Indrømmet. Der har været ret stille på bloggen siden april. Jeg blev ramt lige i nakken af en kronik, jeg havde skrevet om neurodiversitet på arbejdsmarkedet. Jeg blev ramt på flere måder; først var der for lidt opmærksomhed og siden for meget opmærksomhed. For lidt og for meget. For meget og for lidt. The story of my ADHD-life.
Hvad med at skrive en kronik?
I april sendte jeg et kronikforslag til Politiken. Det var min erhverscoach, Helene Aalling, der sagde, jeg skulle. Hun mente, jeg skrev så godt, at jeg skulle skrive for nogle af de store medier som Weekendavisen, Politiken m.fl. Jeg gik først i panik. “Det kan jeg da ikke. Dem, der skriver i aviserne, er sådan nogle rigtige akademikere. Jeg er snydeakademiker”, protesterede jeg. Godt nok er jeg helt officielt akademiker og har bestået alle eksaminer der ledte til en titel som cand.scient. Det har blot altid været et issue, at min tilgang til skriftlighed var “forkert”. Hvor jeg selv syntes, der var en tydelig rød tråd i opgaverne, ledte censorer forgæves efter den, og min tilgang til metode fik alle mundvige til at pege nedad. Jeg kan ikke finde ud af at være konsistent, stringent eller systematisk. Når jeg skriver, skal jeg helst have alt med om alt og i alle teoretiske retninger. Jeg har lært at leve med, at jeg er sådan én, der bare ikke kan skrive. Jo jo, facebook-opslag og klummer og den slags, men ikke noget, som skriftligt dannede mennesker orker at beskæftige sig med. Da Helene ville have mig til at skrive til de store aviser, havde jeg derfor en vis modstand. På den anden side var der her et skriftligt dannet menneske, der anerkendte min personlige skrivestil. Jeg skrev en kronik. Den fik titlen “Byder din arbejdsplads krøllede hjerne op til dans?”.
RSD tog min skrivelyst
Mine hænder rystede da jeg sendte mit kronikforslag til redaktionen på Politiken. Der gik en time, så fik jeg en mail.
Jeg gik afmok i begejstring og stolthed over at være blevet vejet og fundet tung nok til Politiken. De kommende uger holdt jeg spændt øje hver dag for at være klar, når min kronik blev udgivet. Ugerne gik og blev til måneder. Da juli oprandt, stoppede jeg med at holde øje. Jeg følte mig SÅ dum. Hvad havde jeg egentlig forventet? Selvfølgelig ville de ikke bringe noget, jeg havde skrevet. Der måtte naturligvis være tale om en fejl i tilbagemelding på min indsendelse. Det værste var, at det fuldstændig tog min skrivelyst. Fra at have skrevet, så der stod flammer ud af mine hænder, tændte jeg ikke min pc en eneste gang. Det giver måske sig selv, at jeg lider voldsom af RSD. Rejection senitivity disphoria. RSD er et gennemgående træk for mennesker med ADHD og ADD. Vi oplever meget stærke, negative følelser og direkte nedsmeltninger, hvis vi bliver mødt med afvisning eller kritik. Jeg er ekstremt følsom overfor kritik, det er en smerte, der opleves som at få et knytnæveslag lige i ansigtet. Der behøver faktisk ikke være tale om en virkelig afvisning, før jeg bliver overvældet af negative følelser. Blot jeg selv oplever eller tolker noget som afvisning, påvirker det mig. Afvisning bliver hurtigt internatliseret som selvkritik. Der er en vis enighed om, at RSD har genetiske og neuroliske årsager, præcist som ADHD og ADD.
At overkomme RSD
Selv om RDS tænkes at have biologiske årsager, kan det dog tænkes, at miljøet har en finger med i spillet. Jeg bærer rundt på smertefulde erfaringer af ikke at kunne leve op til de krav, der eksisterer for akademisk skrivning. På trods af, at jeg har klaret mig over gennemsnittet i uddannelsessammenhæng – som regel ved at hive karakteren betydeligt op i den mundtlige præstation – har oplevelsen af at fejle på den del af akademia gjort mig ekstra sensitiv for afvisning af mit skriftssprog. På trods af at have ligget på briksen hos en psykoterapeut, læst indgående om andres oplevelser af RSD og afprøvet metoder inden for Kognitiv Adfærdsterapi, blev jeg ramt lige i nakken af, hvad jeg troede var en afvisning fra Politiken. Jeg gik skrivekold.
Fra smerte til glæde
Søndag d. 13. august blev jeg kontaktet på flere sociale medier af fremmede mennesker, der takkede mig for min kronik. Således erfarede jeg, at jeg ikke var blevet afvist men blot udsat til august. Søndag blev min kronik lagt på Politiken.dk, og dagen efter var den at læse i den trykte udgave. Jeg blev naturligvis ellevild af glæde, og Gud Jøsses en vild oplevelse at se noget, jeg havde skrevet, smurt ud over to halve sider i Politiken. Som Fugl Fønix genopstod jeg af asken, med fornyet kampgejst og energi. Fra asken til ilden. Da kronikken blev bragt mandag i papirudgaven gik der ild i mine indbakker på alle platforme. Jeg blev lagt ned af opmærksomhed.
Andre blev ramt af det, jeg skrev
Ikke et sekund havde jeg forestillet mig, at nogen ville kontakte mig efter at have læst min kronik. Jeg havde forventet og håbet, at mit netværk ville give mig noget love, og at min mor ville være stolt. Længere end det rakte min forstillingsevne ikke. Jeg er fuldstændig overvældet over omfanget af henvendelser fra især kvinder. Kvinder, der spejler sig i mine oplevelser. Kvinder, som er sygemeldte eller på anden måde står udenfor arbejdsmarkedet efter en årelang kamp med et arbejdsmarked, der ikke er indrettet til neurodivergente. Kvinder, der efterspørger diskrete netværk for kvinder med ADHD – eller med mistanke om samme. Kvinder, hvis børn mistrives i skolen og som må leve med lange ventetider på udredning. Kvinder, der er frusterede og ulykkelige, men som, når vi skriver lange beskeder til hinanden, er fulde af humor og intelligens og virkelyst. Og bare gerne vil have lov at være som de er.
Fra glæde til burnout
Jeg har ikke tal på, hvor mange henvendelser jeg fik. Det var vidunderligt. Lige indtil jeg brændte sammen i et gigantisk “mental burnout”. Min hjerne var “at capacity”. Jeg havde skrevet og skrevet og taget nætter i brug for at følge med. Jeg havde svaret alle, samtidig med at jeg gik på arbejde. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv hed. Bum! Jeg måtte holde en pause, få ro på krop og hoved, og tage et smut til ønskeøen for at lade op. Jeg har nydt hver en besked. Jeg elsker, at så mange har kontaktet mig. Jeg har også erkendt, at jeg gerne må svare: “Jeg vender tilbage til dig senere”, i stedet for at være vågen om natten for at skrive. Men hold nu op nogle oplevelser de her kvinder har givet mig adgang til.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Reaktionerne på min kronik har bekræftet mig i hvor meget, der er brug for, at nogen råber op om temaet neurodivergens. Hvor er der behov for at få belyst og oplyst om (arbejds)livet med diagnoser. Væk med fordomme og stigmatisering, væk med frygt for konsekvenser ved at gå til lægen med mistanken om ADHD. Vi skal stoppe med at finde os i at blive betegnet som forkerte, for dramatiske og blive beskyldt for at opfatte Verden forkert . Vores hjerne er anderledes, javel, men det gør os ikke forkerte. Tværtimod. Og vi er kommet for at blive. Jeg tager én for holdet og står offentligt frem med min diagnose og mine erfaringer som neurodivergent blandt neurotypiske. Jeg har fundet min indre batman frem og fundet kampgejsten frem. Jeg er klar til kamp. Er du sød at rode i skabet efter din superheltekappe? Og hvis du også lige gider tage den på? Jeg skal bruge dig på mit hold.
