance, for fejlvurdering af afstande og kraftindsats. Jeg taber ting konstant, og jeg falder ofte. Jeg bliver let køresyg, flyvesyg og søsyg. Finmotorisk er jeg helt tabt. Jeg kan ikke tegne, skrive, tråde en nål eller knappe skjorten med de små knapper. En fysioterapeut lagde to og to sammen, og forklarede om den motoriske udviklingsforstyrrelse dyspraksi, som ofte forekommer sammen med ADHD. ”Havde jeg tænkt over, om jeg kunne have ADHD?”.  Jeg blev rødglødende af raseri, og som en drage åbnede jeg munden og spyede ild. Herefter smækkede jeg døren lidt for voldsomt og faldt over dørtrinnet på vej ud af klinikken. Da ilden var slukket, og vreden dampet af, kastede jeg mig over artikler om ADHD hos piger/kvinder. OMG! How could I not see?

Jeg havde overset alle tegn

Der havde været mange tegn på, at jeg havde ADHD, som ingen havde opfanget eller forbundet med en opmærksomhedsforstyrrelse. Jeg har de klassiske symptomer som hyperaktivitet, opmærksomhedsvanskeligheder, risikosøgning og impulsivitet. Men jeg har været god til at kompensere for og cope med symptomerne, og er derfor fløjet under radaren. Meget af min skoletid gik med at dagdrømme og zoome ud, når det var nødvendigt at sidde stille. Jeg tiltrak derfor ikke så meget opmærksomhed som de ukoncentrerede drenge med samme symptomer. Derfor skulle jeg nå at fejre fødselsdag hele 50 gange, før nogen fik mig overbevist om, at jeg havde brug for et udredningsforløb.

Min søn sendte mig for nylig et billede fra skadestuen på Skejby Sygehus. En læge lagde gips på hans arm. Igen. Han brækkede armen første gang som etårig, og utallige er de gange, jeg har været på skadestuen med ham. Min mand og jeg for nærmest i rutefart til skadestuen, da han var barn, og ofte måtte vi hente ham i børnehaven, fordi han var kommet til skade på legepladsen. Jeg tilskrev alle hans uheld det faktum, at han var lidt vild. Jeg antog nok, at han passede ned i kulturnormens kasse for ”en rigtig dreng”. Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu om dyspraksi som komorbiditet til ADHD, var han måske kommet i udredning tidligere. Det er history repeating itself, også han er fløjet under radaren. Ingen pædagoger, læger eller lærere har fanget hans diagnose, og først, da jeg var blevet udredt, henviste lægen ham til udredning for ADHD. Nu venter han i et system, der tilbyder 70 ugers ventetid.

Hvordan foregår en henvisning?

Har du symptomer på en eller flere psykiske lidelser, kan du via din egen læge blive henvist til en udredning. Udredningen har som mål at afdække dit behov for behandling og for støtte i din samlede livssituation. Forløbet begynder hos egen læge, som udformer en henvisning. Henvisningen indeholder information om symptomer, udfordringer og disses oplevede sværhedsgrader; altså information om i hvor høj grad dine symptomer påvirker din samlede livssituation. Herudover skal der være en beskrivelse af ”sygdomsforløbet”, af eventuelt tidligere behandlingsforløb, af sociale forhold som familierelationer, arbejds- og uddannelsesforhold, samt en afklaring af nuværende eller tidligere misbrug. Lægen foreslår muligvis en diagnose, og henvisningen sendes til Psykiatrien. For at sikre, at du sendes videre til udredning, skal du forberede dig grundigt. Dine symptomer og udfordringer skal bøjes i neon og være eksplicitte for dig. Det betyder i praksis, at du meget præcist skal kunne redegøre for de symptomer, du oplever, og for måden de påvirker dit liv. Det gælder ikke kun i forhold til din nuværende livssituation, men også din barndom kommer i spil. Flere psykiatere hænger fast i et diagnosekriterium, hvor symptomer skal have vist sig fra ca. 7 år alderen. Tal derfor med mennesker, der har kendt dig som barn, for at få et overblik. I USA og England afviger psykiatere fra den antagelse, at symptomer skal være presente fra barndommen. Især for kvinder giver dette god mening, da ADHD er østrogenafhængig. Mange piger/kvinder oplever, at deres symptomer ændrer sig i puberteten og i forbindelse med menopausen. Begge er overgange, hvor østrogenproduktionen ændres, og dette påvirker symptombilledet. Læs mere, f.eks. her:

https://www.additudemag.com/women-hormones-and-adhd/)

Jo bedre forberedt, du er til henvisningssamtalen med din egen læge, jo bedre kan Psykiatriens Visitation vurdere dit behov for udredning, og jo hurtigere vil du blive henvist. I tilfælde af, at der mangler relevante oplysninger, vil Psykiatrien afvise henvisningen og bede om uddybning. Det forsinker din opstart. Når alle oplysninger vurderes at være fyldestgørende, modtager du få svar på, hvornår du kan forvente, at forløbet starter. Og her har vi den største udfordring. Psykiatrien er presset, og der er lang ventetid. Så hav den store tålmodighed klar. Tålmodighed er min mindste kompetence. Tålmodighed er en udfordring for en impulsstyret ADHDér som mig. Min henvisning blev i første omgang afvist hos visitationen. Da jeg flere uger efter min konsultation ikke havde modtaget svar, kontaktede jeg lægen. Han fortalte, at henvisningen var afvist hos den offentlige Psykiatri. Jeg kunne i stedet kontakte en privatpraktiserende psykiater med aftale med det offentlige sundhedsvæsen, hvilket vil sige en psykiater med ydernummer. En privatpraktiserende psykiater er en selvstændig speciallæge med egen klinik. Med en henvisning fra din læge i hånden er behandlingen gratis, på samme måde som ved behandling på et distriktspsykiatrisk center.

Forbandede ventetid

Så langt så godt. Jeg kontaktede private psykiatere i området og blev præsenteret for meget lange ventetider. Ofte var klinikkernes ventetider oplyst på hjemmesiden, men når jeg ringede for at booke en tid, var der i praksis meget længere ventetid. Jeg fik den mistanke, at gamle damer kommer bagerst i køen til fordel for børn og unge. Det ville fra et samfundssyn give god mening at prioritere børn og unge frem for gamle damer, men fra en egoistisk synsvinkel var det ret frustrerende. Jeg kontaktede patientrådgivningen, og blev her bekræftet i, at de vejledende ventetider netop er vejledende. De fandt nogle klinikker med en kortere ventetid, men jeg havde en hverdag, der skulle gå op. Jeg kunne ikke gennemføre et forløb hos en psykiater i Nordsjælland, når jeg boede på Samsø og arbejdede i Aalborg.

Har du penge, kan du få

Har du penge eller en sundhedsforsikring, kan du komme udenom ventelister og blive udredt for neuropsykologiske lidelser hos en privatpraktiserende psykiater. Har du ingen, må du altså vente i evigheder. Jeg fik en tid hos en privat psykiater med ydernummer i Nordjylland og knapt 3 års ventetid. Som månederne gik, blev mine frustrationer større. Nu, jeg endelig var på sporet af årsagen til min anderledeshed, kunne jeg ikke vente med at komme i behandling. Jeg var klar til at skrive en check, spørgsmålet var blot, hvad jeg skulle betale for at slippe for ventetid. En bekendt med viden på området anbefalede Hejmdal Privathospital, som har afdelinger i flere byer. Jeg kontaktede dem, men også her var ventetid. Jeg skrev en desperat mail om mine udfordringer og akutte behov for en udredning, og blev til min store glæde presset ind i deres kalender til en vurderende samtale.

Inden jeg kontaktede Hejmdal, havde jeg orienteret mig på hjemmesiden, men kunne ikke overskue forløbets omfang og pris. Derfor ringede jeg til en sekretær og fik en forklaring. Alle forløb på Hejmdal starter med en vurderende samtale, hvor det afgøres, om der er brug for yderligere hjælp. Efter den vurderende samtale kan privathospitalet skræddersy et forløb til den enkelte. Et udredningsforløb består af flere moduler, men nogle moduler vil være mere relevante end andre, derfor foretages individuelle vurderinger. Priser for modulerne fremgår af Hejmdals hjemmeside.  Her er et Link til Hejmdals priser og ydelser:

https://hejmdal.dk/praktisk-information/priser-og-ydelser

Den vurderende samtale

Fuld af antienergi, og forberedt på at blive afvist, mødte jeg op til en vurderende samtale. Det var klinikchef Ulrik Falentin Sund, der stod klar til at tage imod mig. Når jeg er nervøs, er mine ADHD-symptomer svære at maskere, og vi var ikke langt inde i samtalen, før Ulrik bekræftede, at det nok var en ADHD-diagnose, vi skulle kigge nærmere på. ”Medmindre du er en virkeligt god skuespiller, så er der vist ikke så meget tvivl”, sagde Ulrik efter at have stillet mig nogle spørgsmål om mit liv, min hverdag og mine udfordringer. Jeg blev mødt overraskende positivt i forhold til mine oplevelser og udfordringer. Psykiateren spurgte til forskellige symptomer, eventuelt misbrug, mine relationer og erfaringer med job. Ulrik mødte mig med tillid og forståelse, og jeg følte, jeg kunne fortælle frit, uden at det ville blive brugt imod mig. ”For at udelukke komorbiditet med andre psykiske lidelser, så skal vi gennem flere test og undersøgelser, inden diagnosen kan stilles”, sagde psykiateren. Således blev mit udredningsforløb skudt i gang.

At blive set, hørt og forstået

”Hos Hejmdal handler det hele om mennesker, der skal høres, forstås, hjælpes og opleve en mærkbar forskel”. Sådan en vision er let for et firma at skrive på hjemmesiden, men ofte sværere at praktisere. I dette tilfælde var det dog præcist det, jeg oplevede. Der var kun et par smuttere, hvor de glemte at indkalde mig til nye test og samtaler, som trak mit forløb lidt ud. Ellers oplevede jeg et engageret, kompetent og empatisk sundhedsfagligt personale, som tog sig af de forskellige moduler af udredningen. Jeg fik to fagpersoner tilknyttet, hvoraf den ene var ansvarlig for forløbet. På baggrund af den indledende samtale, blev jeg forelagt et forløb for udredning, som jeg skulle acceptere skriftligt og betale for. Jeg havde til hvert besøg på Hejmdal Privathospital en oplevelse af, at alle de fagpersoner, jeg kom i kontakt med, var grundigt inde i min sag og kendte til resultater af de moduler og test, jeg havde gennemført. Det betød, at jeg slap for at bruge energi på at forklare og redegøre, og at vi kunne fokusere på de undersøgelser, jeg skulle igennem for en afklaring af en diagnose. Jeg oplevede et fagpersonale med overraskende stort overskud og empati. Psykiateren udtrykte efter en samtale oprigtig medfølelse med de vanskeligheder, mit liv havde budt mig som følge af en ubehandlet ADHD. Da kom jeg til at græde en lille smule. På intet tidspunkt i udredningen følte jeg mig forkert og besværlig, og ingen stillede spørgsmål ved min oplevelse af Verden og af mig selv. Ingen bad mig dæmpe mig eller sidde stille, ingen lod til at synes, jeg var for meget. There is a first time for everything.

Som nævnt bliver hvert forløb skræddersyet i forhold til den enkeltes situation og forhold. Det er derfor vanskeligt at give et nøjagtigt bud på, hvad et udredningsforløb og en efterfølgende medicinsk opstart koster. Det er nødvendigt, at gennemføre både en afklarende og en indledende samtale, før den forløbsansvarlige kan sammensætte et samlet forløb. Priser på de enkelte moduler kan ses på de forskellige privathospitalers hjemmesider.

Afklaring af diagnoser

Efter samtaler og diverse test lå diagnosen og blinkede i neon. Som forventet havde alle test og samtaler peget på diagnosen ”F 90.0 Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, ADHD”. I tillæg fik jeg diagnoserne ”Non-organisk søvnrytmeforstyrrelse” og ”Spiseforstyrrelse, uspecificeret”.  Den forløbsansvarlige sendte en redegørelse over forløbet, dets resultater samt en behandlingsplan. Dokumentet blev også sendt til min læge. På trods af, at jeg havde været til stede ved alle samtaler og undersøgelser, var redegørelsen hård kost at fordøje. Det var voldsomt at læse en samlet rapport over alle mine symptomer og udfordringer. Men samtidig var det en lettelse at læse, at flere af mine oplevelser af at være en fiasko, f.eks. i forhold til venskaber og nære relationer, blev forklaret med en ubehandlet ADHD: ”De relationelle vanskeligheder skønnes at være med baggrund i ubehandlet opmærksomhedsforstyrrelse”. Der var altså håb om, at medicinsk og anden behandling ville have en positiv indvirkning på mine fremtidige forsøg på at indgå og vedligeholde tætte relationer. Alt i alt gik jeg fra selve udredningen og til den medicinske opstart fuld af håb og fortrøstning. Jeg havde mødt total opbakning til at være den jeg er, med de styrker og udfordringer, der nu engang følger med, og med troen på en lysere fremtid. ”Du er ung endnu”, sagde min psykiater, ”Du kan sagtens nå at få et godt liv.”

Medicinsk opstart

Da det var slået fast, at jeg opfylder kriterierne for opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD, blev jeg sendt videre til medicinsk behandling. Sammen med udredningsrapporten kom en plan for medicinsk behandling. Inden opstart skulle jeg til et sundhedstjek hos egen læge, og da alt var normalt, skulle jeg starte med laveste dosis af ADHD-medicin. Dosis blev forøget, indtil jeg landede på den rette dosis. Det er trial and error. Jeg havde inden udredningen sat mig grundigt ind i området ADHD-medicin, blandt andet gennem adgang til andre kvinders erfaringer med behandling for ADHD, f.eks. medicin. En gennemgang af personberetninger på grupper som “ADHD for smart ass women” og i lægefaglige artikler viste, at kvinder med min type udfordringer og symptomer trives på præparatet Vivance. I Europa forhandles det under navnet Elvanse. Elvanse er det ene af to typer medicin, dexamfetamin/lisdexamfetamin, som anvendes til behandling af ADHD. Den anden type er methylphenidat, som sælges under navne som Medikinet, Concerta og Ritalin.

At få den rette type medicin

”I Danmark er virkningstoffet methylphenidat førstevalget til behandling af voksne med ADHD”, var svaret, da jeg i samtale med en sygeplejerske om min medicinske opstart foreslog, at jeg skulle behandles med Elvanse. Hun viste mig en tavle med en lang liste over præparater, som ADHD-patienter guides igennem. Her ligger Elvanse allernederst. Årsagen er, at danske psykiatere ikke kan udskrive lisdexamfetamin til en patient, hvis der ønskes tilskud. I tilskudssystemet er det besluttet, at der først kan opnås tilskud til andre typer ADHD-medicin, når methylphenidat er afprøvet. I andre lande er anbefalingerne anderledes. I de europæiske anbefalinger peges på et andet førstevalg end de danske anbefalinger. Flere nyere studier viser, at amfetamin bør være førstevalget til behandling af voksne, mens methylphenidat bør være førstevalget til behandling af børn.

På trods af gode argumenter for en opstart på lisdexamfetamin, blev mit ønske tilbagevist med henvisning til det danske tilskudssystem. Da Elvanse koster over 1000 kr. om måneden, havde jeg ikke andet valg end at takke ja til en recept på Medikinet, altså methylphenidat. Jeg hentede den udskrevne mængde Medikinet og fulgte planen. En tablet om morgen og en fem timer senere. For en person med ADHD er det en udfordring at huske indtag af medicin to gange om dagen. Jeg måtte sætte en alarm, hvilket kan være generende i forhold til job og andre aktiviteter. Al medicin har bivirkninger, og det tilrådes at læse indlægssedlens liste over bivirkninger grundigt. Jeg tjekkede boksen over almindelige bivirkninger af. Fik mundtørhed, kvalme, hovedpine. Efter en uge blev dosis øget. Pludselig fik jeg blodudtrædninger på overkrop og hænder. Voldsomme blodudtrædninger.

Jeg sendte et billede til sygeplejersken, som kontaktede en af hospitalets læger. De bad mig stoppe med medicinen omgående. Jeg modtog herefter en ny recept og en optrapningsplan på præparatet Elvance. Sikke en forskel. Nul bivirkninger og en næsten uforståelig stor effekt i forhold til de symptomer, der har haft den største negative indflydelse på mit liv. Jeg har ikke været rasende siden jeg i november 2022 starter dagen med en pink og blå pille. På Elvanse kan jeg b.a. sidde stille til møder, jeg kan koncentrere mig i længere tid, og jeg har ikke længere en monolog i mit hoved som kværner løs døgnet rundt, om at det jeg ikke kan finde ud af. Jeg har almindelige tanker og balancerede følelsesmæssige reaktioner. Det er livsforandrende.

På egne (velmedicinerede) ben

Det er ikke til at forudsige, om du vil have samme glæde af medicin, og hvilken type medicin, der egner sig til lige netop din ADHD. Men det starter alt sammen hos din læge. Tøv ikke med at tage kontakt for en snak, hvis du har en mistanke. Da jeg havde været på ADHD-medicin en måned, var jeg til en afsluttende samtale hos Louise, den forløbsansvarlige for min udredning. Jeg blev ramt af en følelse, som bedst kan sammenlignes med dengang jeg blev sendt hjem fra barselsafdelingen med en nyfødt: Hvordan havde I forestillet jer, at jeg skulle klare det her selv? Jeg havde i den grad følt mig forstået som den, jeg er og var blevet støttet i og anerkendt for at være netop mig. Nu skulle jeg klare mig i en neurotypisk Verden på egne usikre ben. Jeg var tæt på at give mig til at tude, da jeg forlod klinikken. Men benene viste sig stærkere og mindre vaklende med den rigtige behandling. Livet med en behandlet ADHD har vist sig fra sin positive side. Jeg er ikke blevet et andet menneske, men min dagligdag er blevet lettere og med langt færre konflikter og nedsmeltninger. Det er som sagt livsforandrende.

Let´s neurospice up that life

Det eneste, jeg er ked af i denne proces er, at jeg ikke fik diagnosen som barn/ung. Det kan jeg ikke ændre på, men jeg kan sørge for at resten af mit liv som neurospicy bliver lettere, sjovere og federe. Jeg ved nu uendeligt meget mere om, hvordan min hjerne fungerer, og hvilke rammer, jeg har brug for, for at få et godt liv som neurodivergent.

Let´s neurospice up that life.

Kære chef. Skal jeg bestille ”ADHD på jobbet” til dig, eller klarer du det selv?

En neurodivergent boganmeldelse

Jeg har læst en bog. Hele bogen. Grundigt. Det er usædvanligt. Jeg læser bøger, som jeg synger julesalmer: De 3 første vers og det sidste. Ofte begynder jeg med slutningen, for jeg er impulsiv og dårlig til behovsudsættelse. Jeg må straks vide, om det er butleren, der er morderen. Når det kommer til et fagligt pensum, har jeg udviklet en lynhurtig skimmeteknik, hvor min hjerne fanger pointer, så jeg kan gå til eksamen og få 12. Hvis du spørger mig dagen efter, har jeg nul erindring om det læste. I min ADHD-udredningsrapport kaldes det overfladelæring. Det er en disciplin, jeg er olympisk mester i.

Men jeg har læst en hel bog. På to dage. Grundigt. Det hele peger tilbage til en kronik, jeg skrev i april. Den blev sendt til redaktionen præcist et halvt år efter, jeg var blevet fyret fra et job. Kronikken tog udgangspunkt i mit eget bøvl med at fungere på arbejdsmarkedet med en psykiatrisk diagnose. Den var mit bud på, hvad arbejdspladser kan gøre for at sikre, at sådan nogle som mig kan trives på job. Politiken bragte den i papirudgaven mandag d. 14. august 2023.

Forlaget sendte mig en bog til anmeldelse

Samme dag fik jeg en mail fra forlaget Pressto. De takkede mig for kronikken, og spurgte om de måtte sende mig bogen ”ADHD på jobbet”. Bogen var sat til udgivelse 4 dage efter, min kronik blev udgivet. Hvilket sammentræf. Vi aftalte, at jeg skulle anmelde bogen på min blog, Neurospiceupyourlife.dk. Først bagefter gik det op for mig, at jeg i begejstringens øjeblik havde overset en åbenlys udfordring. For at anmelde en bog, er man nødt til at læse den.

Vi tager lige en reklamepause

Har du ADHD, er dit fokus i dette moment rettet mod min tekst. Men inden du når slutningen, er du med garanti blevet distraheret. På en eller anden måde er du endt på Youtube med nogle videoer af papegøjer, der kan danse. Read my lips: Læg anmeldelsen fra dig NU. Gå på nettet og få bestilt ”ADHD på jobbet”. Du kommer ikke til at fortryde. Jeg lover, du kan læse den. Hvorfor du både kan og skal læse denne bog, vender jeg tilbage til. Hvis du altså stadig hænger på og ikke næsten er lykkedes med at sætte en kande kaffe over, mens du har en ny fed sang på repeat. Er du her stadig? Så lad os komme i gang.

En begejstret anmelder

Som med krimier er det en god idé at tage turen over sundet. ”ADHD på jobbet” er skrevet af et svensk makkerpar; overlæge i psykiatri Lotta Borg Skoglund og psykolog Martina Nelson. Bogen har undertitlen ”Hjernen, udfordringerne og strategierne”. Arghhhh! Sig ordet strategi og jeg bliver træt. Automatreaktionen var dog skudt helt forbi, for i bogen tages jeg blidt i hånden og guides på bedste vis til vigtige forandringer i mit arbejdsliv.

Bogen kommer med en hidsigt rød forside, som stædigt kalder på opmærksomhed. Som den røde knap på panelet i elevatoren, den risikosøgende del af mig, altid vil have mig til at trykke på: Come on Bea, push the red button. Det er nok ikke et tilfældigt valg med den forside. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at ignorere bogen over flere dage, men den kaldte så rødt og højlydt på mig, at jeg måtte give op. I pushed the red button. Jeg slugte den med stor iver. Du får slutningen på anmeldelsen først: Jeg er svært begejstret.

Jeg sværger ved begge mine børns liv. Jeg havde ikke læst bogen eller andet fra de to forfattere, inden jeg skrev min kronik. Det skulle man ellers tro. Det er de samme pointer, enslydende fortællinger og beskrivelser af hvor hårdt, man kæmper, når man har fire særlige bogstaver med på arbejde. Mine råd, personlige erfaringer og holdninger spejles og uddybes gennem bogens 350 letlæste sider. Det gør det svært for mig at være meget kritisk. Nu er du advaret. Men hvor min kronik udelukkende bygger på egne oplevelser på et dansk arbejdsmarked, tager bogen udgangspunkt i solid forskning suppleret med relaterbare, personlige beretninger og eksempler.

Starten på et nyt og bedre arbejdsliv

Bogen giver dig en livsforandrende indsigt i dine udfordringer på arbejdspladsen. Den indeholder evidensbaserede forklaringer på, hvorfor du kæmper så hårdt, og hvorfor dine arbejdsdage er så inkonsistente. Du kender sikkert de tre forskellige typer af arbejdsdage: 1) du får intet udrettet, 2) du får fire timers arbejde fra hånden fra morgenstunden og går herefter i stå, eller 3) du får 40 timers arbejde klaret på dine 8 timer på kontoret, hvorefter du brænder sammen og må sove i 48 timer. Du kender måske også til at skifte job ofte. ”ADHD på jobbet” kan vise sig at være starten på dit ændrede arbejdsliv. Der er nemlig hjælp at hente i bogen. Forfatterne kommer konkrete bud på, hvad du og din chef kan gøre ved dit svingende energiniveau og din inkonsistente produktivitet. Det bør du og din chef have en stærk interesse i. Så du kan trives på job, og måske mindske trangen til at skifte job. Både du og jeg har erfaret, at nissen altid flytter med.

En ADHD-læsevenlig bog

Allerede fra første side fremgår det, at der er tænkt over, at personer med ADHD skal læse bogen. En pointe fra min kronik er, at skrifttype og -størrelse i skriftlig kommunikation har betydning, hvis alle medarbejdere skal tilgodeses på en arbejdsplads. Det er bogen et godt eksempel på. Den er sat ADHD-venligt op i forhold til skrifttype, -størrelse, linjeafstand og sætningslængde. Som neurodivergent læser føler jeg mig mødt og forstået i min udfordring med at fastholde opmærksomhed på tekst. 350 sider kan lyde af meget for en læseudfordret. Men bare rolig. You got this. Den korte sætningslængde, faktabokse og tips og tricks-bokse sat op med lys grå baggrund og med relaterbare personlige beretninger i kursiv, gør at du ikke taber fokus. Jeg sammenlignede bogens opsætning og form mod nogle fagbøger fra min boghylde. Den var god nok, what a difference this book makes.

Har du mødt en med ADHD….

Bogen bekræfter tesen, at har du mødt en person med ADHD, har du mødt én person med ADHD. ADHD kommer til udtryk på mange måder, og derfor findes der ikke generiske løsninger, der kan sikre trivsel på job. Bogens pointe er, at du skal lære ”din unikke ADHD” at kende, før du i et tæt samarbejde med din arbejdsplads kan foretage de nødvendige tilpasninger og justeringer for de temaer og emner, der er på spil ved netop din ADHD. Bogens 15 kapitler beskæftiger sig med de temaer, der især påvirker arbejdslivet for én med ADHD. Kapitlerne kommer bl.a. omkring ADHD som diagnose, koncentration og opmærksomhed, følelser, relationer og hormoner, skærmafhængighed, negative selvfortællinger, et historisk perspektiv på ADHD samt hvilke livsstilsfaktorer, du kan optimere for et mere bæredygtigt liv med ADHD. Hvert kapitel indeholder en gennemgang af et tema, forankret i nyeste forskning på området. Temaer suppleres og forklares gennem klienthistorier fra de to forfatteres praksis. Klienthistorierne bidrager med en værdifuld indsigt i, hvordan det opleves at have ADHD. Som ansat med ADHD er historierne relaterbare og demonstrerer, at du ikke er alene om dine oplevelser. For chefer bidrager de med viden om, hvilke behov en ansat med ADHD kan have for tilpasninger af arbejdsforhold med udgangspunkt i nogle konkrete vanskeligheder. Undervejs i kapitlerne gives gode råd og tips til at arbejde med vanskeligheder med f.eks. relationer, at balancere energi og at opnå bedre søvn. Du får dermed både viden og indsigt samt metoder til at arbejde med dine udfordringer og grundlæggende antagelser. I slutningen af hvert kapitel findes konkrete og implementerbare råd til chefer, der leder ansatte med ADHD. Arbejdsspørgsmålene er overkommelige, forslag til tilpasninger af arbejdsmiljøet er relevante og fornuftige. Nu er det op til dig at komme i gang med at bruge bogen. Uanset om du er chef eller ansat med ADHD. Sæt i gang.

ADHD har som sagt mange udtryk. Derfor er nogle kapitler mere relevante for min unikke ADHD end andre. Det samme gælder klienthistorierne. Nogle er identiske med mine oplevelser, mens der er beskrivelser, jeg slet ikke kan genkende. Styrken ved klienthistorierne er i min optik, at de er skrevet i et personligt sprog, og på en måde, så jeg kan mærke den enkeltes smerte helt ind i knoglerne. Også selv om oplevelsen ligger langt fra min ADHD-livsverden. Bogens store force, som den vurderes af én som mig med en opmærksomhedsforstyrrelse, er, at den veksler mellem teoretisk gennemgang, forklaringer, klienthistorier og reflektions- og arbejdsspørgsmål. Min opmærksomhed og interesse fastholdes fra start til slut, en oplevelse jeg håber, du vil dele, når du sidder med bogen i hånden.

Mine kritikpunkter

Jeg har varedeklareret min begejstring. Denne bog er et must på alle boghylder i danske stuer og i alle virksomheder. De fleste kender én med ADHD, og bogen kan hjælpe dig med at hjælpe én med ADHD. Køb den. Men naturligvis er der noget i bogen, som byder mig imod. Bogen henvender sig til to målgrupper; voksne med ADHD, der bøvler med arbejdslivet og chefer, der ønsker at forbedre arbejdsmiljøet for ansatte med ADHD. Først blev jeg lidt irriteret over de to kategorier, mest fordi jeg endnu en gang faldt uden for. The story of my life. Jeg er altid the odd one out. I denne sammenhæng fordi jeg gennem 20 år har været chef med ADHD. Den udfordring adresseres ikke i bogen. Jeg forestiller mig ikke, at der ligger en fordom bag, som udsiger at man ikke kan blive chef, hvis man har ADHD. Det ville ligge langt fra de to forfattere tilgang til emnet. Men der er nok flere ansatte med ADHD og chefer for disse ansatte, end der er chefer med ADHD. Det giver derfor god mening af fokusere på de to målgrupper. Jeg må selv skrive bogen ”ADHD på chefjobbet”.

Er ADHD et handicap?

Det næste, der støder mig, er anvendelsen af begrebet handicap i forhold til ADHD-diagnosen. Jeg er fuldt bevidst om, at ADHD defineres som en langvarig funktionsnedsættelse, og derved opfylder kriterierne i definitionen af et handicap. Forfatterne forholder sig kritisk til den alternative italesættelse af ADHD som en ”Superpower”. Det er jeg som sådan enig i, men jeg har alligevel en oplevelse af, at mine største succeser er skabt på baggrund af min krøllede ADHD-hjerne. Har min ADHD-diagnose gjort mit liv udfordrende: JA. Ville jeg bytte hjerne med en neurotypisk medsøster, hvis det var muligt: NEJ. Jeg tænker ikke på min ADHD som et handicap, men som en medfødt tilstand, en genvariation der gør, at min hjerne fungerer anderledes end hos neurotypiske. Som min psykiater sagde, da han efter udredningen sendte mig ud i Verden med nye selvindsigter, ny medicin og nyt håb: ”Det er ikke din ADHD, der i sig selv udgør et problem. Det er det faktum, at du skal fungere i en verden til og for neurotypiske.”. Her går forfatterne og undertegnede hånd i hånd mod solnedgangen: Tiden er kommet, hvor diversitet og inklusion må i fokus. I stedet for at bede ansatte med diagnoser om at tilpasse sig, og forlange at de prøver lidt mere og lidt bedre, så peger pilen på nødvendigheden af at udbrede kendskabet til denne type ansattes udfordringer og styrker, og at tilpasse arbejdsmiljøet hertil. Arbejdspladserne har brug for diversitet. Forfatterne argumenterer for, at forskellighed i tilgang til opgaveløsning er en fordel for virksomhederne, og at det kan ses på bundlinjen. Det er trods alt så vigtig en pointe, at jeg kan leve med ordet handicap. Men tro mig, det gippede i mig, hver gang ordet blev nævnt i en sætning.

Vi må hjælpes ad

En sidste anke kommer her. Hvor ville jeg ønske, at kapitlet om kønsroller på arbejdspladsen havde fået tildelt mere plads end de 7 sider, der er tilfældet. Forfatterne formidler det synspunkt, at vi som samfund behandler mænd og kvinder forskelligt. ”Det ser ud til, at der på mange arbejdspladser stadig er ret forskellige forventninger til mænd og kvinder. Kan det være, at vi stadig- ubevidst- synes, at en kvinde, der laver fejl, er mindre kompetent, mens en mand, der er skødesløs, misser en aftale eller kommer for sent, er mere undskyldt?”. Kønsroller på jobbet i relation til ADHD er for vigtigt et emne til at blive foldet ud på 7 sider ud af 334. Jeg har ikke data til at understøtte det, men jeg tror, kvinder med ADHD kæmper en større kamp end deres mandlige kolleger, og oftere falder udenfor arbejdsmarkedet. Reaktionerne på min kronik understøtter dette. I dagene og ugerne efter udgivelsen, blev jeg lagt ned af henvendelser. Fra voksne kvinder. Min indbakke flød over med henvendelser fra kvinder, der delte min oplevelse af at fejle på arbejdsmarkedet. Jeg lagde øre til frustrationer og hjerteskærende beskrivelser. Mange efterspurgte diskrete netværk for sendiagnosticerede kvinder, og flere beskrev, hvordan de mistænkte en ADHD-diagnose, men ikke turde gå til egen læge af bekymring for konsekvenserne af at blive udstyret med en diagnose. Ingen af de kvinder, jeg skrev med efterfølgende, er stået offentligt frem med deres diagnose eller mistanke om samme. Der eksisterer tilsyneladende en udbredt frygt for at blive stigmatiseret, hvis det bliver kendt, at man har en psykiatrisk diagnose. Sådan bør det ikke være. Det skal vi hjælpe hinanden med at ændre. Start med at læse ”ADHD på jobbet”, uanset om du er ansat med ADHD, chef for ansatte med ADHD eller, nå ja, chef med ADHD.

”ADHD på jobbet” er en vanvittigt vigtig bog.

Ramt af min egen kronik

Indrømmet. Der har været ret stille på bloggen siden april. Jeg blev ramt lige i nakken af en kronik, jeg havde skrevet om neurodiversitet på arbejdsmarkedet. Jeg blev ramt på flere måder; først var der for lidt opmærksomhed og siden for meget opmærksomhed. For lidt og for meget. For meget og for lidt. The story of my ADHD-life.

Hvad med at skrive en kronik?

I april sendte jeg et kronikforslag til Politiken. Det var min erhverscoach, Helene Aalling, der sagde, jeg skulle. Hun mente, jeg skrev så godt, at jeg skulle skrive for nogle af de store medier som Weekendavisen, Politiken m.fl. Jeg gik først i panik. “Det kan jeg da ikke. Dem, der skriver i aviserne, er sådan nogle rigtige akademikere. Jeg er snydeakademiker”, protesterede jeg. Godt nok er jeg helt officielt akademiker og har bestået alle eksaminer der ledte til en titel som cand.scient. Det har blot altid været et issue, at min tilgang til skriftlighed var “forkert”. Hvor jeg selv syntes, der var en tydelig rød tråd i opgaverne, ledte censorer forgæves efter den, og min tilgang til metode fik alle mundvige til at pege nedad. Jeg kan ikke finde ud af at være konsistent, stringent eller systematisk. Når jeg skriver, skal jeg helst have alt med om alt og i alle teoretiske retninger. Jeg har lært at leve med, at jeg er sådan én, der bare ikke kan skrive. Jo jo, facebook-opslag og klummer og den slags, men ikke noget, som skriftligt dannede mennesker orker at beskæftige sig med. Da Helene ville have mig til at skrive til de store aviser, havde jeg derfor en vis modstand. På den anden side var der her et skriftligt dannet menneske, der anerkendte min personlige skrivestil. Jeg skrev en kronik. Den fik titlen “Byder din arbejdsplads krøllede hjerne op til dans?”.

RSD tog min skrivelyst

Mine hænder rystede da jeg sendte mit kronikforslag til redaktionen på Politiken. Der gik en time, så fik jeg en mail.

Jeg gik afmok i begejstring og stolthed over at være blevet vejet og fundet tung nok til Politiken. De kommende uger holdt jeg spændt øje hver dag for at være klar, når min kronik blev udgivet. Ugerne gik og blev til måneder. Da juli oprandt, stoppede jeg med at holde øje. Jeg følte mig SÅ dum. Hvad havde jeg egentlig forventet? Selvfølgelig ville de ikke bringe noget, jeg havde skrevet. Der måtte naturligvis være tale om en fejl i tilbagemelding på min indsendelse. Det værste var, at det fuldstændig tog min skrivelyst. Fra at have skrevet, så der stod flammer ud af mine hænder, tændte jeg ikke min pc en eneste gang. Det giver måske sig selv, at jeg lider voldsom af RSD. Rejection senitivity disphoria. RSD er et gennemgående træk for mennesker med ADHD og ADD. Vi oplever meget stærke, negative følelser og direkte nedsmeltninger, hvis vi bliver mødt med afvisning eller kritik. Jeg er ekstremt følsom overfor kritik, det er en smerte, der opleves som at få et knytnæveslag lige i ansigtet. Der behøver faktisk ikke være tale om en virkelig afvisning, før jeg bliver overvældet af negative følelser. Blot jeg selv oplever eller tolker noget som afvisning, påvirker det mig. Afvisning bliver hurtigt internatliseret som selvkritik. Der er en vis enighed om, at RSD har genetiske og neuroliske årsager, præcist som ADHD og ADD.

At overkomme RSD

Selv om RDS tænkes at have biologiske årsager, kan det dog tænkes, at miljøet har en finger med i spillet. Jeg bærer rundt på smertefulde erfaringer af ikke at kunne leve op til de krav, der eksisterer for akademisk skrivning. På trods af, at jeg har klaret mig over gennemsnittet i uddannelsessammenhæng – som regel ved at hive karakteren betydeligt op i den mundtlige præstation – har oplevelsen af at fejle på den del af akademia gjort mig ekstra sensitiv for afvisning af mit skriftssprog. På trods af at have ligget på briksen hos en psykoterapeut, læst indgående om andres oplevelser af RSD og afprøvet metoder inden for Kognitiv Adfærdsterapi, blev jeg ramt lige i nakken af, hvad jeg troede var en afvisning fra Politiken. Jeg gik skrivekold.

Fra smerte til glæde

Søndag d. 13. august blev jeg kontaktet på flere sociale medier af fremmede mennesker, der takkede mig for min kronik. Således erfarede jeg, at jeg ikke var blevet afvist men blot udsat til august. Søndag blev min kronik lagt på Politiken.dk, og dagen efter var den at læse i den trykte udgave. Jeg blev naturligvis ellevild af glæde, og Gud Jøsses en vild oplevelse at se noget, jeg havde skrevet, smurt ud over to halve sider i Politiken. Som Fugl Fønix genopstod jeg af asken, med fornyet kampgejst og energi. Fra asken til ilden. Da kronikken blev bragt mandag i papirudgaven gik der ild i mine indbakker på alle platforme. Jeg blev lagt ned af opmærksomhed.

Andre blev ramt af det, jeg skrev

Ikke et sekund havde jeg forestillet mig, at nogen ville kontakte mig efter at have læst min kronik. Jeg havde forventet og håbet, at mit netværk ville give mig noget love, og at min mor ville være stolt. Længere end det rakte min forstillingsevne ikke. Jeg er fuldstændig overvældet over omfanget af henvendelser fra især kvinder. Kvinder, der spejler sig i mine oplevelser. Kvinder, som er sygemeldte eller på anden måde står udenfor arbejdsmarkedet efter en årelang kamp med et arbejdsmarked, der ikke er indrettet til neurodivergente. Kvinder, der efterspørger diskrete netværk for kvinder med ADHD – eller med mistanke om samme. Kvinder, hvis børn mistrives i skolen og som må leve med lange ventetider på udredning. Kvinder, der er frusterede og ulykkelige, men som, når vi skriver lange beskeder til hinanden, er fulde af humor og intelligens og virkelyst. Og bare gerne vil have lov at være som de er.

Fra glæde til burnout

Jeg har ikke tal på, hvor mange henvendelser jeg fik. Det var vidunderligt. Lige indtil jeg brændte sammen i et gigantisk “mental burnout”. Min hjerne var “at capacity”. Jeg havde skrevet og skrevet og taget nætter i brug for at følge med. Jeg havde svaret alle, samtidig med at jeg gik på arbejde. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv hed. Bum! Jeg måtte holde en pause, få ro på krop og hoved, og tage et smut til ønskeøen for at lade op. Jeg har nydt hver en besked. Jeg elsker, at så mange har kontaktet mig. Jeg har også erkendt, at jeg gerne må svare: “Jeg vender tilbage til dig senere”, i stedet for at være vågen om natten for at skrive. Men hold nu op nogle oplevelser de her kvinder har givet mig adgang til.

Vi skal ikke hjem, vi skal videre

Reaktionerne på min kronik har bekræftet mig i hvor meget, der er brug for, at nogen råber op om temaet neurodivergens. Hvor er der behov for at få belyst og oplyst om (arbejds)livet med diagnoser. Væk med fordomme og stigmatisering, væk med frygt for konsekvenser ved at gå til lægen med mistanken om ADHD. Vi skal stoppe med at finde os i at blive betegnet som forkerte, for dramatiske og blive beskyldt for at opfatte Verden forkert . Vores hjerne er anderledes, javel, men det gør os ikke forkerte. Tværtimod. Og vi er kommet for at blive. Jeg tager én for holdet og står offentligt frem med min diagnose og mine erfaringer som neurodivergent blandt neurotypiske. Jeg har fundet min indre batman frem og fundet kampgejsten frem. Jeg er klar til kamp. Er du sød at rode i skabet efter din superheltekappe? Og hvis du også lige gider tage den på? Jeg skal bruge dig på mit hold.

Eat Lift Love! – Del 2

I anden del af “Eat Lift Love!” giver jeg mine bedste råd og anbefalinger til bedre sundhed og livskvalitet i menopausen. Især to områder er vigtigt at prioritere, nemlig fysisk aktivitet og kost. Du kommer ikke udenom styrketræning, hvis du vil leve stærkt i midlife og nedbringe risiko for sygdom.

Din guide til bedre sundhed i menopausen

I første del af ”Eat Lift Love!” kridtede jeg banen op for de forandringer, kvinder oplever i forbindelse med menopausen. I denne anden del smider jeg mine bedste overvejelser, anbefalinger og praktiske råd i puljen. Gode råd siger altid mest om dem, der giver dem. Så mine gode råd siger meget om min livsstil og tilgang til min egen sundhed som postmenopausal kvinde. Husk på det, når du læser videre, og tag det, du kan bruge. Der er flere områder, der kan justeres på, men det er min opfattelse, at kost og bevægelse er de to vigtigste indsatsområder for bedre sundhed i menopausen. Først vil jeg dog tænde advarselslamperne for de vigtigste af de risici, der følger med menopausen:

Risikoen for hjerte-kar-sygdomme og osteoporose (knogleskørhed) stiger.

Risikoen for søvnforstyrrelser stiger, det samme gør risikoen for kronisk inflammation.

Din samlede muskelmasse og muskelstyrke falder. Din risiko for sygdom påvirkes af to faktorer; almindelig aldersbetinget tendens til sårbarhed for sygdom og så den faldende mængde østrogen, som giver en øget risiko for blandt andet de ovennævnte tilstande. Det betyder ikke, at du med sikkerhed rammes af sygdom, men lever du længe nok, stiger din risiko. Ændringerne i din krop er resultatet af at have levet længe, og alternativet er ikke at foretrække. Udtrykket ”lev stærkt, dø ung” er stærkt opreklameret. Gå i stedet efter at leve stærkt som gammel. Du kan gøre en del selv for at mindske din risiko, og det vigtigste er, at du ser nærmere på din fysiske aktivitet og din kost. Den gode nyhed er, at du ikke skal vælge hvilken ”lidelse”, du retter din kost og træning mod. Der findes ikke én metode målrettet hjertekarsygdomme og en anden for knoglesygdomme. Det er samme anbefalinger til det hele. Easy!

Små skridt

Du behøver ikke begive dig ud i en 360 graders forandring af dit liv. Du kan gå langt mindre radikalt til værks. Det bedste er, i et roligt tempo, at få etableret bæredygtige vaner. Der er ingen quickfix eller hurtige genveje til bedre sundhed og livskvalitet, uanset hvor meget influencere forsøger at sælge dig produkter, kosttilskud eller forløb a la ”kuren, der giver dig six pack på 6 uger”. Sixpack har i øvrigt intet med sundhed at gøre, men det er et andet indlæg. Vejen til at etablere holdbare vaner starter med et grundigt eftersyn af dine grundlæggende overbevisninger og et realitetstjek af, hvilke strategier, der tidligere har fungeret og ikke fungeret for dig. Du kan sikkert genkende dine handlemønstre og din tilgang til sundhedsprojekter, lur mig om du ikke har været der før. For at sikre succes skal du indlede med at luge ud i dine grundlæggende overbevisninger om, hvad der skal til. Undlad for ambitiøse målsætninger som:

Jeg starter hver morgen med at drikke sellerijuice, hvorefter jeg løber 10 km, begiver mig ud i periodisk faste (intermittent fasting), indtager 3 liter vand, eliminerer sukker, mediterer og spise efter en ketokostplan. Det hele sættes i gang samtidigt, og jeg starter på mandag.

Få langtidsholdbare vaner

Don´t, just don´t. Bestem dig for ændringer, du kan trives med i resten af dit liv, og som er kompatibel med din livsstil. Tag det i små bidder, én vane ad gangen. Bræk det ned. Ideen med vaner er, at de skal blive til netop vaner. Det kræver meget fokus i starten, og det er krævende. Gammel adfærd skal aflæres og ny indlæres. Et eksempel: I stedet for at hælde kogende vand på stempelkanden og lade den trække, mens du scroller dig gennem dit facebbookfeed, skal du fremover lave airsquats, mens kaffen trækker. Det skal du minde dig selv om hver morgen i lang tid. I starter rækker du rutinemæssigt ud efter din telefon. Du skal aktivt stoppe dig selv, lægge telefonen fra dig og gå i gang med squat. Efter et stykke tid tænker du ikke over det længere; din telefon kommer slet ikke med i køkkenet, og antallet af gennemførte squats bliver flere og flere. Du har etableret en ny vane. Tjek ved den målsætning. Ryk videre til næste. Det er en smart strategi at starte med de lavest hængende frugter, for det er vældigt motiverende at lykkes med ændringer. Mislykkes du med etablering af en vane, så tag et kig på dig selv og din proces:

Var målet for ambitiøst?

Passede det ikke ind i resten af familiens liv?

Tog aktiviteten for lang tid?

Manglede du ordentligt udstyr?

Når du har evalueret det mislykkede forsøg på at etablere en vane, kan du eventuelt starte forfra med samme aktivitet men blot i en anden og mere realistisk tilgang, hvor mål, proces og metode er justeret. Fejl er en vej til læring, og du skal fortsætte med at afprøve, fejle, reflektere og justere.

Pernille er keramiker og har lavet disse flag, som jeg bruger, når jeg fejrer mine fejlslagne forsøg. For det er fejlene, jeg lærer af!

Indsatsområde 1: Bevægelse og træning, Lift!

Min indgangsbøn til indsatsområdet bevægelse og træning består af en anbefaling hentet fra øverste hylde, altså det bedste og fineste råd med den tungeste evidens inden for feltet:

Løft vægte!

Det vigtigste for din livskvalitet er din muskelmasse! Det er din muskelstyrke, der skal gøre det muligt at fortsætte med de ting, du elsker. Vandreture i bjergene på Mallorca, dans hele natten til en fest hos gode venner, indkøb, at gå på stige for at hente dit sommertøj ned fra loftet, langrendsski i Norge, vinterbadning. Det kræver sin muskelmasse, men det tænker du måske først på, når det bliver vanskeligt at gennemføre dine yndlingsaktiviteter. Kvinder har i udgangspunktet mindre fysisk formåen end mænd, desto vigtigere er det at passe på muskelmassen. Fitnesscentre burde være pakket med kvinder i fuld gang med at sparke mænd væk fra frivægtsområdet i bestræbelsen på at komme til vægtstængerne. Jeg hører ofte fra kvinder i slut-fyrrerne, at de har planer om at sætte ind med styrketræning, når de for alvor kan mærke nedgang. Men hvorfor vente til forfaldet er fremskredet, når nedgang kan forebygges allerede fra i dag? I et tidligere indlæg ”Påske, tanker om alder og en PR i Squat” har jeg skrevet mere om de forsøg, der har ledt til tesen, at træning kan halvere den aldersbetingede nedgang i muskelstyrke. Find det i arkivet.

Løft tungt, løft ofte

Du skal styrketræne, og du skal gøre det regelmæssigt, helst 2-3 gange om ugen. Du skal fortsætte med det, og der skal vægt på. ”Jamen jeg bryder mig ikke om fitnesscentre”, siger mange kvinder. Du elsker vel ikke ligefrem at tømme opvaskemaskinen, hænge vasketøj op og putte hundelorte i den pose, du har med, vel? Men du gør det alligevel. Fordi det er blevet en vane, og fordi det er en del af dit liv, som bare følger med. Den tilgang kan du med fordel overføre på styrketræning. Jeg lover dig, at efterhånden som du bliver fortrolig med vægtene og oplever styrkemæssig fremgang, så ændres din holdning til det. Men det tager tid. Lang tid. Jeg lover dig, at det er al tiden værd.

Der findes træningscentre kun for kvinder, hvis det er der, skoen trykker. Hvis du med rette synes, det er intimiderende at være nybegynder i et frivægtsområde domineret af mænd, så vælg et andet center. Eller skaf dig en træningsmakker, så I er to kvinder om at gennemføre træningen. Og vid, at ingen holder øje med din træning. De fleste har nok at gøre med at holde styr på sig selv. No one is watching, lift!

Styrketræning har godt fat i unge og voksne i Danmark. Mere end hver tredje dyrker fitnessaktiviteter. Et stigende antal kvinder har opdaget gevinsten ved styrketræning, og de udgør en større og større andel af medlemmerne i centrene. Giv det en chance, hvis det er længe siden, du har styrketrænet. Få hjælp i opstarten af én med viden på området eller køb dig til et personligt træningsforløb. Styrketræning er den absolut vigtigste investering i din sundhed og fremtidige livskvalitet. Hvis ikke det er motivation nok, så ved jeg næsten ikke, hvad jeg mere kan finde på.

Hverdagsbevægelse er nøglen til vægtstabilitet

Øg din NEAT. NEAT står for Non-Exercise Activity Thermogenesis. Det er al den bevægelse, du har i din hverdag, som ikke er træning. Der er tale om alle typer af bevægelse lige fra støvsugning til at tage trappen. Bevægelse kræver energi, og jeg anbefaler, at du fylder så meget bevægelse ind i dit liv som muligt. Det er den bedste metode til at justere vægt eller vedligeholde en stabil vægt, et tema som fylder i menopausale kvinders bevidsthed. NEAT øger din forbrænding væsentligt. Et højt aktivitetsniveau uden for træningscentret kræver mere energi, end du tror. Der er mere at hente på at øge NEAT, end på at indlægge en løbetur på en halv time nogle gange om ugen. Stillesiddende kvinder kan have et dagligt energiforbrug, der er 1000 kalorier lavere end hos kvinder med meget hverdagsbevægelse. En faktor, der ikke er til at overse, hvis du ønsker at balancere din vægt. Det er langt lettere og sundere at tilføje en masse hverdagsbevægelse end at skære ned på dit madindtag. Jo mere mad, du har ”plads til” i dit aktive liv, jo lettere er det at få tilstrækkelige mængder af de vitaminer, mineraler, fibre og andre næringsstoffer, din krop har brug for. Så kom op af den sofa, ud af din bil, væk fra din kontorstol og dyrk mere sex. Gør dit liv besværligt: Sælg din bil, anskaf en cykel, tag trapperne, stå op ved dit skrivebord, planlæg møder som walk and talk og lav din mad fra bunden i stedet for at bestille take away.

Travlt? Mikrotræning er din ven

Du kender udtrykket ”Hvis du ikke kan afsætte tid til træning nu, skal du afsætte tid til sygdom senere”, og du har lyst til at råbe ”så hold dog kæft”. For nogle gange løber livet afsted med os, og vi har travlt. For travlt til at komme afsted til træning eller tage cyklen på arbejde. Hvis ikke perioder med hektisk travlhed afløses af mere rolige perioder, skal du have kigget på din livsstil. Stress og menopause er ikke en god cocktail. Stress kan medføre højt blodtryk, hovedpine, angst og depression og på den lange bane forøge din risiko for et hjerteanfald. Alt sammen tilstande, der i forvejen er højere risiko for i menopausen. Kvinder skal passe særligt på ikke at gennemgå længere perioder med stress. Vi kan ikke tåle det. Hvis du føler, jeg rammer ind i noget, som er aktuelt for i din livssituation, skal du handle på det. Så jeg ikke næste gang stikker fingeren direkte ned i et blødende mavesår, men at dette blot er en løftet pegefinger. Lov mig at få hjælp til at undgå eller håndtere stress. Vi kan alle have perioder med travlhed, uden der nødvendigvis er tale om stress. Med selv i travle tider har du brug for bevægelse, eller måske især i travle tider. Er du tidspresset, kan du med fordel anvende mikrobevægelse. Mange lider af den overbevisning, at fysisk aktivitet kun tæller, hvis det giver en gennemsvedt t-shirt produceret via et træningspas på mindst en time. Det er ikke sandt. Al bevægelse slår ud på sundhedsbarometeret. Med korte træningspas er din chance for succes stor. Meget tyder på, at kortere bevægelsesintervaller er lettere at overskue for de fleste. Du får mest glæde af den fysiske aktivitet, der bliver til noget. Din ven i travle perioder hedder mikrotræning eller mikrobevægelse.

Alle kan finde 10 minutter

Mikrotræning eller mikrobevægelse er korte perioder med fysisk aktivitet, f.eks. en gåtur på 10 minutter. Mikrobevægelse kan foregå i dine pauser, eller det kan udfylde ventetid. De fleste kender til pauser og irriterende ventetid, så hvorfor ikke anvende tiden til noget sundhedsfremmende. Med tre intervaller a´10 minutters mikrobevægelse i løbet af din dag, opfylder du Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet. Prøv at dele dine gåture op i 3×10 minutter, eller udfør 10 minutters hop, airsquats, jumping lunges eller lignende øvelser i løbet af din kontorarbejdsdag. Du kan komme godt fra start hver morgen, når du har hældt kogende vand på stempelkanden. Den skal trække i 4 minutter, og i det tidsrum kan du udføre x antal airsquats. Mulighederne for mikrobevægelse er uendelige. Vær kreativ, leg med det, del det på SoMe, og tag gerne min instagram @neurospiceupyourlife.dk.

Kom op af din stol

Du bør af flere grunde undlade at sidde ned. Din ryg vil takke dig for det, og det samme vil dit lymfesystem, som spiller en væsentlig rolle for dit helbred. Lymfesystemet består af milliarder af hvide bloglegemer, der bekæmper infektioner forårsaget af virus og bakterier. Det nedkæmper kræftceller, reducerer inflammation og fjerner via lymfevæsken de affaldsstoffer, der løbende akkumuleres i kroppen. Hello detox! Lymfesystemet er afhængigt af kroppens bevægelser. Lymfesystemet har ikke sin egen pumpe, lymfevæsken presses rundt i kroppen af kroppens bevægelser. Dine muskler, kroppens bevægeapparat, spiller således en afgørende rolle for din sundhed og dit immunforsvar. Hvis du sidder for meget ned, sætter du lymfesystemets arbejde ud af spil og er dermed mindre beskyttet mod kræft. Så hold dig i bevægelse dagen lang. Har du et stillesiddende job, så sørg for hyppige afbrydelser, rejs dig og gå lidt rundt. Det stillesiddende arbejde er kontraproduktivt for dit helbred. Bevæg dig, og bevæg dig på så mange måder som muligt.

Få dig en ny, aktiv hobby

Al bevægelse er bedre end ingen bevægelse, og den bedste bevægelse og træning er som nævnt den, der bliver til noget. Vi drives til adfærd og handling af forskellige motiver. De fleste af os er motiveret af at gøre ting, vi synes er sjovt. Motiver til at deltage i fysisk aktivitet kan dog også være, at det opfylder et behov for fællesskab og tilhørsforhold, at det har et element af konkurrence, er ledsaget af musik eller foregår udendørs.

Under Coronanedlukning stod jeg for udefitness på Samsø. Der findes stadig mange steder.

Find ud af, hvad du synes er sjovt, og som du vil glæde dig til at skulle deltage i. Det er muligt at afprøve nye bevægelsesformer efter at være fyldt 50. Der er så meget godt derude, der bare venter på at berige dig med oplevelser: Badminton, boksning, dans, golf, klatring, padel tennis, open water svømning, linedance, moutainbike. Bor du i en større by, er der med garanti tilbud om udendørs træning, som alle kan deltage i. Prøv det af, vær undersøgende og modig.

Birgitte er begyndt til Parkinsson-dans, og hun lokkede mig med. Så sjovt!

Indsatsområde 2: Kost

Som jeg påstod i Eat Lift Love, Del 1, har dit liv bevæget sig i en mindre aktiv retning. Et liv med mindre fysisk aktivitet kræver mindre energi. Det er én af grundene til at mange kvinder tager på i midlife. Men det er ikke hele forklaringen. Det er langt mere kompliceret, end teorien om ”kalorier ind- kalorier ud” lægger op til. ”Luk munden og let røven” er den typiske kommentar fra personer, som mangler viden om, hvor kompliceret vægttab er. Vi lever i et fedmefremmende samfund, men det er stadig en udbredt holdning, at din overvægt er din egen skyld og dermed også dit ansvar at gøre noget ved. Kropsvægt afhænger af utroligt mange faktorer, som vi ikke selv har indflydelse på, og her spiller hormoner en stor rolle. Kvinders hormoner fluktuerer og ændrer sig op til menopausen, så naturligvis påvirkes din vægt og din appetit af de hormonelle ændringer, der følger med. Tal eventuelt med din læge eller gynækolog om, hvad hormonerstatningsterapi kan gøre for dig.

Vi famler i blinde

Der findes ikke så mange vægttabsmetoder, om nogen, der har vist sig holdbare på den lange bane. Intet land i Verden er lykkedes med at reversere eller bremse en udvikling, der betyder, at en stigende andel af befolkningen er overvægtige eller svært overvægtige. Kurven bevæger sig kun en vej. Jeg beskæftiger mig ikke med vægttab for de kvinder, jeg laver træningsprogrammer til, eller som er i et træningsforløb hos mig. Jeg tør ikke. Jeg har set for mange fejle, og kender alt til skammen og selvhadet, når de tabte kilo over tid, sniger sig på igen. Vi famler i blinde i forhold til hvilke metoder -andet end slankemidlet Wegovy fra Novo Nordisk- der kan være en langtidsholdbar løsning. Derfor begiver jeg mig ikke af med vægttabsforløb. Nedenstående er derfor at betragte som de bedste af de dårligste, tilgængelige råd – uden kommercielle interesser. Jeg skal ikke sælge dig noget. Men jeg har brugt lang tid på at opsøge evidensbaserede anbefalinger på området, og det vil jeg gerne dele.

Hulekvinden overtager styringen

Det bedste råd er at holde kropsvægten stabil og at forebygge overvægt. Det er lettere sagt end gjort, men det handler om at balancere kosten til den aktuelle livsstil. For at få balance, så energiindtaget svarer til aktivitetsniveauet, kan der justeres på mængden af aktivitet, på energiindtag eller en kombination af begge. Jeg foreslår absolut det sidste. Mere fysisk aktivitet/bevægelse kan sammen med nogle justeringer af kost sikre en sund balance, især hvis det toppes med en øget bevidsthed om valg og deres konsekvenser. Du skal selv træffe valgene for din nuværende og fremtidige sundhed. Det er dig, der styrer bussen. Det er afgørende, at du gør det på et bevidst og oplyst grundlag. Det skal forhindre dig i at gå med de quickfix, der ikke holder på den lange bane, men som alligevel trækker i de fleste af os med deres løfter om hurtige resultater. Springer du på crash-diets eller skrappe ”udrensningskure”, kommer der med garanti en ny chauffør på din sundhedsbus. Det er den primitive hulekvinde, der kører bussen, og hun kører lige forbi grøntsagsboden. Du ved selv, hvor hun er på vej hen.

Foretag de gode valg

Du er sikkert utålmodig, men små ændringer kan gøre en stor forskel. Ting hænger ofte sammen. Har du et mål om et hurtigt og stort vægttab, og derfor nedsætter dit energioptag voldsomt, vil du med stor sandsynlighed mangle energi til bevægelse, træning og socialt samvær. På trods af, at kalorierestriktion på et teoriplan giver vægttab, er det i praksis langt fra sikkert, at det fører til de ønskede resultater. Hvornår har en stor kaloriebegrænsning nogen sinde givet dig resultater på den lange bane? Tænk tilbage på de gange, du har forsøgt med et dagligt indtag på 1200 kcal, og stil dig selv følgende spørgsmål:

Hvordan har du haft det i de perioder?

Hvordan påvirkede det lave kalorieindtag dig?

Hvilken følelse efterlod det dig med, da du overspiste og tog det tabte på igen?

Hvordan vil du fremover undgå at falde i fælden af crash-diets? Hvad trigger dig til at overveje en crash-diet?

Hvilke overbevisninger skal du give afkald på og hvilke nye indsigter har du behov for?

Meget tyder på, at jo tidligere du har været på en slankekur og jo flere slankekure, du har været på, jo højere en vægt, ender du med i den sidste ende. Lav i stedet nogle ændringer der fokuser på energi, styrke og glæde i stedet for din vægt. Læg mærke til dine resultater, skriv dem ned i en dagbog, tal om det og udvid dit sprog til at beskrive livskvalitet. Til livskvalitet hører lækker mad. Det må ikke være kompliceret at spise, med et ton regler og restriktioner. Måltider er en kilde til daglig nydelse, til socialt samvær, til selvforkælelse og -omsorg samt til forkælelse af andre. Mad er et kærlighedssprog. Derudover er det vigtigt at huske på at sundt ikke det samme som slankt. Du kan sagtens være sund med ekstra kilo på sidebenene. Faktisk oplever jeg ofte at kvinder, som er meget optaget af at være slanke, ikke nødvendigvis er optaget af sundhed og nydelse, men at de i kampen for at være tynde, går på kompromis med sundhed. Der behøver ikke være en modsætning, og du kan godt være både sund og slank, men vær bevidst om dine prioriteringer. Du skal tage et valg, og jeg kan godt afsløre, at jeg synes, du skal fokusere på din sundhed og ikke på din fedtprocent. Derfor kommer nu gode råd, som ikke nødvendigvis får din vægt ned, men forhåbentlig får den til at forblive stabil. Rådene vil få din sundhed skudt i vejret.

Og husk på, at i den sidste ende bliver vi alle syge og dør. Livet er ikke en konkurrence om at spise så sundt, at vi bliver udødelige. Det kommer ikke til at ske. Så lad nu være med at slå dig selv eller andre oven i hovedet med madskam. Foodshaming er derimod et begreb, der burde slås oven i hovedet.

De bedste kostråd for bedre sundhed i menopausen

Råd nr. 1: Bliv kaloriebevidst og tag et kritisk blik på det du spiser

Vi indtager en del mad, som ikke når vores bevidsthed, og som bliver til mange ekstra kalorier i løbet af en dag. De to resterende småkager i skålen, der skal i opvaskemaskinen, slikskålen, du passerer flere gange på kontoret, et stort glas med juice til formiddagspausen. Følger man dig med et kamera i løbet af et døgn, kommer der med garanti overraskende mange kalorier indenbords, som du ikke lægger mærke til, og som du end ikke husker at have indtaget. Det er derfor en god øvelse at blive bekendt med sine egne faldgruber og den ubevidste spisning. Det kritiske blik på, hvad du spiser, har som formål at øge bevidstheden om dine valg. Det betyder ikke, at du skal veje din mad og føre madlog, som er populært især i fitnessmiljøet. Det fører desværre tit til et forstyrret forhold til mad og krop. Jeg synes derfor, du skal undgå at tælle kalorier, og i stedet blive kaloriebevidst – vi kunne jo kalde det caloriemindfulness. Der er mange kalorier at spare ved viden om fødevarers ernæringsindhold, og ved at gøre op med madmyter. Og igen, hvis du er optaget af at regulere din vægt, at skelne mellem sundt og slankt. Såkaldt sunde fødevarer kan indeholde store mængder af energi, og sund er ikke det samme som slank. Mandler kaldes naturens sunde snack, og de er kalorierige. 100 gram mandler indeholder omkring 600 kalorier, hvilket er ca. 1/3 af det samlede kalorieforbrug for en midaldrende, stillesiddende kvinde. Det betyder ikke, at du aldrig må spise mandler. Men består din formiddagssnack af en stor håndfuld mandler, så er det i mine øjne et nemt sted at justere. Spis i stedet et proteinrigt mellemmåltid og spar kalorier og få mere mæthed på samme tid. En madmyte handler om sundhedsværdien af mørk chokolade. Mørk chokolade har fået et ry for at være sundt, det beskrives nærmest som en superfood. Chokolade indeholder flavonoider, der har en sundhedsfremmende effekt. Problemet er blot, at de mængder sundhedseffekten afhænger af, svarer til et dagligt indtag på mellem 500-900 gram chokolade. Og dermed forsvandt sundhedseffekten hurtigere, end du kunne sige Marabou. Mørk chokolade indeholder derudover en smule flere kalorier end lys chokolade. Det er ikke kalorieindholdet, der skal holde dig væk fra den lækre lyse chokolade. Det samme gælder de såkaldt sunde kager, hvor hvedemel erstattes med mandelmel og sukker med dadler. Det ender med en kage, der indeholder langt flere kalorier, end en almindelig chokoladekage på mel og sukker. Jeg vurderer ikke normativt de to varianter. Det er blot et eksempel på, hvordan du skal være kaloriemindfull, hvis det er vægten, du har fokus på.

Råd nr. 2: Kend din sultrytme

Det er vigtigere at indrette dine måltider efter din sult end efter, hvornår madkulturnormen fortæller dig, du skal spise. Det er en myte, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Nogle mennesker er ikke sultne før langt op ad formiddagen. Gælder det dig, så spring morgenmaden over. Er du simpelthen ikke sulten om morgenen, så sørg for at have et sundt mellemmåltid med i tasken, så du er forberedt, når din sult vågner. Jeg oplever dog, at mange springer morgenmaden over for at spare kalorier. Det bliver ofte dyrere i kalorier end at have spist et solidt morgenmåltid. At være mæt er den bedste måde at undgå overspisninger. Hvis du er sulten kl. 17, skal du naturligvis spise et måltid på det tidspunkt, i stedet for at vente til kl. 19. I de to timer, du skal vente, kan du nå at vente-snacke dig til, hvad der svarer til et stort måltid. Indret dine måltider efter din sultrytme.

Råd nr. 3: Juster din kost til dit nuværende liv, én vane ad gangen

På samme måde, som jeg beskrev under afsnittet om bevægelse, kræver det opmærksomhed og fokus at ændre kostvaner. Benyt samme metode; gå frem med små skridt og få etableret langtidsholdbare vaner. Det anbefales at spise 6 stykker frugt og grønt om dagen. Det lyder som et let råd at følge, men det er det ikke for de fleste. Start derfor med den målsætning at spise et stykke fugt inden middag og et stykke grønt inden aftensmad. Her skal du blive, indtil indtagelse af to stykker frugt og grønt føles naturligt og er blevet en vane. Byg herefter mere på. Tilgængelighed er nøgleordet. Den appelsin, du har i tasken, kommer med stor sandsynlighed med hjem igen, mens den appelsin, du har skrællet og delt i både, ender i maven. Prep! Udskårne grøntsager kan holde sig flere dage i køleskabet. De kan opbevares i lufttætte bokse eller i en skål med koldt vand, og når de ligger klar, skal du nok få dem spist.

Råd nr. 4: Spis mere protein

Jeg forventer, at du enten er fuld gang med eller er på vej til at styrketræne. For at øge din muskelmasse og vedligeholde den, skal du have protein gennem din kost. I mine øjne er det absolut bedste kostråd til menopausale kvinder at øge proteinindtaget. Protein giver stor mæthed pr. kalorie, det holder dig mæt længe og mindsker risikoen for at snacke mellem måltider. I modsætning til de såkaldte ”hypervelsmagende” fødevarer som kager, chips, cocopops og cheeseburgere, der med et stort indhold af fedt og sukker, får dig til at indtage store mængder kalorier, så giver protein fra æg, fisk og kød hurtigt en følelse af mæthed – for langt færre kalorier  Medmindre du har en nyresygdom, kan du med fordel gå efter et indtag på 1,5 – 2 gram pr kilo kropsvægt. Protein er kroppens byggesten. Jo ældre, vi bliver, jo dårligere er vi til at udnytte de aminosyrer, protein består af, til at opbygge muskelceller, hormoner, antistoffer mm. En 70-årig skal derfor have 25 % mere protein end en 25-årig for at få den samme ernæringsmæssige effekt. Estimer din vægt og gangmed 1,5 og med 2, så har du et interval at ramme for et dagligt proteinindtag. Det er en del, og muligvis en del mere end du er vant til. For ikke at ende med at kløjs i skyr, kan du med fordel variere dine proteinkilder. Du skal herudover fordele dit indtag på alle måltider i løbet af dagen, det giver et bedre optag af aminosyrer. Der er følgende mængde protein i 100 gram af følgende fødevarer:

10 gram i skyr, 12-15 gram i æg, 28 gram i kylling, 20 gram i kikærter, 5 gram i broccoli og 4 gram i mørk chokolade.

At nå det anbefalede indtag kræver for de fleste en portion protein til alle måltider. Mit bud er, at mange kvinder ikke får nok protein. Gør det til en vane at gå nysgerrigt og undersøgende til værks i forhold til ernæringsindholdet i forskellige fødevarer. På den måde kan du opbygge din egen vidensbank, og gøre det lettere at navigere efter det anbefalede daglige proteinindtag.

Råd nr. 5: Spis plantebaseret

Det er ikke et krav at være vegetar eller veganer for at spise plantebaseret. En plantebaseret kost er defineret ved, at en overvejende del af kosten består af planter som frugt, grønt, bælgfrugter, fuldkorn, nødder og frø. En plantebaseret kost betyder et tilvalg af flere planter, men det indebærer ikke et fravalg af animalske produkter, som ved en vegansk kost. Ved at tilføre din plantebaserede kost animalske produkter kan du bedre sikre, at proteinindtaget er tilstrækkeligt. Det vil jeg få tæsk af veganere for at påstå. Jeg påstår ikke, at du ikke kan få tilstrækkeligt med protein gennem en vegansk kost. Jeg påstår blot, at det kræver en ekstra indsats, viden og bevidsthed, da de essentielle aminosyrer findes i varierende grad hos planter, og dette stiller krav til variation, når den veganske kost skal sammensættes. Det er min bedste overbevisning, at mad ikke skal være for kompliceret, og derfor har jeg det svært med vegansk diæt. En af faldgruberne er netop mangel på variation i forhold til at få tilført alle aminosyrer, og af den grund kan det være en god ide at supplere med fisk, skaldyr og kød i små mængder.

Det er med sikkerhed sundere at spise en kost rig på planter end en kost rig på kød. Alle studier foretaget på området peger på, at plantebaseret kost har en sundhedsfremmende effekt. Sørg derfor for at få mere frugt og grønt på tallerkenen. En kost med planter bidrager med kostfibre, og en fiberrig kost hjælper på fordøjelsen. Forstoppelse er en lidelse, mange kvinder lider af i midlife. Planter er svaret på dine tarmes bønner.

Råd nr. 6: Spis mad, der smager godt, og lav den fra bunden

Tjek ingredienslisten på den mad, du køber. Hvis du har en præference for færdiglavet mad, er det vigtigt at se ingredienslisten grundigt igennem. Er der mange navne, du enter ikke kender eller du ikke kan identificere som en råvare, så undlad at spise det. Eller nøjes med at spise det en gang imellem. Et stort udvalg i færdigretter og en tilbøjelighed til at vælge en nem tilgang til måltider ses som en del af forklaringen på, at vores samfund har udviklet sig fedmefremmende. Du kan købe et hurtigt måltid og en energirig snack alle steder. Hypervelsmagende mad er tilgængeligt i rå mængder. Det skal du styre udenom, hvis du vil være sund og især, hvis du vil stabilisere din vægt. Find tilbage til rødderne, lær at lave mad og lav den mad, du godt kan lide af rigtige råvarer. Lav din mad fra bunden. ”Jamen det er besværligt og tager lang tid”, indvender du måske. Det har du ret i, men overvej lige, hvad du bruger tiden på, som er sparet ved præfabrikeret mad i stedet for hjemmelavet? Hvis svaret er Netflix, HBO, doomscrolling på telefonen eller en lokkende lur, så gå tilbage til mine råd i forhold til NEAT. Og kom ud i dit køkken.

Råd nr. 7: Nyd alkohol i mindre mængder og i bedre kvalitet

Indtagelse af alkohol i menopausen er forbundet med øget risiko for kræft, søvnforstyrrelser og hjerte-kar-sygdomme. Alkohol og menopause er derfor ikke en god kombination i forhold til sundhed. Derudover har indtagelse af alkohol den effekt, at det påvirker vores dømmekraft ved valg af mad og snacks og ofte fører til overspisning – det kender du sikkert alt til. Det betyder ikke nødvendigvis, at du helt skal afholde dig fra alkohol. Vi har en alkoholkultur i Danmark, og det er en del af mange sociale sammenhænge. Faktisk lader det til, at vi har en kultur, hvor alkohol er det eneste drug, du skal undskylde for ikke at tage. Det er en tese, at det stigende alkoholforbrug i Danmark skyldes, at midaldrende og ældre kvinder går til den. Men det er os, der tåler det dårligst. Moderat indtagelse af alkohol, én genstand dagligt, ser i nogle studier ud til at have en lav negativ effekt på din sundhed. Kan du ikke nøjes med en enkelt genstand, når først du har åbnet flasken, så lad være med at åbne. En bevægelse, Sober Curious, er opstået i følgerne på et enormt alkoholforbrug under Corona-nedlukningen. At være sober curious betyder, at du tager bevidste valg om, hvordan, hvornår og hvorfor du indtager alkohol. Det dikterer ikke en evig forsagelse af alkohol men opfordrer til at indtage alkohol med en større grad af bevidsthed. Sober-curious hylder ”the unexpected joy of being sober”. Måske er det en overvejelse værd at dykke ned i.

Der er fokus på alkoholfrie drinks. Snup du endelig sådan en næste gang.

Råd nr. 8: …. er ikke et kostråd: Hold øje med dine tanker

Hold øje med dine tanker om din krop og noter dig, hvordan du taler om din krop. Du kan ikke tænke så grimme tanker om din krop, at den forvandler sig til en krop, du elsker. Din krop er fantastisk, og giver dig så meget nydelse. Den har fortjent gode tanker og kærlige ord.

Øvrige indsatsområder: Love! (og søvn)

Søvn

Søvn spiller en stor rolle for vores velbefindende og sundhed. Det anbefales at man får 7-9 timers søvn. Det behøver ikke være i træk, men kan fordeles over døgnet. Internettet er din ven, når det drejer sig om råd til søvnhygiejne. Der er masser af gode, evidensbaserede råd, så spørg Google. Har du afprøvet alle råd men uden effekt på dine søvnproblemer, skal du kontakte din læge. Søvnforstyrrelser er et almindeligt symptom i menopause, og der er hjælp af hente.

Love – is all you need

Hvis du har læst med hertil, er det indlysende for dig, at den rigtige kost, masser bevægelse og søvn har en positiv indflydelse på din sundhed. Jeg har ikke nævnt rygning med et ord. Det bør være helt unødvendigt at nævne de sundhedsskadende effekter af rygning. Mere ukendt er det nok, at en stor risikofaktor for tidlig død er ensomhed. Det er mere usundt at være ensom end at være overvægtig. Ifølge Danmarks Statistik lever 1.2 mio alene og ca. 400.000 føler sig ensomme. At have et rigt socialt liv og et godt socialt netværk giver både en bedre livskvalitet og et længere liv. Årsagen er ikke klarlagt, men der en signifikant sammenhæng mellem lavere dødelighed og kvaliteten af sociale relationer. Det er derfor vigtigt at holde fast i dine relationer, at styrke dine relationer, og ikke mindst at danne nye venskaber også i postmenopausen. Omgiv dig med kvinder og mænd, der løfter dig op – grin mere, elsk mere. Men for at være ærlig, hvem er jeg til at rådgive på lige netop dette område? Jeg er spejlblank på vedligeholdelse af nære relationer, og mine venskaber ender ofte dramatisk, pludseligt og uden at jeg ved hvorfor. Hvis du knækker koden til venskaber på et mere generelt plan, så tøv ikke med at kontakte mig. Som neurodivergent er den sociale arena den del af livet, jeg altid har haft sværest ved at navigere i. At skabe varige venskaber og dyrke nære relationer er et stort mysterium for mig. Jeg har altid haft en følelse af at stå udenfor med næsen trykket mod ruden, mens jeg måbende har iagttaget de neurotypiske smalltalke og hygge sig gennem et rigt socialt liv. Ifølge Psychology Today kræver det 50 timers samvær at gå fra et bekendtskab til venskab. At tage et venskab til næste niveau, et nært venskab, kræver 200 timers samvær. Måske har jeg blot ikke givet det tid nok. Så I må have mig undskyldt, jeg må væk fra skriveriet og ud i det rigtige liv for at tilbringe tid med andre mennesker – for mit helbreds skyld.

Quickguide til bedre sundhed i menopausen

Som lovet afsluttes anden del af guiden med en huskevenlig quickguide til din sundhed, enjoy!

S tyrketræn 2-3 gange om ugen og du vil se resultater. Løft tungt!

U ndgå unødvendige menopausesymptomer, tal med din læge. Der er hjælp at hente.

N EAT is key. Bevæg dig mere i din hverdag, move move move, and then move some more.

D rop slikskabet, tilgængelighed vedligeholder vaner

M ikrobevægelse er din redning i travle perioder af dit liv. Tag tre gåture a´10 minutter.

E nergibevidsthed i stedet for kalorietælling. Kend de kalorietætte faldgruber.

N ydelse giver livskvalitet. Spis den mad, du elsker, bare knapt så ofte.

O vervejende plantebaseret kost giver bedre sundhed – på alle områder.

P rotein. Øg dit indtag. Sørg for at få 1,5-2 gram protein pr. kilo kropsvægt

A lkohol i meget små mængder, hvor det giver mest nydelse. Spis i stedet dine kalorier.

U ndgå restriktioner. Det fører tit til overspisning og et ødelagt forhold til kost. Tilføj i stedet.

S id mindre eller aldrig.

E n sund menopause starter i dag!

Med ønsket om et sundt og stærkt midlife.
Kh Bea Bomstærk

Eat Lift Love! – Del 1

Din krop forandrer sig i tiden op til menopausen og efter. Det er nødvendigt med nogle justeringer, hvis du vil leve et stærkt liv som midaldrende og ældre. Gør op med gamle vaner og overbevisninger og få mere energi til at det sjove, der venter i midlife.

Din guide til bedre sundhed i menopausen

Dette er et laaaaangt indlæg, for jeg har meget på hjerte. Derfor har jeg delt indlægget i to. Del 1 er en indflyvning til de mere praktiske råd, du får i del 2. Orker du ikke at læse alle mine ord, så spring direkte til del 2 af Din guide til bedre sundhed i menopausen. Eller spring helt frem til min quickguide i slutningen af del 2, med korte, huskevenlige udsagn til det vigtigst at fokusere på –renset for quickfixes.

Eat Pray Love – krise?

I filmen ”Eat Pray Love” tager Julia Roberts på en rejse jorden rundt for at finde sig selv i en gigantisk midtlivskrise. Hun er åbenbart blevet væk, men finder gudskelov sig selv igen via pasta, sprogundervisning, meditation og en elsker; i Italien, Indien og på Bali. Filmens budskab er muligvis, at kvinder håndterer kriser på egen hånd, og at vejen til et meningsfuldt liv som midaldrende sker ved at forlade og dekonstruere det gamle. Når jeg ser mig omkring i mit netværk af 40-50-årige kvinder, har vi alle gennemgået større eller mindre forandringer i vores liv. Men det er som om, flere gennemlever noget i øjeblikket, som er anderledes, og som jeg uden at blinke vil kalde en midtlivskrise. Der er mere til det end blot at købe en motorcykel, et sommerhus eller at klippe sit hår kort. Det er større, vildere og har mere gennemgribende konsekvenser.

Denne type krise rammer os fra Generation X lige nu. Pludselig stirrer vi ind i tallet 50, og har ingen idé om, hvordan vi havnede her. Vi er født i årene 1967-1984 med røven fuld af muligheder for at realisere vores eget potentiale. Vi havde store forventninger til livet som sådan. Vi er nået længere, og vi er mere velstående end vores forældres og bedsteforældres generationer. Vi er veluddannede, har haft gode jobs og karrierer, som vi har jongleret samtidig med børneopdragelse, to-do-lister, skole-hjem-samtaler, venner, rejser og hunde. Og vi er udmattede. Vi har hedeture, tegn på stress og udbrændthed, vi lider af søvnløshed og hukommelsesbesvær. Vi har fået rynker, en kæmpe delle på maven, og vi sover ved siden af en ægtefælle, vi ikke rigtigt kan huske hvorfor, vi forelskede os i.

Måske drømmer vi om at lave en ”Eat Pray Love”; at rejse til fjerne kyster, genopfinde os selv og starte et nyt liv. Eller en ”Hella Joof”, som fik ørerne i maskinen med et forslag om at gøre som nogle indianerstammer og brænde hele lortet ned og starte forfra. Men vi taler ikke så meget om det. Hvis vi gjorde, ville vi vide, at vi ikke er alene. Mange drømmer tilsyneladende om at gøre noget radikalt ved deres liv. Losse ægtefællen i måsen og disrupte hverdagen. Mindre kan faktisk gøre det. Du er sikkert i perimenopause eller er rykket til stadiet postmenopause. Din krop forandrer sig, dit liv forandrer sig, og tiden er kommet til at foretage justeringer og tilpasse sig disse forandringer; for din fysiske og mentale sundheds skyld – for din livskvalitet. Det behøver du ikke rejse til Indien for. Dog skal du forberede dig på at tage en slags rejse ind i et ukendt territorie på en tømmerflåde, du selv skal padle hele vejen mod kysten, der skimtes i det fjerne. Du skal træffe nogle afgørende valg, som vil få konsekvenser for resten af dit liv. Det er ikke en overgang, postmenopausen er kommet for at blive – for resten af dit liv.

Ramt af træthed

Efter mit indlæg ”ADHD og menopause” (fra 2.april, find det i arkivet) fik jeg en del henvendelser, også fra neurotypiske kvinder, der læser med på min blog. Og tak for det, by the way. Kvinderne er usikre på, hvad de selv kan gøre for at øge sundhed og trivsel. De er bekymrede over de forandringer af kroppen, som sætter ind med tilsyneladende større og større hast i midlife. Især fylder tanker om vægtøgning en del. ”Jeg gør intet anderledes, end da jeg var 30. Alligevel har jeg taget på, og jeg er træt som et helt plejehjem”. De er fælles om en oplevelse af at have mindre energi end tidligere. ”Jeg bruger alt mit krudt på mit arbejde og falder udmattet om på sofaen, når jeg kommer hjem. Min mand er frisk og har lyst til sex, men jeg orker det ikke. Jeg ser nærmest aldrig mine veninder længere, for jeg er så træt”.

Er jeg gået i stykker?

Du kan sikkert nikke genkendende til ovenstående. Kroppen forandrer sig, du har taget på, og kan ikke forstå hvorfor. Du overvejer, om dit stofskifte er gået i stykker. Det er det med stor sandsynlighed ikke. Men dit liv har forandret sig, du har blot ikke bemærket det. Mit bud er, at du gør meget anderledes end tidligere – du er med garanti blevet mindre aktiv. Meget mindre aktiv, faktisk. Og du opholder dig mere i siddende stilling.

Da du var i 30érne, var du i gang hele dagen; lige i hælene på dine børn, med en baby på hoften, med bunker af vasketøj, op og ned ad trapper, med indkøb, havearbejde, madlavning og en aften, der sluttede med oprydning af legoklodser spredt på stuegulvet. I løbet en dag forbrændte du måske 500-700 kcal mere, end du gør nu. Der er cirka 7000 kcal i et kilo kropsfedt, som indeholder både fedt og vand. Du kan selv lave regnestykket for det antal kilo, du synes, du har for meget. Jeg dømmer dig ikke for din øgede mængde kropsfedt. Tværtimod hader jeg indædt alt, der kommer fra Dietculture; måtte den brænde op i helvede. Jeg synes, vi skal gå meget mindre op i vægt, men jeg må erkende, at det fylder en stor del i kvinders bevidsthed. Så min guide, del 2, indeholder et par generelle råd til at justere din kost til dit nuværende liv.

Sig op!

Men, protesterer du, du har altså stadigt travlt og skal sørge for Gud og hvermand, lige fra dine store børn, aldrende forældre og til ansvaret for fætter-kusinefesten til sommer. Alt hænger på dig. Det tror jeg på. Selv om opgaverne har skiftet karakter og er knapt så fysiske, så dræner de dig for energi. Det skal du gøre noget ved. Kig på dit liv; hvor har du et forandringspotentiale? Hvad skal ud af dit liv for at give plads og overskud til bevægelse, træning, madlavning og et givende samvær med venner? Hvem kan aflaste dig, og hvad kan du simpelthen nægte at gøre længere? Kvinder står stadig for hovedparten af det usynlige, ulønnede arbejde i hjemmet, og selv om det arbejde skifter karakter i takt med, at dine børn flytter hjemmefra, så tager det af din samlede kapacitet. Er det ikke på tide, at du smider din opsigelse på køkkenbordet? At være den ansvarlige for familiens logistik er mentalt krævende og kan køre dig træt. Så sig op. For din sundheds skyld.

Men først en tur til lægen

Der er en stigende opmærksomhed på menopausen i disse år, heldigvis. Der mangler stadig masser af god forskning på området, men det grundlæggende er der styr på: Vi ved, hvad symptomerne skyldes, og hvad der kan afhjælpe dem. Det er naturligvis en skandale, at vi kvinder i årevis er blevet fortalt, at menopause er noget, vi bare skal finde os i. Menopausen bør være et offentligt sundhedsanliggende, og der er rigeligt med evidens at lægge sig op ad i behandling af menopausesymptomer. Jeg har selv oplevet, at læger og gynækologer ikke er opdateret på den nyeste viden, og derfor skal du uddanne dig selv; know better to do better. Så du kan kræve at blive taget alvorligt af din læge. Men ikke alle kan eller har lyst til at dykke ned i videnskabelige artikler på området. Jeg anbefaler derfor, at du følger Louise Newsons arbejde. Find hendes podcast ”The Dr Louise Newson Podcast” der, hvor du henter dine podcast. Der er flere hundrede afsnit om alle aspekter af menopausen, du kan fornøje dig med. Lider du af menopausesymptomer, skal du snakke med dit foretrukne sundhedspersonale, inden du hopper på min guide. Der sker mærkelige ting med din krop og mentale tilstand. Det er altid en god idé at opsøge din læge, hvis du er i tvivl om det, der sker for dig, er indenfor rammerne af det normale. Træthed kan f.eks. skyldes jernmangel, især hvis du har hyppige og uregelmæssige blødninger i perimenopausen. Ændringer sker som følge af alder. Det betyder, at ikke alle ændringer er et resultat af menopausen, men få det tjekket for en sikkerheds skyld. Kvinder fra Generation X er mere stressede end kvinder fra tidligere generationer, hvilket kan gøre symptomerne værre. Derudover er vi blevet tudet ørene fulde af skræmmeretorik omkring hormonerstatningsterapi, som mange derfor end ikke overvejer til at afhjælpe symptomerne.

Skidt eller kanel

I stedet lider vi i stilhed eller tyer til alternative metoder. Vi opdager og følger Goop, og pludselig læser vi om kosttilskud som Vitex Agnus Castus eller andre produkter, der er lige så svære at udtale som at skaffe. Vi overvejer at gå på en ketodiæt, fordi Gwyneth påstår, at det kan balancere dine hormoner. Det kan det ikke. Og nu jeg er i gang med anbefalinger fra Goop, så er det nok en dårlig idé at dampe din vagina og fylde den med jadeæg. Din vagina er selvrensende, og Goops påstand om, at dampen balancerer dine hormoner, er usand. Undgå så vidt muligt at gå på en udrensningskur bestående af gedemælk.

Jeg nævner Goop som et eksempel på, at der med et øget fokus på kvinders udfordringer i menopausen, vil være influencere og selvbestaltede menopausespecialister, som forsøger at sælge dig ”snakeoil”. De vil anbefale, lovprise og distribuere sundhedsprodukter uden dokumenteret virkning. Det kan være også være velmenende kvinder, der anekdotisk har erfaret, at dette og hint har hjulpet dem, som bare gerne vil hjælpe dig. Det kan være svært at skelne skidt fra kanel, når det kommer til sundhedsråd. Men vogt dig for råd fra nogle, der vil sælge dig produkter og kosttilskud på lovprisninger og bullshit-ord som ”det går i dybden”, det ”udrenser” og øger din ”vitalitet” eller det ”fjerner giftige affaldsstoffer”. Bed om evidens i stedet. 

Superfoodsfri guide på vej til dig

Min guide indeholder tips til din generelle sundhed. Rådene tager fat om de ting, der giver den største impact på din sundhed og dit velbefindende. Du skal bruge dit krudt der, hvor du får den største effekt. Jeg kommer derfor ikke med anbefalinger om at indtage æblecidereddike, sellerijuice eller andre såkaldte superfoods, selv om enkelte studier kan have peget på en effekt f.eks. i forhold til vægttab. Når du har optimeret på alle de vigtige parametre, kan du prøve at ”major in the minors”, hvilket vil sige at afprøve om ting med en begrænset dokumenteret eller lillebitte effekt på din overordnede sundhed kan gøre noget for dig. Måske virker æblecidereddike for dig? Det lugter i al fald så grimt, at du muligvis mister appetitten, og smager så hæsligt, at du risikerer at få kvalme. Det kan vel i princippet tælle som vægttabsmetode. Således fik jeg udtrykt min manglende tiltro til superfoods. At springe på tidens trends og quickfix i forhold til vægttab og sundhed svarer i mine øjne til at søge sundhedsrådgivning hos tandfeen eller julenissen.

Det er en ko!

Vi fra Generation X er vokset op i skyggen af Dietculture. I dag har begrebet slankekur en negativ klang, og Dietculture-industrien pakker derfor vægttabsprodukter og -metoder ind i lyserødt silkepapir og kalder det for ”wellness”. Hvis nogen forsøger at overbevise dig om, at der ikke er tale om en slankekur, men derimod om en livsstilsændring eller wellness, så gå det grundigt efter i sømmene. Hvis der er tale om restriktion af bestemte fødevarer, kostplaner med stor kalorierestriktion, ledsaget af før-og efter-billeder, så ER det Dietculture, der taler. Hvis det ligner en ko og lyder som en ko, så er det nok en ko. Weight Watchers har skiftet navn til WW, og har lanceret et belønningsprogram kaldet WellnessWinns. Det er stadigvæk en ko. Slankekure virker ikke. Det ved du jo godt. Du har været der, og du har samlet set tabt flere ton, for så at tage det hele på igen. Det er ikke fordi, du er doven og uduelig, men fordi du er oppe imod din biologi, som vil sikre din overlevelse. Du har ikke en chance. Slankekure virker ikke på den lange bane. De kvinder, som kan vedligeholde et stort vægttab, er dem, der kan leve med en kronisk restriktion resten af deres liv. Gider du virkelig det? Ligger du på dit dødsleje og ærgrer dig over, at du spiste de gåsebryst og den store softice fra Peter Beier? Eller vil du ærgre dig over ikke at have elsket, danset og spist mere af livet?

Den gode cirkel

Alligevel falder vi indimellem i og går på en crash-diæt. Vi inspireres af kendte på instagram, der poster ”what I eat in a day”. Det overbeviser os om, at et dagligt indtag på 1200 kcal er det, der skal til for at opnå din drømmevægt. Det er alt for lidt, og det får dig med stor sandsynlighed skudt direkte ind i den ondeste af alle cirkler: ”Restrict-binge-restrict”-cirklen. Når kvinder spiser nok af den type mad, de foretrækker, så får de det bedre og får mere overskud. Et større overskud giver energi til bevægelse og træning, som giver mere overskud til andre ting i livet. Det er denne gode cirkel, ”Eat-move-eat”-cirklen, der er holdbar, og giver helt andre resultater end ”restrict-binge-restrict”-cirklen. Restriktion ender tit med at have den modsatte effekt. Jeg vil derfor foreslå, at du tilføjer noget til dit liv i stedet for at have fokus på restriktioner. Tilføj frugt og grønt, tilføj fødevarer du ikke er vant til, og som du har lyst til at tilføje din kost, tilføj gåture, urtete og skaf en træningsmakker. Lav en forpligtende aftale med en god ven om at møde om en gåtur i stedet for at mødes til kaffe på en café. Tilføj mere af det gode, sunde og sjove. Fokuser på hvordan du har det i din krop, og ikke på hvad du vejer. Din vægt definerer ikke dit værd som menneske. Mere af den rigtige type mad, der tilfredsstiller dig, giver energi til at leve det gode liv. Det betyder, at du i mindre grad falder i søvn på sofaen til ligegyldige serier, og det giver overskud til at foretage mere af det, der gør dig glad – om det så er gåture i naturen, yoga, en tur i biografen på en mandag, eller at tænde et bål, ja det er der kun dig, der kan afgøre.

Du skal begynde nu

Men det er nu, du skal sætte ind! NU! Alt det, du kunne slippe afsted med som yngre, betaler du en højere pris for i peri- og postmenopausen og med stigende alder. Så du kommer ikke udenom at justere på flere parametre, hvis du vil forhindre, forsinke og nedbringe de aldersbetingede forandringer. Vær realistisk med dine kropsidealer. Det er spild af tid at drømme om at få din før-jeg-fik-børn-20-årige-krop tilbage. Find nogle nye mål og idealer at aspirere efter. Start med at lave en detox i alle dine sociale medier (såvel som i dit liv og dine relationer, men det er et andet indlæg). Følger du nogen, som giver dig mindreværd eller får dig til at hade din egen krop, så unfollow! Få diversitet ind i dit feed. Følg sjove, stærke kvinder på din egen alder eller ældre. Følg fitnessinstruktører og personlige trænere, som arbejder med Health At Any Size og følg fitnessinfluencere, som selv bor i midaldrende og/eller plus size-kroppe. Væn dine øjne til at se på alle typer af kroppe. Slut-fred-med-din-egen-krop.

Resten af guiden, med de praktiske råd, finder du Eat Lift Love! – Del 2. din guide til bedre sundhed i menopausen.

ADHD, børn og basketball

Derfor skal dit ADHD-barn spille basket

Jeg skylder basketball alt, næsten. I netop den sport fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor jeg blev en del af et særligt fællesskab. At være basketballspiller gav mig en identitet i nogle definerede år, hvor jeg kæmpede en brav kamp for at blive til noget og til nogen. For at overbevise dig om, at det er en vidunderlige idé at sende dit neurdivergente barn til basket, kommer jeg i det følgende til at gøre noget, der udløser heftig kritik i den akademiske verden. Jeg er nemlig biased, altså forudindtaget for et bestemt synspunkt. Jeg har med fuldt overlæg ledt efter og vil præsentere argumenter, der bekræfter min bias– det kaldes at cherry picke. Det må man ikke. Men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg med diagnosen ADHD har det stramt med regler, og dels fordi dette ikke er en videnskabelig artikel. Redegørelsen er anekdotisk og tager udgangspunkt i, hvordan jeg shoppede og zappede mig gennem idrætsgrene, indtil det hele faldt på plads på basketballbanen. Glæden ved basketball vil jeg gerne give videre til dit barn. Det er nemlig en magisk aktivitet, selv om nogen påstår noget andet.

Vindere af grundspillet sæson2022/23. Aalborg Vikings. “Find Holger”, Jeg er den ældste spiller.

Individuel sport eller holdsport?

I indlægget ”The magic of individual sports” (fra ADDitudemag.com) argumenteres der for, at individuelle sportsgrene fungerer bedre for børn med ADHD end holdsport. Særligt boldspil med stor grad af fysisk kontakt vurderes som uegnede. Et argumentet er, at børn med ADHD har vanskeligt ved at holde fokus på egne og andres løbebaner samtidigt, og at de derfor ofte rammes af bolden eller af en modstander. Børnelæge med speciale i ADHD, Patricia Quinn, mener, basketball er den mindst egnede aktivitet. At forstå og mestre et kompliceret spil, dets zoner og strategier og at skulle forudse med- og modspilleres bevægelser, kræver brug af de eksekutive funktioner, som er mest udfordret hos børn med ADHD. Børnene vil i stedet gå direkte efter bolden og drible løs, mens der råbes af dem fra både sidelinjen og på banen. Ikke lige den oplevelse, vi ønsker for nogen børn.

Skørping Wizards U13/15/17. Nystartet klub, masser af nye oplevelser venter dem

Men når det kommer til ADHD, er der sjældent to tilfælde, der er ens. Min ADHD ser på ingen måde ud som din. Derfor mener jeg, at det er yderst vanskeligt at give generiske råd om de mest ADHD-venlige fritidsaktiviteter. Det afhænger af det enkelte barn. Et generisk råd må derfor være, at du skal kende dit barns styrker og udfordringer indgående for at ramme rigtigt. Det kræver viden om diagnosens typiske symptomer og adfærd, samtaler med fagpersoner omkring barnet, og, ikke mindst, at du lytter til dit barn. Hvad motiverer og inspirerer, og hvad gør dit barn glad? Mon ikke, der findes en sportsgren, der matcher? Vurderer du efter at have læst dette indlæg, at basketball ikke er kompatibelt med dit barns præferencer og behov, så er der gode anbefalinger til andre sportsgrene i den omtalte artikel på ADDitude.

Sport tillader store følelser

Efter mit udredningsforløb i 2022 forklarede psykiateren, at det ikke er min ADHD, der er et problem. Det er derimod det faktum, at jeg skal fungere i en verden tilrettelagt for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Men der er én kasse, jeg altid passer i, nemlig kassen med sport. I sportens verden er der plads til drama og store følelser. Som én, der havde problemer med følelsesregulering, kom mine følelser ofte tydeligt til udtryk som begejstringens glæde eller stor, voldsom vrede og frustration. På sportsarenaen oplevede jeg som barn, at det gav minimal ballade at være i sine følelsers vold og udtrykke store følelser. Det var et anderledes ufarligt sted for mig at være end i andre sociale sammenhænge, hvor jeg ofte faldt udenfor.

Som barn og ung var jeg selv, og alle omkring mig, uvidende om min diagnose. Jeg blev blot opfattet som “én med krudt i røven.. Da jeg var fem år gammel, var mine forældre så trætte at se mig springe rundt i møblerne, at jeg blev sendt til springgymnastik og svømning. Og håndbold og ridning og vandpolo og rytmisk gymnastik og zap zap zap. Jeg elskede sport, og det gør jeg stadig. Dengang måtte jeg ved sæsonstart igennem hårde forhandlinger med mine forældre for at få lov til at deltage i så mange aktiviteter som muligt. Nu betaler og bestemmer jeg heldigvis selv, så medlemskab af tre forskellige fitnesscentre, en basketballklub og at lufte mine syv cykler fylder min hverdag med aktivitet. Jeg elsker det, men det er også et grundlæggende behov, der skal opfyldes. I mange år selvmedicinerede jeg med træning uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Træning betød, at jeg kunne fungere bedre på job og i et familieliv. Mine nærmeste accepterede mine mange, mange timer med sport. Et fremtrædende symptom hos mig er hyperaktivitet. Symptomlisten kan som nævnt se meget forskellig ud fra person til person, men den indeholder ofte hyperaktivitet, impulsivitet, risikosøgning, evne til lynhurtigt at skifte sit fokus fra en opgave til en anden – hov; beskrev jeg lige en række træk, som giver fordele i sport? Det er bestemt ikke alle med ADHD, der trives i sport, men min hjerne er som skabt til netop det miljø. Det kunne tænkes også at gælde dit barn.

Store ADHD møder lille ADHD

I denne basketballsæson mødte jeg og mit hold fra Aalborg Vikings, Odder på hjemmebane. I en pause i spillet kommenterede en Odder-spiller, at jeg er over gennemsnittet muskuløs. Jeg jokede med, at min Robocop-krop skyldes min ADHD, der jager mig i fitnesscentret dagligt. Det bedste, man kan gøre for sin fysiske form, er at anskaffe sig en diagnose med lidt hyperaktivitet. ”Min søn har også ADHD, og han har shoppet noget rundt i sportsgrene. Men nu er han begyndt at spille basketball, og stortrives med det. Mon basket er særligt godt til ADHDére?”, spurgte hun. Jeg nåede kun at svare ”ja”, så blev spillet fløjtet op igen, og hun fik aldrig mit bud på, hvorfor basket kan være perfekt egnet til nogle neurodivergente. Efter kampen kom drengen hen til mig og tilbød mig at dykke ned i hans slikpose. Vi bondede og fik en snak om basket og om at være lidt anderledes. Han fortalte stolt om alt det, han havde lært, hvor sjovt han har det til træning, hvor mange venner han har fået, og hvor fedt det er at kunne drible bolden bag om ryggen. Jeg erklærede mig fuldstændigt enig. Det er magisk at finde den kasse, man passer perfekt i. Det er livsforandrende.

Skørping Wizards i aktion. Foto: Katrine Tram

Basketball som identitetsmarkør

Dette er, som før skrevet, et anekdotisk indlæg baseret på egne erfaringer og oplevelser med basketball. Jeg har tænkt meget over, hvorfor netop basket blev min foretrukne sport. Med en beskeden højde af 1,60 – på en god dag og med solen og vinden i ryggen- lå det ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive begejstret for basket. Men jeg er stadig at finde på banen, her 40 år efter min første træning. Jeg kendte ikke noget til sporten, før jeg havnede i en gymnasieklasse på Risskov Amtsgymnasium med Anne-Marlene. Hun spillede i Skovbakken og lokkede mig med. Jeg så mig aldrig tilbage, og det fik mig gennem gymnasietiden, at jeg kunne smutte over i hallen i frikvartererne for at shoot some hoops. At være basketspiller blev en væsentlig del af min identitet. Det forhøjede min status i en teenageperiode, jeg i øvrigt ikke kom så godt igennem. Det blev en slags modidentitet til de moderigtige, trendy og populære piger, som kunne noget, jeg ikke kunne gennemskue. Basketball reddede mig på alle de områder, man skal navigere i som teenager og gymnasieelev. Jeg slap for tøjkriser hver morgen, da jeg altid var i træningstøj, så jeg kunne smutte i hallen i hvert ledigt øjeblik. Det var i slutningen af 80érne, hvor basketball var nyt og cool, og jeg lånte lidt stjernestøv fra NBA-spillerne. Basketball var ikke noget, jeg gik til, det var noget, jeg var.

U11Piger fra Falcon, Stevnsgade, Gladsaxe og SISU til træning, foto: Sona Camra

Jeg blev hurtigt god til basket, og det betød, at hvor andre skruer ned for idrætsaktiviteter i gymnasietiden, fordi det sociale og fester lokker, så skruede jeg op for sport. Jeg kom på 1. holdet, og skruede ned for alt det sociale udenfor træning, og hurtigt jeg screenet helt ud af fællesskabet. Det var både en stor sorg og en stor frihed. Det er først på bagkant, jeg har erkendt, at basketball var min undskyldning for at ikke deltage i det sociale, som er den arena, der altid har været mest problematisk for mig at være i. I øvrigt noget mange med ADHD kan nikke genkendende til. En lørdagskamp i København gjorde det acceptabelt at melde fra til private fester om fredagen. Hvilken lettelse. Selv om jeg statusmæssigt befandt mig i periferien af et ligahold, gav det mig følelsen af at høre til i et fællesskab.

ADHD-venlige karakteristika ved basketball

En del børn med ADHD har udfordringer på den sociale arena. Det er i sig selv værdifuldt at føle sig som del af et hold, da det kan bidrage til følelsen af at være værdsat. For at lykkes med den sociale del af en holdsport kræves feedback fra trænere og andre voksne omkring holdet. Basketball spilles med fem spillere på banen, og det lave antal spillere giver den enkelte spiller mulighed for en stor mængde feedback og opmærksomhed fra træneren. Samtidig er spillet meget teknisk præget, og at blive sikker i skud kræver mange timers træning ved kurven. Time efter time, år efter år, kan fyldes med teknisk træning, som skudøvelser, dribleøvelser og anden legende ballhandling. Det gør træningen spændende, da den enkelte spiller har utroligt meget boldberøring. Elementer af det færdige spil kan øves i småspil, to mod to; tre mod tre, mod en kurv, som igen giver intensitet og megen boldberøring. Der er ikke meget ventetid i spillet. Man skal ikke stå på række og vente på ens tur som i springgymnastik. Og jo mere man leger med bolden i de pauser, der er til træning, jo bedre en spiller bliver man. Alt sammen med til at fastholde børn med ADHD til basketspillet.

Mindre struktur og mere bevægelse

Basketball er et spil, hvor der konstant foregår bevægelse. Ingen spillere står stille på faste pladser, og der er ingen zoner eller områder, man ikke må træde ind i. Både i angreb og forsvar må spillerne bevæge sig over hele banen. Man er nødt til konstant at orientere sig mod modstandere og medspillere i bevægelse – der betyder, at der hele tiden sker noget nyt.  Det forhindrer, at en spiller med ADHD kommer til at zoome ud, fordi det er kedeligt. Et angreb skal gennemføres på 24 sekunder, herefter skifter spillet fra angreb til forsvar. For en person med samme symptombillede som mit, er det lettere at holde fokus, når der ofte sker noget nyt i spillet. Jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i lang tid ad gangen, så korte angreb og forsvar er optimalt for at bevare koncentration.

ADHD defineres som en opmærksomhedsforstyrrelse, men det betyder langt fra at en spiller med ADHD ikke kan være opmærksom på basketbanen. Tværtimod kan en spiller være opmærksom på alt, hvad der sker over hele banen på samme tid. En evne til hurtig bearbejdning af information om med- og modstanderes bevægelser gør en spiller med ADHD i stand til at forudse handlinger og spilmuligheder, før de opstår. I basket er det muligt og ofte en fordel at reagere på instinkt og at handle impulsivt, hvis en åbning mod kurven viser sig. Og impulsivitet er netop et almindeligt symptom hos neurodivergente, som i den rette setting kan være en styrke. Vi begejstres jo alle af de ukonventionelle spillere, der overrasker med vanvittige moves.

Min hjerne bearbejder information til løsninger så hurtigt, at jeg ofte overrasker mig selv med de gode afleveringer, jeg får sendt afsted. Min bevidsthed kan nærmest ikke følge med, og i mange år tænkte jeg på mine assists (målgivende afleveringer) som held. Men det er ikke held, det er min ADHD-hjerne, der gør det muligt. Modsat er jeg verdens ringeste pointguard, hvis jeg spiller på et hold, der gør brug af indøvede angrebssystemer. Jeg er ikke i stand til at huske spilsystemer, selv ikke de simpleste af slagsen. Først da jeg fik konstateret ADHD, faldt 10-øren. Jeg er ikke for dum til at forstå spilsystemer, jeg er blot udfordret på hukommelse og er styret af impulsivitet. Så jeg kommer uden undtagelse uforvarende til at ødelægge spilsystemerne, og det har kostet mange ture på udskiftningsbænken og en solid omgang skæld ud. Jeg excellerer derimod i at aflæse og reagere instinktivt på med- og modspilleres bevægelser. Den evne har jeg klaret mig på i 40 år, og har forsøgt at maskere min manglende evne til at spille med struktur. Det lykkedes vist ikke.

Step back, den gamle dame kan endnu – og der er musik til arbejdet. Det er en del af basketkulturen, ligesom store shorts og tanktops.

Træd varsomt, coach!

Og apropos skæld ud: Pas på coach, du har med et delikat væsen at gøre. Du kan være den afgørende faktor for, om et barn med ADHD lykkes eller fejler med det spil, du elsker – ellers var du vel ikke træner. Mange børn og voksne med ADHD er decideret dårlige til at håndtere afvisninger. Mange af os bøvler med Rejection Senitivity Disphoria. Det skal jeg nok dedikere et helt indlæg til her på bloggen. Kort fortalt mærkes skæld ud på samme måde som at få en lussing. Det gør fysisk ondt, og det sætter sig i os for resten af livet. Så undlad offentlig skæld ud, men henvend dig direkte og lidt diskret til barnet for at korrigere adfærd. Forstærk i stedet den adfærd, du ønsker, ved at fremhæve, anerkende og se barnet, også i dets mislykkede forsøg. Anerkend og ros også barnets intentioner og tro på, at vi ADHDére som regel forsøger at gøre vores bedste, selv om det nogen gange ikke er nok. Ros det kreative og det utraditionelle, og du skal se et barn med ADHD trives i Verdens bedste spil. For det er vi enige om, det er, ikke?

Længst muligt i egen krop – Tanker om alder og en PR i squat

I forrige uge lavede jeg PR i dødløft, og i går rykkede jeg en rekord på squat. Jeg er, så vidt jeg kan huske, det stærkeste jeg har været i mit liv. Det er sært, da jeg jo ikke er 17 år længere. Hvilket er et udtryk, som understøtter den alment accepterede sandhed, at ung er bedre end gammel. Jeg er ikke enig, og det er min krop tilsyneladende heller ikke.

På evig jagt efter dopamin

Det er påske, men det ved du nok allerede. En foruroligende højtid, da butikker, biblioteker og genbrugsbutikker er lukkede. Det betyder, at jeg skal have mit dopaminrush på andre måder end ved min foretrukne aktivitet; at gå i Røde Kors og rode i folks aflagte tøj. I stedet doomscroller jeg på min telefon og er røget i et rabithole af artikler og opslag om ”Things to stop doing when you turn 40”. Hvis ikke, jeg var velmedicineret, havde det udløst et greatest hits raseri. Jeg har ikke flere fucks at give til kvindebegrænsende kulturnormer, der fortæller mig, at modne kvinder ikke må gå i bikini, have langt hår eller gå i korte kjoler.  Algoritmen sender muligvis den slags efter mig, fordi jeg brugte hele min aften på at google ”Cargopants”. Det blev nok for meget for algoritmen, som vil hive mig i en mere passende retning for en kvinde i midlife. Men åhhh cargopants. Sådan nogle oversized busker med store lommer i noget faldskærmsagtigt stof. Fortrængt er det faktum, at jeg var middelsvært utilpas i præcist den type bukser nede i 90érne. De skal da have en chance til. Kan man flashe cargopants som 55-årig? Hell yeah. Med en cropped top? Bring it on.

Påsketræning gav lykkefølelse

Skærtorsdag var jeg til et stepevent i Aarhus. Jannie var der også. Hun roste mig for at orke at styrketræne inden timen. Jeg svarede, at det er nødvendigt, hvis jeg vil gøre mig håb om at steppe, også når jeg rammer en særdeles høj alder. Vi talte om frygten for den dag, hvor vi ikke længere kan følge med i det tempo, der fyres af på en steptime. Hvem er vi så? Hvor skal vi gå hen efter en dosis lykke? Intet gør mig lykkeligere, og jeg er høj på dopamin og serotonin i timer efter. Jeg ved ikke, hvor gammel Jannie er, for man spørger jo ikke en dame om hendes alder. Hvornår har en dame for øvrigt en alder, hvor man ikke længere må spørge, og hvorfor er alder egentlig så negativt ladet? Jeg lever mit bedste og stærkeste liv, men jeg oplever i min nuværende livssituation, at der er en pris at betale for den stigende alder.

Alder som en begrænsning?

Jeg var til begravelse onsdag og røg efterfølgende ned i et sort hul af dødsangst og håbløshed. Mit liv er udfordrende pt: Ingen job, ingen kæreste, ingen nære relationer i min hverdag, ingen penge og ingen idé om, hvad der skal blive af mig. Det lyder skræmmende, men den positive framing er, at jeg er ved at tegne konturerne af en fremtid, hvor jeg udelukkende vil beskæftige mig med det, der gør mig glad. Endelig. Jeg søger min tredje karriere. Jeg skal for alt i verden ikke havne i endnu et lederjob uden øvre arbejdstid. Men det er svært at være i processen, for det tager tid at skabe sig en ny tilværelse, og tålmodighed er ikke min spidskompetence. Jeg søger job og forsøger at sparke døren ind til nye brancher. Afslag og afvisninger vælter ned over mig, og jeg håndterer det dårligt. Så mit humør svinger, mens jeg forsøger at holde fast i min beslutning om at vælge en anden arbejdsvej. Det har jeg gjort før, men det er åbenbart langt vanskeligere som midaldrende kvinde. Jeg tror, algoritmen er på spil igen. Jeg får afslag i et tempo, hvor ingen kan have nået at læse min ansøgning. Min a-kassekonsulent er enig i, at algoritmer sorterer kandidater fra, og at høj alder fører direkte til papirkurven. Det er jo gak. Jeg er det mest kvalificerede og erfarne, jeg nogensinde har været. Jeg skal ikke have barselsorlov eller barns første sygedag. Jeg er flytbar og kan arbejde fleksibelt. Hvad er det ved mig, arbejdsgivere mener bliver mindre værd med stigende alder? Hvordan kan vi mangle arbejdskraft i Danmark og vedtage love om stigende pensionsalder og så udelukke en del af arbejdsstyrken? Det er svært at relatere til den form for aldersdiskrimination, når min krop og min hurtigt tænkende hjerne føles 25-ish.

Hvad savner jeg fra min ungdom?

Selv om jeg føler mig som 25, har jeg tænkt over, om der er noget, jeg savner fra min ungdom. Indrømmet. Jeg savner fester og at danse. At samles en flok veninder for at dulle sig op og sippe æblesnaps og Martini. En sitrende stemning af forventning, lyden af Kim Wilde og Duran Duran på kassettebåndoptageren og en stank af en deodorant, der hed Date. Jeg styrede det dansegulv! Mit midaldrende jeg befinder sig derimod kun på dansegulvet, når jeg underviser i dans. I mit netværk kommer vi ikke rigtigt videre fra spisebordet, når vi mødes. Men ellers er det svært ved at pege på noget, jeg savner. Måske skyldes det, at jeg grundlæggende laver de samme ting, som da jeg var 25. Jeg har ultimativ frihed og masser af tid til mig selv. Jeg løber rundt i en hal og spiller bold, jeg stepper og danser. Jeg hører P3. Jeg konkurrerer om cykelstien med stadigt færre unge, der som jeg ikke har bil. Jeg hører podcast som ”Fries before guys” og ”Her går det godt”. Jeg pakker mine ting i poser i stedet for i en kuffert, og jeg spiser Click Mix. Er det et problem? Muligvis. Indtil for et år siden havde jeg pink hår. Det fik min frisør sat en stopper for. ”Hvis du gerne vil have en jævnaldrende kæreste, så går det der ikke”. Jeg indvilgede i en mindre hidsig hårfarve, for jeg vil virkeligt gerne have en jævnaldrende kæreste. Og her går det op for mig, hvad jeg savner mest. Da jeg var ung, så jeg mig omkring og der var mængder af interessante jævnaldrende mænd med kærestepotentiale. Hvor er de mænd nu? Sidder de derhjemme i sofaen og venter på den næste fodboldkamp, eller har de travlt med at være rasende i kommentarsporet på Facebook? Det kan faktisk tænkes, at de lever et mere rigtigt voksenliv. Hvis jeg endelig møder nogle irl, kan vi så finde noget at mødes om, når jeg hellere vil spille bold end se det på tv?

Handler det om, hvor gammel jeg er eller om, hvordan jeg er gammel?

Det aldersspænd, hvor man har den helt rigtige alder, virker meget flygtigt. Som med en avokado. Den er umoden og uspiselig længe, for så pludselig at blive moden og perfekt. 10 sekunder efter er den blød og brun og ryger i skraldespanden. Jeg var længe for ung; i ti sekunder havde jeg en passende alder, og nu er jeg åbenbart uspiselig og ryger i skraldespanden. Men jeg er ikke den eneste avokado. Se blot på politikere, som aldersshames, både hvis de er for gamle, og hvis de er for unge. Da Biden stillede op til præsidentvalget, var der et stort fokus på hans høje alder. Til spørgsmålet, om han var for gammel til at stille op, svarede Biden: ”Watch me. Watch me. All this stuff about lack of energy. Come get in the bus with me, 16 hours a day, 10 days in a row. Come see me. My doctor sends me every morning, every morning, an exercise routine, and I do it every morning. I´m not in bad shape” (interview, 2020, New York Times). Omvendt trak det overskrifter, da Christina Krzyrosiak blev borgmester i Holbæk som 25-årig. Der var fokus på, om hun var gammel nok og havde tilstrækkelig erfaring. Hun skulle forsvare sin viden og evne til at træffe vigtige beslutninger, men hun slap for spørgsmål til fysisk form. Alder er både et vilkår og en identitetsmarkør. Men hvor gammel ville du være, hvis ikke du vidste, hvor gammel du var? Hvilken alder føles du? Og er din følelse af ”dig” stærkere end din alder?

Alder er et privilegium

Min følelse af ”mig” er betydeligt stærkere end min følelse af 55 år. Når jeg ser billeder af mig selv, kan jeg godt se, at jeg er en kvinde på 55 år. Det har jeg det fint med. Jeg har fortjent hver eneste rynke i mit ansigt. Det er resultatet af et levet liv, af glæde, latter og bekymring. Jeg skal ikke botoxes rynkefri, jeg befinder mig fint med at ligne den alder, jeg har.

Min følelse af ”mig” er stærk. Jeg har en markant svagere følelse af et ”Vi” med personer, jeg er jævnaldrende med. Jeg har et netværk af mennesker i mange forskellige aldre, ofte via interessebårne fællesskaber. Måske skyldes det, at jeg stadig har en fysisk form, hvor jeg kan deltage i de aktiviteter, jeg har lyst til, og ikke oplever begrænsninger i min hverdag. Jeg opsøger ikke særlige aktiviteter for min aldersgruppe, som betegnes seniorer. Jeg dyrker mine interesser og danner netværk med andre, der deler disse. Jeg har faktisk intet ønske om at fremstå yngre, og jeg opfatter alder som et privilegie, en gave. Min far blev 61, min bror blev kun 48. Jeg er 55, og den gave skal dælme pakkes ud og give glæde hver dag.  Jeg lytter til Dayyani´s Blink Twice. Hun synger:” Dancing is a privilege. Don’t take it for granted.” Dancing is a privilege, so is age. Og de to ting hører sammen i min verden. Jeg kan ikke gøre så meget ved den aldersdiskrimination, jeg mødes med i en kontekst af arbejdssøgende, men jeg kan gøre alt i min magt for fysisk at være i stand til at danse og deltage i alt, der giver mit liv mening, og som gør mig glad. At kunne leve det liv, jeg gerne vil, kræver en indsats, og jeg optimerer på flere parametre. Det bør du nok også, hvis ikke du allerede er i gang.

Forfaldet skrider planmæssigt frem – har du en vedligeholdelsesplan?

Det er et faktum, at som vi bliver ældre, går vi i forfald. Lev med det. Eller gør hvad du kan for at stoppe ulykken og udsætte forfaldet. Der er to gode nyheder. Den første gode nyhed er at, det endelig er tilbagevist, at man bliver dårligere til at lære, når man bliver ældre. Ung som gammel har tilsyneladende samme kapacitet til at tilegne sig viden – forudsat at man udfordrer hjernen hele livet. Så kom i gang med hjernetræning, lær et nyt sprog eller nye færdigheder, for du vil da gerne være den skarpeste kniv i skuffen. Der er endnu en god nyhed. At the end of the day bliver vi alle gamle og syge og dør, men du kan selv påvirke, hvornår det sker, og hvordan du har det som gammel. Forskerne bag nye undersøgelser om aldring er selv overraskede over resultaterne, som går imod de hidtidige opfattelser af forfald. Lærebøgerne skal skrives om. Med en seriøs indsats kan du halvere funktionstabet! Halvere! Mit ærinde med at spørge til din vedligeholdelsesplan netop i påsken, er ikke at slå dig oveni hovedet med en omgang foodshaming efter dine påskefrokoster, så spis du blot det påskeæg! Pyt (næsten) med din kost, fokuser på dit aktivitetsniveau. Nye danske studier fra Aalborg Universitet med Ernst Albin i spidsen viser, at det aldersbetingede fald i fysisk formåen, er langt mindre, hvis man er fysisk aktiv hele livet. Faktisk kan du halvere nedgangen gennem træning. Den dårlige nyhed, hvis du altså ikke ligefrem elsker sved og høj puls, er, at det skal være intensivt og ofte. Så vil du kompensere for det aldersbetingende præstationstab, skal du træne en masse. Nu har du spist det påskeæg. Du har derfor god energi, så på med træningstøjet og afsted.

Længst muligt i egen krop

Og nu vi er ved de dårlige nyheder om store træningsmængder, så er her lidt at tænke over, hvis du ikke kan forlige dig med nogen form for fysisk aktivitet, heller ikke i små mængder. Sundhedsstyrelsen har for nylig sat tal på, hvad forskellige risikofaktorer i livet koster i form af ekstra dødsfald. En inaktiv livsstil koster 4653 dødsfald årligt, usunde kostvaner knyttes til 1382 dødsfald mens svær overvægt betyder 750 dødsfald. Det er langt sundere at være en fysisk aktiv overvægtig, end en slank inaktiv.

Du vælger ikke selv, hvor gammel du bliver, men du har en kolossal indvirkning på, hvordan dit liv som gammel bliver. Mit mål er at kunne klare mig selv, men også at kunne fortsætte med de ting, jeg har lyst til – uden at skulle bruge hjælpemidler eller bede nogen om at løfte tre rammer dåsecola hjem i mit køleskab eller snøre mine sko. Et andet mål er at afværge fald. Det sidste handler om, at jeg er fumler tumler og går ind i ting. Det bliver jeg nok ved med resten af mit liv, da det er en del af min diagnose. Men vidste du, at hoftebrud efter fald medfører døden for 20-30 % af de ramte, som ofte er kvinder? Et hoftebrud dør man da ikke af, tænker du nok, og det har du delvist ret i. Men et langvarigt sengeleje med en brækket hofte fører ofte til komplikationer som blodpropper. Mit gode råd til dig som kvinde er derfor at undgå fald, og her kommer træning ind. Med stærke muskler efter tung styrketræning vil du være i stand til at afværge et fald, hvis du får overbalance. Det handler både om din livskvalitet og om din overlevelse.

Carpe the fucking diem out of your workout

Jeg vil leve længst muligt og stærkest muligt i egen krop. Hvad er det værd at have en fed pensionsopsparing, hvis jeg ikke kan danse længere eller cykle afsted ud i naturen? Derfor træner jeg. Det er så en stor fed løgn, for det er ikke derfor, jeg træner, men det lød meget godt inde i mit hoved. Jeg træner primært fordi, jeg ELSKER at træne og fordi, jeg er hyperaktiv og har brug for bevægelse ad libitum. Jeg har i øvrigt ikke en fed pensionsopsparing, nu jeg er i gang med at korrigere mig selv. Men jeg har sat PR i squat og det kan også noget. Det er ikke rekorden i sig selv, der er vigtig. Det er al den styrketræning, der gør, at jeg kan være med på eller over niveau med 20-årige, når det kommer til fysisk aktivitet. Jeg kan spille en basketballkamp, undervise i dans og transportere mig på cykel også i modvind. Jeg har sat knogle- og muskelmasse i banken til ældre tiders nedgang. Jeg skal, som sagt, længst muligt i egen krop. Du bestemmer selv, hvor langt du skal i egen krop, og jeg skal heller ikke bestemme, hvilken form for fysisk aktivitet, du skal kaste dig over. Det var også løgn, for du skal styrketræne! Og der skal vægt på. Det vil være dit livs bedste investering. Jeg er normalt stor fortaler for, at den bedste træning er den, der bliver til noget. Der er større sandsynlighed for, at du deltager regelmæssigt i en aktivitet, hvis du faktisk elsker selve aktiviteten og ikke kun resultatet. Men lige her strammer jeg garnet! Hvis noget af ovenstående giver mening, altså hvis du vil undgå det fysiske forfald, der følger med stigende alder, så skal du komme alle dine æg i en kurv: Styrketræning, og du skal give den max gas. Carpe the fucking diem out of your workout.

Jamen jeg hader fitnesscentre

….sagde ingen, der har oplevet fremgang, mestring og teknisk sikkerhed i frivægtsområdet nogensinde. Jeg vil påstå, at alle kan opnå, måske ikke ligefrem at elske, men at synes om styrketræning. Du aner ikke, hvor gigantiske glædeudbrud, jeg har hørt fra kvinder, der har udført deres første pull up. Eller hvor fedt det er at føle sig stærk og at mestre seje løft. Hvis du gjorde, sad du ikke her og læste, så var du på vej til træning. Forskellen, som jeg ser det, er grundig og kompetent introduktion, vejledning, tålmodighed samt nogen at tale med om dine usikkerheder og andre svære følelser, som uundgåeligt vil vise sig. Please, lad være med at købe adgang til et center i den tro, at du kan komme i gang på egen hånd. Den vej fører som regel til en crosstrainer eller et løbebånd og så i bad. Dont. Du skal i frivægtsområdet, og der er hjælp at hente. Men se dig godt for. Branchen for personlige trænere er fuld af skiderikker. Branchen har dog også vidunderlige af slagsen, som AO Coaching (aocoaching.dk, Aalborg), Styrk (“Styrk.dk”, Aalborg, Randers, Aarhus), Unlimited Performance (“up_unlimitedperformance”, Aalborg) og Strong Curves (“Strongcurves.dk”, Aarhus). Jeg har ingen andele i disse private træningsstudier, ud over at de er startet af nogle af mine utroligt dygtige “gamle” elever fra Sportshøjskolen. De er veluddannede, engagerede, har værdierne i orden, og du vil være i trygge hænder. Jeg nævner dem udelukkende, fordi jeg af hjertet ønsker, at du vil få den samme glæde ved træning, som jeg har. Så vi kan mødes og lave fede ting, også om 20-30 år.

Kontakt mig, hvis jeg kan være behjælpelig med at finde det, der kan være rigtigt for dig. Jeg gentager: Længst muligt i egen krop.

God træning.

Jeg er miked up til danseundervisning på billedet nedenunder – ofte kræver mit liv store mængder tape for at hænge sammen.

ADHD og menopause

Hvis du er kvinde midt i livet med ADHD, har du muligvis oplevet, at din ADHD blev værre i menopausen. Faktisk opdager nogle kvinder først, at de er neurodiverse, når menopausen banker på døren. Årsagen er, at de ADHD-relaterede udfordringer bliver større på grund af den faldende østrogenproduktion. For nyligt er der udgivet en meget vigtig bog om menopausen, og det giver mig anledning til dette indlæg, hvor jeg vil forsøge at koble menopause og ADHD. Der er alle mulige grunde til at læse med, selv om du ikke er neurodivergent. Alle kvinder kommer i menopause. Nogle oplever få eller næsten ingen gener, mens andre er meget påvirkede. Men langt de fleste kvinder ved for lidt om den periode af deres liv, og det bør vi gøre noget ved. Så velkommen til et laaaangt indlæg, for jeg har meget på mit ADHD-menopause-hjerte. Det er vigtigt, så hold ud.

Hvorfor er vi så lidt forberedte på menopausen?

”Vi famler i blinde”, udtaler Katerina Pitzner i podcasten ”Skål Søster”, der udgives af ALT for Damerne. Hun har lige fået resultatet af en blodprøve, som viser, at hun er i menopause. Hun fortæller i podcasten, at det var en lettelse at få en forklaring på den seneste års oplevelser med ”brainfog”. Hun undrer sig over, hvor uforberedte, vi kvinder er, når det kommer til menopausen. Katerina har sat sig for at få styr på fakta og så i øvrigt komme videre med sit liv. Flere og flere kendte kvinder taler endelig om menopausen i det offentlige rum. Det er godt og tiltrængt. Desværre synes jeg, Katerina Pitzner videregiver information om menopausen og især om hormonterapi (HRT), som er fejlagtig og bygger på fordomme. Jeg oplever, at der i Danmark er en negativ fortælling om hormonerstatningsterapi, som ikke stemmer overens med den dokumentation, der danner baggrund for praksis i f.eks. USA og England. Jeg har derfor mit fokus rettet mod udlandet, når jeg forsøger at holde min viden på området up to date. Mest for at kunne begrunde mine ønsker overfor læger mm., men også for at kunne tage del i debatten, og for at kunne tale med andre kvinder om, hvilken form for hjælp, der findes.

Det er ikke en overgang

Jeg anvender konsekvent ordet menopause i stedet for overgangsalder, for det er ikke en overgang. Nedgang i hormonproduktion har konsekvenser der rækker ud over perimenopause og menopause, som varer typisk mellem to og otte år. Menopause betyder ophør af menstruationsblødning og er defineret som 12 måneder uden menstruation. Herefter kaldes stadiet postmenopause og varer resten af livet. Det betyder, at kvinder lever mange år, ja ofte mere end 1/3 af livet, med et konstant lavt niveau af østrogen. Det har nogle alvorlige konsekvenser for velvære og sundhed. Jeg vil anbefale alle kvinder at sætte sig grundigt ind i, hvordan det faldende østrogenniveau påvirker krop og helbred. Det er her, den dugfriske menopausebog kommer ind i billedet. Læs videre for boganbefalingen.

ADHD og menopause – et sammenfald i symptomer

Da jeg efter en årelang og sej kamp endelig fik adgang til behandling for mine symptomer på menopause, følte jeg mig kaldet til at skrive en bog om emnet. Jeg nåede at skrive 80 sider, men så skete der noget, der udsatte mine skriverier. Det gik op for mig, at jeg havde ADHD. Jeg dykkede ned i litteraturen om ADHD, og noget vakte min nysgerrighed.  Der var et overlap af symptomer mellem de to tilstande, og jeg mistænkte, at der kunne være en sammenhæng mellem min menopause og min ADHD. Meget peger på, at der er en sammenhæng. Man kan sige, at der ligefrem er tale om et Kinderæg af ADHD, menopause og en livsfase, med flere store livsændringer. I denne livsfase flytter ens børn hjemmefra samtidig med at ens aldrende forældre måske falder væk eller kræver omsorg og pleje. Mange kvinder gennemgår derfor en svær tid, en tid som ovenikøbet er tabubelagt og domineret af en fortælling om statustab og kropsligt forfald. Når jeg tænker mig om, så kender jeg utroligt mange kvinder omkring 50, der skifter karriere eller helt trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det taler vi for lidt om! Så det synes jeg, vi skal, altså tale om det. Men først en forklaring på den mulige sammenhæng mellem ADHD og menopause.

Mangel på østrogen forværrer ADHD-symptomer

En del af de kvinder, jeg taler med, kender kun til blødningsforstyrrelser og hedeture som tegn på menopausen. Men når kroppens produktion af det kvindelige kønshormon østrogen falder i menopausen, påvirker det både kroppen og hjernen, og det har betydning for kvinders sundhed og velvære. Der kan listes 40-50 symptomer op, som sættes i forbindelse med menopausen. Faldende eller svingende hormonniveauer påvirker hjernen på mange områder, og det giver symptomer, som minder om ADHD. Kvinder uden ADHD kan i menopausen derfor opleve ADHD-lignende symptomer som manglende hukommelse, udfordringer med opmærksomhed og koncentration, irritabilitet, stress, aggressivitet og humørsvingninger. Kvinder med ADHD oplever ofte en symptomforværring i forbindelse med menopausen.

Der mangler kliniske studier udført på kvinder

Der findes studier på området, men som ved mange kvinderelaterede sygdomme halter forskningen bagefter. Faktisk blev kvinder ofte udeladt i medicinske studier frem til 1990érne. Baggrunden for at foretage medicinske studier på mænd er, at kvinders fluktuerende hormoner over en cyklus og gennem et liv, gør det vanskeligt at standardisere og foretage valide målinger. Derudover har der været et ønske om at beskytte kvinder i den fødedygtige alder og deres eventuelle fostre mod skadevirkninger fra ny medicin.  Det er dog indlysende, at medicin, som skal anvendes af kvinder, testes på kvinder for at sikre korrekt dosis og for at kortlægge bivirkninger. Fra 1990érne kom guidelines i Danmark for inddragelse af kvinder i kliniske test af lægemidler. Det er nu et krav, som følge af stigende erkendelse af, at den manglende ligestilling kunne have alvorlige konsekvenser for kvinders helbred. Den Panodil, du som kvinde tager mod hovedpine, er testet på mænd, og den anbefalede dosis er beregnet til en mandekrop. Du kan selv forestille dig de problemer, det kan give, at kvinder gennemsnitligt er mindre end mænd, men også at kvinder omsætter de virksomme stoffer langsommere.

Fald i dopamin og serotonin

Der efterspørges altså mere viden og dermed flere studier om sammenhængen mellem ADHD og menopause. Men der findes dog underbyggede hypoteser og valide studier. En hypotese er, at når østrogenproduktionen falder, påvirkes andre kemiske processer i kroppen. Kvinder har østrogenreceptorer overalt i kroppen, og derfor indvirker det på en lang række fysiologiske processer, at østrogen pludselig er i restordre. Et fald i østrogen nedsætter hjernens evne til at udskille dopamin- og serotonin. Hvis hjernen ikke udskiller serotonin, kan det medføre tristhed og angst, mens manglende dopamin opleves som et fravær af glæde og lykkefølelse. Også de eksekutive funktioner som opmærksomhed, hukommelse og koncentration påvirkes negativt ved et fald i dopamin. Et fald i udskillelsen af dopamin og serotonin betyder, at symptomer på ADHD kan opleves forværret. Menopausen indtræffer hos kvinder i ca. 45-55 år alderen, dog med stor individuel variation. Som 45-årige oplevede jeg depressionslignende tilstande, udfordringer med hukommelse og koncentration på et niveau, jeg ikke tidligere havde oplevet. Menopausesymptomer var til stede sammen med ADHD og det ene påvirkede det andet. Dobbelt op på en gave, jeg bestemt ikke havde ønsket mig. Jeg er dog kommet i gode sundhedsfaglige hænder, og har fået hjælp til både ADHD og menopausen.

Hormoner varierer i flere livsfaser

Men hov, tænker du måske, hvad så med andre perioder i kvinders liv, hvor hormonniveauer skifter? Hormonale ændringer vurderes at påvirke symptombilledet hos kvinder med ADHD omkring pubertet, ved PMS, under graviditet og i menopause. Bingo. Helt anekdotisk stemmer det overens med mine egne oplevelser. Min ADHD har bestemt skiftet udtryk flere gange i mit liv, nemlig præcist i de nævnte faser af livet. Min ADHD-adfærd skiftede omkring 13-års alderen, min graviditet voldte især store emotionelle problemer og halleluja, jeg oplevede forværrede symptomer, da jeg kom i menopause.

Kan der gøres noget?

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hverken er læge eller gynækolog. Indlæg generelt på bloggen og anbefalinger specifikt, er udelukkende tænkt som inspiration, og jeg opfordrer dig naturligvis til at opsøge autoriseret hjælp, det gælder både i forhold til menopause og en eventuel diagnose. Du skal selvfølgelig ikke opsøge råd på hverken Tik Tok eller andre sociale medier.

Først og fremmest kan hormonterapi være en løsning, hvis dine symptomer skyldes menopause. Hormoner i form af piller, plastre eller gel kan erstatte den mængde østrogen, du mangler. Herved undgår du de symptomer, der er konsekvensen af, at østrogenproduktionen stopper. Læs den nye menopausebog, som jeg henviser til senere.

Er du ikke diagnosticeret, men mistænker at være neurodivers, kan jeg anbefale, at du får din læge til at rekvirere en udredning. Men hav tålmodighed, der er årelang ventetid i den offentlige psykiatri. Med en sundhedsforsikring kan du få en henvisning til en privat psykiater.

Er du allerede udredt og får medicin, kan du tale med din læge om en justering af dosis eller et skift i type af ADHD-medicin. Undersøgelser peger på, at lisdexamfetamine (sælges i Danmark under navnet Elvance) har en særligt god effekt hos kvinder i menopause og især har en positiv indvirkning på ADHD/menopausesymptomer som hukommelse, koncentration og andre eksekutive funktioner. Faktisk anvendes denne type medicin i USA til kvinder uden ADHD mod menopausesymptomer.

Også I den ikke-medicinske afdeling er der hjælp at hente til at lindring af symptomer på menopause eller til forværrede symptomer på ADHD i menopausen. Kognitiv terapi (CBT, cognitive behavioral therapy) kan hjælpe med regulering af følelser og med at skabe bedre struktur og planlægge hverdagens opgaver. Der findes derudover en del anbefalinger, der handler om livsstilsændringer, f.eks. fysisk aktivitet, meditation og mindfulness, kostændringer og kosttilskud. Alt i alt er der mange ting, du selv har indflydelse på, og som skan optimeres og give bedre trivsel i midlife. Hæng på, nedenstående viser dig vej til et to gode bøger om emnet, af Louise Newson og Amada Thebe.

To nye bøger

Der er netop udgivet to bøger om kvinder, alder og menopause; Hvad jeg tænker mens du taler af Alberte Winding og The definitive guide to the perimenopause and menopause af Louise Newson.

Alberte Winding kender du allerede. Det er jo Luna fra Bamse og Kylling og komponisten bag den vidunderlige sang, Lyse nætter, som har fundet vej til Højskolesangbogen. Efter flere bøger tager hun i sin seneste roman fat i den tabuiserede kvindelige vrede, som kan ramme kvinder i menopausen.

”Halvtredserne handler om realiteter. Kroppen kan ikke længere spise alt. Tværtimod er alting usundt, og det er egentlig sundest at sulte. Døden er allevegne. Den tager dine forældre, og den sidder ved bordet, ved siden af vinen, og taler i dine tanker hele tiden. Så du holder op med at festryge, men også med at danse og grine, fordi tingene hænger sammen, lasterne er en klike, som du forlader.”

Da jeg ikke selv er en vred kvinde i midlife længere, vil jeg nok have svært ved at relatere, men jeg nævner bogen, fordi den rammer en trend, hvor kvinder i midlife får synlighed. Der skrives bøger om os, og vi indtager i stigende grad filmlærredet. Selv om skønlitteratur og kunst kan lære os om livets aspekter, vil jeg alligevel nøjes med at anbefale to faglitterære bøger , der kan kvalificere dine valg på området ADHD/menopause.

En vigtig bog om menopausen

Louise Newson er min foretrukne menopauseguru. Jeg er fast lytter af hendes ugentlige podcast, The Dr Louise Newson Podcast. Kender du ikke podcasten, vil jeg anbefale, at du starter ved episode et og lytter til samtlige episoder. Louise Newson er læge, menopausespecialist og driver en menopauseklinik i England med 200 ansatte. Hendes mission er at uddanne både mænd og kvinder i menopauserelaterede emner. Viden og oplysning skal sikre, at kvinder kan forblive sunde og livsduelige også efter 50. Hun ønsker at nedbryde fordomme og opfordrer til, at vi taler mere åbent om en livsfase, som rammer halvdelen af jordens befolkning. Der er mange myter at punktere og en stor mængde information at formidle til kvinder, så de er forberedte og kan tage stilling til en eventuel behandling eller tilrettelægge en tilværelse med høj grad af trivsel.

Hendes nyeste bog skal rette op på den udtalte mangel på viden om perimenopause og menopause. Mangelfuld viden kan i sidste ende føre til manglende behandlingsmuligheder for kvinder. Louise Newson mener, kvinder verden over lider i stilhed, og mange lider helt unødvendigt. Bogen præsenterer den nyeste viden på området, og adresserer de hyppigst stillede spørgsmål fra de kvinder, der opsøger klinikken. Bogen skal give kvinder en viden, der gør dem i stand til at træffe valg for egen krop på et informeret grundlag. At være oplyst er det bedste grundlag for at kræve seriøst behandling hos læger og gynækologer.

Et eksempel på ADHD og Menopause

På Louise Newson´s hjemmeside balance-menopause.com kan du finde en personlig beretning om Margaret, som oplever voldsomme menopausesymptomer som 47-årig. Efter flere års søgen får hun endelig får koblet tilstanden med ADHD, bliver udredt og som stadig er i en proces med afsøgning af den bedste kombination af hormoner og ADHD Medicin. (find beretningen på balance-menopause.com/menopause-library/menopause-and-adhd/).

Boganbefaling nummer to

Da jeg kom i perimenopause, var det som at blive kørt over af et tog. For at være helt ærlig, anede jeg intet om menopause, så det gik år, før jeg forstod, hvad der var i gang. Jeg frygtede hjernekræft, demens, angst og depression, men så fik jeg de første hedeture og det ledte mig på sporet og direkte til egen læge. Lægen sendte mig tomhændet og uforløst hjem. ”Overgangsalder er noget, kvinder må lære at leve med”, mente han. Det var jeg aldeles uenig i. Jeg opsøgte viden hos udenlandske menopausespecialister, og hos en gynækolog fik hjælp i form af mirakuløse dosisposer med østrogen i gelform. Det hjalp. Det er ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for hormonterapi. I min omgangskreds har jeg tilnavnet ”hormon-hviskeren”. Jeg er, som nævnt ikke læge, men jeg videregiver den viden, jeg selv har samlet op til kvinder i mit netværk, hvis de opsøger mig. Jeg kan kvalificere deres valg, men valget er i sidste ende den enkelte kvindes. Jeg har talt med kvinder som har valgt at afprøve alt lige fra en Shaman til indtagelse af Rødkløver og Tofu.

Desværre oplever jeg, at det danske sundhedssystem og de danske guidelines om hormonterapi er forankrede i nogle undersøgelser om risiko for brystkræft, som er tilbagevist mange gange. Jeg er meget optaget af de gennembrud i forskning og metoder, som især finder sted i USA, England og Australien. I Australien findes menopauseklinkker på hospitaler, hvor læger, der kun beskæftiger sig med menopause, hjælper og rådgiver kvinder. Sådanne klinikker mangler vi i Danmark. Indtil da tager jeg ansvar for min egen krop og for, hvilke typer af behandling jeg ønsker som postmenopausal kvinde. Jeg anbefaler dig at gøre det samme. Du kunne jo starte med Louise Newsons bog. Har du allerede taget stilling, og er fast besluttet på, at hormonterapi ikke er for dig, så følg en anden menopauseguru, Amanda.thebe, på instagram. Eller endnu bedre; anskaf dig Amanda Thebes bog ”Menopocalypse”, som er en 360 graders vurdering af aspekter i midlife, som du selv kan ændre på. Amanda kan også fanges på amandathebe.com.

Har du spørgsmål til mine oplevelser og erfaringer eller til emner, der omhandler menopause, så kontakt mig endelig. Send mig en dm på instakontoen Neurospiceupyourlife.dk.

Happy ADHD-menopause!

Disorder, superpower eller et sted midt imellem?

Da nogen første gang antydede, at jeg kunne have ADHD, var min reaktion at blive voldsomt fornærmet. Dels var jeg fuldkommen fuld af fordomme om ADHD som en diagnose forbeholdt drenge og mænd, og dels var der noget ved definitionen, som bød mig imod. ADHD regnes for en impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse og er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactive Disorder. Smag på ordet ”Disorder”. Der var meget langt fra ”disorder” til min selvforståelse som en succesfuld, intelligent kvinde med krævende lederjob – naturligvis på en bund af udfordringer men ligefrem en disorder?

Det betød, at jeg længe ikke talte højt om en diagnose af frygt for at blive stigmatiseret og få indskrænket mine muligheder på arbejdsmarkedet. Hvem ville ansætte mig på en betydningsfuld post, hvis de vidste, jeg kom med en ”disorder”? Min bevæggrund for nærværende blog er vokset ud af netop den følelse, og jeg ønsker at medvirke til aftabuisering, til at fremme inklusion og diversitet på arbejdspladsen og at bidrage med en positiv fortælling om, at livet kan leves stærkt med en diagnose.

Disorder=forstyrrelse?

Da jeg i 2022 fik tilsendt udredningsdokumenter, var det umiddelbart en lettelse at læse en rapport over mine udfordringer og få en psykiaters validering af, at oplevelsen af et liv, der havde været noget op ad bakke, ikke var indbildt. Den havde et navn, ADHD. Samtidig blev jeg ramt af en stor sorg over at være et menneske med en ”disorder”. Jeg opfatter ”disorder” som langt mere alvorligt end ”forstyrrelse” eller ”tilstand”, som er betegnelser, der anvendes på dansk i den hidtidige oversættelse af ”Mental, behavioural or neurodevelopmental disorders; autismespektrumforstyrrelse, opmærksomhedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse, obessiv-kompulsiv tilstand m.fl.

Oversættelse af ICD11

I Danmark anvendes WHO´s klassifikationssystem af sygdomme og andre såkaldte helbredsrelaterede tilstande. Den seneste version ICD10 kom i 1989 men blev først taget i brug i 1994, og således har jeg været præsenteret for ICD9 som lærerstuderende og senere for ICD10 som psykologistuderende. Men det er først nu, hvor jeg er indehaver af en tilstand, der findes i klassifikationssystemet, at jeg har interesse for den nye udgave. Den nye version, ICD11, er officielt trådt i kraft fra 1. januar 2022 og bliver i de kommende år udrullet i det danske sundhedssystem. At den ikke anvendes omgående og simultant på alle områder skyldes dels, at det kræver forberedelse og omstilling af IT-systemer, f.eks. til patientregistrering, men også, at det indebærer et større oversættelsesarbejde fra engelsk til dansk.

Ord skaber virkeligheden

Den nye version, ICD-11, skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse. En kernegruppe af fagpersoner samarbejder med Sundhedsdatastyrelsen om en oversættelse af kapitel 6, de psykiatriske diagnoser. Og hvorfor er det så vigtigt, tænker du måske?

Ord skaber virkeligheden og påvirker selve måden, vi forstår og tolker andre mennesker og situationer. Da jeg var barn på Frederiksbjerg i Aarhus i 1970érne, boede vi tæt på en Åndssvageanstalt. Der var hegn omkring, men når jeg gik i skole, kunne jeg se ind til de indespærrede og isolerede åndssvage på legepladsen. Jeg fortabte mig ofte bag hegnet. Jeg vidste kun, at de var ”åndssvage”, og det afspejler meget godt den begrænsede viden, vi danskere har haft om anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet. Gennem de senere år er der kommet fokus på børneforsorgen, båret frem af nogle kritiske indslag i pressen om hårdhændet behandling af psykiatriske patienter i en kedelig periode i Danmarkshistorien. Tidligere anbragte er stået frem i medierne og har berettet om tiden på børnehjem som Godhavn, hvor tvangssterilisation, ”det hvide snit” og isolation af åndssvage var en del af behandlingen. I øjeblikket kan du se filmen ”Ustyrlig”, om de uregerlige piger, der i mellemkrigstiden blev sendt på bl.a. Sprogø, fordi de blev anskuet som farlige for samfundet.

Også Jussi Adler Olsen har anbragte piger som tema i bogen ”Journal 64”. De ord og begreber, der i perioden blev anvendt om de anbragte, var, ud over ”åndssvag”, ”vanfør”, ”skadelig arvemasse”, ”underlødige”, ”defekte” og ”minusindivider”. Forestil dig, at man slyngede den slags begreber ud om andre mennesker i 2023? Det ville virke stærkt stødende og nedværdigende at benytte disse ord. Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og i stedet har ”udviklingshæmmet” fundet indpas, med et fokus på at sikre en behandling forankret i udvikling og ligeværdighed, fulgt op af rettigheder, støtte og hjælp. Nye tider betyder nye skikke og nye begreber. ICD11 skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse og derfor bliver valget af ord og begreber afgørende.

Vi står med et problem – vi er ved at finde en løsning

Overvej forskellen i ovenstående. Det første udsagn er en negativ fortælling, mens det andet er en positiv framing af samme indhold. Framing er en måde at fremhæve noget og gemme noget andet væk ved hjælp af et bevidst valg af ord. Du vil med stor sandsynlighed være mere indstillet på en operation, hvis du får at vide, at 90% af patienterne overlever, end hvis du bliver fortalt, at 5% dør. Indholdet er det samme, blot framet på to forskellige måder. De to begreber, disorder og forstyrrelse, er negative fortællinger om ADHD. Personer med ADHD kan have meget forskellige symptombilleder, da ADHD er et spektrum af symptomer. Langt fra alle symptomer er forbundet med begrænsninger i funktionsniveau. Der er en stigende erkendelse af, at nogle personer, der opfylder diagnosekriterier for ADHD, er ”High-functioning ADHD” med succes indenfor det akademiske uddannelsesområde, den sociale arena og på arbejdsmarkedet. En krøllet ADHD-hjerne kan have positive egenskaber som evne til hyperfokus, højt energiniveau, evne til at finde innovative løsninger og kreativitet. Der er tale om evner, som hvis de understøttes er en styrke og en kilde til succes i mange sammenhænge. Vis mig en iværksætter og du har med stor sandsynlighed en person med ADHD. Måske er tiden kommet til at frame aspekter af adfærd og kompetencer associeret med ADHD i et mere positivt sprogbrug og i en styrkefokuseret framing. Måske er tiden også kommet til flere undersøgelser og mere forskning i, hvilke rammer, copingmekanismer eller terapiformer der skal til for at opnå et funktionsniveau som ”High-funktioning-ADHD”.

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet tilbyder en positiv eller neutral tilgang til personer med f.eks. autisme og ADHD. Der er tale om en positiv framing af personer, som opfatter og interagerer med verden omkring dem på en anderledes måde end de neurotypiske, hvis hjerner har udviklet sig normalt og derved ikke opfylder diagnosekriterier. Ordet normal er værdiladet, mens neurotypisk er neutralt. Neurodivergent betyder, at en hjerne har atypiske karakteristika, hvilket gælder for personer med ADHD, autisme, epilepsi mm. Ordet neurodivers er en samlet betegnelse for variation i hjerner. Ordet dukkede op i løbet af 1990érne som et resultat af den australske sociolog Judy Singers arbejde for at fremme diversitet og inklusion af mennesker med mentale lidelser. Begrebet er fri for den normative bedømmelse, der ligger i ordene lidelser og forstyrrelser, og gør det muligt at omtale personer med diagnoser mere respektfuldt og i et neutralt sprogbrug. Begrebet finder stille og roligt indpas i hverdagssproget, og jeg er selv stor fortaler for begrebet. Psykiateren, der stod for min udredning, sendte mig ud i verden for at klare mig selv med den udmelding, at det ikke er min ADHD, der i sig selv udgør et problem. Problemet er, at jeg skal fungere i en verden til og for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Det kan psykiateren bestemt have ret i. Men jeg er optimistisk, for jeg oplever, at kassen er ved at blive bygget om og udvidet. Selv min bank, Danske Bank, har som formål at være førende i branchen på diversitet og inklusion. For flere organisationer har det mest været defineret i forhold til køn og alder, men lur mig om ikke neurodiversvenlige arbejdspladser bliver det nye sort.

Superpowers? Går vi for langt?

Da jeg fik mistanken om at have ADHD, hyperfokuserede jeg på emnet for at lære så meget som muligt. Det gør jeg stadig, for der er mange afkroge at inspicere ved den krøllede hjerne. Jeg er færdigudredt og velmedicineret, og det betyder, at jeg er i stand til at koncentrere mig om at læse videnskabelige artikler. Jeg har dog stadig en præference for podcast, fordi jeg kan dimse rundt, samtidig med at jeg lytter, og fordi jeg bedre lærer og husker under bevægelse. I 2019 opdagede jeg podcasten ”ADHD for Smart Ass Women”, startet i 2018 af Tracy Otsuka. Jeg har lyttet til samtlige, i skrivende stund, 220 episoder. Her hørte jeg første gang udtrykket ”superpower” om ADHD. Det var i den grad en positiv framing af de særlige egenskaber en ADHD-hjerne tænkes at være i besiddelse af. Jeg vil gerne medvirke til en mere positiv fremstilling af ADHD, men begrebet ”ADHD-superpower” har jeg et blandet forhold til. Jeg opfatter ikke min ADHD som en gave, jeg fik ved fødslen, og der fulgte bestemt ikke en superheltekappe med. Du behøver derfor ikke være misundelig, hvis du til daglig ikke oplever udfordringer med koncentration, følelsesregulering, hyperaktivitet, hukommelse eller hang til overspringshandlinger. Min hjerne fungerer på en anderledes måde end hos neurotypiske, og jeg tilskriver nogle af mine største arbejdsmæssige resultater og succeser min hjerne og dermed min ADHD. Det kræver særlige arbejdsmetoder og rammer, før min ADHD kan foldes produktivt og kreativt ud. Det har jeg skrevet et indlæg om, ”To be consistently inconsistent”, som er på bloggen i kategorien worklife. Jeg har sandelig været periodevist succesfuld. Til gengæld har en stor del af mit liv været op ad en stejl bakke som et resultat af f.eks. manglende følelsesregulering, hyperaktivitet, sensitivitet overfor materialer og teksturer, og en følelse af at være anderledes og forkert, som stadig påvirker mig negativt. Derfor anvender jeg ikke ordet superpower. Jeg er mig bevidst, at det giver håb, særligt til forældre til neurodiverse børn, men jeg synes, det er at gå lidt for langt i den positive framing.

Neurospicy

Medicin dæmper symptomer, men det betyder ikke, at jeg har udviklet en neurotypisk hjerne. Kendskab til og viden om mine særlige udfordringer, redskaber til at håndtere disse samt en realistisk forventning til mig selv udgør ved nærmere eftertanke min superpower. Det vil dog ikke være et begreb, der finder vej til mit personlige sprog. Det gør derimod det federe begreb ”neurospicy”, som lægger navn til denne blog. Der findes vist ikke en entydig definition af ordet, men i min udlægning beskriver det en person med et ”high strong nervous system” – og den definition passer jeg perfekt i. Jeg har fundet en cute broche hos firmaet ”Sugar & Sloth”. Tippet er hermed givet videre i fald du vil flashe dit tilhørsforhold til den neurodiverse del af befolkningen. Da pakken ankom med brochen, var der en lille gave, et klistermærke med ordene ”I tried”. Det er faktisk altid det, jeg gør!

Disorder, forstyrrelse, ADHD-superpower, neurodiversitet eller neurospicy? Jeg går med de to sidste. Går du med?

Broche og klistermærke fra Sugar&Sloth (ikke-sponsoreret)

Din ADHD-hjerne elsker træning

Jeg er dårlig til at lære, hvis jeg skal sidde stille samtidig. Jeg lærer bedst under bevægelse, og jeg er konstant i bevægelse. Jeg har dyrket idræt, så længe jeg kan huske. I år fejrer jeg et flot 50-års jubilæum som aktiv i den organiserede idræt. Inden, jeg som 5-årig blev sendt til gymnastik og svømning, havde jeg hoppet, klatret, snurret rundt og stået på hænder i møblerne og på legepladsen. Det var gymnastikken, der trak, men da min mor først havde lært at svømme som voksen for at kunne tage sine børn med på stranden, ja så var svømmeundervisning et krav og adgangsbilletten til det forjættede gymnastikcenter.

40 år som instruktør, og det gør mig stadig helt lykkelig. Her dans foran turistkontoret på Samsø.

Det farlige liv som risikosøgende

Jeg fik lært at svømme i AGF hos Susanne Nielsson, som dengang var the shit indenfor svømning. På Svømmestadion på Ingerslevs Boulevard var et udspringsbassin med 4 meters dybde, og der tjekkede jeg ind til børnesvømning. Det var midt i sæsonen, og ingen havde noteret sig, at jeg var ny og ikke før havde været på dybt vand. Da de andre børn sprang i bassinet, sprang jeg med. Min mor sad på tribunen og skreg af forskrækkelse, men jeg flød som en korkprop til overfladen og plaskede afsted. Susanne fik mig dog hevet op og iført et korkbælte, mest for at få min mors nervesystem i vater. Normale børn på 5 år havde måske vægret sig eller kravlet forsigtigt ned i bassinet, men impulsivitet og risikosøgning er almindelige mellemnavne for os neurodiverse. Af samme grund havner personer med ADHD oftere i trafikulykker og i fængsel. Nye tal fra Trafikforskningsgruppen på AAU viser, at personer med ADHD har en forsøget risiko på chokerende 62 % for at blive involveret i en trafikulykke, med en forøget risiko for soloulykker på 50 %. Hver gang, jeg læser om unge mænd, der med alt for høj fart kører galt i trafikken, tænker jeg: ”Åh nej, han havde med garanti ADHD”. ADHDére har derudover fem gange højere risiko for at begå kriminalitet, der ender med en fængselsstraf. Av av. Men fortvivl ej, træning kan muligvis hjælpe dig til en lavere risiko, og ellers kan jeg anbefale, at du undlader at have bil. Jeg har dog vurderet, at det er bedst for alle, at jeg holder mig til cykel og offentlig transport.  Læs videre for forklaringen på hvorfor træning er en vigtig ingrediens i et ADHD-liv.

Tilbage til svømmebassinet

At ligge med snuden i vandoverfladen i halve og hele timer, holde fokus på den hvide streg i bunden af bassinet og samtidig forsøge at holde styr på antal baner, blev aldrig min favorit. Men gymnastikken holdt ved, indtil jeg opdagede det magiske, ADHD-venlige boldspil basketball. I et kommende blogindlæg vil jeg forklare dig, hvorfor du skal sende dit neurodiverse barn til basketball. Jeg har snurret rundt i højt tempo i så ufatteligt mange timer af mit liv. Højintensive træningsformer med elementer af koordination og koreografi, gerne til musik der er upbeat and happy, har fået et varigt tag i mig. Mine yndlingsaktiviteter er dans/step og basket. Det gør mig direkte lykkelig, og jeg har altid fornemmet, at mit funktionsniveau er markant bedre i perioder med en regelmæssig dosis af netop den type aktivitet. Men jeg vidste ikke hvorfor. Det er jeg blevet klogere på, og der findes en forklaring og en god grund til, at du skal beskæftige dig med lige netop højintensive idrætsgrene. Det handler om hjernens struktur og kemi, og her er en koncentreret og forenklet gennemgang. Du er velkommen til at springe direkte til de gode råd om at optimere din ADHD-hjerne med træning, som findes i slutningen af indlægget.

ADHD-symptomer kort fortalt

Hjernen er sammensat af milliarder af nerveceller, der tilsammen udgør et kompliceret netværk til overførsel af information. For at vi kan bevæge os, tænke og føle, kræver det, at nervecellerne kan kommunikere med hinanden. Dette foregår gennem et system, hvor beskeder sendes og modtages via kemisk overførsel gennem de såkaldte neurotransmittere, f.eks. dopamin. Hos personer med ADHD er transmitterne i den forreste del af hjernen begrænset i deres evne til at kommunikere med andre dele af hjernen. ADHD viser sig som en række vanskeligheder med eksekutive funktioner, som er nødvendige for at kunne fungere i stort set alle arbejds- og hverdagssituationer, hvor der besluttes, planlægges og overvejes. Personer med ADHD har altså en forstyrrelse i frontallapperne, der styrer og kontrollerer opmærksomhed, motorisk aktivitet, følelsesregulering og impulsivitet. Det betyder ikke, at én med ADHD ikke kan være opmærksom, men mere at hn er opmærksom på alt i omgivelserne på samme tid og derved kan have svært ved at fokusere på en enkelt opgave. Tanker flyver rundt i hovedet, og hn er let afledelig og urolig, en uro som kan være både mental og fysisk. De områder, der dæmper impulser, er hæmmede, og derved kommer hn ofte til at gøre ting, hn fortryder efterfølgende, eller som udløser skæld ud.

En manglende evne til følelsesregulering medfører vredesudbrud, hn havner i konflikter, og der ses en tilbøjelighed til at løbe risici, som f.eks. at køre for hurtigt. Transmitterne er ved ADHD ikke kun begrænset i deres evne til at kommunikere. Selve niveauet af dopamin tænkes at være ustabilt hos personer med ADHD. Denne ustabilitet kan forklare, hvorfor ADHD ofte viser sig ved skiftevis manglende motivation og vedholdenhed afløst af perioder med hyperfokus. I det tilfælde, hvor basalniveauet er for lavt, reduceres motivation og evne til fokus. ADHD-hjernen belønner søgen efter ny stimuli med udløsning af dopamin, hvorved motivation og fokus forøges, måske endda til en tilstand af hyperfokus. Men da dopaminen hurtigt klinger af, mistes motivation og interesse, og interessen dirrigeres mod en ny opgave – i en endeløs række af ikke-færdiggjorte projekter og opgaver. Adfærd præget af høj grad af impulsivitet kan forklares herved, da impulsivitet er en tilbøjelighed til at søge den umiddelbare belønning ved en handling i nuet, uanset konsekvenser. Den lave dopaminkoncentration opleves som en følelse af utilfredshed eller manglende tilfredsstillelse, som forsøges opnået ved et quickfix, der kan tage form af shopping, brug af rusmidler, tyveri og ja, træning.

Det handler om kemi

Flere og flere studier peger på, at træning kan forbedre opmærksomhed, koncentration og motivation; aspekter personer med ADHD har udfordringer med. Træning kan indgå som en del af den ikke farmakologiske behandling af ADHD (læs mere uddybende i f.eks. Berwid & Halperin, ”Emerging support for a role of excercise in ADHD-intervention planning”). Under bevægelse udløses der kemiske stoffer fra din hjerne, i form af endorfiner som indgår i reguleringen af humør, giver følelse af velbehag og som dæmper smerter. Men også serotonin og dopamin frigives ved træning. Disse stoffer er i restordre hos folk med ADHD, og det viser sig som manglende evne til at styre opmærksomhed og koncentration. Når koncentrationen af dopamin forøges i frontallapperne, forøges evnen til at regulere og fastholde opmærksomhed, mens behovet for at søge ny stimuli dæmpes. Derudover påvirker træning en vækstfaktor (BDNF) i Hippocampus, som er en del af hjernen, der spiller en central rolle i lærings- og hukommelsesprocesser. Undersøgelser viser, at koncentrationen af BDNF stiger ved fysisk aktivitet (Læs mere i Luders ”Sprækker i ADHD-Diskursen”). Effekten af fysisk aktivitet ses derudover ved en forøgelse af receptorer til neurotransmittere i dele af hjernen. Med flere receptorer vil kommunikationen mellem cellerne forbedres, hvorved de eksekutive funktioner forbedres.

Hvilken type træning er bedst?

Fysisk aktivitet har en afgørende, positiv indflydelse på de kognitive udfordringer hos ADHDére, gennem en forøgelse af neurotransmittere og af vækstfaktor. Men nogle former for aktivitet virker bedre end andre, og det afhænger af dine symptomer og selvfølgelig af dine interesser (Ratey, ”Build your mucles, build your bran” i ADDitude) . Her er en miniguide:

  • Højintensiv aktivitet som løb, cykling og svømning udløser endorfiner, der giver velvære og modvirker tristhed.
  • Teknisk betonede aktiviteter som pilates, yoga og redskabsgymnastik styrker og udvider det neurale netværk i hjernen, hvilket forøger din evne til at lære og at tænke.
  • Højintensive aktiviteter, som samtidig er komplekse og indebærer elementer af teknik og koordination, som boldspil, dans, mountainbike og skateboarding udvider neurale netværk og udløser både endorfiner og dopamin, hvilket har en positiv indvirkning på de eksekutive funktioner. Komplekse aktiviteter med krav til teknik øger vækstfaktor-niveauer (BDNF), og aktiverer dele af hjernen, der styrer timing, konsekvensberegning, fokus og koncentration.
  • Højintensive aktiviteter, der er komplekse og som indebærer, at du skal holde øje med og forholde dig til en andens bevægelser, f.eks. pardans og kampsport, giver alle de ovennævnte fordele og forøger derudover særligt evnen til koncentration og opmærksomhed.

Hvad skal du vælge?

Træning er stor gryde fuld af ingredienser, der giver velvære, koncentration, hukommelse og højt humør. Med regelmæssig træning og fysisk aktivitet kan der tilsyneladende opnås et forhøjet basniveau af bl.a. dopamin. Der er også en vis enighed om, at et stabilt niveau af dopamin i den kemiske hjernesuppe er værd at skaffe en opskrift på. Én af opskriftens bedste ingredienser er træning. Ved deltagelse i højintensive, komplekse og tekniske aktiviteter lader det ovenikøbet til, at udfordringer med impulsivitet og risikosøgning kan mindskes, idet en forøgelse af funktionsniveau i Hippocampus påvirker evnen til konsekvensberegning af egne handlinger. Jeg har ikke tilstrækkelig baggrund for at konkludere, at træning, der forbedrer evnen til konsekvensberegning, er direkte overførbar i forhold til risikoadfærd, men alt andet lige må en forbedret evne til konsekvensberegning tænkes at have en effekt på mortalitet.

Symptombilledet for ADHD varierer fra person til person, og derfor vil de forskellige typer af træning have forskellige grader af effekt og appellere forskelligt. Jeg håber, dette indlæg har fået dig til at overveje om mere fysisk aktivitet og/eller en ny træningsform vil gavne dit liv og din ADHD-hjerne.

Og så er der ellers kun tilbage at teste, afprøve og finde noget træning eller bevægelse, du virkeligt godt kan lide. Men husk, fællesnævneren er, at det skal være højintensivt, altså give dig høj puls og sved på panden. Hermed ikke sagt, at du skal droppe gåturen. En gåtur er en vigtig del af din hverdagsbevægelse for din overordnede sundhed. Det er blot et andet formål. Så for din ADHD-hjernes skyld; op med pulsen, frem over stepperne.

Du kan finde mig på basketballbanen eller på stepbænken, ses vi?

I kampdragten for Aalborg Vikings, marts 2023. Vi vandt, som mit ansigt afslører.