Kategori: ADHD, Neurodivergens

Indlæg om livet med en diagnose, primært ADHD.

ADHD, børn og basketball

Derfor skal dit ADHD-barn spille basket

Jeg skylder basketball alt, næsten. I netop den sport fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor jeg blev en del af et særligt fællesskab. At være basketballspiller gav mig en identitet i nogle definerede år, hvor jeg kæmpede en brav kamp for at blive til noget og til nogen. For at overbevise dig om, at det er en vidunderlige idé at sende dit neurdivergente barn til basket, kommer jeg i det følgende til at gøre noget, der udløser heftig kritik i den akademiske verden. Jeg er nemlig biased, altså forudindtaget for et bestemt synspunkt. Jeg har med fuldt overlæg ledt efter og vil præsentere argumenter, der bekræfter min bias– det kaldes at cherry picke. Det må man ikke. Men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg med diagnosen ADHD har det stramt med regler, og dels fordi dette ikke er en videnskabelig artikel. Redegørelsen er anekdotisk og tager udgangspunkt i, hvordan jeg shoppede og zappede mig gennem idrætsgrene, indtil det hele faldt på plads på basketballbanen. Glæden ved basketball vil jeg gerne give videre til dit barn. Det er nemlig en magisk aktivitet, selv om nogen påstår noget andet.

Vindere af grundspillet sæson2022/23. Aalborg Vikings. “Find Holger”, Jeg er den ældste spiller.

Individuel sport eller holdsport?

I indlægget ”The magic of individual sports” (fra ADDitudemag.com) argumenteres der for, at individuelle sportsgrene fungerer bedre for børn med ADHD end holdsport. Særligt boldspil med stor grad af fysisk kontakt vurderes som uegnede. Et argumentet er, at børn med ADHD har vanskeligt ved at holde fokus på egne og andres løbebaner samtidigt, og at de derfor ofte rammes af bolden eller af en modstander. Børnelæge med speciale i ADHD, Patricia Quinn, mener, basketball er den mindst egnede aktivitet. At forstå og mestre et kompliceret spil, dets zoner og strategier og at skulle forudse med- og modspilleres bevægelser, kræver brug af de eksekutive funktioner, som er mest udfordret hos børn med ADHD. Børnene vil i stedet gå direkte efter bolden og drible løs, mens der råbes af dem fra både sidelinjen og på banen. Ikke lige den oplevelse, vi ønsker for nogen børn.

Skørping Wizards U13/15/17. Nystartet klub, masser af nye oplevelser venter dem

Men når det kommer til ADHD, er der sjældent to tilfælde, der er ens. Min ADHD ser på ingen måde ud som din. Derfor mener jeg, at det er yderst vanskeligt at give generiske råd om de mest ADHD-venlige fritidsaktiviteter. Det afhænger af det enkelte barn. Et generisk råd må derfor være, at du skal kende dit barns styrker og udfordringer indgående for at ramme rigtigt. Det kræver viden om diagnosens typiske symptomer og adfærd, samtaler med fagpersoner omkring barnet, og, ikke mindst, at du lytter til dit barn. Hvad motiverer og inspirerer, og hvad gør dit barn glad? Mon ikke, der findes en sportsgren, der matcher? Vurderer du efter at have læst dette indlæg, at basketball ikke er kompatibelt med dit barns præferencer og behov, så er der gode anbefalinger til andre sportsgrene i den omtalte artikel på ADDitude.

Sport tillader store følelser

Efter mit udredningsforløb i 2022 forklarede psykiateren, at det ikke er min ADHD, der er et problem. Det er derimod det faktum, at jeg skal fungere i en verden tilrettelagt for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Men der er én kasse, jeg altid passer i, nemlig kassen med sport. I sportens verden er der plads til drama og store følelser. Som én, der havde problemer med følelsesregulering, kom mine følelser ofte tydeligt til udtryk som begejstringens glæde eller stor, voldsom vrede og frustration. På sportsarenaen oplevede jeg som barn, at det gav minimal ballade at være i sine følelsers vold og udtrykke store følelser. Det var et anderledes ufarligt sted for mig at være end i andre sociale sammenhænge, hvor jeg ofte faldt udenfor.

Som barn og ung var jeg selv, og alle omkring mig, uvidende om min diagnose. Jeg blev blot opfattet som “én med krudt i røven.. Da jeg var fem år gammel, var mine forældre så trætte at se mig springe rundt i møblerne, at jeg blev sendt til springgymnastik og svømning. Og håndbold og ridning og vandpolo og rytmisk gymnastik og zap zap zap. Jeg elskede sport, og det gør jeg stadig. Dengang måtte jeg ved sæsonstart igennem hårde forhandlinger med mine forældre for at få lov til at deltage i så mange aktiviteter som muligt. Nu betaler og bestemmer jeg heldigvis selv, så medlemskab af tre forskellige fitnesscentre, en basketballklub og at lufte mine syv cykler fylder min hverdag med aktivitet. Jeg elsker det, men det er også et grundlæggende behov, der skal opfyldes. I mange år selvmedicinerede jeg med træning uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Træning betød, at jeg kunne fungere bedre på job og i et familieliv. Mine nærmeste accepterede mine mange, mange timer med sport. Et fremtrædende symptom hos mig er hyperaktivitet. Symptomlisten kan som nævnt se meget forskellig ud fra person til person, men den indeholder ofte hyperaktivitet, impulsivitet, risikosøgning, evne til lynhurtigt at skifte sit fokus fra en opgave til en anden – hov; beskrev jeg lige en række træk, som giver fordele i sport? Det er bestemt ikke alle med ADHD, der trives i sport, men min hjerne er som skabt til netop det miljø. Det kunne tænkes også at gælde dit barn.

Store ADHD møder lille ADHD

I denne basketballsæson mødte jeg og mit hold fra Aalborg Vikings, Odder på hjemmebane. I en pause i spillet kommenterede en Odder-spiller, at jeg er over gennemsnittet muskuløs. Jeg jokede med, at min Robocop-krop skyldes min ADHD, der jager mig i fitnesscentret dagligt. Det bedste, man kan gøre for sin fysiske form, er at anskaffe sig en diagnose med lidt hyperaktivitet. ”Min søn har også ADHD, og han har shoppet noget rundt i sportsgrene. Men nu er han begyndt at spille basketball, og stortrives med det. Mon basket er særligt godt til ADHDére?”, spurgte hun. Jeg nåede kun at svare ”ja”, så blev spillet fløjtet op igen, og hun fik aldrig mit bud på, hvorfor basket kan være perfekt egnet til nogle neurodivergente. Efter kampen kom drengen hen til mig og tilbød mig at dykke ned i hans slikpose. Vi bondede og fik en snak om basket og om at være lidt anderledes. Han fortalte stolt om alt det, han havde lært, hvor sjovt han har det til træning, hvor mange venner han har fået, og hvor fedt det er at kunne drible bolden bag om ryggen. Jeg erklærede mig fuldstændigt enig. Det er magisk at finde den kasse, man passer perfekt i. Det er livsforandrende.

Skørping Wizards i aktion. Foto: Katrine Tram

Basketball som identitetsmarkør

Dette er, som før skrevet, et anekdotisk indlæg baseret på egne erfaringer og oplevelser med basketball. Jeg har tænkt meget over, hvorfor netop basket blev min foretrukne sport. Med en beskeden højde af 1,60 – på en god dag og med solen og vinden i ryggen- lå det ikke lige til højrebenet, at jeg skulle blive begejstret for basket. Men jeg er stadig at finde på banen, her 40 år efter min første træning. Jeg kendte ikke noget til sporten, før jeg havnede i en gymnasieklasse på Risskov Amtsgymnasium med Anne-Marlene. Hun spillede i Skovbakken og lokkede mig med. Jeg så mig aldrig tilbage, og det fik mig gennem gymnasietiden, at jeg kunne smutte over i hallen i frikvartererne for at shoot some hoops. At være basketspiller blev en væsentlig del af min identitet. Det forhøjede min status i en teenageperiode, jeg i øvrigt ikke kom så godt igennem. Det blev en slags modidentitet til de moderigtige, trendy og populære piger, som kunne noget, jeg ikke kunne gennemskue. Basketball reddede mig på alle de områder, man skal navigere i som teenager og gymnasieelev. Jeg slap for tøjkriser hver morgen, da jeg altid var i træningstøj, så jeg kunne smutte i hallen i hvert ledigt øjeblik. Det var i slutningen af 80érne, hvor basketball var nyt og cool, og jeg lånte lidt stjernestøv fra NBA-spillerne. Basketball var ikke noget, jeg gik til, det var noget, jeg var.

U11Piger fra Falcon, Stevnsgade, Gladsaxe og SISU til træning, foto: Sona Camra

Jeg blev hurtigt god til basket, og det betød, at hvor andre skruer ned for idrætsaktiviteter i gymnasietiden, fordi det sociale og fester lokker, så skruede jeg op for sport. Jeg kom på 1. holdet, og skruede ned for alt det sociale udenfor træning, og hurtigt jeg screenet helt ud af fællesskabet. Det var både en stor sorg og en stor frihed. Det er først på bagkant, jeg har erkendt, at basketball var min undskyldning for at ikke deltage i det sociale, som er den arena, der altid har været mest problematisk for mig at være i. I øvrigt noget mange med ADHD kan nikke genkendende til. En lørdagskamp i København gjorde det acceptabelt at melde fra til private fester om fredagen. Hvilken lettelse. Selv om jeg statusmæssigt befandt mig i periferien af et ligahold, gav det mig følelsen af at høre til i et fællesskab.

ADHD-venlige karakteristika ved basketball

En del børn med ADHD har udfordringer på den sociale arena. Det er i sig selv værdifuldt at føle sig som del af et hold, da det kan bidrage til følelsen af at være værdsat. For at lykkes med den sociale del af en holdsport kræves feedback fra trænere og andre voksne omkring holdet. Basketball spilles med fem spillere på banen, og det lave antal spillere giver den enkelte spiller mulighed for en stor mængde feedback og opmærksomhed fra træneren. Samtidig er spillet meget teknisk præget, og at blive sikker i skud kræver mange timers træning ved kurven. Time efter time, år efter år, kan fyldes med teknisk træning, som skudøvelser, dribleøvelser og anden legende ballhandling. Det gør træningen spændende, da den enkelte spiller har utroligt meget boldberøring. Elementer af det færdige spil kan øves i småspil, to mod to; tre mod tre, mod en kurv, som igen giver intensitet og megen boldberøring. Der er ikke meget ventetid i spillet. Man skal ikke stå på række og vente på ens tur som i springgymnastik. Og jo mere man leger med bolden i de pauser, der er til træning, jo bedre en spiller bliver man. Alt sammen med til at fastholde børn med ADHD til basketspillet.

Mindre struktur og mere bevægelse

Basketball er et spil, hvor der konstant foregår bevægelse. Ingen spillere står stille på faste pladser, og der er ingen zoner eller områder, man ikke må træde ind i. Både i angreb og forsvar må spillerne bevæge sig over hele banen. Man er nødt til konstant at orientere sig mod modstandere og medspillere i bevægelse – der betyder, at der hele tiden sker noget nyt.  Det forhindrer, at en spiller med ADHD kommer til at zoome ud, fordi det er kedeligt. Et angreb skal gennemføres på 24 sekunder, herefter skifter spillet fra angreb til forsvar. For en person med samme symptombillede som mit, er det lettere at holde fokus, når der ofte sker noget nyt i spillet. Jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i lang tid ad gangen, så korte angreb og forsvar er optimalt for at bevare koncentration.

ADHD defineres som en opmærksomhedsforstyrrelse, men det betyder langt fra at en spiller med ADHD ikke kan være opmærksom på basketbanen. Tværtimod kan en spiller være opmærksom på alt, hvad der sker over hele banen på samme tid. En evne til hurtig bearbejdning af information om med- og modstanderes bevægelser gør en spiller med ADHD i stand til at forudse handlinger og spilmuligheder, før de opstår. I basket er det muligt og ofte en fordel at reagere på instinkt og at handle impulsivt, hvis en åbning mod kurven viser sig. Og impulsivitet er netop et almindeligt symptom hos neurodivergente, som i den rette setting kan være en styrke. Vi begejstres jo alle af de ukonventionelle spillere, der overrasker med vanvittige moves.

Min hjerne bearbejder information til løsninger så hurtigt, at jeg ofte overrasker mig selv med de gode afleveringer, jeg får sendt afsted. Min bevidsthed kan nærmest ikke følge med, og i mange år tænkte jeg på mine assists (målgivende afleveringer) som held. Men det er ikke held, det er min ADHD-hjerne, der gør det muligt. Modsat er jeg verdens ringeste pointguard, hvis jeg spiller på et hold, der gør brug af indøvede angrebssystemer. Jeg er ikke i stand til at huske spilsystemer, selv ikke de simpleste af slagsen. Først da jeg fik konstateret ADHD, faldt 10-øren. Jeg er ikke for dum til at forstå spilsystemer, jeg er blot udfordret på hukommelse og er styret af impulsivitet. Så jeg kommer uden undtagelse uforvarende til at ødelægge spilsystemerne, og det har kostet mange ture på udskiftningsbænken og en solid omgang skæld ud. Jeg excellerer derimod i at aflæse og reagere instinktivt på med- og modspilleres bevægelser. Den evne har jeg klaret mig på i 40 år, og har forsøgt at maskere min manglende evne til at spille med struktur. Det lykkedes vist ikke.

Step back, den gamle dame kan endnu – og der er musik til arbejdet. Det er en del af basketkulturen, ligesom store shorts og tanktops.

Træd varsomt, coach!

Og apropos skæld ud: Pas på coach, du har med et delikat væsen at gøre. Du kan være den afgørende faktor for, om et barn med ADHD lykkes eller fejler med det spil, du elsker – ellers var du vel ikke træner. Mange børn og voksne med ADHD er decideret dårlige til at håndtere afvisninger. Mange af os bøvler med Rejection Senitivity Disphoria. Det skal jeg nok dedikere et helt indlæg til her på bloggen. Kort fortalt mærkes skæld ud på samme måde som at få en lussing. Det gør fysisk ondt, og det sætter sig i os for resten af livet. Så undlad offentlig skæld ud, men henvend dig direkte og lidt diskret til barnet for at korrigere adfærd. Forstærk i stedet den adfærd, du ønsker, ved at fremhæve, anerkende og se barnet, også i dets mislykkede forsøg. Anerkend og ros også barnets intentioner og tro på, at vi ADHDére som regel forsøger at gøre vores bedste, selv om det nogen gange ikke er nok. Ros det kreative og det utraditionelle, og du skal se et barn med ADHD trives i Verdens bedste spil. For det er vi enige om, det er, ikke?

ADHD og menopause

Hvis du er kvinde midt i livet med ADHD, har du muligvis oplevet, at din ADHD blev værre i menopausen. Faktisk opdager nogle kvinder først, at de er neurodiverse, når menopausen banker på døren. Årsagen er, at de ADHD-relaterede udfordringer bliver større på grund af den faldende østrogenproduktion. For nyligt er der udgivet en meget vigtig bog om menopausen, og det giver mig anledning til dette indlæg, hvor jeg vil forsøge at koble menopause og ADHD. Der er alle mulige grunde til at læse med, selv om du ikke er neurodivergent. Alle kvinder kommer i menopause. Nogle oplever få eller næsten ingen gener, mens andre er meget påvirkede. Men langt de fleste kvinder ved for lidt om den periode af deres liv, og det bør vi gøre noget ved. Så velkommen til et laaaangt indlæg, for jeg har meget på mit ADHD-menopause-hjerte. Det er vigtigt, så hold ud.

Hvorfor er vi så lidt forberedte på menopausen?

”Vi famler i blinde”, udtaler Katerina Pitzner i podcasten ”Skål Søster”, der udgives af ALT for Damerne. Hun har lige fået resultatet af en blodprøve, som viser, at hun er i menopause. Hun fortæller i podcasten, at det var en lettelse at få en forklaring på den seneste års oplevelser med ”brainfog”. Hun undrer sig over, hvor uforberedte, vi kvinder er, når det kommer til menopausen. Katerina har sat sig for at få styr på fakta og så i øvrigt komme videre med sit liv. Flere og flere kendte kvinder taler endelig om menopausen i det offentlige rum. Det er godt og tiltrængt. Desværre synes jeg, Katerina Pitzner videregiver information om menopausen og især om hormonterapi (HRT), som er fejlagtig og bygger på fordomme. Jeg oplever, at der i Danmark er en negativ fortælling om hormonerstatningsterapi, som ikke stemmer overens med den dokumentation, der danner baggrund for praksis i f.eks. USA og England. Jeg har derfor mit fokus rettet mod udlandet, når jeg forsøger at holde min viden på området up to date. Mest for at kunne begrunde mine ønsker overfor læger mm., men også for at kunne tage del i debatten, og for at kunne tale med andre kvinder om, hvilken form for hjælp, der findes.

Det er ikke en overgang

Jeg anvender konsekvent ordet menopause i stedet for overgangsalder, for det er ikke en overgang. Nedgang i hormonproduktion har konsekvenser der rækker ud over perimenopause og menopause, som varer typisk mellem to og otte år. Menopause betyder ophør af menstruationsblødning og er defineret som 12 måneder uden menstruation. Herefter kaldes stadiet postmenopause og varer resten af livet. Det betyder, at kvinder lever mange år, ja ofte mere end 1/3 af livet, med et konstant lavt niveau af østrogen. Det har nogle alvorlige konsekvenser for velvære og sundhed. Jeg vil anbefale alle kvinder at sætte sig grundigt ind i, hvordan det faldende østrogenniveau påvirker krop og helbred. Det er her, den dugfriske menopausebog kommer ind i billedet. Læs videre for boganbefalingen.

ADHD og menopause – et sammenfald i symptomer

Da jeg efter en årelang og sej kamp endelig fik adgang til behandling for mine symptomer på menopause, følte jeg mig kaldet til at skrive en bog om emnet. Jeg nåede at skrive 80 sider, men så skete der noget, der udsatte mine skriverier. Det gik op for mig, at jeg havde ADHD. Jeg dykkede ned i litteraturen om ADHD, og noget vakte min nysgerrighed.  Der var et overlap af symptomer mellem de to tilstande, og jeg mistænkte, at der kunne være en sammenhæng mellem min menopause og min ADHD. Meget peger på, at der er en sammenhæng. Man kan sige, at der ligefrem er tale om et Kinderæg af ADHD, menopause og en livsfase, med flere store livsændringer. I denne livsfase flytter ens børn hjemmefra samtidig med at ens aldrende forældre måske falder væk eller kræver omsorg og pleje. Mange kvinder gennemgår derfor en svær tid, en tid som ovenikøbet er tabubelagt og domineret af en fortælling om statustab og kropsligt forfald. Når jeg tænker mig om, så kender jeg utroligt mange kvinder omkring 50, der skifter karriere eller helt trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det taler vi for lidt om! Så det synes jeg, vi skal, altså tale om det. Men først en forklaring på den mulige sammenhæng mellem ADHD og menopause.

Mangel på østrogen forværrer ADHD-symptomer

En del af de kvinder, jeg taler med, kender kun til blødningsforstyrrelser og hedeture som tegn på menopausen. Men når kroppens produktion af det kvindelige kønshormon østrogen falder i menopausen, påvirker det både kroppen og hjernen, og det har betydning for kvinders sundhed og velvære. Der kan listes 40-50 symptomer op, som sættes i forbindelse med menopausen. Faldende eller svingende hormonniveauer påvirker hjernen på mange områder, og det giver symptomer, som minder om ADHD. Kvinder uden ADHD kan i menopausen derfor opleve ADHD-lignende symptomer som manglende hukommelse, udfordringer med opmærksomhed og koncentration, irritabilitet, stress, aggressivitet og humørsvingninger. Kvinder med ADHD oplever ofte en symptomforværring i forbindelse med menopausen.

Der mangler kliniske studier udført på kvinder

Der findes studier på området, men som ved mange kvinderelaterede sygdomme halter forskningen bagefter. Faktisk blev kvinder ofte udeladt i medicinske studier frem til 1990érne. Baggrunden for at foretage medicinske studier på mænd er, at kvinders fluktuerende hormoner over en cyklus og gennem et liv, gør det vanskeligt at standardisere og foretage valide målinger. Derudover har der været et ønske om at beskytte kvinder i den fødedygtige alder og deres eventuelle fostre mod skadevirkninger fra ny medicin.  Det er dog indlysende, at medicin, som skal anvendes af kvinder, testes på kvinder for at sikre korrekt dosis og for at kortlægge bivirkninger. Fra 1990érne kom guidelines i Danmark for inddragelse af kvinder i kliniske test af lægemidler. Det er nu et krav, som følge af stigende erkendelse af, at den manglende ligestilling kunne have alvorlige konsekvenser for kvinders helbred. Den Panodil, du som kvinde tager mod hovedpine, er testet på mænd, og den anbefalede dosis er beregnet til en mandekrop. Du kan selv forestille dig de problemer, det kan give, at kvinder gennemsnitligt er mindre end mænd, men også at kvinder omsætter de virksomme stoffer langsommere.

Fald i dopamin og serotonin

Der efterspørges altså mere viden og dermed flere studier om sammenhængen mellem ADHD og menopause. Men der findes dog underbyggede hypoteser og valide studier. En hypotese er, at når østrogenproduktionen falder, påvirkes andre kemiske processer i kroppen. Kvinder har østrogenreceptorer overalt i kroppen, og derfor indvirker det på en lang række fysiologiske processer, at østrogen pludselig er i restordre. Et fald i østrogen nedsætter hjernens evne til at udskille dopamin- og serotonin. Hvis hjernen ikke udskiller serotonin, kan det medføre tristhed og angst, mens manglende dopamin opleves som et fravær af glæde og lykkefølelse. Også de eksekutive funktioner som opmærksomhed, hukommelse og koncentration påvirkes negativt ved et fald i dopamin. Et fald i udskillelsen af dopamin og serotonin betyder, at symptomer på ADHD kan opleves forværret. Menopausen indtræffer hos kvinder i ca. 45-55 år alderen, dog med stor individuel variation. Som 45-årige oplevede jeg depressionslignende tilstande, udfordringer med hukommelse og koncentration på et niveau, jeg ikke tidligere havde oplevet. Menopausesymptomer var til stede sammen med ADHD og det ene påvirkede det andet. Dobbelt op på en gave, jeg bestemt ikke havde ønsket mig. Jeg er dog kommet i gode sundhedsfaglige hænder, og har fået hjælp til både ADHD og menopausen.

Hormoner varierer i flere livsfaser

Men hov, tænker du måske, hvad så med andre perioder i kvinders liv, hvor hormonniveauer skifter? Hormonale ændringer vurderes at påvirke symptombilledet hos kvinder med ADHD omkring pubertet, ved PMS, under graviditet og i menopause. Bingo. Helt anekdotisk stemmer det overens med mine egne oplevelser. Min ADHD har bestemt skiftet udtryk flere gange i mit liv, nemlig præcist i de nævnte faser af livet. Min ADHD-adfærd skiftede omkring 13-års alderen, min graviditet voldte især store emotionelle problemer og halleluja, jeg oplevede forværrede symptomer, da jeg kom i menopause.

Kan der gøres noget?

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hverken er læge eller gynækolog. Indlæg generelt på bloggen og anbefalinger specifikt, er udelukkende tænkt som inspiration, og jeg opfordrer dig naturligvis til at opsøge autoriseret hjælp, det gælder både i forhold til menopause og en eventuel diagnose. Du skal selvfølgelig ikke opsøge råd på hverken Tik Tok eller andre sociale medier.

Først og fremmest kan hormonterapi være en løsning, hvis dine symptomer skyldes menopause. Hormoner i form af piller, plastre eller gel kan erstatte den mængde østrogen, du mangler. Herved undgår du de symptomer, der er konsekvensen af, at østrogenproduktionen stopper. Læs den nye menopausebog, som jeg henviser til senere.

Er du ikke diagnosticeret, men mistænker at være neurodivers, kan jeg anbefale, at du får din læge til at rekvirere en udredning. Men hav tålmodighed, der er årelang ventetid i den offentlige psykiatri. Med en sundhedsforsikring kan du få en henvisning til en privat psykiater.

Er du allerede udredt og får medicin, kan du tale med din læge om en justering af dosis eller et skift i type af ADHD-medicin. Undersøgelser peger på, at lisdexamfetamine (sælges i Danmark under navnet Elvance) har en særligt god effekt hos kvinder i menopause og især har en positiv indvirkning på ADHD/menopausesymptomer som hukommelse, koncentration og andre eksekutive funktioner. Faktisk anvendes denne type medicin i USA til kvinder uden ADHD mod menopausesymptomer.

Også I den ikke-medicinske afdeling er der hjælp at hente til at lindring af symptomer på menopause eller til forværrede symptomer på ADHD i menopausen. Kognitiv terapi (CBT, cognitive behavioral therapy) kan hjælpe med regulering af følelser og med at skabe bedre struktur og planlægge hverdagens opgaver. Der findes derudover en del anbefalinger, der handler om livsstilsændringer, f.eks. fysisk aktivitet, meditation og mindfulness, kostændringer og kosttilskud. Alt i alt er der mange ting, du selv har indflydelse på, og som skan optimeres og give bedre trivsel i midlife. Hæng på, nedenstående viser dig vej til et to gode bøger om emnet, af Louise Newson og Amada Thebe.

To nye bøger

Der er netop udgivet to bøger om kvinder, alder og menopause; Hvad jeg tænker mens du taler af Alberte Winding og The definitive guide to the perimenopause and menopause af Louise Newson.

Alberte Winding kender du allerede. Det er jo Luna fra Bamse og Kylling og komponisten bag den vidunderlige sang, Lyse nætter, som har fundet vej til Højskolesangbogen. Efter flere bøger tager hun i sin seneste roman fat i den tabuiserede kvindelige vrede, som kan ramme kvinder i menopausen.

”Halvtredserne handler om realiteter. Kroppen kan ikke længere spise alt. Tværtimod er alting usundt, og det er egentlig sundest at sulte. Døden er allevegne. Den tager dine forældre, og den sidder ved bordet, ved siden af vinen, og taler i dine tanker hele tiden. Så du holder op med at festryge, men også med at danse og grine, fordi tingene hænger sammen, lasterne er en klike, som du forlader.”

Da jeg ikke selv er en vred kvinde i midlife længere, vil jeg nok have svært ved at relatere, men jeg nævner bogen, fordi den rammer en trend, hvor kvinder i midlife får synlighed. Der skrives bøger om os, og vi indtager i stigende grad filmlærredet. Selv om skønlitteratur og kunst kan lære os om livets aspekter, vil jeg alligevel nøjes med at anbefale to faglitterære bøger , der kan kvalificere dine valg på området ADHD/menopause.

En vigtig bog om menopausen

Louise Newson er min foretrukne menopauseguru. Jeg er fast lytter af hendes ugentlige podcast, The Dr Louise Newson Podcast. Kender du ikke podcasten, vil jeg anbefale, at du starter ved episode et og lytter til samtlige episoder. Louise Newson er læge, menopausespecialist og driver en menopauseklinik i England med 200 ansatte. Hendes mission er at uddanne både mænd og kvinder i menopauserelaterede emner. Viden og oplysning skal sikre, at kvinder kan forblive sunde og livsduelige også efter 50. Hun ønsker at nedbryde fordomme og opfordrer til, at vi taler mere åbent om en livsfase, som rammer halvdelen af jordens befolkning. Der er mange myter at punktere og en stor mængde information at formidle til kvinder, så de er forberedte og kan tage stilling til en eventuel behandling eller tilrettelægge en tilværelse med høj grad af trivsel.

Hendes nyeste bog skal rette op på den udtalte mangel på viden om perimenopause og menopause. Mangelfuld viden kan i sidste ende føre til manglende behandlingsmuligheder for kvinder. Louise Newson mener, kvinder verden over lider i stilhed, og mange lider helt unødvendigt. Bogen præsenterer den nyeste viden på området, og adresserer de hyppigst stillede spørgsmål fra de kvinder, der opsøger klinikken. Bogen skal give kvinder en viden, der gør dem i stand til at træffe valg for egen krop på et informeret grundlag. At være oplyst er det bedste grundlag for at kræve seriøst behandling hos læger og gynækologer.

Et eksempel på ADHD og Menopause

På Louise Newson´s hjemmeside balance-menopause.com kan du finde en personlig beretning om Margaret, som oplever voldsomme menopausesymptomer som 47-årig. Efter flere års søgen får hun endelig får koblet tilstanden med ADHD, bliver udredt og som stadig er i en proces med afsøgning af den bedste kombination af hormoner og ADHD Medicin. (find beretningen på balance-menopause.com/menopause-library/menopause-and-adhd/).

Boganbefaling nummer to

Da jeg kom i perimenopause, var det som at blive kørt over af et tog. For at være helt ærlig, anede jeg intet om menopause, så det gik år, før jeg forstod, hvad der var i gang. Jeg frygtede hjernekræft, demens, angst og depression, men så fik jeg de første hedeture og det ledte mig på sporet og direkte til egen læge. Lægen sendte mig tomhændet og uforløst hjem. ”Overgangsalder er noget, kvinder må lære at leve med”, mente han. Det var jeg aldeles uenig i. Jeg opsøgte viden hos udenlandske menopausespecialister, og hos en gynækolog fik hjælp i form af mirakuløse dosisposer med østrogen i gelform. Det hjalp. Det er ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for hormonterapi. I min omgangskreds har jeg tilnavnet ”hormon-hviskeren”. Jeg er, som nævnt ikke læge, men jeg videregiver den viden, jeg selv har samlet op til kvinder i mit netværk, hvis de opsøger mig. Jeg kan kvalificere deres valg, men valget er i sidste ende den enkelte kvindes. Jeg har talt med kvinder som har valgt at afprøve alt lige fra en Shaman til indtagelse af Rødkløver og Tofu.

Desværre oplever jeg, at det danske sundhedssystem og de danske guidelines om hormonterapi er forankrede i nogle undersøgelser om risiko for brystkræft, som er tilbagevist mange gange. Jeg er meget optaget af de gennembrud i forskning og metoder, som især finder sted i USA, England og Australien. I Australien findes menopauseklinkker på hospitaler, hvor læger, der kun beskæftiger sig med menopause, hjælper og rådgiver kvinder. Sådanne klinikker mangler vi i Danmark. Indtil da tager jeg ansvar for min egen krop og for, hvilke typer af behandling jeg ønsker som postmenopausal kvinde. Jeg anbefaler dig at gøre det samme. Du kunne jo starte med Louise Newsons bog. Har du allerede taget stilling, og er fast besluttet på, at hormonterapi ikke er for dig, så følg en anden menopauseguru, Amanda.thebe, på instagram. Eller endnu bedre; anskaf dig Amanda Thebes bog ”Menopocalypse”, som er en 360 graders vurdering af aspekter i midlife, som du selv kan ændre på. Amanda kan også fanges på amandathebe.com.

Har du spørgsmål til mine oplevelser og erfaringer eller til emner, der omhandler menopause, så kontakt mig endelig. Send mig en dm på instakontoen Neurospiceupyourlife.dk.

Happy ADHD-menopause!

Disorder, superpower eller et sted midt imellem?

Da nogen første gang antydede, at jeg kunne have ADHD, var min reaktion at blive voldsomt fornærmet. Dels var jeg fuldkommen fuld af fordomme om ADHD som en diagnose forbeholdt drenge og mænd, og dels var der noget ved definitionen, som bød mig imod. ADHD regnes for en impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse og er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactive Disorder. Smag på ordet ”Disorder”. Der var meget langt fra ”disorder” til min selvforståelse som en succesfuld, intelligent kvinde med krævende lederjob – naturligvis på en bund af udfordringer men ligefrem en disorder?

Det betød, at jeg længe ikke talte højt om en diagnose af frygt for at blive stigmatiseret og få indskrænket mine muligheder på arbejdsmarkedet. Hvem ville ansætte mig på en betydningsfuld post, hvis de vidste, jeg kom med en ”disorder”? Min bevæggrund for nærværende blog er vokset ud af netop den følelse, og jeg ønsker at medvirke til aftabuisering, til at fremme inklusion og diversitet på arbejdspladsen og at bidrage med en positiv fortælling om, at livet kan leves stærkt med en diagnose.

Disorder=forstyrrelse?

Da jeg i 2022 fik tilsendt udredningsdokumenter, var det umiddelbart en lettelse at læse en rapport over mine udfordringer og få en psykiaters validering af, at oplevelsen af et liv, der havde været noget op ad bakke, ikke var indbildt. Den havde et navn, ADHD. Samtidig blev jeg ramt af en stor sorg over at være et menneske med en ”disorder”. Jeg opfatter ”disorder” som langt mere alvorligt end ”forstyrrelse” eller ”tilstand”, som er betegnelser, der anvendes på dansk i den hidtidige oversættelse af ”Mental, behavioural or neurodevelopmental disorders; autismespektrumforstyrrelse, opmærksomhedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse, obessiv-kompulsiv tilstand m.fl.

Oversættelse af ICD11

I Danmark anvendes WHO´s klassifikationssystem af sygdomme og andre såkaldte helbredsrelaterede tilstande. Den seneste version ICD10 kom i 1989 men blev først taget i brug i 1994, og således har jeg været præsenteret for ICD9 som lærerstuderende og senere for ICD10 som psykologistuderende. Men det er først nu, hvor jeg er indehaver af en tilstand, der findes i klassifikationssystemet, at jeg har interesse for den nye udgave. Den nye version, ICD11, er officielt trådt i kraft fra 1. januar 2022 og bliver i de kommende år udrullet i det danske sundhedssystem. At den ikke anvendes omgående og simultant på alle områder skyldes dels, at det kræver forberedelse og omstilling af IT-systemer, f.eks. til patientregistrering, men også, at det indebærer et større oversættelsesarbejde fra engelsk til dansk.

Ord skaber virkeligheden

Den nye version, ICD-11, skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse. En kernegruppe af fagpersoner samarbejder med Sundhedsdatastyrelsen om en oversættelse af kapitel 6, de psykiatriske diagnoser. Og hvorfor er det så vigtigt, tænker du måske?

Ord skaber virkeligheden og påvirker selve måden, vi forstår og tolker andre mennesker og situationer. Da jeg var barn på Frederiksbjerg i Aarhus i 1970érne, boede vi tæt på en Åndssvageanstalt. Der var hegn omkring, men når jeg gik i skole, kunne jeg se ind til de indespærrede og isolerede åndssvage på legepladsen. Jeg fortabte mig ofte bag hegnet. Jeg vidste kun, at de var ”åndssvage”, og det afspejler meget godt den begrænsede viden, vi danskere har haft om anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet. Gennem de senere år er der kommet fokus på børneforsorgen, båret frem af nogle kritiske indslag i pressen om hårdhændet behandling af psykiatriske patienter i en kedelig periode i Danmarkshistorien. Tidligere anbragte er stået frem i medierne og har berettet om tiden på børnehjem som Godhavn, hvor tvangssterilisation, ”det hvide snit” og isolation af åndssvage var en del af behandlingen. I øjeblikket kan du se filmen ”Ustyrlig”, om de uregerlige piger, der i mellemkrigstiden blev sendt på bl.a. Sprogø, fordi de blev anskuet som farlige for samfundet.

Også Jussi Adler Olsen har anbragte piger som tema i bogen ”Journal 64”. De ord og begreber, der i perioden blev anvendt om de anbragte, var, ud over ”åndssvag”, ”vanfør”, ”skadelig arvemasse”, ”underlødige”, ”defekte” og ”minusindivider”. Forestil dig, at man slyngede den slags begreber ud om andre mennesker i 2023? Det ville virke stærkt stødende og nedværdigende at benytte disse ord. Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og i stedet har ”udviklingshæmmet” fundet indpas, med et fokus på at sikre en behandling forankret i udvikling og ligeværdighed, fulgt op af rettigheder, støtte og hjælp. Nye tider betyder nye skikke og nye begreber. ICD11 skal afspejle en mere nutidig sygdomsopfattelse og derfor bliver valget af ord og begreber afgørende.

Vi står med et problem – vi er ved at finde en løsning

Overvej forskellen i ovenstående. Det første udsagn er en negativ fortælling, mens det andet er en positiv framing af samme indhold. Framing er en måde at fremhæve noget og gemme noget andet væk ved hjælp af et bevidst valg af ord. Du vil med stor sandsynlighed være mere indstillet på en operation, hvis du får at vide, at 90% af patienterne overlever, end hvis du bliver fortalt, at 5% dør. Indholdet er det samme, blot framet på to forskellige måder. De to begreber, disorder og forstyrrelse, er negative fortællinger om ADHD. Personer med ADHD kan have meget forskellige symptombilleder, da ADHD er et spektrum af symptomer. Langt fra alle symptomer er forbundet med begrænsninger i funktionsniveau. Der er en stigende erkendelse af, at nogle personer, der opfylder diagnosekriterier for ADHD, er ”High-functioning ADHD” med succes indenfor det akademiske uddannelsesområde, den sociale arena og på arbejdsmarkedet. En krøllet ADHD-hjerne kan have positive egenskaber som evne til hyperfokus, højt energiniveau, evne til at finde innovative løsninger og kreativitet. Der er tale om evner, som hvis de understøttes er en styrke og en kilde til succes i mange sammenhænge. Vis mig en iværksætter og du har med stor sandsynlighed en person med ADHD. Måske er tiden kommet til at frame aspekter af adfærd og kompetencer associeret med ADHD i et mere positivt sprogbrug og i en styrkefokuseret framing. Måske er tiden også kommet til flere undersøgelser og mere forskning i, hvilke rammer, copingmekanismer eller terapiformer der skal til for at opnå et funktionsniveau som ”High-funktioning-ADHD”.

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet

Begreberne neurodivergent og neurodiversitet tilbyder en positiv eller neutral tilgang til personer med f.eks. autisme og ADHD. Der er tale om en positiv framing af personer, som opfatter og interagerer med verden omkring dem på en anderledes måde end de neurotypiske, hvis hjerner har udviklet sig normalt og derved ikke opfylder diagnosekriterier. Ordet normal er værdiladet, mens neurotypisk er neutralt. Neurodivergent betyder, at en hjerne har atypiske karakteristika, hvilket gælder for personer med ADHD, autisme, epilepsi mm. Ordet neurodivers er en samlet betegnelse for variation i hjerner. Ordet dukkede op i løbet af 1990érne som et resultat af den australske sociolog Judy Singers arbejde for at fremme diversitet og inklusion af mennesker med mentale lidelser. Begrebet er fri for den normative bedømmelse, der ligger i ordene lidelser og forstyrrelser, og gør det muligt at omtale personer med diagnoser mere respektfuldt og i et neutralt sprogbrug. Begrebet finder stille og roligt indpas i hverdagssproget, og jeg er selv stor fortaler for begrebet. Psykiateren, der stod for min udredning, sendte mig ud i verden for at klare mig selv med den udmelding, at det ikke er min ADHD, der i sig selv udgør et problem. Problemet er, at jeg skal fungere i en verden til og for neurotypiske, og at jeg aldrig kommer til at passe ned i den kasse. Det kan psykiateren bestemt have ret i. Men jeg er optimistisk, for jeg oplever, at kassen er ved at blive bygget om og udvidet. Selv min bank, Danske Bank, har som formål at være førende i branchen på diversitet og inklusion. For flere organisationer har det mest været defineret i forhold til køn og alder, men lur mig om ikke neurodiversvenlige arbejdspladser bliver det nye sort.

Superpowers? Går vi for langt?

Da jeg fik mistanken om at have ADHD, hyperfokuserede jeg på emnet for at lære så meget som muligt. Det gør jeg stadig, for der er mange afkroge at inspicere ved den krøllede hjerne. Jeg er færdigudredt og velmedicineret, og det betyder, at jeg er i stand til at koncentrere mig om at læse videnskabelige artikler. Jeg har dog stadig en præference for podcast, fordi jeg kan dimse rundt, samtidig med at jeg lytter, og fordi jeg bedre lærer og husker under bevægelse. I 2019 opdagede jeg podcasten ”ADHD for Smart Ass Women”, startet i 2018 af Tracy Otsuka. Jeg har lyttet til samtlige, i skrivende stund, 220 episoder. Her hørte jeg første gang udtrykket ”superpower” om ADHD. Det var i den grad en positiv framing af de særlige egenskaber en ADHD-hjerne tænkes at være i besiddelse af. Jeg vil gerne medvirke til en mere positiv fremstilling af ADHD, men begrebet ”ADHD-superpower” har jeg et blandet forhold til. Jeg opfatter ikke min ADHD som en gave, jeg fik ved fødslen, og der fulgte bestemt ikke en superheltekappe med. Du behøver derfor ikke være misundelig, hvis du til daglig ikke oplever udfordringer med koncentration, følelsesregulering, hyperaktivitet, hukommelse eller hang til overspringshandlinger. Min hjerne fungerer på en anderledes måde end hos neurotypiske, og jeg tilskriver nogle af mine største arbejdsmæssige resultater og succeser min hjerne og dermed min ADHD. Det kræver særlige arbejdsmetoder og rammer, før min ADHD kan foldes produktivt og kreativt ud. Det har jeg skrevet et indlæg om, ”To be consistently inconsistent”, som er på bloggen i kategorien worklife. Jeg har sandelig været periodevist succesfuld. Til gengæld har en stor del af mit liv været op ad en stejl bakke som et resultat af f.eks. manglende følelsesregulering, hyperaktivitet, sensitivitet overfor materialer og teksturer, og en følelse af at være anderledes og forkert, som stadig påvirker mig negativt. Derfor anvender jeg ikke ordet superpower. Jeg er mig bevidst, at det giver håb, særligt til forældre til neurodiverse børn, men jeg synes, det er at gå lidt for langt i den positive framing.

Neurospicy

Medicin dæmper symptomer, men det betyder ikke, at jeg har udviklet en neurotypisk hjerne. Kendskab til og viden om mine særlige udfordringer, redskaber til at håndtere disse samt en realistisk forventning til mig selv udgør ved nærmere eftertanke min superpower. Det vil dog ikke være et begreb, der finder vej til mit personlige sprog. Det gør derimod det federe begreb ”neurospicy”, som lægger navn til denne blog. Der findes vist ikke en entydig definition af ordet, men i min udlægning beskriver det en person med et ”high strong nervous system” – og den definition passer jeg perfekt i. Jeg har fundet en cute broche hos firmaet ”Sugar & Sloth”. Tippet er hermed givet videre i fald du vil flashe dit tilhørsforhold til den neurodiverse del af befolkningen. Da pakken ankom med brochen, var der en lille gave, et klistermærke med ordene ”I tried”. Det er faktisk altid det, jeg gør!

Disorder, forstyrrelse, ADHD-superpower, neurodiversitet eller neurospicy? Jeg går med de to sidste. Går du med?

Broche og klistermærke fra Sugar&Sloth (ikke-sponsoreret)

Din ADHD-hjerne elsker træning

Jeg er dårlig til at lære, hvis jeg skal sidde stille samtidig. Jeg lærer bedst under bevægelse, og jeg er konstant i bevægelse. Jeg har dyrket idræt, så længe jeg kan huske. I år fejrer jeg et flot 50-års jubilæum som aktiv i den organiserede idræt. Inden, jeg som 5-årig blev sendt til gymnastik og svømning, havde jeg hoppet, klatret, snurret rundt og stået på hænder i møblerne og på legepladsen. Det var gymnastikken, der trak, men da min mor først havde lært at svømme som voksen for at kunne tage sine børn med på stranden, ja så var svømmeundervisning et krav og adgangsbilletten til det forjættede gymnastikcenter.

40 år som instruktør, og det gør mig stadig helt lykkelig. Her dans foran turistkontoret på Samsø.

Det farlige liv som risikosøgende

Jeg fik lært at svømme i AGF hos Susanne Nielsson, som dengang var the shit indenfor svømning. På Svømmestadion på Ingerslevs Boulevard var et udspringsbassin med 4 meters dybde, og der tjekkede jeg ind til børnesvømning. Det var midt i sæsonen, og ingen havde noteret sig, at jeg var ny og ikke før havde været på dybt vand. Da de andre børn sprang i bassinet, sprang jeg med. Min mor sad på tribunen og skreg af forskrækkelse, men jeg flød som en korkprop til overfladen og plaskede afsted. Susanne fik mig dog hevet op og iført et korkbælte, mest for at få min mors nervesystem i vater. Normale børn på 5 år havde måske vægret sig eller kravlet forsigtigt ned i bassinet, men impulsivitet og risikosøgning er almindelige mellemnavne for os neurodiverse. Af samme grund havner personer med ADHD oftere i trafikulykker og i fængsel. Nye tal fra Trafikforskningsgruppen på AAU viser, at personer med ADHD har en forsøget risiko på chokerende 62 % for at blive involveret i en trafikulykke, med en forøget risiko for soloulykker på 50 %. Hver gang, jeg læser om unge mænd, der med alt for høj fart kører galt i trafikken, tænker jeg: ”Åh nej, han havde med garanti ADHD”. ADHDére har derudover fem gange højere risiko for at begå kriminalitet, der ender med en fængselsstraf. Av av. Men fortvivl ej, træning kan muligvis hjælpe dig til en lavere risiko, og ellers kan jeg anbefale, at du undlader at have bil. Jeg har dog vurderet, at det er bedst for alle, at jeg holder mig til cykel og offentlig transport.  Læs videre for forklaringen på hvorfor træning er en vigtig ingrediens i et ADHD-liv.

Tilbage til svømmebassinet

At ligge med snuden i vandoverfladen i halve og hele timer, holde fokus på den hvide streg i bunden af bassinet og samtidig forsøge at holde styr på antal baner, blev aldrig min favorit. Men gymnastikken holdt ved, indtil jeg opdagede det magiske, ADHD-venlige boldspil basketball. I et kommende blogindlæg vil jeg forklare dig, hvorfor du skal sende dit neurodiverse barn til basketball. Jeg har snurret rundt i højt tempo i så ufatteligt mange timer af mit liv. Højintensive træningsformer med elementer af koordination og koreografi, gerne til musik der er upbeat and happy, har fået et varigt tag i mig. Mine yndlingsaktiviteter er dans/step og basket. Det gør mig direkte lykkelig, og jeg har altid fornemmet, at mit funktionsniveau er markant bedre i perioder med en regelmæssig dosis af netop den type aktivitet. Men jeg vidste ikke hvorfor. Det er jeg blevet klogere på, og der findes en forklaring og en god grund til, at du skal beskæftige dig med lige netop højintensive idrætsgrene. Det handler om hjernens struktur og kemi, og her er en koncentreret og forenklet gennemgang. Du er velkommen til at springe direkte til de gode råd om at optimere din ADHD-hjerne med træning, som findes i slutningen af indlægget.

ADHD-symptomer kort fortalt

Hjernen er sammensat af milliarder af nerveceller, der tilsammen udgør et kompliceret netværk til overførsel af information. For at vi kan bevæge os, tænke og føle, kræver det, at nervecellerne kan kommunikere med hinanden. Dette foregår gennem et system, hvor beskeder sendes og modtages via kemisk overførsel gennem de såkaldte neurotransmittere, f.eks. dopamin. Hos personer med ADHD er transmitterne i den forreste del af hjernen begrænset i deres evne til at kommunikere med andre dele af hjernen. ADHD viser sig som en række vanskeligheder med eksekutive funktioner, som er nødvendige for at kunne fungere i stort set alle arbejds- og hverdagssituationer, hvor der besluttes, planlægges og overvejes. Personer med ADHD har altså en forstyrrelse i frontallapperne, der styrer og kontrollerer opmærksomhed, motorisk aktivitet, følelsesregulering og impulsivitet. Det betyder ikke, at én med ADHD ikke kan være opmærksom, men mere at hn er opmærksom på alt i omgivelserne på samme tid og derved kan have svært ved at fokusere på en enkelt opgave. Tanker flyver rundt i hovedet, og hn er let afledelig og urolig, en uro som kan være både mental og fysisk. De områder, der dæmper impulser, er hæmmede, og derved kommer hn ofte til at gøre ting, hn fortryder efterfølgende, eller som udløser skæld ud.

En manglende evne til følelsesregulering medfører vredesudbrud, hn havner i konflikter, og der ses en tilbøjelighed til at løbe risici, som f.eks. at køre for hurtigt. Transmitterne er ved ADHD ikke kun begrænset i deres evne til at kommunikere. Selve niveauet af dopamin tænkes at være ustabilt hos personer med ADHD. Denne ustabilitet kan forklare, hvorfor ADHD ofte viser sig ved skiftevis manglende motivation og vedholdenhed afløst af perioder med hyperfokus. I det tilfælde, hvor basalniveauet er for lavt, reduceres motivation og evne til fokus. ADHD-hjernen belønner søgen efter ny stimuli med udløsning af dopamin, hvorved motivation og fokus forøges, måske endda til en tilstand af hyperfokus. Men da dopaminen hurtigt klinger af, mistes motivation og interesse, og interessen dirrigeres mod en ny opgave – i en endeløs række af ikke-færdiggjorte projekter og opgaver. Adfærd præget af høj grad af impulsivitet kan forklares herved, da impulsivitet er en tilbøjelighed til at søge den umiddelbare belønning ved en handling i nuet, uanset konsekvenser. Den lave dopaminkoncentration opleves som en følelse af utilfredshed eller manglende tilfredsstillelse, som forsøges opnået ved et quickfix, der kan tage form af shopping, brug af rusmidler, tyveri og ja, træning.

Det handler om kemi

Flere og flere studier peger på, at træning kan forbedre opmærksomhed, koncentration og motivation; aspekter personer med ADHD har udfordringer med. Træning kan indgå som en del af den ikke farmakologiske behandling af ADHD (læs mere uddybende i f.eks. Berwid & Halperin, ”Emerging support for a role of excercise in ADHD-intervention planning”). Under bevægelse udløses der kemiske stoffer fra din hjerne, i form af endorfiner som indgår i reguleringen af humør, giver følelse af velbehag og som dæmper smerter. Men også serotonin og dopamin frigives ved træning. Disse stoffer er i restordre hos folk med ADHD, og det viser sig som manglende evne til at styre opmærksomhed og koncentration. Når koncentrationen af dopamin forøges i frontallapperne, forøges evnen til at regulere og fastholde opmærksomhed, mens behovet for at søge ny stimuli dæmpes. Derudover påvirker træning en vækstfaktor (BDNF) i Hippocampus, som er en del af hjernen, der spiller en central rolle i lærings- og hukommelsesprocesser. Undersøgelser viser, at koncentrationen af BDNF stiger ved fysisk aktivitet (Læs mere i Luders ”Sprækker i ADHD-Diskursen”). Effekten af fysisk aktivitet ses derudover ved en forøgelse af receptorer til neurotransmittere i dele af hjernen. Med flere receptorer vil kommunikationen mellem cellerne forbedres, hvorved de eksekutive funktioner forbedres.

Hvilken type træning er bedst?

Fysisk aktivitet har en afgørende, positiv indflydelse på de kognitive udfordringer hos ADHDére, gennem en forøgelse af neurotransmittere og af vækstfaktor. Men nogle former for aktivitet virker bedre end andre, og det afhænger af dine symptomer og selvfølgelig af dine interesser (Ratey, ”Build your mucles, build your bran” i ADDitude) . Her er en miniguide:

  • Højintensiv aktivitet som løb, cykling og svømning udløser endorfiner, der giver velvære og modvirker tristhed.
  • Teknisk betonede aktiviteter som pilates, yoga og redskabsgymnastik styrker og udvider det neurale netværk i hjernen, hvilket forøger din evne til at lære og at tænke.
  • Højintensive aktiviteter, som samtidig er komplekse og indebærer elementer af teknik og koordination, som boldspil, dans, mountainbike og skateboarding udvider neurale netværk og udløser både endorfiner og dopamin, hvilket har en positiv indvirkning på de eksekutive funktioner. Komplekse aktiviteter med krav til teknik øger vækstfaktor-niveauer (BDNF), og aktiverer dele af hjernen, der styrer timing, konsekvensberegning, fokus og koncentration.
  • Højintensive aktiviteter, der er komplekse og som indebærer, at du skal holde øje med og forholde dig til en andens bevægelser, f.eks. pardans og kampsport, giver alle de ovennævnte fordele og forøger derudover særligt evnen til koncentration og opmærksomhed.

Hvad skal du vælge?

Træning er stor gryde fuld af ingredienser, der giver velvære, koncentration, hukommelse og højt humør. Med regelmæssig træning og fysisk aktivitet kan der tilsyneladende opnås et forhøjet basniveau af bl.a. dopamin. Der er også en vis enighed om, at et stabilt niveau af dopamin i den kemiske hjernesuppe er værd at skaffe en opskrift på. Én af opskriftens bedste ingredienser er træning. Ved deltagelse i højintensive, komplekse og tekniske aktiviteter lader det ovenikøbet til, at udfordringer med impulsivitet og risikosøgning kan mindskes, idet en forøgelse af funktionsniveau i Hippocampus påvirker evnen til konsekvensberegning af egne handlinger. Jeg har ikke tilstrækkelig baggrund for at konkludere, at træning, der forbedrer evnen til konsekvensberegning, er direkte overførbar i forhold til risikoadfærd, men alt andet lige må en forbedret evne til konsekvensberegning tænkes at have en effekt på mortalitet.

Symptombilledet for ADHD varierer fra person til person, og derfor vil de forskellige typer af træning have forskellige grader af effekt og appellere forskelligt. Jeg håber, dette indlæg har fået dig til at overveje om mere fysisk aktivitet og/eller en ny træningsform vil gavne dit liv og din ADHD-hjerne.

Og så er der ellers kun tilbage at teste, afprøve og finde noget træning eller bevægelse, du virkeligt godt kan lide. Men husk, fællesnævneren er, at det skal være højintensivt, altså give dig høj puls og sved på panden. Hermed ikke sagt, at du skal droppe gåturen. En gåtur er en vigtig del af din hverdagsbevægelse for din overordnede sundhed. Det er blot et andet formål. Så for din ADHD-hjernes skyld; op med pulsen, frem over stepperne.

Du kan finde mig på basketballbanen eller på stepbænken, ses vi?

I kampdragten for Aalborg Vikings, marts 2023. Vi vandt, som mit ansigt afslører.

Hvordan jeg opdagede, at jeg har ADHD

Da jeg fik diagnosen ADHD, kunne jeg ikke lade være at undre mig over, hvorfor jeg ikke tidligere havde opdaget, at jeg passede perfekt ind i kriterierne for de fire larmende bogstaver. Det tog mange år at nå frem til en erkendelse af netop den diagnose.

It´s time to Neurospiceupyourlife – and it´s about damn time!

I 2022 fik jeg nogle afgørende bogstaver ind i mit liv. Jeg har ADHD, og det er den type, der har et ”G” foran. Jeg har nemlig galoperende ADHD. Jeg er sendiagnosticeret og nåede at fylde flotte 55 år, før der lå en udredningsrapport med tilhørende recept på vidunderlig, livsforandrende ADHD-medicin. Selv om jeg stadig er den samme person, er det alligevel et afgørende lag i min selvforståelse og identitet. Jeg er kvinde, jeg er midaldrende, og jeg er neurodivergent. Jeg foretrækker at bruge betegnelsen neurospicy, for det er der mere swung over. Ordet fungerer samtidig som et billede på, at jeg ønsker at leve livet stærkt på trods af en diagnose. Jeg er optaget af at undersøge, hvordan jeg kan anvende mine styrker og komme omkring mine udfordringer i bestræbelserne på at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Der skal fart på, jeg vil skabe, udvikle og gøre en forskel for andre – og ikke mindst vil jeg have det sjovt imens. ADHD påvirker på godt og ondt de fleste aspekter i mit liv; mine relationer, mine interesser, mit arbejdsliv, mit helbred. Derfor vil jeg i denne blog brede mig over mange emner og jeg garanterer, at det stikker af i alle retninger – præcist som jeg selv gør, og som mine samtaler med andre har det med at gøre. Så spænd sikkerhedsselen og tag med mig på en tur med mange afstikkere, og ikke mindst, lad dig inspirere i disciplinen neurospiceupyourlife.

Hvordan det lykkedes mig at leve nærmest et helt liv, før tiøren faldt, er mig stadig en gåde. Jeg er textbook classic ADHD, men hverken jeg selv eller mine omgivelser havde samlet puslespilsbrikkerne. Eller måske var jeg faktisk den eneste, der ikke havde fået øje på det helt åbenlyse. Da jeg fortalte om ADHD-diagnosen, blev jeg uden undtagelse mødt med et ”det kunne jeg da godt have fortalt dig” – men det var der ingen, der gjorde. Først i 2018 nævnte min fysioterapeut som en sidebemærkning, at jeg nok burde testes for ADHD. Jeg blev rasende. Rasende!! ADHD? Pfffff!

Jeg har dog altid haft en mistanke om, at der var noget helt galt med mig. Under mit psykologistudie på Aarhus Universitet, var jeg fast besluttet på at finde en diagnose og en forklaring på min anderledeshed. Jeg var ekstra opmærksom i faget ”Klinisk psykologi”, hvor diagnosekriterier havde min fulde opmærksomhed. Jeg havde længe mistænkt, at der kunne være tale om personlighedsforstyrrelsen Borderline, da kaos og impulsivitet var kendetegnende for mit liv. Men der var alligevel en del i diagnosekriterierne, der ikke stemte overens med mine oplevelser. Så fik jeg den skrækkelige tanke, at jeg kunne have en dyssocial personlighedsstruktur, bedre kendt som psykopati. Mine følelser var anderledes end andres, jeg brugte charme og manipulation til at få min vilje, og jeg løb flere risici, end godt var. Men psykopat alligevel? Heldigvis kunne jeg hurtigt aflive den mistanke, for samvittighed og empati er jeg i overflod i besiddelse af. Ikke på noget tidspunkt i gennemgangen af autisme-spektret genkendte jeg symptomerne. Vi så endda en film, som var klippet på en særlig måde for at illustrere, hvordan verden opleves af én, som ikke kan filtrere lyde og indtryk, og derfor har en hjerne, der er på overarbejde. Som min hjerne har været altid. Men intet vækkede genklang, muligvis fordi det handlede om små drenge med indlæringsvanskeligheder, og som, jeg syntes, var møgirriterende. Jeg var jo i stand til at lære og fungere med job og studier, og jeg var kun middelsvært irriterende.

Ikke før fyssen placerede en mental post-it-note direkte i min bevidsthed, kom jeg på sporet.  Min lyserøde hjerne opfangede alt, der handlede om ADHD, og pludselig så jeg artikler og indlæg om ADHD alle vegne. Jo mere jeg læste, jo mere gav det mening at jeg kunne have ADHD.

En dag læste jeg om en kvinde, der selv var psykolog, og som sent i livet var blevet diagnosticeret. Den artikel beskrev nogle udfordringer og et liv, som var identisk med mit. Jeg måtte overgive mig og erkende, at det nok var ADHD, jeg havde danset med hele mit liv. Herefter fulgte nogle år med at undersøge og blive klogere på opmærksomhedsforstyrrelser.

Da jeg først fordybede mig i emnet, blev det tydeligt, hvor meget af vores italesættelse af og viden om ADHD tager udgangspunkt i drenge og mænd. Det viser sig, at symptomer er anderledes hos piger og kvinder, og at diagnosen ofte overses hos piger og kvinder, præcist som i mit tilfælde. Det betyder, at færre piger og kvinder får diagnosen, og at diagnosen først stilles senere end det er tilfældet hos drenge. Men jeg opdagede også, at der er en stigende bevidsthed om kønsbias i forskningen, og der findes et stigende antal udgivelser omhandlende kvinder og ADHD. Dog var den mest værdifulde opdagelse, ud over artikler og vidunderlige podcast om emnet, at der eksisterer flere, lukkede grupper på facebook for kvinder med ADHD. Her fandt jeg et fællesskab at dele erfaringer med og nogle kvinder at spejle mig i. Her delte kvinder oplevelser, sejre og udfordringer, som repræsenterede alt det, jeg havde bøvlet med helt alene i så mange år. Det var aha-oplevelse på aha-oplevelse, og som en opdagelsesrejsende udforskede jeg nye områder. Alle mine særheder, underlige præferencer og ting, jeg er sensitiv i forhold til, var en del af andre kvinders narrativer. Ting, jeg aldrig havde fortalt en levende sjæl, kunne jeg dykke ned i og grine af via andre kvinders ofte morsomme fortællinger om at være anderledes. Alt, fra det faktum at jeg ikke kan drikke vand og hader at tage bad, at jeg ikke kan tåle tøj af uld, ikke kan tage mig sammen til at ringe til nogen eller besvare telefonopkald, ingen retningssans har, taber ting og går ind i ting konstant, til daglige mentale burnouts, viste sig at være helt almindeligt blandt neurodiverse. Halleluja, jeg er en helt almindelig opmærksomhedsforstyrret kvinde, og ikke som jeg havde troet, et uintelligent, dovent og dårligt menneske. Hvilken lettelse. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor meget det ændrede mine konstante negative tanker om mig selv.

Efter at have fået adgang til en stor gruppe kvinders meget blandede erfaringer med medicin, indså jeg, at der måtte et udredningsforløb til for at få afprøvet om medicinsk behandling var en del af vejen mod et bedre liv. Jeg opsøgte egen læge, som henviste mig til udredning i psykiatrien. Henvisningen blev afvist, da der manglede ressourcer i psykiatrien. Men jeg skulle være velkommen til selv at kontakte en privat psykiater med aftale med det offentlige, så det gjorde jeg. Det var over 3 års ventetid. 3 år. Jeg var efterhånden ivrig efter at komme i gang med en udredning, så 3 år føltes som en evighed. Jeg var på det tidspunkt ansat i et lederjob i en organisation, der var i økonomisk krise, og hverdagen var stressende og utryg. Jeg kæmpede med negative tanker, der tog mit fokus, og jeg lå om natten og ruminerede. Et destruktivt tankemylder og en enorm kropslig uro påvirkede min trivsel negativt, og jeg genkendte både de mentale og fysiske reaktioner fra tidligere pressede arbejdsperioder i min lederkarriere, men jeg var ikke i stand til at stoppe den nedadgående spiral. Men i modsætning til tidligere, var jeg nu klar over at mine reaktioner havde en årsag, og at der kunne gøres noget. Jeg var ikke i tvivl om at der skulle noget nyt til, for at jeg kunne få mit liv til at fungere. Jeg havde brug for hjælp omgående.

Hos private psykiatriske klinikker kan man være privat kunde, og dermed komme udenom henvisninger og ventelister, der bliver længere og længere. Den mulighed var jeg heldigvis så privilegeret, at jeg kunne benytte mig af. Jeg var i stand til at finde pengene af egen lomme til betaling for et udredningsforløb. Jeg fik anbefalet Hejmdal Privathospital, kontaktede dem og blev indkaldt til en vurderende samtale. Her skulle det afklares, om der var behov for yderligere udredning og behandling. Det var der. Et udredningsforløb blev sammensat. Udredningen tog knapt et halvt år, og hvad det lærte mig, er temaet for et selvstændigt indlæg. Forløbet var nemlig både en vej til en diagnose og medicin men også en vigtig læringsproces.